Mens Hecate gik for sig selv tænkte hun over, at nogen virkelig burde give havmanden noget dannelse. Han kunne naturligvis ikke bebrejdes - hun vidste ikke hvor meget, de uddannede folk i resten af verden i Aquarin - men der måtte kunne laves noget udveksling så de i det mindste kunne få noget viden..

Tanken om at have byen rendende fyldt af havfolk fik hende dog pludseligt til at gyse. Nuvel, det var vel bedre en satyrer .. eller orker.

Tankerne blev dog hurtigt slået ud af hendes hoved, da hun så den redelighed, hun var vendt tilbage til, og hendes hysteriske stemme skingrede på ny: "NEJ NU MÅ I VIRKELIG! SÅ FLYT DOG DET VEDERSTYGGELIGE TRÆ .. NEJ IKKE DEN VEJ, DEN ANDEN! I ER JO VED AT TRAMPE MANDEN NED.."

Træflytterne så lidt forvirrede på hinanden, og det gik tydeligvis først op for dem rigtigt nu, at der lå nogen på jorden under alt grannet. Med en pusten og stønnen, gik de i gang med at forsøge at få det bugseret i modsatte retning, og Hecate satte sig med besvær på hug for at række smykket frem:

"Op på benene med Dem min herre. Vi må få Dem væk herfra." Sagde hun, lettere strengt.

Hvis William ikke havde råbt og skreget af lungernes fulde kraft så skulle den nydelige gamle og venlige dame da nok gøre det. Han var bare taknemlig for at hun ikke var stukket af med hans familie arv, og hele denne magiske genstand der kunne få ham til at gå på landjorden. For fanden hun ville jo hjælpe ham op il de adelige! Tænk en masse respons der kunne komme af at få lidt aftaler på plads. Så kunne det være at Aqurin ikke ville blive glemt nær så meget.

"JA HELT ÆRLIGT FLYT SÅ DET TRÆ.... AV PAS PÅ I HUNDEHOVEDER!" svarede han højlydt og puffede til en af grenene på ny som de virkelig prøvede på at få træet væk fra ham og frk Reier. Nu kendte han ikke Hecate og vidste ikke hvor meget hun egentlig brokkede sig over alt ting. Men for ham var hun bare venlig og han havde virkelig brug for det lige nu.

Da hun rakte ham halskæden skyndte han sig at tage den og putte den rundt om halsen. På ny stod et kraftigt blåt lys rundt om hans hale og langsomt forsvandt halen til et par pen hvor bukserne mere eller mindre var ødelagte. Han rejste sig op og sparkede til en af grenene som han bevægede sig væk fra træet. Dog huskede han sig selv på at han skulle have sin pose med sig. Så den tog han og bevægede sig væk fra træet. "Det var meget pænt af dem. Hvad skylder jeg for den nye kæde? Jeg betaler dem gerne for deres fine arbejde med at komme tilbage med den" kom det fra ham og lod en hånd dykke ned i posen for at tage nogle krystaller frem.

Hecate stirrede på træet, som kunne hendes øjne brænde det op. Det var da utroligt, at de uduelige mennesker ikke havde været i stand til at flytte det endnu! Nuvel, så længe det var langt væk, næste gang hun besluttede sig for at aflægge markedspladsen et besøg!

Da havmanden forvandlede sig tilbage, så hun dog noget, der fik hendes opmærksomhed helt væk fra træet - grufuldt nok, var hans BUKSER gået i stykker, og han risikerede at blotte sig for hele markedspladsen. Hvad værre var - Hecate ville blive set i selskab med ham. Det gik så sandelig ikke!

Hastigt viklede hun sit sjal fri og begyndte med hastigt bevægelser at binde det om livet på ham: "De kan ikke vandre omkring med ødelagte bukser!" Skændte hun. "Det er ikke anstændigt!"

"Kæden kostede otte ravstykker." Svarede hun derefter, for at tage imod krystallerne. Det var ganske udemærket, at manden ville betale hende - det var jo kun passende. Ikke at beløbet gjorde hende så meget igen, men det var ikke passende at give ting bort til en fremmed mand.

Med et suk så hun op mod vejen, der førte til det øvre distrikt og de fjerne tårne fra Krystalpaladset, der glitrede i eftermiddagssolen: "Følg med!" Beordrede hun med et sidste, vredt blik i retning af mændene, der stadig var i gang med at forsøge at få skubbet grantræet. Derefter begyndte hun at gå, så hastigt hendes dårlige ben tilod, at begive sig i retning af paladset.

Hvad værre var end træet det var hans bukser! Han plejede altid at tage bukserne af når han skulle ud i havet igen! Denne gang havde han bare ikke haft muligheden. Han skammede sig noget så grusomt! Det var en skam at han skulle have tabt den kæde fordi snoren var gået i stykker.

Da Hecate kom ham nærmere og bandt hendes sjal om sig stirrede han på det. det var vældigt venligt af hende! "Det må jeg nok sige, de er vældig venlig imod mig. Faktisk har jeg et par ekstra bukser i min byldt. Men det kræver at jeg finder et sted at skifte bukser!" han var stadig oprævet over det træ der netop havde nedfældet ham på det groveste!

"Otte ravstykker" kom det fra ham og stak hånden ned i bylten og fiske et jadestykke frem. Han havde ingen ide om hvad det var der gjorde at det ikke var det rigtige men han lagde det i hendes hånd og fiskede efter flere krystaller i bylten. Straks trak han flere jadestykker frem og lagde 3 i hendes hånd og 4 ravstykker. Han kunne da godt se de ikke lignede hinanden men det tog han sig ikke af. "Væsrsego frue"

Han satte bylten hen over skulderen og kiggede på Hecate som hun bad ham om at følge med. "Ja selvfølgelig" nu skulle han virkelig opleve de adelige og få en alliance på benene! Det kunne da ikke skabe nogen problemer. Det ville sætte Aquarin på landkortet igen. De adelige anede sikkert ikke en skid om hvor meget Aquarin gjorde dem en tjeneste ude på havet!

"Åh, jamen .. udemærket." Det var vel ikke dårligt at medbringe ekstra bukser - især når man havde en tendens til at de blev flået i stykker af forvandlingsmagi. Hecate skrev sig bag øret, at hun måtte sikre sig, at havfolks færden i og udenfor Dianthos foregik på en pæn og anstændig måde .. det med halerne havde hun aldrig tænkt på!

Hun blinkede med øjnene og kiggede ned på pengene i sin hånd. Havde en adelige af havfolkeslægt i lært at regne!? Det gik da slet ikke an! Hun fandt sin egen pung frem og gik i gang med at optælle byttepenge med sine krogede fingre, inden hun rakte dem til ham: "En jademønt svarer til ti ravstykker, så den er ganske værdifuld. De bør finde nogen på paladset til at lære Dem mere om vores møntfod! Ellers betaler De alt for meget, og det er slet ikket passende!" Skændte hun, inden hun klappede pungen i og gemte den tilbage i sin taske.

Hun gik ikke særlig langt - kun til udkanten af markedspladsen, før hun pegede på nogle skure, der primært blev brugt til opbevaring af handelsvarer. På denne tid af dagen, var de stort set tomme.

"Gå De derind og tag Deres bukser på!" Beordrede hun og vendte sig øjeblikkeligt med ryggen til, for ikke at komme til at se noget uanstændigt. Hun havde ingen anelse om, hvad et havfolk overhovedet havde mellem benene, og hun havde så sandelig ikke tænkt sig at finde ud af det i dag!

Hvordan kunne denne venlige dame være en helt?! hun havde redet ham fra at udtørre og for slet ikke at tale om at hun var kommet tilbage til ham. Hun var virkelig et venligt menneske. Det kunne der ikke komme nogen uden om. Lige meget hvad der blev sagt om hende i byen så fortrød han ikke at have stødt på hende. Ja han havde endda prøvet at hjælpe med det skrammel af et træ, men det var jo kun gået helt galt for ham. Så helt ærligt, han var mere end heldig at denne dame kom ham til undsætning!

Da hun begyndte at optælle byttepenge kiggede han forvirret på hende og tog da imod ravstykkerne. "Åh... Det vidste jeg slet ikke. Ser de, vores mænd der fortæller om overfladen fortæller kun om hvad de læser. Det er derfor jeg vil opdage verden. Jeg vil opleve den på egen hånd, samtidig med at jeg passer mit job på paladset" kom det fra ham og lagde de resterende krystaller ned i sin bylt. Han lagde hovedet lidt på skrå som hun førte vej.

Da hun standsede op kiggede han på skurerne, det var helt klart bedre end ingen ting! "Javel frue" kom det fra ham og trådte ind i skuret for at lukke døren efter sig. Det tog ham tre minutter at komme i bukserne efter som at han havde taget et af de mindre skurer hvor der ikke var så meget plads. Men han fik da lukket de sorte bukser og trådte ud af skuret og kiggede på den venlige frue der stadig stod der.

"Vil de være så venlig at føre mig til de adelige? Der er ting der skal klares og opgaver der skal løses" kom det roligt fra ham og smilte til hende. Han kunne slet ikke komme sig over hvor venlig hun havde været imod ham. "Forresten frue, så heder jeg Prins William Zan'jatar" han kunne lige så godt oplyse sit navn til hende nu hvor hun havde været så venlig imod ham.

Opdage verden. Nuvel. Hecate Reier havde set nok af verden til at vide, at hun ikke ønskede at opdage mere. Men det kunne havprinsen tids nok opleve på egen hånd .. derfor skændte hun en smule, som hun sagde: "Det lyder vanskeligt, at både passe sine pligter og opleve verden.."

Hun vendte først ansigtet mod ham igen, da hun var helt sikker på, at han havde fået bukserne anstændigt på. Hendes blik hvilede kortvarigt på dem for at sikre, at de sad rigtigt - derefter tog hun hastigt blikket bort. Det var ikke passende at stirre for længe på en mands nedre regioner - bukser eller ej.

"Naturligvis .. følg med." Sukkede hun. "Mit navn er Hecate Reier. Min familie er en baron-slægt, så det er noget lavere rang end Dem selv, men vi er ganske talrige. Min grandniece er for nylig blevet gift med arvingen til fyrstedømmet i Safirien.." Begyndte hun at remse op. Hvis han ønskede at lære om overfladen, var adelsfamilierne et godt sted at starte, omend det ikke var det nemmeste.

"Og der fremme, kan De se paladset. Har De besøgt det endnu?" Som hun førte ham langs den brede hovedgade, pegede hun op på krystalpaladset, hvis tårne glimtede i solskinnnet, hævet og byen og dens talrige indbyggere. 

William kiggede på hende og var sikker på at hun var ganske venlig, hun ville jo vise sig fra sin bedste side. Hvilket han klart havde oplevet. Nok var denne kvinde gammel og lidt rynket som om hun havde været for meget i vand. Men hun var da hjælpsom. Så det kom da lidt som en overrasskelse at hun ligefrem lod blikket glide ned af ham for at se om han var anstændigt klædt på. Men ha havde da fet bukserne ordentlig på havde han ikke? Han kiggede ned af sig selv, jo alt var i den skønneste orden! "Umådeligt svært kære Frue. Der er ikke meget tid til at opleve landjorden" svarede han og kiggede lidt på hende og smilte venligt. Det var vel nok heldigt at han var stødt på hende da han egentlig bare ville hjælpe med fjerne det der grantræ!

Som hun valgte at sige ja til hans tilbud og endda gav sit navn og flere oplysninger om hendes familie lyttede han blot og holdte trit med hende. Sikke hurtig hun var af en ældre dame at være! "Det må jeg nok sige Frøken Reier. Tillykke med deres granniece, hvem har været den heldig mand der har måtte ægte sig så fint? Altså af navn. Jeg har desvære aldrig været i Safirien og vidste ikke engang at der var et fyrstedømme der oppe" han kiggede på hende og smilte svagt.

Han kiggede op imod slottet og gjorde store øjne. Var DET et palads?! Det var jo højere end det der hjemme! Hvordan havde de fået bygget et så stort et palads med SÅ STORE tårne!? "Wauw! Jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig har været der, jeg tror heller ikke det er så nemt at komme ind i" han kunne jo ikke bare troppe op hos byvagten og kræve at tale med dronningen eller Kongen, eller hvem der nu sad på tronen.

Svagt for sig selv rystede Hecate på hovedet. Hun måtte sikre, at en eller anden på paladset brugte noget tid på at sætte prinsen ind i de vigtigste ting omkring landjorden .. det var vel den slags, man havde diplomater til. Hecate, der ikke selv var alt for begejstret for fremmedfolk, havde gjort sig en tanke eller to om Aquarin, men havde aldrig haft nogle nærmere interaktioner med dets folk - hun vidste dog, at der i de senere år, havde været havfolk, der havde tjent i hæren..

Hvad verden ikke var blevet til.

"Hans navn er Aldamar Leosin af Arys, fra Arys-fyrsteslægten. Ja, han er jo stadig ganske ung, men forhåbentlig har familien sørget for en passende opdragelse, når han en dag skal overtage det hele.." Forklarede hun og fortsatte derefter med en længere smøre om Safirien og fyrstedømmerne der, samt hvilke konflikter og slægter der i ældre tider, havde været i området. Hun havde trods alt intet bedre at tage sig til, end at studere historie, her på sine ældre dage..

Hun stoppede brat sine forklaringer ved havmandens udtalelse om paladset og lukkede og åbnede munden et par gange, før hun kunne fortsatte: "Jamen .. De må da have meldt Deres ankomst? De er jo af kongelig slægt? Har De ikke bedt om en audiens?" Ved alle Guderne, der var jo slet ikke styr på noget som helst!

William var i den grad ikke i tvivl om at denne venlige ældre dame kunne sit kram, og som hun fortale om løst og fast om problemerne og fyrste dømmet lyttede han interesseret uden at afbryde hende. Man afbrød jo ikke en dame! Uanset hvor gammel de var! Han lagde hovedet lidt på skrå som hun snakkede for at lytte bedre efter, hun var virkelig klog. Sådan en som hende kunne man godt bruge i Aquarin!

"Wauw. Det må jeg nok side, De kan virkelig deres kram om fyrstedømmet Frue. Det glæder mig at deres grandniece er gitet ind i så fin en familie" konkluderede han. Selv vidste han at han skulle giftes bort en dag, Han vidste at der var et eller andet havfolk der ville passe godt til ham, og han ville ikke have noget at sige. Faktisk skulle han bare holde sin kæft og makke ret, uanset hvad hans tanker var!

"Jeg beklager Frue Reier, jeg har ikke anmeldt min ankomst. Alle og enhver kan jo sige at de er prins af Aqurin, eller Fyrste. Jeg har dog.... Vent lidt.." han åbnede sin vadesæk og roede rundt i den til han tog et pænt rullet pergament med Aqarins sejl på der ikke var brudt og viste hende det. "...Dette her. Det er et dokument om at jeg er arving til tronen i Aquarin og at han desværre selv er forhindret til at afale et møde med de kongelige. Jeg skal træde i hans sted" svarede han og kiggede på pergamentet som han stadig stod med i hånden. Han håbede bare at vagterne ikke sendte ham bort.

"Ser De Frue, der er kommet flere pirater på havet og vi prøver ihærdigt på at nedkæmpe dem når de kommer for tæt på Aqurins farvand.." Han begyndte at tale om hvad Piraterne gjorde ved havet, og deres mange kampe om at opretholde freden. Selv at der var begyndt at komme flere skibe til Obsidianøerne der var opstået på mystisk vis. Aquarin prøvede jo bare at bevare freden, om det så krævede sirene sang eller kampe fra vagterne.

"Ja, det er et ganske udemærket ægtemål.." Svarede Hecate, ganske veltilfreds. Reier-familien havde sine sorte får, hvilket havde fået hende til at holde sig på afstand i mange år, men nu lignede det, at der kunne komme bedre tider. "De skal vel også selv giftes en dag.." med et havfolk naturligvis.. tanken om at en havprins måske kunne gifte sig på landjorden, var nok til at give den ældre dame et mindre hjertetilfælde..

"Og har De ingen vagter med Dem?" Fortsatte hun, betragtende hans dokument med seglet med et hastigt blik. Hun havde god erfaring for den slags og vurderede det til at se ægte ud. Hvis man reelt var ude på at udgive sig for at være prins ville man vel også opføre sig lidt mere .. passende.

Sådan var det med fremmedfolk. Det var bedst ikke at lukke for mange af dem indenfor byens mure, men diplomati skulle der nu engang gøres plads til. Hun sukkede for sig selv, som hun ledte den unge mand op langs en bred boulevard og foran dem, kunne de se porten ind til paladset.

"Se, hvis De blot viser deres dokumentation til vagterne, så skal de nok sørge for, at De får anrettet nogle gemakker og får deres audiens.." Håbede hun. Det var nok lidt mere, end hvad en almindelig palads-vagt kunne håndtere, men så måtte de vel kunne finde nogen, der kunne.

Hvor var han dog umådelig heldig at han havde prøvet og hjælpe denne ældre dame, og alligevel havde hun skældt ud og hidset sig op. Men hun havde virkelig været en god hjælp når det kom frem til at han havde knækket sin halskæde, og hun havde fundet en ny. Han havde lært lidt om fyrste dømmet, og det sagde virkelig noget. Især når de informationer han fik i Aquarin ikke altid var helt sande! "Åh ja, jeg skal skam giftes en dag. Mine forældre leder efter den rigtig havpige som jeg kan ægte. Baller og den slags bliver der da også lavet i Aquarin, men det er aldrig blevet til noget. Desværre. Så jeg venter stadig" kom det fra ham og kiggede på hende med et mindre smil på læben. Han behøvede jo ikke at fortælle at han ikke fandt de havkvinder interessante, mange ville bare have ham for at få en titel efterfølgende. DEt var noget være bras!

"Ingen vagter desværre. De fleste vagter kæmper med piraterne på havene, og nu hvor Obisdianøerne er dukket op er det blot blevet mere farligt på havene. Så der er nok at se til. JEg håber bare at dette dokument med det kongelige segl er nok" han vidste det ikke men han havde jo helelr aldrig været en del af adlen på landjorden. Han kunne selvfølgelig håbe på at de ville lytte lidt til det han havde at sige, og at der kunne falde en eller anden aftale på plads.

"De skal virkelig have tak for alt deres hjælp, kære Frue. De har gjort så meget for mig at jeg ikke kan udtrykke mig nok" han bukkede ærebødigt for hende inden han rettede lidt på sin sæk og kiggede op på vagterne. Ville de lukke ham ind, eller ville de sende ham væk fordi de ikke kendte det kongelige segl fra Aquarin?!

"Ja, jeg er sikker på, at der er ganske mange ædle havfruer, der kunne være et passende giftemål til Dem." Sagde Hecate, uden reelt at vide meget om adelsfamilierne omkring Aquarin. Hun havde læst lidt af deres historie, men det var et meget fjernt område fra resten af landet.

"Det kongelige segl skulle være ganske tilstrækkeligt." Vurderede hun dog efter at have kastet et blik på det. Lidt velkendt måtte Zan'jatar-slægtens symbol trods alt være, og hvis ikke vagterne genkendte det, kunne nogen der ville være i stand til det, hidkaldes.

Hun nejede omhyggeligt for prinsen, inden hun skændte en smule: "Så længe De husker at opføre Dem anstændigt på paladset. Og pas på Deres bukser!" Det gik så sandelig ikke, at der var endnu en episode - så ville det være alt hvad man talte om det næste lange stykke tid.
Hun sendte ham et sidste strengt blik, inden hun dog nikkede venligt og tog afsked.