Med en overvejende og undrende hånd til ansigtet, så han på som det var en forestilling. Heldigvis var den gratis for hans vedkommende - eller så gratis tvang nu engang kunne være. Hun kom op, lignede en der fik en form af kontrol, men det som kom som følge af at bevæge sig fremad, noget han havde bedt hende om, det lignede. "Svømmer du?" spurgte han i et kald til hende og prøvede at forstå årsagen til det. 

Havde han gjort det samme? Kort prøvede Basil lige at teste det med sig selv nede på jorden og bevæge armene som han svømmede brystsvømning, men han kom igen tilbage til virkeligheden og så op hende. "Hvorfor bruger du armene, når du vinger?" 

Han ville gerne have grint lidt, men lod vær. Hvis hun dog grinte, ville han gå med på den. Så kunne de grine lidt af situationen og ikke hende. 

Det gik selvfølgelig ikke op for halvelveren hvad hun gjorde med de fægtende armen, førhen et spørgsmål blev slynget op imod den forestilling det var at se hende kæmpe med vingerne. Undrende, nej lidt overrasket gled blikket ned imod manden under hende, og hun stoppede kortvarigt med at baske med vingerne da hun forsatte med bagefter at kigge ud på sine arme. "Hvad me- woah" udbruddet var kort, behersket og hurtigt - Talices vinger tog nogle hurtige bevægelser for at få hende 'ovenvande' igen, og hun fniste. "Eh - jeg ved det ikke... jeg prøver at komme fremad joh!" og hun kiggede ud til siden, hvor vingerne efterhånden holdt hende i en behersket højde - og hun kunne sagtens komme højere, eller længere ned, tydeligvis! 
Men at komme fremad virkede umuuligt, hvis ikke hun kunne 'dreje vingerne'. 

Måske hun skulle læne sig mere frem? 
Leende tog hun nogle større, kraftigere tag med vingerne og en halv armbevægelse. 
Og så fuldkommen overrasket ud da det med 3 slag lykkedes hende at komme fremad, ikke bare opad, og hun strøg igennem luften med en imponerende lyd af vindmodstand imod vingefjerenes elasticitet. 
Jah næsten sejrrig var kvinden da hun slog dem ud for at (forsøge) at dæmpe farten, og lagde an til at prøve at lande et stykke bagved Basil. 

Det var alligevel en lærerig oplevelse for ham, at se hvordan hun skulle fægte sig an med vinger på den størrelse. Men hendes gøren i luften som den var nu, var grinagtig. Han kunne ikke end ikke erindre, at han nogensinde havde set sådan ud. Men nu ville han helst heller ikke, erindre noget så forfærdeligt. 

Han tog flere skridt baglæns for at få et bedre syn for hvergang hun gjorde noget. Men hun gav et svar fra sig, og han lod brynene falde tungt ned over øjnene: "Du kommer ikke fremad ved at svømme i luften med armene, det er bare en illustration!" fik han udstødt, som det var en indre frustration at folk troede det var sådan man gjorde. Men han slog koldt vand i blodet og fjernet blikket fra hende. Var det virkelig sådan en videnskab at flyve fremad? summede han stille i sit hoved, men som han havde fjernt sit fokus fra hende, så fik hun endelig succes med sin fremgang, og han fik blot ænset det før hun satte kurs til at lande - eller nok snarere falde. "Det lykkedes dig," måske lykkedes var det forkerte ord, men hun havde en form af succes, og det skulle hun nu have ros for. 

"Er du op for at prøve igen indtil du har styr på det, og så fjerner vi lige så langsomt nogle fjer?" 

Havde Talice vidst hvor uhjælpeligt uelegant det var, det som hun forsøgte, så havde der nok været en større grad af modvilje imod at gøre det sammen med andre. Problemet var bare at det virkede - indtil nu havde hun i hvert fald fløjet mere end hun havde troet muligt, og det andet, var en lidt mere pragmatisk erkendelse af at det lige meget hvad ikke ville have været et fantastisk syn. Havde hun været den fødte flyver, var Basil nok aldrig blevet 'valgt'. 

Med et dæmpet grynt af smerte fik hun kluntet sat kurs imod jorden igen, og lidt svajende prøvede halvelveren hurtigt at komme op og stå igen, allerede igang med at børste det værste sand fri fra knæene. De var ømme, men det var nemt at ignorere. 
I stedet vendte hun et lidt mere tilfreds blik imod den lyshårede mand, den ene tommelfinger løftet i et lille 'yeps' til begge ting. Det var lykkedes, og hun ville gerne forsætte. "Jah - lad os. Jeg tror faktisk også det bliver lettere for hver gang" forsatte hun måske lidt overmodigt, men tydeligvis gearet til mere, nogle hurtige flaks med vingerne for at ryste en kaskade af sand fri også. 
Et sted i kroppen sad forskrækkelsen over det tidligere fald stadigvæk fast, men også det var let at skubbe til siden, da hun med en mere anstrengt lyd forsatte med hans anvisninger.
Efter bedste evne. 

Nok kunne man se længe på hende prøve og en svag følelse af gid-det-var-mig kunne ikke undgås. Selvfølgelig var Basil glad for at flyve og gerne selv så sig flyve med hende for at få mest ud af det. Men han måtte blot være hendes vidne til fremgang. 

Sandet fløj af hende som hun bankede det væk fra sig, men hun gav ham indikation på, at hun var op for mere. Et skævt smil voksede tværs af hans ansigt. Hun havde det vildt gåpåmod som han kun kunne beundre og intet andet. "Noget ville hvert fald være forkert, hvis det blev sværere for hver gang" indskød han med en dum joke. Selvfølgelig vidste hun det - men Basil kunne ikke dy sig for at prøve at have lidt humør, selvom den næppe var tiltrængt. 

Han gjorde svagt plads til at hun kunne få basket sandet omkring sig som en hvirvlstrøm, og selv ville han gerne være fri for mere sand i øjnene. "Når du er klar til at miste noget fang, så sig til," så skulle han nok tage noget fra og give sig selv et vingefang igen. 

Den tørre - nok mere end sandet selv - joke var velkommen, og en uventet lille latter forlod hende, delvist også i overraskelsen over at han kunne sket end at beordre og vejlede, og hun strakte dem en smule forventningsfuldt ud, forberedt på at sætte af igen. "Det kommer vel helt an på om træneren gør det rigtige - og gør det godt" klukkede hun i en hurtig kommentar tilbage, inden at hun forventningsfuldt smækkede hænderne sammen, og satte fra jorden, uden at høre hvad han svarede tilbage. Vinden var kærkommen i varmen, den føltes fantastisk i ørkenens sol, og den her gang kom hun længere op, en mere fast rytme af vingeslag og kontrol over det flyvske element. 

Nu med lidt mere tag på hvordan man kom frem, og en helt naturlig tendens til at flyve sidelæns, kredsede hun efter små 10 minutter over skikkelsen på jorden, nu med hænderne kuppet munden så han kunne høre hende. "TIL" råbte hun, og rettede en smule op, for at lade sig falde lidt længere ned. Så faldt hun kortere, skulle det gå helt galt. 

Og selvom hun kunne mærke noget af styrken forsvinde da han gjorde det, var det (ifølge hende selv) ikke horribelt, sådan som hun formåede at forblive luftbåren! "Ey, se lige!?" Udbrød hun skråsikkert. 
Men det var i den grad hårdere for musklerne, det var ingen tvivl. 

Det var en opmuntrende følelse, helt unik for ham, at høre hende le over noget så basalt. Men hun kunne tilligemed komme med et lille comeback, at han ikke kunne andet end ryste en anelse på hovedet og grine let med et skævt smil. Det var ikke lige ham at komme med et hurtigt svar igen, men han måtte lade sig nøjes med hendes humor for nu. 

Selv mens hun tog teten til at gøre som hun skulle, kunne han ikke helt ligge det fra sig og lo endnu let for sig selv og tænke over ordene, for hun havde jo ret. Det var så komisk sagt. Men han måtte holde fokus, bare lige i sekundet til hun gjorde sit. 

Nakken faldt tilbage og de gullige øjne så hende svinde op. Det var en fantastisk afsætning, der var, som han så det, fart og kontrol på. I sit fulde fokus på hende, hørt han til, let hævede han øjnene og trak fjer fra hende, langsomt, så de ikke gjorde den store forskel, men alligevel en anelse fler end nok først aftalt. Men det syntes ikke at have nogen betydning for hende. "Fedt," kunne han erklære for sig selv. Blikket faldt kort til over skulderen og Basil kunne se hvordan hans vinger kom igen. De var endnu små og ville kræve mere af ham, men det var nok. Så han lettet op til hende. 

"Træneren må have gjort noget rigtigt, siden eleven er helt duelig," måtte han konstantere i hendes nærvær. "Vil du af med mere?" 

Det var en hel speciel følelse, stadigvæk at føle sig opløftet i luften. Selvom det var hårdere end før, og selvom det var et mindre vingefang end i starten, var det stadigvæk langt mere kraftfuldt end hvad hun havde prøvet op til nu. Talice nød uden tvivl følelsen af styrke der lå i det, men var et eller andet sted bevidst om at det - desværre - ikke var hendes. 
Det stoppede hende dog ikke i at himle lidt leende med øjnene, ved den hurtige konstatering. "Det kunne nok godt tænkes". Okay, måske var han lidt dygtig på nogle punkter. 

Det var også smart, sådan som han kunne dele det vingefang han besad. Fantastisk. Men da han spurgte om Talice ville af med mere, måtte hun et kort øjeblik stoppe et stik af skuffelse. Nej, hun ville ikke af med mere. Hun ville flyve om kap! Hun ville manøvre - hun ville gerne opleve stærkere vinde, og længere distancer. Men det gav god mening, at det nok ikke var noget værd førhen hun i et eller andet omfang kunne flyve selv. 
Skuffelsen var ikke svær at komme over - hun fløj trods alt nu - og lidt mere afmålt prøvede hun at lægge mere kraft i sine vingeslag, imens hun nikkede. "Okay, men -" og hun hævede den ene hånd en smule advarende. "- ikke noget med at tage dem alle på en gang. Jeg vejer lidt mere end man tror" sagt med en hvis grad af stolthed, men i kanten af stemmen kunne man mærke den lille hage. Han kunne lige vove. 
Dødsfald måtte være i kapaciteten 1 om dagen. 

Friskheden hun udstrålede var opløftende, hun kunne sikkert få de mørkeste dage til at lyse op. Men dette kom vel blot af at hun var et menneske med blod på tanden for at fremme sin egen proces og udvikling. 

Men som de nåede en højde, var hendes svar knap så hurtigt givet. 
Overvejende lod Basil tankerne summe over hvad hun mon tænkte, siden hun ikke kom med et så hastigt svar igen. Var der noget hun hellere ville, afprøve for nu ? Men hun gav sit svar til kende, men med et ønske fra hans side af: "Robuste knogler?" sagde han i et grin og smilede skævt for sig. Hun kunne spise ham af med hvad som helst, men vægt skulle ikke hindre hende i at få lov til at få sin vilje. Men han lod sin overvejelse få styringen: "Var der noget andet du hellere ville have vi afprøvet med, før vi kastet os ud i at tømme dig for røde fjer?" 

Det varme blik glimtede en anelse levende - robuste knogler kunne man godt kalde det - og hun nikkede en kende leende over situationen. Det var ikke første gang hun havde hørt det, selvom det almindeligvis blev brugt i lidt mindre pæne sammenhænge. Med tiden havde det dog været naturligt at (i hvert fald forsøge) at fjerne skammen ved de fine ord,og i stedet tage stolthed i det. Over det. Især når hun kunne lægge vedkommende i en overtalende benlås, skulle de ikke lytte første gang hun forsøgte at trække grænserne op og sige 'og så var det heller ikke sjovere'. Det var - eller føltes i hvert fald - en smule anderledes når Basil pointerede det. 
Mentalt havde hun allerede forberedt sig på det overarbejde musklerne om lidt ville komme på, så snart han startede, og samtidigt også talt det op, selvom at resten af dagen nok (flyvning til trods) ville byde på mere af det samme. Op, ned, frem, tilbage - forsøge at skabe kontrol over vingefanget, når det forekom svært og (for) småt. 
Men hendes øjne gled i et undrende, nej nok nærmere undersøgende ryk imod ham, da han pludselig spurgte lidt mere ind til hvad hun ville. Og som tændtes julelys inde bagved de mørke brilleglas, kunne man næsten skimte den gavtyvagtige spænding, som dirrede i mundvigen. "Vi kan godt blive enige om at du nok er dygtig med dine vinger..." Lidt smørret skubbede hun flyvebrillerne en smule op i panden, et sigende blik til følge. "... Men en mand i din alder - flyver du overhovedet hurtigt mere? Kan du manøvre?" Tør du? Udfordringen hang prøvende i luften sammen med dem, er godt stykke over gyldne sandklitters bakker, og hun bed sig ubevidst en anelse afventende i indersiden af kinden. 
Hun håbede da.

Der var ingen overvejelser om, at hun måske tog det anderledes end han mente det. I hans verden var det intet andet end at se folk som de var. Robuste knogler kunne lige så vel have været store muskler, hvilket det vel nærmest også var. Knoglerne var bare det solide objekt, mens musklerne var hvad folk havde at gøre brug af. Og set på hende -- ville han ikke ligge sig ud med hende (specielt ikke hvis han var vingeløs eller på anden vis hæmmet i at flygte hurtigt). 
Men noget ændret sig, hvad kunne han selvfølgelig ikke se. Men som hendes mund lod ordene flyde ud, kunne han kun se lidt halvfortabt ud på hende, som han ikke vidste, hvad han skulle sige til det hun sagde - eller forstod det for den sags skyld. 

Blev han lige kaldt gammel og grå? Var det virkelig sådan de skulle lege, at hun lige kunne smide nogle halvhjertet stikord til ham, for at få ham til at bide på krogen om et kapløb (som han jo uden tvivl gerne ville, men hun ville jo tabe alt for stort). Hænderne kom op i en forsvars position og gestikuleret rundt, mens munden talte "Nu ikke så... villig i at tabe," hænderne faldt over kors og han så med et udfordrende blik på hende. Han var klar. "Skal vi køre det som et fair game, og du viser mig ruten eller..?" Basil var op for uanset hvad. 

Den mere direkte og nogle gange nedværdigende ping-pong, var efterhånden en så fast del af Talices væremåde, at hun knap nok ænsede hvorvidt det lød for disrespektfuld. Han havde nok godt af det. Og hun ville uden tvivl lære mere sådan her, ikke også? Indvendigt lo hun lidt tilfredst, jah hun havde aldrig været bange for at tabe heller. Og med en lidt mere drilsk overvejelsem, gled blikket over de gyldne sandbanker, nu hvor han faktisk bed på, og halvelveren kneb overvejende munden sammen, førhen hun fløj lidt tættere på for at pege. Med den ene finger gestikulerede hun ud imod et vagttårn, et stykke udenfor byen, og derefter imod en sørgelig samling sten fra et eller andet tidligere fundament. "Selvfølgelig, jeg er altid fair. Vi skal ned og vende omkring tårnet, og..." de gyldne øjne mødte hans udfordrende blik, og hun følte en spænding få hende til afventende, nok nok nærmere spændt at ryste hænderne en smule 'klar'. "... og så i et loop-dyk hen til ruinerne. Jah?"
Meget kunne man sige om halvelverens tålmodighed. Men i det mindste sikrede hun sig at Basil var klar-ish, inden at hun med en "tre-to-en-nu!" nedtælling, og satte i bevægelse. 

Med fem store, kraftige tag med vingerne søgte Talice fremad, men også en smule opad, og forsøgte at få fart på. Hun vidste ikke meget om vindretning eller højdeforskelle, men hun vidste at når hun lod sig falde, faldt hun hurtigt. Og måske det ville gøre det nemmere at tagetsvinget skarpt, og få fart nok til det loop de skulle gennemfører. 

Det var en fristende attitude hun bragte med sig. Basil kunne næsten ikke tro, at hun ville udfordre ham, skønt han havde lånt hende en del fjer og han stod halvtom, men han kunne snildt snyde. Hæmme hendes vingkraft, tømme hende for de røde af hans - alt var relativt. Men ville han nu også være den type over for sin egen lille lærling. 

Overvejelserne for at snyde mindst lige så fristende, som overvejelser om at tæve hende fuldstændigt ærligt. Men han lyttet til hende og fulgte hendes anvisninger. Selvom hun beskrev det så (manglefuldt) deltaljeret, så han blot lidt skiftende på hende og mod vandtårnet med øjnene og nikkede som han var overbevist af hendes anvisninger. "Selvfølg-" og hun satte gang i nedtællingen. Han så næsten blot på som hun selv satte i værk nå ja han skulle også i gang, så han satte gang i sit halvvejret vingefang, det generet han ikke just, den eneste udfordring han reelt havde, var sandet som ville komme i hans øjne. 
Basil lagde sig med ryggen ned mod sandet og så op på hende som han stille fik indhentet hende. "Hvordan har du tænkt dig at lave loop'ed uden træning?" lød det fra ham med hævet stemme i håb om at hun kunne høre ham. 

Han var klar til at ligge sig om på siden, så hans ryg vendte mod vandtårnet så hans sving ville komme som en mere flydende omgang for sig. 

Vinden tævede hendes ansigt og piskede det mørke hår bagud, så knolden hun havde lavet tidligere desperat prøvede at holde på de natmørke lokker. Det føltes som om at det gik stærkt, når Talice med et fokuseret grynt holdt blikket imod tårnet. Det føltes godt, meget bedre end hun havde håbet på, og en boblende fryd skubbede halvelverens læber op i et grin - hun slog nogle ekstra slag, hun kom fremad som en pil igennem luften, forestillede hun sig. Men en genkedelig stemme brød med hovedpersonsøjeblikket, og Talice kiggede nu overrasket ned, munden åbnet i et lille oh da hun så Basil under sig. 

Der kunne man vidst snakke om en pil gennem luften.

Latteren blev stjålet af vinden, men hænderne fløj sigende op foran munden, og Talice pegede promte ned. "Woah!" grinte hun, og gled umærkeligt for hende selv også en smule om på siden i de varme vindlag. En halv spejling af Basils flyvende elegance, men ikke en der fik opmærksomhed da halvelveren knap nok selv ænsede det i sit fokus. 
Blikket bagved flyvebrillerne lyste nok uden at han vidste det, op med en indvendig og tavs anerkendelse. 
I stedet for at sige det, gled et smørret smil over læberne. "Hvordan har du tænkt dig at vinde, når jeg først bliver rigtig god?" råbte hun i et drillende spørgsmål tilbage, og lagde selv an til det sving der var dem forude. Hun var måske ikke ligeså trænet som Basil. Men hvis hun ikke brækkede nakken inden da, forventede hun at blive det. 
Til dels på grund af måden han faktisk nu viste, at han ikke bare havde været tomme ord eller adelige 'løfter'. Men også fordi at hun ikke ville sige farvel til den her følelse permanent. 
Hvor at den rødvingede mand tog det i en glidende, ganske elegant bue, tog Talice den modsat, med ansigtet vendt imod det hun skulle undgå at ramme og hjørnerne sløve. Det fik hende nemlig til langsomt at glide ud i den længere bue hun skabte, krydse over Basils linje, og samtidigt også sakke bagud. 
Zalans også! Halvelveren spændte ryg og mavemusklerne prøvende, jah fiskende efter mere fart som hun havde tabt, og fulgte næsten analyserende med i hvad Basil foretog sig op til næste udfordring, førhen hun forsøgte at følge trop.

Men han havde ret. Hun havde ikke prøvet det før, og var ikke fuldkommen klar på den kolbøtte hendes balance skulle til at slå, da de dykkede ned og gav sig til at samle fart til stigningen. 

Kunne man finde en mere lærenem og ihærdig person end hende. 
Basil måtte nok stå ved, at hun i sidste ende kunne vise sig at blive bedre end ham, hvis hun fortsatte med sådan et gå-på-mod. Selvom vingefanget var umenneskeligt lille i forhold til størrelsen af krop det skulle støtte, kunne det uden tvivl godt ende med at overraske - og han havde interesse i at se når det skete. 

Selvom øjnene lå fast mod hende, havde han idéerne om hvor svingene skulle ske. Det var en af de færdigheder som kom med tiden når man fløj, at man lærte at få en målestoks fornemmelse. Hvor mange vingeslag der skulle til for at nå til et punkt, hvornår man skulle stoppe eller ændre krus. Han hævede et bryn til hende som svar til hendes råbende spørgsmål. Talice skulle være mere end velkommen til at komme an. Det ville kun være en udfordring værdig. Han kunne ikke prale af højde (og slet ikke ved siden af hende), men det han havde ikke havde i højde, havde han i vingefang. 

Han så passivt til som hun kæmpede sig omkring. Hun havde selv sat udfordringen op, så hvordan hun selv kom omkring sig, var et ansvar som lå udelukkende på hende. Han var målrettet. Han fik vendt sig om, så maven lå ned mod jorden før han ville spænde i krop og begyndte at glide op i det loop der skulle sende ham med hovedet først ned i et dyk mod ruinerne. Måske var det pral, men han gik efter at få en perfekt bue i sit loop, at han næsten syntes at skænke farten, indtil han toppede og satte farten op som et projektil. Vinden trak tungt i ham og han knep øjnene mere sammen som sandet kom angrebene mod ham. 

Hun kunne ikke helt forklarer hvorfor det næsten brændte i hendes fingerspidser, efter at modbevise den anden flyver
Måske havde det været hans nonchelant attitude som prikkede til hende, hvor at det ikke virkede som om at noget gik ham på. Måske var det hans arrogance. Måske en forsinket hævn, som ved hvert vingeslag forsøgte at få hende nærmere, så han ikke prøvede dødsfald og gakkeløjer på hendes bekostning, igen. Men hvad end det var, gav hende et skud af både energi og adrenalin som nok var nødvendigt for det næste der skulle ske. 

Fordi hun kom lidt for meget bagud i svinget, men bed tænderne kampklart sammen da de begyndte stigningen. Opad, opad... ret stejlt opad. Talice var ikke forfærdeligt mange meter bagved Basil, og forsøgte at gøre ham kunsten efter. Spænde i musklerne, næsen imod himlen, og fart nok til at... få vendt sig i luften? Så godt som perfekt bevægede manden sig igennem luftstrømmene, og drejede elegant bagud - næsten så tyngdekræften forsvandt - førhen at det var overstået, og han atter var på vej ned. 
Og så godt som uperfekt gjorde Talice ham kunsten efter, han virkede heldigvis ikke til at kunne se hendes svajende bevægelser, da loopet nok nærmere blev en sidelæns kolbøtte efterfulgt af et twirl. Forbandet! 
Med næsten uretfærdig og ufrivillig tydelighed så hun ham nærme sig deres slutsted, forbandede mand og hans fine aerodynamiske evner - den sandklit. Men Talice havde ikke givet op, da hun endelig fik rettet mere op på sit lup, og med farlig hast også søgte imod sandet, vingerne vinklet til at suse igennem den tørre luft. 
Og med et mægtigt, jah næsten lidt smertefuldt swosh foldede dem ud for at sænke farten, måske lidt for tæt på jorden i forhold til hendes størrelse. 

Han ville gerne have set hendes teknik og reaktion, men omstændighederne var der ikke til det. Selvom det stak i ham, hun havde viljen til at ville vise sig, måske var det en anelse arrogant at tænke, men måske var for ham hun gerne ville vise sig. At hun kunne mere og tog hans udfordringer til sig (selvom hun var den som bragte udfordringen på banen). Men vingerne af hendes var robuste og skulle nok blive til noget særligt. Ingen fugl var ens. 

Selvom vindens susen trykkede for ørerne, var det som om vinden alligevel havde en efterfølgende larm bag sig og han valgte at skæve til siden bag sig og så hende. For den da også, Talice, roste han hende i sit hoved men så samtidig også kolbøtten og rosen faldt lidt til bunds igen og han valgte at flytte sit fokus tilbage hvor det hørte til. Det forkorte vingefang havde virkelig sin udfordring i at suse fra hende, det tog en del mere på muskerne og han kunne mørke hvordan syren langsomt begyndte at brede sig i ryggen. 

Slutstedet var tæt, og hun gav ikke op, hvilket burde have irriteret ham, men han ville dog heller ikke tabe med vilje. Så, igen overvejelserne om at trække fjer fra hende kom snigende i hans baghoved, men han ville ikke vidne sådan et styrt. 
Skulle han være ærlig, havde følt hende lige i røven af sig selv. Men som slutstedet var nået, begyndte han at folde vingerne, det han havde, ud og fik sænket farten han havde kontrolleret og fik sat fødderne på jorden. 

Hænderne blev placeret ved hofterne og han trak lidt efter vejret og prøvede at træk skuldrene tilbage for at spændende ud, men det stak i ham. "Du bliver en værdi modstander med dine egne vinger til den tid, Talice,". 

Det var ikke en elegant landing, og det var heller ikke en hun på senere sigt ville være stolt af. Men det var måske de spæde skridt til en sundere superheltelanding, som ikke fik hende knæ til at værke da hun sammenbidt knækkede sammen i mødet med jorden. Bagved hende syrede musklerne i vingerne, efterfulgt af musklerne i resten af kroppen. Hendes mund føltes tør - delvist fyldt med sand. Men hendes tanker? 
Det var en blanding af det bankende hjertes hurtige rytme, og blodet der brusede for ørene, som fyldte mest. Talice hørte sin egen stakåndede vejrtrækning efter nogle sekunder, og kom med en underlig let følelse i kroppen op og stå igen, hænderne støttende på lårene. 
Men hun formåede at kigge op da Basil endelig brød stilheden, et først overrasket, og dernæst mere skjult, stolt glimt i de lyse øjne. "Du tror virkelig på at de-" og hun måtte lige løfte den ene finger i en pause for at få vejret, og rankede sig endelig helt op. " - at de bliver store nok?" hun håbede i hvert fald på det. Nej, hun troede på det. Hun ville ikke overveje andet, men det var altid rart at høre lidt fra nogen som faktisk havde gennemgået 'processen'. 

Tonen var dog let - det lænede sig mere op af et retoriske spørgsmål - og hun behøvede ikke et svar. Nu med lidt mere luft i lungerne, og lidt mere værkende skuldrer, gnubbede hun masserende nakken og rygknoglerne bagved med den ene hånd. "Men tak. Og, eh, tak for kampen" man kunne kalde hende mange ting, men dårlig taber var heldigvis ikke en af dem.
Bevares, hun var konkurrence dræven. Men Basil havde ikke behøvet at indvillige i det her lille projekt. 
Men hun var glad for at han havde gjort det. 

Kroppen kom sig langsomt, men en ting var klart, han ville mærke det dagen efter. Det at låne sine fjer ud og give den så meget ekstra for at vise sit færdighed, var noget af udfordring, men det var kun gavnligt i det lange løb. 

Basil bukket sig forover og trak sig stille ud, mens han fik vejrtrækningen under kontrol. Pulsen skulle ned, men det ville blot tage lidt tid, såvel som den syrlige følelse der bredte sig i hans ryg. "Ja, det gør jeg," svaret han ind i mellem sin vejstrækninger og udstræk. Som han så det, var hendes vinger langt fra færdige med at vokse, men hvordan de ville vokse for at efterkommende hendes kropsbygning, kunne han dog ikke her lurer. Vingefanget ville måske brede sig mere over tid. Som muskler kunne vokse. 

Fødderne blev i sekundet han bevæget dem, slæbt over sandet og han gik hen og rakte hende hånden, som en rigtig sportsmand. "Selv tak, skal vi vende retur, Talice?" selvfølgelig hvis hun ønskede mere, måtte det være på hendes egne bekostninger, men han skulle nok blive ved hendes side og motivere hende til at fortsætte det gode arbejde. Der var intet andet for sig. 

Langsomt kom det bankende hjerte mere under kontrol, og manede vejrtrækningen ned. Når hun i små ryk gnubbede de anspændte muskler i ryggen, var det tydeligt at hun havde overarbejdet det. Det ville føles forfærdeligt imorgen, og hun ville nok stadigvæk sidde med et tindrende smil, som en eller anden glad idiot. Men hvordan kunne hun lade være? 
Gyldent mødte gyldent, i et tavst lille sekund hørte hun hans svar. Jah? Og med en fornøjet lille 'mmh' greb hun hans fremstrakte hånd og gav den et lille klem. "Jah, lad os... jeg forstår godt hvis du skal have et hvil" kom det med et lidt mere selvirionsik smil, og hun skar en grimasse da hovedet vippede tilbage, og følte decideret stød glide ned af nakken. Hun skulle i hvert fald have et, det var så helt sikkert. 

I nogle sidste, ømme bask strakte hun dem ud ugen, og så med et strejf af skjult sørgmodighed både så og følte hun hvordan Basil tog det røde vingefang tilbage, og generobrerede det han havde haft før. Den manglende vægt var i momentet næsten rar. Men det skubbede stadigvæk til et lille hul der var efterladt. Intet var så permanent, at det ikke ville ændre sig. 
Følelsen var en hun maste væk, da fødderne i stedet blev vendt imod hovedstaden, og hun med et lille kast med hovedet satte i skridt, tilfreds med ikke at styrte afsted videre, efter idag.