Et lidt mere opmærksomt glimt tændtes i de mørke øjne, da han næsten uden at kigge op bad ham om at lade hans ting være. Oh. Det var nok hans eget hybris der talte her, men når det gjaldt undervurdering af hvad den anden kunde? Der var Corinth nok lidt af en mester. Og alligevel følte han en ordene skære sig igennem hans dovne, ladfærdige vurdering af den anden, og vække ham lidt mere. Så han så igennem ham? Hånden slap i et lille ryk den frugt den havde fået fat i, og han gemte den i stedet lidt imellem deres næsten lige høje skikkelser. 
Næsten. 
Blikket søgte en anelse opad da han betragtede den halve front han fik vendt imod sig, og... 

Det føltes næsten uretfærdigt, når han anklagede ham for at lyve. Tænk at han kunne afsløre de pæne ord, det plejede ellers at virke. Corinths blik lyste en anelse op, næsten i tvivl om at han også ville have sensiviteten til at lægge mærke til det også, og ænsede nok ikke at det kom til syne i grebet om hans skulder, der umærkeligt strammedes. En sandhed? Adelsmanden løftede en smule prøvende hånden, for at skubbe noget af det mørke hår væk. Pæne krøller. 
"Jeg fandt din... heh, vilje, fascinerende" endte han med at indrømme, og fodrede faktisk bæstet med lidt ærlighed. Corinths blik blev lidt mere undersøgende, han regnede ikke med at det var hvad Eskild ledte efter. Men det var en del af sandheden, i forhold til hvorfor han opsøgte ham. De skulle nok blive gode venner, hvis manden kunne komme sig over sin indlagrede stolthed. 
Holdt han det da virkelig imod ham, sådan som det havde udspillet sig? At gøre en ting, men hviske noget andet - det burde han da kende til, her i det øvre distrikt. 

Uvilligt eller ej, så var der ingen grund til at snage i folks private sager, sæt Eskild havde gjort selv samme handling .. Så man bort fra, at han gerne kunne pointere når folk havde hemmeligheder de holdt gemt for sig selv, væk fra alle andre. Det var måske ikke helt det samme, men det havde en deling af det private i sig. Skønt hans vare kun fortalte, at han var enten homoseksuel eller godt kunne lide når kvinder skulle have så mange huller udfyldt som muligt. Sidste forblev dog et drømme scenarie for de, som fandt den idé god. 

Kroppen reageret, men han lod det passere. 

En smule tilbagetaget over svaret, blinkede han fluks nogle gange og prøvede at gøre op med sig selv, hvad det egentlig betød. For han havde jo haft lidt samme interesse i det med Stian, og det var udelukkende seksuel lyst. Eskild lod hovedet falde mod skulderen hvor hånden lå og løftede med sin modsatte hånd af Corinhts hånden fra hans skulder. "Jeg er.. beæret, men jeg er ikke interesseret," måske lidt en hård afvisning, specielt, når han ikke vidste, om det var en afviselse der skulle gives. 
Selvfølgelig var det vel altid ret, at vide man kunne fange folks interesser, men ikke på den måde. 

En afvisning? Adelsmandens blik fulgte næsten distanceret hvordan han fjernede hånden fra hans skulder, og i et kort sekund dæmrede mørket i øjnene, uforstående. Ikke interesseret? Det var kært, hvis man regnede med at 'ikke interesseret' ville lukke og slukke samtalen der. 
Corinths tanker - uforstående for at han ikke delte samme fascination af ham - skubbede irritabelt til hans dybt begravede temperament, men ikke fordi at Eskild ikke var interesseret, og at det var en katastrofe. Men han havde ledt efter et androgynt projekt, det føltes som evigheder efterhånden. Og Cullin være forbandet - han ville ikke bryde muligheden, bare fordi at byvagten ikke ville. 
Han var alligevel til at skubbe rundt, hvis der var selskab og uniform på, tydeligvis. 

Alligevel, det var uvant ikke at få hvad man pegede på. 
Den hårde afvisning fik dog ikke meget andet reaktion med, end en lille, tvivlende "Okay.." han troede ikke på ham, men det behøvede de ikke at være enige om. Corinth tog nogle overvejende skridt fremad, inden at han - nok mere grænseoverskridende  end hvad intentionen kunne have været - slog hånden lidt pragmatisk ud, og talte. Chikane sagt med så ligegyldig mentalitet. "Så vil jeg lade mig nøjes, med Cullins behandling af dig. Det er fine motiver at genskabe men-" han ville bare se pænere ud, hvis han var lidt mindre hærget, og Corinth gnubbede lidt tænksomt hagen. "- Men lad mig i det mindste give dig tørt tøj med hjem. Så kan du altid vende tilbage, hvis du fortryder, jah?" og han vippede den ene hånd lidt sigende med sig, stadigvæk bærende på hans varer. 
Hvis han fortrød, eller hvis han ville lave sig selv en bedre aftale, kunne han selvfølgelig godt lægge et bedre ord ind for ham. Eller noget andet, som han ville have. Næsten alt.

Uventet drejninger var ganske normalt for ham, men dette tog alligevel en lidt anden drejningen først forventet. Selvfølgelig var der ting, som kunne lure ens interesse til at ville snif lidt mere til byttet, men i dette tilfælde var ham det jagtede og ikke den som stod for jagten. 

Intet syntes at ændre sig drastisk, ikke i første omgang. Men der blev kom det. Intimiterende og viste hvad han havde af muligheder for at få sin vilje. Det var næsten fristende at ville prøve det an, men andet stak alligevel mere til ham. Han var jo ikke tilsidesat, og hvis det betød så meget for den anden at få sin vilje, hvem var han så at fratage ham det? Mulighederne var mange, at gå nu eller gå efter tørt tøj og så forlade Corinth velvidende hvad der så var i vente eller .. lege med ham. 
Okay. Han lod en monolog blive udført, før han valgte at træde afstanden mellem dem væk, og han lagde den frie hånd mod kæben af den anden. Mærkede kæbelinjen an, følte pulsen, fornemmede varmen, sensitiviteten i huden - personen som han nu engang var. 

Hånden slap ham i et let sving med fingrene, og han trådt et skridt tilbage. "Før vejen hjem til dig," hovedet var lænet en anelse tilbage mod den ene skulder og et skævt smil var at se på hans læber. "Jeg leger ikke på åben gade," måske en lille løgn, men det var sagen irrelevant. 

Han overgav sig ikke, men han var vel en mand med lyster. Sølle fireogtyve år og fuld af begær for hvad end han næsten kunne få. 

Det var nok en arrogant vinkel, sådan at kunne true sig frem til hvad han ville have. Men forbandet effektiv, når det gjaldt en byvagt med noget i klemme. Omend han ikke kendte ham forfærdelig godt, var der et eller andet der siden.. episoden, havde naget Corinth, og det var nok også hvad der fik ham til at 'insistere', når adelsmanden tålmodigt ventede på at han besluttede sig. Og ikke stoppede ham, da de solbrune hænder pludselig kom lidt tæt på, næsten følte ham an. 

De mørke øjne prøvede at følge fingrenes intention, et undrende smil om læberne førhen de gled imod hans tomme øjne. Det havde været dumdristigt, og ikke særligt samarbejdsvilligt.. Eskilds kommentarer, hele hans opførsel - og selv nu, med den barnlige hævn af et lidt for tillokkende springvand fra før. Havde han et ønske om at dø tidligt? 
Eller var det virkelig bare stolthed? Hvorfor havde han ikke bare givet op, tilbage der, og accepteret den milde ydmygelse? Fordi som oftest... var det lige præcis hvad Corinth så ved folk som ham. Foruden deres skønhed - detaljer gik nogle gange op i en højere enhed. Han samlede ikke på knækkede, vovede individer, og skulle ikke lægge mere ynk foran byvagten, end hvad han kunne leve med. 
Men hvis han en dag trådte forkert med Cullin, lidt for ivrig efter en reaktion, og Corinth var heldig nok til at være i nærheden... han skulle se det. Var nødt til det. Og så ville han forevige det. Kæben spændte op ved tanken, hjerteslagene en tand tungere, han så da frem til at de kom mere væk fra offentligheden. Var det spænding, eller noget nærmere spirende mani, der (heldigvis) ikke var i fuld flor? Tankestrømmen blev brudt, de varme fingre forsvandt, og han betragtede lidt tavst det pæne smil der kort var at spotte. 
 
Corinth åndede en smule tungere ud, og måtte tvinge sig selv til at kigge mere nonchelant væk, ved de sidste ord. "Selvfølgelig gør du ikke det" smilede han, som lagde han ikke mærke til fornærmelsen i ekkoet af ordene fra før, men havde en lidt mere drillende tone den her gang. Til Lochtree hjemmet. 

En tur der tog et par minutter mere, og så lige en smule opad, på runde i de pænere beboelser af adeligt frådseri. Imens de drejede om et hjørne, virkede det dog endelig som om at kulden indhentede Corinth lidt, og han skuttede sig. "Jeg havde ellers ikke troet du ville stole på mig, omkring vand" og han vred en inderklud der sad i skjortelommen, så dets indhold plaskede ned under deres skridt. 

De faldt måske mere i ind hinandens særheder end de ville og kunne se. Eskild der primært var drevet af lyst og at prøve grænser af, kunne få en muligheden med ham. Det var tydeligt for ham, at Corinth var ældre end ham, men ikke hvor meget dog, men nok til at vide, at han var ældre end Stian. Var det, det frække i det her? 
Skulle han virkelig grave sit hul så dybt, at han ikke ville kunne komme op igen? Fandme ja. Ét sted, var der nok en som kunne redde ham fra sin egen grave grav. 

De fik satte kursen på ny. Eskild fulgte troligt med, uberørt af situationens mulige eskalering. 
Ordene dannede et smil, det var uundgåeligt for ham ikke at få den øget lyst til at falde i. Var det virkelig så forkert, følelserne var intet sted at finde, evigt og altid pakket væk i dybet. Et sted inde i hjertet der var tæt forseglet. 

"Mhm" brummede han, som han forholdt sig hvor de var. Som et bykort var for øjnene af ham og han pin-pointed deres lokation. "Skulle jeg da frygte vand bare fordi du skubber mig i det?" han havde ikke nogen plan for, at give det væk at han ikke var glad for vand i det omfang, det var hans hemmelighed at have. Hans alene, og der var intet i at dele det med én som ham. Han kunne selvfølgelig altid spørge om hvorfor de som gruppe valgte ham, men han ville på måder ikke vide det. Men det var tydeligt for ham, hvem der var hjernen i den gruppe nu. Underdogen var Corinth og han kom stilfuldt afsted med det. 

Eskild holdt varmen ved at holde vejret lidt længere inden end hvad kroppen tillod i længden: "Hvad er så din plan med mig, nu hvor du får mig for dig selv i dit domæne" spurgte han som han åndede ud, varmen forude var alt han næsten så frem til. Men kun næsten. 

Om han skulle frygte vand? Corinths smil fik en lidt morende kant, og han rystede på hovedet - selvfølgelig skulle han ikke frygte vand. Eller ham. "Nej, nej, selvfølgelig ikke. Jeg har bare høje tanker om mig selv" sagde han, ikke helt tydelig med om det var selvironi eller ej. Men Eskild burde aldrig frygte noget, hvis det bibeholdt hans ligetil opførsel, og samtidigt gav ud af billige grin til folk som ham. Se det havde været en kort fornøjelse, hvis Eskild var stukket af i frygt. Og udover det generelle besvær sådan nogle anfald ville bringe med sig... så blev det også kedeligt i længden. Frygt var en ligetil fornøjelse, og han kunne godt underholdes af den på kort sigt. Især når det brækkede selvtillid i små stykker, eller kvaste mod. Men frygt var ikke hans områder, og nok også derfor han havde været så uinteresseret til at starte med. 
Altså lige indtil de havde slæbt ham indenfor hans synsvidde, og nu føltes det svært at rykke kikkertens fokus andre steder hen. 

Problemet som han så det, var så kun deres introduktion. Heh. Det havde vist sig svært, sådan at prøve at stene ham den ene dag, og byde på både vin og admiration den anden - det var åbenbart ikke noget der faldt i god jord, men så alligevel... så gik han her. Ganske selvdestruktiv kunne man næsten sige at byvagten var, da han alligevel endte med at gå på samme sti som Corinth, delvist på vej ind i hvad han beskrev som et fremmed domæne, delvist med en af sine egne djævle i hånden. Det var den forkerte vej ud af uvejret, det var så helt sikkert. 
Ordene mindede ham om den magt der kunne ligge bagved invitationen, og han bed sig i tungen. Hvorfor spurgte han på den måde? Det lød lidt for indvilligende, sat til sammenligning med alle de andre gange Eskild havde spurgt hvad planen var. Men når han nu lærte sig selv at spørge så rigtigt?

Formuleringen var i hvert fald pæn at høre, og han brummede, næsten lidt bifaldede, og havde nok klappet ham på kinden i velvilje, havde han ikke mistænkt ham for at vende om på hælen og stikke af, over en så lille handling. 
Han endte i stedet med at slå lidt overvejende ud med hånden, med en lille, skyldig kant til smilet. ,"Dét er en god tone.." bifaldende, og følte gåsehudens i små ryk glide over de lyse arme, under frakken. På grund af kulden, selvfølgelig - "Men rolig, skal ikke være bekymret. Du får noget varmt tøj, noget mad hvis du ønsker. Min plan som du så fint, næsten konspiratorisk kalder det?" Læberne blev fugtet i den kolde luft, de ville nok sprække senere, men det stoppede ham ikke i at sænke tempoet - nok en smule med vilje. Sådan et hastværk, man skulle næsten tro han skyndte sig hen til hjemmet?
"Er det ikke nok, bare at se om jeg kan vende det indtryk, du har af mig?" en simpel plan. Det lød næsten som om at han fiskede efter mere, hvilket han dog ikke plejede at bebrejde mennesker som Eskild. Det var svært at være tilfreds. 

Overvejende blev tungen presset mod kindtænderne, som han prøvede at se forbi svaret. Jovist, Corinth havde høje tanker om sig selv, men det var vel ikke helt hvad det havde handlet om. Selvfølgelig skulle han frygte vand, det gav ham blot den fulde oplevelse af at være blind og uden sans for høre sig til sine destinationer. Men det var jo ikke noget de vidste af, selvom de syntes at have haft indtrykket af det. Så et eller andet måtte de jo vide, men hvorfor kunne det så ikke blot blive afsløret. Selvfølgelig, ville ingen jo afsløre deres teorier, det gav den blot væk. 

"Ingen har godt af så høje tanker om dem selv," kommenteret han stille efter nogen tid, men han havde vel selv nogle ualmindelige høje tanker om sig selv, men det kom nok ikke lige så meget til udtryk som hos den ande anden. Han var jo selvisk, arrogant og nok ikke så rar igen på sigt. Men det kom vel an på hvem man spurgte. Første håndsindtrykket tog jo tit fejl. 

Men som han havde spurgt, opfangede han hurtigt den brummende lyd. Bifaldet han mig lige, kunne han kun tænkte. Men det kunne næsten godt have været stoppet der, men han lod sig kort overraske. Den gode tone, et grynt af forlod ham kort, mens han lod hovedet vende sin anden retning fra Corinth, det var en måde, at få en til at føle sig som et dyr på. En underdanig der havde gjort sin herre glad. Han tog ordene til sig, det lød næsten som et velgørenhedsprojekt. Varmt tøj og mad hvis det var noget han ønskede. Stille faldt hans hastighed selv, måske en kendelse før den anden, som konstant svang armene omkring sig, selv sagte farten. 

Hovedet gled lidt overvejende fra side til side. "Giv mig hele turen, eller ingen tur," bad han endelig om, før igen satte den ene fod foran den anden, som han kort kunne overhæle Corinth og som det skete, valgte han at dreje om på hælen og gå baglæns, uforstyrret, som han gik forlæns: "Jeg har aldrig forstået hvorfor folk fandt en.. delvist ældre end en selv interessant, men nu må vi se om du kan leve op til sådan en forventning," og med det sagt, lod han sig igen vende om på hælen og gik forlæns igen. Måske var det at provokere, men de kunne lige så godt begge have noget at gå efter for dagen. -- Ellers havde han jo et andet sted han kunne være i netop dette minut og få lagt sine lyster til ro. 

Det var til at blive skør af, hvis man altså ikke nød enmandsspil,, sådan Corinth næsten var opdraget til at gøre. Du må forstå, Eskild, det var svært at finde folk som ham, der på så mange punkter mindede ham om Levinas kontrastfyldte spejlbillede. En mere menneskelig version af dæmonen. Og det var svært at give slip på, når man først havde haft det imellem hænderne.
På et eller andet punkt, havde Corinth nok malet et billede op foran sig. Et værk, af arrogant ejerfornemmelse, som han nok slet ikke var berettiget til. Og et af som oftest stødende interesse, som han uden tvivl forsøgte at få Eskild til at 'passe ind i', med modstand i hele hans stædige væsen. Men. Han virkede alt for nonchalant, han gjorde sig selv til en spiller i enmands spillet.

Han aflæste ham udover det også gang på gang rigtigt, når de stilfærdige ord talte sandheden. Ingen havde godt af så meget arrogance. Og alligevel virkede han ikke til at løbe den anden vej. Jovidst, lidt 'overtalelse' havde været nødvendig - men det var let at glemme, det var lang tid siden. Han her trods alt stadigvæk, og formåede faktisk med de næste ord at vække et glimt af overraskelse, i de ellers dovne øjne Lochtree bar. Hele turen, eller ingen tur. Han virkede så..
Elegant som vinden snurrede byvagten derpå om sin egen akse, og forsatte ubesværet, urørt videre i samtalen, som var det noget af det mest naturlige at påpege i verdenen. Om han kunne hvad? "Aha..." hørte han sig selv sige, brynene løftet. 
Med en halv piruetter var Eskild allerede vendt omkring igen, hans våde fodspor som en pil der sagde 'følg mig'. Det var svært at lade være, selv hvis det ikke havde været hans intention.
I kølvandet på hans spørgsmål, overraskede det Corinth ham at manden var så.. pragmatisk. Ikke at det skuffede, det var bare uventet. 

Hans ord var dog en velformuleret stikpille, og med et dæmpet 'hmm' følte han et smil trække op. Eskild kunne nok godt høre det alligevel, og gjorde ikke udadtil en indsats for at indhente de skridt han gik foran ham, selvom de blev lige en tand længere end normalt. "En delvist ældre mand..." lidt leende, og blikket betragtede de våde bølger af sort hår der pænt bevægede sig med hans skridt lidt længere fremme. "Du har simpelthen forventninger? Hvilke?" lidt mere fornøjet spurgt, men nok også ret nysgerrigt i sit toneleje. 

Foran dem trådte de endelig de sidste skridt nærmere passagen til det lille hus det egentlig var, og han gestikulerede idey Eskild kom til facaden.

Eskild lod sig ikke berøre af hvad end der foregik i den anden lige nu. Det var unødvendigt, intet af det var alligevel værd at lade sig tage notits af. Hvordan det var gået forbi hans næse, at der lå mere til det, kunne være en irritation for dagen efter. Selvfølgelig havde han godt undret sig over, hvorfor Corinth var blevet de sekunder længere tid ved søen. Men han kendte selvfølgelig ikke hans hensigter, og det var idiotisk at gå med ham i hans domæne, eftersom Eskild havde erfaret, at manden kunne et eller andet med noget olieret substans. 

Måske var det drenget af ham, at gøre om han gjorde, men det virkede alligevel så oplagt og muligt. De kunne få begge deres mål opfyldt, men selvfølgelig, det krævede også at han satte nogle konkrete mål for dagen. Stian var selvfølgelig altid på menuen, planen havde nu ellers været, at opsøge ham i hans arbejdstid - men planerne var blevet ændret i takt med denne hungrende mand havde sine grunde til at stalk og opsøge ham. Kunne det blive bedre eller værre? 

Tempoet ophørte brat, han opfangede bevægelsen med hånden trods for han stod med ryggen til den anden. Han vendte sig mod Corinth, og lod ham atter få det førende skridt foran dem. "Jeg giver dig ikke svarene til dine problemer" skønt nysgerrigheden var en prikkende frist for at give det hen. 
"Dit hjem er ikke hvad jeg forventet," kunne han nemt udtrykke sig uden at have været inde i det og se det med sine egne to øjne. Men han kunne se se facaden af det og dets rum. Men et hjem var et hjem, det var hvad han havde udtrykt til Frederik Ludvik i sin tid. 

Men som Eskild ændret i sine lag af personligheder for at få mest ud af dagen, holdt han endnu sine smil for sig selv. "Før vi går ind, fortæl mig hvad du vil," det var altid nemt at være på tværs, og han havde ingen problemer med at bryde folks intimsfære, hvorfor han også gerne greb muligheden for det nu. De havde engang tidligere på dagen stået front mod front og snakket - hvor Eskild lavede første fejl og stak til den sovende bjørn. 

Corinth kunne ikke samle op på andres tanker. Desværre. At være mødt med en form for mentalisme, eller sågar blot tankelæsning, havde nok været meget gavnende. Givende. Det havde kunne afsløre slibrige hemmeligheder og uudtalte ønsker, ligeså let som en biavler høstede honning. Ligeså klæbende, tillokkende og sødt, var det nemlig for skyggesønnen. Men det kunne han ikke. I sidste ende, var det måske endda meget godt. 
Når man ikke kunne snyde sig til det, lærte man det på den 'hårde' måde, og Corinth ville bestemt beskrive sig selv som en menneskekender, her på sine senere dage. Menneskeæder, svarede ekkoet ham. Den stilfærdige, rettende hvisken blev med kølig, dissocierende arrogance skubbet bagud, da han i stedet kom op på siden af Eskild igen, stadigvæk nysgerrig i sin opmærksomhed. Jeg giver dig ikke svaret på dine problemer. 
Et kort sekund holdt Corinth inde, hånden afventende svævende over rækværket af trappen, som ledte op til hoveddøren og et lidt smørret smil om læberne. Katten efter musen, simpelthen. Men hans ord om hjemmet skubbede skridtene frem igen, Corinth bevægede sig forbi ham - op af trappen - og endte med at nikke lidt løst i stedet. Havde han regnet med gotiske statuer af grædende engle, slidt håndarbejde og huller i facaden? Smigrende.

Godt på vej til at åbne op for dem, var det at Corinths hånd fattede messingarbejdet i hoveddøren. Under handsken var metallet koldt, men det var ikke dét der sendte en gysen igennem Corinths krop, da han i et lille ryk vendte sig halvt omkring for at invitere ham ordentligt ind - og til sin overraskelse stirrede op i de tomme øjne fra den anden. Tæt. Hvis intimsfære ikke var et udvandet ord for Corinth i forvejen, blev han kun bekræftet i det nu, der var virkelig ikke meget stolthed at komme efter, mere. Gå lidt længere, gør det lidt voldsommere. De mørke øjne ramte i solens stråler en kant af rød, som Eskilds døde øjne næppe fik set. "... .." Så kommanderende. Der var vel en grund til at han arbejdede som vagt.

Corinth svarede ham ikke verbalt. Ikke med det samme. I stedet slap hånden messingen, og rakte i stedet ud efter den højere mands skarpe kæbeparti. Og det var ikke fordi han skyndte på det. Nej, med rig mulighed for at trække sig, indsnævrede Corinth sig på det solbrune ansigt foran ham, og vippede det lidt ned, da han fik fat. "Jeg vil gerne male dig" kom det overvejende (ærligt) fra ham, egentlig ret monotont. Og som havde han samlet en udstillingsmodel fra Balzeras slavemarked op, vippede han Eskilds vinkler i håndens greb, et næsten professionelt toneleje i stemmen. "Og på grund af dét, ville jeg lære dig at kende. Høre om det var muligt. Indynde mig lidt. Men Eskild.." og det faldt i en dybere oktav, da noget grådigt sneg sig ind over ordene. Et mere sultent smil, et der overtog hans pæne handels-facade, omend det på afstand stadigvæk kunne være kønt. "Jeg tror ikke længere du er en person man skal lære at kende" tillykke, du ændrede mit fokus. Eskild var et redskab, og tydeligvis ikke kun for byvagten, Cullin eller en helt tredje. Han kunne måske være hans, helt uden at de behøvede at vener venner. "Lad mig udnytte dig lidt. Jeg skal nok betale dig pænt, på den ene eller anden måde - og hvis det er sex du ønsker, skal jeg nok også hore mig ud til dig. Så.. hvad siger du?" og han - fik han lov - skubbede lidt til underlæben med tommelfingeren, upåvirket af de lidt usmagelige ord han ytrede. Tværtimod så han næsten lidt tændt ud ved det sidste, ikke særlig beskyttende om sin egen, eh, ære. 

Afstanden fra passagen op til hoveddøren, der lå stilheden mellem dem som deres læberne var syet sammen og blot lod deres vejrtrækning være alt, der skulle fornemmes. Bank, bank, bank -- hjertet slog dog endnu sine vanlige slag for dem begge, men blodet strømmede stirende omkring sig og kunne han se hvad den anden så, ville han måske lade sig betage af dørknoppen i messing, men alt han alligevel ville opfange, var at det var metal af en værdi. 

Afstanden var ikke den største mellem dem, som en bro af kviste kunne bygges mellem dem. Han fik hans fokus, fulde fokus. Måske for første gang siden han havde givet ham afslaget. Hånden om kæben, fik ham til at ånde ud i et suk. Han lod sig blive kontrolleret af den kølige hånd af den anden. Han lod sig indfange af fingrenes tag, deres tag kunne ænse i ham og han ville blot nyde det, som det var det sidste han ville opleve for en livstid. "Mhm?" nynnede han let. Skulle han sidde stille for en anden mand blot for at blive malet som en anden prostitueret. Det var alligevel lidt af en besked at få. Men alligevel -- her havde han alleredet forlangt at blive tilfredsstillet selv samme måde som en. Men det sluttede ikke der. Læberne lod sig let skilles, og han lod øjnene glide halvt i, som han fik trætte sengeøjne - sultent og hungrende efter hvad end der kunne gives. Mad var dog ikke på ønskelisten og blev det næppe lige forløbelig. "Jeg er ikke en man skal lære at kende, ha?" papegøjede han med lavmælt stemme og og lod tænderne blive presset let sammen mens læberne endnu havde deres skiltning. Tilbudet lå nu i hans magt, men han mærkede hvordan en finger lod sig røre ved hans underlæbe. 

Hvordan kunne han blive så påvirket blot af de sølle sætninger, men på den anden side, det var vel ganske normalt for ham, at det var talemønsteret der fangede ham, men at blive ophidset af det. Nej, Eskild måtte erkende, dette var noget andet. "Hvis du tænder på det, skal jeg nok overgive mig til dig".
Der var ingen tvivl om hvad det skulle blive til, hvorfor han lod sin frie hånd tage i buksekanten af hand nyfundne dukkefører for dagen. Fingrene gled ned om kanten, mens tommelfingeren lå lang kanten. Et let blev givet træk i det blev givet. Han var klar til at følge med og træde ind, blive anvist til hvad end han skulle gøre, bare han kunne komme ud af det våde tøj i sidste ende. 

Det var som om at der skete en forandring med byvagten, da de sorte handsker fik fat om hans kæbe. Først forundret, og derefter fristet, så Corinth en bølge af aberration skylle over det solbrune ansigt. Øjnene gled halvejs i, og intet mindre end pacificeret, villig, føltes den ellers stolte mand pludselig. Det føltes fantastisk. Og tydeligvis uden meget tanke for at de stadigvæk stod udenfor hjemmet - eller i hvert fald ligeglad med eftermiddagstraffikken - gled hans hånd over taljen på den anden i en eftergivende, dog fast bevægelse. "Mmmh.." smilede han. Så dét her forslag ramte alligevel noget, i den ellers apatiske skikkelse. Det havde man ikke forventet, og en sagte latter fulgte med. 

Et redskab, et instrument, en lukket og ulæselig bog - der var mange måder at betragte en andet menneske på. Men da ordene slap over Eskilds læber, var det som om at et timeglas blev vendt inde i adelsmanden; sandkorn for sandkorn byggede det besiddertrangen i Corinth op, og han sukkede sagte, da det kun virkede til at gøre det bedre for sengeøjnene, da han strammede til.

Han føltes pludselig ikke ligeså kold mere til trods for det våde tøj klæbede om kroppen. Ind, de skulle ind. "Det er beskidt sagt" nåede han lige at få hvisket, en åbenløs erklæring som dog ikke virkede til at forstyrre nogle af dem, førhen et lille stød brød hans opmærksomhed - det bredte sig fra livet. Et eller andet sted under deres 'øjenkontakt' følte han fingre møve sig ind imellem buksekanten og maveskindet. Og ufrivilligt følte han en gysen sprede sig fra det rørte område. Som modsvar trak skyggesønnen ham tættere ind til sig, og lod den anden hånd famle efter dørhåndtaget bagved dem, trak dem med sig imens. 
Døren åbnede heldigvis indad, og lod med en dæmpet lyd af tunge skridt og en lidt fumlende entré dem begge komme ordentligt ind. 
I baghovedet, registrerede Corinth hvordan at hastige trin ned af trappen vidnede om at tjenestefolkene var på vej ned for at tage imod dem. Men adelsmanden knap nok ænsede dem, eller hvad de eventuelt ville se, de var alligevel lidt vant til det. Imens de kom mere ind i entreen, skubbede han opfordrende den kolde hånd mere hen imod bukseknapperne, og skiftede kæbepartiet ud med en håndfold hår, stadigvæk vådt, som tiltalende snoede sig imellem hans fingrer. 
"Vi har gæst" proklamerede han lavmælt til tjeneren, der med et lille 'eep' nåede at dreje om hjørnet, hænderne løftet imod hendes mund i et uudtalt 'åh'. "Mangler du noget?" forsatte han ufortrødent, nu til byvagten, og følte Eskilds net glide af skulderen med et dæmpet bump, så han mere effektivt kunne få tilgang til den varmere krop under de kolde lag. Men først. 
Med spørgsmålet rykkede han det skarpe ansigt hårdt tilbage, hånden begravet i det mørkebrune hår og et næsten bifaldende smil om læberne. Det havde han tydeligvis ventet på at gøre igen. 

De fugtige handsker føltes klæbende til ham, deres brændemærke æstet sig dybt i ham. Han ville kunne mærke det længere efter, blot ved at røre sig selv de taget steder - men som det ville ske, kunne han blot erindre, hvordan han fingre havde gledet strygende over Stians bløde hud for at få indtrykket af hvordan han så ud. 
Men tryllebundet af den andens åndedragt og berøringer, svindede tankerne om kollegaen stille bort. Hvordan han formåede at fange ham på sådanne måder, kunne end ikke guderne fortælle. Men Eskild trak hans dufte til sig, den harske blanding af urter blandet med ønskespringvandets sødme duft i forårets tegn. 

Kroppen var som bundet i tynde tråde, tæt fanget og ude af stand til at modstride hvad end der skete for ham. Han var klar til at blive kvalt af hånden der tryllebundet ham på de mest utænkelige måder. 

Fødderne flyttet sig under ham, og han slap ikke sit greb om buksekanten, det strammedes blot så meget som muligt. Om han skulle glide væk fra det her, nej. Omgivelserne var tydeligt for ham, deres vægt i gulvet gav dem væk, men intet af det var vigtigt - om det så havde været et bagholdsangreb, så var hans fokus (lyst) andetsted. Eskild følt sig berøvet fra at smage manden foran sig, men udstødte blot et lille 'ughn', som han mærkede det skiftende tag fra kæbe til hår. Fingrene fik fat om bukseknappen som han så stille blev instrueret i at få hånd om. Hånden med gaven blev, så vidtmuligt, sat fra sig, for at hånden kunne tage fat om selvsamme buksekant som den anden hånd. "Sikke et idiotisk spørgsm-" -- "Nggh" hovedet blev trukket arrigt tilbage og han bed tænderne sammen. Vejrtrækningen accelereret.

Der var intet som manglede, men trangen til at mærke den anden steg iltet i ham. Hvordan kunne man føle sig som en en syttenårige i dette moment. Hånden havde fået knappet bukseknappen op og gled under de våde lag af tøj for at få fat i hvad end den anden gemte på, mens den anden hånd blot holdt om buksekanten, som et sikkerhedsnet. Ingen grund til at træk bukserne af en mand i hans hoveddør. 

Det bifaldende smil, blev i samme sekund til et bifaldende grin. Et idiotisk spørgsmål? Dér var trodsigheden fra før, og det vred sig mageligt. Nu hvor han var mere bukket tilbage, handskerne knirkede afslørende da han strammede grebet, lænede Corinth sig ind over den højere mand. Fordi nu var det endeligt muligt. Læberne lagde sig tændt imod den blødere hud under kæbelinjen, og med en lidt mere tilfreds brummen følte han Eskild arbejde effektivt med bukserne imellem dem, uden at han behøvede at understrege det. Koldt, hans hånd var kold. Ikke at det gjorde noget dårligt for adelsmanden, der næsten skamroste ham med de taknemmelige nap der fulgte med, da han lod sig dirigere af ham.

Bagved Eskild gled døren langsomt i igen, men den kunne ligeså godt have stået vidt åben - nu hvor at de var i gang, hev, sled og knurrede utålmodigheden i ham. Den duelerede samtidigt med en nidkær stemme der hviskede; rolig nu, Corinth. Øjebliksbilleder, husk at nyde-. Som om. 
Med et dæmpet støn krængede læberne lidt op, det var rart, hvordan han kærtegnede udenpå underbukserne, næsten lidt lovende om hvad han ellers kunne. Og han tog sig nogle sidste sekunder med forrettens appetitlige kærtegn, inden at han endelig løsnede grebet på det (formidable) hår. Det skulle de nok vende tilbage til, og blikket gled i stedet op på de lyse, fjene og alligevel nærværende øjne. Noterede sig den overfladiske vejrtrækning, rødere noter af enten irritation, eller spænding henover solbrue kindben. Nok det sidste, skulle han være lidt arrogant omkring det. Hans egen vejtrækning, var til gengæld også mere påvirket, og besnæret af mulighederne, gled to bestemte fingre ned i kraven på hans slum overfrakke, og trak hans blinde skikkelse med sig. "Jeg burde kaste dig i et bad først" summede han, en påtaget overvejelse i stemmen. Det var ikke fordi at han havde smagt forfærdeligt før, overhovedet, men det var svært ikke at lege lidt med, her med Eskild, når det bød sig. "Men det sørgede du selvfølgelig for tidligere i dag" og han trak ham med faste, målrettede skridt med sig ind imod stuerummet. Han orkede ikke trapperne lige nu. 
 

Halsen var blottet, kæben revet tilbage og gjorde højdepunktet for hans posering for den anden. Urokkelige. Urokkelige, men i himlen på sin egen forfærdelighed. Læbernes der berørning satte kroppen i arbejde, blodet sitret som kogende vand. Øjnene lå tæt på klem, selvom de intet så, fulgte de naturligt med i processen af handlingerne de begge foretog sig. Et kamera uden linse, blændet for alt godt der skulle ses. 

Klemmet døren gav, genskabte blot rummet på ny for ham, trapper, stue - hvad end der var at vide omkring hjemmet, men intet af det satte sig fast. Trods fugten, var varmen endnu at føles hos den anden. Tøjet, alt de bar, ville blot efterlade kroppene kolde og klamfugtige på sin egen måde, men det kunne ikke hindres helt endnu. Kunne det? Hovedet faldt tilbage på geled som håret blev sluppet. Var de begge ved at grave deres egen død? Hævnen var sød, lysket og altid godt gemt. Hvem havde mest at miste? 
Et fryns forlod ham, et bad kunne vel altid komme på tale, men det ville blot udsætte hvad de nu havde tændt op for. Malerierne måtte vente mindst lige så længe, eller var det en naiv tankegang at have. "Sikken en måde at tak mig på" kommenteret han sukkende som han fulgte med. 
Han ville give alt for at være tankelæser nu, men mulighederne bød sig ikke, alt han kunne gå med var kroppens små særheder, men intet af det gav megen mening. Han var kold, men liderlig med rejsning. 

"Åh, stuen.." lød det næsten i et støn fra ham, som han sin egen hånd glide ned over de vådebukser. Det var for at rette til, men gnidningen var mindst lige så meget for ham selv. 

Et eller andet sted bagved dem, ryddede en af husets tjenere deres varer væk, ganske professionel i måden hun elegant kom udenom den retning Corinth havde sat for nuet. Hun fik ikke meget opmærksomhed imellem alt det andet der skete, nej det trak slet ikke ligeså meget. 
Ikke ligeså meget som måden hvorpå hans tøj føltes omklamrende, på alle de forkerte måder. Måden hans hjerte bankede, og blodet brusede. Måden Eskild i et ironisk suk beklagede sig, og han med en lille hovedrysten ledte dem videre. 

Hånden gled over dørhåndtaget, og med et glimt af uudtalt enighed lurende i de mørke øjne, skævede han bagud på den anden mand. Åh. Og han lod en lille, indbydende 'velkommen' brummen følge, da han hev ham med ind i det andet rum. 
Eskild kunne næppe se det, men tunge farver omgav væggene. Mange foretrak at dække op til det høje loft med hvide vægge og creamefarvede lofte, men stuen var nok nærmere som taget ud af en gotisk dramaserie. En pejs til at holde varmen, nogle sofaer sat overfor hinanden med et kaffebord imellem, og et rigtigt spisebord. Han styrede imod sidstnævnte. 
Det brændte dog stadigvæk, hvordan han i glimtet bagud havde set ham, eh, rette lidt på tøjet. Corinth kunne ikke være mere enig, og fattede hurtigt knapperne der holdt byvagtens overtøj sammen. "Var der et andet sted du havde foretrukket?" gled det undersøgende over læberne, imens han - egentlig som en lidt forskruet vært - var ganske værtslig. Sådan nogenlunde. For Eskilds standarder, værtslig nok. 
Overfrakke af, den kunne han finde igen senere, og imens han arbejdede lod han et forsinket blik glide ned imod skridtet, og fulgte den tavse opfordring fra før.. Et pudsigt, drillende smil gled da over læberne, og han kuppede hånden lidt mere indtrængende, lænede sig ind imod ham imens hans jakke nu kunne glide af skuldrene. "Til ære for mig? De er alt for meget"

Akustikken afsløret rummet, som et ekko i en dal følt han rummets atmosfære. Det var et hyggeligt sted på sin egen måde. Fyldt med personlighed og varme, næsten en modstridende oplevelse af hjemmets herre. Kroppen forstod ikke meningen med at blive fragtet til spisebordet. Solidt, det var solidt og robust, men hvad der definere det for ham, var blot fodtrinenen i gulvet der stødet mod bordets fødder. "Nej" der var intet andet sted han foretrak end dette. Det virkede perfekt, jo mere han indåndet rummets naturlige dufte og lod sig synke hen i den andens vejtrækning. Hænderne kunne kun gribe ud efter noget, de ikke kunne se. For hver vejrtrækningen den anden foretog sig, svandt klippestenen væk og han kunne kun falde tilbage.

Røgduften hang ikke blot i Corinth, men i hele rummet. Skyen lagde sig om Eskild og lod ham indhylle i den andens duft.  

En dyb vejrtrækningen blev taget og han rettet ryggen, som han mærkede hvordan den anden kom tættere på ny. Skuldrene sank en anelse og jakken gled ned. "Mhmh" brummede han sultent. Det var som at blive holdt hen, holdt for nar. Han ville have hænderne om den anden på ny, men han lod hænderne glide ned ad siden af sig selv, for at jakken kunne falde med et dunk til gulvet bag ham. Det stive skridt lod sig ikke kure af fugten eller sit våde omklæde, hvis der endelige skete noget, ville det blot være med medvirkende effekt for at få tørret området af i sin varme. 

"Du vil male mig, ah?" hænderne tog fat om livet på den anden igen og trak deres underkroppe tættere mod hinanden: "En oplevelse for livet?" var det hvad det var. Det lavmælte blev sagt, som det var hvisken i mellem dem. 

Grådigt, og mere og mere opslugt af selskabet, var det at Corinth tog styringen over hvor de skulle hen. Hvad der skulle ske, og nok også hvornår det skulle ske. For ørene var den sultne brummen lidt som et givende klap på hovedet, du gør det joh egentlig godt Corinth, og han ventede (u)tålmodigt på mere adgang, til hvad der lige nu virkede som hans. Eskilds rutinerede hænder var effektive, sit manglende syn til trods, og lidt henkastet slap hænderne skridtets område for i stedet at glide op over hans talje, nu hvor den kom mere frem. Følte det tarvelige stof an, og sukkede irriteret. En skjorte også? Det var lige godt- 

Åh. Et støn af nydelse slap Corinth, afbrød tankerne, fremprovokeret af den ivrige bevægelse der i et ryk stødte dem sammen. - Lige godt Zalans. Hovedet faldt tilfreds ind til den højere skulder, en anelse på skrå og øjnene lukkede i den dæmpede lyd af nydelse. 
En perfekt position til at høre den lavmælte hvisken ud fra hans øre, som fik blikket til at glide op i et lydløst ryk, side om side med et smil af 'jah'. Og en følelse af intens vilje til at se det ske. Jah han ville. Og Corinth  skubbede ham en smule hårdt tilbage, så røven stødte imod bordkanten. "Mmmh, lad mig genskabe dig.." villig i sin nynnen, nu talte de trods alt samme sprog, og hånden cirklede grådigt ind på hans solerplexus. Som en edderkop spredt over torsoen med de lange fingre, inden at han vred skarpe linjer over stoffets folder, da næven knyttedes og trak hans hoved og overkrop tæt igen. "Du kommer til at sidde stille, i den tid det kræver: Gøre hvad det kræver" mumlede han blidt, men i et toneleje der ikke bød til diskussion, og kunne mærke den varme ånde imod sine egne læber imens han talte. Fristende. Et lår gled dog samtidigt med op - pressede Eskilds underkrop tilbage imod bordet under deres 'forhandling', og lod ham med indvendig begejstring mærke den tændte byvagt. Han kunne ikke andet, end at presse anmasende til, i nogle små gnidninger af benet. Men gjorde ikke antræk til at rykke deres ansigter nærmere. "Og til gengæld, bliver du måske et af mine bedste værker" sukkede han, næsten drømmende når han talte om det, om Eskild, trods den grove tone af begær. 

Lag af tøj lå og tungede deres nærkontakt. De kunne ikke få en kropsligberørning som det første, men så meget andet lå alligevel klar til dem. Blodets rus steg kun, det ville springe parameter før de overhovedet var begyndt. Intet støn kunne overgåes, det lod han sig hvert fald fortælle, men alligevel toppede Corinths støn sit forrige. 

Bordkanten blev hans stopper, og han var klar. Tag mig var det eneste han kunne bede til nu, men det var ikke hvad han kunne få. "Genskabe mig?" gentog han i munden på anden og følte sig snydt for hvad der lå lige for næsen af ham. Klæderne var ham ligegyldig, brænd det af ham hvis det var nødvendigt. Men han kunne indånden den andens varme ånde, som røgelse fra alle de forbudte planter. Det blev hans eufori. Kroppen gav sine gys som den havde mærket hvordan fingrene af den anden havde listet omkring ham. Uanset hvor bestemt det end måtte have været, kunne Eskild ikke dy sig fra at smile kækt over det. Gøre hvad det kræver, skulle han virkelig sidde stille og mærke kroppens frustration hobe sig op inde i ham? Og hvad var det han forventede af ham, som han var et eller andet dyr der kunne pauseres. Kunne man virkelig forvente at Eskild sad stille af sin egen frie vilje? 

Munden gled åben i et givende støn, som han mærkede låret der gned sig mellem hans ben og gav en passende mængde pres i sine gnidninger. Underkæben spændte og vejrtrækningen steg på ny. Fuck af med det, drillerierne blev varmt modtaget, omend han ikke nød at blive holdt hen. "Hvor..mh dan vil du have mig?" som en anden sangfugl sukkede han efter mere, men han kunne lige så godt føje sig for nu, være der hvor han skulle opholde sig og som han ønskede at han havde ham. Hænderne gled tvingende under de våde klæder for at mærke den andens hud under sine egne hænder, hænderne ville krybe op ad lænden og ryggen af den anden. Berøringen var alt han havde at få for nu, for han følt sig fastholdt fra at fjerne afstanden mellem deres læber. Var han ved at blive som Stian havde været den nat. Ustyrlig sulten og drenget af begær, enhver berøring der kunne vække en ny lyst.