Det gav et sug i maven på Quenyeve, havde hun ikke bare en lille smule livsglæde? Det lød i hvert fald ikke sådan, når hun tænkte på hvad hun selv godt kunne lide at bruge verden på. Hun sukkede let og nikkede så. Hun kunne jo godt se hun ikke rigtigt kunne se, men hun kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være. "Jeg må indrømme jeg ikke ville vide hvad jeg skulle få natten til at gå med, hvis ikke man kunne så meget, jeg elsker at bruge tid på mine kreating, så det lyder lidt tungt." Hun var dyster i ansigtet, det var en helt anden verden end den hun kunne forestille sig.

Hurtigt spærrede hun øjnene op og så på Batella, det var noget af en drøm, men hvis det var det hun ville kunne hun da godt forstå det. Quenyeve var mere tilhænger af at knytte sig til drømmene om at opnå noget stort, så for hende virkede det lidt banalt, hun var dog ikke bleg for det hun skulle til at sige. "Hvis du kunne tænke dig det, ligger jeg gerne hus til, jeg er godt nok vampyr og det, men hvis du kunne leve med det, så er mine døre i hvert fald åben." Hun smilede let, til det gik op for hende Batella alligevel ikke kunne se det og så stoppede hun.