Det var flabet, selv for Viktor. Det måtte den unge grevesøn da kunne se og høre, men alligevel stod Richard model til det og måtte blot ryste svagt på hovedet over det. Af alle ting der kunne blive sagt, ville drengen have en forklaring, en uddybelse - en redegørelse for hvad der blev sagt. 

Cognac øjnene stod målfast mod de nøddebrune øjne. Han var faldet i en af de barnlige fælder og havde nu en stirrekonkurrence, en konkurrence han ikke ville have indvilliget i om han så blev spurgt eller tilbud diamanter. Men da han ikke ønskede at lege med i sådanne lege, lod han øjnene glide væk fra det nøddebryne til den blege hud, øret og så gaden bag ham, før han lod hånden fra hagen gnide ham mellem øjnene en enkel gang. "Ikke de der barnelege igen," ytret han mildt opgivende og armen glide om skulderen og hånden i håret på Viktor, indtil han kort kunne presse ham mod sin egen skulder: "Det er fjollet" sagde han med dæmpet stemme til den unge mands øre og slap ham derefter, og trådte et skridt tilbage og begyndte at gå videre ned ad gaden. 

Richard vidste at det måske var at ligge mere end brødkrummer, men hele skiver af brød, men han gjorde ikke noget forkert i det. Det bildt han hvert fald sig selv ind for nu. Det var ganske .. okay. 

 Bang. Fyrværkeriet susede op, og eksploderede i en fanfare af fantastiske farver der ikke fortog sig med det samme i adelssønnens indre. Selvom Viktors øjne havde holdt øje med Richard hele tiden, kom det stadig bag på ham hvordan han pludselig blev trykket ind til den anden. Pande mod skulder, hans læber mod Viktors øre. Tilstanden var dødbringende for ham. 

 Viktor holdt vejret i Richards greb, og stirrede stift på stofpartiklerne i den andens klæder, mens han lyttede forbavset til. Hjertet sad helt oppe i halsen, mens armene hang som stive stokke på hver side af ham fra chokket. 
 Den dæmpede stemme kildede ham varmt i øret; 'Det er fjollet.' Han sank en tør klump i halsen, blinkede, langsomt, én gang - og trådte et omtumlet skridt tilbage fra kaptajnen da han blev sluppet. Kinderne var lige så rødglødende igen, som da de havde forladt badehuset. 

 De nøddebrune øjne så ledende efter noget i Richards ansigtsudtryk, men der var intet at tyde. Brynene pegede sig forvirret op i panden, og artikulerede mest af alt, en ung mand der havde mistet mælet. Men som Richard vendte rundt, begyndte Viktors mundvige at bævre i et vantro smil, og han skjulte sit forlegne ansigt i hånden, og tog en dyb, rystende indånding. Det var temmelig fjollet.

"Hah." Brummede han mildt ind i hånden, og var blevet fuldkommen blød som smør. Måske skulle han ikke bekymre sig så meget om hvem der kunne lide ham og hvorfor - men istedet, tænke mere på sine egne følelser.
 
 Det er jo mig der kan lide Richard, tænkte han uroligt, og betragtede kaptajnen lidt, inden han fulgte efter. Men, der var også stor sandsynlighed for, at Richard også kunne lide ham. 

 Viktor tværede hånden ud i ansigtet og rømmede sig for at indhente Richard. "Vent - Jeg kan ikke følge med når du går så hurtigt!"