Jaris' øjne gled i, samtidig med hendes. Han slap det længe savnede kys, men forblev så tæt, at han stadig kunne mærke hendes læber strejfe mod sine.
"Jeg har savnet dig.. Så meget," hviskede han. Det gjorde efterhånden direkte ondt ikke at kunne være i nærheden af hende.
"Skal jeg stadig stoppe?" Han forventede egentlig at hun ville sige ja, at hun ville være stædig nok til at stå fast ved sine hårde ord, når hun hele tiden havde bedt ham om at gå. Han ville aldrig gøre noget mod hendes vilje, hvilket var derfor han spurgte, men han gav hende samtidig ikke mulighed for at svare.
For han skubbede sine læber mod hendes igen straks efter. Selv med Daphnie så tæt på sig som muligt, fjernede han stadig hånden fra døren og lagde den om mod hendes ryg, så han kunne presse hende endnu tættere. Det var så let at vende tilbage i sine vaner, gøre præcis som han altid gjorde. Derfor gik der heller ikke længe før den hånd gled længere ned, greb fat i hendes tøj for at trække det op. Måske der også var en god sjat desperation af længsel blandet oveni. Han havde brug for at mærke hende, han havde brug for at få en fornemmelse af at være sluppet væk fra kælderen, også selvom han vidste, at han skulle tilbage igen. Han ville bare gerne lade som om, at alt var som det plejede.

~ The story of my life, I give her hope - I spend her love until she's broke inside ~