Han havde ret. Hun lod atter blikket se på ham, som han kom til syne med sin front. "Denne snak handler udelukkende om vores barns fremtid med sin far, uanset hvordan du vender og drejer det, vores handlinger krydser hinanden for et fælles punkt," det var ikke for at modsige ham, men hun gjorde kun som hver anden moder ville gøre, gøre alt for at stoppe noget før det gik ude over hendes barn.
Charmander 18.01.2023 09:18
Det var ingens ønske at få sådan en besked med på vejen. At vi alle er af samme slægt, trods for hun blot var giftet ind i den. Men hun skulle leve op til deres navn, men havde sin ret og mulighed til stadigvæk at gøre som hun selv ville og fortolke sine handlinger - uden at det havde et negativ udfald for de andre. Men hun måtte nok bare lade det ligge. Hendes barn, deres barn, ville blive en Kazimi uanset hvordan hun vendt og drejet det.Han havde ret. Hun lod atter blikket se på ham, som han kom til syne med sin front. "Denne snak handler udelukkende om vores barns fremtid med sin far, uanset hvordan du vender og drejer det, vores handlinger krydser hinanden for et fælles punkt," det var ikke for at modsige ham, men hun gjorde kun som hver anden moder ville gøre, gøre alt for at stoppe noget før det gik ude over hendes barn.
Beanstalk 18.01.2023 19:49
Atter tog Jontar en dyb vejrtrækning. Man skulle tro, at prinsen havde gået til en eller anden form for terapeut for vrede med hans teknik. Men det var bare ren natur. Han ville aktivt ikke hæve stemmen unødvendigt over for Pompeia, skønt han så inderligt ønskede det. Bare sprænge hendes hoved rent figurativt. Men vrede kom man ingen veje med. Så meget vidste han."Så at du gik bag om min ryg og gjorde aktivt noget, jeg ikke ønskede, er for vores børns skyld? At du valgte at tage kontakt til en kvinde, jeg op til flere gange har beskrevet som farlig? En, som jeg ikke ønsker at kende for meget til dig for din og vores barns skyld?" Jontars øjne var anklagende omend også bekymrende. Han frygtede, hvad hans moder kunne finde på at gøre. Hvordan kunne man vide, hvor man havde en kvinde, der havde sådan en historie bag sig?

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 18.01.2023 20:29
"Se det fra mit perspektiv," bad hun ham roligt om og trådte lidt dybere ind i rummet og lod skuldrene sænke sig. De sidste mange måneder var snart ved at blive udskiftet med et år, og på den tid havde Pompeia skulle sige farvel til alt hun kendte og havde kært for at blive en del af det han havde og var. Sådan var det blot for kvinderne i de adelige kredse, de kvinder så levede op til standarden og forventningen der hvilet på dem. Safiya var næppe en undtagelse, nogen kvinder blev tvangsgift mod deres vilje, andre (som Pompeia) tog i mod hvad hun kunne få med kyshånd og ville finde ud af hvad manden forventede af hende. I mod tro og skik var hun ikke som det normalt blev forventet af hende, og han havde kun sig selv at takke "Dine beretninger er baseret ud fra ikke kun dine egne holdninger, men udefrakomne. Jeg følger dig troligt igennem ild og snestorm, men jeg deler ikke alle dine holdninger, specielt ikke hvis de er udelukkende er baseret ud af had og foragt. Hvordan var din moder som moder, før hun gjorde som hun gjorde, det har du ikke fortalt mig, derfor må jeg tackle nogle af vores problemer anderledes end du," ikke sagt, at hun tog og løftede byrden og løste problemet, men hun ville ikke se passivt til.
Beanstalk 19.01.2023 15:01
Mange ville nok se, hvad Pompeia gjorde som forræderi mod sin mand. En kone skulle være der for sin mand, om så de var enige eller ej. Det var den traditionelle opgave for kvinder i et ægteskab. Men Jontar var selv en utraditionel mand. Han lod Pompeia have sin mening. Nej, han lod hende ikke have den, for hun havde en holdning, om så Jontar sagde ja eller nej til det. Det ville være nemmere at have en lydig kone, men hvad gjorde så ens kone forskellig fra andre tjenere, slaver og ansatte på paladset?"Min moder er skyld i, at jeg har mistet så mange af mine brødre. At min fader er i smerte. At jeg er i smerte!" Stemmen kunne ikke andet end at blive hævet. For Jontar havde mærket ændringer i sig. Underlige følelser han ikke havde haft før. Smertende stik i kroppen. "Hvad min moder var før det er glemt for mig. For jeg husker kun den smerte, hun har forsaget os alle."

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 20.01.2023 17:59
Hun lod ham hæve stemmen, uden at indikere nogen former for reaktion. Det var næppe et emne han havde talt om før, siden han reageret som han gjorde. Luften forlod hendes lunger tungt ud gennem næsen. Men der var mange usagte ting i denne familie og følelser for sådanne oplevelser var nok de mest undertrykte af dem alle. Kinderne blev pustet lidt op, som hun forsøgte at finde ord at give ham, men intet kom ud andet end luft. "Vil du have at vores barn skal have samme forhold til en af os? For de svie og smerter vi måske kommer til at gå igennem til den tid?" det var lidt at famle i blinde, men han så det ikke fra andre sider end sin egen, og hun kunne ikke støtte ham i det.
Beanstalk 20.01.2023 18:10
"Mine søskende og jeg har det forhold til vores moder på grund af mine forældres forhold til hinanden!" sagde Jontar endnu med en hævet stemme. Det var hverken Jontars, Dains, Darkhans, Meenas eller nogen anden af afkommenes skyld. Det var forældrenes skyld. Jovist anså prinsen som moderen til at være den hovedskyldige. Men hans fader kunne ikke være komplet uskyldig. End ikke en dæmon kunne finde på at forbande sine egne afkom ud af det blå. Der skulle være noget bag det.Jontar gik væk fra sin kone igen. Han gik hen til en kommode og hvilte begge hænder derpå, bøjende blidt i det ene knæ. "Vores børn vil få det samme, hvis vi to fortsætter med at skændes. Med at bryde, hvad vi lover. Ved at have hemmeligheder for hinanden." Jontar snakkede med lukkede øjne og et sænket hoved. Ryggen var til Pompeia, men han snakkede direkte til hende.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 20.01.2023 20:08
Dér. Han erkendt at det var forældrenes skyld, ikke blot moderens. Men hun holdt hovedet højt og spændt langsomt mere i kæben. Hun stod mere og mere som en hver anden hustru og kvinde der var lagt i lænker. Skuldrene sunket, benene tæt, hænderne foldet over hinanden og uden at vise nogen tegn på følelser i sit kropssprog eller mimik. Normalt ville dette være uden betydning, men Pompeia var ikke en normal eller traditionel hustru, så det var med betydning. Stor betydning. "Alligevel holder du hånden over din fader som han intet forkert har gjort dengang," en kvinde blev drevet ud til sine mest desperate punkter, kun en husbond kunne drive en kvinde så lagt ud. Hovedet drejet med i hans retning: "Samme forhold til mig som du har til din moder?" hun lod alt det andet blive efterladt. Alle de andre bekymringer.
Beanstalk 20.01.2023 20:25
Ville Pompeia bare gerne diskutere? Skændes. Kæmpe. Være mod hinanden. Han sukkede højlydt. Han gjorde det ikke lavmælt og for sig selv. Han gjorde det, så hun kunne høre det. Det var ikke en hemmelighed. "Det var ikke min fader, der forbandede slægten. Det var ikke ham, der aktivt har været skyld i så mange dødsfald og sorger."Var det virkelig nødvendigt at fortælle? Jovist holdt Jontar hånden på den måde over sin fader. Men det havde ikke været faderen, der havde kastet forbandelsen. Det kunne meget vel være fyrsten, der havde skubbet sin kone derud, men i sidste ende var det moderens forbandelse, ikke faderens.
Endelig vendte Jontar sig rundt. Lænden helt op af kanten af kommoden og hænderne endnu hvilende på overfladen. "Du er ikke min moder. Jeg kan ikke se på dig, som jeg ser på min moder." Det burde være nok til at fjerne alle bekymringer, som Pompeia kunne have. Selv midt i deres skænderi kunne Jontar kun se Pompeia foran sig. I sidste ende var hun hans kone. Moderen til hans kommende barn. Ikke hans moder.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 20.01.2023 20:35
"Så din mor har valgt at forbande jer for sin egen fornøjelse skyld, det er hvad du udtrykker nu," Pompeia kørt emnet rundt i cirkel, nok var Fyrsten ikke den som forbandet slægten, men han havde en alt for aktiv finger med i spillet til årsagen for, hvorfor slægten var blevet forbandet og det kunne man ikke bare se passivt fra. Skulle Pompeia virkelig begynde at se på hvor mange lig der lå bag ham og overbevise Jontar om sin faders medvirken i disse dødsfald. For disse kunne han ikke komme uden om, uanset hvordan Sephyran stod i forhold til forbandelsen, hvis han var en grundårsag til forbandelsen, ville Pompeia kunne se hans fortabte sønner. Et simpel blik og hun fjernet blikket fra ham som han vendte sig rundt. Blikket stod stift frem for sig. "Mit barns fremtid er det vigtigste for mig, at være din hustru det næst vigtigste. Vig dig mine ord Jontar, jeg skyer ingen midler for at passe på dette barn eller de fremtidige børn," det var en klar melding. Nok en dødelige en af slagsen.
Stilel satte hun fodtøjet i værk: "Jeg elsker dig over alt på jorden, men din moder er et emne vi ikke kan nå til enighed i eller omkring. Jeg lover dig, at jeg ikke vil bryde flere af vores løfter,"
Beanstalk 22.01.2023 20:47
"Du propper ord i munden på mig, Pompeia." sagde Jontar højt og vredt. Det var netop ikke dette, han mente. Han vidste, at der måtte have været noget bag, som var begrundelse for moderens handlinger. Og disse grunde havde nok været med hans fader i fokus. Men igen, dette undskyldte ikke moderens handlinger. Det begrundede dem, men det undskyldte dem ikke. Man kunne gøre så meget andet end at forbande både fyrsten og deres fælles afkom. Hvis hun havde været sur på kun fyrsten, kunne forbandelsen have blevet på ham. Men Jontar vidste godt, hvorfor det ikke kun var fyrsten, der var offeret. At miste arving efter arving ramte fyrsten hårdere end en forbandelse kunne gøre alene på ham. Sønnerne var bare ærgerlige ofringer for fyrstens smerte. Dét gjorde Jontar sur.Truslen var klokkeklar mod Jontar. Men på en måde var det betryggende for ham. Pompeia kunne ikke være som hans moder, for hun ville ikke gøre skade på deres børn, om så det var den nemmeste og største måde at ramme Jontar. Uskyldige børn skulle ikke gøres skyldige på grund af deres forældre.
Alligevel valgte prinsen ikke at kommentere på hendes trusler. Intet godt kom ud af at svare tilbage på en trussel. Især ikke, hvis man frygtede, at det ikke var en tom en af slagsen. "Tak for det." sagde Jontar, dog med en undertone af skepsis. Hvem sagde ikke, at Pompeia kune bryde dette løfte om ikke at bryde løfter? Når først hændelsen var sket én gang, var det svært ikke at tro, at det ligeså godt kunne ske igen og igen og igen.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 23.01.2023 20:38
Og hun proppede gerne fler' af den slags i munden på ham. Han kunne hæve stemmen, råbe og skrige alt det han ville. Hun stod fast og det måtte irritere ham noget så grusomt lige nu. Pompeia vidste at hun var giftet op og skulle føje sig for ham i sidste ende - og det skulle hun nok også når tiden var inden til det. Men for nu, der måtte Jontar hidse sig op lige så tosset som han ville, hun skulle ikke gøre hans liv nemmere eller behageligere. I sidste ende, måtte han kæmpe mod det, som det var en hver anden fejltagelse af hans. "Så lidt," og lad mig endelige ikke fortryde det, lå som en provokerende undertone. Hun skulle nok være delvist lydig. Håbet var dog for en helhed i lydighed.
Pompeia valgte at tage de første skridt hen i mod døren, selvom det krævede hun ligeledes gik uden om sin ægtemand. Hendes klippe og værste bekendt.
Beanstalk 24.01.2023 20:51
Pompeia gik tydeligt imod døren, men da hun nåede forbi Jontar, valgte han at tage om hendes arm. Det var blidt, så hvis hun valgte at gå videre, ville Jontars hånd blot køre langs hendes arm, indtil hun var ude af hans greb. Men det var nok til at signalere, at han ikke var færdig med hende.Prinsen drejede rundt, så han kunne stå mere foran sin kone. Han kiggede på hende. Vejrtrækningen blev taget beroligende for at gøre ham tilpas. Han skulle slappe af atter igen. Derfor var han heller ikke færdig med hende. Deres skænderi virkede endnu ikke-afsluttet. "Jeg vil gerne have, du lover mig noget mere. Hvis du kan." Det var måske en fornærmelse at tilføje de sidste tre ord.
Hvis du kan.
Som om Pompeias handlinger indtil nu havde gjort hendes ord mere falske. Men Jontar tilføjede dem, så Pompeia havde retten til at nægte. Hvis hun vidste, hun ikke kunne holde, hvad hendes ægtemand ønskede, kunne hun sige nej. Hellere sige nej fra start end bryde hendes ord. For så var hendes ord endnu mindre værd, end de allerede var. Dén samtale var ovre, men Jontar glemte det ikke. Ikke foreløbigt.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 24.01.2023 20:57
Hånden var varm og langt frem stramt, hun skænkede farten og stoppede op før hun faldt ud af hans greb og så om på ham. Et langt mhm forlod hendes lukkede mund som hun afventende stod klar til hvad han ellers nu ville byde hende. Pompeia kunne han bidt hovedet af ham og hans hvis du kan. Men hun undlod, for skulle der en dag stå en kvinde og påstå at han var faderen til det barn, skulle Pompeia nok få sin hævn den vej igennem. Der var sikkert noget bagtanke bag det, han ønskede hun skulle love ham, men hun kunne lige så vel love ikke at overholde det, så snart hun vidste hvad det handlede om. Skulle de fortsætte denne torne ramte danse eller kunne han ligge det bag sig på et tidspunkt, når alt var stilnet hen?
Beanstalk 24.01.2023 21:03
Skønt hans greb svandt væk fra hende, forsvandt Pompeia ikke. Hun forblev stående ved Jontar. Lyttende til, hvad hendes ægtemand havde at ønske fra hende.Kort rømmede han sig. "Min moder. Lov mig, du ikke tager mere kontakt med hende," sagde Jontar. Han tog en dyb indånding på et par sekunder for at lade ordene falde ordentligt, før han atter åbnede munden. "Pompeia, vær sød ikke at møde med min moder." Hans ord gik fra et ønske om løftelse til noget han bad om. Det var ikke et træk af manipulation. Der var ingen hensigt til, hvorfor Jontar valgte at bede sin kone fra at gøre noget frem for at få hende til at love det.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 24.01.2023 21:18
Øjnene fandt vej ud u øjenkrogen og så på ham. Skulle hun virkelig føje sig for ham, men på den anden side, bad han hende pænt. Hun trak blikket fra ham og så frem for sig "Din moder har ikke svaret mig, så det er hvad jeg må arbejde ud fra, Jontar," det var ikke direkte et løfte eller en føjning for hans bøn. Men hun stod uden noget at reagere til. "Hvad frygter du hun gør ved mig?" spørgsmålet var oprigtig spørgende, men blikket lå endnu for døren af hende. Hun ville vide hvad han tænkte, før hun valgte at trække sig fra sin mand. Før hun kunne vide, om hun begyndte at hakke løften i mellem dem.
Beanstalk 27.01.2023 10:20
Selvfølgelig ville Pompeia ikke direkte love ham det. For hun ville uden tvivl vente på moderens respons. For hvad nu hvis moderen faktisk gerne ville møde Jontars kone? Prinsen ville frygte dette scenarie. Derfor sagde han bare: "Men vil du i det mindste fortælle mig, hvis min moder giver dig svar?" Så de kunne tage snakken sammen, skønt Pompeia nok ikke ønskede det."Jeg frygter alt, når det kommer til min moder. Jeg ved endnu ikke, hvor jeg har hende. Jeg ved ikke, hvad hun er i stand til at gøre." Eller det var faktisk lidt en løgn, for Jontar vidste udemærket godt, hvad den kvinde var i stand til. Og det var meget. Derfor var der nok også en anelse af frygt i de limegrønne øjne. Kunne hans moder være så meget som helvedet og vælge at kaste en eller anden forbandelse over Pompeia? Eller deres ufødte barn? Eller dem begge? Jontar kunne tænke sig til frygten selv.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 27.01.2023 17:55
Ønsket han gav, var uden tvivl forståreligt og burde være efterkommenligt. Men Pompeia havde sine tvivl. Det kom an på hvad svaret ville lyde på. "Hvis det er forsvareligt, ja," det var måske vagt givet fra sig, men hun havde ikke en idé om hvad af svar hun ville kunne få eller hvilken betydning disse ville have for hende. Så hun lod blikket falde let fra sig og til jords. Det var måske blot ekstra vægt til at skille dem ad fra hinanden, men hun stod uden chance for et konkret svar. Men han fortalt endvidere hvad der lå af frygt fra hans side af, hvorfor han ikke ønskede hun tog kontakt eller mødte med hans moder. Men hun havde sine mistanker om, at dette ikke var en fremtid hun havde forude for sig. Men hun må frygtet moderen mindre end faderen. Så hun nikkede blot med hovedet solen indforståelse for hvad han sagde og indikation for at hun hørte ham. Pompeia lod hænderne blive faldet sammen foran sig og hun gik hen i mod døren. Lidt tøvende med at få grebet om håndtaget, men hun ville nok vide, om han havde mere at sige før de lod deres veje skilles.
Beanstalk 29.01.2023 21:15
Luft blev presset ud af næsen hørbart. Selvfølgelig skulle Pompeias svar være vagt. Intet kunne være ligetil med hende. Hun var i sandhed en rigtig Kazimi allerede. Men det betød ikke, at Jontar bifaldte dette. Tværtimod. Han syntes ikke, det var meget at forlange. Snakke sammen om alvorligheder. Var det ikke normalt i et sundt ægteskab? Åbenbart ikke ifølge Pompeia.Derfor lod han hende også forsvinde væk fra ham. Komme hen til døren og række ud efter håndtaget. Han ville ikke stoppe hende. Hvorfor skulle han? Lige nu gav hun ham ikke meget. Hendes svar var vage eller imod det, prinsen ønskede. For at redde dem selv fra at råbe af hinanden lod han hende forsvinde. Have deres afstand. Ikke engang et kvartal i ægteskabet og de havde allerede brug for en pause fra hinanden.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 29.01.2023 21:21
Intet andet end luft der blev presset ud af næsen som svar, var tegn nok for hende. Hun skulle ikke ikke forvente en fredelig nat, men hun vidste end ikke om han ville komme til seng med hende i nat. Hun åbnede døren og så kort tilbage på ham før hun valgte at træde ud af døren og forlade ægtemanden alene tilbage. Der var meget, som skulle rettes op på når det var muligt, men hun gjorde blot som ham. Det eneste problem der var, at ingen af dem så det fra hinandens perspektiv. Hun greb det anderledes an end ham, men det betød ikke, at hun ikke kunne forsvare sig selv. Pompeia havde nok større chance for at komme levende fra et møde med hans mor, end han havde - hvis hun skulle være så forfærdelig som beskrevet. Hans evner var begrænset, hvor i mod hendes var ikke kendte grænser. Pompeia af Kazimi har forladt tråden.
1 2
Chatboks
IC-chat▽
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 10
Lige nu: 0 | I dag: 10