Seths blik slap ham ikke da Aslak gav sig til at svare, han kunne ikke lade være. Måske var der en lille forhåbning om at han fatkisk kendte til forbandelser, dæmoner plejede at være gode til magi, og hvis man skulle snakke om held, måtte det gerne være nu det hele vendte. 
Men han så ligeså forvirret ud som man kunne forvente, og Seth rystede en anelse forsinket på hovedet, som svar til hvorvidt han ikke havde noget valg. 

Øjnene smalledes dog en anelse da han afrundede sine tanker, og Seth følte ordene falde hårdt ned i ham. Som sten i sort vand, inden at de sank udenfor solens rækkevidde, og ramte bunden. En velsignelse? Han måtte tage pis på ham. Uden at kende til planterne der levede af hans krop, kunne Seth i en lille grad godt se hvad han mente. Men han måtte se sandheden, for at kune stå ved de ord. 
Mørkelveren satte med en lavmælt mumlen koppen fra sig, og trak med en dæmpet raslen hætte ned, så de store bregner og slyngplantere der voksede fra kravebenet, dæmpet fik spredt sig ud. Den ene af bandagerne på hånden blev forsigtigt viklet op, og han afslørede langsomt en arm, hvor tydelige spor af planterødder snoede sig under huden, og små blade dækkede hvide streger fra en godt gemt tatovering. "Hvis jeg lader være, vil plantevæksten sprede sig. Den næres af mig" naturen var smuk, men den var grum. Det var en brutal skønhed, og han knyttede hånden lidt forsigtigt, så neglene ikke skar i huden. "Når jeg helbreder dem, sænker det farten. Men hvordan jeg løser forbandelsen, det ved jeg ikke" og han stirrede i et glimt af had ned på den grønne vækst. 
Der var sikkert en eller anden forskruet morale han skulle lære. Og om noget, var det svært at lære en gammel hund den form for nye tricks.  

Uanset hvordan han præsenteret sig selv eller gav sit jeg til kende, var det genkendeligt at forveksle ham med de dæmoniske rødder som havde lagt sig som en tyng skygge over hans art for århundrede, fortællinger som han ikke ville kaste sig ud i eller prøve at skabe et billede af, end blot erkende det faktum at han lignede en af dem. Men Aslak, som det nu engang var, kunne ikke tyde hverken skuffelsen eller forventningen i den andens mimik. 
De oplysende øjne satte den spæde kop fra sig og han rykkede let på kroppen, trak benene under sig og samlede hænderne på skødet og studsede som mørkelveren begyndte at vise hvordan hans tilstand i sandhed var. 

Mageløst. Det var første tanke. At være forsvundet til naturen på en så grufuld måde, det måtte lede til magen mén og overvejelser for sin egen tilværelse. Blikket i blåt skævede ned på den blå hud af sig selv og lod hovedet trække en mine op som læberne blev let presset frem i tankestrømmen. "Hvad har forbandet dig?" eller hvem. 

Det gav god mening man ønskede at være fri for noget som spiste af en, levede af en til det sidste åndedragt, men der måtte vel være grænser for selv sådanne behandlinger af andre. "Jeg har godt høre fortællinger om hvordan de forskellige racer skyr til grufulde metoder, men at opleve det i min egen levetid.." fortalte han ærligt og vendte hovedet mod den beplantet mand. Munden med en let brevsprække åben i forbavselse. 

Hvad der havde forbandet ham? Seths øjne formørkedes af det minde som ordet bragte op, og han sukkede sagte. "En jordelemental. Men en mægtig en, det er nogle år siden efterhånden.." og han betragtede den dæmonlignende skikkelse tage informationen ind, med en afventende tavshed omkring sig. 
Det var alligevel ikke ofte han fik det 'vist frem', og det af ganske gode årsager. Det så ikke ligefrem kønt ud. Men alligevel lød det næsten som om at Aslak fandt det... en underlig form for overrasket i hvert fald, og mørkelveren nikkede lidt sagte, da han hørte opfølgningen. "... det ændrede også min magi" tilføjede han, måske endda uden helt at vide hvor lysten til at uddybe kom fra. 

Grufuld var i hvert fald et mere passende ord, end hvad end, poetisk, pjat man kunne aflæse i det. Men på det punkt havde Seth nok altid været lidt af en bitter pessimist, og mørkelveren brummede lidt sage. "Jeg troede at det ville forsvinde med tiden, men som du kan se.." jah egentlig var det kun blevet værre, indtil han var gået det lille skridt, der bød ham 'knække koden' med healingen. Men resten af forbandelsens løsninger, forekom utroligt fjerne. Det lå satme langt forude, hvis det virkelig krævede at han ændrede personlighed, i så omfangsrig en grad. 

Nogle år, det kunne være alt fra tre til hundrede år i deres leve tid. Mørkelver levede længere og de han havde mødt, omtalte tiden langt anderledes end menneske-racerne.  Men han nikkede stille og lod blikke sænke sig mod de spæde flammer. De stilnede langsomt i mod en form af ende, men holdt sig selv ved lige, lige lidt endnu. 
Det var en grim forbandelse, skønt dens budskab var lige så klar som regnvandet fra himlen. Det var intet under at Seth gjorde sit for at skjule dets fremtræden, de færreste ville måske give ham muligheden for at forklare sig selv, før de havde forladt ham. Eller var det blot Aslaks simple tanker der overanalyseret noget så ganske simpelt. 

Smil der falmede og kryb stille tilbage henover hans læber fik han lige så stille til at træk på skuldrene og løftede blikket op mod mørkelveren på ny. "Hvordan var din magi før?" kunne en magiløs person kun spørge ind til. 

"Forbandelser er til for at blive" sætningen var afgørende for hans egen eksistens. "Det er blot at finde en levevej med det man er givet, selv efter det er forsent" det var ikke trøstende ord, men en realitet. Aslak havde aldrig selv været den forbandet, bare efterkommere til fortidens glemsel. 

Den toppe kop blev rakt hen i mod Seth, den var blevet taget med små sip, men ingen grund til at sidde med den længere, medmindre han skulle tage den med sig i sidste ende. 

Det føltes som en evighed siden, at Seth egentlig havde fået snakket om sig selv. Et emne han ikke nødvendigvis undgik (sagde han i hvert fald til sig selv), og nød for en kort stund, den opmærksomhed der faldt med det. Det føltes ikke helt som ynk. Fordi havde det dét, var det nok ikke stået på særlig længe. 
Men i sidste ende, måtte mørkelveren dog også være uenig i de afrundende ord, en overvejende, jah noget der næsten kunne forveksles med irriteret rynke i panden. "Forbandelser er til for at brydes" ligesom regler, reguleringer og retninger. 

Den indbundne hånd greb det tomme glas, og Seth trak det til sig igen, så han ikke mistede det af syne i løbet af aftenen. Han havde så få ting, de skulle ikke blive væk.

De små væsner han havde bragt med sig, virkede til langsomt at leve mere op. Og mørkelveren løftede kappen en anelse op, da der gradvist blev varmere og varmere. Bålet gjorde dem alle godt, virkede det til. 
Med pupiller fikseret i flammer, svarede Seth alligevel lidt forsinket. "Mere nyttig. Jeg kan ikke helbrede mig selv, og en evne der kun gavner andre, virker ikke ligefrem praktisk" og tungen pressede lidt tænksomt ind imod de lidt skarpere hjørnetænder, da han overvejede om de var værd at nævne. "Mørke, og mentalisme" endte han dog med at indrømme. 

Skønt Aslak ville erklære sig enig, måtte han erkende over for sig selv, at det ikke var en realitet. Forbandelser var skabt med et simpelt formål, at besværligegøre tilværelsen for de ramte. De levede af to tilværelser, og hver i sær havde sine erfaringer med sådanne ting. 

Han sank blot lidt med skuldrene som et modsvar til det. 

Glasset blev sluppet og overrakt, ude af sind ude af verden. Nej, det var ikke sådan udtrykket var vidst. Men han rykkede let på sig og kiggede mod ilden, den skulle have været hans for natten, men den kunne med nemhed deles, og ellers overgav han den gerne til elveren med kviste og grøn. 
At besidde en helbredende evne, men afholdt fra at kunne gavne sig selv - en udødelig uretfærdighed. De lysende øjne sank studsende mod de små kreaturer der lystigt lå og sugede varmen til sig. Der var noget melankolsk over det han sagde, men nu sad den uvidende pludselig små tom for ord og nikkede blankt for sig. 

Stilnheden kunne omslutte dem, tage natten frem dem og det ville ikke genere ham på nogen måde. Tvært i mod. 

Med stilheden der lagde sig over de to skikkelser, var det kun bålets knitrende brændeknolde, der i sidste ende fyldte luften. Varmen var bedøvende, og brændelugten som et fjernt minde, der kunne lulle en til ro. Med et stilfærdigt selskab, og muligheden for ikke nødvendigvis at lade sig drive af småsnak, faldt Seth langsomt hen i aftenens ro. 
Og uden mange flere ord til at forlade de mørke læber, lod han gerne timer passerer, inden at morgenen ville vække natten, og atter sætte himlen i brand, med sit opgående, lysnende farvespil.