Han åndede tungt vejret ud og trak lidt på skuldrene og så på hende. Overvejet hvordan han kunne undlade at sige for meget. Det var ikke væsenligt at vide sådanne ting om hinanden, nok var de i et fællesskab, men de behøvede ikke komme hinanden så meget ved. Det handlede ikke om at han ikke stolede på dem, men han havde efterladt det liv bag sig. Det som var et trygt og forudsigeligt liv. "Det vil jeg helst ikke ind på, Isora," sagde han beklagende og løftede den venstre hånd viftede med den som en indikation på beklagelse og bad til at det forblev liggende der. 

Men hånden faldt igen som hun lidt fortalte videre omkring hvad hun vidste. Ingen vidste hvor de kom fra, det vidste han da. Det var næsten bekymrende for ham at hun kunne sige standard ting, som det var alment kendt at møde en som ham. Han trak benene op under sig og lod skuldrene synke og så ind i flammerne. "Ah," bekræftede han havde og lod øjnene synke en anelse: "Det er ikke tid eller vigtigt at vide, hvor vi kommer fra, hvordan vi blev til eller hvordan vi blev forandret," han sagde det med en tør stemme og vendte blikket til hende med et let rynk på brynene, han kunne ikke selv helt fornemme hans mimik, det var så anderledes for ham at kommunikere på sådanne måder. 

Men hun ville så gerne lære mere, så skulle de være effektive og gavne dem selv, kunne han vel godt lære hende noget. "Hvad hvis det var et sprog, ingen andre ville kunne forstå?" foreslog han. 

Hun kunne godt se at hun muligvis ramte et punkt hos Aslak, som han nok ikke ville så meget ind på. Det var fair fra hendes side af, nogle ting ville man ikke dele eller ikke kigge tilbage på. Det havde hun stor respekt for. Det kunne hun ikke klandre ham for. Der var en grund til at de som var en del af vogterne, var hvor de var. Noget i deres liv, havde ført dem hertil. Det var svært at vende om, og derfor glemte de fleste deres tidligere liv. Det ville været svært for Isora, men hun var begyndt at leve med det. Det blev hun nød til. "Det er helt i orden, Aslak. Du behøver ikke at fortælle mere" Svarede hun roligt med et smil.

Han havde ikke fortalt meget, man han havde fortalt lidt. Det var sådanne ting som hun kaldte for standard ting. Ting som fortalte grundlæggende om racen og Aslak, selvom der var uendelig mange ting, som hun gerne ville vide om racen. Der var så få af dem, der var så lidt viden om den og nu sad hun med en. 
Hans mimik var svær at tyde, men det var ikke typisk for ham, men det gjorde det sværere at finde ud af hvad, der egentligt var op og ned, og hvordan hun skulle tage det, "Hm, okay." Svarede hun roligt, "Hvorfor mener du ikke det? Ikke at vi skal tage det nu? Det er blot spændende at kende mere til dig og din race. Mest mere om dig, Aslak" Svarede hun interessant. 

"Hvilket tænker du på? Jeres sprog?" Det var et af de sprog som de færreste kendte til og kunne tyde, men hun vidste ikke hvor svært et sprog det var, men det var en oplagt mulighed.