Bandorion kunne mærke sine skuldre falde lidt ned i lettelse, da det blev bekræftet at Ramiel ville blive der med ham. Han behøvede ikke at være alen. I hvert fald ikke for nu, og han håbede at det samme gjaldt for hele aftenen. At for en gangs skyld så ville Ramiel faktisk blive sammen med ham og ikke bare efterlade ham, som han havde så mange andre gange, også selvom Bandorion ikke var sikker på hvor det endte ud. Men det vigtigste var ikke det seksuelle i dette øjeblik, det var at føle sig forbundet med nogen. På en måde som kun Caerthynna hidtil havde formået, selvom han ikke lagde samme tanker i det.

Ikke at der var mange tanker der gik igennem ørkenelverens hoved som han blev ledt ned til badet. Han kunne mærke varmen allerede som de trådte ind, og selvom han ikke var meget for at træde væk fra Ramiel, så gjorde han det trods alt.
Lidt rystende hænder greb fat i klæderne, og ligeså stille begyndte han at løsne dem. Huden under var næsten pletfri. Et par enkelte blå mærker var begyndt at pryde, men det virkede til at Bandorion havde været ganske ærlig i at der ikke var hændt ham det store. De ville være ømme, men der var ingen varige mén. Ikke andet end hvor hans hoved nu engang ville ende.

Dampen slog dem i møde, og krøllede den i forvejen varme luft ind i mere disede rammer, der dovent snoede sig ud fra døren inden de forsvandt. Ramiel lod kort blikket glide omkring, søgende efter om der var nogle tilbage i det mosaikdækkede rum, måske gemt langs væggen, imellem nogle af de planter og dekorative sæbe/olieholdere, men umiddelbart.. kunne han ikke se nogle. 
Der var dog blevet lagt håndklæder, noget sæbestump og af hvad Ramiel kunne se, også rent tøj frem, i lidt mere løse og knap så.. mørke farvetoner. Lidt mere almindeligt tøj, end det han fandt sig selv i på sine missioner. 

Lidt blidt slap han ham, og bevægede sig længere ind i rummet, imens den anden fik afklædt sig mere. Ramiel bukkede sig ned til kanten af baderummets stenkar, og lod en enkelt hånd glide igennem det varme vand. Nogle gange kunne det være brændende, og det sidste han ville byde ørkenelveren - oveni alt det andet - var nok at få brandt ballerne på lidt for varmt badevand. Temperaturen var dog perfekt, og et lidt bifaldende nik faldt mentalt imod hvem der nu havde gjort det klart. De havde vidst været effektive. 
Ramiel tørrede hånden i stoffet over hans knæ, inden at han rankede sig op igen, et blik over skulderen forud for at han selv drejede sig resten af vejen. Gradvist afklædt, og forfærdelig langt væk, var han ikke? 
Åh... Ramiel sagde ikke noget, ved synet af de pletvis, blå mærker, da det ikke var første (eller sidste) gang at ørkenelveren ville pådrage sig dem. Nej, han så heller ikke vred ud, da han løftede den ene hånd i inviterende vip, for at få ham hen til ham igen. 
Men der var et par sekunders tungere fokus over de små-skadede områder, inden at blikket til sidst vandrede på plads igen, og mødte de mørkebrune øjne i et nært spørgende smil. 
Så snart han var indenfor rækkevidde, gled den ene af hænderne lidt mere nænsomt over det største af mærkerne, og han brummede sagte. "Skal jeg... forsøge at fjerne det?" og han lod fingerspidserne glide i en lille cirkel udenom det blåmørke område. 

Klæderne blev ikke lagt nænsomt væk som Bandorion trods alt ellers tvang ham selv til normalvis. I stedet for blev de bare lagt hvor end de faldt på gulvet og han trådte dermed bare over dem, som han begyndte at gå hen til badet. Den mørke hud skjulte ellers godt eventuelle blå mærker der ikke var for store, men de kunne kun skjule så meget.
Heldigvis sagde Ramiel ikke noget til det til at starte med, men det var først da de endelig var i nærheden af hinanden igen.

Bandorion kiggede lidt ned på dem, næsten lidt overrasket over at de var der, inden han kiggede op på Ramiel endnu engang. ”Det… må du gerne,” sagde han. Han havde intet specielt forhold til at beholde dem som et trofæ, men det var heller ikke fordi at de ville genere ham. Og måske… måske ville han mest fa alt bare gerne have hvad end opmærksomhed Ramiel kunne give ham, selv noget så simpelt som en lille bitte smule healingsmagi.
Bandorion åd op hvad end blid opmærksomhed han lige nu kunne få fra Ramiel. Hvad end der kunne få ham til at få sig dyrebar.

Det var lidt forskelligt hvilket forhold folk havde til deres egne ar, og Bandorion havde ikke udtrykt det store behov for hverken magi eller healing, op til nu. Jovidst, han var vidst heller ikke blevet ramt særlig ofte, og den adrætte skikkelse, havde op til nu også undgået permanente skader. Selvfølgelig. Bandorion var trods alt en akrobat, men ovenpå det, var han også en yderst dygtig spion. Det var joh heller ikke fordi at blå mærker ville blive permanente. 
Så måske det bare var en god undskyldning, for at mærke ham lidt tættere til sig. 

Det... må du gerne. Den lille pause betød sikkert ikke noget, og med et lille brum lod han den ene af hænderne glide over det største af mærkerne. Det var ikke hans forté, men gradvist var han blevet bedre til det, og genkendte efterhånden den summende fornemmelse af magi der spredte sig fra håndfladen. 
Med årene tog det mindre og mindre tid at skubbe sin intention ud i de gyldne stråler, og Ramiel følte med et lettet lille suk hvordan at det 'antændtes'. 
"... så.." nok mere sagt til sig selv end den anden, og Ramiel løftede efter nogle sekunders arbejde hånden en anelse, med det afslørrende mærke stirrende tilbage på ham i bløde, gyldne skygger over det ellers kantede ansigt. Perfekt. 
I stedet gled den op og rykkede noget af det blonde hår væk fra det slukkede ansigt, øjnene mere synlige fra diverse tjavser, inden fingerspidserne fik lov til at følge kroppen nedad, en ubrudt linje fra siden af hovedet og ned langs rygmuskulaturen. "Vil du... have mig med i badet?" gled det lidt undersøgende over Ramiels læber, selvom han var arrogant nok til at påpege hvordan han allerede kendte svaret. 
Selvfølgelig ville han det. Det lød dog altid ganske pænt, sådan at spørge om 'lov' inden. 

Det var som om at noget v arme spredte sig fra Ramiels hånd, og Bandorion kunne ikke helt stoppe sig selv fra at kigge ned på det. Helbredende magi var ikke unormalt i elversamfundet, især ikke med den tid han havde brugt i Elverly, men det var sjældent han selv havde haft behov for den, eller at folk havde tilbudt den til ham, det var jo typisk drengestreger der havde fået ham til at få skræmmer til at starte med. Så at føle magien var altid lidt fascinerende, især fordi det ikke var en magi som Bandorion nødvendigvis syntes passede til Ramiel.

Det var også næsten som om at han var blevet mærket, som hånden forsvandt og det primære der var tilbage var det gyldne håndtryk, noget Bandorion egentlig godt kunne lide. Det var trods alt ikke en hemmelighed at han for lang tid siden var begyndt at gå efter Ramiel, og at han aldrig rigtig var stoppet.
Bandorion prøvede at fange Ramiels blik som han spurgte om han ville have ham med ned, mens han prøvede at ignorere det gys der gik igennem kroppen af at mærke fingrene. "Ja," sagde han. Der var ingen tøven bag det. Ramiel havde tilbudt og Bandorion havde altid været villig til at tage hvad han havde ønsket, og selv i det stadie han var i nu, der var der ingen tvivl i ham. Ramiel havde heller ikke udvist andet end omsorg siden Bandorion var blevet hevet med hen til ham i dag. 

Jah. I et lille ryk lagde Ramiel hånden imod lænden, og skubbede den lidt mindre, tyndere skikkelse ind til sig, i hvad der egentlig mindede mest af alt om et kram. Brød med øjenkontakten, inden at han blidt løsnede. Jah. Det skulle han så få. Halvenglen lænede sig med et lille suk ned, læberne stødte ind imod Bandorions pande, og placerede et lidt mere ømt kys på den bløde hud. "Tænk hvis du ikke havde forsvaret dig..." mumlede han imens, blikket fæstnet på et punkt bagved Bandorion da han sagde det, men et varmt glimt i øjet da deres øjne endelig mødtes igen. "Så ville du nok ikke være her, lige nu" en sagte lille konstatering. 

Hånden der stadigvæk hvilede over lænden begyndte dog gradvist at kærtegne den nøgne hud, og varmen trak lokkende under fingerspidserne. Med en inviterende bevægelse slog han ud med hånden og drejede dem i skridt imod stenkarret - varme, Bandorion skulle have varme. Og selvom det var tillokkende for Ramiel at fortælle, eller måske nærmere vise hvorfor det var godt han var kommet helskindet tilbage... måtte noget af alt det snavs af ham. Det var irriterende meget over hele hans krop; en blanding af sand, blod, sved og andet snavs fra en uheldig aften. 

Det ville dog være en fornøjelse at slutte sig til ham, og Ramiels grie hånd greb lidt løst fat om kåbens rem, for at løsne den - det varme vand ville føles fantastisk. 

Krammet var værdsat, og Bandorion holdt lidt krampeagtig fast i Ramiel for et par sekunder, men lod ham trække sig væk igen, når det var, for de kunne ikke stå klamrende omkring hinanden konstant, selvom det var det Bandorion ønskede. Det var det han hungrede efter. At føle sig tæt på den anden mand, og føle det i hver en fiber af hans krop. Et ønske han ikke ligefrem kunne sige højt, selvom Ramiel forsøgte at opfylde det så fint lige nu.
Det føltes næsten som om at ild spredte sig hvor læberne havde rørt hans pande, og som han kiggede op på Ramiel endnu engang, og han hørte ordene, og kunne høre varmen i dem, var det lige før at han kunne begynde at græde igen. Hele hans krop var fyldt med følelser. I stedet for var det et taknemmeligt smil der spredte sig på ørkenelverens læber og et lille bekræftende nik. Han turde ikke åbne munden for at sige noget, som om at det var det der ville få ham til at falde sammen endnu engang.

Han lod sig trække med Ramiel, dog ganske forsigtigt, men han gav kort slip på Ramiels hånd, som de kom til karet, og Bandorion var den første der langsomt begav sig ned i vandet. Det var varmt, meget varmt, men det var en behagelig stikken i Bandorions krop. Han havde altid klaret sig godt i varmen, og lige nu og her føltes det mest af alt som et varmt tæppe, og en form for tryghed. Han satte sig derfor også uden kvaler ned i det, selvom ligeså hurtigt som han havde sat sig så fandt hans blik Ramiel. Han ville trods alt have ham med. 

Det var en behagelig temperatur, og om noget ville den kunne få skrubbet alle nattens mere træls hændelser væk. Skubbe dem på afstand, og give plads til lidt lettere følelser, som den bevingede mand også lettere kunne tage hånd om. Det var en svær balancegang, sådan at bevare, og det vækkede en dyb lettelse i Ramiel at han faktisk tog imod badets distraktion. Det kunne han forholde sig til, og vidste udmærket hvad han ville med det. 
Et kram, eller den nærvær som ørkenelveren ville have... jah i det var det svært at styre, hvilke følelser der (potentielt) kunne følge med. Det var for intimt. 

Kåben faldt ikke lang tid efter at Bandorion var søgt op i karret, og Ramiel var ikke sen til at følge trop, en enkelt hånd på væggen ved siden af som støtte da han begav sig op, og øjnene på den anden, der så pænt havde sat sig ned. Det var lige grænsende til for varmt, og et behageligt lille suk gled over læberne, imens han fik møvet sig længere ned i den dampende væske, med ryggen imod den ene væg af karret og begge arme lagt over siderne. Af vandet kunne han mærke hvordan at vingerne blev tungere, og hvordan flyvefjerene flød mere ud i vandet omkring ham. Men selv ikke badetider kunne få Ramiel til at fjerne de gyldne vinger; de skulle blive der. 
Men så snart han havde fundet sig til ordentligt til rette, vinkede Ramiel dog inviterende hånden over imod Bandorion - hvis ikke han allerede selv var på vej, et kort blik på snavset der flød væk i vandet, efterladt tilbage. "Kom herover" mumlede han, og fandt de lysebrune øjne igen.

Bandorions blik fulgte Ramiels nøgne krop som den kom ned i badet, og havde det været en anden dag, så havde han nok fokuseret på fjerene og hvordan de så ud til at håndtere at komme ned i vandet, og hvordan de ligesom flød ud. Det her var trods alt ikke ligefrem noget han havde haft fornøjelsen af tidligere sammen med Ramiel.

Men ligeså snart at Ramiel havde fået sat sig, så var Bandorion også oppe fra sin plads igen. Ikke med den iver og hast der normalvis fulgte ørkenelveren, men alligevel med et tydeligt mål, som han gled gennem vandet, og over for at sætte sig mellem Ramiels ben, inden at han pressede sig tilbage imod den bløde krop.
Hans hånd rakte ud efter Ramiels ene hånd, for at føre den omkring ham, så han kunne holde om ham, om ikke andet bare med den ene arm for nu. Om ikke andet var det en klar indikation til Ramiel om hvad Bandorion ville have. Nærvær på hvilken som helst måde som Ramiel kunne give ham op.
Han sagde dog stadig ikke noget.

Hmm... det havde nu engang aldrig været hans forté, sådan at trøste, men man lærte henad vejen. Og han ville være en sølle mand, hvis han ikke kunne møde bare lidt af de emotionelle behov, så selvfølgelig gjorde han det. Han fandt det bare ikke fantastisk, foruden den magt der lå i ens hænder, når den anden part pludselig virkede så skrøbelig; den var fantastisk. 

Bandorion fik vendt sig om i vandet, og Ramiel brummede sagte ved hånden der fik ham til at trække ham ind i et en tættere form for omfavnelse. Han var varm, næsten ligeså varm som vandet, og Ramiel lagde troligt den anden arm omkring ham også, og trak ham ind til sig. Læberne gled ind imod siden af hovedet, Ramiel snusede lidt prøvende ind, og blev mødt af duften af de jasmin og andre blomsterolier der var blevet hældt i badet, fremfor den mere jernagtige fært der havde fulgt ham før. Godt. 
Og ligeså prøvende gled hans egen hånd op, og greb fat om den anden kæbe, for at skubbe hans ansigtet på plads til at kunne læne sig frem og få kysset ham. 
Så tæt. så nært. Det virkede sværere og sværere at holde fingrene fra ham, og Ramiel strammede lidt krævende til i sit greb henover maven. Bare så han ikke var i tvivl om at han ville have ham her. Og nok ligeså tæt som ham. 

Det var ikke ligefrem til at glemme den tumult der foregik inden i Bandorions indre, men nærværet hjalp lidt på det, som han mærkede varmen omkring ham, og den lette trykken af armene omkring ham, kunne han mærke roen sprede sig bare lidt.
Hans øjne kiggede ind i Ramiels, som hans kæbe blev grebet, inden at han mærke de bløde læber mod hans egen, og øjnene gled i, så han kan bare kunne fokusere på at mærke læberne og smage Ramiel.
Der var ingen hast. Det var en trøst Bandorion søgte, men alligevel, som de kyssede, kunne han ikke stoppe sig selv fra at gøre det dybere, smage mere, selvom han på nuværende tidspunkt ikke var den der ville presse meget videre end det her. Han vidste ikke hvad han ville have i det her øjeblik, kun at han ville være tæt.
En lille lyd af tilfredsstillelse lød fra Bandorion, inden han dog også brød kysset igen for at få noget luft. Hans øjne åbnede sig halvt for at kigge ind i Ramiels øjne, men han var ligeså klar på bare at forsætte med at kysse ham.