Amara rettede blikket mod Ra som han talte. Hun var alligevel overrasket over kampen blev stoppet, nu hvor han sagde der ikke var nogle regler. På samme tid forstod hun dog også godt hvorfor. Noomax var betydningsfuld og en dygtig kæmper, hvis han skulle dø blev det sikkert Ra selv der rev struben ud på ham. Hvem af dem havde vundet?
 
De fulgte ham begge to ind i tronsalen og forsøgte at få varme i kroppen. Hendes alt gjorde ondt og denne kamp havde kostet en del indre skager. En hver muskel i hendes krop var øm og hun havde det som om hun muligvis havde trykket eller måske brækket nogle ribben, men det ville tiden vise når en gang hun ville få besøg af en healer.
 
Blikket rettede sig mod Ra på tronen og fik et kækt smil på læberne som han sagde, det var hende der vandt. Hun syntes det var underligt at hun vandt over en som Noomax, men det beviste også at man ikke skulle undervurdere hende. Hun nikkede en enkelt gang mod Noomax som tegn på respekt og rettede igen blikket mod Ra som han snakkede om påklædning til hende. Ligefrem en speciel påklædning? Gad vide hvad han så havde lagt frem til hende.
 
Hurtigt blev hun tilset af en healer, men der var ikke rigtig nogle udvendige skader, så man bort fra de røde mærker om hendes hals, efter Noomax forsøgte at kvæle hende. Der var måske et eller to ribben der var brækket, men det var de ikke sikre på, for smerten rørte ikke rigtig Amara, desuden var det ikke første gang hun havde brækket ribben. Healeren rakte Amara kjolen som Ra havde snakket om og hun tog imod den "Jeg vil lade Dem klæde om." sagde healeren og gik ud af Amaras kammer. 

Kjolen var ganske nydelig, hvilket på en eller anden måde kom lidt bag på hende, for hun havde ikke regnet med Ra havde nogen sans for kvinde påklædning. Hun klædte sig af og tog i stedet kjolen på. Den var sort, sad tæt de rigtige steder og var åben i venstre side ved benet. Måske han havde stil alligevel? Hun kastede et kort blik i spejlet, rettede lidt på håret og gik mod salen for at sidde til bords med ham.

Som timerne gik og det begynde at blive aften, fik Ra sine folk til at gør middagen klar, det store marmor var pyntet med alt det mad man kunne ønske sig, og kun meget lidt pynt var der at se på bordet, Ra sad altid for enden af bordet i sin stol, og i den anden ene af bordet skulle hun sidde, der var ca 10 meter fra den ene ende til den anden ende, men det var sådan han havde valgt det skulle være.

Han sad roligt og afventede sin gæst, dog havde han i anledningen taget noget mere formelt tøj på, dog var klans logoet syet med guld på ryggen af hans skjorte, hvilket også var tilfældet på hendes kjole dog mere elegant.

Ra sad blot og ventede på hans gæst skulle komme, det var ikke hverdags kost at man spiste med Ra, han sad som reelt selv og spiste i fred, den eneste der nærmest sad med Ra hvergang det var hans slaver.

Amara gik gennem fæstningens gange, med eskorte af to vagter. Hun havde aldrig siddet til bords med Ra, så hun havde ingen ide om hvad hun skulle forvente udover mad og ham. Som hun nærmede sig salen, begyndte der at stå flere og flere vagter, hvilket i og for sig var forståeligt, da han var lederen. På samme tid virkede det også en lille smule intimiderende, men hun havde intet at frygte, det vidste hun.
 
Da hun kom ind i salen lod hun kort blikket glide rundt på omgivelserne, før blikket faldt på Ra for enden af bordet. Det var nok 10 meter og det virkede til det kun var dem der skulle nyde dette måltid. Hun bukkede let som hun nærmede sig ”Ra.” sagde hun stille og gik over mod stolen som var fri, for enden af bordet.

Som han sad og ventede på hans gæst, blev der gjord rent i salen, efter deres kamp havde der været blod, og Ra så altid gerne at gulvet var rent, men ide døren gik op og hun kom ind i rummet nikkede han, kjolen var perfekt til hendes kropsbygning, han viftede kort med hånden sådan alle vagter og slaver forlod salen, så det faktisk kun var dem to i salen.

“ så sig mig var det en hård kamp, eller var det lige tilpas, og husk i dette Forum kan du snakke ærligt uden det ville have nogen former for konsekvens “ sagde han og tog et sip af sin vin imens han mærke øjne nærmest boret sig igennem hendes krop.

Ra vidste faktisk ikke så meget om
Denne kvinde som han egenligt gerne ville vide, så det var til hans held at hun havde vundet.

Efter en heftig kamp, skulle det blive godt at få lov til at bruge tiden sammen med Ra. Når hun tænkte over det, havde hun faktisk aldrig spist sammen med ham, ikke engang da hun i første omgang startede med at arbejde for ham, men der var en første gang til alting. Amaras blik faldt på slaverne og vagterne som de forsvandt ud af rummet. Hun vidste ikke om hun skulle være henrykt eller skræmt, men hvorfor skulle han angribe hende?
 
Hun trak stolen ud og satte sig for bordenden. Da han talte rettede blikket som mod ham og trak let på skuldrene ”Noomax er en af de bedre kæmpere. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det var nemt, men det var heller ikke umuligt.” sagde hun og trak let på smilebåndet. Ingen konsekvens? Det virkede ikke ligefrem som ham, men kom det så langt… Måtte hun jo tage denne konsekvens.

Han trak ikke en minde som hun svarede ham, Ra var ikke kendt for at trække en minde eller vise nogen for er for følelser, men det var alle hans folk klar over, dog svarede han altid på det han blev spurgt om “ ja han er en god kriger, men hvis han tabte så derfor ville han altid blot være en kriger, “ sagde han roligt, han tog en slurk af hans glas før han rejste sig op, han gik roligt med hænderne bag på hans ryg ned imod hende, hans blik var fast på hende men igen ingen spor af følelse i hans øjne at se.

Han stoppede bag på hende og lagde hans hænder på hendes skulder, hvor efter han lænede sig ned til hende øre og viskede “ du vil ikke kunne klare mig i en mod en, “ sagde han og sluttede af med et lille smil, inden han igen fjernede hænderne fra hende og gik ned og satte sig igen, og holde hans blik fast på hende som han tog endnu en slurk af hans glas.

Ikke så meget som et eneste udtryk kom der fra Ra. Ikke hun havde regnet med der ville. Hun lyttede til hans ord som han talte til hende og nikkede let. Så hvis Noomax havde vundet, så ville han være steget i rang? Det kunne også være lige meget i teorien, det var ikke noget der kom hende ved, for i sidste ende havde hun ikke noget at skulle have sagt. Som han begyndte at gå imod hende, fulgte blikket ham hele vejen over til hende. Ikke så meget som et ord forlod nogle af dem, men i stedet var dette blot en intens øjenkontakt. Folk ville være i stand til at skære igennem luften så tyk var den af den stemning der var. 

Som han stoppede bag hende rettede hendes blik sig lige ud. Ikke så meget som en lyd eller spjæt kom fra hende, da hun mærkede hans hænder på skuldrene. Fornemmelsen af ham der lænede sig ind over hende, fik hende til at skæve mod ham og ordene fik hende til at trække lidt på smilebåndet "Det kommer bestemt an på hvilken -en mod en- situation du tænker på, kæreste Ra." sagde hun og så mod ham som han igen havde fundet sit glas. Hun selv tog om sit og hævede det for at tage en tår.

Der herskede ikke tvivl om at denne dæmon var flabet, og tror heller ikke at hun var i tvivl om at han kunne ende hende liv hvis han ville, men sådan var han ikke mere, Ra var blivet mere blød med årene, mere blød efter at have levet blandet andre racer end dæmoner, ikke noget der betød noget for hans folk omkring ham, men mere måske rundt i landet betød det noget.

Hendes kommentar til hans var forførende, ikke at det gjord noget, for det var hverdagskost for ham, “ lad os sige det på den her måde, i hvilken som helst en mod en, vil jeg være vinderen “ sagde han og drak af glasset, med det samme sorte kolde blik på hende.

Hun var stadig vinder af kampen så derfor skulle hun også havde det godt i hans selvskab, så kunne han altid straffe hende på et andet tidspunkt, hvis hun blev flabet igen.

“ så sig mig en ting, hvad ønsker du dig mest ag alt i denne verden “ sagde han roligt og drak videre. 

Hun var klar over hun trådte på farlig grund, men hun turde godt prikke lidt til den slumrende drage, som hun af og til sammenlignede Ra med. Han svar på hendes ord, fik hende til at trække på smilebåndet "Ja så? Hvad får dig til at tro at du ikke en dag møder din overmand?" sagde hun flabet, stadig med et smil på læben. Hun vidste godt det ikke ville være hende der blev hans overmand, men det ville sikkert være sjovt at prøve alligvel. 

Amara hævede sit glas og sippede af det, blikket rettet mod Ra. Let trak hun dog på skuldrene "Hvorfor er det vigtigt?" svarede hun og sippede igen til sit glas. Hun havde som sådan ikke nogle ønsker, jo måske få ham til rent faktisk at sætte pris på hende og det hun gjorde for ham, for det var ikke altid han viste det.

Ordene var som ild i luften, dette kunne føre til det ene eller det andet, men en ting var sikkert Ra frygtede ingen på denne jord, og frygtede ikke at han skulle møde hans overmand en dag, for med de revner han besad så vil en overmand for ham være en der kunne klare en kamp mod Ra i nærkamps våben, og der havde endnu ikke mødt en der var ham værdig, hendes ord var dog stadig flabet “ der er mange grunde til jeg ikke møder min overmand, et der findes ingen der kan slå mig i kamp, to med mine evner betyder det at personen skal klare mig uden brug af personens evner, og tre ingen tør udfordre mig, så din herre vil altid være mig, med mindre jeg selvfølglig dræber dig. “ sagde han helt iskoldt og roligt.

Ra tog en slurk af glasset og kiggede igen på hende “ en ting du burde vide efterhånden, er at du svare mig på mit spørgsmål, og ikke stiller et tilbage, det er nu din chance er for at spørger mig om ting du vil vide, for når vi går hver til sit efter denne middag, så er jeg ikke i snakke humør “ .

Stemningen mellem dem var intens. Ikke fordi hun regnede med det ville ende i slåskamp, for hun var godt klar over hun på intet tidspunkt havde en chance over for Ra, men derfor var det alligevel sjovt at kaste den ene spydige kommentar efter den anden. Hun var godt klar over hans evner ofte satte en stopper for andre bruge deres imod ham, hvilket sikkert var den største grund til ingen endnu havde nedfældet ham. Hun trak ikke en mine som han truede hende på livet "Dræber mig? Det lyder næsten som et godt tilbud." svarede hun med et slesk smil på læberne. Amara frygtede på ingen måder døden, hvilket i sidste ende sikkert også ville ende med at være hendes død. 

Hun tog lidt mere og drikke og så på ham med et hævet øjenbryn "Jeg har ikke nogle store ønsker, hvilket du også efterhånden burde vide." svarede hun og så på ham uden en mine. Hun trak på skuldrene "Jeg har intet at spørge dig om. Man stiller ikke spørgsmål til sin overordnede." svarede hun og sippede igen til sin vin. Jo hun havde da nok nogle spørgsmål, men det ville slet ikke passe ind i denne sammenhæng.

Af alle dæmoner var hun speciel, men også sindssyg provokerende og det var egenlig sådan hun var, men igen han var hendes herre og hun burde være taknemlig for denne stund med ham, men hvis det ikke betød noget for hende gik det nok, Ra var ligeglad om hvad hun ville have eller ej, hvis hun spillede sine kort sådan overfor ham, så var det sådan det var.

“ så sig mig en ting vil du gør hvad som helst jeg bad dig om “ sagde han roligt og tog en slurk af glasset, Ra’s blik var fast på hende og hvis det ikke var fordi hun havde vise talenter han kunne bruge, så var hun bestemt død for når alt kom til alt hvad havde hun ellers at tilbyde hendes herre.

“ men nuvel lad os blot nyde dette måltid og vin “ sagde han roligt og drak igen 

Amara vidte godt hun burde frygte ham, men efter at have brugt så mange år hos ham, så fandt hun ham bare ikke specielt faretruende længere, hvilket nok kunne gå hen og blive farligt for hende, for det betød også hun var modig nok til at svare ham igen og komme med kommentarer. Hun hævede det ene bryn som han talte og trak da på smilebåndet "Måske ikke alt, men størstedelen, ja... Du er min herre Ra, selvfølgelig gør jeg hvad du siger" svarede hun og tog en mundfuld fra glasset, blikket stadig hvilende på ham. 

Et kækt smil fandt da frem til hendes fyldige læber som han igen talte "Sikke en skam... Havde ellers lige tænkt mig at vi skulle nyde hinanden" svarede hun og så på ham og drak lidt igen. Blikket var rettet mod ham for at se hans reaktion, men det var jo ikke sikkert at den gamle dæmon havde lyst til at boltre sig sammen med hende, så måtte hun jo bare selv gøre noget ved det, eller lokke en af de andre på borgen til at lette trykket for hende.

Måske Ra var vævet blød igennem sine mange år, måske de andre ikke havde den samme respekt som de engang havde, eller måske det blot var på tide at falde til ro og finde en mage, sådan han kunne finde den ny arving til tronen, men igen……

Ra kiggede intenst på hende med hans sorte øjne som ofte aldrig viste noget overfor folk, han drak af hans glas inden han åbnede munden “ at nyde hinanden hvad havde du tænkt dig, at flå toget af hinanden og elske til den anden part gir op, “ sagde han meget roligt.

De fleste kvindelig dæmoner Ra møde på hans vej, ville altid have en stykke med Ra, Hvorfor vidste han ikke men igen, det var ikke noget han tænkte over på nogen måde.

Ra rejste sig op igen og gik hen til hende, han gik roligt langs bordet og kiggede blot på hende, han stillede sig ved hendes side og kiggede på hende, inden han i et hurtigt ryk to fat i hende hånd, og lagde den på bordet hvor efter han kiggede på hende “ en ting der med sikkerhed vil ske, det er din flabethed skal pakkes væk overfor mig, “ sagde han inden han hev en kniv frem, og plagede den lige igennem hendes hånd og ned i bordet, så blodet begynde at løbe.

Ra holde grebet om kniven, som han lænede sig hen til hendes øre og viskede “ hvis du gerne vil lege, så lad os lege “ sagde lumsk og tog derefter kniven op fra hendes hånd, og gik ud et par skridt tilbage. 

Mange ville sikkert sige Ra var blevet blød som årene var gået, men spurgte man hende, var han stadig lige så kold og kynisk som han plejede, hun kunne bare godt lide at teste ham en smule, se hvor langt han ville gå. Det var ikke nogen hemmelighed at hun var forelsket i ham, bevares så havde hun måske en underlig måde at vise det på, men hun havde ikke tænkt sig bare at gå op til ham og sige det, for så ville hun bare få en på skalden, det var hun sikker på.

Hendes blik mødte hans og hun lod kort tungen glide over læberne "Mhm, noget i den stil, men hvad ved jeg... Det er jo ikke sikkert det er det du ønsker af mig" svarede hun og trak let på skuldrene som hun hævede sit glas og sippede af det. Hun ville lyve hvis hun sagde hun ikke kunne tænke sig at han bare tog hende med magt, men om han overhovedet så på hende på den måde, vidste hun ikke. Amara vidste der var mange kvinder i hans liv og hun ønskede et eller andet sted at blive en af dem om det ville ende med at koste hende livet. 

Som Ra rejste sig, fulgte hun ham med blikket og som han endte ved hendes side, lod hun blikket rette sig op mod ham. Amara skævede mod hånden som han greb fat i og lagde den på bordet. Hun trak let på smilebåndet som hun hørte hans ord, men som hun skulle til at svare, mærkede hun en voldsom smerte i hånden og kom af med en beklagende lyd og skar en grimasse ganske kort, før hun så op på ham "Javel..." svarede hun ud mellem sine sammenbidte tænder. Blodet begyndte at pible ud af såret i hendes hånd og smerten begyndte at brede sig og hun måtte gøre sit bedste for ikke at klappe ham en. Havde det været hvilken som helst anden mand der havde gjort dette ved hende, var han død på stedet. Som han lænede sig ind mod hende kneb hun lev øjnene sammen og trak da på smilebåndet over hans kommentar, der blev hvisket i hendes øre og som kniven blev revet ud af hendes hånd, skar hun igen en grimasse. 

Som han trak sig væk så hun på stiksåret i hendes hånd og rettede da blikket mod ham og tørrede hånden af i sit tøj, før hun rejste sig og trak på smilebåndet som hun bevægede sig over til ham. Nok havde hun lige tørret hånden af, men der gik ikke længe før blodet igen piblede ud af såret. Som hun kom over til ham, ville hun ligge en arm omkring hans nakke og trække ham ind til et kys om han ville lade hende var op til ham.