"Er-- er De okay?" Spurgte Stian overrasket ved det pludselige hosteanfald, og han bobbede hovedet fra den ene til den anden side for at se om sergenten klarede den. En lidt for tung, og aende hånd gled hen over ryggen på Alister, som hvis Stian kunne nusse hosten væk. Det var svært at vurdere for ham hvor meget hans hånd egentlig kørte rundt på sin overordnede. Fuldskaben, gjorde at hans fingre summede, og havde svært ved at kontrollere sig. Balancen glippede, og Stian lænede sig en smule støttende op af ham, men svang sig tilbage imens han ledte efter fodfæste. Med det samme fik Alister også rejst sig da han kom til sig selv, og fik hjulpet Stian indenfor. 

 Pas på dørtrinnet. Advarslen gippede lidt i Stian, og med det samme fik han gjort et lille forvirret hop, som hvis dørtrinnet ville prøve at bide ud efter ham. Den unge byvagt, fik fat i overarmen af sin sergent, så han ikke endte med at falde ind ad døren. "Uff - Undskyld." kom det dæmpet fra ham som han stødte halvt ind i Alister. Hvorfor var hans sanser blevet så dårlige? Men det kunne vel være godt det samme. Lige nu var han bare glad for at hans overordnede tog sig af ham. 

 I stolen blev Stian placeret, og det mindede ham om dengang han havde hjulpet Alister hjem. Var det ikke også den selv samme stol som Stian havde placeret Alister i dengang? Det føltes som så længe siden nu. Han kom med et smilende fnys for sig selv. 
 "Jeg sidder." konstaterede han til halvelveren, og dumpede hovedet baglæns ind i det bløde ryglæn. "Mrhm.." brummede han træt, og en smule svimmelt. Det sejlede stadig rundt i ham selvom han sad stille. 

 Det blev varmt for ham, syntes han, og tøjet strammede noget så ulideligt. Taljebukserne var ikke særlige behagelige for ham at have på, og uden videre, begyndte han at knappe sine bukser op, men skiftede mellem knapperne på skjorten og bukserne, som hvis han ikke kunne komme hurtigt nok ud af tøjet. Men fingrene fumlede, og han kom med en frustreret, dæmpet lyd. 
 "Vil du ikke knappe mig op?" spurgte han Alister, med et bedende blik og rynket pande. 

Alle berøringerne, følelsen af Stians hænder, måden han greb fat i hans overarm på .. det måtte naturligvis være fuldskaben der gjorde det, utvivlsomt ville den unge byvagt fortryde alt, når han vågnede i morgen. Alister mindede sig selv om, at han naturligvis kun gjorde alt dette af professionelle årsager - og fordi Stian ville og havde gjort det samme for ham, da han selv havde fået alt for meget at drikke. Det var venskabeligt - intet andet.

Desuden, var Alister jo slet ikke til mænd, tænkte han, og forsøgte stædigt at skubbe tanken om kysset ud af hovedet.

"Jeg har det helt fint.." Fik han endelig fremstammet. 

Det var en lettelse at få Stian ned at sidde, og særligt at se, at han så træt ud. Det ville sandsynligvis være bedst at få ham flyttet hen i sengen - og så kunne Alister selv sove i stolen. Stian ville bare være øm over hele kroppen ellers, når han vågnede.. 

Efter Stian var forsvarligt placeret, turde Alister godt bevæge sig hen til det lille køkkenområde for at finde et glas og en kande med vand, der var hentet fra brønden samme morgen. Han skulle netop til at skænke det, da han blev opmærksom på, hvordan Stian nærmest flåede i sit tøj, og han blev ganske rød i ansigtet - måske var det også derfor, han hørte forkert.

"Om jeg vil kneppe? Åh .. knappe." Han blev helt forfjamsket og greb hastigt ud efter kanden med vand, med det resultat, at han fik spildt en god del ud over sig selv. Hvorfor havde han også sagt det højt! Nu troede Stian, at han var ude på noget .. "Øjeblik!" Sagde han, lidt smådesperat, mens han greb en klud til det spildte vand.

 Stian havde, i sin frustration, fået sporadisk et par knapper åbne i sin skjorte, så noget af kravebenet kom til syne. Den første knap i buksen, havde han også lykkedes med. Men som Alister febrilsk skøjtede rundt som hvis alarmklokkerne bjældede, fulgte Stian opmærksomt med, med et lille smørret smil om læberne. Sagde han lige kneppe? Sommerfuglene baskede i hans mave, og blandede sig med rusens summen. Hvis han ville så... 

 "Serg---ent." Sagde han med et svømmende blik og lo lidt, "skal De have hjælp?" Han lænede sig frem i stolen, med armene hvilende dovent på lårene. Der var en flirtende undertone til hans dæmpede stemme.   Tyngdekraften, fik hans skjorte til at hænge lidt mere, og så man efter, var der frit udsyn ind til hans overkrop. 

 Han kom besværligt op at stå, og slængede sig over mod Alister, som stod med en klud i hånden, men pludselig glemte hvordan man brugte den. Som den unge menig slentrede hen til sin overordnede, var han ved at vælte over sine fødder, men genfandt balancen, og standsede, tættere end man ville, op af Alister. 
 "Din uniform er blevet våd." Pointerede han snaldret, men der var noget sensuelt ved det. Hænderne gled op ad Alisters arme, og fandt vej til den øverste knap i uniformen. 
 "Skal jeg hjælpe med at få den af Dem?" Hvis ædru Stian, havde set sig selv, ville hans tæer krumme af flovhed. Det var slet ikke sådan han agerede normalt. Han forsøgte at knappe uniformen op, og stillede sig på tæer, så han kunne læne sig mere op til halv-elveren.

Skarp-øre, kaldte de ham nogle gange. Sergenten, der altid hørte, hvad der blev hvisket om i krogene ned til mindste nøjagtighed. Ham, der kunne opfange ord på tværs af en folkemængde .. men han havde alligevel netop hørt knappe som kneppe. Der kunne ikke være anden konklusion, end at hans hjerne havde spillet ham et puds!

Med stigende desperation så han Stian rejse sig og komme nærmere, hans blik uundgåeligt søgende mod den halvåbne skjorte og den bare hud under den. Hans hjerte bankede så højt, at det føltes som om det måtte kunne høres langt væk fra. Med svedige håndfalder greb han om kluden og begyndte desperat at forsøge at tørre det spildte vand op, ind til Stian kom endnu tættere på og begyndte at pille ved hans tøj. 

Kluden faldt til gulvet, som Alister et øjeblik var lammet - derefter tog han hastigt fat i Stians skuldre, for at dreje ham bort fra foretagendet - han var jo ganske fuld! Alister måtte sikre, at han ikke gjorde noget, han ville fortryde dagen efter! 
"Undskyld jeg .. De må hellere lægge dem på sengen." Sagde han og forsøgte at lyde som sit sævanlige strenge jeg. Det skulle være en ordre - ikke en opfordring.

 Stian nåede end ikke at fumle en eneste knap op i sergentens uniform, som han stod og svajede sig frem og tilbage mod ham. Kluden blev tabt på gulvet, Stian betragtede knapperne foran sig med mild frustration, og så blev han vendt omkring, med den andens stærke greb på sine skuldre. 

 "Hviss De inschisterer." Snaldrede han lidt. Sengen. Sergentens seng. Stian lod sig bare blive ført pressende bagfra, hen til Alisters seng og skævede kortvarigt sig over skulderen. I mørket, lignede det at halvelveren rødmede.

   "Sergent!" Udbrød han ligepludselig, og drejede omkring i sådan en hast at han kun fandt støtte ved at gribe den anden om nakken mens han kom let på tæer. Han endte med at bonke panden mod Alister, og greb med den anden hånd ved hans overarm. Hans pande slog sig dog ikke spor, takket være alkoholens bedøvende effekt.
 
  "De knappede mig aldrig op." Åndede han dæmpet, og de nøddebrune øjne søgte ind i Alisters grønne. De svømmede og han lignede en der var opslugt af begær for den anden. 

Ah, endelig fulgte Stian med. Alister kunne mærke lettelsen brede sig .. forhåbentlig ville den unge menige falde hurtigt i søvn, og Alister kunne igen slappe af! Det pludselig Sergent! fik det dog til at gippe i ham, og pludselig mærkede han en lille smerte i panden, som Stian hamrede sit fjæs mod Alister.

De brune øjne stirrede ind i Alisters grønne. Han kunne tydeligt mærke duften fra Stian, der utvivlsomt ville blive hængende i boligen dagen efter .. og han kunne ikke finde ud af, om han håbede, at Stian ville forsøge at kysse ham igen... Vrøvl! Han skubbede tanken ud af hovedet - det han håbede på var naturligvis, at Stian ikke ville prøve på det!

"Jeg hjælper Dem med knapperne, og så er det i seng." Sagde han svagt. Hans hænder søgte mod blusen og begyndte langsomt at få knapperne op en efter en - hans fingre føles underligt klodsede mod det fine stof. Som han  åbnede den sidste knap, tog han blidt fat i ærmerne, for at hjælpe Stian med at komme af med tøjet.

 "De troede jeg sagde kneppe." Konstaterede Stian klukkende, og lagde hovedet på skrå, som han betragtede sergenten gennem sine mørke vipper. Den unge byvagt, blev åbentbart utrolig spøgefuld i sit alkoholiske slør, hvor hæmningerne ikke blev holdt tilbage for noget. Kontrasten var stor, i forhold til hvor velovervejet og stoisk Stian normalt var. 

 Blikket sænkede sig igen, og Stian stod bomstille som Alister måtte bukke sig ned mod ham for at få ham ud af ærmerne. Fingrene hos den anden var som bløde fjerstrøg når de ramte den unge meniges bare hud. Stian lukkede øjnene og nød berøringen, gåsehud søgte mod overfladen og bredte sig fra halsen og ned ad armene. Det var pirreligt for hans hudsult, og han undslap et lille brum da han til sidst kom ud af skjorten, og stod med sin blottede overkrop foran sergenten. Det føltes som om han gyngede sammen med rummet, men han var ganske stillestående.
 
 "Tak." sagde han dæmpet, og tog hånden hen til en af knapperne på sergentens uniform, og fik med lidt held, knappet den midterste knap op. Læberne krøllede han lidt ind over hinanden, og ventede blot på endnu en ordre fra sin overordnede. 

Alister var ganske rød i hovedet. Han var i forvejen ikke en mand, der fandt det morsomt, når der blev lavet sjov på hans bekostning - og hans forkerte udbrud for få øjeblikke siden, brændte stadig i hans sind..

Det føltes, som om det havde taget en evighed at få Stian ud af skjorten, og Alister gjorde sit bedste for ikke at kigge for meget på den bare hud. En tanke om, hvad der ville ske, hvis Alister insiterede på, at han havde ment kneppe, masede sig på i sindet, og han var meget hurtig til at skubbe den bort. Han var jo ikke til mænd på den måde! Måske var det blot Stians fine hud, de mørke øjenvipper og de nærmest feminine træk..

I sit sind ignorerede han effektivt, at han reelt aldrig havde følt sig tiltrukket af en kvinde.

"Nu skal De i seng." Sagde han i et bestemt tonefald og skyndte sig at lægge hånden på Stians, der var gået i gang med at pille ved hans knapper. Han var så sandelig ædru nok til at tage sit eget tøj af, og han var endnu ikke sikker på, om han foretrak blot at beholde det hele på. Så Stian ikke troede, at der var sket noget som helst, når han havde sovet rusen ud..

 Det gippede lidt i Stian da sergentens tonefald brød stilheden, og med hånden på den unge byvagt's, to det ham et par sekunder at forstå hensigten. Sergentens hånd var varm, og han havde lyst til at mærke den andre steder på sig. Han klemte fingrene ind i stoffet.

 Spøgefuldt, kiggede han langsomt op på Alister, og klemte øjnene en anelse mere sammen med et dovent smil trukket op i mundvigene. 
 "Er dét en ordre, sergent?" 

 Den unge byvagt tiltede hovedet lidt på skrå, og skævede sig over skulderen - alkoholen fik virkelig dyret frem i ham som han normalt skjulte. Han anede ikke engang at der var et dyr. Selvfølgelig havde han mærket blodet pumpe når han var alene med Alister, men skulle han overbevise sig selv var det temmelig uskyldigt. Det var det her ikke.

Alister blev ganske rød i hele hovedet. Mere, end han allerede var i forvejen. En ordre? Det legefulde tonefald på Stians læber, fik det mest af alt til at lyde som en leg i soveværelset - som om han kunne tænke sig, at Alister gav ham ordrer, der var noget ud over det sædvanlige i byvagten..

Han rømmede sig en smule. "Ja, det er det. Læg Dem, Hwan." Sagde han og følte sig underligt tør i munden. Ville den unge byvagt mon sige noget imod det, hvis Alister selv sluttede sig til ham i sengen?

Nej, det ville han ikke engang tænke på. Stian var beruset. Han havde blot brug for at få hvilet ud, og når alt dette var langt fra Alisters tanker, kunne han forhåbentlig se lidt mere rationelt på det. Han var jo ikke til mænd!

Stians blik gled langsomt henover Alisters ansigt. Som hvis han tog hver lille detalje til sig; sikke en smuk mand - kunne han ikke lade være med at tænke. Hjertet hamrede tungt mod brystkassen, og når ingen af de to byvagter talte til hinanden, var der fuldkommen stille i den lille lejlighed - og fremhævede de usagte følelser. Stian var overbevist om at han kunne høre hinandens hjerteslag. 

Alister rømmede sig, og Stians blik stilede mere skarpt på læberne som de formede ordene. 'Hwan" - når sergenten sagde hans efternavn, pressede læberne sig kortvarigt frem i noget der mindede meget om en kyssemund. Det fik Stian til at trække skævt på smilebåndet - og tankerne faldt på kysset mellem dem. Ah, han ville så gerne kysse ham igen.

"Javel, sergent." sagde han dæmpet, men ordene lød ikke som om de kom fra en menig der viste respekt til sin overordende - men tonen havde noget der lød mere i stil som hvis han havde sagt; 'jeg vil ha' dig'. Stian tog dog en dæmpet indånding og satte sig med et bump på sengekanten og åbnede bukserne - han lagde sig tilbage og fik skuttet sig ud af dem, inden han lagde sig bedre i rette i sengen, og under dynen mens øjnene fik det mørke rum til at danse. 

Da han endelig lå ned lagde han sig på siden, albuen i hovedpuden og hvilede kæben i hånden. De svømmende øjne søgte hen på sergenten. "Kommer De?" Spurgte han, og hentydede til at han skulle ligge sig i sengen med ham. Han gjorde mere plads.

Alister havde også svært ved at undgå at tænke på kysset, hver gang han så på Stians ansigt. Han rømmede sig let igen og vendte opmærksomheden mod vandet, som han aldrig havde fået hældt op, og gik hen for at få hentet et glas til den unge, berusede menige.

Lyden af bukserne, der blev åbnet, fik ham at kigge på alt andet end sengen, som Stian gjorde sig klar til at ligge der, så han gik i stede rundt og sikrede, at alt var, som det skulle være. Han stillede støvlerne og tjekkede, at låsen var slået for hoveddøren, inden han med vandglasset i hånden gik hen til Stian og placerede det på natbordet.

Et langt øjeblik så han ind i de smukke øjne og overvejede tilbuddet, inden han hastigt trak sig tilbage. "Få noget søvn, Stian." Sagde han blidt, inden han tog et tæppe og satte sig i lænestolen. Han kunne sagtens sove her.

Øjnene fulgte den lyshåret sergent som meget nøjeligt gik rundt i den lille hybel og gjorde klar til natten, som hvis det skulle være meget mere interessant end Stian i Alisters varme seng. 

Med flad hånd kørte han hånden afventende rundt på madrassen, mærkede folderne i lagenet under fingrene, mens han fraværende så på sin hånd udføre bevægelsen i den begrænsede belysning der nu var. Et par gange fangede han silhuetten af Alister ud af øjenkrogen, og trak på smilebåndet i et forsøg på at samle tankerne i alt det svimlende rod.

Som var Alister kommet ud af den blå luft, måtte Stian blinke et par overrasket gange da Sergenten stod foran ham. De nøddebrune øjne veg ikke fra sergentens dybe øjne der i et øjeblik, syntes Stian, tog mod til at tage imod tilbuddet om at dele seng. Men så trak han sig. 

Få noget søvn Stian. 

Skønt Stian var fuld, gjorde det ham ikke mindre detaljeorienteret. Kaldte Alister ham lige Stian? Det var meget meget sjældent at han tiltalte ham ved fornavn, så det lille fulde hjerte slog et spændt slag over. Øjnene fulgte halvelveren der satte sig i lænestolen, og Stian lagde sig på ryggen og stirrede overvejende op i loftet. 

En lang stilhed fulgte, inden han så snøvlende fik formuleret, "Hvad er Deres største svaghed?" For det vidste han ikke. Han vidste kun alle de ting Alister var god til det, og hvad han tillod andre at se. 

Alister fandt sig en behagelig stilling i lænestolen, trækkende tæppet over sig. Han følte ikke at søvnen ville komme let - ikke så meget på grund af sovestillingen, som tilstedeværelsen af den anden byvagt i hans hjem. Af Stian. Mindet om kysset spøgede stadig i hans tanker, mindede om Stians glædestrålende ansigt, så ganske tæt på hans..

Stilheden i rummet blev brudt og Alister drejede hovedet for at se over på skikkelsen i sengen. Så Stian var ikke helt faldet i søvn endnu .. spørgsmålet fik ham til at lukke og åbne munden et par gange, for hvad ville han overhovedet svare? Skulle han bare bede ham om at forsøge at sove igen? Undvige det?

"Jeg tror det er .. min fortid." Lød det efter et langt øjeblik. Stemmen var dæmpet, næsten uhørlig. Han var ikke sikker på, om Stian hørte svaret, eller om han var faldet i søvn. Han vidste heller ikke, om han havde lyst til at dele mere end de få ord. Han havde et godt job nu - et godt liv.
Så hvorfor følte han sig pludseligt så tom?

Det var ligegyldigt om Stian havde lukket eller åbne øjne, for rummet sejlede for ham uanset hvad. Den underligste sensation, som han kun havde formået at opleve ganske få gange. At han var røget i fælden, og besat af alkoholens onde ånd.. var noget han tidsnok ville fortryde morgenen efter. 

Om Alister ville svare på spørgsmålet, blev mere og mere svært for Stian at vide. For der blev ufatteligt stille. Så stille at den unge byvagt i et kort sekund glemte hvad han egentlig havde spurgt sergenten om. Alligevel.. ikke længe efter at Stians åndedrag var begyndt at blive langsommere, hørte han et svar ganske fjernt og stille. Halvt tog han ordene til sig, på mirakuløsvis hørte han hvad der blev sagt. Alisters fortid. Det fik ham til at vågne lidt igen, skønt han var ved at falde hen.

"Hvorfor din fortid?" Mumlede han ganske snøvlende, på grænsen til drømmeland. Øjnene var lukket i - og han var ikke engang sikker på om han drømte nu, eller om han stadig var ved bevidsthed. Vejrtrækningen blev tungere, og før han vidste af det var han faldet i søvn, inden han fik hørt sergentens svar. 

Alister skævede over mod Stian i sengen. Det så heldigvis ud til, at den unge menige endelig var ved at falde til ro, og Alister håbede, at han snart ville falde i søvn og sove rusen ud. Han selv skulle nok våge over ham, i hvert fald lidt endnu, inden han selv forhåbentlig ville finde roen..
Oppe på paladset var festen sandsynligvis stadig i gang, men her var der fred og stilhed.

"Jeg endte i noget rod, før jeg var i byvagten. Men jeg har fundet min vej, nu." Der var nogle gamle folk i byvagten, der kendte til det, men ingen af de nye rekrutter. Alister havde et ry, som han i meget høj grad forsøgte at opretholde - som en lovlydig og streng sergent, der sørgede for at holde ro og orden. Det nyttede ikke noget, at de vidste, at han havde haft et gamblingproblem.

Hvis Stian ikke sagde mere, ville han sidde og stirre ud i mørket noget tid, men til sidst skulle søvnen nok finde sergenten.