Safiyas øjne blev smallere. Hun brød sig ikke om at familien blev brugt imod hende - selv om hun for få øjeblikke siden havde taget dens navn i brug for at sætte sig selv i bedre lys. Hvad nyttede det at lytte til dem, når de ikke kunne hjælpe? Når hun ikke havde set dem i så mange år - og sandsynligheden for, at det ville ske, svandt for hvert skridt hun tog mod sin hævn?

"Jeg troede, at jeres magi var mægtigere!" Hvæsede hun. Var det ikke, hvad historierne altid havde fortalt hende? At en mægtig djiin kunne løfte en forbandelse med et trylleslag? "Eller forsøger du at undgå din skæbne, djiin?"

Høflighederne, den påtagede ærbødighed var borte. Hun følte at hendes chance for at bryde forbandelsen var ved at forsvinde som sand mellem hendes fingre - og denne blå mand var ved at tage håbet fra hende igen. Hendes sind kredsede om sandheden, men nægtede endnu at se den i øjnene: at han langt fra havde den magt, hun pålagde ham.

Det løb Sata koldt ned af ryggen. Var det her hvem han var underlagt nu? Der var ikke en smule godhed tilbage i hinanden, og selvom han måske kunne forstå frustrationen så var der intet at kunne gøre. De ville i sidste ende stadig ende tilbage på det samme, og dum som hun var, formodede hun at en djinn ville kunne gøre alverden. Selvom igen, de havde lidt sørget for at alle vidste at djinns var ufattelige magtfulde. 

"Måske har du bare fået den forkerte djinn," pointerede Sata, hvilket vel næppe var sandheden, men samtidig, så var det også lidt sandheden. Hans evner var ikke ligefrem de sidste. De ting han kunne var belejlige og i visse folks hænder magtfulde. Men ikke i hans, og næppe noget der kunne hjælpe hende med sit ønske. Han ville ønske at han var så magtfuld at han bare kunne knipse med fingrene, men sådan... var det nu engang ikke.
"Hvis du tror noget her i verdenen kommer så nemt, som et ønske der kan ordne tingene på et øjeblik, så tager du grueligt fejl." Han hadede det. Hadede det så meget at han slet ikke kunne være i det.

Den forkerte djiin.. Var der forskellige på deres magt? Det gik i øjeblikket op for Safiya hvor ganske lidt, hun egentlig vidste om djiin-folket, andet end sin klans gamle fortællinger. Så snart hun var blevet lovet bort til fyrsten af Rubinien, havde hun ikke fået fortalt flere af klanens hemmeligheder af frygt for, at de skulle falde i Kazimiernes grådige hænder.

Havde hendes fader vidst, hvad det var, han havde givet hende?

Hun faldt en smule sammen og bevægede sig tilbage til puderne i teltet, hvor hun satte sig med et tomt udtryk i ansigtet. Ordene havde ramt plet - hun havde jo troet, at en djiin kunne fjerne forbandelsen på et enkelt sekund. "Forbandelsen kom så let.." Hviskede hun, lavmælt. Og dog, hun havde givet fyrstens blod og lovet mere, end hun burde til den dæmoniske præst, der havde hjulpet hende med at ytre ordene..

Satas blik var næsten køligt, selvom han ikke helt kunne få sig selv til at træde i hele situationen. Det var synd for hende, men som hele hans sjæl føltes som om at den havde ændret sig, så var det svært for ham at føle meget sympati i dette øjeblik. Han hadede det. Han hadede situationen. Det hele var forfærdeligt, og alt han havde lyst til at var at kravle sammen med Nila, og bare ønske at verdenen ikke var så svær, men der var intet at gøre.

"Og derfor bør man tænke over hvad man ønsker sig," sagde han, for det var trods alt lidt af en ting for hans folk. Et ønske var noget af det største og helligste man kunne have, og hvis man misbrugte det og ikke tænkte det igennem, så ville man ende i de her situationer. Desværre var det som om at menneskerne aldrig rigtig forstod denne del, og det gjorde at de var fanget. "Men hvis der ikke er mere..." For alligevel kunne han ikke finde det i sig bare at gå, som det virkede til at hun måske ikke havde været klar til at ende det hele, men alligevel var det stadig med et halvt skridt på vej ud af teltåbningen, for at komme ud til vinden. 

Øjeblikket af svaghed blev hastigt skjult i den tidligere fyrstindes ansigt, som hun så mod djiinen. Hun forventede ikke hans medlidenhed, når hun netop havde slavebundet ham til sit ønske - men hun brød sig heller ikke om at blive belært. Hun havde allerede brugt de sidste mange år på at gruble over sine egne fejltagelser.

"Det vil jeg huske til mine resterende ønsker." Svarede hun derfor, mindende ham om, at de to var alt andet end færdige med hinanden. Hun blev siddende i puderne, øjnene kortvarigt hvilende på den rubinske vin, der stod i hjørnet. Flasken ville utvivlsomt være tom inden natten var omme - en last, hun delte med sin tidligere mand. Hele oplevelsen med djiinen var så særligt noget, der indbød til at drikke grublerierne bort..

"Jeg forventer at se dig igen." Sluttede hun af. Hun ville stadig gerne insistere på mere, vide mere, men det lod ikke til at være en dans, den blåhudede mand ønskede at danse. Hun ville ikke kunne gøre andet end at vente på, at han gjorde sit mod forbandelsen .. og i mellem tiden måtte hun selv søge andre veje. Hendes tro på, at dette ville være løsningen, var dalet for hvert ord, der var blevet udvekslet i teltet.

Man kunne se trækningen i hele Satas ansigt. En frustration som han ikke helt kunne få lov til at italesætte, især fordi det var lige meget, men tanken om at der ville være flere ønsker, flere umulige ting, gjorde ham dårlig tilpas, og han ønskede mest af alt at han kunne rive den amulet fra hende, men nej, det var ikke en del af hvad der var muligt, selvom han ønskede det. Forbandet magi.

Hans blik gled alligevel over på hende og på amuletten, som hun nævnte at hun ville se ham igen. "Du har amuletten, det er ikke som om at jeg har meget valg," sagde han. De blå øjne kiggede op på hende, og bag den ellers klare frustration i øjnene, var også en skuffelse. Hun havde heller ikke været hvad han havde forventet. Han havde lyst til at fortælle hende at hun ikke skulle bruge den uden grund, at han havde andre ting at tage sig selv, men ordene forlod ikke hans tunge, og i stedet for så hev han blikket væk, og gik de sidste par skridt ud af teltet.
Det øjeblik han trådte udenfor teltet, var det som om at han blev opløst på stedet, og på en måde gjorde han også, som han lod sin vindmagi tage ham med. Han skulle tilbage til templet, og heldigvis havde han sine midler til at komme hurtigt afsted. Ikke at det fik følelsen i brystet eller tankerne i hovedet til at gå væk. 

Anelsen af et kynisk smil kunne ses på den tidligere fyrstindes læber. Ja, hun havde amuletten, og hun havde tænkt sig at udnytte det til fulde. I første omgang, måtte hun finde ud af, hvor djiinens reelle evner lå - og hvor meget han kunne udrette. Det næste ønske skulle ytres med den største forsigtighed..

Hun overvejede kortvarigt, om den blå djiin ville være i stand til at ende fyrsten af Rubiniens liv, skulle hun bede ham om det. Men hver ting, til sin tid. Hun blev stående i tavshed, som han trådte ud af teltet, og først da hun var helt sikker på, at han var forsvundet, lod hun sig synke tilbage i puderne. Stilheden i teltet omsluttede hende, kun brudt af vindens susen, der af og til løftede en smule i teltdugen. 

Hendes hænder rystede kraftigt, da hun skænkede sig en kop vin fra flasken. Ville dette være det hele værd?