Det var noget af en kamp at få Eskild op på benene. Det virkede til at han var langt mere tilskadekommen end Stian virkede det til, og dermed var Stian måske ikke sådan at kimse med, men samtidig så var Eskild halv blind. Men hans sanser var bedre end Stians. 
Issac var utrolig irriteret over denne situation, og lige nu lagde han meget af det over på Eskild, for han havde nok ikke kunnet dy sig at komme tæt på Stian og provokere ham.

"Hr. Sølvklinge" Nikkede han roligt hans vej og hilste. Det var altid noget at han havde en kollega på stedet. Issac havde ikke haft muligheden for at tage sig af dem begge to. 
Eskild var dårligt nok vente bevidsthed, da han fik ham under kontrol. Han blødte frygteligt og uniformen var næsten lige så blodig som ham. 
Issac fik Eskild arm rundt om hans skulder, og hjalp ham med at holde balancen.
Lige nu gjaldt det om at få ham væk, så han kunne komme til en healer.
"Og jeg får Eskild til en healer" Det var alligevel det mest rigtigt at gøre.

Som han fik guidet Eskild ud af menneskemængden, trak han ham videre mod den nærmeste healer. "Du hører jo alligevel ikke efter" Kom det irriteret fra Issac. Han var ikke glad for det der var sket med Eskild, men han regnede heller ikke med at han var så dum som han var. 
"Du kunne bare ikke dy dig for at gå til Stian og provokere?" Idiot. Eskild havde de her utrolige lyster til at opfører sig grænsesøgende og irriterende, og nu var det gået galt og Stian havde fået nok. Han forstod udemærket Stian.

 Stian stod blot helt slap ved siden af Alister, der forsat havde fat i ham. Det var som om han gled ind og ud af bevidsthed uden at han var ved at besvime. Den vrede glød der før havde været at se i de nøddebrune øjne, var nu udbrændt - at hans blik blev tomt og koldt. 
 'Jeg tager ham tilbage til hovedkvarteret' , trods at ordene blev kaldt lige bag ham, føltes de så underligt fjerne. 

Han tog sig svagt til maven, da han nu bed ordentligt mærke i smerten, fra knæet han var blevet ramt af tidligere. Hovedet, kæben, munden, ryggen.. hjertet - gjorde ondt. Hånden førte han videre til munden, i et forsøg på at tørre blodet væk fra læberne der forsat blev malet af det klistrede blod. Den blå og røde farve blandede sig på hans ærme. Stian kunne ikke høre hvad Eskild sagde til Løjtnant Thorne; han kunne bare se læberne bevæge sig. 

Hvor var det dog uretfærdigt det hele.

Nok havde Eskild fået hvad han havde fortjent, mente Stian, men det efterlod ham bare med en grim smag i munden. Det var bittert, og det føltes hult. Og det ændrede ingenting

 Stian fulgte med uden at gøre modstand, men vendte sig, som en slatten dukke, så han bedre kunne følge med Alister uden at skulle gå baglæns. Han kunne godt fornemme hvordan det hele måtte have set ud. Stian stod, og Eskild lå ned. Hvordan kunne han komme sådan ud af kontrol? Hvad mon Alister tænkte om ham lige nu? Han ville bare væk fra det hele. 

 Hvad i alverden foregår der - hørte han lavmælt i sit øre, men han strammede blot kæben hårdere og forblev tavs. Hvad skulle han sige? Næppe hele sandheden. Han var fastlåst i kaosset. Hvordan kunne han føle så meget og ingenting på samme tid? Stian kiggede ikke engang på Alister, men stirrede blot modløs frem for sig, som han fulgte med. 

Alt var sløret og utydeligt for ham, han kunne ikke helt gøre sig selv opmærksom på hvor han faktisk stod helt. Trætheden ramte ham som et af Stians mange slag, kroppen gav sine ryst fra sig som han stod med fuld støtte opad Issac. Den eneste stemme som var klar og tydelig for ham, var Issac. Det handlede nok om at han stod på hans venstre side og kunne få stemmen direkte i hovedet. 

"Lad vær og råb," sagde han tæt på hviskende, uden at vide om det overhovedet var det som løjtnanten gjorde, da han meldte sin handlingsplan til sergenten. 

Hvert et led og muskel i hans krop skreg på pause. Hvordan kunne benene overhovedet gøre ondt, når de ikke havde været med i slaget. Men dele af den vej han blev guidet, der blev det hurtigt tydeligt, at kroppen blev mere og mere tung, og han afhang mere og mere af sin løjtnants støtte for at få bevæget sig nogen steder hen. 

Eskild kæmpede for at holde sig selv vågen. 
Men øjnene glippede ivrigt og det var tydeligt når man mødte hans øjne, at det ville ikke vare længe før han nok gik ud som et lys. "Han er ik' hel' sk-" afbrudt af en hosten og en anelse mere blod fra munden. Det var i samme sekund som om han havde glemt at han var ved at sige noget. Men han hang en anelse med hovedet på ny og lukkede øjnene tier for hver gang. 

Hvorfor kan jeg kan ikke se hvor jeg er, eller høre stemmerne omkring mig foruden Thorne. 
Alt jeg kan smage og lugte er.. jern.

"Det ligner, han trænger til det." Sagde Alister med et mørkt blik på Eskild, som han slækkede grebet en smule på Stian, for blot at skubbe ham gennem folkemængden. Det så ud til, at kampgejsten var gået ud af ham som luften fra en ballon, hvilket Alister satte pris på.

Han kunne dog ikke helt lade være med kortvarigt at aktivere sin magi, som han fokuserede på Issac og Eskild, og ordene du kunne bare ikke dy dig for at gå til Stian og provokere! nåede hans ører. En under følelse af lettelse bredte sig i maven på ham ved dette - for selv om Stian havde opført sig forfærdeligt, kunne det i det mindste tyde på, at der måske havde været to til at starte konflikten..

Han havde fat i grebet på den meniges overarm, og den magiske hørelse ophørte, som han brysk kommanderede: "Det bliver minimum en måneds latrinrengøring til dig, Hwan.. " Blikket faldt for første gang rigtigt på Stians ansigt og rynken mellem hans bryn blev dybere. "Du bløder." Konstaterede han. Eskild så ud til også at have fået nogle slag ind..

"Uden tvivl" Kom det fra ham, som han lod blikket glide over på Eskild og så hans ekstreme forfatning. Han havde ikke regnet med at Stian havde haft det i sig, men han var tydeligt stået op for det som Eskild havde kørt imod ham. Det var hvert fald hans egen tanker om det her, men i så fald måtte Eskild forsvarer sig selv, når han er kommet til hægterne.

Det lød måske som tunge og højre ord for en som Eskild, som lige nu var døv på det ene øre og næsten blind på de to øjne. Kroppen havde det uden tvivl ikke for godt, og det ville kræve en god healer at få ham op og klar igen. Men så måtte han tage den tid det tog. Forhåbeligt havde han lært en lærestreg denne gang. 
Men det var måske ikke det rigtige tidspunkt at belære Eskild om hvor dumt han havde opført sig, hvis det var hans skyld. Men han kunne ikke lade være med at være irriteret over at det skulle komme så langt ud som det var.

"Lad være at snakke lige nu" Han vidste godt det var svært for Eskild ikke at blive ved med at snakke, for det lå til ham. Den næste sætning lå sikkert allerede på hans tunge, om at Stian var lige så god om det her eller det var ham der var startet. 
"Vi skal have dig hen til en healer, så du kan blive klar igen" Og så kunne de jo tage en snak, når han var klar til det. Noget måtte der ske.

Der var ikke meget at hente fra Eskild. Kroppen blev blot mere sløv som skridtene blev taget, og han lod sig guide med fuldstøtte, i sådan en grad, at han faktisk ikke ville ane hvornår de ville være der. 

Al lyd begyndte at blive sløret, udtværet som mumlen og susen. Kroppen magtede ikke mere. Den havde sagt nok og satte en stopper for al unødvendig evne og aktivitet. Havde det ikke været for hans løjtnant, var han nok blot blevet efterladt til brostenene. Det var ingen tvivl for ham eller Stian, hvis blod der flød mest af der. Det var dog velfortjent set i bakspejlet. 

"Mhmm" brummede han blot og fik givet mere efter i at have eget fodfæste. En tur til healeren var nok en meget god idé. Der vile han kunne blive tilset for de værste skader i første omgang.