Det var rart at gå rundt med hende i byens gader. Komme tættere op hende. Hun virkede som en spændende kvinde på utrolig mange måder. Hun var nydelig at se på, attraktiv på så mange måder. 
Det var måske mere ham som skulle tænke på hvad andre tænkte, hvis de lagde mærke til at han gik med en kvinde som ikke lignede Serafina. Måske var dette forkert, men som det der foregik i hjemmet ikke kom nogen steder, var han i unåde med sig selv og i tvivl om rigtig mange ting for tiden.

Det var kun deres andet møde, men han havde fundet interessen for hende, da han var kommet til hende for at blive healet. Hun havde en rar og imødekommende personlighed, som var slående.
Som de nærmede sig paladset, kunne han godt se st det nok var det rigtige sted at ende deres gå tur, inden han ville følge hjem. Han var kommet tættere på hende.
Det var et smukt sted, det var der ingen tvivl om og det bekræftede hun da også efterfølgende. "Meget smuk" Erklærede han med hende, og søgte hendes smil, "Velbekomme, Leonore" Det var måske en spontan beslutning han havde taget, men da hun lænede sig ind imod ham og kyssede hans kind, var han klar over at det havde været rigtigt nok.

"Skal jeg ikke følge Dem tilbage igen?" Alt andet ville han ikke gå med til, nu var natten faldet på og hun skulle ikke gå alene hjem, igennem disse gader. Det ville han ikke gå med til.

Leonore havde en lille knude i maven. Ikke fordi hun var bange for løjtnanten ville gøre hende noget, men mere det faktum at han måske havde en kone… Der var vel intet galt i at gå gennem gaderne med nogen? De kunne jo bare være umådeligt gode venner? Hun bed sig lidt i underlæben og rystede igen den gnavende følelse af sig og vendte tilbage til blot at nyde turen gennem gaderne med ham.

Nok havde Leonore haft nogle bejlere igennem tiden, men der var ikke rigtig nogle af dem der havde været specielt spændende og medrivende som Issac var. Det var næsten underligt at møde en mand der virkede til at have noget imellem ørerne, kontra dem der bare sad og slubrede alkohol i sig og ville en tur i sengen. Hun var blevet væsentligt ældre og hun var da også begyndt at tænke over at stifte familie, Hun havde bare ikke haft chancen.
Hun bed sig let i underlæben som hun havde kysset hans kind og så på ham med et lettere undskyldende blik. Hun håbede blot at hun ikke overtrådte en eller anden grænse, dog virkede det ikke sådan.

Leonore smilede let til ham og så op på himlen. Det var tydeligt at tiden var løbet fra dem og det var blevet mørkt. Igen rettede blikket sig mod ham og hun bed sig let i underlæben ”Hvis det ikke er til besvær.” sagde hun stille. Nok var hun ikke bange for at gå gennem gaderne efter mørkets frembrud, men ville han følge hende til døren, ville hun bestemt ikke takke nej.

Der havde aldrig været noget forkert i at gå med en anden kvinde igennem byen. De fleste kendte Leonore som en healer, og derfor kunne der være flere grunde til at de gik igennem byen. Der var trodsalt intet foregået eller sket i mellem de to, og derfor havde de ingen grund til at have dårlig samvittighed overfor nogen. Issac var sjældent bekymret for andres meninger, det var hans egen han gik op i. Han havde fundet en lyst til at lære denne kvinde bedre at kende, gå en tur med hende og vise hende nogle af de steder i byen, som hun måske ikke havde set på samme måde.

Leonore var uden tvivl en spændende kvinde. Hun var i et spændende fag. Men det var nok det indenunder som var spændende, hun virkede imødekommende, sød og interesseret i andre. Det var egenskaber som tiltalte Issac, de samme havde Serafina. Hun var samtidig køn og attraktiv, hun virkede oprigtig i hendes ord. Det var alt sammen en spænding, som Issac manglede og som han lige i øjeblikket ikke fik der hjemme, eftersom at Serafina mere eller mindre havde lukket sig inde.
Issac ønskede at stifte en familie, ønskede sig et barn, som kunne tage familie navnet videre og det var bare ikke muligt sådan som tingene stod lige nu. Hvilket nagede ham. 

"Selvfølgelig er det ikke til besvar" Sagde han roligt med et smil, "Jeg kan ikke lade en kvinde som dig, gå tilbage alene" Ikke at han frygtede han ikke at der ville ske hende noget, men han ville hellere nyde hende det sidste stykke. 
Issac tog hende med, gik en vej, så de kom den modsatte vej og gik imod hendes hus igen. 

Leonore vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Der var ingen grund til at være så bekymret over hvad andre folk ville tænke, der var trods alt intet sket mellem dem og der ville formentlig heller ikke. Jo, han var en nydelig herre, hvilket også fik hende til at tro han i forvejen havde en kone. Hun havde ikke set på hans hænder og bemærket en ring, men måske hun skulle forsøge at ligge mærke til det uden at det virkede underligt. Hun ønskede ikke at danne splid i et ægteskab, det var det sidste hun havde brug for at skulle håndtere, specielt når det var en løjtnants ægteskab. Dog ville hun lyve, hvis hun sagde hun ikke havde lyst til at lære ham bedre at kende, men måske med små skridt?

Issac virkede i hvert fald vældigt interesseret i hende. Det gjorde ikke noget, det var jo sådan alle venskaber og forhold startede. Selv havde hun ikke haft nogle reele forhold, da mændene ikke kunne forholde sig til hun havde hendes læretid som healer og senere sin egen klinik. Det var sikkert også derfor hun ikke havde ladet sig selv blive forelsket igen, fordi hun ville have tid til sin klinik og den butik hun havde. Jo aftnerne kunne blive ensomme, når klinikken og butikken var blevet lukket, men hun havde jo sin søster og sin familie...

Et varmt smil kom frem på Leonore's læber og som hun skulle til at svare, kom han med noget man vel kunne kalde et kompliment? Hendes kinder blussede op og hun så på ham "Det glæder mig. Årh, det er nu ikke fordi jeg er bange for at gå selv. Jeg nyder blot selskabet." sagde hun og smilede før hun begyndte at følges med ham imod hendes hus igen.

Hvor skulle dette lede hen? Der var ingen tvivl om at han var interesseret i den kønne kvinde som gik ved siden af hende, men interesse kunne være mange ting. Det handlede om hvad hun ønskede også. Der var bare noget som i hans øjne, havde gjort hende interessant, og ikke mindst den måde som hun havde hjulpet ham på og hendes venlighed, sammenlagt med alt det andet. Men han vidste selvfølgelig også at det var forkert, hvis han skulle indgå noget med hende. Han ønskede ikke at gøre noget svært for hende, ham selv skulle han nok kunne passe på - også overfor Serafina. 
Men der var mange grunde til, hvorfor han af og til søgte andre veje, og der ville Leonore nok ikke være den første, men der var noget over hende, som gjorde hendes anderledes i forhold til andre.

Det kunne også blot være at hun ikke var interesseret i ham på den måde, hvilket også var en tanke som han ikke burde have, på nuværende tidspunkt. Han smilede over hendes ord og svar, og følte nu alligevel at det var rart at samtidig kunne beskytte hende. Issac vidste om nogen, hvem og hvilke personer, man kunne møde i Dianthos gader. Nu havde han måske selv holdt hånden over nogen af dem, for egen vindings skyld. "Selskabet kan der bestemt ikke sættes en finger på" Kom det smilende fra ham, som de bevægede sig hjem ad igen, så han kunne sætte hende af ved hjemmet, "Jeg håber selvfølgelig at du har nydt turen" 

Hvad skulle dette lede til? En forelskelse? Noget uskyldigt som blot en gåtur om aften? Leonore vidste det ikke, men hun var bestemt interesseret i løjtnanten, men kunne ikke rigtig sige det til ham. Måske lidt i frygt for at blive afvist. Hun havde aldrig været specielt god til at fortælle andre om hendes følelser, slet ikke når det kom til kærlighed. Hun ville ikke tænke for meget over hvad dette skulle ende med for der kunne ske så meget før næste gang de mødtes, hvis overhovedet igen. Hun mærkede hvordan hendes mave let slog knuder, ikke i ubehag, men nærmest i spænding.

Leonore smilede varmt til ham, taknemmelig for han ville følge hende til hendes dør igen. Hun ville bare heller ikke være til besvær, men det virkede det nu heller ikke til hun var. Hun mærkede igen kinderne blusse op ”Jeg er blot glad for du nyder mit selskab, så meget som jeg nyder dit.” sagde hun og bed sig i underlæben. Det føltes så akavet det hele, mest grundet hun egentlig var en smule forelsket i løjtnanten? Umuligt, de havde mødtes en gang før, så hurtigt gik det da ikke… Gjorde det? Hun gik lidt og tænkte over situationen som de gik gennem gaderne for at komme hjem til hende igen. Hun så på ham og nikkede ”Det har jeg bestemt. Det var så smukt.” sagde hun og smilede varmt til ham. Årh hvor kunne hun smelte lige nu.

Leonore havde vist sig at være en interessant kvinde at komme i kontakt med. Hun var flot, venlig og havde et åbent sind. Der var mange ting som tiltalte Issac, ved denne unge kvinde - selvom det var forkert. Han havde det med at skabe en interesse i kvinder, fordi at han lige nu var et sted i hans liv, hvor mange ting var indhyllet i røg og en stor omgang rod. Han vidste ikke hvad der skete der hjemme, kunne ikke finde nogen løsninger på problemerne og det hele kørte blot i ring. Det gjorde ham vanvittig, og han havde derfor brug for at komme ud.

Hans interesse i at følge hende hjem, ikke kun fordi at han var en beskytter over borgerne i byen, men også fordi at hun var en interessant kvinde, som havde fanget ham, var stor. Langsomt bevægede de sig ned igennem byens gader. "Du skulle bare vide.." Han sendte hende et lille, roligt smil som han gik ved hendes side, ".. Jeg håber ikke det er sidste gang, jeg ser dig" Og han tænkte ikke blot igennem hans arbjede, eller som en tilfældig forbipasserende i hans dagligdag. 
De nærmede sig langsomt hendes hjem, og hvordan denne aften ville ende var han usikker på, men så længe han sørgede for at hun kom godt hjem og han havde haft en aften, som han havde nydt, så var han tilfreds.

Hun havde nydt turen sammen med ham. Han var behagelig at bruge tiden sammen med, plus han så godt ud. Leonore havde aldrig haft stærke følelser for ret mange i hendes liv, men måske hun var ved at få lidt for løjtnanten? Hendes kinder blussede let op ved tanken over det, for de havde trods alt ikke mødtes mere end to gange. Let skubbede hun tanken væk, det kunne hun bruge tid på at tænke over når hun ikke gik her ved hans side igennem gaderne.

Leonore rettede blikket mod ham og hendes kinder blussede op over hans kommentar. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, men var blot glad for hun havde gjort et godt indtryk, hvilket også havde været hendes primære ønske. At følelserne så var begyndt at rende afsted md hende, var en anden sag. Et varmt smil kom frem på hendes læber ”Du ved hvor jeg bor, Løjtnant, du er altid velkommen.” sagde hun og bed sig let i underlæben. De nærmede sig langsomt hendes hjem og hun havde næsten ikke lyst til det skulle ende her, men hun skulle på samme tid også tidligt op dagen efter, dog var hun ham evigt taknemmelig.

Ville han se hende igen? Forhåbentligt. Men måske var det blot som den healer hun var, men forhåbentligt også for meget mere. Hun havde været et spændende møde, men det var usikkert hvad der ville ske i fremtiden. Han nød hvordan hendes kinder blev med at blusse op, som de gik igennem aften luftenen og snakkede livligt med hinanden. Han kunne ikke andet end at sende hende et varmt smil, og trække et skridt tættere ind til hende, blot for at lukket rummet mellem dem.

Endnu en gang blussede kinderne op og smilet på hendes læber, føltes varmt og behageligt, "Du skal passe på, at den farve ikke bliver permanent" Grinede han drillende og kiggede over på hende, selvom det uden tvivl ville klæde hende. Han så noget specielt i denne kvinde. Han havde nydt turen med hende og nydt at lære hende bedre at kende. "Forhåbentligt bliver det ikke fordi, at jeg skal heales eller bruge dine evner" Lød det ærligt fra ham. Men de var snart hos hende, og så var hun hjemme igen.

Leonore vidste ikke hvordan hun skulle gribe hele denne situation med løjtnanten an. Hun var bange for at blive kigget skævt på af alle andre omkring hende, for hun var da ikke en løjtnant værdi, var hun? Der var alt for mange tanker der fløj igennem hovedet på hende, men på samme tid havde hun virkelig også lyst til at møde ham igen gåtur eller ej. Hun bemærkede hvordan han kom tættere på hende, hvilket fik hendes hjerte til at hoppe et par slag over, men hun flyttede sig ikke. Hun nød derimod hans nærvær.

Hun så på ham og lod et lille grin undslippe ”Hold op. Du gør det ikke bedre jo.” sagde hun og puffede let til ham. Det var som om hendes kinder brændte så meget som hun havde rødmet i hans samvær, men det var vel kun en god ting? Det betød blot de havde en god kemi. Gaderne begyndte at blive velkendte og hun vidste de snart ville ende ved hendes dør, hvilket næsten var trist. Hun havde på en måde lyst til at invitere ham med op, men hvordan ville det ikke ende? Hun bed sig lidt i læben over tanken og skubbede den væk som hun hørte ham tale. Hun lod et lille kækt smil komme frem på læberne ”Så må du jo lade være med at komme til skade.” sagde hun og lod et lille grin undslippe.

Issac havde aldrig bekymret sig om status eller vigtigheden af dette. Han så den person som gik ved siden af hende, og selvom det var forkert at han så på hende sådan, fordi at han netop havde Serafina derhjemme. Det var nok mere ham, som skulle frygte konsekvenserne af at blive kigget forkert på. Hun trådte ikke væk fra ham, som han lod mellemrummet i mellem dem blive mindre, hvilket føltes rart. Han nød at være tæt på hende, at mærke hende nærvær. 

Han kunne ikke lade være med at grine over hendes ord, "Det er jeg ked af" Drillede han og skubbede let til hende igen, som hun skubbede til ham. Han fandt de røde kinder behagelige. At det var ham der skabte det hos hende, føltes på en eller rart. Det gav ham en bestemt følelse i kroppen, en varme.
De nærmede sig langsomt hendes hjem og afslutningen på denne ellers så hyggelige aften. Han ville gerne med hende op, det var der ingen tvivl om. Lære hende bedre at kende, på mange måder. "Nu skal du ikke stå der, og være fræk vel? Det er en løjtnant du taler til" Han forsøgte at få det til at lyde seriøst imod hende, men smilet kunne han ikke holde tilbage fra hans læber.
De bevægede sig op mod hendes dør, og stoppede op foran. "Jeg har virkelig nydt dig og vores gåtur" Han kiggede på hende, mærkede lysten til at kysse hende sprudle i hans krop. 

Leonore skulle nok bare lade være med at bekymre sig så meget som hun gjorde, det havde hun altid fået at vide af både familie og venner. Hun måtte løsne lidt op og lade være med at være så bekymret over hvad andre tænkte om hende og blot tage en dag ad gangen og se hvor den ledte hende hen.

Hun grinede let som han skubbede hende tilbage ”Det var godt.” sagde hun muntert og sendte ham et lille smil, da hun igen kom tæt på ham efter det lille skub. Kinderne brændte stadig som de gik det sidste stykke vej gennem gaderne, side om side i det svage lys der var tilbage i gaderne. Som han forsøgte at spille seriøs overfor hende fik hun selv en seriøs mine ”Naturligvis ikke Løjtnant.” svarede hun og rømmede sig som hun stod rank et kort sekund og lavede den typiske soldater hilsen, før hun lod et grin undslippe. Hun vidste naturligvis godt han ikke mente det, smilet på hans læber sagde det hele. Som de desværre nåede til døren, stillede hun sig op ad den og smilede varmt til ham ”Jeg er glad for du inviterede mig med, Issac. Det var vidunderligt.” sagde hun og mærkede hvordan hendes hjerte nærmest flyttede sig op i halsen på hende som de stod der.

Selvfølgelig mente han det ikke, for lige nu flød der en drillende og legende kemi i mellem dem, så alt hvad man kunne gribe og skabe af humør og drilleri blev grebet efter. Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin, som hun gjorde honør for ham, som hun var en eller anden soldat i Lyset. "Du kunne da godt blive en soldat i Lyset" Kom det efterfølgende fra ham, som han kiggede over mod hende med et kækt smil. 
Huset og døren kom til syne og som de kom op imod den, gjorde de holdt udenfor. Han placerede sig tæt på hende, lukkede mellemrummet og kiggede hende i øjnene. Hun kunne ikke komme længere bagud, med mindre hun åbnede døren. Han lod sin finger løfte hendes hage med et smil på læberne, "Jeg var virkelig nydt det, Leonore" Svarede han rolig og lænede sig ind imod hende og kyssede hendes kind, inden han trak sig bagud. "Jeg håber at støde ind i dig igen" Lød det roligt fra ham, som han forsvandt fra hendes syn ned ad gaderne. 

Spillet imellem dem var legende let og de kække kommentarer kom flyvende ud af ærmet på dem begge. Et let grin undslap ham som han talte og hun rystede på hovedet "Om jeg så ville, tror jeg Cassandra ville savne mig. Men hvem ved, måske jeg ville være en fantastisk soldat." svarede hun og grinte let igen. Hun havde det nok bedst med at være i healerhuset, men var der brug for hende en dag hos Lyset som healer, så kunne hun formentlig godt overtales. 
Som de nåede til døren mærkede hun nærmest en sten i maven, det var trist det allerede var slut, men de kunne jo ikke gå rundt i gaderne hele natten. Leonore stod ved døren og endte med ryggen op ad den, som Issac kom helt tæt på. Hendes hjerte sad i halsen på hende som hun løftede hendes hage med en finger. Igen blussede hendes kinder voldsomt op og hun sendte ham et varmt, lettere usikkert smil "Det... Det var en vidunderlig aften." svarede hun og bed sig let i underlæben som han lænede sig ind og placerede et kys mod hendes kind. Nærmest lamslået så hun på ham, dog alligevel med et varmt smil på læberne "Mon ikke det kan lade sig gøre." svarede hun og så ham forsvinde ud i gaderne og hun selv kom indenfor.