Aaliyah fik straks lagt låg på de rasende følelser, som Darkhan havde fået revet løs, selvom han ikke var den mindste smule i tvivl om, at de stadig ulmede under overfladen. Hun viste sig kun fra sin bedre side, fordi deres fader ikke fandt sig i andet. Man kunne se Darkhans næsten hoverende udtryk, mens fyrsten stod og snakkede til hende. Lettere smilende lagde han armene over kors og frydede sig over at få medhold. Troede han.

For lige så snart opmærksomheden blev rettet mod ham selv, forsvandt smilet straks og armene blev skamfuldt hængt ned langs siderne. I modsætning til sin søster, var Darkhan slet ikke lige så god til at holde sine frustrationer inde.
“Men det er da ikke min skyld at hun slår mig helt uprovokeret!” Udbrød han næsten råbende med det samme.
“Hvis du bare havde fået hende afsat hos en mand, ville det her aldrig være sket!” Åh jo, Darkhan kunne helt bestemt også bebrejde deres fader for en masse, selvom han oftest viste den største respekt overfor ham.
“Hun skal da bare være glad for, at jeg ikke slog igen!” Afsluttede han med en tydelig rynke i panden, der uden tvivl viste hvor utilfreds han var. Han ville da ikke have en reprimande, når han tydeligvis ikke havde gjort noget galt.

Aaliyah vidste udemærket at det hun havde gjort havde været forkert, men når han var så respektløs overfor sin egen familie, så var der nogen der måtte sætte ham på plads og give ham den opdragelse som han manglede. Det var tydeligt for alle i denne familie. Det var klart at når hendes fader trådte ind, at han krævede respekt fra dem begge og den viste hun ham. 
Hun kunne næsten se, uden at kigge på Darkhan, hvordan han frydede sig over at Fyrsten stod og talte til hende og gav hende tørt på, men inden længe ville det blive hans tur. Det kunne han godt regne med.

Der var meget som hun kunne sige til Fyrsten lige nu, men hun vidste også bedre. Det var sjældent smart at sige ham imod eller give ham igen, for så blev han kun mere sur, og lige nu virkede han ikke i sit bedste humør. Det var bedst bare at give ham ret og give ham fred. Hendes indre ulmede stadigvæk over den opførsel som Darkhan havde lagt for dagen, for det havde været langt over grænsen. 
Hun var måske ikke helt enig i at en mand, ville give hende det nødvendige for at styre hendes temperament. Måske havde hun det fra hendes moder, selvom hun ikke havde kendt hende. Og især fra hendes fader. "Jeg kan ikke sige andet end at jeg beklager. Det skal ikke ske igen" Hun måtte jo bare finde på andre måder at straffe Darkhan på, hvis det skulle ske igen.

Da det endelig kom til hans tur, kunne hun ikke andet end at smile håneligt, men ikke for tydeligt. Selvfølgelig ville han få en tur. Han gik lige i fælden, han svarede igen. Han blev ved med at jamre til sin fader, over hvordan det hele var så urimelig og unfair over for ham. Hun nød det her mere end hun egentligt burde. 

En rød vredesglød var begyndt at brede sig over fyrstens kinder. Han var uhyre bevidst om tjenestefolkene og gardnerne, der lod som om de var ved at foretage deres daglige arbejde, men hvis ører var på stilke, som de lyttede til optrinnet mellem fyrsten og hans børn.

"Du er en fyrstesøn!" Snappede han af Darkhan. "Og ved Guderne, du opfører dig ikke som én i dette øjeblik! Kvinder er utilregnelige - selvfølgelig kan de finde på at slå uprovokeret!" Selvom Sephyran i dette øjeblik tvivlede på, at håndgemænget havde udviklet sig helt uden provokation. "Det er op til dig, som mand, at være den fornufige stemme og ikke lade dig provokere! Det vil du tids nok lære, når du får dig en hustru - og så skal du være velkommen til at slå hende igen for at sætte hende på plads! Men gør det inden for hjemmets fire vægge og ikke i fuld offentlighed!" Han slog ud med armen mod haven, hvor en tjenestepige pludselig fik meget travlt med at genoptage sit arbejde.

Hans blik gled mod Aaliyah, tids nok til at fange det hånlige smil om hendes læber. Selvfølgelig havde hun heller ikke lært lektien! "Nej, det skal ikke ske igen! Du vover nognesinde at løfte din hånd mod en af dine brødre igen!" Snerrede han. Det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok med at få hende gift. Så ville hun snart lære..

Det var udelukkende Darkhans egen skyld, det var han klar over, men han ville aldrig indrømme det. Det gjorde ham også kun mere vred, at Aaliyah var i stand til at maskere sine reelle følelser, når han ikke selv var. For nu var det jo kun ham, det gik ud over.

Darkhan blev hurtigt mindre og mindre at se på, som han stod og tog imod fyrstens hårde ord i stilhed. Men raseriet ulmede stadig lige under overfladen og der var ingen tvivl om, at han slet ikke var færdig med at skabe sig. Dog ikke før han lige fik sendt et flabet udtryk i form af en udstukket tunge mod Aaliyah, der lige fik et par snerrende ord efter sig en gang mere.

Derfra rettede han hurtigt sin opmærksomhed mod deres far igen, i håb om at han ikke nåede at se ham i sin barnlighed, da han rakte tunge af sin søster. Han skævede kort mod den pludseligt travle tjenestepige, men gav straks et udtryk der viste, at han da var fuldstændig ligeglad med, om hun lyttede med.
"Hvorfor skal jeg være den fornuftige?! De skal bare vide at jeg har ret, lige meget hvad!" Det gav da ikke mening, at han skulle være nødt til at bruge energi på det.
"Så jeg må gerne slæbe Aaliyah med indenfor og slå igen?!" Darkhan stod allerede klar til at tage fat, med en udstrakt hånd mod Aaliyah, hvis han fik lov af deres far til at give igen.

Smilet på hendes læber, som hun frydede sig over at Darkhan blev sat på plads, havde været for stort. Det var selvfølgelig blevet opsnappet af deres faders alt seende øjne. Det kunne hun have sagt sig selv, så hun måtte tage endnu en stak ord i hendes retning. Hun mente dog at Darkhan var den som tog imod mest, især fordi at han blev ved med at pive over den "store" uretfærdighed som verden viste ham, fordi man ikke kunne indfinde sig efter hans dagligdag.
Hun så dog uden tvivl tungen som blev rakt hendes vej, som hun modtog stakken af ord imod sig og hvis Fyrsten havde opfanget hendes lille løftende mundvige, så ville han uden tvivl se hendes broders grimme tunge, og der ventede ham uden tvivl endnu en omgang.  

Både hendes og fyrsten ansigt var rettet mod Darkhan, som han blev ved med at finde sig utilfredsstillet. At han magtede at blive ved. At han ønskede at stå her hele dagen, og blive irettesat af deres fader. Hvornår lærte han at skjule sin utilfredshed og blot æde den? Aaliyah havde lært det. Hun undskyldte af sit hjerte, og med mindre at Darkhan ville være en idiot overfor hende igen, så skulle hun nok holde følelsen inde. 
Hun vidste at hendes fader ville sige et eller andet, men hun havde næsten fået nok af hans uvidenhed og hans følelse af at føle sig hævet over alle. Han var et barn. Han blev aldrig voksen. "Darkhan.." Startede hun roligt og sukkede, "Jeg er så glad for at fader ikke valgte dig som arving. Ingen vil respektere dig eller føle at du har ret, så længe du opfører dig som et kæmpe pattebarn. Den eneste grund til at tjenerne lytter til dig, er fordi at de er slaver" Det var på tiden nogen fortalte ham, hvordan det stod til. Hun var ved at få nok af ham. Så måtte hun tage den skideballe som hun stod overfor.

Det var tydeligt, at hver gang fyrstens opmærksomhed var vendt mod det ene af børnene, kom der flabetheder fra det andet i form af rullende øjne eller en udrakt tunge. Sephyran kunne mærke, hvor han blev vredere og vredere, en rød farve plettede hans kinder, som han atter vendte blikket mod sin søn:

"Jeg talte om, når du en gang får dig en hustru. Hvilket du ikke havde, sidste gang jeg kiggede." Afbrød han olmt. Naturligvis kunne knægten ikke bare få lov til at slå sin i øvrigt voksne søster - den slags måtte han gemme til han en dag havde en kone, så længe han ikke misrøgtede hende for meget. Kvinder skulle lære at kende deres plads, men det behøvede man som regel ikke slå dem mange gange, før de gjorde..

Hvilket Aaliyah forhåbentlig kunne lære, når hun endelig fik sig en husbond.

"Og lad mig så ikke høre mere af dit piveri!" Snappede han af Darkhan, men knap havde han haft et øjebliks ro, før Aaliyah forsøgte at eskalere konfliktene ndnu engang.. "Var din mund! Du er en voksen kvinde, der bør vide bedre, end at tale sådan til din bror!" Han snurrede rundt på stedet for at sende datteren et vredt blik, før han tog en dyb indånding:

"NOK! Begge to! Tilbage til jeres værelser, og I forlader dem ikke resten af dagen!"

Det var et muggent blik Darkhan sendte fyrsten. Han vidste hvordan den unge dreng så på de kvinder og tanken om at blive gift afskrækkede ham stadig. Den eneste, der fik Darkhan til at være helt klodset, var en af paladsets tjenestepiger, men aldrig om han ville have en eneste pervers tanke om hende. Han var så fristet til at komme med en kommentar mere. Om at han ikke rigtig kunne se forskellen på at slå på sin hustru, eller slå på sin søster. De var jo begge lige flabede.

"Hvis der er nogen her der opfører sig som et pattebarn, er det da ik.." Darkhan blev stoppet i sit udbrud mod Aaliyah, da fyrstens snappende ord skar igennem. Han bed tænderne sammen i endnu en surmulende mine, lige indtil den sidste ordre blev givet.
"Næ!" Udbrød han straks og satte sig dermed i direkte strid mod faderens befaling.
"Jeg vil ikke straffes for noget, jeg ikke har gjort!" Darkhan satte sig ned i de bløde puder, det ene ben over det andet og lagde armene over kors.
"Jeg bliver her," konstaterede han med et trodsigt blik rettet direkte mod deres far. Han havde ikke tænkt sig at lytte, bestemt ikke.

Det her var ved at være mindre komisk. Børnenes irritation til hinanden var ved at blive hård og spydig, og det var tydeligt at Fyrsten måtte kæmpe med at få styr på det her. Det hele havde dog været Darkhans skyld, det var Isora ret skråsikker på. Selvfølgelig burde hun vare sin mund og være den kvinde som hun var. 
Hun havde virkelig følt at det havde været på sin plads at stikke ham en flad, med de kommentarer som han havde givet. Aaliyah ville ikke stå som model, til den slags kommentarer. 

Lige nu var fyrstens øjne rettet mod Darkhan og Aaliyah kunne for et kort øjeblik trække vejret. Hun ville uden tvivl høre for den kommentar som hun smed afsted. Men hun havde håbet på en reaktion fra sin broder, for hun håbede at den satte sig i ham. Han var da også på vej til at sige noget, da Fyrsten afbrød hans korte samtale. 
Hun tog Fyrstens ord til sig. Hun sagde intet. Nikkede blot som den kvinde hun var. "Jeg beklager, Fader" Kom det roligt fra hende. 
Indvendigt rasede hun. Hun kunne sagtens lade sit temperament stige til hovedet, men det var nok ikke det rigtige at gøre. Men at Darkhan stod der og beklagede sig over intet at have gjort. 

Samtidig havde hun lyst til at smile, for dette her ville hun ikke gå glip af. Måske skulle hun trisse afsted, men nu hvor Darkhan nægtede, så ville hun ikke gå glid af hvad der ville ske.

Fyrsten var så sandelig vant til, at han når han hævede stemme og udstedte en ordre, så blev den prompte fulgt! Men hans børn havde løvens blod: de var stolte og stædige, præcis som deres fader, i dette øjeblik til Sephyrans store frustration, som ingen af børnene løb mod deres gemakker og Darkhan endda vovede at endnu engang sige ham imod..

"DU KOMMER MED! NU!"

Vredt skridtede han hen mod puderne, hvor drengen havde gjort sig det mageligt og greb fat i kraven på hans fine klæder, for bogstavelig talt at begynde at slæbe ham op til gemakkerne. Vreden lynede i hans øjne og ansigtet var rødt - han var kun alt for bevidst om tjenerne og slaverne, der lod som om de var travlt optagede af deres egne gøremål, men hvis ører var på stilke.

"Det gælder også dig!" Snerrede han af Aaliyah, da han, trækkende sin søn efter sig vendte sig om, for at se at datteren stadig stod der. Utvivlsomt hun tog stor fornøjelse i at se sin broder blive ydmyget..

Darkhan var ikke et sekund i tvivl om at hans søster frydede sig over fyrstens hårde behandling af ham. Den stædige dreng fik alt for ofte sin vilje og gjorde altid præcis som det passede ham. Det var ikke mange der kunne få ham til at makke ret.

Fyrstens vrede var som regel en af de ting, der fik Darkhan til at rette sig ind, men få gange tog stædigheden over. Denne gang var én af de gange, selvom man stadig, i et kort øjeblik, kunne ane noget der kunne ligne frygt i de blå øjne. Han respekterede sin far, det var der ingen tvivl om, selvom han engang imellem satte sig i strid mod hans ordrer og ønsker, men den overvældende vrede var skræmmende.

Darkhan lod sig slæbe med i stilhed, lige indtil han fik set et par slaver der lod som om de intet så. Han ville ikke se så svag ud foran dem. Han greb fat med negle om faderens arm, hvor end han kunne få fat, og gav sig råbende til at sparke ud efter ham.
"NÆ! SLIP MIG!" Skreg han, så højt at ingen på paladset var i tvivl om hvem der råbte.
"Du kan ikke tvinge mig, jeg kan selv bestemme!" Råbte han. - Hvis han var gammel nok til at tænke på ægteskab, så kunne han også selv bestemme hvornår han skulle sættes på plads.
"Tag Aaliyah i stedet! Det var hendes skyld!" Selvfølgelig skulle han ikke have skylden, når det tydeligvis var Aaliyah, der havde provokeret.

Selvfølgelig frydede hun siger over den behandling som hendes bror fik af deres fader, og lige nu var det næsten underholdende at blive stående og se hvordan dette ville ende, når han blev ved med at skabe sig som han gjorde. Ikke engang Dain kunne skabe sig så meget som Darkhan gjorde, det var helt utroligt. Nogen gang skulle man tro han stadigvæk var et spædbarn.
Det virkede næsten som om at han fulgte frivilligt med, men Aaliyah nåede lige at se hvordan Kile tog ved ham, da han atter begyndte at skabe sig, da han så at de ikke var alene. Det var næsten hysterisk morsomt.

Selvom Aaliyah gerne ville blive stående og se optrinnet og hvordan dette ville ende, så vidste hun også godt hvornår man skulle liste af, når det var sagt. I forhold til Darkhan. Derfor vendte hun om, lod sin fader tage sig godt af sin broder og håbede at hun kunne høre hans brok og skrig fra værelset, når hun nåede dette.

Det var ikke fordi Sephyran ligefrem nød at uddele straf til sine børn - men han kunne ikke finde sig i den opførsel, Darkhan lagde for dagen. Knægten vidste også bedre end at stritte imod, konkluderede han med tilfredshed, som han slæbte af sted med ham. Altså lige ind til de passerede slaverne.

Aaliyah var allerede forsvundet, men Darkhan begyndte at råbe op, sparke og skabe sig, som var han langt yngre, end han skulle forestille sig at være. Vreden ulmede op i fyrstens ansigt, som knægtens fod ramte ham, og han gav sig til at ruske i ham. "Nu følger du med og tager din straf som en mand." Råbte han vredt og forsøgte igen at slæbe ham op ad trapperne.

"OG JER! FIND ET ANDET STED AT VÆRE!" Lød det efter slaverne, der hastigt spurtede af sted - og utvivlsomt ville fortælle de andre, hvad der var sket. Men der var ikke længere mulighed for at være diskret - det havde hans børn allerede sørget for, da der var blevet uddelt lussinger, hvor alle kunne se det.

Som vreden begyndte at ulme op i fyrstens ansigt, vidste Darkhan udmærket godt, at han var på tynd is. Lige meget hvor trodsig han havde lyst til at være, skulle han ikke skubbe grænsen meget længere, end han allerede havde gjort.
"Arh-ah-ah!" Lød det i takt med med at fyrsten ruskede i ham. Man kunne se trangen til at svare igen fylde mere og mere, men i stedet svarede han igen med endnu et hårdt spark rettet mod sin vrede fader.

Lige så snart slaverne var ude af syne, løsnede han grebet om fyrstens arm, dog uden at slippe helt. Han stoppede ikke med at gøre modstand, han fulgte ikke med helt frivilligt, og gjorde det stadig lidt besværligt ved at trække igen som fyrsten slæbte ham afsted.
"Du kan bare spørge slaverne! De så det hele, de kan fortælle dig at jeg ikke har gjort noget!" Forsøgte han som et sidste forsvar. Darkhan sagde ofte at man ikke skulle stole på hvad slaverne sagde, de løj alle sammen, men lige så snart det kunne gavne ham, så skulle man da endelig udnytte det.

Børn. Det var utroligt, hvad man som fyrste skulle finde sig i fra sit afkom - var det ikke netop deres opdragelse, han havde brugt en uhyr mængde krystaller på? Og så skulle han trækkes med dette her?

Han var ganske rød i ansigtet, som han med et fortsat greb i sønnen slæbte ham hele vejen op til drengens gemakker. Her ville vente både en solid endefuld og en stuearrest, ind til han var kommet på bedre tanker..
Og hvis han så Aaliyah lange ud efter sine brødre en anden gang, så kunne han heller ikke garantere, hvad der ventede hende.