Men smilet kom tilbage på hendes læber, og Nanna nikkede hurtigt ”ja! Hun smiler næsten ikke mere", og lige som det var formet sig på hendes læber, forsvandt det også igen. Det sidste, hun ønskede, var, at hendes børn lagde mærke til, hvordan glæden var begyndt at forlade Sifs hjerte.
Med en lille udånding begyndte hun at bevæge sig væk mod markedspladsen og gjorde sig, klar til at gå imod børnehjemmet, da hun hørte Jorahs stemme bag hende. Hun vendte sig imod ham og kunne tydeligt se, at han ønskede, at hun fortalte ham, hvad der skulle ske nu.
”Det ville være hyggeligt, hvis du fulgte med, hvis du har lyst selvfølgeligt.” Nanna hoppede og sprang, så hun kunne tage fat i Jorahs hånd. ”Ja, så kan du også se min kanin!” fortalte den unge pige begejstret og trak afsted med den høje mand, mens Sif fulgte efter, og endnu et smil formåede at forme sig hen over hendes læber.

Krystallandet
