Hvor ville drengen løbe hen, hvis han oprigtigt var givet en chance? For lige nu havde han i virkeligheden ingen chance, særligt ikke da han besluttede sig for at løbe tilbage til hytten. Mizechs hytte. Måske det var blevet drengengs hjem, selvom han ikke ville indrømme det. Måske der var noget imellem ham og Mizech, som drengen forsøgte at ignorere, men inderst inde ikke kunne. Eller også var han bare hunderæd for, hvad Deavás kunne finde på, hvis han nogensinde fik fingrene i ham. Ikke at han havde gjort meget. Andet end at smide ham en smule rundt. Det måtte være forvirrende at være en lille engeldreng, der bare håbede på, at nogen ville befri ham fra hans skæbne. Men ingen lod til at komme ham til undsætning, heller ikke da han flygtede tilbage til hytten og gemte sig.

Deavás vidste lige præcis, hvor han skulle finde drengen, som hans evne næsten altid var aktiv, derfor var det ikke svært at se den lille lys under sengen, som han bevægede sig rundt i den lille hytte. Det ville heller ikke have taget ham lang tid at kigge det hele igennem, uden sin evne. Men det var rart, at han næsten aldrig behøvede at jage folk, for han kunne sagtens finde dem i fremtiden. Noget som drengen måske også ville indse med tiden. Hvis drengen kom derfra i live. Det var ikke til at sige, hvilke lyster sønnen havde. Eller Deavás selv.
Lige nu ventede han dog ved sengen. Blikket var rettet direkte imod madrassen, nedenunder gemte drengen sig, han kunne høre den besværede vejrtrækning, som drengen sikkert havde et lille spinkelt håb om, at han ville gå sin vej igen. Men sådan blev det ikke, som han satte sig på hug og greb ud efter drengens ankel for at hive ham ud. Han hev ham hele vejen ud, som han vendte drengen omkring med et fast greb omkring hans håndled. Det skumle smil havde lagt sig stabilt på hans læber, som han mødte drengens blik. "Bart" gentog han med et løftet bryn, som han fjernede hånden fra drengens brystkasse for at gribe fat omkring hans hage endnu en gang. Han forsøgte ikke at overdøve drengens skrig, men ignorerede det fuldkommen, som det ikke rigtig sagde ham noget.

Han lod blikket dale ned over den spinkle krop, mon Mizech bekymrede sig om at fodre drengen? Han så virkelig spinkel ud, han kunne sikkert knække hvert øjeblik det skulle være. Særligt hvis Deavás først lagde noget ordentligt vægt på hans brystkasse. Smilet falmede ikke, som han førte hånden fra hagen ned over drengens overkrop og ned til kanten af den slidte trøje, som han løftede op i den. Han var udmærket klar over, at drengen ikke bar mange klæder, men det generede ham ikke. Tværtimod, så var det brugbart.

Selv med spark og modstand fra Bart blev engledrengen revet nemt og nærmest elegant ud fra sit skjul. Han kiggede op. Deavás stod der. Hånden om anklen. Den store dæmonfader. Han virkede kun større lige nu. Og hvad var Bart? En lille fastfrossen dreng. Både lige nu og i sin krop. For noget ramte Bart. Ikke en magisk evne eller noget. Det var hans egen psyke. Sådan at kigge op på titanen, der var Deavás. Det mindede ham om Mizech. Og hvad havde Mizech lært ham? Ikke at stritte imod. Ellers ville der komme straffe. Og det var ikke milde straffe. Tværtimod. 
Måske var det derfor, drengen lige nu lod sig lettere underkastes af Deavás. Dæmonfaderen gjorde det dog også svært for ham at stritte imod. Langsomt blev mere og mere vægt lagt på drengen. Han kunne mærke det. Det trykkede i brystkassen. Hjertet fik mindre og mindre plads til at adrenalinere afsted. 

Skriget stoppede i, som der blev taget om hans hage. Drengen sank en stor klump. Han prøvede at holde ansigt. Præcis som han gjorde med Mizech. Viste ikke gråd, tårer. Ingen svaghed. Det gjorde det kun værre. Han havde gjort det i starten med Mizech. Det var, som om når gråden kom, blev dæmonen værre. Sikkert noget han havde arvet fra sin fader. 
Håndens rejse var skræmmende. Heldigvis dækkede trøjen turen, men hvad, når den ikke gjorde? Det ville Bart hurtigt få svar på. For da hånden af Deavás' nåede slutningen af trøjen, rejste den ikke bare videre. Nej, den tog fat i trøjen. I et splitsekund gjorde Bart store øjne. Før trøjen blev revet op. Der var ingen klæde dækkende under. Han var komplet nøgen under. Ansigtet blev rødt af flovhed. Han burde have mistet den følelse med Mizech. Men dette var ikke Mizech. Det var en anden, en fremmed, en ny. "Vær sød." bad Bart med en knækkende stemme, som havde han allerede grædt. Som menneske havde han været nem til tårer. Da han havde genopstået, var tårer blevet sværere og nu var de næsten helt væk. Som om alle tårer var blevet grædt. Der var en ørken tilbage.

Det hjalp ikke rigtig at gøre modstand, særligt ikke når Deavás først havde besluttet sig for at inspicere drengen, så var der ingen vej udenom. Men det skulle han nok hurtigt få fornemmelsen af, som deres blikke mødtes for en stund. Drengen var frossen under ham, men Deavás ledte ikke efter en reaktion, som han sagtens kunne underholde sig selv, ved blot at lade blikket vandre ned over drengens spinkle krop. Han behøvede ikke at få noget tilbage, så længe han fik stillet sin nysgerrighed. Hvad fandt Mizech så interessant ved drengen, at han endnu ikke havde smidt ham på gaden og efterladt ham der. Der hvilede et selvsikkert smil på dæmonens læber, som han ikke brugte mange kræfter på at holde drengen nede. Han kunne også sagtens lade ham slippe for nu, men drengen lod til at have lært noget i sønnens selskab for selv med skriget, så var modstanden ikke voldsom. Havde han virkelig overgivet sig så nemt til en fremmed? Han havde ingen ide om, hvad Deavás kunne finde på. For det ville få de fleste til at blive ved med at kæmpe imod. Selv efter deres kampgejst var knækket. Men det kunne drengen umuligt vide.

Der blev stille, som drengen tav og skriget døde ud. Han sukkede ganske let, som han lod blikket vandre ned over drengens krop. Han var ikke nødvendigvis imponeret over drengens krop, som han langsomt lod hånden vandre over det tynde og fugtige stof. Turen udenfor havde ikke gjort drengen godt og hvis han ikke snart pakkede kroppen ind, så ville han nok fange en sygdom af en art. Ikke at Deavás var bekymret, for det ville blive Mizechs problem. En lille hilsen fra hans far. 
Der var tale om nogle langsomme bevægelser, som hånden vandrede ned over drengens krop. Det var lige før at han kunne mærke drengens ribben igennem tøjet, men det stoppede ikke hånden, som han greb fat i kanten på blusen og hev den op. Han var optaget af sine egne tanker, som han løftede den modsatte hånd og førte den ind under blusen. Drengen afbrød hans tanker, som han talte. De gyldne øjne rettede sig straks imod hans, som han trak på smilebåndet. Sød? Hvem troede han, at han var.. "Definér sød.." kommenterede han henkastet, som han lod hånden fortsætte mod sit mål. Han tog derpå fat i drengens lem, imellem to fingre og klemte ganske let til.

Selvfølgelig havde det været dårligt valg af ord. At bede en dæmon om at være sød var som at bede vinteren om at komme med tredive grader og høj sol. Det var dummere end dumt at bede om. Bart skulle til at uddybe sine ord, da en hånd kom ind under trøjen. Den begyndte at røre den glatte brystkasse. Som respons veg drengen med ansigtet. Snart ville Deavás mærke arret på brystkassen. Den eneste uperfekthed på kroppen. En engel havde ingen mærker. På nær deres dødsmærke.
Mizech havde tit gjort dette. Mærket drengens krop. Det betød ikke, at Bart nød det mere og mere med tiden. End ikke en hest ville elske at blive slået med pisk, hver gang den skulle gallopere. Den måtte bare udstå det. Præcis som Bart måtte. Fader og søn skulle udstås. Han skulle bare lade dem gøre, hvad de ville. Men det var svært. Og det var kujonens valg. At bukke under. Bart var skamfuld over sig selv. Hvor hurtigt havde han ikke givet op? Han kunne have sparket Deavás mere. Han kunne have flygtet herfra. Han kunne have fløjet væk med de råhvide vinger på ryggen. Men ak, nej. Han var blevet. Han havde bøjet sig for Deavás, som var han også hans herre. Medejer af Bart. Om så det bare var midlertidig.

Med hovedet vigende væk havde Bart ikke set den anden hånd eller hvor den var på vej hen. Det var først, da to fingre klemte mod hans slappe lem, at hovedet kom tilbage. Øjnene blev lukket i. Bart havde oplevet forskellig smerte, men smerte i underlivet var noget af det værste. Det fik faktisk en tåre til at falde fra højre øje, da han åbnede dem igen. "Stop. Jeg beder dig. Stop." Bart hviskede. Han kunne ikke andet. Han ville ikke mere. Mizech havde leget med ham til langt ud på natten. Han ville gerne have fri. Han ville ikke lege med dæmonens fader. Bare lade ham sove videre i sengen. Han skulle aldrig have åbnet døren. Men igen, hvad ville Deavás ikke have fundet på, hvis Bart havde sovet igennem bankene? Dæmonfaderen ville troppe op i soveværelset og finde Bart uden en tråd på kroppen. Ja, engledrengens valgmuligheder var ingen gode. 

Der var nok stor forskel på drengen og dæmonens smertetærskel, som Deavás havde udsat sin krop for lidt af hvert, hvorimod drengen lod til at holde fat i de gode minder. Minderne om et bedre liv, et liv, for det hele føltes umuligt. Næppe havde drengen forestillet sig, at han ville være fanget i en sådan situation og slet ikke med far og søn. Ikke at Mizech kendte noget til Deavás, de havde mødtes én enkelt gang, men der var ikke mere i det. Faktisk var Bart den første til at vide, at Deavás havde en relation til hans herre. Men hvem ville tro hans ord, hvis han valgte at ytre dem med sin ynkelige stemme? De færreste, særligt i Tusmørkely, derfor fortsatte Deavás uden bekymringer for eventuelle konsekvenser. Der var så mange andre problemer i landet, så hvem ville bekymre sig for en lille engeldreng? Ingen. Tydeligvis.
Hånden lod han stille vandre op over drengens krop, som han strejfede en forandring i huden og mødte drengens blik i samme øjeblik. Han var udmærket klar over at engle ikke kunne heale de sår, der havde kostet dem livet. Men såret på brystkassen var ikke småt, men tværtimod langt og voldsomt. Der lå helt sikkert en god historie bag arret på drengens brystkasse, men mon ikke han nok skulle få chancen for at høre nærmere på et andet tidspunkt. 

Først skulle ydmygelsen var total, derfor vendte han også blikket imod drengens lem, det var ikke prangende og han var mildt sagt ikke imponeret over det lille slappe lem, som han valgte at klemme det imellem to fingre. Drengen bar tydeligvis tegn på leg, som kroppen var dækket i en klistret masse, noget han udmærket vidste hvad var, derfor endte han også med at trække hånden til sig. Samtidig med drengens ord. "Rejs dig op" beordrede han, som han selv kom på benene og lagde armene over kors. Han lod blikket vandre rundt i rummet. Der måtte være et badeværelse et sted, eller bare en spand med vand.. "Gå ud og find en spand og fyld den med vand" fortsatte han, som han gik lidt på afstand af drengen, imens at han foldede ærmerne på sin skjorte op, som var han igang med at gøre klar til en store operation. Han havde ikke planer om at gøre sit tøj beskidt, hvis det kunne undgås. Deavás mødte drengens blik, kort, som han tydeligvis gav tegn til, at han ingen steder kunne flygte hen, så han havde bare med at adlyde.

Ydmygelsen var stor. Måden, hvorpå Deavás uden nåde rørte ved Bart. Kørte hånden videre på brystkassen. Og han nåede arret. Selvfølgelig gjorde han dette. Det kunne ikke undgås. Det var som en dråbe blod i nyfalden sne. Det var ikke, fordi Bart var skamfuld over sit ar. Han havde tanker om det, ja. Men det var mere, at han ikke kunne lide at tænke på det. Derfor han også helst ville have brystkassen dækket. Arret var et pragt eksemplar på et minde, han gerne ville glemme. Men der var begyndt at være mange minder, der gerne måtte komme i glemmebogen til, at Bart kun tænkte på dette. Men resten var af Mizech. Nu ville der nok også komme nogen af Deavás. Men arret var fra mørkelverinden. Barts morder.

Pludselig blev hænderne fjernet. Begge. Og lige som Bart bad om det. Drengen kunne ikke lade være med at kigge op. Virkede det? Man kunne håbe, men siden hvornår havde engledrengens håb virkede i dag? For med hænderne fri og snart hele kroppen blev Bart beordret op at stå. Tonelejet mindede på en måde om Mizechs, hvorfor engledrengen hurtigt rejste sig. Han var lydig.
De to kiggede på hinanden. Den markante højdeforskel var tydelig. Deres øjne mødtes. Det var først nu, Bart kunne genkende dem. Det var Mizechs øjne. Helt ned til farven. Hvorfor havde han først set det nu? Selvfølgelig var de beslægtet.
Endnu en ordre blev givet. Denne fik drengen til at hæve øjenbrynet mentalt. Hente en spand med vand? Kort kiggede han ned af sig selv. Trøjen var tilbage til at dække ned til lårene. Jo, Bart var godt beskidt. Både fra turen udenfor, men også fra Mizechs natlige handlinger. Men hvorfor ville Deavás have ham ren? Og så slog det Bart. Han gjorde store øjne, der tydeligt bad om nej. Det ville ikke hjælpe at sige det, derfor sagde Bart bare med en ødelagt hvisken: "Javel."

Bart valgte at bruge lidt ekstra tid på at hente spanden og fylde den op med. For han vidste godt, hvor den stod. Han havde brugt den til at gøre gulvet rent. Nu skulle den bruges til at gøre andet rent. Men han trak tiden ud. Måske Mizech ville nå at komme hjem. Måske ville hans herre komme og frelse ham. At Deavás ville blive utålmodig havde ikke strejfet drengens hoved, som han stod på badeværelset og fyldte spanden op med vand. Han kunne prøve at flygte ud af bagdøren. Men der var to problemer: Måske Deavás havde låst den, og hvor meget hjalp det sidst at løbe? Der var ingen veje ud. Kun Mizech.

Der var aldrig noget, der holdt Deavás tilbage, særligt ikke i situationer, som disse. Han havde ikke problemer med at befamle en fremmed dreng, hvis ejer var hans egen søn. Hvis sønnen kunne lege frit med barnet, så kunne han vel også sagtens? Ikke at det nogensinde kunne falde Deavás ind at spørge om lov, han kom heller aldrig med en undskyldning, hvis han endte med at såre sine ofre. For det betød virkelig intet for ham. Noget som Bart sikkert også hurtigt ville kunne fornemme på ham. Han fortsatte selv hvis drengen forsøgte at undgå hans berøring, selv med ynk og tiggeri, så var der ikke meget, som nåede igennem til Deavás. Jo han hørte det, han valgte bare ikke at tage det til efterretning. Det værste var nok, når Deavás fandt noget interessant, som arret for eksempel, for der var bestemt ikke tale om en almindelig død. Den måtte have været overtruffen og smertefuld. Nysgerrigheden skinnede ganske let igennem, som han vendte blikket imod drengen.

Der var dog andre ting, som han skulle undersøge først. Derfor trak han også hænderne til sig, så han kunne komme op og stå. Uanset hvad der skulle ske nu, så havde han ikke planer om at blive siddende på det hårde trægulv. Der var jo en blød seng tæt på. Men inden da var han nød til at skaffe sig nogle midler foruden det han havde bedt drengen om at finde. Den lille dreng havde da om ikke andet nogle gode kvaliteter, som han adlød det mindste vink lige nu. Så måske Mizech allerede havde fået ham formet nok? Ikke at det var perfekt, for så ville han have spurgt hvor meget vand han skulle hente. Det betød dog ikke noget i dette tilfælde, som han så til, imens at drengen forlod soveværelset.

Imens at drengen rodede rundt på badeværelset, gjorde Deavás klar inde i soveværelset, som han sikrede sig at ærmerne var smurt godt op, så han ikke ville få snavs på den hvide skjorte. Blikket blev vendt imod sengen, som han skubbede alt ned bortsat fra underlaget. Alt andet end det røg hurtigt ned på gulvet, før at han selv bevægede sig ud af værelset og tilbage imod entreen. Her fandt han sin frakke fra tidligere, hvor han fandt inderlommen og trak en mindre bog op af lommen. Ruten tilbage til soveværelset gik forbi badeværelset, som han så drengen stå og fylde spanden op. "Kun halvt op" drengen havde ikke spurgt og for meget vand ville være tungt for drengen, ikke at det var hans problem, men Deavás havde ikke tænkt sig at hjælpe drengen med at løfte spanden ind på værelset. Bogen holdt han i hånden, som han lod blikket hvile på drengen. Han havde ikke planer om at gå tilbage til værelset uden ham.

For en kort stund håbede Bart, at Deavás havde glemt ham. Der var så mange ligegyldige og ubrugelige håb fra drengen. Og ingen af dem blev en realiteten. For som spanden var fyldt nok kvart op, kunne engledrengen høre den velkendte stemme af sin ejers fader. Hurtigt drejede han hovedet. Der stod Deavás, i døren og afventede ham. Han forblev stående. Overvågende. Der var virkelig ingen vej. Derfor nikkede Bart blot, som han lod vandet fortsætte i spandet. Han skruede lidt op for hastigheden. Mizech kunne ikke lide at vente. Det samme gjaldt sikkert også for hans fader.

Som spanden var fyldt halvt op - præcis som Deavás beordrede - slukkede Bart for vandet. Begge små hænder tog fat om hanken, som han løftede den. Den var tung. Det var tydeligt, at drengen havde problemer med denne. Han var ikke en stærk dreng. Selv med den alt for store trøje var armene stadig tynde. Det var de. Musklerne var tæt på ikke-eksisterende. Alle hans lemmer var nærmest som grene. Ønskede Mizech - eller nu Deavás også - ville de kunne knække ham midt over. Som en rådden gren i skovbunden. 
Med problemer og lettere vraltende kom Bart hen til Deavás. Han forblev løftet med spanden. Der havde været nok rap over nallerne til, at drengen ville sætte denne fra sig. Derfor kiggede han bare op. Ansigtet bar også præg af styrken, det tog at holde spanden oppe. "Hvad nu?" spurgte Bart, velvidende om at han hverken brugte 'herre' eller 'mester'. Mizech var hans herre, ejer. Måske der var en form af selvhøjtidelighed over drengen. Måske dette var Barts måde at være trodsig på. Lytte efter, men nægte at anse Deavás som hans ejer. Det var et patetisk forsøg, for det betød kun, at Bart accepterede Mizech som hans ejer. Engledrengen havde accepteret sin skæbne. Mizech havde brudt ham - eller havde han?

Det blev bemærket at drengen tog sig god tid, men lige nu generede det ikke dæmonen, som han sagtens kunne bruge lang tid på at forberede sengen og de omkringliggende møbler. Hvis han fik sin vilje, som han nok gjorde, så ville det nok kræve en del oprydning af drengen senere. I hvert fald hvis han skulle lade som ingenting overfor Mizech senere. Deavás havde ingen planer om at rydde op eller være forsigtig med sine omgivelser, det var jo ikke hans hytte. Drengen var nok mere interesseret i ikke at få problemer for at have lavet rod eller på anden vis misbrugt sine privilegier, når man var alene hjemme. Mon ikke Mizech ville straffe drengen yderligere, hvis hjemmet ikke lignede sig selv? Deavás undlod dog at kommentere på drengens stilhed, som han forlod døråbningen for at gå tilbage til soveværelset med bogen under venstre arm.
 
Inde på soveværelset var sengen allerede ryddet, puder og dyner var blevet smidt på gulvet, som sengen stod bar. Deavás gik hen til bordet ved siden af sengen, hvor han placerede bogen og valgte at slå den op. Der var ingen sider i bogen, men tværtimod et hult rum, hvori der lå en større samling af skalpeller, knive, tange og lignende værktøj. Han overvejede nøje, hvor han skulle starte og slutte. Imens kunne han høre at vandet blev slukket på badeværelset. Drengen måtte altså være på vej.
 
De små skridt fandt vej ind på soveværelset igen, som Deavás vendte sig rundt, da drengen kom tættere på. Han pegede lydløst på gulvet imellem sengen og det lille bord med bogen på. Derefter valgte han dog at klappe på sengen, som han hentydede til, at han skulle sætte sig ned. Uden en lyd gik han hen til bordet og trak noget op af bogen, det var lavet af metal, men for enden var der en pude af en art, beklædt med lærred, som han rakte den til drengen. ”Dyp den i vandet og skrap skidtet af.” forklarede han Bart, imens valgte Deavás at gå rundt om sengen, som han fandt en stol og trak om på den anden side, som han satte sig med fronten til ham. Han lagde stille armene over kors, afventende og forventningsfuldt. Drengen ville vel lystre, for ville han risikere konsekvenserne? Med det blotte øje lignede værktøjet en svamp på en pind, men hvad drengen ikke kunne se, var de små stive pigge under lærredet, men han ville hurtigt mærke det, når han flyttede den hen over huden. Det ville nappe og rive, samt hive det øverste lag hud af, de døde hudceller, men det kunne ikke undgås at den også ville fange de raske hudceller. Drengen ville ende med røde streger over huden, men værktøjet var ikke beregnet til at rive hul på huden. Det kom selvfølgelig an på om man vidste hvordan det skulle vende og hvordan den skulle bruges.

Som Bart var kommet ind, kunne han tydeligt se, hvordan Deavás havde tilpasset soveværelset til sine egne lyster. Sengen, der før havde puder og tæpper, var komplet var. Klar til en underdanig i den, tænkte engledrengen. Men det var Deavás ved bordet, der fangede hans opmærksomhed. Han stod med en bog, men Bart var høj nok. Han kunne se i den og der var ingen sider. Ikke rigtige. Der var hulrum. Udhulet sider med plads til andet. Hvad dette andet var, kunne drengen dog ikke se. Måske det var meningen. Frygten i det ukendte. Den frygt havde Bart oplevet op til mange gange nu. 

Frygten for en lang skalpel eller instrument af snittende adfærd var klart i drengens sind, da han tydeligt blev instrueret i at stille spanden mellem seng og bordet, hvorefter han skulle sætte sig. Meget tydeligt trak han lidt i trøjen. Den gik ham jo kun til lårene. Spredte han benene, var der intet efterladt til Deavás' fantasi.  Men igen, hvis fader og søn var ens, ville det ikke være et problem for dæmonfaderen. Tværtimod. Han ville nyde det. Vide skammen og ulysten i drengen stige. 
Et underligt instrument blev trukket frem. Det blev stukket i Barts retning. Uden at sige noget tog han imod det. Han studerede det. Det lignede en underlig metalpind med blødere materiale for enden. En flad pude. Den virkede ikke farlig. Hvilket nok burde have sendt alarmer ind i drengens hoved, men da Deavás beordrede ham til at bruge den, kiggede drengen bare op. Kort kiggede han på instrumentet, før han nikkede. "Okay," sagde han og dyppede den ned i vandet. Uden tøven begyndte han at vaske sin underarm. Straks kunne han mærke det. Der var ikke køn lærred for enden. Der var noget mere. Noget begravet. Han kunne mærke, hvordan det trak i huden, som han bevægede instrumentet langs underarmen. Et ansigt blev skåret, før han trak den væk igen. "Det gør ondt."
Selvfølgelig ville det ikke gøre noget, men alligevel løftede han blikket. Instrumentet forblev i hånden, men med afstand til huden. Hvorfor skulle han gøre ondt på sig selv, hvis det var for at få skidtet væk? Hvorfor kunne han ikke bruge en klud, som Mizech normalt bad bare efter? Eller bare var ligeglad med skidtet? 

Drengen var lydig, så langt så godt, men det var de færreste der var villig til at påføre sig selv smerte, selv hvis de blev beordret til det. Derfor var Deavás overbevist om at drengen ikke ville have modet til at fortsætte, når først han for alvor kom igang med at skrappe huden ren. Han lagde afventende armene over kors, som han havde afleveret redskabet til drengen og instrueret ham i, hvordan den skulle bruges. Eller sådan da. Drengen kunne stadig gøre det forkert, selv hvis han fugtede den og holdt den lodret. For meget pres ville få huden til at give efter og piggene ville være tæt på at bryde huden, men hvis han holdt den for let, ville rensningen ikke blive ordentligt og så ville han nok blive beordret til at gøre det igen..

Heldigvis for drengen, så stillede han ikke yderligere spørgsmål, som han fugtede redskabet og pressede det imod huden. Det hev i huden, hvilket også var tydeligt, som huden straks blev rød. Drengen endte da også med at beklage sig, som han stoppede og løftede redskabet. "Har du fået lov til at stoppe?" spurgte han med et hævet bryn, som han langsomt lænede sig fremad og hvilede albuerne imod sine ben. Han løftede den ene hånd for at placere den imod drengens hånd, den der holdt fat i redskabet, som han pressede den imod huden igen. "Fortsæt" beordrede han en smule sammenbidt, som drengen bestemt ikke skulle forsøge at snige sig udenom.

Der var stille i en rum tid, som Deavás blev siddende lænet fremad, før at han bed tænderne sammen og spændte i kæben. "Ellers gør jeg det" det var bestemt ikke tomme ord, men nu havde drengen et valg. Men han skulle svare hurtigt.

"N-nej." sagde Bart bare lavmælt, som han kiggede ned i gulvet. Deavás var i sandhed Mizechs fader. Kun en dæmon kunne være så sadistisk. Lade et barn påføre skade på sig selv. Og så uden direkte at fortælle dem. Men selv med træningen fra Mizech havde engledrengen svært ved at fortsætte. At påføre skade på sig selv var ikke nemt. Dette kunne Deavás vel også mærke, da en hånd tog fat om drengens mindre for at bevæge den og instrumentet tættere på armen atter igen.
Drengen kiggede op igen. De sammenbidte ord havde et sammenbidt ansigt også. Det gjorde Bart bange. Hvad ville en utålmodig og sur dæmonfader ikke kunne finde på? Det ønskede Bart slet ikke finde ud af, hvorfor han tog en dyb indånding. Øjnene lukkede i, som han bevægede instrumentet igen. Han gjorde det ikke hårdt igen. Han lod det blidt bevæge henover den nøgne underarm. Han kunne mærke piggene og de rev da en anelse i huden, men det var ikke slemt. Som når man nev sig selv for at tjekke, om man sov eller var vågen. Det havde Bart gjort mange gange, da han først var kommet. Han ville gerne vågne fra dette mareridt. Men han sov aldrig, når han nev sig selv. Han var vågen, inde i mareridtet.

Instrumentet fik gjort sit arbejde. Mere end nok, hvis man spurgte Bart. Men inderst inde vidste han, at Deavás på et eller andet tidspunkt ville tage instrumentet og gøre det for ham. Enten gjorde drengen det ikke godt nok eller også ville dæmonfaderen bare selv påføre smerte. Dæmoner elskede smerte. De nærede det. Kultiverede det. Men for nu havde Bart endnu instrumentet i hånden. Han gik videre fra underarmen og op til overarmen. Lidt under den meget beskidt trøje, der var som en kjole på drengens spinkle krop.

Ordene var tydeligvis ikke spildt på drengen, selvom han nok helst gerne ville undgå at skulle fortsætte. Men mon ikke det var langt værre at overlade redskabet til Deavás? Han ville muligvis være i stand til at håndtere det korrekt, men der var ingen garanti for at det ville blive brugt konkret eller med forsigtighed. Der var tværtimod en garanti for mere smerte, hvis drengen først overgav redskabet til ham. Selvom drengen lod til at forstå sagens alvor, så virkede han ikke umiddelbart overbevist om, at det skulle ske lige med det samme. Måske håbede han på en pause eller at Deavás ville ombestemme sig, når først han havde set drengens tøven? Men så kendte han virkelig ikke til dæmonerne, hvis han endnu havde håb, efter at have hørt sandheden.

Drengen var tydeligvis rædselslagen for at skulle fortsætte, men ordene satte stadig tanker igang hos den unge engel. Selvfølgelig kunne udseendet snyde, men barnets naive opførsel fortalte ham, at han var ung. Ikke bare lidt, men meget, særligt sammenlignet med dæmon overfor ham. "Hvis du ikke gør det ordentligt første gang, så må du bare efter det igen." pointerede han overfor drengen. For det kunne godt være at Bart følte sig færdig, når den tid kom, men Deavás var ham, der skulle bedømme arbejdet, så spørgsmålet var nærmere om Bart ville risikere at skulle igennem det mere end én gang.

Bevægelserne var svage og tilbageholdende, som Deavás kunne mærke de få muskler, som drengen gjorde brug af, for at bevæge redskabet hen under sin underarm. Det tog tid, og hvis han fortsatte i det tempo, så ville det nok tage ham hele natten. Men så måtte han jo ikke have noget imod dæmonens selskab? Imens at drengen arbejdede sig op over overarmen, flyttede Deavás dog sin hånd ned imod drengens inderlår, som han langsomt strøg neglene over den bløde hud.

Selvfølgelig. Deavás havde ikke behøvet sige det. Bart vidste det. Drengen vidste, at hvis han ikke gjorde arbejdet godt nok, skulle han enten gøre det igen og igen og igen, eller Deavás ville gøre det for ham. Og uanset hvad ville det forvolde mere smerte. Men der var også en form for tryghed i dén smerte. For hvad ville dæmonfaderen gøre, når engledrengen var færdig? Uvisheden kunne ofte være værre, for det kunne netop være værre. Når man havde med dæmoner at gøre, var smerte en eksponentiel vækst. Og den gik kun i den positive retning mod uendelig.

Bart nåede lige at få skiftet hånden med instrumentet og sat den mod den anden overarm, da hans nøgne inderlår blev rørt. Drengen spjættede ved neglene mod den bløde, fejlfrie hud. Dette resulterede i, at instrumentet skar hårdt. Røde striber formede sig med det samme. Pudsigt nok intet blod. "Av!"
Selv med udbruddet af smerte fortsatte Bart. Under Mizech havde drengen lært at arbejde videre igennem smerte og ubehag. Plus, at blive berørt på inderlåret var desværre ingen ny fornemmelse for drengen. Mizech havde gjort lignende og mere. Det måtte lægge til familien. Derfor fortsatte drengen bare, måske lidt mere uroligt, hvorfor instrumentet rev lidt mere. Den højre overarm var i hvert fald med flere røde striper end den venstre. 
Kort kiggede han op på dæmonen. De uskyldige, blå øjne ledte faktisk efter de gule. Det var Mizechs øjne. En form for familiært for drengen. "Skal jeg starte med benene næst, Deavás?"