Idrys trak vejret roligt ind gennem næsen og pustede ud gennem munden, mens han forsøgte at finde ro i sin krop og tage opmærksomheden væk fra både Sata og det, som foregik på scenen.. og omkring dem. Heldigvis havde de mange års lærdom og meditation i dragetemplet lært ham en del .. omend intet havde forberedt ham på Diathos' erotiske skuespil. 

Forestillingen på scenen så ud til at have nået sit klimaks, og Idrys skævede hastigt til Sata. Han kunne have svoret, at Nila sendte ham et lusket smil, som for at sige "du kan glemme det, han er min."

Som skuespillerne dukkede frem på scenen for at bukke - i mere eller mindre påklædt tilstand - så han ud af øjenkrogene, hvordan flere tilskuere hastigt måtte få rettet på deres egne klæder. Han trak endnu engang vejret dybt ind og smilede til sin teaterpartner - nuvel, så havde de også prøvet det her. "Skal vi?" Spurgte han og gjorde mine til at rejse sig og hastigt komme ud herfra. 

Meditation havde ingenting på det erotiske teater. Sata følte nogle gange han havde levet nok år til at burde være med resistent, men det var ikke just tilfældet, ikke som han rykkede sig lidt uroligt i sit sæde, og forsøgte ikke at lade især Nila vide hvad der foregik i ham og hans hoved.
Det var lidt en lettelse da stykket endelig var overstået, med en lille mental note om ikke at tage Nila med en anden gang, rejste han sig også op med et nik til Idrys. "Lad os." Han havde ikke behov for at kigge på de andre par der gjorde sig klar på også at gå. Han havde ikke behov for at vide hvad de havde lavet.

At komme hastigt ud var lidt sværere, selvom der ikke var mange folk inde og se det, men selvom Sata kunne svor at dørmanden gav dem lidt af et smil som de forlod teateret, så prøvede han at skubbe det ud af hovedet som de endelig mærkede den mere kølige Dianthosianske luft, og som ikke lugtede så indelukket og af sex.
"Det uhmm.." Sata rømmede sig lidt. "Det var noget af en forstilling." Han skævede mod Idrys, som han trin langsomt begyndte at føre dem mod paladset for at de kunne komme tilbage. Hvad var planen efter det her? 

Hele affæren med at komme ud af teatret, forekom nærmest en anelse skamfuld, som gæsterne nærmest listede ud af døren og hastigt forsvandt i Dianthos' gader. Idrys holdt sig tæt til Sata og smilede let ad dørmanden, som de kom udenfor og var tilbage i byens almindelige liv.

Han brugte et øjeblik på at sikre sig, at klæder og tøj sad anstændigt, inden han lidt forsigtigt fulgte efter den anden vogter mod paladset. Det var lidt besynderligt at tale om det, der lige var sket, både på scenen og på tilskuerrækkerne.
Men han havde lært to vigtige ting: For det første virkede det bestemt ikke til, at Sata hadede ham. For det andet var Sata interesseret i at indgå i en eller anden relation med Idrys - i hvert fald fysisk.

Trippende ved siden af den anden vogter, stadig i meget høj grad lignende en kvinde i skørter med sit lange, mørke hår og tætte øjenvipper, nikkede han: "Det var ikke helt hvad jeg havde forventet." Der kom en lille klukken efter ordene.

Gåturen til paladset var heldigvis ikke særlig lang, men spørgsmålet var, om deres eftermiddag sammen skulle ende her. Som de store døre kom inden for synsvidde lod Idrys sig glide en anelse tættere på Sata: "Skal jeg .. ehm .. følge dig til dine gemakker?" Vogterne havde alle gemakker i samme gæstefløj, så det var en ret sigende måde at sige, "jeg vil gerne med derind" på.

Sata var ikke sikker på hvad Idrys ville med ham, eller hvad han selv ville med Idrys, nu når den skjulte agenda lidt var skubbet i baghovedet på Sata. Den uforløste energi strømmede trods alt stadig rundt i kroppen på ham, og en del af ham var ærgerlig at de var blevet stoppet, selvom det nok ikke havde været passende for de to af dem at gå længere under en forstilling. Der var muligvis ikke et krav om cølibat, men det var heller ikke ligefrem passende for to diplomater.
Men han fandt ikke sig selv dvæle ved det, i stedet for lød hans latter sammen med Idrys.

Men gåturen fik også tingene til at køle ned, men alligevel var det med en antydning af skuffelse da de ramte portene, og de snart ville skulle gå hver deres vej, men der tog Idrys alligevel teten.
Sata kunne ikke helt stoppe interessen der strålede ud af hans øjne, som Idrys tilbød at følge ham tilbage, og antydningen om hvad det var, var ikke noget som han helt overså. "Det må du gerne," sagde Sata, alt var glemt om Nila der lå i hans lomme stadigvæk og sov, og at det var hende der havde været skyld i at de var stoppet. Han var så fokuseret på Idrys og hans smukke skikkelse.
Det var lidt forsigtigt, men han tog Idrys' hånd, for at være sikker på at Idrys stadig ville det, og begyndte at føre ham ned mod hans gemakker. Hele hans krop summede. 

Selv om Sata havde virket ganske interesseret før, var Idrys alligevel bange for, at der ville komme en afvisning. Nu hvor de ikke længere var påvirket af stemningen i teatret og havde haft tid til at gå i den friske luft, kunne det jo være, at den anden vogter var kommet på andre tanker..

Hans læber skiltes i et smil og han lod diskret fingrene flette med Satas, som de vandrede ned ad gangen. De stødte på ikke på nogen af de andre vogtere, men det havde Idrys heller ikke regnet med - de fleste var ude på dette tidspunkt. Måske var det også for det bedste, at der ikke dannede sig for mange rygter. De var trods alt også de færreste af vogterne, der havde haft mulighed for at se Idrys i kvindeklæder - noget han som regel kun gemte til særlige lejligheder.

De nåede gemakkerne, og Idrys reagerede hurtigt, nu hvor han havde fået invitationen. Sata fik knap lov til at åbne døren, før Idrys smøg sig tæt op, hænderne allerede ivrige efter at befri Sata fra klæderne. Han havde igen glemt, at dragen var i lommen og nok ikke ville være helt enig i, at det var dén leg, der skulle leges.
Hans slanke hånd lagde sig mod Satas kind, som han lænede sig fremad, hviskende: "Skal vi fortsætte, hvor vi slap?" Ivrigheden var tydelig i hans stemme og de fyldige læber en anelse adskilt, ivrig efter at smage Satas mund igen.

I dag skulle det endelig være!

Elemér havde været et nervøst nervevrag hele dagen, siden han var vågnet op i favnen på den smukke vindelemental Sata, og siden de delte et intenst elskovskys bag gardinerne lige udenfor spisesalsgangene. Det var nok for det bedste at han valgte at tage sig en heldagsflyvetur på Dion, for at blive kølet ned og vænne sig til tanken om, hvad han og Sata havde indledt.

Sata ønskede at se ham senere, men hvornår var det? Uden at vide om Sata var inde eller ude i dag, prøvede han at undgå sit værelse og andre opholdsrum, hvor han kunne støde ind i ham. Han vidste stadig ikke om han turde. Om han var klar. Ville det gøre ondt? Og hvad skulle han sige og gøre? Han kunne jo ikke spørge andre til råds. Han havde ladet sine bekymringer gå ud over Dions ører, men også kun fordi han ikke kunne dømme ham. Han var bare en drage, der nok var meget intelligent, men ikke på menneskelige forhold.

Men efter at have været i bad i et af baderummene på slottet, og efter at have smukkeseret sig med en kam, var han klar til at mødes med ham. Nu vidste han heldigvis godt hvor Sata boede. Han ville nok aldrig glemme hvilken dør på slottet ham og Sata havde ligget i ske bagved, ligesom han aldrig ville glemme hvilket vindue de havde kysset ved. Elemér aftalte med sig selv, at han ville fortælle Sata det som det var. At det her var hans første gang, og at han var villig til at gøre det hele med ham, hvis bare han blev vejledt lidt.

Han rundede lige hjørnet og så netop døren ind til Satas værelse lukke i, så nu vidste han jo, at han var hjemme! Lidt nervøst, men mest spændt, nærmede han sig døren, bankede mildt på døren og tittede ind.

”Sata? Er du lige kommet hjem fra-” Elemérs stemme døde ud i et kvæk. Hvad var det for et syn han blev mødt af!? Sata, med sin genkendelige blå ydre. Men med en fremmed, men usædvanligt elverkvinde lidenskabelige placeret i favnen af ham, med hænderne godt begravet i hans tøj, for at løsrive det fra ham.

Elemér var gået i stå, og stirrede bare på de to elskende med et skræmt ansigtsudtryk i det hvide ansigt.

Sata hjerte bankede lidt hurtigere som de kom tættere og tættere på døren, og spændingen spredte sig i hans krop, men selv ikke med hvad de havde bestemt sig for, så havde han regnet med hvor ivrig Idrys var, og han var hurtig til selv bare at lade sig rive med.
Hans læber mødtes mod Idrys' i en ivrig dans, som hans fingre prøvede at finde en åbning i kjolen for at få den af ham, men han nåede aldrig så langt som en bekendt stemme lød fra døråbningen, og han lidt forvirret brød kysset for at kigge over mod døråbningen.

Alt farve forsvandt fra hans ansigt som han så Elemér stå der, og morgenens begivenheder stod klokkeklart i hans sind. Hvorfor var Elemér tilbage? De havde godt nok ikke snakket om tingene, men det havde jo heller ikke været noget? Men uanset hvad, så tydede det nu på at det måske ikke var så flygtigt som Sata havde tænkt i morges. Ikke at han havde haft meget tid til at tænke på det.
"Elemér?" lød hans næsten lidt hæse stemme.

Endelig kunne Idrys mærke Satas læber igen, og han kunne mærke hele sin krops ivrighed efter at gå videre. De havde stadig længe, inden mørket ville falde på, og han i ly heraf måske ville snige sig tilbage til sine egne gemakker..

Men en stemme fra døren fik Sata til at stivne og Idrys trak sig en anelse forvirret tilbage, som han fik øje på Elemér - en af de andre vogtere, som var taget med dem til Dianthos. Han var flot, men havde lidt af et ry, efter hvad Idrys havde hørt.. Og hvorfor stod han nu i Satas dør med et udtryk af ... hvad? Skræmthed? Sårethed?

Idrys rømmede sig en smule og bragte orden i kjolen - han var ikke sikker på, at Elemér havde genkendt ham som en af vogterne, nu hvor han var iført kvindeklæder.
"Jeg var også .. eh .. på vej ud." Lød det spagt fra ham. Han flyttede sig dog ikke ud af stedet.

Da det gik op for Sata hvem der var kommet for at besøge ham, flyttede Elemér sit blik væk fra elverkvinden og hen på ham. Så ham i øjnene, kommunikerende. Hvordan kunne han gøre det mod ham? Hvordan kunne han blive overrasket over at Elemér var kommet? Var det ikke ham selv, der havde antydet at de skulle ses?

Elemér var knust. Inderst inde vidste han, at Sata var sådan. At mange allerede havde gjort krav på ham, men at Sata ikke var ejet af nogen. Men han havde alligevel gået med høje forventninger til i aften. Han havde på en eller anden måde bildt sig selv ind, at det her var noget særligt.

Elverkvinden begyndte at rømme på sig, og lige i starten lukkede Elemér hende fuldtændigt ude. Ville ikke have noget med hende at gøre, simpelthen. Men han kunne ikke helt ignorere det faktum, at hun havde en meget dyb stemme for en kvinde. Tøvende flakkede hans blik væk fra den øjenkontakt han havde fået med Sata, og kiggede nu mere indgående på den anden.

Idrys!? Pludselig genkendte Elemér den smukke kvinde. Eller den smukke mand, som han kendte fra Ango Corda. Elemér var alt for lamslået til at sige noget. Det gjorde det kun værre at han havde fundet Sata sammen med en anden medvogter. Havde det dog bare været en tilfældig kvinde fra byen, havde han måske kunnet tilgive det.

Han ønskede selv at gå, faktisk. Men ligesom Idrys og Sata, var han også gået i baglås. Han stod stadig og blokerede ved døren, og kastede atter blikket tilbage på Sata, denne gang med en forventning om, at han skulle sige noget til sit forsvar.

Sata følte sig fanget mellem to steder. Han havde ingen idé om hvad Elemér tænkte, og han vidste kun hvad han havde haft gang i med Idrys, men uanset hvad så måtte det se forkert ud for ELemér. Men forstod den rødhårede vogter egentlig at det var ham der havde kysset Sata først? Selvom han måske havde gengældt det, og det havde været rart, men... Han kunne slet ikke få sin hjerne til at arbejde hurtig nok til at redde sig ud af situationen, som hans blik flakkede mellem de to af dem.
Og det var med en stor skuffelse, da han hørte Idrys sige at han nok hellere måtte gå, for de var jo kun startet. Men samtidig havde Elemér også lidt ødelagt stemningen.

"Det.. er okay," prøvede Sata at sige lidt halvhjertet til Idrys, i et forsøg på at få ham til at blive, selvom... han burde snakke med Elemér omkring det her, og hvordan det tidligere kys ikke havde været noget, men han kunne mærke at hele hans hals snørrede sig sammen og hvad end ord han måtte forsøge at sige var fanget i hans hals. 

Luften omkring de tre var tung af usagte ord, og den lyst, der havde grebet Idrys, var lige så stille forsvundet. Han kunne godt fornemme, at der var et eller andet mellem de to andre vogtere .. men var det ham, der havde ødelagt det? Sata havde jo tydeligvis været interesseret i ham og det, der skulle til at foregå..

Han kunne se genkendelsen i Elemérs ansigt og smilede lidt usikkert til ham, som han trådte et skridt nærmere den blokerede dør. "Godeftermiddag Elemér. Skulle du også lige snakke med Sata?" Spurgte han og smilede en anelse, selv om det vidst havde været ret tydeligt, at hans eget besøg overhovedet ikke havde handlet om at snakke.

Han stirrede lidt på den rødhårede vogter, for en del af ham var ret nysgerrig på, hvad det egentlig var, han ville og hvorfor han så sådan ud i ansigtet.

Det gjorde faktisk det hele meget værre at Sata kyssede med Idrys. Han og Idrys havde jo absolut ingen ligheder. Idrys var så fin, from og feminin, mens Elemér var uraffineret, temperamentsfuld og sær. Idrys var hovedpræmien som Sata ville have, mens Elemér bare var en pauseklovn.

Nu hvor alle fornemmede på Elemér, at det var endelig var gået op for ham hvem der var klædt i kvindeklæder, følte han at der blev stirret på ham. Idrys virkede så rolig, da han venligt talte til ham – Ja, i et langt venligere toneleje, end Elemér lige kunne håndtere.

”G-godeftermiddag,” Tvang Elemér sig selv til at svare. Han gemte sig lidt væk i sine krydsede, stærke arme, og trådte til siden. Kiggende væk fra dem begge to, afventende om at Idrys skulle forlade værelseskammeret.

Og hvad så? Han gruede for hvad han ville kunne til at sige til Sata. Han var på grænsen til at koge over og måske komme til at sige uberretigede ting til ham, fordi han var så såret. Fordi hans forventninger havde været så høje hele dagen.

Nu ville Sata ønske at han kunne læse tanker eller sågar bare følelser, så han havde en idé om hvor han stod med begge af de mænd der nu var på hans værelse, men det var ikke ligefrem en del af hans ekspertise. Nej, i stedet for måtte han læse det på kropssproget, og det han kunne læse, var han ikke ligefrem glad for.

Han prøvede at rømme sig lidt, og trådte endelig et skridt væk fra Idrys, da Elemérs blik ikke gjorde noget af det her bedre. "Var der noget du ønskede at snakke om?" fik han endelig sagt, som han prøvede at holde sin tone neutral og stadig indbydende. Han ønskede ikke ligefrem at der var nogen af de to der skulle begynde at hade ham, men han kunne godt mærke at han på et tidspunkt i løbet af dagen havde trådt lidt skævt i forhold til det her. 
Problemet lå nu i at han ikke kunne affeje Elemér bare fordi han stod her. Han var ikke engang sikker på at Idrys ville forsætte selv hvis Elemér gik, og han var heller ikke sikker på at han selv havde lyst.

Elemér flyttede sig til siden og Idrys begyndte at gå ud af værelset, men tøvede i døråbningen. Sata havde jo næsten lydt som om han ikke ønskede, at Idrys skulle gå, og Idrys havde en frygtelig lyst til at finde ud af, hvad der foregik, selv om han ikke just havde et ønske om at blive fanget mellem hvad-end-der-foregik mellem Elemér og Sata.

Så han blev stående i døråbningen, vendende sig mod rummet og lænende sig en smule op ad dørkarmen, mens han forsøgte at fange Satas blik og vurdere, om den anden vogter signalerede, om han skulle gå eller blive.

Idrys gav dem lidt plads ved at gå ud, så Elemér fik samlet lidt mod til at træde frem og tale med Sata. Sagen var jo, at han ikke var her for at snakke. Han havde faktisk regnet med at Sata ville blive glad for at se ham, og at det ikke ville blive nødvendigt at finde på et samtaleemne, før han kunne banke på hans dør.

”Sata jeg…” Jeg har ikke noget at sige til dig, ønskede hans trodsige side at sige til ham. Men dsådan var han ikke. Han kunne mærke at han stadig godt kunne lide ham. I et splitsekund følte han hvordan hjertet skippede et slag, fordi Idrys var ude af billedet. Eller…

Elemér skævede sig om skulderen. Han havde mærket den der fornemmelse af, at der manglede en smækkelyd fra døren. At nogen kiggede på ham. Han havde en naturlig stor respekt for alle elvere, og det var ikke hans plads at sende nogen væk, men han sendte Idrys et synligt træt blik, der krævede at Idrys trak sig væk. Nu. Hvorfor blev han her og snagede? Det her var personligt.

Han sænkede sin stemme, som han vendte opmærksomheden tilbage, til ham der faktisk var vigtig. ”Jeg ville vel bare sige tak for hjælpen i nat…” Han kiggede på Satas sko. Han kunne ikke se ham i øjnene, når han løj. Sata ville bare gennemskue hvad han virkelig havde håbet på. ”Men jeg har fundet mit eget gemak, så…”

Så han ville sove der i nat.

Sata følte sig fuldstændig magtesløs som han stod der og så Idrys der ligeså stille begyndte at forlade værelset. Han ville blive nødt til at finde ham senere og undskylde overfor ham. Selvom han ikke var sikker på hvad han præcist skulle undskylde over. At Elemér havde forstyrret dem?

Han kunne dog også godt se ud af sin øjenkrog at Idrys ikke helt havde forladt dem, men han havde det ikke i sig at smide Idrys helt væk, og i stedet for fokuserede han på Elemér og forhåbentlig kunne de hurtigt få udredt det her, og så var der ingen sure miner, ikke?

"Det var så lidt," sagde Sata lavmælt, som han kiggede lidt mere studerende på Elemér, nu når den røde vogter ikke kiggede tilbage. "Jeg er glad for at du har fundet dit gemak. Du var..." han tøvede med hvad han ville sige. "Jeg var bekymret for at dig, så jeg er glad for at du også har det bedre." Det så i hvert fald ikke ud til at han var helt rundt på gulvet som han havde været natten forinden. Var han kun kommet for at sige hej? Sata håbede på det men han tvivlede.

Som han stod i døråbningen, kunne Idrys godt fornemme, at han overhørte noget personligt, der egentlig ikke kom ham ved. En del af ham følte, at der var en uretfærdighed i, at han og Sata igen var blevet afbrudt - denne gang af den anden vogter.

Elemér takkede Sata for hjælpen .. den foregående nat? Havde Elemér været i knibe og havde Sata hjulpet ham? Men hvis det var det eneste, hvorfor virkede Elemér så oprevet over at se Idrys her?

Den rødhårede vogters blik sagde sit tydelige, og han kunne ikke fange Satas. Hele situationen begyndte at føles mere og mere akavet, som han stod i døråbningen, så han begyndte langsomt at forføje sig ud af rummet. Han ville gerne sige et eller andet til Sata, men det føltes også forkert at afbryde, så i stedet lod han blot døren glide stille i bag sig.
Han kunne ikke helt bære at gå tilbage til sit kammer, og endte med at blive stående et langt øjeblik på gangen. Ikke for at smuglytte, men hvis der nu skulle ske noget..

Havde det bedre? Bedre?! Elemér havde det langt værre end i nat. Han følte sig umådeligt meget til grin. Han havde troet at han og Sata skulle… være i hans arme lige nu. Men nu kunne han kun tænke på Sata og Idrys, og hvor godt de havde set ud sammen idet han fangede dem i det. Elemér forestillede sig ikke at han og Sata ville være lige så kønt et syn... Han var alt for menneskelig og ude af stand til at slappe af i det.

”Tak for bekymringen…” Blev det kun til. Hans indre snørede sig sammen ved den blotte tanke om at sige mere. Men han havde jo allerede lige takket ham. Hans brystkasse hævede og sænkede sig besværet af sin ukontrollerede vejrtrækning, og han knugede hånden bestemt. Ikke fordi han ønskede at slå Sata, det fortjente han trods alt ikke, men for at tage sig sammen. ”Jeg er ked af at jeg forstyrrede jer midt i… noget.” Det du skulle have lavet med mig… Elemér sukkede tynget af afmagt ”Jeg skulle slet ikke være kommet.”

Han måtte ud herfra. Nu, før han kom til at sige mere! Elemér lagde an til at træde mod døren. Forhåbentligt gå med værdighed, og så sætte i løb mod sit værelse, når først han var ude af syne.

En del af Sata mente at han burde spørge hvad Elemér mente, eller hvad han havde håbet når han var kommet hertil, og hvorfor han var her, men en ligeså stor del, hvis ikke større ønskede ikke at at grave et hul i det her. Han ønskede ikke konfrontationen, og han ønskede ikke at give Elemér mere grund til at være vred på ham. Hvorfor var alting blevet så kompliceret, når han bare gerne ville have hjulpet ham.

"Det... er i orden," sagde han lidt langsomt, som han kunne se at Elemér forsøgte at undslippe situationen, noget Sata ønskede ligeså meget, men alligevel, så blev han vel nødt til at spørge om... noget? Han kunne mærke hvordan halsen snørrede sig lidt sammen, og hans hænder føltes lidt mere fugtige, ikke at Elemér havde en chance for at vide det når de ikke rørte ved hinanden. "Var det alt du kom her for?" spurgte han. Det var vel... det nemmeste spørgsmål at stille, uden at de behøvede at snakke om alle de ting der pludselig hang usagt i luften. Ting han ikke engang havde lyst til at italesætte.

Elemér tog i dørhåndtaget, holdt den nede, men uden at åbne døren. Han så om på Sata med et udtryksfuldt, forpint blik, der i hvert fald kunne forsikre ham i, at han ikke havde sagt det han var kommet efter. Hvorfor skulle Sata også forsøge at få ham til at sige det højt?

”Ved Aladrios altså…” Prustede han overvældet og slap håndtaget igen, for at fægte med armene. Hvor tykpandet kunne man være? Var det en vindelementalting, eller bare en Sata-ting ikke at kunne forstå det åbenlyse!? ”Hvorfor skulle jeg ikke komme forbi? Jeg kyssede dig jo i morges.” Panik. Han kom til at sige det. Det var som om at han var for såret til at beskytte sig selv, og det ville kun gå yderligere ud over ham. Sata havde valgt Idrys i dag, så hvorfor skulle han kunne gøre sig nogen som helst forhåbninger om, at det stadig kunne nå at blive ham i aften? ”Og du kyssede mig?” Afsluttede han, spørgende. Nu var han pludselig lidt i tvivl om, hvorvidt Sata overhoved havde kysset ham tilbage? Var det bare noget han havde bildet sig selv ind? At Sata overhoved ville ham?