Hun gav et vagt ryst på hovedet; "Jeg skal først have en konkret og nær relation til én før jeg kan se noget," dette måtte derfor gøre det klart for Jontar, at hun havde altså en form af nære relationer til andre eller mindst et andet menneske. Men det kunne lige så vel være en hun bare var vokset op med omkring sig. Men som han spurgte ind til en aftale, så hun overvejende på ham som øjnene kneb en smule sammen. "Jeg vil tage det til overvejelser, min kære" det virkede måske en smule provokerende, men skulle han nogensinde risikere at ydmyge hende offentligt eller som kommende hustru var dette eneste hun kunne gøre i mod ham. Det var alligevel kun for en nat for de fleste. 

Nær relation? Siden Pompeia kunne komme med beskrivelsen, måtte hun have denne form for relation med nogen. Eller i værste fald haft en af disse med nogen, eftersom hun vidste dette. "Giv det et par år i ægteskab, så komme det nok," smågrinte Jontar. Deres gåtur på paladset havde intet fysisk formål. Det var blot for ikke at stå stille, selvom det selvfølgelig kunne arrangeres. Finde et lokale med vin og snakke videre, men der var noget over en gåtur. "Vi kan lave aftalen. Du bruger ikke dine evner på mig og jeg gør ikke på dig. Noget for noget, synes du ikke?" Jontar tvivlede dog på, hvor effektiv overtalelsen ville være på Pompeia. Han kunne nok maks skubbe hende i retninger, hun allerede ønskede. Det var den anden evne, der ikke krævede noget fra den anden for at kunne bruges mod dem. Kun deres energi. 

Pompeia træk tvivlsomt på skulderen med et efterfølgende himle af øjnene; "Det ville kunne være efter bryllupsnatten, men frygter du da at du har nogen ånder vandrende bag dig?" hun spurgte mere som en lille stikpille til at se hvordan han ville reagere, men det blev stille dæmpet hen med et kærligt smil. Men han kom med en fair aftale, det var noget han måtte holde igen med formenligt. 

Hun lagde kort hånden på hans bryst kasse og lagde et lille kys på hans kind før hun valgte at bakke nogle skridt tilbage og vende rundt på hælen: "Jeg har i sinde at følge dig hele vejen, Jontar af Kazimi. Aftaler bliver en del af vores ægtepagt," indirekte accept til aftalen, men nu måtte han bare få gang i fodtøjet igen. 

At tirre til en prins kunne være som at prikke en bjørn med en alt for kort gren. Men denne bjørn var cirkustrænet i kunsten af at være en anstændig adelig. Derfor trak Jontar blot på skulderen, skønt hovedet var et lidt andet sted end, hvad han sagde. "Man kan vel altid gruble over dette? I min verden er mange gået borte. Både med og uden navne." Pompeia måtte have hørt om forbandelsen kastet som moderens afsluttende gave til slægten. Eller havde hun mon? Havde hans fader holdt dette hemmeligt for ikke at skræmme hende bort? Måske.

De små tegn af begyndende følelser gik ikke Jontars næse forbi. Men inden han kunne gengive, havde Pompeia drejet rundt og begyndt at gå hastigt den anden vej. "Nu prøver du ikke flygte fra ægtepagten, gør du? Min fader vil anse det som krig." Jontar var en halvhøj mand, hvorfor han hurtigt nåede hen til Pompeia. De lange ben kunne tage lange skridt.

Hun gav et beslutsomt og stilfærdigt ryst på hovedet; "Disse er du formodentlig ikke årsagen til. Jeg vil ikke kunne se ægte som uægte familiemedlemmer - medmindre du har haft en finger i spil for deres død," det var letter kendt selv for hende at Kazimier var faldet om som fluer uden en videre forklaring, men den helt reelle årsager var vist ikke særlig kendt .. men alligevel mistænkte hun at den infamøse Safiya for at have en finger i spil, hvorfor var ikke til at sige. Men navnet var uudsigelige indenfor disse fire vægge af ejendomme jo. "Ligeledes vil folk der dør af forbandelser eller på anden uetisk vis ikke være i mit domæne. Deres sjæle er tabt på anden vis," det var måske ikke det rareste at høre om sine familiemedlemmer, men hun var ærlig overfor ham.

Men som hun gik videre med ham bag sig, holdt hun hovedet højt og næsen let i sky; "Hvor min konge er, er mit rige," Jontar var i dette tilfælde defineret som konge. Hun havde i sinde at følge ham til slutningen af livet. Hun havde i sinde at ægte ham og være hans højre hånd. Ingen med en smule forstand ville flygte fra sådan en mulighed - såvel underliggende kærlighed.

"Så er disse min moders skyld," Det var groft sagt. Jontar sagde det lige ud uden tøven eller følelser. Han havde ingen følelser over for kvinden, der skulle eftersigende være hans moder. Hun virkede næppe moderlig mere. Ikke efter at hendes forbandelse havde taget så mange af Jontars søskende, hendes egne afkom. Hvilken person kunne gøre dette? Det var næsten værre end en dæmons værk. Men ak, forbandelser var anderledes. Derfor sukkede prinsen også. "Så vil min mor end ikke have disse sjæle på sin samvittighed." Jontar tænkte måske ikke, hvor meget han lige nu fortalte. Hvor meget han røbede om sin familie. Men Pompeia ville blive familie snarligt. Bestemte faderen, var deres bryllup i morgen nærmest.

"Prins er jeg meget vist, men ingen konge. Det bliver jeg ikke." Jontar blev noget andet. Om han ønskede dette eller ej. Ligesom med dette ægteskab havde prinsen intet at skulle have sagt. Og sandsynligheden for, at han ville acceptere og lære at elske valgene truffet for ham, var usandsynlig. Og lige nu virkede Pompeia som værende den bedste af de to. Nemt.

En indre stilhed lagde sig for Pompeia efter Jontars ord. Hun skulle være betænkelig med sit næste træk og ord. Det ville være svært at gøre sagen værre, såvel som bedre. Men Jontar havde udtrykt fra start af at han ønskede en med 'ben i næsen', som fortalte det nødvendige. Så et vemodigt suk blev givet: "Mine evner har sine begrænsninger.. Men en åndemager vil måske kunne sige andet." Det var ikke falske forhåbninger, men det var næppe til nogen gavn. 

Han var alt for bogstavlig lige nu, det fik hende til at se overvejende til siden for hvor hun ville gå hen. Han fulgte hende, selvom det burde være omvendt. Men fødderne gik i uvished, eller det ville hun da mene. Det førte til hans kammer. Hvilket et var svært at sige, kun han kunne rigtig tyde ruten som det var nu. "Det er et udtryk der er ældre end tidernes morgen. At en kone ej viger fra sin mands side, Jontar." hun vidste han måtte have meget at tænke på, og alligevel blev han så fjern på sin egen måde. 

"Ville du have foretrukket at din far havde givet dig flere valgmuligheder i forhold til hustruer," 

Og der valgte Pompeia at lettere frasætte sig ansvaret for at være den åndelige mager af familien. Selvfølgelig. Det ville også være noget af et pres for hende at kommunikere eller i hvert fald afkode den slags. Jontar ville ikke ønske den tjans. Men nu var han blevet givet en tjans, han nærmest aktivt havde forbandet - ikke lige så hårdt som moderen havde sine afkom.
Derfor valgte Jontar ej heller at snakke mere i det. Hvorfor snakke om noget, hvor Pompeia alligevel blot ville referere ham til en åndemager. En, der vidste mere om den spirituelle verden. Meget vel havde Pompeia tydelige evner inden for det spirituelle, det gjorde hende ikke mester, ej heller aktivt ønskende i dette. Der var mange, hvis evner blev anset som en forbandelse af personen selv. Dem, der kunne flyve, men led af højdeskræk. Dem, der kunne snakke med dyr, men havde traumatiske oplevelser med dem.

"Et ordsprog jeg ikke har hørt. Før nu i hvert fald, min dronning." kommenterede Jontar afslappet med et smil. Han kunne lige så godt sige det ærligt uden at være negativ om ikke at vide alt. Han var en prins, ikke et altvidende orakel.
Kort gnubbede han sig på den glatte hage. "Faktisk efterspurgte jeg min fader for ikke at spilde tiden med kandidater. Nu havde jeg, som min fader nok vil beskrive det, spildt hele sidste år, så hvorfor lade ham spilde mere? Jeg gav ham valget at vælge for mig." Jontar kunne godt lide at fremvise sig selv, som havde han været i kontrol. Han havde givet sin fader æren af at vælge, skønt det faktisk havde været omvendt. At faderen havde givet sin søn lidt længere snor. Snor, som Jontar bare havde brændt nytteløst op.

Det var usagt, men hun havde fornemmelsen af at han tog det som om hun fratrådt sig et muligt ansvar. Nok var det ikke sandt, men på sigt forstod hun ham alligevel godt. Pompeia kunne godt blive familiens åndemager, men hun evnede ikke at se andre ånder, ej heller at kunne kommunikere med dem. Men enhver evne kunne trænes, forbedres og udvikles til egne fordele. Skulle hun unde ham det. 

Ingen af dem læste tanker, men alligevel havde hun fornemmelsen af at de forstod hinandens kropsprog og mimik bedre end dem selv. Det kunne være de mange år af pligt og pli der havde lært dem at være observante for det mindste.

Han fremstod så afslappet, upåvirket og uden frygt for fremtiden, end ikke hun kunne nægte ham et smil. Men hun lyttet nøje til hvad han sagde og nikkede anerkendende til det som blev formidlet til hende. Et år havde Jontar tøffet omkring som en gris uden en gulerod forenden af snuden. Vildlet og uden kurs. "Det glæder mig, at du lod din fader står for opgaven, Jontar," der var en ærlighed i sætningen. Det fungeret nok også bedst sådan. De ville nok aldrig have fundet hinanden på naturligvis - og naturligvis ville et forudbestemt ægteskab være bedre end et baseret på kærlighed i første omgang.  

På en måde pirrede det afventende svar fra Pompeia for Jontar. Hun var ikke hans eget valg. Hun var valgt af faderen uden prinsens holdning. Han skulle blot føje sig. Dette burde Pompeia have vist fra dag ét. Men kendte hun til aftalen mellem fader og søn? Jontar tvivlede. Hvordan skulle hun vide dette? Hans fader havde næppe ønsket at fortælle dette. 
'Min søn skulle være rebelsk, så jeg gav ham et år, som han bare spildte som vand i badet'.
Det var ikke en komplimenterende beskrivelse. Nej, Pompeia kendte næppe til, hvad Jontar sagde lige nu, før han sagde det. Og derfor var hendes respons og reaktion interessant at se. Især også det faktum, at Jontar havde ladet faderen vælge komplet. 
"Nu ikke lad det stige dig til hovedet, at du er fyrstens valg," Det måtte være besynderligt for Pompeia. At vide, at fyrst Sephyran havde valgt hende over så mange andre kandidater. Hun var kommet igennem nåleøjet. Hvorfor? "Nu vil jeg ikke tage forskud på goderne, men jeg kan også takke min fader."

Hun trak hovedet let tilbage og foretrak en mine som han gav den den kommentar. Hun vidste udmærket godt, at fyrsten havde udvalgt hende. "Det er jeg skam ikke i tvivl om, Jontar. Jeg var kort tilstede ved hans besøg,". Det var nok så meget at sige, hun var kort blevet set an i figur og det var ellers det. Efterfølgende havde han dog set hende mere an. En ud af mange godkendelses faktorer formentligt. 

Men hun lod hans ord hænge i luften, for hun følt ikke en indbydelse til et svar. Så nu gik hun blot med ham hvor end fødderne ført dem hen. Dialogen havde alligevel været lang og sporadisk som første gang. I alle vindens farver så at sige. Men hun nød det, selvom hun nok gerne så at Jontar tog lidt mere initiativ til at stille spørgsmålstegn ved hende, eftersom han var den, som skulle leve med hende. Hun var erstattelig, men gad man udskiftninger, hvis de kunne undgås. 

Nysgerrigheden havde længe grublet i den unge prins. Hvorfor havde hans fader netop valgt Pompeia? For fader og søns smag og syn på kvinder var som ild og vand. Derfor fandt prinsen det da også en anelse besynderligt, at hans fader havde udvalgt en, Jontar rent faktisk kunne lide. Han forventede måske, han ville kunne udstå faderens valg, men som de var lige nu, kunne prinsen lide hende. Hatten af for fyrsten. "Sig mig, Pompeia. Hvorfor tror du, min fader valgte netop dig?" 
Det var uden tvivl et ondt spørgsmål. Det vidste Jontar godt. Men siden hvornår havde Kazimi-slægten ikke været onde i deres spørgsmål og ord mod andre? De var en fyrsteslægt og slaveejere. Selvfølgelig kunne de have en hård tone gemt bag den fine tone. Desuden var deres samtale langsomt ved at ebbe ud. Selvfølgelig kunne de gå i stilhed ned ad paladsets gange, men hvorfor stilhed, når der kunne være interessante spørgsmål og endnu mere interessante svar?

De havde stilt de nærende spørgsmål af nysgerrighed og i håb om en større forståelse for hvad der var dem i vente. Men Jontar formåede at stille spørgsmålende med den størst dybde af de to. Hvorfor var hun valgt af alle mulige kandidater. Hun måtte erkende at hun skulle summe over det, men uden at sige noget kunne det formenligt ses fra hans perspektiv af. 
Pompeia ville nødig erkende at hun ikke vidste det, men hun havde fået nogle indtryk som kunne være været en medvirkende årsag til valget på hende.

"Foruden at jeg er fra Rubinien af selv, så måske det at jeg er et år ældre end du, familie der deler værdierne med din fader," det var blot de ting hun havde fået en snert af og selv tænkte sig til. Pompeia skulle gerne have været gift for længst, men den rette gemal manglede og nu stod hun formentligt med ham her. "Hvad tænker du selv, Jontar"

Pompeias svar var både unikt og ordinært. Der var noget specielt og gennemsnitligt over hendes begrundelse for valget af netop hende. Der var mange fra Rubinien, mange var ét år ældre, mange havde fælles familieværdier. At finde en med disse tre karateristika ville ikke kræve en jagt i hele landet. Det ville sikkert blot kræve at tjekke én enkelt gade og så ville en, der opfylder alle tre ting, være fundet.
"Normalt er kvinden faktisk ikke ældre," pointerede Jontar. Ikke som noget negativt. Mere en pointering. En kendsgerning. En norm. At hans fader havde brudt normen, omend det var blot ét år, var alligevel specielt. "Din familie kan sikkert være til styrke for os. Vores ægteskab er ikke kun for at forbinde os. Der er flere pagter i vores ægteskab end vores blot."