Frederik så overraskelsen plante sig i Viktors ansigt, men han vidste ikke helt hvad det var over. Det falde ham ikke ind at det var fordi han havde sagt han så godt ud. Brynene rynkede sig lidt undrende, inden blikket flyttet sig ned på hånden der lagde sig mod brystet. Det var det igen. Læberne pressede sig lidt sammen, og Frederik overvejede et kort øjeblik om Viktor havde problemer med hjertet. Glemte alt om forvirringen over den andens overraskelse. Mon ikke Viktors familie havde styr på det, når de i forvejen havde et "sygt" barn. 
 Frederik brummede lidt da Viktor endelig kom med et svar. Det betød ikke at han ikke var. Det kunne sagtens bare være Viktor ikke ville indrømme hvor mange hjerter han havde knust. Og smilet om Viktor læber da han så tilbage på Frederik kunne få enhver til at blive blød i knæene. Mundvigen trak sig lidt op ved tanken. Frederik kunne ærligtalt ikke helt se det for sig, Viktor knuse et hjerte. Han virkede alt for.. Høflig..  

 Det mørkeblå blik flyttede sig ned på Viktors fødder da han kom tættere på, med Frederik blev stående, og løftede blikket igen. Han var ikke bange for Viktor. Han havde ikke en chance. Hænderne der som sædvanligt lå i bukselommerne kom dog op, klar til at skubbe Viktor fra sig, skulle han prøve på noget. 
 " Jeg kan ikke gøre for jeg ser godt ud, " Lød det selvsikkert fra Frederik, der nu havde et skævt, charmerende smil smurt om læberne. Tanken om rent faktisk at jagte skørter gav ham dog små knuder i maven. Det ændrede dog ikke på at Frederik vidste han så godt ud, og at der tit var mange blikke i hans retning. 

Viktors blik, dybt som kastanjebrune farver, hvilede på Frederiks hænder, der dukkede op fra lommerne. De var brede og kraftfulde, med fingre der var lange og velproportionerede. Den unge junker havde aldrig spekuleret over, at hænder kunne rumme skønhed, men sådan var det med Frederiks hænder. Mon der var andre unge drenge på hans alder der også synes at hænder kunne være attraktive? Han kunne vel umuligt være den eneste med den slags tanker. Frederiks selvsikre bemærkning fik en småskælven latter til at trænge sig ud af Viktor.
"Arrogance, er ikke ligefrem vellidt." sagde han i en form for belærende tone, men med en mærkelig varme og hengivenhed i stemmen. Viktor kunne dog godt lide Frederiks arrogance, på trods af at han lige havde sagt det modsatte. Det var som om det passede perfekt til Frederiks reserverede facade, der af og til lyste op i charmerende øjeblikke. Som nu. Viktor standsede med en armslængde foran Frederik og betragtede ham nøje. Det charmerende smil fik det til at klø i spidserne af hans tæer, og hans pupiller, uanset hans ønske, udvidede sig og forvandlede hans brune blik til et dybt vildnis. Haldis hjælpe mig, hvor vil jeg dog kysse ham lige nu. Tænkte han håbløst, og var faktisk bange for, at hvis han ikke gjorde et eller andet drastisk, så ville han ende med at gøre noget han ville fortryde. Brynene rynkede sig lidt, forvirret over sig selv, og lysten til at kysse Frederik. Den selv samme lyst havde også været der til fødselsdagen.  

"Kan du huske vores væddemål." kom det fra ham som en pludselig, skæv indskydelse. Blikket i hans øjne antog en skælmsk glans, et drenget smil krøllede hans mundvige. Og så, som et næsten ubevidst træk, skred han fremad. Han strammede op i de muskler han nu engang havde at gøre godt med, og på et øjeblik var han tæt på. Var han hurtig nok, ville hans hænder gribe om Frederiks overarme og dirigere ham mod søens bred. Men hvis Frederik var lige så hurtig i tanke og handling, ville de stå ansigt til ansigt i en magtkamp om positionen, en skubbedans, faretruende tæt på kanten af søen. Men hellere det, end et uventet kys som han ikke kunne tage tilbage. 

 Arrogance er ikke vellidt.. Frederik fnøs og løftede en smule arrogant det ene bryn, for var det ikke lidt som om Viktor modsagde sig selv? Frederik så til som Viktor kom ind for rækkevidde og var ikke i tvivl om at der lå et eller andet på lur i den yngre knægt. 
 " Og alligevel er det mig der er populær, " Pointerede han den lille fejl i Viktor logik. Nogle gange var det faktisk lidt irriterende hvor meget han virkede til at tiltrække kvinderne.  Selvom det selvfølgelig var dem han var sammen med. 

 Frederiks blik vigede ikke det mindste væk fra Viktor nu hvor han var trådt tættere på. Han var klar til at knægten forsøgte på noget, og derfor så han også hver et lille træk i hans ansigt. Hvad mon der foregik inde bag krøllerne? Da spørgsmålet forlod Viktor, rynkede de pjuskede bryn i Frederiks pande sig lidt uforstående, og forvirringen fik ham lidt ud af fokus. 
  " Viktor! " Det lykkedes derfor Viktor at få hevet Frederik ud af balance, så han kom et par skridt tættere på søen, derfor han advarende sagde den andens navn. Udtrykket blev anstrengt, og kroppen spændte op som Frederik greb fat om Viktor trøje  ved brystkassen og fik han stoppet. Frederik trak Viktor tættere så han havde mere kontrol over ham, inden han lænede sig tættere frem mod ham.
 " Kan du? " Hviskede Frederik spørgende tilbage, for hvis ikke han huskede forkert var der noget med nogle brækkede arme hvis Viktor forsøgte at smide Frederik i søen. Overbevist om at Viktor ikke havde nogle kræfter i de slatne, tøsearme hev han Viktor de sidste par skridt hen til kanten, og lagde an til skubbe adelsønnen fra sig og ud i søen, med stærk tiltro til at han ikke havde kræfterne til at hive Frederik med sig. Måske en naiv blindhed, fordi han ikke ville acceptere at Viktor ikke længere bare var et lille barn.

Viktor befandt sig i en situation, hvor hans chancer syntes at være sparsomme mod den tårnhøje råstyrke, han stod over for. Frederik overskyggede ham både i højde og bredde. Armene der bar præg af hårdt, fysisk arbejde, var ikke til at lave sjov med. Viktor kunne mærke hvordan den andens muskler spændte sig op under hans hænder. Han kunne mærke hvor stærk han var, mens han forsøgte at bore fingrene mere ind i trøjens folder for at holde fast. Et anstrengt og overrasket gisp, forlod ham, da Frederik hev fat i ham, og fik dem stoppet i deres bevægelser. Som han blev hevet ind, kunne han mærke Frederiks varme ånde som en mild brise på sit ansigt. Viktor kunne ikke lade være med at smile fåret til modstanden, og den efterfølgende hvisken af et spørgsmål der kom retur. Det kunne han. 

"Argh!" brød det anstrengt ud af ham, en klangfuld blanding af frygtsom latter, mens han kæmpede ihærdigt imod det stærke greb. Støvlerne satte spor i jorden, tydelige markeringer af hvor han blev trukket hen. "Frederik, det var bare for sjov!" forsøgte han i et sidste desperat forsøg, i håbet om at stoppe Frederik fra at kaste ham i søen.

 "Frederik!" bønfaldt han, chokeret over hvor tæt de var på søens kant. Hans stemme steg et oktav i både frygt og overraskelse, før den blev til en spøgelsesagtig latter. Viktor holdt fast ved Frederik som en kat med skarpe klør, hans greb blev strammere, som om han klamrede sig til enhver sikkerhed, han kunne finde. Han kunne mærke skubbet, hvordan fødderne under ham mistede deres balance, og i et sidste forsøg på ikke at falde, skød han hofterne frem, og rakte armen ud efter Frederiks skulder og tog fat. Den anden hånd hev fat i overarmen på ham, i et sidste forsøg på at genvinde balancen. 

Et sug gik igennem maven på Viktor da han baglæns faldt i vandets arme. Et skarpt plask genlød som en klang i den lille lysning. Det var, som om suset af hans overraskelsesgisp blev fanget i en tidslomme, før det nåede hans læber. Kulden af vandet omfavnede ham som en uventet omfavnelse, og han famlede i blinde efter Frederik, som han fik hovedet hurtigt over vandets spejlblanke overflade.

  "  Hm, er du sikker? Det virkede nu ellers meget seriøst, " Lød det næsten helt ubesværet fra Frederik som han kæmpede med at få Viktor tættere hen til vandkanten. Smilet om de spinkle læber var stort og underholdt, og Frederik så lidt frem til at smide Viktor i søen, og vise ham at han ikke skulle lægge sig ud med ham.
 Som gjaldt det hans liv, forsøgte Viktor holde fast i Frederik da han skubbede ham mod vandet. Frederik var dog sikker på han nok skulle få befriet sig fra hans greb, så han kunne nyde synet af adelssønnen falde i vandet. Men så mærkede han jorden skride lidt væk under hans fødder. Nu var det Frederiks tur til at se en kende panikslagen ud, som han prøvede selv at holde balancen og få Viktor til at slippe. 
 "Viktor! Slip mig! " bed han anstrengt af en yngre knægt som han mærkede jorden skride mere væk under ham, mens han prøvede at træde tilbage, samtidig med han skubbede Viktor frem. 

 Det var som alt omkring dem blev stille, da jorden gav helt efter under Frederik, og han mærkede hvordan han faldt med forover mod vandet. Som holdt naturen vejret på de to drenges vegne. Som Frederik brød vandoverfladen pressede kroppen automatisk et gisp ud over læberne i chokket over temperaturforskellen. Et gisp der gjorde at fik vand galt i halsen. Hurtigt fik Frederik løftet sig op over vandet, hostende og hakkende for at få vandet ud af lungerne. 
 Frederik spildte ingen tid på at sidde stille i det kolde vand, der på ingen tid havde suget sig ind gennem alle lagene i hans tøj. Irriteret og en smule vredt skubbede han til Viktor, inden han kom op af søen, og gik med tunge skridt tilbage mod hesten. Møgunge... Han sagde intet, og skænkede ikke Viktor så meget som et kvart blik. Han prøvede at ignorere hvordan fingrene virkede helt stive og hænderne rystede da han gik i gang med at binde Sussie fri. 

Det hele var gået så stærkt, at begge drenge under et splitsekund havde været under det kolde søvand. Vægten fra Frederik, som tidligere havde været på Viktor i vandet fra deres fald, forsvandt. Stakåndet, og en kende i chok over den uventede kulde, fik Viktor overblikket. Det er koldt! udbrød hans tanker som et skrapt mantra, men ordene blev hængende i hans læber som om de frygtede den kolde luft - der snart ville blive blå hvis han ikke kom op fra vandet i en fart. Viktor prustede højt af ubehag gennem næse og mund for at fortrænge det eventuelle vand, mens han samtidig hørte en hosten fra Frederik, der forsøgte at indhente vejret.

 "Er du okay?" spurgte han ham bekymret, og rystede lidt på hovedet for at få vandet ud af de gennemvåde krøller, inden han med hjælp fra sin hånd smurte dem tilbage og væk fra ansigtet. De mørke bryn krusede op i panden af bekymring og beklagelse. Derefter, opstod en anelse forlegent smil i det brune blik, som om Viktor håbede, at de begge kunne finde lidt morskab i situationen. Men den unge junker var hurtig til at følge med Frederik. Han trådte op ad søen med stive ben og forfrosne lemmer og begyndte at hoppe på stedet i et forsøg på at generere varme. Rideuniformen klistrede tæt til hans krop som en våddragt, og læderet føltes som om det havde stivnet i kulden. Tanken om at skifte tøj og omslutte sig selv i et varmt tæppe var en trøst, han klamrede sig til for nu.

"Frederik?" Viktor trak armene tættere omkring sig selv og trådte forsigtigt nærmere den ældre knægt. Hans skuldre lettede i små rystelser, mens tænderne var sammenpressede for at forhindre kuldegysninger, alligevel kunne man høre tænderne klakke sammen når han talte. "Søen var koldere, end jeg havde regnet med," sagde han, idet han forsøgte at lette stemningen. En letfærdig latter fulgte, men døde hurtigt ud igen, da det blev klart, at Frederik ikke delte morskaben. 

 Inderst inde var Frederik godt klar over det hele den her våde situation var hans egen skyld. Han skulle være stoppet. Det var hans egen fejl at han var røget med i vandet, for hvis han bare var stoppet var det aldrig sket. Det var nok det der var mest skyld i han var så irriteret. Han hadede at være våd og kold, ja, det hjalp bestemt ikke på humøret, men han var nok mest irriteret på sig selv. 
 Det tog lidt tid at få Sussie spændt fri, for kulden havde sat sig i fingrene og gjorde det besværligt at spænde knuden han havde lavet op. Hele kroppen rystede, tøjet var klamt og tungt og Frederik havde mest af alt lyst til at teleportere sig til et varmere sted og efterlade Viktor og Sussie. Han vidst dog at det ikke ville blive set godt på hvis han bare efterlod Sussie, og nok også det samme med møgungen. Og så var han heller ikke helt sikker på om han ville kunne koncentrere sig nok til at ende det rigtige sted.

 " L-luk røven, V-viktor.. " bed Frederik af stumpen som han prøvede at joke lidt. Frederik var virkelig ikke i humøret til hans barnligheder lige nu. Frederik trak Sussie lidt væk fra træerne, og kiggede så lidt op på hende, ned af sig selv og i retningen af Svennings Gård. Det ville blive en ulideligt lang ridetur... Kroppen rystede lidt som musklerne trak sig sammen i kulde. 

Selvom Viktor for det meste forsøgte at holde hovedet højt og være opmuntrende, var der grænser for hvad han ville finde sig i at høre fra andre. Selv han, kunne blive noget sur og irriteret. Han var bare bedre end andre unge i hans alder, til at undertrykke disse følelser - for som han ofte blev fortalt; kom man ikke langt med sådan et udfald. Dog, generede det ham hvordan Frederik talte til ham lige nu, mere end hvad det ellers ville have gjort. Men Viktor, ligeså gennemblødt, klistret og forfrossen som Frederik, fandt denne situation dybt urimelig. "Det var dig der forsatte, F-frederik." kom det fra ham, mens hans bryn foldede sig i en lille sky af irritation. "T-ror du virkelig at jeg ikke ville gribe f-fat i dig?" han himlede lidt med øjnene og begyndte at gnide hænderne op og ned af sine arme i forsøget på at varme sig selv. 

Med et næsten håbløst suk vendte han Frederik ryggen og begyndte langsomt at løsne sin egen hest. Hans læber var en lige linje, og hans ansigt bar en næsten mut mine, mens de stive fingre arbejdede med knuderne. De var ømme og violetfarvede nu. Det føltes næsten som om, hvis de blev presset for hårdt, ville de knække som tørre grene. Viktors skuldre sank som irritationen langsomt sev ud af ham, selvom kroppen atter skælvede. Nu ville han bare hjem. 
"Det er hurtigere at tage hjem til mig." pointerede han med en tydelig mangel på energi. Med besvær trak han hesten frem og følte, hvordan det næsten var umuligt at komme op på den med sine stive, uformelige klæder. Men på trods af besværet arbejdede han sig op og fandt en ubekvem siddeposition. Hver fiber af hans væsen følte sig ubekvem, men han begyndte gradvist at vænne sig til sin nye tilstand af fugtig klamhed. 

"Hvis d-du vil i v-varmt tøj hurtigst m-muligt, er det bedste b-bud Svanholm." 

 Det ekstra stive ansigt blev kun mere sammenbidt da Viktor påpegede hvad Frederik allerede vidste. Skuldrene trak sig så langt op mod ørene de kunne og hånden strammede sig smertefulde greb om tøjlerne. Han skulede mod Viktor, borede sig ind i Viktors brune. Stop. Hold mund. Jeg ved det. Selvom Frederik ikke sagde noget var det sikkert tydeligt hvad blikket mente. Sagde uden ord. 

 Frederik havde virkelig ikke lyst til at komme op og sidde på Sussie. Bare det bevægelse der var i at gå rundt, gjorde ham umådeligt opmærksom på hvor klamt og koldt tøjet var, så tanken om alt det bevægelse der skulle til for at komme op på hesten var alt andet end fristende. 
 Det er hurtigere hjem til mig.. Det var nok det Frederik mindst ønskede lige nu. Det havde ikke været hans mest stole øjeblik sidst han var på Svanholm, men det betød over Frederik nok kom til at stå til ansvar for at have smidt adelsønnen i søen. Han betragtede Viktor som han kom op på heste, pinslen i hans ansigt. Frederik sukkede - det ville tage ham 100 år at komme tilbage hvis han bare trak hele vejen. 

 Opgivende brummede han til Viktors uddybelsen, og trods den ikke eksisterende lyst til at få en røvfuld, var tanken om hurtigt at blive varmet op og få tørt tøj på alligevel mere indbydende end noget andet. Så Frederik fik med alverdens kraftanstrengelser - fysiske og mentale - svunget sig op på Sussie, og red efter Viktor.

Viktors blik hang kortvarigt på Frederik for at være sikker på at han forstod hvad den anden havde tænkt sig. Men accepten var givet, og Viktor gav et lille indforstået nik. Han sagde dog ikke mere og tog fat i tøjlerne for at føre dem mod Svanholm. Stilheden hang over dem lige så tungt som deres våde tøj føltes. Hvilket gjorde at turen hjem føltes ufattelig lang. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed over det her, overbeviste Viktor sig selv om i sine tanker med rynkede bryn. Det var lige så meget Frederiks skyld som det var Viktors. Hele turen forsøgte Viktor at bryde stilheden, men valgte at tie lige som han skulle til at tale. Frederik var som en hund med et kødben, tog man det fra ham kunne han måske finde på at bide efter én. 

De nåede endelig hjem til Svanholm, og fik ført hestene til staldene. Sussie var der også plads til. Med tunge skridt gik Viktor og Frederik op ad trapperne til den store hall, hvor de blev spottet af en travl tjenestepige. 

"Jamen du godeste." Pippede hun forbavset da hun så de to våde unge mænd træde indenfor. Viktor havde håbet at de ikke blev opdaget, men desværre fik man det ikke altid som man ville have det. "Hvorfor ser I sådan ud?" Hendes grønne øjne blev store som tekopper mens hun så fra den ene til den anden, mere mistænksomt på Frederik end på Viktor. 

"Vi.. skvattede beklageligt i en sø." Forsøgte Viktor sig med som en start, og håbede at hun godtog det. Han smilede en smule fåret til hende, og ruskede op i sit hår. Det var stadig fugtigt, men var blevet nogenlunde lufttørt på rideturen hjem. "Vil du ikke være så venlig at gøre badene klar med varmt vand og noget nyt tøj til Hr. Hanson og jeg?" Bare det at stå indenfor i den tørre varme, fik tøjet til at føles endnu stivere og klamt på huden. 

Tjenestepigen så ud til at have mere at sige, men valgte at lade være, "Skal ske unge herre." Sagde hun istedet med et lille buk, og besluttede sig for ikke at udspørge dem mere. Hun drejede om på hælene og gik med raske skridt mod baderummet. 

Viktor sukkede lettet, og begyndte at knappe sin våde rideuniform op. Måske var forældrene ude, hvilket han håbede lige nu. Det faldt nok ikke i god smag hos dem, at se de to i den tilstand som de befandt sig i.

 "Kom, Frederik." Han skævede mod ham. Nu hvor han fik set ordentligt efter, lignede han virkelig en druknet mus med sit krøllede, fugtige tøj der sad tæt - og håret der var blevet ustyrlig pjusket af at tørre af sig selv. Han måtte bide et moret smil i sig, så munden krøllede skævt. Frederik synes nok stadig ikke at det var særlig morsomt. Viktor rømmede sig lidt og begyndte at gå mod badefaciliteterne, mens han kom ud af rideuniformens trøje. Så nu var han kun iført de tætsiddende ridebukser, og en undertrøje. Hans overarme glinsede let af fugten.

 Hvis Frederik havde evnen til at manifestere vejret omkring sig hans humør, ville de to ryttere kun blive endnu mere våde. Der ville for det meste hænge en mørk, ulmende sky over hovedet på ham det meste af tiden, men det ville trods alt være tørvejr. Lige nu, ville skyen være sort og utæt, ryste med buldrende tordenvejr. Noget der afspejlede sig meget godt i hans ansigt på hele den stille tur til Svanholm.

 Den unge handelssøn havde også inderligt håbet at de ikke mødte nogen på deres vej til hvad end Viktor havde af planer. Jo mindre der så dem, jo større chance var der for, at han ikke endte i problemer. Men Frederik var ikke en med held i livet, og selvfølgelig blev de mødt af en tjenestepige. Automatisk rettede Frederik sig meget op, og stillede sig med hænderne bag ryggen, klar til at Viktor sladrede om ham eller til selv at sige at de faldt i søen.  
 Til Frederiks overraskelse var det dog ikke det der skete, og han så ned på Viktor meget det ene bryn løftet let. Han havde virkelig forventet at Viktor ville skyde det over på Frederik. Det mørkeblå blik flyttede sig hen på tjenestepigen, og gav hende et taknemmeligt nik og et meget kort, meget lille smil inden hun forsvandt. 

 Selvom Frederik virkelig ikke orkede Viktor lige nu, havde han ikke rigtig andet valg. Han brummede derfor blot til kommandoen, og skulede til Viktor da han så det lettere underholdte smil. Og selvom han ikke rigtig havde andet valg, stod han alligevel et øjeblik da Viktor begyndte at gå og overvejede ikke at følge med adelssønnen inden de stive ben fulgte efter. Mens de gik, kiggede Frederik sig lidt omkring, holdte øje med de ikke stødte på flere, inden det landede på Viktor igen, der allerede havde smidt noget af tøjet. Betragtede hvordan huden glinsede fra fugten når lyset ramte de bare arme, så Freder glemte at holde øje med hvor han gik.

"Hvor jeg dog glæder mig til at slippe ud af de her klæder" mumlede Viktor, mere til sig selv end til Frederik, i et forsøg på at bryde den tunge og lidt akavede stemning, der hang mellem dem. Frederik havde ikke sagt et ord på hele hjemturen, og hans tavshed fortsatte ufortrødent. Viktor spekulerede på, hvor længe denne stilhed kunne vare, og hvad der skulle til for at bryde den iskolde atmosfære. Han bar uniformstrøjen over sin arm, som om den var en byrde han gerne ville slippe af med, og begav sig mod badefaciliteterne med bestemte skridt.

De bevægede sig ned ad den brede korridor, og Viktor, i en næsten akrobatisk bevægelse, fik trukket sine fugtige sokker af, hvilket nødvendiggjorde et par korte opbremsninger undervejs. Det var som om det skete automatisk, som om hans eneste mål var at befri sig fra det kolde, klamme stof.

"Badet er klar, unge herre." præsenterede den unge tjenestepige til Viktor og Frederik. "Hvis I bare ligger jeres tøj i kurven, så skal jeg nok sørge for at det bliver vasket og tørret igen." Hun lagde hænderne over hinanden inden hun gjorde et kort lille buk. "Når I er færdige vil der være noget varm te og en let forfriskning nede i gæstestuen." informerede hun og forsvandt ned ad gangen. 

Da de trådte ind i badeværelset, blev de mødt af varme dampskyer, der straks omfavnede Viktors kinder. De kinder, som tidligere havde været røde af kulde, blev nu istedet kærtegnet af dampens lune omfavnelse. Vandet i karret, var klart og indbydende, med boblende skum der flød på overfladen. Er du stadig sur, Frederik? ordene lå lige på Viktors tunge, klar til at blive ytret, men istedet sagde han, "Hvem skal først?" Han skævede hen til Frederik, mens han åndsfraværende fumlede lidt ved knapperne i sine bukser, som han hellere end gerne ville ud af. Skulle de virkelig.. bade sammen? 

 Frederik var stadig ikke humør til at snakke, og selvom de var kommet ind i varmen virkede alt ikke just bedre. Forskellen på varmen i luften og det ubeskriveligt kolde tøj fik tøjet til at virkelig endnu koldere og ulækkert, og Frederik havde det som om han havde tisset.. over det hele.. Alligvel kunne han godt gøre sig enig med Viktor, og brummede let til det. 

 Frederik kiggede rundt mens de gik. Han blev altid lidt overrasket over hvor stor forskel der var på ham og Viktor. På hvordan de levede. Frederik var ikke adelig, men han var heller ikke en del af pøblen. Han synes ikke der var så stort forskel på dem, men når han var på Svanholm blev forskellen altid tydelig. Blikket flyttede sig hen på Viktor der nærmest helt elegant kom ud af strømperne mens han gik. Det ene bryn løftet i en imponeret grimasse. 
 De stoppede op og Frederik rettede sig op igen, dog uden hænderne på ryggen denne gang. Efter en masse information Frederik syntes virkede unødvendigt og som sagtens kunne have ventet til efter de var blevet varmet op igen.

 Da de kom ind på badeværelset gik Frederik med det samme i gang med at smide det våde tøj. Jakke. Vest. Skjorte. Bukser. Han havde ikke tænkt sig at blive i det våde tøj, lige godt om Viktor der der sammen med ham. Han skulle bare varmes op, og det var nu.
 " Jeg venter ikke... " Så snart Frederik var helt nøgen spildte han ingen tid på at vente, og gik med det samme over til karet. Så måtte Viktor selv finde ud af hvad han ville. Ligenu var Frederik virkelig ligeglad. Alt virkede til at gøre ondt efter kulden, og varmen i badeværelset gjorde det næsten kun værre. Hans næse var begyndt at løbe og han havde haft et nys prikkende i næsen siden de kom ind. Han ville bare varmes op igen.  
 Frederik bed tænderne lidt sammen og slap et lille tilbageholdt støn ud, som han satte fingrene ned i vandet for at mærke det. Der virkede ekstra varmt fordi han var så kold. Han tog en dyb vejrtrækning, inden han kravlede op i karet, med et knap så tilbageholdt støn som han ramte vandet.

Det var et overraskende syn der mødte den unge junker da han så hvorvidt Frederik allerede stod afklædt. Øjnene flakkede lidt usikkert væk og tilbage til Frederik, som hvis han ikke helt kunne tillade sig at kigge, men alligevel ikke kunne dy sig et stjålent blik. 
"Jaså" svarede han lidt forbavset til Frederiks svar, som nu allerede var nøgen, og var begyndt at kravle i karet. Viktor børstede sig lidt akavet på brystkassen med hånden, som hvis han forsøgte at tørre alle de lumre tanker af sig. Man kunne næsten kun unde ham det, for han var trodsalt kun en femten årig knægt der for nyligt havde fået interesse for seksualitet og alt hvad det indebar. 

Det var først da han fik nogenlunde styr på sine tanker, at han bemærkede en slags brydning i huden der slangede sig på Frederiks ryg og hen ad armen. Det kunne sagtens være et slags modermærke, men alligevel gættede han sig til at det var sket i forbindelse med noget andet. Måske fra brand. Nysgerrig, stod han og betragtede Frederik synke mere ned i vandet, men da han ville spørge ind til mærket, blev tankerne flyvske og distraheret af lydene der undslap Frederiks læber. 

Viktor følte sig svimmel mens han stod og overvejede om han skulle hoppe i vandet med Frederik eller ej. Han stirrede på sine hænder der var standset i deres knappe åbnings færd på bukserne. Alt i ham skreg en lille smule - det hele var så nyt for ham. Alligevel, forsøgte han at overbevise sig selv om at der intet var galt i at to venner badede sammen. Det var sobert, og ganske uskyldigt. Viktor fik sine stramme ridebukser af med let besvær, det føltes som var de limet fast til den fugtige hud. Derefter smed han undertrøje, og med kort tøven sine underbukser. 

 "Jeg tror jeg bliver syg hvis jeg venter med at hoppe i." Undskyldte han sig med en hvid løgn - alligevel kunne der vel også være en hvis sandhed i hvad han sagde, ikke? Ligesom med Frederik, var det som om huden trak sig stramt om knoglerne da hans kolde hud ramte det varme vand. Gåsehuden sitrede i ham, og han udløste et lille dirrende fnys, som han tvang sig helt ned at sidde. "Uh." 

Der var plads nok til dem begge, uden at de sad akavet tæt. Men hvis Frederik strakte benene lige så lang som han var, ville han nok ende med at ramme Viktor. Hjertet hamrede i hans brystkasse, men han prøvede at være nonchalant omkring det. Der er intet forkert eller underligt ved det her. 

 Den kolde krop blev lige så stille varmet op i det varme vand og Frederik lod sig synke yderligere ned i vandet, fyldte godt i karet. Det var jo ikke andre end ham der i. Han havde ikke gjort sig nogle tanker om, om Viktor kom op i karet til ham, inde bag det våde hår skete der generelt ikke særlig meget lige nu. Som var hjernen gået i hi, som bjørnene om vinteren. 
 Derfor brummede han blot til Viktors ord, uden øje for hvordan han havde stået og overvejet og tøvet. Uden reel forståelse for hvad knægten egentlig sagde. Det susede let for Frederiks ører, som kunne han høre hvordan varmen bredte sig i kroppen og fik blodet til at pumpe ordentligt rundt igen. 

 Som blev der taget i nakken af Frederik og hevet til for at få han ud af den drømmeverden han virkede til at være fladet i, gippede det lidt overrasket i ham, da han mærkede han fik selvskab. Brynene løftede sig, benene trak sig lidt tilbage og Frederik så med som Viktor langsom sank ned i vandet. Det var egenlig længe siden han havde badet med en anden mand.. Ikke at han selvfølgelig lagde noget i det her! Viktor var heller ikke en mand, men et barn. Det var fuldstændigt plat st hjertet virkede som om det ikke havde plads nok, pludselig... Frederik rømmede sig lidt, for at lette den akavet stilhed han følte der var kommet. 
 " Kan du være der... " mumlede han lidt, med en svag, påtaget irritation. Viktor skulle endelig ikke tro at Frederik var typen der kunne lide at bade med andre mænd!

"Kan du? Dine lange lemmer fylder det hele." Svarede han igen med en lettere flabet tunge. Viktor havde det som om hans krop var blevet krøllet sammen til en papirskugle, for så at blive glattet ud igen. Han forsøgte for alt i verden at undgå kropslig kontakt med Frederik, men det var ikke helt muligt. Viktor krøllede tæerne forlegent da han kom til at prikke til den andens læg. 

Varmen strømmede til den unge krop, og snart var de forfrosne lemmer længe glemt, hvor alt hvad der fyldte hans tanker var den ældre, nøgne knægt foran ham.  Viktor lagde albuen på kanten af karet, og hvilede kinden i sin hånd mens han kiggede alle steder hen end på Frederik. Den akavede stilhed trængte sig på igen, og pludselig kom han i tanke om de ar han havde bemærket tidligere på ryggen af Frederik, men helt glemte at spørge ind til. De brune øjne flyttede sig langsomt og landede overvejende på Frederik.

 Nysgerrigheden prikkede til ham, og han blev nødt til at sige et eller andet. Frederik skulle jo nødig høre hvor højt hans hjerte hamrede i brystet lige nu.
 "Dine ar på din ryg, hvordan er det sket?" Han pegede om til sin ryg for at understrege spørgsmålet. Det ene af hans ben trak han op til sig så toppen af knæet kunne ses ved vandoverfladen. 

 Det ene bryn løftede sig lidt udfordrende ved Viktors kommentar om hans lange ben. Så det gjorde de? Den ene mundvig trak lidt i sig, inden han lod benene strække sig lidt mere ud igen så de fyldte endnu mere. De var dømt til at røre ved hinanden, men Frederik prøvede bare at være nedern, så det var ikke noget han lagde noget ekstra i.
 " Nåh, synes du? " Frederik sad ganske godt, selvom der ikke var den aller bedste plads. Det var dog større end han var vant til. Det mørkeblå vigede ikke fra Viktor, udfordrede ham nærmest til at sige han stadig fyldte. Han kunne helt sikkert fylde mere! 

 Frederik blev siddende i den fyldende stilling, og løftede det ene bryn lidt ved Viktors spørgsmål, inden blikket flyttet sig fra knægten og ned på skulderen han snakkede op. Den ene hånd løftede sig og gled lidt over skulderen, hvor han kunne nå arret.
 " Jeg faldt da jeg var barn. Ind i bålet til et sommerarrangement. " Han trak lidt på skulderne til det, som var det ikke noget. Der var heller ikke mere til det end det. Det var ikke noget han huskede særligt godt, nok noget han lykkeligt havde fortrængt. 
 " Der gik så lang tid fra det skete til healeren kunne være der, at det endte med at være et stort ar.. " Hånden fandt ned i vandet igen og Frederik så på Viktor. Betragtede hvordan han tog fortællingen. 

"Det bemærker du ikke selv?" stak han tilbage og løftede brynet undrende, i forsøget på at sluge sin forlegenhed ved fornemmelsen af Frederiks lange ben der trodsigt formåede at fylde endnu mere i karet. Viktor prøvede at skutte ballerne mere bagud for ikke at blive ramt af tæer i afkroge de helst ikke skulle finde hen. Alligevel havde han lyst til at give igen, så han placerede sig så vidt muligt uden for skudlinje af fødder, og forsøgte at erklære krig med sine egne ben om pladsen i karet. Han fik ramte inderlåret af Frederik, og et skælmsk, men udfordrende blik blev sendt den ældre knægts vej. 

Den lille benkrig lagde sig en smule ved den mere seriøse del af deres samtale, og han lyttede opmærksomt til fortællingen. Han løftede hovedet overrasket fra hviletilstanden i hånden, og fjernede ikke blikket fra Frederik. 
"Du faldt ind i et bål?" kom det måbende fra ham, en smule rystet. "Det må have gjort forfærdeligt ondt, gjorde det ikke?" Han rynkede brynene bekymret, og pressede læberne lidt vurderende sammen. 
"Hvordan faldt du ind i bålet?" spurgte han nysgerrigt, men følte sig en smule uhøflig over at spørge sådan. "Beklager, hvis det er et ømtåleligt emne." blikket dalede til siden og ned mod Frederiks hånd der forsvandt ned i vandet. Han tjattede lidt opmuntrende til Frederiks ben for at holde atmosfæren mere let mellem dem - selvom han selvfølgelig tog alt hvad den anden sagde til sig meget alvorligt. 

 Læberne struttede sig lidt frem i et "jeg ved ikke hvad du snakker om"-udtryk og Frederik trak på skuldrene. Benene blev hvor de var, Frederik havde ingen intention om at give Viktor mere plads, han kunne bare være blevet ude af karret, hvis det var et problem.
 " Nah,  det kan jeg ikke sige.. " han trak på skuldrene med et skævt træk i mundvigene. Smilet svandt dog hurtigt da han mærkede Viktors fod overraskende tæt på noget foden ikke skulle ramme. Hurtigt fik Frederik grebet af om den nøgne ankel og stoppet foden fra at flytte sig fra eller til. Blikket blev advarende men han sagde ikke noget. En mild kriblen i kroppen for at hive i foden for at være træls ved Viktor bredte sig, men han lod hver. Hånden blev dog om ankel i et let greb, så han kunne sikre sig han kunne holde styr på foden, men Viktor også kunne trække den til sig. 

 Meget nostalgisk trak Frederik på skulderne ved Viktors måben. Det var mange år siden, og Frederik overlevede. Han forstod selvfølgelig godt hvor voldsomt det kunne lyde, og selvfølgelig havde det gjort ondt. Men så slemt huskede han det nu ikke. 
 " Det var intenst.. " Endte med at være hans beskrivelsen af smerten. Det mørke blik betragtede den yngre knægt lidt. Viktor var selvfølgelig ikke født da det skete, så det gav vel god mening at han ikke kendte til hvad der var sket. 
 " Jeg stod og kiggede på bålet, og blev forskrækket så jeg snublede ind i flammerne.. " Han trak lidt på skulderne igen, som en indikation på at det ikke var noget han tog så tungt. Viktor kunne bare spørger.

Blikket søgte forbløffet nedad i et forsøg på at se gennem boblerne og vandet da han mærkede Frederiks hånd slutte om Viktors spinkle ankel. Selvfølgelig kunne han ikke se noget, og med en af sine sanser der manglede, synes følesansen at være det ekstra sensitivt. Nu var det ikke kun varmen fra vandet der lagde sig om ham, men endnu mere varmen fra Frederik. Viktor trak skævt på smilebåndet for at se uanfægtet ud, men brynene dansede en kende usikkert i et mikrosekund. Han fnøs til Frederiks lade kommentar, og gemte den nedre halvdel af ansigtet i en knyttet næve, mens han kiggede til siden. Viktor trak ikke foden til sig, men lod den blot hvile lidt anspændt ved Frederiks greb. 

Intenst, gentog Viktors tanker da Frederik fortalte om hvordan oplevelsen havde føltes. Hvordan havde han selv reageret hvis det var ham der havde væltet ind i bålet slikkende flammer. Det prikkede ubehageligt i ham. Det var ikke til at forestille sig den smerte Frederik havde været ude for, men sympatien lå i ham. "Gør de stadig ondt? Dine ar." Det var selvfølgelig længe siden at han havde fået dem, lød det til. Men Viktor var nysgerrig, og tænkte ikke rigtig over logikken i hans spørgsmål.