Hun havde slet ikke den forståelse for hvad han havde lavet sammen med en fremmede. Hun forstod ikke, hvorfor man ikke gik til vagterne så de kunne sørge for at der skete det med liget, som der skete. Det var jo ikke noget man selv gjorde - det var kun det, som det handlede om. At man tog sagen i egen hånd og ikke gav det videre til de rigtige mennesker. "Basil, det handler kun om hvorfor man ikke tager fat i de rigtige personer, i stedet for at tage sagen i egen hånd.." 

Hun kunne tydeligvis se at det her gik ham på, og det havde slet ikke være meningen at det skulle ramme ham så hårdt. Men hun forstod måske ikke helt, hvorfor det gik ham så meget på, at hun mente at det var rigtigt at gå til myndighederne med et lig. Hvis nogen fandt det, så ville det jo sætte ham i større fare, end hvis han havde afleveret liget. 
Hun lyttede selvfølgelig til hans ord, men fandt da slet ikke slaverne som en lighed mellem et lig og en død mand? "Du burde vide at hvis jeg havde muligheden, så havde jeg sat slaverne fri. Jeg bryder mig lige så lidt om det foretagende som du gør!" Inderst inde så havde Aaliyah det svært med at have slaver og tjenere omkring sig. Hvis hun kunne undgå det, så ville hun hellere gøre tingene selv.

Hun spærrede øjnene op som han hævede stemmen over for hende. Hun vidste godt at han havde haft det svært med hans familie, uden tvivl. Aaliyah selv vad bestemt også en person som ikke havde fået den kærlighed som hun havde fortjent. Hun havde alle dage været en skuffelse i sin faders øjne. Det måtte Basil da vide.
Men hvordan kunne dette have noget at gøre med manden? Hun var chokeret over hans handling, som han kastede skålen igennem stuen og lod den smadre mod en væg. Hun havde slet ikke set ham sådan før.  
"Basil.. Hvad sker der?" Aaliyah rejste sig, som han havde gjort det samme. Det var slet ikke hendes mening at have trykket på de knapper. Hun forsøgte at ligge armene omkring ham, for at berolige ham, for at give ham et kærligt kram. "Det var ikke meningen at det skulle hive det her frem i dig" 

Problemet var vel nok bare, at byvagterne ikke altid var de, man havde den størst tiltro til, for ligesom alle andre, kunne de købes. Om de ville det eller ej, var de hovmodige og selvforsynende til egen vinding. Stolede hun virkelig på byvagterne til at gøre et godt stykke arbejde for alle. Han var for provokeret til at give hende et svar, for hun skulle bare stop. 
Aaliyah tog fejl. 

Men de fortsatte i den samme dans af mundhuggeri, hun som forsøgte at retfærdiggøre hende selv. Ja, hun var ikke glad for det, men brugte hun dem ikke alligevel til hverdagsbrug, havde hun tilbudt at flytte hjemme fra, var hun ude af det problem. Hendes far var jo interesseret i at komme af med hende, hvorfor skulle han ikke bare give hende bort til selvstændighed og blive fri for hende. Win-win situation. Men han lod igen munden være lukket og holdt tungt på sine ord bag tænderne. De ville ikke gavne nogen. Men hun gav ikke spor op. 

Før hun nåede at få armene omkring ham, fik han grebet fat om hendes skuldre, så fingrene næsten boret sig ind i armene på hende. "Jeg er ligeglad med hvordan du ser mig, men du skal ikke forsøge at ændre mig for at passe bedre ind i dit verdensbillede. Du vil vide mere om mig, men kan ikke lide hvad du høre - det gælder begge veje, Aaliyah. Alle har fejl," det kom lidt sløret ud, men i det mindste kunne man da sige, at han erkendte at han ikke var perfekt, men han ville hellere være uperfekt end noget andet. 

Han trak hende let ind mod sig, det virkede næsten truende, den ene hånd slap hendes skuldre og lagde sig om hendes kæbe parti, så kinderne puffede let op, grebet var måske en anelse stramt. "Hold op med at opføre dig hellig, okay" sagde han næsten hviskende i ansigtet på hende. Det var måske til hendes fordel, at han ikke slog på kvinder som hende, selvom hun nok kunne frygte det. 

Aaliyah vidste godt at de to var vidt forskellige på mange måder, men hun havde ikke regnet med at han ville gøre noget kriminelt. Men de havde tydeligvis to forskellige meninger om hvad Basil burde gøre. Aaliyah havde ingen grund til at mistro by vagterne, hun var ikke kriminel og havde ikke været det. Men det var blot det at han ikke kunne se at det var forkert, det han havde gjort? Bare gemme et lig sådan. 

Han havde ikke meget at sige lige nu, som hun talte. Hun kunne se på ham at han var vred, holdt hans ord inde. Hun vidste godt at slaverne var et ømt punkt. Det var det familien levede af. Men hun forsøgte ikke at bruge dem, men det var næsten ikke muligt når de var der. Hun kunne ikke flytte fra hjemmet, før hun var blevet gift. 

Stemningen var uden tvivl dårlig i mellem dem. Hun var bange for at det ville ødelægge deres lille tur. Det ønskede hun virkelig ikke, men sådan som de mundhuggedes og diskuterede, så skulle der ikke meget til. Hun nåede dårligt nok op til ham, hun nåede ikke at få armene omkring før han stoppede hende. Hun blev chokeret som han greb om hendes skuldre og nærmest borede neglene i hende. 
Hun vidste ikke om hun var bange for ham, om hvad han ville gøre ved hende. Han var vred og sur. Hun kunne ikke andet end blot at lytte til ham. Hun var mundlam over hans vrede og hans ord. Lige nu var det hende som ikke havde noget at sige.

Hun mærkede hvrodan han trak hende indtil sig, stadigvæk med hænderne om hendes skuldre. Hun følte sig bange i øjeblikket, som han greb hendes kæbe. Hans hånd var stram. Hun havde slet ikke følt sig hellig, men havde blot en anden mening om ham og det han havde gjort. 
Selvom han var sur og vred, næsten truende, så var der et eller andet hos ham som gjorde ham attraktiv. Vreden som skinnede igennem, som han var helt oppe i hendes ansigt. Hun brød hans greb om hendes kæbe, lagde armen om hans nakke og kyssede ham krævende. Hun måtte vende situationen.

Hun fik vridet sig ud af hans grib og selvom han gerne havde hurtige reflekser, tog hun ham med overraskelse. Øjene spærrede op og han stod i overraskelses momentet og prøvede at fat hvad der skete for ham. Hun overtog ham fuldkommen. Basil mærkede hvordan tankerne raset omkring som der var en storm i hovedet. Blev hun ophidset af dominans og mulig vold, eller var dette blot en taktik for at aflede ham. Var hun idiotisk at give sig i kast med noget, hun ikke vidste hvordan ville ende. 
Det var ikke sådan, at han ikke nægtede hende muligheden, men han var på ingen måde i det humør. 

Med en tvivlende hånd tog han hænderne på hendes skuldre endnu en gang, men denne gang let og presset hende lidt væk fra sig: "Stop," bad han hende om. Måske han bare skulle gå uden for og trække lidt luft, selvom han lige så vel kunne fryse ihjel af det, men måske det var hvad der skulle gavne deres situation. 

Han tillod hende ikke muligheden for at stop hende, før han trak til døren og åbnede den. Selvom han var barfodet, behøvede han ikke røre sneen med fødderne. Men han lettede fra dørens åbning og lod sig faktisk bare sætte oven på taget nær skorstenen for at få dens lune røg fra sig. Han bad til, at hun ikke havde nåede at fange hvor han satte sig eller tog hen. Bare lige for ti minutters stilhed. 

Det gik ikke som regnet med. Hun havde ellers fundet ham ret attraktiv, selvom det havde været en chance at tage. Det havde været et spinkelt håb om at vende situationen, til noget mere rart. Men det løb var kørt. Endnu engang følte hun hvordan han satte hænderne i hendes skuldre, som han brød deres kys og trak sig væk. Hun havde igen ikke noget at sige. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke hvordan hun skulle redde dette i land.
Måske var det bedst at hun lod ham gå, som han trak sig og forsvandt over mod døren. Måske havde de begge behov for at være alene, for at lade tankerne komme på plads. 

Aaliyah forsøgte ikke at stoppe ham, det ville ikke føre noget god med sig. Hun så ham forlade hytten og ud i den kolde luft. Hun havde lyst til at bryde sammen, lade tårerne flyde. Det var sjældent hun havde oplevet det. Men lige nu pressede tårerne på. De løb langsomt ned ad kinden, som hun selv forsvandt ind i sovekammeret og lod døren smælde i.