Et stille øjeblik, sådan som Marius ganske langsomt tog imod det bløde stof mellem Viktors hænder, og han så det hele ske som hvis tiden gik mere og mere i stå mellem dem. Åndedragene blev pludselig mere prominente, og da Viktors blik hævede sig fra deres fingre, blev han fastlåst i den piercende grå-grønne symfoni, og kunne ikke trække sig fra dem. Panden rynkede svagt, mens han studsede over hvad den anden mon tænkte når han så på ham - lige nu - og så, var det som om alle de omkring liggende lyde blev i deres sædvanlige tempo da Marius satte kluden op til næsen. Øjeblikket var overstået. Viktor sank en klump, og knugede sin hånd lidt efter for at kontrollere den pludselige pulsstigning der bredte sig i ham, mens han kom bedre ned at sidde i sin stilling. 

Viktor strammede kæben en anelse, mens han overvejede hvad han skulle sige. Det sympatiske blik havde ikke rigtig forladt grevesønnen, og han nikkede blot. 
"Det sker ofte?" gentog han, og følte sig lidt utilstrækkelig som han sad der ved siden af ham. Mon det skete når han var presset? eller kom det bare uvilkårligt af situationen, mon. En pludselig, underlig tanke strejfede den unge kunstners sind, som en skræmmende impuls, han ikke var helt stolt af at dele, skulle den siges højt. Han kunne ikke lade være med at se næseblodet som en rød farverig strøm - hvor hver dråbe ville kunne efterlade smukke dybe kontraster på et lærred. Hvordan ville det være at skabe et motiv med de røde dråber? Smukt og skræmmende på samme tid. Viktor rømmede sig kort, og så frem for sig. 
"Vi behøver ikke at gå derind igen, hvis du ikke vil." påpegede han dæmpet og trak det ene ben op til sig, så han kunne ligge armen henslængt over knæet. Det nøddebrune blik så stadig lidt fraværende frem for sig. Stop med at tænke på at male med blod Viktor - det er for mærkeligt. 

Marius bemærkede, at Viktor så bekymret ud og han valgte at svare mere dybdegående om sin blodnæse, nu hvor Viktor gentog sit spørgsmål. "Det sker uventet fra tid til anden, men det bliver ofte udløst, hvis jeg er i en presset situation. Det kan også ske, at jeg vågner op om natten med blod ud over det hele. Min mor har selvfølgelig været bekymret over det og fået mig undersøgt, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har åbenbart bare sarte blodåre, hvad end det så betyder. Jeg er dog ikke bekymret over det, jeg har lært at leve med det." Han kiggede hen på Viktor, som virkede lidt fjern i sine egne tanker og Marius undrede sig over, hvad der gik gennem hans hoved. Han fik lyst til at prikke til ham, dog kom Viktor ham i forkøbet ved at rømme sig og Marius kunne ikke lade være med at smile af ham. Klassisk kunster tænkte han, fortabt i sine egne tanker. 

Stadig med blikket foran sig, fik Viktor sagt de ikke behøvede at gå tilbage endnu, hvilket passede Marius helt fint. Al vreden i ham var godt nok forduftet, men han var stadig ikke klar til at træde ind til det fyldte rum endnu. Han tog kluden fra næsen og så at blodet endelig var stoppet, men lagde den tilbage på næsen, for at lade som om at han stadig ikke var fysisk klar. "Lad os bare blive her lidt endnu, til jeg i det mindste er holdt op med at bløde" Med sin udstrakte fod vippede han den hen til Viktor "Hvor forsvandt du lige hen ligefør?" 


  

Malstrømmen af ord kom en smule dæmpet ud gennem kluden som Marius fortsatte med at presse mod næsen. Men Viktor lyttede med omhu, og da de sad så tæt, var det alligevel ikke svært at forstå hvad han sagde. Selvom det lignede at Viktor forsvandt, så var han stadig tilstedeværende i det lille omklædningsrum. Ordene blandede sig dog med hans mærkværdige impuls tanker, men han rynkede alligevel brynene til de ting Marius fortalte, for at indikere at han lyttede.

Og så, vent, sagde han at han kunne bløde uopfordret midt om natten? Viktor skævede hen til ham. De delte jo værelse, var der noget han skulle være ekstra opmærksom på? Marius så dog ud til at være rimelig ubekymret - men han var også vant til det, selvfølgelig.
“Hvis du her, vågner om natten og bløder, vil du så ikke vække mig, så jeg kan hjælpe?” Han trak skævt på smilebåndet, og satte hånden på den andens lår med et venskabeligt klap. Viktor ville ikke bryde sig om, hvis han bare lå og sov det væk, imens Marius gik igennem alt det - uanset om det var slemt eller ej for ham.

“Fint med mig.” nikkede han, og blev nu opmærksom på sin hånd der stadig lå på Marius’ lår. Han fjernede den lige så diskret igen, og førte den om på den anden side sit løftede ben. En lille kløft mellem dem, så det ikke kunne ske igen.
Overrasket, mærkede han at blive puffet blidt til af den andens fod, og han rynkede panden lidt tænksomt, “Ingen steder,” løj han med et behageligt smil om læberne, og en undertrykt klukken i halsen. Viktor lænede sig mere tilbage, med hovedet op af skabene de sad ved. Det nøddebrune blik kørte op ad Marius, indtil de stoppede ved de betagende øjne, “Jeg lyttede bare." sagde han dæmpet og tog en tung indånding, før den flød fra ham igen. Under ingen omnstændigheder ville han fortælle om sit fantasi blodmaleri.

Emneskift, hurtigt.
"Marius.." Han ledte efter et eller andet han kunne spørge om, "..var det dig, der sørgede for, at vi skulle bo på samme værelse" fiskede han, men det var egentlig ikke fordi han mistænkte den anden for at have gjort det. Det var bare sådan en tilfældighed, at ud af alle de unge mennesker der var her - var det lige de to som endte på værelset sammen. Men han spurgte egentlig også bare for snakke om noget andet - og han havde ikke lyst til at bringe det der skete inde i hallen op igen. Viktor forventede alligevel at Marius sagde nej til spørgsmålet. 

Hånden der blev placeret på Marius lår var så uventet, at hele kroppen stivnede, selv åndedrættet stoppede i et kort sekund. Det var så uvant en gestus for ham, han var godt nok vant til piger rørte ved ham, for at få hans opmærksomhed, men han havde aldrig haft et venskab, som det han var ved at opbygge med Viktor.
Marius var usikker på betydningen bag Viktors handling- bekymret over næseblod eller ej, var han ikke sikker på, om det var et tegn på, at Viktor var tiltrukket af ham, eller om det var en uskyldig gestus fra en ven. Han besluttede at lade det passere og ikke lægge for meget i det og svarede på Viktors spørgsmål, som var alt ved denne situation normal. "Bare rolig det ikke fordi jeg kommer til at forbløde midt om natten, men jeg skal nok vække dig, hvis du er så ivrig for at passe på mig" 

Da Viktor endelig tog sin hånd væk, blev hans varme tilbage som et hemmeligt aftryk, Marius havde lyst til at lægge sin egen hånd ovenpå stedet, så varmen kunne blive, men valgte at lade være. Marius havde svært ved at aflæse Viktors signaler og valgte ikke at kommentere på Viktors svar. I stedet tog han kluden væk fra næsen og kiggede på det nu størknede blod, men ved lyden af hans navn, kiggede han atter op i Viktors nøddebrune øjne, hans spørgsmål kom bag på ham og han kunne ikke lade være med at grine lidt. "Du må tro mig når jeg siger, jeg havde ikke noget med det at gøre. Det var virkelig en tilfældighed, en heldig en af slagsen" han var endnu ikke klar til at afsløre at det var hans plan.

En drillende indskydelse kom op i Marius, med sin frie hånd lagde han den med håndfladen opad på Viktors knæ “Kom lige med din hånd”

Viktor trak skævt i mundvigen, så en lille smilerynken formede sig ved kinden, "Jeg er ikke ivrig for at passe på dig, Marius - jeg er bare bekymret for fægtemesterens lagener." sagde han med et lille moret fnys, for at løsne op på stemningen. Smilet spillede stadig om de lyserøde læber, mens han gjorde et blidt hovedryst, så krøllerne der var blevet en smule rodet til fra hjelmen, dansede ganske roligt ved panden. 

Fornemmelsen fra lårets overflade summede stadig i hånden da han havde taget den tilbage på sikker grund. For at forhindre den at snige sig længere op ad armen til brystet, måtte han knuge den for at slette sporene af Marius. Hånden åbnede og lukkede sig diskret, mens han ventede på at den anden svarede på hans sølle forsøg af et emneskift. Det nøddebrune blik skævede dog nysgerrigt mod kluden, og derefter til Marius' næse for at se om blodet var stoppet, men han nåede ikke at spørge, da Marius nu lo, som hvis det var en fjollet tanke at have. Viktor trak skævt i mundvigen til den andens respons, en heldig en af slagsen? Brynet løftede sig en bette my til ordvalget. Om det var heldigt, måtte tiden vel vise; der var i hvert fald ingen tvivl om at de to adelsknægte ville komme hinanden ved denne weekend. Et nært venskab, som var ukompliceret, var vel heller ikke helt galt at opsøge. "Jeg regnede heller ikke med det." svarede han så med et lille muntert smil, og løftet øjenbryn. 

Det virkede til at den intense stemning fra tidligere var begyndt ebbe ud som næseblodet gjorde det. Hvad planen så skulle være, om de bare skulle pjække fra træningen (selvom det virkede omsonst når de nu var der for træningens skyld), eller om de ville gå tilbage sad Viktor og funderede lidt over. Kom lige med din hånd.

Med det samme vendte Viktor opmærksomheden mod de vilde krøller, og pæne øjne, Min hånd? tænkte han først forvirret og rynkede på panden. "Okay?" sagde han med et lille tungt fnys. Pulsen begyndte at stige lidt igen, som han sænkede sit hævede ben, og løftede hånden fra sit skød. han holdt den hen mod Marius. Håndfladen opad, mens den svævede lidt over den andens lår. Blikket flakkede afventende fra Marius' ansigt, til sin hånd. 

Efterhånden som tiden gik, mærkede Marius vreden sive ud af ham. Selvom Viktor havde været grunden til hele den uheldige optakt, var Marius alligevel glad for, hvordan det hele var endt. Han kunne ikke benægte, at Viktor havde en irriterende effekt på ham, men samtidig var han imponeret over, hvordan hans humør kunne skifte så hurtigt i den andens nærvær. Selvom Viktor havde været skyld i vreden, var det også ham, der fik Marius til at føle sig bedre tilpas igen. Der var noget let og simpelt ved at være omkring Viktor, som gjorde at Marius følte han kunne være sig selv og slappe af.
Marius måtte indrømme, at han var glad for det venskab, der var ved at spire mellem dem. Beslutningen om at de skulle dele værelse, var noget han så mere og mere frem til.

Da Viktor strakte sin hånd ud, som den godtroende sjæl han var, kunne Marius ikke lade være med at presse læberne sammen for at undertrykke en latter. Han tænkte, hvor er han dog let at narre. I stedet for at give den brugte klud tilbage til Viktor, som var hans første indskydelse, lod Marius drilleriet tage over. I en hurtig bevægelse lænede han sig frem og kørte kluden henover Viktors ansigt og sagde med et grin, "tak for lån". Selvom Marius vidste, at det var en barnlig ting at gøre, følte han, at Viktor fortjente lidt hævn for at have overrumplet ham under fægtetræningen.

Overgrebet endte med at Marius var lænet indover Viktor, så deres ansigter var tætte. Det var kun Marius arm der holdte afstanden, da hans hånd med kluden var endt på Viktors bryst, for at holde balancen. Den anden hånd var endt på Viktors lår. De fik øjenkontakt og Marius pupiller var udvidet som en legesyg kat. De hurtige åndedrag fra den lille anstrengelse kunne mærkes hos dem begge. Viktors ansigtsudtryk var guld værd og Marius lod sine øjne køre henover ansigtet, for at tage det hele ind. Et lille undertrykt fnis kom ud af læberne indtil Marius ikke længere kunne holde latteren tilbage og udbrød: "Du skulle se dit ansigt!" Nu brød latteren endelig fri og fyldte rummet.

Han lagde panden mod Viktors skulder og for at gøre ting værre, lod han nu sin næse køre henover træningstøjet, for at lade som om han tørrede næseblod af, alt imens han stadig fniste.

Var der noget man ikke kunne benægte om Marius af Isenwald, så var det hans evne til at overraske. Utilregnelighedens mester. For dette der hændte, havde Viktor ikke set komme, om han så fik lov at gætte hundrede gange.
“Er du dog gået fra forstanden?” gispede han chokeret, og hans udbrud blandede sig med adels drengens latter, der ikke skjulte hvordan han morede sig gevaldigt over sit lille påfund. Viktor var målløs, og med et hurtigt ryk - som skete ganske automatisk, fik han hovedet tilbage fra angrebet. Kluden med blodets efterladenskaber der var blevet tværet ud i hovedet på ham, røg ned på brystkassen istedet; holdt tæt på ham af Marius’ hånd. De bange anelser om blodets aftryk i ansigtet, lirkede ubehageligt til hans forfængelighed. Men selvom han ønskede det, kunne han ikke rejse sig for at tjekke. De to drenge var blevet fanget i en form for symbiose, ude af stand til at slippe hinanden. Viktor kunne ikke komme fri. 
Vibrationerne fra den andens latter kunne mærkes de steder hvor hænderne var placeret på ham. Pumpede det ind i ham som en hjertestarter, der endelig fik organet i gang med at hamre på ny fra dens stivnede choktilstand.

Viktor mærkede ham over det hele, i ansigtet som størknet blod, som frø der spirede i hans lår, og som varme der strømmede ind i hans blodbaner. Det nøddebrune blik fik fanget Marius i farten - en glædesrus var at skimte hos den unge dreng, hvorimod en kontrast var at se i det opspilede nuancer af brunlig forfærdelse hos Viktor - pupillerne trak sig sammen, men udspilede sig mere og mere da Marius bristede intimsfæren og lænede sig mod hans skulder. De livlige krøller kildede ham på kæbelinjen og hals, og han måtte lukke øjnene for at finde styrke til at overleve dette. Det var svært at grine når han var offer for Marius' snedighed.
“Det er ikke morsomt, Marius,” brokkede han sig og rynkede panden. Hænderne greb om den andens arme for at tvinge ham fra sig, “Har jeg fået det i ansigtet?” krævede han at få svar på, og dét, var tydeligvis blodet han refererede til.

"Marius!" udbrød han forfærdet, og spjættede under ham som han mærkede næsetippen køre over ham. Hvad hvis der kom blod på uniformen? Og den var endda hvid. Skønt, Viktor ikke fandt det spor morsomt, trak mundvigen sig alligevel op, som et lille glimt der blandede sig med al vanviddet fra den uventede situation. 

“Nu ikke så sart Viktor” kom det ud imellem latteren.
Hænderne der tog fat om Marius arme, strammede hårdt til og prøvede at rykke ham væk, men han ville ikke overgive sig så let. Han pressede imod det hårde greb ved at læne sig endnu mere frem med hovedet og maste næsen endnu mere ind til stoffet.
Selvom det ikke var hensigten, endte hans næse med at køre op langs Viktors hals, hans eget greb om Viktors lår var også blevet mere fast i kampens hede og hånden med kluden var endt på Viktors arm for at gengive den andens greb og holde ham tilbage.

Trods fægtedragtens høje halskrave, stødte Marius næse mod bar hud, da den ramte op til Viktors kæbe. Som fik han stød ved berøringen, stoppede han brat angrebet og hans latter druknede i de dybe vejrtrækninger. Anstrengelserne fra at have kæmpet imod resulterede i tunge udåndinger og ind igennem næseborene kom Viktors søde duft så indtrængende at Marius næsten følte sig tryllebundet.
Duften af citrus og kaffe vækkede intime minder op i ham, som fortrængte drømme og med et sæt rykkede Marius hovedet tilbage.
Kinderne var farvet røde af anstrengelserne fra drilleriet, men nu også fra minder om et forbudt kys. 

Armene som før havde holdt imod, blev slappe i grebet. Al latter og drillerier var smeltet væk som is på en hed sommerdag. Blikket der var nedslået, faldt på de lyserøde læber og minderne blev forstærket. En underlig trang til at køre en finger over dem voksede som ukrudt  på uønsket sletter. Marius brugte al sin kraft på ikke at bukke under for sine impulser. Dog endte hans øjne med at dvæle ved den andens læber lidt for længe, før han endelig gav slip både med øjne og hænder og satte sig tilbage og rømmede sig.

Efter lidt tid var al drilleri forduftet, men et lille nervøs grin forlod læberne, stille sagde Marius uden at se op på Viktor “bare rolig du har ikke fået blod på dig, da du gav mig din klud var jeg næsten stoppet, se selv” og han holdte kluden oppe som var næsten ubrugt. Et lille skævt smil spredte sig nu og var glad for tankerne kunne blive afledt.

Han rejste sig og tørrede lidt støv at sine benklæder efter at have siddet nede på gulvet.
Han rakte en hånd ned til Viktor for at hjælpe ham op “lad os gå tilbage og forsætte træningen”
Han havde næsten ikke turde se Viktor i øjne, bange for hvad han ville se i dem. Havde Viktor mon observeret farven i kinderne eller humørskiftet. Marius var ligeglad han ville hellere tilbage i folkemængden, om det så betød at stå til ansigt for sin tabte kamp end at blive tilbage i denne situation.

Da Viktor stod op, tog Marius et hurtigt kig henover Viktor for at se om der var nogen skade sket efter angrebet. Der var intet at se i ansigtet, men selvom næsen var holdt op med at bløde, da den blevet tørret henover træningsdragten, så var der alligvel kommet en lille plet på skulderen. Det var ikke tydeligt men nok til at skammen voksede sig i Marius. Ikke over det han havde gjort men om hvad folk ville tænke, som var pletten en afmærkning af hans skamfulde tanker i stedet for hans uskyldige leg.

Fornemmelsen af næsetippen der gled rundt ved halsens nøgne hud og kæbekant fik det til at sitre i Viktors overkrop da gåsehuden dannede ringe og formererede sig som små lynnedslag i hjertet. Knægtenes greb strammede til, og Viktor bemærkede nærkontakten blive mere og mere intens mellem dem. Som pustede de til gløder der fik hjertet til at brænde. Hvornår ville de mon stå i flammer til halsen? Jo mere der blev pustet liv til ildebranden, des højere blev flammerne. 

Viktor kunne ikke lade være med at sukke tungt i forsøget på at få styr på den overfladiske vejrtrækning fra deres kamp, og tankerne om at være så tætte. Noget var i udvikling mellem dem.. men endnu ikke færdigbagt. Han kom til at vende ansigtet for at se på Marius, men istedet fandt næsen vej til de sorte krøller, og helt automatisk tog han duften til sig, som en tyv. Vaniljen, med de diskrete noter af kaffebønner kildede alle hans sanser, og var hans øjne ikke lukkede, havde han himmelvendt dem ekstatisk i momentet, fordi Marius duftede bare..så godt. (En underdrivelse) Hvordan kunne en aroma være så tiltrækkende? Viktor ville stikke næsen dybere for at indånde ham, men tog sig selv i det og rykkede sig lidt mere bag ud for at genoprette noget afstand. Fingrene borede sig usikkert ind i den andens arme, og pulsen hamrede i svælget. En trommedans var gået i gang i den unge krop. Det var som om de begge kom tilbage til virkeligheden på samme tid, for som Viktor rykkede sig tilbage, gjorde Marius det samme. 

Det nøddebrune blik holdt vagtsomt øje med hvor Marius kiggede hen. Hans mimik, og hvordan den anden tog ham ind, som så han ham på ny. Blikket var.. ikke fremmed. Han havde set det før. Adamsæblet bobbede vagt i halsen som en afventende klump, og han forstod hvor øjnene dvælede. Læberne, og helt uvilkårligt fugtede han dem, som forventede de at der skulle ske noget mere. Viktors blik så indtrængende på adelsdrengen, mens brynene rynkede sig usikkert. Mere afstand kom der som det næste. frihed - han fik rum til at trække vejret bedre nu.

Viktor blinkede, og drejede hovedet til siden da han fik at vide at der intet blod var på ham. Han nikkede afmålt, det var også ligemeget med det blod nu, lidt anspændt i sin nervøsitet pustede han ud, inden øjnene faldt tilbage på Marius med et skævt smil.
"Godt, ellers måtte jeg jo tæve dig i fægtning igen." Drillede han med et lille grin der ebbede ud. Tavshed. Han rømmede sig kort for at få hjertet ned på sin retmæssige plads igen, og tog så imod Marius' hånd så han kunne komme op at stå.

Med det samme som fødderne var plantet i gulvet, slap han Marius og fik travlt med at rette på uniformen. 
"Ja, fægtemesteren undrer sig vel også over hvor vi bliver af." Påpegede han dæmpet og ruskede op i sine krøller og begyndte at gå mens Marius gjorde sig færdig.

Og selvom Viktor vidste hvor han var på vej hen, følte han sig som en vildfaren vandrer, på afveje fra sin trygge sti. 

Det var som om, at det der skete i omklædningsrummet, var det skub der skulle til for at Marius fokus blev forstærket. De undertrykte følelser skulle afledes og fægtning var den rette kur. Marius havde ikke holdt tilbage denne gang og som havde blodnæsen skyllet al nervøsitet ud af systemet, havde han kæmpet som var han en utæmmet løve og vundet flere træningsrunder.

Efter dagens hårde træning, var musklerne godt udkørte og kroppen trængte til at slappe af og hvad kunne være bedre end de varme kilder som var tilknyttet stedet. Marius havde dog taget et karbad inden for at føle sig ren efter al sveden han havde udskilt.
Da han trådte tilbage i værelset, var han kun iført badebukser og håndklæde over skulderen. De stadig fugtige krøller, som krøllede endnu mere når håret var vådt, stod ud til alle sider.

Viktor stod med ryggen til, klar og iført samme form for badetøj. Smilet bredte sig i Marius ansigt, han kunne ikke dy sig og tog håndklædet fra skulderen og svingede det mod Viktors mås, som gav et ordentlig smæld. Ihærdigt sagde han “lad vores muskler smelte sammen med det varme vand! Jeg kan ikke vente!” Uden at lade øjne dvæle for meget ved den bare hud hos den anden, svingede Marius begejstret døren op igen som han lige var kommet fra og råbte “afsted!”

Da de ankom til de varme kilder, var der allerede tre andre, inklusiv pigen Viktor havde talt til tidligere. Uden nogen hæmning hoppede Marius i, så vandet fløj ud over det hele. Da hovedet kom over vandet igen, rystede han håret, kørte en hånd igennem det og satte sig hen ved siden af pigen. Han lagde armen bag hende og gav sit bedste vinder smil og introducerede sig. Han nikkede blot til de andre to som var de blot kedelig kvæg. Han registrerede knap nok Viktor som satte sig ved siden af ham.

Efter kort tid var Marius ved at kede sig ihjel. Han kiggede rundt på den lille forsamling og fik så en ide “hør her alle sammen, skal vi ikke lige lære hinanden bedre at kende, er i friske på en omgang sandhed eller konsekvens” han så ivrigt rundt men hans intense blik endte på Viktor. “Sandhed eller konsekvens?” 

Den intense atmosfære i træningslokalet fra tidligere var heldigvis forsvundet da de to unge adels knægte kom retur. Ingen turde i hvert fald at nævne hændelsen. Men Viktor kunne ikke undgå at bemærke et par blikke her og der falde på dem - han kunne se øjnene spørge, men ordene fulgte ikke med. Det var dog bedre at ignorere det, og det lod også til, at Marius præsterede bedre denne gang. Rotationer blev gjort, og Viktor fik fægtet med forskellige - for ham var det ikke lige så seriøst, men han gjorde sit for at matche de andres ivrighed.

Senere, blev det tid til at slappe af. Eleverne kunne gøre hvad de havde lyst til inden aftensmaden som var obligatorisk fællesspisning; det var jo godt at opbygge relationer med ligesindede lød det. Men Marius og Viktor havde besluttet sig for afslapning i den varme kilde, og andre ville også joine dem. Han havde klædt om fra den stramme trænings uniform til badebukser, og fik vasket sig ren. En svirpende lyd svang gennem luften, og Viktor var ikke forberedt, da den pludselige pisken ramte ham på ballen.
“Ah!” udbrød han chokeret. “Du!” Hænderne greb ud efter håndklædet, da han drejede omkring - og med et misfornøjet, men udfordrende blik hev han lidt i dét for at vælte Marius, eller i hvert fald overraske ham ved det pludselig ryk. Den anden talte dog ind over det - musklerne skulle smelte sammen med vandet - og Viktor slap igen med et lille fnys, og nåede ikke at sige mere, før han blev gennet ud mod kilden. Det lød godt, dog.. at smelte sammen med vandet.

Viktor stod med armene langs siderne og betragtede Marius hoppe i vandet med et lettere tørt blik. Tumpe, tænkte han, da blikket faldt på skiltet imens, hvor der stod, at man ikke måtte hoppe i vandet. Et par af pigerne som allerede var i kilden hvinede med et grin som det plaskede på de nuværende personer i kilden, og med et lille suk - da vandet var faldet mere til ro, kravlede Viktor ned i vandet. Han satte sig først ved siden af Marius, men som numsen blev placeret, var det som om hjernen pludselig ændrede mening, og Viktor fik sat sig overfor ham i stedet. Det var nok bedre.. for alle parter involveret.

Ligesom Marius, begyndte Viktor at snakke med en af de andre. En fyr, ikke meget ældre end Viktor - med blond hår og blå øjne. Men som altid.. eller, af hvad Viktor havde erfaret - kunne Marius ikke ‘sidde stille’ ret længe ad gangen - han ville altid have gang i den på den ene eller anden facon. Og det blev så til denne primitive leg. Sandhed eller konsekvens - ikke at Viktor skulle snakke; han havde sikkert foreslået noget lignende i Frederiks selskab - og så ville han sikkert rulle på øjnene af ham; og kalde det for en barneleg. Viktor sad og så lidt fjernt til siden som de andre blev enige om at de skulle lege. Han tænkte på Frederik Ludvik og skænderiet de havde haft et par måneder forinden - og om de nogensinde ville komme til at snakke igen. Han kunne ikke komme udenom at han savnede ham, selvom han var utilfreds med det der var sket. Maven trak sig sammen i ubehag ved tanken, og en panderynken formede sig uundgåeligt i det unge ansigt.

“Øh.. Hva?” Han måtte blinke for at fokusere på Marius, der kiggede afventende på ham, og Viktor rystede lidt på hovedet for at samle sig om hvor han var, og hvad der var blevet sagt. Det var dog ikke svært at regne ud.
“Nåh–” sagde han hurtigt og påtog sig en overvejende mine.
“Sandhed.” Kom det afmålt fra ham og han lænede sig lidt mere tilbage af kanten, og hvilede armene på trædestenene, der omkransede kilden. Sandhed virkede som det mest sikre valg, ikke?

Marius blik fulgte kort Viktor, da han valgte at sætte sig overfor ham i stedet. Han tænkte ikke synderligt over det og lod i stedet sin opmærksomhed falde på pigen ved siden af sig. Hun var ganske køn, men hvor var hun dog kedelig. Blikkende hun sendte ham, var noget Marius var vant til efterhånden. De afslørede at de kunne lide hvad de så og undersøgte hans ansigt med et stille smil. Desværre gjorde det de fleste generte og derved også tilbageholdende. Nogle gange savnede han @[Lily Fox] hun kunne altid sætte gang i festen.
Pigen gik dog igang med at snakke og imens han lyttede til hendes historie om hvordan hendes forældre havde fået lov til at inkluderende hende i år, lod Marius sin opmærksomhed og blik køre henover de andre, som sad rundt i vandet. Blikket endte dog ved Viktor, som snakkede med en lyshåret fyr, endnu et ukendt ansigt.
Øjnene hang dog lidt ved dråberne som glinsede ved Viktors bryst.
Marius prøvede at høre hvad de snakkede om, men pigen spurgte om noget, så opmærksomheden faldt tilbage på hende.

Armen var forsat bag hende og med et halvt lyttende øre, lod Marius sig synke lidt længere ned i det varme vand. Et suk undslap hans læber, varmen var som en velsignelse på de ømme skuldre. Hele kroppen begyndte at slappe af, det hele var så skønt at Marius måtte strække sine ben, men fødderne endte med at støde ind i Viktors. Chokket af berøringen gjorde han satte sig lidt op igen og sendte ham et undskyldende smil, men kiggede hurtigt tilbage til pigen ved siden af.

Efter lidt tid havde han fået nok af denne enesamtale, det var som om at pigens nervøsitet var endt ud i en strømning af ord, der ikke kunne stoppes. Der måtte ske noget og det første som poppede op var legen sandhed eller konsekvens. Det skulle nok kunne ruske op i dette kedelige selskab. Heldigvis var der begejstring fra dem alle, da Marius annoncerede det. Pigen virkede lidt tilbageholdt først, efter sådan at blive afbrudt, men Marius registrerede næsten ikke hendes tilstedeværelse. Hele hans opmærksomhed var tilbage på Viktor. Da han kiggede på ham, virkede han en smule fjern Hvor forsvinder han nu hen tænkte han. Så med den ene fod puffede han lidt i Viktors og endelig var hans fulde opmærksomhed på Marius.
Han smilede afventende og smilet blev bredere da han hørt Viktors valg. Sandhed. 

Der var så meget Marius gerne ville vide, men som altid gik Marius med det første som poppede op i tankerne. Et selvisk spørgsmål, der havde skabt en del nysgerrighed i ham.
"Hvem er den første du nogensinde har kysset?" Sagde han med et vovet smil. 
Tanken om det kys de havde delt, kunne da umuligt have været hans første.

Der var pludselig berøring under vandet, og de to adeliges fødder strejfede hinanden flygtigt. Tæerne var lige ved at flette sig sammen, da Marius strakte benene. Et lille stød i kroppen, og Viktor rykkede hurtigt på sin fod til sikkerhed, og sendte Marius et udtryk af misfornøjelse - som nok mest af alt var forvirring. De udtryksfulde bryn dansede kortvarigt op i en grimasse, der understregede såkaldte forvirring, og han sank en klump. Men det undskyldende smil på hertugsønnens læber fik Viktor til at hæve det ene øjenbryn af ham, inden han selv måtte se væk. Hjertet havde slået en pludseligt takt hurtigere, og han besluttede, at det var bedre at se væk, frem for at dvæle ved den andens bare hud.

Men sandhed, var der blevet erklæret i den varme kilde blandt de unge medlemmer, og en sandhed var der blevet spurgt om til følge der skulle besvares. Hvem er den første du nogensinde har kysset? Det forbavsede ham lidt til at starte med.
 Aha. Viktor lænede sig mere tilbage og så den anden an med sammen klemte øjne - udfordrende. Det ene bryn hævede sig langsomt til det vovede spørgsmål, og det talte næsten for sig selv. Et sigende blik blev sendt i Marius' retning efterfølgende, i forsøget på at ryste hans grundvold bare en lille smule - få ham til at fortryde spørgsmålet i den nervepirrende, stund; med frygt for at Viktor ville afsløre for hele selskabet, hvordan deres læber havde danset tæt med hinanden.

Viktor spredte læberne, og så indtrængende ind i Marius' skælmske grønne blik. Han holdt vejret i en lettere kunst pause, for at skabe den ønskede spænding, før han endelig talte.
 “Arya af Arys ” afslørede han så temmelig nonchalant, og brynene røg ned i deres neutrale mine. Kysset var.. ikke noget særligt. Og kunne man overhovedet tillade sig at kalde det for et 'første kys', sammenlignet med det, han havde delt med Marius?

Marius bryn samlede sig i en lidt bekymret mine, da Viktor sendte ham et vovet blik. Selvom kroppen var blevet varmet godt igennem af vandet, krøb der en kold fornemmelse frem i maven. Viktor havde da ikke tænkt sig at nævne deres kys foran dem alle sammen. Marius fortrød straks sit spørgsmål, men han havde vitterlig ikke regnet med at det de havde delt, var Viktors første. Det havde jo føltes så godt, som var deres læber skabt for hinanden. Folk der ikke havde kysset nogle før, burde ikke kysse så godt. 

Han var dog sikker på Viktor ikke var åben omkring sin seksualitet, så Marius lænede sig tilsvarende tilbage og gav igen med et løftet og vovet bryn. Men da Viktor holdte en kunstnerisk pause, prøvede Marius diskret at ryste på hovedet som for at stoppe ham. 
Navnet der blev sagt, var sådan en lettelse at Marius lod et suk undslippe hans mund. Han havde ikke engang lagt mærke til han havde holdt vejret. Ingen lagde heldigvis mærke til det, fordi alle fniste over Viktors svar.

Uroen i kroppen gjorde at Marius rykkede lidt rundt på sig selv, som for at løsne de nu spændte muskler. Han hørte Viktor spørge sin sidemand sandhed eller konsekvens, men fik ikke med i hvad der ellers blev sagt. 
Blikket faldt i stedet på Viktors læber og det var som om al lyd forsvandt ud i en mumlen. Han bemærkede Viktors tænder som kom frem fra læbernes skjul når han talte og smilte, de var ganske søde. Hvis tænder altså kunne være søde. Marius lod sin tunge køre henover sine læber, som for at vække dem til live. Give dem fornemmelsen af en berøring, selvom det var læberne øjnene kiggede på, de længtes efter.

Nogle sagde hans navn og med et hurtigt ryk med hovedet så Marius på Viktors sidemand, som åbenbart havde spurgt ham sandhed eller konsekvens. Marius lod sit ene bryn køre op i panden og med et udfordrende blik sagde han konsekvens. Drengen fniste lidt og sagde så “jeg synes du skal kysse den person du finder mest attraktiv her i rundkredsen” 
Marius smil blev større, han elskede en udfordring. Dog var hele dette en stor akt, blikket strejfede hurtigt Viktors, men det gik så stærkt, så det blot lignede han kiggede rundt. I stedet lod han hånden som han havde bag pigen ved siden af sig, gribe fat om hendes skulder og hev hende ind til sig. Den anden hånd fandt vej op til pigens kind og som en øvet skuespiller, lod han blidt sine læber møde pigens. Hun kom med et overrasket gisp, men smeltede næsten i hans favn. Han elskede denne magt, men denne gang føltes det blot som at kysse noget ubetydeligt. Hans læber savnede varmen fra en anden. 
Han trak sig tilbage og uden at se hende i øjenene, satte han sig blot som før, stadig med armen bag hende og kiggede rundt med et kækt smil på læberne. Øjnene faldt dog til sidst på Viktors. 

Selvom Viktor normalt ikke var typen til at bære nag, kunne han mærke en bitter smag af nag i munden. Han havde en svag idé om hvor det var kommet fra, og det omhandlede det urimelige i situationen fra aftenen hvor de to adelsdrenge havde delt en sårbar intimitet med hinanden, og hvordan det hele så var blevet håndteret af Marius bagefter. Det var muligvis derfor at Viktor fik lyst til at spille den overlegne overfor Marius lige nu, og slå ham lidt ud af kurs - give ham noget af sin egen medicin. Det virkede bare så absurd for Viktor, at det første Marius kunne finde på at spørge ham om, var angående hans første kys. Især når hans rigtige 'første kys' for ham, faktisk havde været med Marius, og ikke Arya. På en irrationel måde, valgte Viktors følelser at kæde det sammen med ignorance fra den anden part; som hvis dét de havde delt den aften intet havde betydet for Marius (måske havde det heller ikke dét) alligevel kunne han godt vælge at være galant omkring det. Viktor forsøgte at skubbe det væk og tænke rationelt, men han kunne  mærke, at selvom han prøvede at ignorere det, så var naget stadigvæk der og spirede som ukrudt i hans sind. De nøddebrune øjne havde dvælet ganske kort ved Marius, da Viktor afslørede sit første kys med Arya. Men da alle begyndte at fnise, skævede Viktor rundt til dem alle med en fåret grimasse og skuldertræk.

For Viktor var kysset sket med Arya i forbindelse med en fjollet selskabsleg meget lig denne. Det havde været hurtigt og ganske uskyldigt; begge meget unge og skønt kysset havde givet ham svedige hænder, var det ikke i forbindelse med en lyst. Det var senere gået op for ham, at det skyldtes en uvilje til at ville dele sine læber med den adelige pige - og sidenhen, havde han ikke kysset med nogen. Ikke indtil Marius. Hans læber føltes som stjerneregn, der dansede sensitivt på Viktors læber, da de kyssede hinanden. Det havde været et specielt øjeblik for Viktor - og skønt han vidste at han bare skulle glemme det, og ikke vade mere rundt i sumpens sårede følelser, kunne han ikke lade være med at tænke på hvordan Marius havde det med det. En mand der ikke er til mænd, kysser ikke mænd på sådan en vildskabelig måde.

Sidemakkeren gav Marius en konsekvens, ‘kysse den person han finder mest attraktiv her i rundkredsen’ - og en uvilkårlig klump i halsen formede sig i ham. Han tænkte på Marius' læber mod sine. Viktor skævede ud af øjenkrogen til sidemakkeren ganske kortvarigt og derefter tilbage til Marius for at se hvad han havde tænkt sig at gøre. Han følte en stikken i brystet, da hans blik faldt på Marius, der kyssede med den mørkglødede pige. Hans hjerte hamrede hårdt i hans bryst, og en følelse af jalousi og ubehag spredte sig i ham. Han vidste, at han ikke havde nogen ret til at være jaloux, men alligevel kunne han ikke lade være med at føle sig såret og forrådt. Det var som om, at en del af ham var blevet taget fra ham, og han følte sig tom og forvirret. Han ønskede, at han kunne ignorere sin jaloux følelse og fortsætte med at være venner med Marius, men det var svært at se ham kysse en anden og ikke føle noget.

Mens deres læber dansede sammen, foldede hans egne sig i en ubehagelig grimasse. Men da de andre klappede og hujede af Marius' mod - fulgte Viktor tøvende trop og forsøgte at se ganske imponeret ud som de andre gjorde - omend brynene pegede anstrengt opad.

Hænderne stoppede med at klappe og hans stemme ebbede ud før de andres da Marius' blik landede på ham. Men han kunne ikke lade masken falde, så Viktor sendte hertugsønnen et moret smil, trods sig selv. Han måtte lære at komme over det. Det Marius og han havde delt dengang var en misforståelse. En fantastisk misforståelse.. men som Frederik havde sagt; mænd og kvinder er de eneste rigtige for hinanden. Og der kunne Viktor kun misunde Marius for at være normal i den forstand, at livet for ham ville være nemmere når han var til piger.

Legene forsatte. Sandheder og konsekvenser blev delt med de unge liv. 
Viktor valgte konsekvens, pigen med den mørkglødede hud sagde at han skulle kysse med sidemakkeren. Han fnøs, og prøvede at være nonchalant omkring det. Selvfølgelig troede hun at han var hetero - og at det skulle være en sjov straf. 
"Okay okay." sagde han endelig og viftede lidt med hånden af det med sit skæve smil, inden han drejede hovedet mod den lyshåret dreng ved sin side. Drengen fandt det morsomt, lidt ærgerligt at det ikke var med en af pigerne dog - sagde han med et stort grin. Viktor skævede kortvarigt til Marius ud af øjenkrogen, inden han så plantede et hurtigt, ubetydeligt kys på den lyshårets drengs læber, og slap ham lige så hurtigt som de var kommet. 

Pigerne fniste og klappede, og Viktor kunne mærke kinderne blev røde af forlegenhed, men han forsøgte bare at spille upåvirket. Desuden.. føltes kysset ikke nær så godt som det med Marius. 

Der var jubel og klapsalver i rundkredsen og Marius kunne ikke lade være med at smile smørret rundt. Men da hans blik fandt Viktors, var det som om det eneste Marius ville have i dette øjeblik, var Viktors reaktion. Selvom Viktor klappede med og smilede tilbage, prøvede Marius at analysere den andens øjne, i en søgen efter hans egentlige reaktion. Det var dog svært at se igennem facaden og Marius kunne ikke finde noget ubehag eller skuffelse, hvilket ærgrede ham lidt.

Men hvad var det overhovedet Marius prøvede at få ud af alt det her, andet end at tirre Viktor og hvorfor havde han behovet for det? Det var som om hver celle i hans krop, søgte efter Viktors opmærksomhed. Det de havde delt igennem deres breve havde kun gjort Marius endnu mere interesseret i Viktor og hans søgen efter venskab. Eller var der mere han søgte. Selvfølgelig havde det kys de havde delt hjemsøgt ham, noget der var så forkert burde ikke have føltes så godt og han hungrede efter mere. Det var nok også en af grundende til at Marius havde fået arrangeret at de to adels drenge skulle dele værelse, han havde behov for at være tæt på Viktor, blive klogere på ham og klogere på hvad han selv ønskede fra Viktor. 

Øjenkontakten blev brudt, da pigen ved siden af begyndte at læne sig mere ind i Marius udstrakte arm. Kysset de havde delt, måtte have inviteret til at hun åbenbart ville mere. Han skævede ned til hende og hun sendte ham et genert smil. Pludselig kunne han mærke hendes hånd under vandet, finde frem til hans lår. Marius sendte blot et tilfreds skævt smil tilbage og lod sin hånd som lå ved hendes skulder, nusse hende lige så stille al imens hans opmærksomhed faldt tilbage på legen, der var forsat hos nogle af de andre.

Det blev atter Viktors tur, men Marius havde aldrig gættet det som udfoldede sig foran ham nu. Han sendte et forvirret blik til pigen i hans arm, men hun lagde ikke mærke til hans reaktion, hendes fulde opmærksomhed var på fyrene foran. Hun lignede en der havde fået sit største ønske opfyldt. Marius havde svært ved at skjule sin modvilje, hans bryn blev samlet i et mere alvorligt udtryk.
Det tog alle hans kræfter ikke at række ud og hive Viktor væk, da han lænede sig ind mod den lyshårede fyr til et kys. En underlig kold knude vendte sig i maven på Marius og han valgte at kigge væk i stedet.
Var det jalousi eller vrede? Følelserne som blussede op, var ukendt farevand. Marius var vant til at få hvad han ville have og det her var bestemt ikke noget hans egoistiske sind ønskede. Selvom Viktor bare havde gjort som legen befalede, så havde Marius lyst til at såre ham, lyst til at han skulle mærke de samme følelser som gik igennem Marius lige nu.

Pigerne var åbenbart ælde vilde med sceneriet foran dem og de klappede ivrigt, selvom kysset åbenbart havde været kort. Marius lod sit ansigt blive helt neutralt og sad med en kølig udstråling, ligeså kold som han følte sig på indersiden. Pigen ved hans side kiggede begejstret op på ham og sagde “var de ikke søde?!” Marius gav blot et lille fnys fra sig og sagde med isende stemme “der er intet sødt i fyre der kysser hinanden, jeg finder det faktisk ret frastødende” det var som om Marius humør, dræbte hele stemningen og folk holdte op med at klappe. Nogle rømmede sig lidt og der var endda to som sagde de ville tilbage på deres værelser. Stemningen blev en smule akavet men Marius var ligeglad.   

Uden overhovedet at have kigget hen på Viktor, lod han sin opmærksomhed blive hos pigen. Han lænede sig ind til hende og hviskede i hendes øre, dog højt nok til folk tæt på kunne høre hvad der blev sagt “måske vi to skulle mødes her igen i morgen aften, bare os to? Så kan vi lege sandhed eller konsekvens på et mere intimt plan” pigen fnisede helt vildt og nikkede, men det var først nu Marius kiggede op med sine kolde grå øjne for at finde Viktors. 

Vandet de sad i føltes pludseligt isnende koldt, og stemningen der før var lattermild døde hen i akavet stilhed. Isklumpen sad dybt i Viktors mave, og han sendte Marius et forvirret udtryk ved den livsdræbende kommentar. Et dybt suk forlod hans næse, og han sank en klump der havde taget form i halsen. Viktor forstod ikke helt hvad kommentaren skulle gøre godt for; men for at være ærlig, var der meget omkring Marius han ikke forstod. Han hørte den lyshåret dreng forsøge at redde stemningen med at 'det jo bare var leg.' Men nogle af de andre teenagere, som havde siddet i kilden begyndte at forlade gerningsstedet lige så stille.

"Okay." Sukkede han ud, og gjorde trit til at rejse sig også. Han havde ikke mere at sige til den andens tarvelige ord. Men hver muskel i hans krop frøs da han hørte Marius hvisle flirtende frækheder til pigen ved sin side. Og højt nok til at det kunne høres endda. Viktor kunne ikke lade være med at tolke det som om at Marius ville have at han hørte det. Og det kølige grå blik der derefter ramte ham, bekræftede det yderligere.

"Hyg jer." Sagde han så nonchalant han kunne og kom op fra kilden, "Jeg går ind nu i hvert fald." Han vinkede henkastet, "Tak for i dag." Sagde han venligt og fremtvang et smil, men undgik at se på Marius. Den sidste der tog hans blik ind var den lyshåret dreng, før han så drejede omkring og gik. Viktor ruskede op i krøllerne, og mens Marius ikke kunne se hans ansigtsudtryk, blev folderne i ansigtet mere forvirrede og alvorlige. Hvad forventede hertugsønnen af Viktor?

Han kunne simpelthen ikke finde hoved og hale i det. 

Marius skævede kort op, da Viktor også valgte at forlade selskabet. Hans blik ændrede dog hurtig kurs og lod det hvile henover vandet i stedet og lod som ingenting. Han kiggede på ringene i vandet som Viktor havde efterladt, som et ekko af ham.

Humøret var ødelagt og han havde lyst til at afreagere yderligere, men vidste ikke hvordan. Det eneste hans krop skreg efter, var at følge efter Viktor.

Pigen ved siden af ham kiggede flirtende til ham “vi kan også bare lege sandhed og konsekvens nu?” Marius fjernede sin arm bag hende og tog den til sig. Han gav hende samme kølige blik, som han før havde rettet mod Viktor. “Jeg er for træt” og satte sig med lidt afstand imellem dem. Han lod to fingre massere sine øjne i en træt gestus.
“Okay..” sagde pigen stille “jeg tror jeg også bare vil trække mig så” forsatte hun. Og ikke længe efter var Marius efterladt alene.

Han sukkede dybt. Han følte sig pludselig træt helt ind til knoglerne. Han lod sig synke ned i vandet, som en tung kartoffelsæk, så hovedet også blev dækket og blev der indtil der ikke var mere luft tilbage i lungerne. Han havde lyst til at skrige under vandet, men lod være.

Han måtte hive efter vejret, da hovedet endelig kom over vande igen. Krøllerne var udvasket til slappe hårtotter der hang ned i hovedet på Marius. Hånden kørte det tilbage og kort tid efter besluttede han sig at gå tilbage til deres værelse. Uvist om hvad der ville møde ham når han trådte ind i rummet.

Den lille olielampe som Viktor havde tændt og stillet på sit sengebord, var det eneste som lyste rummet op i en varm og hyggelig glød. Men humøret hos den unge adelsknægt var langt fra et af hygge og afslapning. 

Viktor følte sig både forvirret, vred og helt igennem frustreret så det satte sig helt i knoglerne på ham. Hvorfor opførte Marius sig på den måde? De havde allerede etableret hvad de var for hinanden, og hvad de ihvertfald ikke skulle være for hinanden. Viktor lagde bogen fra sig i skødet og gned sine tindinger et par gange inden han lod hænderne glide ned ad ansigtet. Tåbeligt! Det var hvad det var. Viktor kunne udemærket fornemme at den krølhåret hertugsøn var ude på at få en reaktion fra ham. Ville Marius se ham jaloux? Aldrig livet. 

Viktor dumpede længere ned i sengen, og lod baghovedet synke mere ind i puden mens han stirrede sig blind på en plet i loftet. Måske skulle han spørge over-hovedet om han kunne skifte værelse? På den anden side ville han heller ikke være til besvær - og i så fald, skulle en anden jo være nødsaget til at bytte plads med ham. Og det kunne Viktor ikke være bekendt, mente han.

 Afstand fra Marius, var bare det han havde behov for.. men det virkede umuligt i dette lille værelse der føltes som en celle. Dørhåndtaget blev taget i, hvilket fik Viktor til at hoppe lidt forbavsende i sengen da han blev hevet totalt ud af sine tanker. Han greb efter bogen for at se optaget ud, og helt automatisk bed han tænderne sammen og strammede kæben. De mørke bryn sænkede sig i en mut mine, mens han begyndte at læse. Det eneste problem var bare, at han blev ved med at læse den samme sætning igen og igen mens hjertet hamrede. Som Marius trådte ind, måtte Viktor virkelig tvinge sig selv til at se på ordene i bogen, frem for Marius. Det var barnligt, men man kunne vel kalde det, at Viktor gjorde sit bedste for at ignorere sin værelseskammerat i denne stund.

Hvor var der alkohol når man havde brug for det. Marius ville ønske han kunne drikke sine problemer eller rettere dumme tanker væk. I stedet måtte han nøjes med af traske tilbage til værelset. Der var begyndt at komme ro over herregården, folk havde trukket sig tilbage til deres værelser. Dagen i morgen stod på flere øvelser og konkurrencer, så de unge og fornuftige var åbenbart allerede gået i seng. Marius synes de alle sammen var uduelige og kedelige. Han sparkede misfornøjet til nogle sten på vejen.

Lige nu hadede han sig selv for at have puttet Viktor i samme værelse som ham selv. Han måtte vel bare tage det med oprejst pande. Han tørrede sit hår imens han gik tilbage, så hans vilde krøller stod ud til alle sider.

Da han stod foran døren til deres værelse, lod han hånden hvile lidt på håndtaget og sukkede dybt, inden han trådte ind og lukkede døren efter sig.
Han blev mødt med et svagt lys og Viktor som lå og læste, som om hele tilværelsen var normal. Marius stod bare og stirrede på ham uden at sige noget. Han smed sit håndklæde på gulvet og som den impulsive sjæl han var, lagde han sig i Viktors seng.

Han landede med er ordentlig bump på maven og lod sit halvvåde hår drysse på Viktor og hans bog “hvad læser du?” Spurgte han drilsk.