Rory rullede med øjnene. Som om hun ville blive stødt af den gamle mands ord. Det var ikke ligefrem fordi alle andre mænds kommentarer fik hende til at ændre sin adfærd. I en alder af 23 år var hun stadig fanget i den trodsige teenage-stadie, hvor andres ord kom ind af det ene øre og ud af det andet. Om hun ville komme ud af den igen, var en helt anden historie. “Hvis du får diademet skal jeg nok pakke den væk for en aften,” tilbød hun stadig med de spydige undertoner.

Rory bevægede sig tættere på manden side sådan hun kunne se de fine snore. Det virkede næsten umuligt at nogen som helst ville kunne komme derhen uskadt. Hvordan ville de hente den til i morgens forestilling uden at falde død om? Nej, der måtte være en form for trick eller vej, som lagde lige til højrebenet. Problemet var, at hun endnu ikke havde regnet det ud. “Der, til venstre for skabet.” Pegede hun selvom det næppe ville hjælpe ham særlig meget. “Du kommer til at stå lidt med spredte ben, men hvis du hurtigt knækker koden skulle det ikke være noget problem,” forsatte hun, selvom det virkelig ville være en akavet position, han ville blive sat i.

"Bare rolig, jeg skal nok finde det." Brummede Jarko, hvis blik igen var søgt mod rummet og boksen, hvori rigdomme utvivlsomt måtte befinde sig. De skulle bare lige igennem det forbandede rum først, og så skulle han undgå at blive dolket af hende .. men den tid, den sorg.

Hun pegede og han så, hvad hun mente efter at have knebet øjnene sammen i et længere øjeblik. Han tøvede. Det ville putte ham i en meget risikabel situation, særligt hvis hun var ude på at forråde ham. Men når først han havde hænderne på diademet, ville det være en anden sag..

"Fortæl mig, hvor jeg skal sætte fødderne.." Sagde han med et advarende blik på hende, som meget forsigtigt bevægede sig mod den anviste plads, holdende øje med trådene, så længe han kunne se dem.