Han kunne se hvordan hendes ansigt var stramt og utilfreds over at få et nej. Hun havde sikkert forventet at han ville være medgørlig, nu hvor han havde lovet at være sød, fordi hans vinger var på spil. Han var udmærket godt klar over, at han gjorde noget farligt, lige nu, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Jo mere sur hun så ud, jo mere bange blev han, men han blev også en bedre skuespiller af det. Han smilte… Han var ligbleg af nervøsitet i hovedet, men han smilte…

”Trold og løgn,” Præsenterede han igen, nervøs, lidt som han fandt på reglerne undervejs. Juliander havde altid været ret god til at improvisere. Men det var der nu mange alfer, der var gode til. ”Det er en leg hvor trolden skal sige en sandhed og en løgn om sig selv, og så skal de andre feer gætte hvad der er sandt. Hvis man gætter rigtigt, får den næste lov til at være trold, og hvis man gætter forkert, siger trolden ’Trold og Løgn!’ og så vinder man retten til at bestemme hvad man skal lave.”

Han forsøgte at finde ud af, hvorvidt han havde hendes interesse endnu eller ej. ”For eksempel… Jeg smuglede engang en hundehvalp, som jeg kaldte Plet, ind i Alfelunden, så hele byen gik i panik. Og… jeg har en kæreste ved navn Kastanje,” Han sank nervøst og samlede sine hænder foran sig og kiggede på hende med et blik, der indikerede at hun fik lov til at gætte, så han kunne demonstrere legen. Han håbede på at hun var åben for at lege, for han var ikke sikker på at hun kunne finde ud af at lege normalt. Hun havde sikkert skræmt alle potentielle legekammerater væk jo… Men måske kunne han tale til hendes vinder-gen.

Hendes blik blev smallere, men ikke i den ondskabsfulde mine, som havde lagt over hendes ansigt før nu. Nej de var eftertænksomme, som han forklarede reglerne af spillet. Så, hvis Juliander vandt, da ville han kunne bestemme hvad de lavede? Hvad nu hvis det ikke passede hende, eller hun ikke ønskede at give ham hans leg? Det ville betyde hun gik imod reglerne, og reglerne var ikke altid lige gode at bryde. Men i dette tilfælde, ville det nok være lige meget, der var ingen straf og hun var herre over dette forhold. 

"Hmm" kom der eftertænksomt fra Pleasance, som hun overvejede hvad der var en løgn. Hun havde trods alt lært at hver løgn, typisk indeholdte en sandhed, for så var den nemmere at sælge. "Du smuglede en gang en hundhvalp ind i landsbyen, men du virker også til du kender denne Kastanje, vil du gerne have hun er din kæreste? Eller er mon allerede kærester, men i har ikke sagt det til hinanden endnu?" nej, det var ikke sjældent noget gik forbi Pleasance og hun ville da hellere ikke være glad for, at Juliander ville fortælle hende at det ikke var rigtigt. Det gjorde næsten helt ondt i kroppen, at hun ikke var sikker på hvilken var sandheden. Hvilket også gjorde hende utålmodig mens hun afventede hans afsløring om hun havde ret eller ej.

Juliander havde aldrig været så nervøs som nu. Ville hun kunne se igennem hans forsøg på at aflede hende fra, at gøre med ham som hun ville? Hendes eftertænksomme nynnen virkede kritisk, som om hun enten havde gennemskuet ham, eller også fordi hun virkelig gerne ville vinde, og forsøgte at finde ud af hvilke åndsvage børnehistorier af hans, der kunne være løgnen. Hun kunne da umuligt finde det underholdende, hvis ikke de omfattede døde dyr eller... tortur, eller sådan noget... Juliander var meget usikker.
Men noget tydede straks på, at hun var med på legen. Han turde ikke ånde for lettet op.

Som hun svarede, lød det på hende som om hun havde gættet sandheden, og han skulle til at lykønske hende - og smørre lidt tykt på, for at vinde hende over - men han gik totalt i stå, da hun funderede højlydt om hvem Kastanje var og hvad hun i virkeligheden måtte betyde for ham. Hvad!? Han fik pludselig farve i det ansigt der var blevet blegt og sygt af indespærrelsen.

"Altså ja, historien om hunden er sand," Rømmede han sig forfjamsket. Juliander var jo bare begejstret over sin nye bedste veninde. Han havde da ikke gjort sig tanker om at de kunne blive kærester. Eller noget. Men tanken om ham og Kastanje fik alligevel hans kinder til at gløde, lysende og tydeligt, som en fe bedst kunne lyse op "Og ja, jeg kender en pige, der hedder Kastanje, men hun er altså ikke min kæreste. Hun går ikke op i sådan... pigeting. Hun vil bare gerne slås!" Hun ville sikkert gerne slå på mennesket, der havde taget hendes bedste ven til fange. Men den mand der havde snuppet ham fra busken, havde nok ikke smidt nogen beviser. Kastanje måtte tro, at Juliander bare var gået fra deres aftale... Det gjorde ham skidt til mode, at tænke på, at hun aldrig ville finde ud af, hvad der var hændt ham. At han aldrig ville aflyse en aftale med hende på den måde.

Den røde farve der pludselig bredte sig hen over hans kinder, var mere end nok til at fortælle Pleasance at hun havde ramt rigtigt.
Dette fik et smil til at sprede sig hen over hendes blege og let blålige læber. Endnu en af de smil, som der fik et ubehageligt udtryk til at forme sig, da smilet ikke helt fremkaldte en kærlig eller venlig grimasse. Hvis man havde været i tvivl om, om der havde været noget godt bag de mørke øjne, ville man få svaret lige her. Hun var ikke en god kvinde, og hun ville aldrig blive det. Hvad end der måske en gang kunne være blevet fikset, kunne ikke længere sættes samme og skabe en hel person.
”Så Ifølge dig, kan man kun have lyst til at have en kæreste, hvis man kan lide pigeting?” det lød ikke rigtig i hendes øre, nu var hun ikke selv en som der ønskede sig en kæreste. Hun ønskede sig hellere ikke at blive gift, eller generelt føle sig fanget i en situation, hvor hun ikke kunne være præcis den hun ønskede at være.
Måske var det bare det som Kastanje ville, ikke tilpasse sig til nogen. Og Juliander havde oplevet den forfærdelige skæbne, hvor han havde forelsket sig i nogen, han aldrig ville få.
”Tror nu nok du skal finde ud af, at selv dem som ikke er normal, nu godt kunne have lyst til at få sig en kæreste” kommenterede Pleasance, selvom hun ikke anede hvad hun snakkede om.

Når nu hun sagde det på den måde, kunne Juliander da godt høre, at han havde generaliseret lidt, og så endda uden at ane det fjerneste om piger, trods han med alderen var begyndt at blive en smule mere observant på forskellene mellem ham selv og piger. "Altså-" Han kvalte ordene før det kom ud, før han havde tænkt sig godt om her. Men det var dog også irriterende, at hun ikke kunne holde sig til legen som den var, men absolut skulle spørge ind. Det gode var at det fik ham lidt til at glemme hvilken situation han var havnet i. Han skulle blot kaste et enkelt blik til forbi Pleasance, hen på de balsamerede dyrelig, og så ville han blive mindet om det. Men lige nu kiggede han på hende, i stunden hvor hun alligevel, på en eller anden måde, virkede som en almindelig, ung kvinde. 

"Det ved jeg ikke rigtigt. Kastanje opfører sig i hvert fald ikke som de andre, øh, de fleste andre, mener jeg. Hun er nem at snakke med, fordi vi kan lide de samme ting." Mens han forsøgte at samle sig om sit forsvar, der ikke skulle fornærme hans tilfangetager eller resten af den kvindelige befolkning, blev han kun yderligere slået ud af den næste bemærkning fra hende. Nok vidste hun ikke selv hvad hun snakkede om, men til gengæld gav hun ideer i hovedet på ham.

Havde han hørt rigtigt? Juliander virkede forvirret, og brugte en rum tid på at studere hendes mimik, for at finde ud af, om det var hende selv hun talte om. Havde hun lige forsøgt at fortælle ham, at hun havde lyst til en kæreste? Det virkede absurd for ham. Især fordi hun var så ækel ved dyr og alfer. Og ækel at se på, egentlig.

"Øhm..." Kom det lidt langsomt og beklagende fra ham, fordi han følte at han burde sige noget. Men han vidste ikke hvad hun mente med, at han nok skulle finde ud af det. Hidtil havde han jo troet at hun ville tvinge ham til at være sin ven? "Jeg er kun lige blevet femten, så... Og jeg er ikke til mennesker, tror jeg." Der var ingen måder at sige det pænt på. Juliander havde ikke gjort sig nogen tanker om sin fremtid eller hvem han skulle dele den med, men helt ubevidst havde han da en ide om, at hun skulle være væsentligt lavere og i hvert fald mindre ondsindet.

Pleasances læber fortrak sig i en irriteret mine, men det had og vrede der måske havde været at skimte før, det var der ikke på samme måde som nu.
For mennesket foran alfen, var om noget lige så skiftende som vejret. Lige så skiftene som bølgerne skibene drog ud på for at opleve nye territorier.
Det ene øjeblik kunne menneskepigen være sød, venlig og behagelig. Men som at knipse med fingrene, var hun ubehagelig, nærgående og psykotisk. Der var ingen advarsel, intet der kunne hjælpe med at gennemskue, hvad der ville ske som det næste.
Det passede Pleasance ganske fint, selvom hun ikke selv vidste, hvordan hendes humør ville blive i løbet af dagen.

Irritation blev ikke mindre, men også erstattet af skadefro, da Juliander prøvede at forklare at han ikke var til mennesker. Betød det noget? Hvad skulle stoppe hende fra det, hvis det var hvad hun ønskede? Nej, selve tanken om at være sammen med en alf frastødte hende. Ulækkert, hvad skulle man bruge sådan en lille person til? Måske burde det være alderen der afskrækkede hende fra det, men Pleasance havde trods alt et forskruet syn på forhold mellem sjæler.
”Det betyder intet for mig, at du ikke er til mennesker” kom der en anelse kedsommeligt fra hende, de store brune øjne betragtede ham som hun læende sig frem.
”Det er hvad jeg kan bruge dig til, som betyder noget—jeg har folk jeg kan være sammen med, og jeg vil hellere mase og ødelægge dig, end jeg gider” Pleasance vrængede sin næse ”ad…” med et hovedryst kiggede hun tilbage på hendes maleri og gik i gang med at tegne Juliander igen.

Juliander skulle bare have holdt sin mund. Hendes væmmelige skift fik hans hjerte til at slå en kolbøtte, og det gøs koldt og mørkt i ham. Han klappede i hvert fald i, selvom han gerne ville forsvare hvorfor han var mere værd intakt og i live. Men egentlig vidste han ikke hvorfor han havde så høje tanker om sig selv? Hvad havde han i det hele taget at tilbyde, som fange? Feer fremgik i uhyggeligt mange magiske eliksirer og ritualer, vidst nok, og der behøvede han vist ikke være i live.

Hans hage og underlæbe dirrede flæbende, men han vidste bedre end at begynde at fælde tårer lige nu og forstyrre hende med gråd. I stedet nøjedes han med at se ulykkelig og fortabt ud, og dumpede ned at sidde. Selvom tanken om ham sammen med hende var både frastødende og obskur, så brød han sig ikke om en reaktion som den. Ad, havde hun sagt, og vrænget på sin næse. Han ville ikke ligefrem mene, at han var ulækker, men det følte han sig i hvert fald nu.

Han stirrede tomt på tegningen, uden egentlig at kunne se hvad der blev tegnet, eller hvor gode hendes evner var. Han havde ikke lyst til at lege model lige nu. Han ville IKKE have hendes øjne på sig.

Hvornår kom maden? Måske kunne han give flugtforsøget et skud til? Han skulle jo alligevel dø om lidt, så hvorfor ikke risikere chancen, når den kom?

Den lille prins snøftede stille, meget mod sin vilje.