Treston betragtede hende lidt sørgmodigt, mens hun forfaldt til dét, hun altid forfaldt til, når verden blev lidt for svær at håndtere - planlægning og strategier; kunsten at få alting til at gå op i sidste ende. Men Treston havde svært ved at tro på, at dét hér for alvor kunne gå op, for det virkede for håbløst...
    Men de ville være sammen om det - dét var i det mindste noget. Ikke som da... Ikke...
    Selvfølgelig var Treston taknemmelig for, at Zirra havde haft denne mystiske, kniv-uddelende veninde at søge til - selvfølgelig var han dét! - men han kunne ikke lade være med at skamme sig over, at han selv havde ligget i sin celle, halvt bevidstløs af smerten efter Erstens brændemærker. Han, som havde lovet sin søster, at han altid ville være der for hende - da det for alvor brændte på, havde han haft for travlt med sin egen tragedie...
    Og måske havde Zirra også tænkt på dén aften, for pludselig krummede hun sig sammen om sig selv, som et stykke papir, man smider i ildstedet - blev lille og skrøbelig og ulykkelig. Hendes skulder rystede, da Treston rakte ud og lagde en trøstende hånd på den, og da hun talte, kunne han tydeligt høre på hendes stemme, hvordan hun forsøgte at undertrykke sine hulk. Og han sad bare dér med sin lillesøster, der så ud som om hun kunne gå fra hinanden hvert øjeblik det skulle være, og han anede ikke, hvordan han rigtig skulle snakke med hende om dét, der var sket.
    Måske, tænkte han bittert, var han i virkeligheden for tæt på. Kendte han Zirra ret ville hun holde igen med alt dét, der skulle ud, fordi hun vidste, at det ville gøre ondt på ham at høre det...
    "Kan du huske, at han trak mig ind i en omfavnelse, lige da han ankom?" spurgte han derfor stille i stedet - et begyndende svar på hendes spørgsmål. "Han hviskede at... at han glædede sig til at gøre ved min søster, hvad jeg ikke selv havde kunnet gøre ved misfosteret. Og jeg vidste jo godt, hvad han havde troet, vi skulle i Sednas celle... Jeg-" Han brød af med et ulykkeligt lille suk og kørte en frustreret hånd igennem håret. "Jeg skulle have fjernet ham allerede dér - i fangekælderen... Jeg ved ikke, hvorfor jeg bildte mig ind, at det ville være nok at puste mig op og true ham til tavshed. Jeg har trænet med manden siden væbnertiden, for gudernes skyld! Jeg kender ham jo - og han kender mig... Selvfølgelig vidste han, at jeg ikke kunne gøre ham en skid, når hans forpulede Major-mor holder hånden over ham..." 
    

"Du må ikke bebrejde dig selv," bad Zirra og foldede sig selv ud, idet hun greb efter hans hænder. Vendte ansigtet mod ham og lod ham se tårerne, der gled ned over hendes kinder. Lukkede ham ind i sit ulykkelige sind, for hvis nogen kunne hjælpe hende med at fikse det iturevne indre, var det ham. For han havde altid været her for hende. Mere end han anede. "Det må kun være ham, der har skylden, Tres. Ham og hans forvredne sind."
Minderne blev erstattet af dem fra middagen, hvor Ersten havde hamret Treston ned i bordet. Hevet ham væk fra hende. Brugt sine brændende hænder mod ha, som var han en soldat fra Mørket. Og midt i det hele lå også mindet om Kesters underlige omfavnelse af Treston. Nu med lyd på. Med de ord, Zirra absolut ingen problemer havde med at forestille sig sagt i Kesters stemmeføring. 
Hulkene kom som tidevandsbølger nu, ustoppelige og med ekstra kraft af at blive holdt tilbage så længe. Zirra væltede nærmest ind i Treston favn, da gråden hev hende forover i en krampetrækninger. Hele hendes væsen ville det. Ville gemme sig i hans favn og glemme, at verden var et uretfærdigt og ondt sted. 
"Jeg troede, jeg kunne beskytte mig selv..." græd hun ind i Trestons trøje. "Fielthena lærte mig lidt, men det var ikke nok. Jeg skulle have taget hans liv i kælderen, Tres ... Jeg kunne se, hvordan Sedna dømte mig for ikke at gøre det. Men jeg... vi ... Vi er for gode, er vi ikke? Vi er ikke som far eller Ersten, vi kan ikke bare slå ihjel, vi er ..."
Vi er mere som mor og hendes planter, ordene ville ikke finde vej ud gennem hulkene. Vi værner om livet frem for at tage det.
De to Reynlest-børn, der aldrig rigtig havde passet ind i de kasser, Dastor proppede dem ned i. De to, der aldrig rigtig gjorde, som det blev forventet af dem. De to med lige et gran for meget medfølelse og retfærdighedssans.
Nogle minutter med uhindret gråd opslugte Zirra, hvor intet andet end ulykkelighed forlod hendes læber og Trestons trøje blev oversvømmet. Langsomt stilnede det af, som trygheden fra ham vandt indpas.
"Kan du huske, da jeg var væk sidste sommer?" Zirra snøftede og trykkede sig ind mod ham. Knyttede hænderne om stoffet i hans kjortel. "Jeg blev fanget af en gruppe dæmoner lidt uden for byen. En af dem kunne se hjerteslag, så mørket hjalp mig ikke. De brugte timer på at ødelægge mig. Ville ikke have noget ud af mig som Sedna... De ville bare lege med mig, for de kunne sagtens regne ud, hvad jeg var. Det er derfra jeg har de fleste ar. Udover de nye fra Sedna. Men de havde også tænkt sig at ..." Zirra gik i stå. Kunne ikke få ordet over sine læber. "Dengang tænkte jeg ikke på det som så slemt, men de havde også skadet mig så meget, at alt gjorde ondt til følelsesløshed. Men Kester han ... Det var ikke bare smerte, smerte kan jeg klare, det var ... Han ville virkelig have hævn. Det er jeg slet ikke trænet til."
Hvor hun ville hen var endt med også at være uklart for Zirra selv. Hun sagde bare noget nu. Ting, der faldt hende ind. Ting hun ønskede at dele med Treston, for han var den, hun altid havde følt sig mest fortrolig med uden på nogen måde at være det. Hvis hun kunne opbygge bare halvdelen af den fortrolighed på et reelt grundlag, kunne hun måske føle sig lidt mindre vildfaren.

    Treston åbnede favnen for sin lillesøster og lod armene lukke sig om hende, mens hulkene rev sig ud i natteluften og hendes tårer gjorde hans skjorte våd. Og han knugede om hende og mumlede beroligende til hende, for han var enig; det var kun Kester, der havde nogen-som-helst skyld og han skulle få lov til at bære den alene - Treston håbede ved guderne det knækkede ryggen på ham...
    Men alligevel... Alligevel følte han det ikke helt endnu. Og han var ikke sikker på, det nogensinde for alvor ville synke ind. Måske var det fordi Zirra havde ret i dé ord, der hikstende kom frem imellem hendes hulk. Måske...
    Eller måske var det fordi der vitterligt var noget om skammen. Treston var efterhånden for træt og for følelsesmæssigt udmattet til at finde ud af det... Derfor holdt han også bare om sin lillesøster og sagde hende hverken imod eller gav hende ret. Dét var der i hvert fald intet forkert i...
    Han stivnede dog en anelse, da hulkene stilnede en smule af, og hun i stedet gav sig til at fortælle. 
    Treston og Zirra havde altid - på én eller anden måde - været en enhed; især da de var yngre. Et par kaosbørn, der altid havde noget for, fordi Zirra var fuld af gode idéer og Treston hungrede efter eventyr... Og selvom de bestemt også havde haft deres kampe med hinanden, som det nu engang er med søskende, så havde det alligevel altid været dem imod verden. Dem imod Ersten, når storbroderen havde hakket på Treston eller været nedladende over for Zirra. Dem imod Dastor, når faderen kom med slet skjulte kommentarer om dén uduelighed, han mente Zirra besad, og pseudotvillingerne lavede sjov med det over opvasken bagefter, for at bløde de hårde ord op. Dem imod Mørket under besættelsen...
    Dem imod verden. Eller dét havde Treston i hvert fald altid tænkt. At nogen havde forsøgt at... at ødelægge hende, uden at han havde været der til at gribe hende... Det gjorde ondt og fik ham til at føle, at han burde være på vej ud - nu! - og finde alle dem, der nogensinde havde gjort hende fortræd...
    Men så standsede han også sig selv. Det var jo efterhånden gået op for ham, at Zirra var professionel - hun havde ikke brug for en eks-Ridder storebror til at løse problemerne. I hvert fald ikke dem allesammen...
    "Kester er et forskruet, modbydeligt menneske, der kommer til at fortryde alt ondt, han har gjort i sit liv," lovede Treston endelig, med en stemme, der var hæs af indædthed. "Om vi så må tage sagen i egne hænder, Zirra... Han er færdig. Dét lover jeg dig." Han var stille lidt - lod blikket løbe ud over havet og nattehimlen over det. Stjernerne var så småt ved at komme frem... "Selvom det er selvisk, så er jeg glad for, at du ikke skal være... hvad kaldte du det? Mudderkravler? Jeg er glad for, at du ikke skal være mudderkravler det næste stykke tid... Jeg tror, det ville være næsten umuligt at vide dé ting, jeg ved nu - og så lade dig tage af sted alene med dén risiko, at situationerne kan gentage sig. At det kan ske igen..." Det var ikke fair - dét vidste han godt. Ikke når han selv havde været i aktiv tjeneste i hele sit voksne liv. Men dét var alligevel noget andet. Folk havde prøvet at slå ham ihjel - bevares. Men Treston var aldrig blevet udsat for tortur - som soldat eller Ridder var der som regel ikke nogen, der prøvede at ødelægge én... Dét var ligesom bare alligevel sket et sted undervejs - dog uden at han rigtig kunne rette skylden imod nogen...

    

Trestons favn var varmere end hun huskede den. Tryggere. Den var alt, hun drømte sig imod når hun havde hårde nætter i felten og ønskede at tale med andre end sine medspioner om den. Andre at drikke sig ned med, når livet lige havde revet en kollega fra dem og de hver især ikke kunne fortælle det til deres nærmeste. Spionerne var på én gang hinandens fortrolige, men uden rigtigt at turde komme alt for nær. I en anden verden, hvor Dev og Zirra ikke var endt i spionfaget, havde de også snakket om, de ville have fundet sammen. På mange måder komplimenterede de hinanden godt. Men ingen af dem turde gøre mere ved det. I forvejen var de blevet så nære venner, at det ville gøre ondt, når ... hvis en af dem røg i svinget.
Zirra så op på Treston med røde, tårevædede øjne, der indeholdt et mere hadefuldt blik end storebroren nok længe havde set. Normalt var den vrede forbeholdt Mørkets magter, men netop Kester kunne godt skabe sig selv en undtagelse
"Jeg vil smadre ham, Tres," sagde hun bittert og hævngerrigt. 
Trestons stilhed fik hende til at følge hans blik udover havet og op mod stjernerne, og det var nok meget godt, for nattehimlen beroligede hende. Hun vidste ikke, hvor hun ville ende, hvis hun lod de andre tanker tage roret. Noget af den stjernero gjorde også, at hun ikke blev sur over hans næste sætninger. Mest fordi hun havde selvindsigten til at vide, at hun ville have det på samme måde, var rollerne byttet om. Og Treston forbød hende jo ikke at gøre det. Han talte om sine følelser, som han altid gjorde når noget gik ham på. Som Zirra havde lært gennem tiden ikke at gøre.
"Jeg er ret glad for, jeg ikke skal ud igen lige nu ..." mumlede hun som svar, mens hun lagde sig halvt på kajen, halvt i Trestons skød. "Ikke lige foreløbigt. Jeg pressede dem til at lade mig komme ud efter sidst, og jeg tror endelig jeg har forstået, hvorfor man skal have en pause, når man har været igennem noget hårdt." Hun fnøs lidt hånligt ad sig selv. "Jeg har altid bare, du ved, arbejdet mere. Taget flere opgaver. Lige presset noget ind. Jeg har faktisk ikke rigtigt lavet andet. Jeg har ikke så mange venner, der ikke ved hvad jeg laver, for jeg hader at skulle lyve over for dem. Så det holder aldrig så længe. Lidt ligesom partnerne. Jeg har zalme været lige så løs på tråden som da vi var unge, altså lige indtil jeg mødte Bertram. Men han fandt også ud af det ret hurtigt. Det er nemmere, når jeg kan være ærlig. Sådan helt ærlig. Ikke bare leve på halve, hvide løgne ... Jeg ville ønske jeg havde fortalt dig det noget før ... Og at du ikke havde behøvet finde ud af det ... på den måde."
Zirra sank en klump og løftede hånden for at tørre nogle tåre væk fra sine kinder. 
"Egentlig er jeg også glad for du ikke bliver udsendt igen lige om lidt," tilføjede hun. "Måske vi skulle tage en pause fra tjenesten sammen."

    Treston kunne ikke undertrykke et lille, halvbittert latterfnys, da hun fortalte, hvordan hun havde begravet sig selv i arbejde - dét lød jo ganske velkendt...
     "Vi har allesammen vores mekanismer, Zirra," bemærkede han stille, mens han nærmest åndfraværende nussede hende over håret med den ene hånd. "Man fortrænger, som man bedst kan, og tro mig - jeg kender dét med, at tvinge sig selv til at løbe så hurtigt, at man aldrig behøver standse op og rent faktisk mærke efter, hvordan man har det..." En lille, stilfærdig latter. "Det er helt sikkert ikke sundt, men det er en måde at trække sig igennem på, ikke sandt? Hvis du har lagt mærke til det, så gør mor det samme - hun begraver sig bare i haven og madlavning og husarbejde i stedet for. Jeg har aldrig set huset stå så skarpt, som til den forfærdelige middag inden min retssag..." Trestons stemme ebbede ud, da han blev mindet om Eylias krampagtige greb om ham - hvordan hendes smalle skuldre havde rystet, og hvordan han ikke havde kunnet holde om hende, fordi kæden i de håndjern, Ersten havde tvunget ham i, havde været for kort...  
     "Hun var... ved at gå helt fra hinanden, da jeg forlod Dianthos, Zirra..." Ordene kom tøvende - forsigtigt. Han sagde det ikke for at give hende dårlig samvittighed - for han vidste udmærket godt, at selvom Zirras brev og pludselige bortrejse havde rystet deres moder, var det i lige så høj grad Trestons fængsling og retssag, der havde drevet hende imod sammenbruddets rand...
     Nej, han nævnte det, fordi det var deres mor, og han vidste, Zirra ville ønske at vide, hvordan det stod til. 
    "Jeg er bange for, at hun bebrejder sig selv... alting." Han kunne godt selv høre, at der manglede noget kontekst, og derfor tilføjede han: "Hun fandt en opiumspibe imellem mine ting og fik blæst det op til noget, det ikke er. Og derfra fik hun det nærmest til at lyde, som om der var faret en dæmon i dig, og at hun som mor havde svigtet os begge - at det var derfor, alting er gået så... skævt på det sidste..." Han trak på skuldrene. "Vi må tage os lidt af hende, når vi kommer hjem, Zi... Hun er ikke helt ung længere, jo... Det er der jo sådan set ingen af dem, der er, selvom far ikke vil kendes ved det..."

    Han lænede sig tilbage - støttende med den ene hånd imod molens planker - mens en lille, helt oprigtig latter bemægtigede sig ham. "Dét med at tage en pause får jeg sgu nok ikke så meget valg i!" bemærkede han - stadig med et skævt smil, selvom ordene også gjorde en lille smule ondt. "Så du kan regne med mig, i hvert fald! Du går måske rundt med planer for vores fællesorlov?" Han ventede ikke på svar, men fortsatte med en strøtanke: "Lynn foreslog mig engang, at jeg kunne hoppe erhverv og blive dusørjæger. Kan du se dét for dig? Vi kunne starte en forretning, du! Den Blonde Duo - bror og søster! Jeg er musklerne og hjernen, naturligvis, og du kan være..." Han smilede drillende, selvom hun ikke kunne se det, sådan som de sad. "Du kan være det kønne ansigt. Eller hende med brysterne. Eller måske hende, der handler forsyningerne - eller bærer min oppakning! Jeg tror, det kunne gå hen og blive rigtig godt..." 

Zirra holdt uvilligt vejret, mens Treston fortalte om deres mor. Et sted inden i hende havde hun godt vidst, hvor hårdt det ville slå, at hun løb væk. At Eylia ville bebrejde sig selv. Men samtidig havde der ikke været andet valg, for alternativet var at fortælle hende, hvad der var sket og hvorfor Zirra var nødsaget til at løbe. Og mens moderen nok ville lytte, ville hun ikke have meget at sige imod faderens ægteskabsplaner. Planer, Zirra for alt i verden skulle ud af, inden det var for sent, og hun blev spærret inde i et hus sammen med Kester. 
"Vi kan prøve at lave en middag for hende, når vi kommer hjem. Bare os tre. Ingen af grødhovederne," mumlede hun efter at have sunket et par hulk. Det gjorde ondt at tænke på moderen som trist, for Zirra kunne levende forestille sig, hvordan det så ud. Hun havde set det lidt for meget i deres ungdom. Furerne i panden. Smilet, der ikke nåede øjnene. Blikket, der var blevet fjernt for at skjule den dybe sorg. "Også selvom vi så bare laver en halvdårlig stuvning."

Et fnys tvang sig vej ud gennem hendes næse ved hans ønsketænkning omkring at blive en dusørjægerduo. Mest over den absurde udlægning af, at han skulle være hjernen. 
"Du kommer til at være det pæne ansigt med dét guldhår, Isari har skænket dig, ved du nok," svarede hun og havde givet ham en lammer, hvis det ikke var fordi hun lå så godt i hans skød. "Og alle kommer til at tro du er en énmandshær, fordi de aldrig lægger mærke til mig, før jeg stikker dem i ryggen." 
Lidt bitterhed havde sneget sig ind i hendes stemme. Ordene ebbede ud og hun drejede ansigtet for at se op på ham.
"For at være ærlig, Tres..." begyndte hun. "Jeg tror ikke jeg ved, hvordan man laver noget som helst andet end snyd og bedrag. Jeg har ikke hjertet til at slå ihjel i koldt blod, så jeg er bare en løgner med et pænt ansigt. Det er det, jeg altid har lavet og ... jeg aner ikke, om jeg kan finde ud af andet."
Finde ud af andet end at følge efter folk og finde deres hemmeligheder. Eller tale dem ud af dem. Eller bolle dem ud af dem. Altid hemmeligheder. Noget, der kunne fælde dem eller deres foretagne. Hjælpe de svage på gaden eller Lysets agenda. Mest sidstnævnte, når det var en decideret spionopgave. Regnskab og bogholderi og sekretæropgaver kunne hun nogenlunde, men først hos Fielthena havde hun gjort det uden at fifle med tallene eller gøre det halvhjertet, fordi det kun skulle se godt ud på overfladen. Det var det tætteste, hun kom på et normalt arbejde - og så var arbejdsgiveren en lejemorder, så helt normalt blev det aldrig.
Uanset hvad havde hun ikke lyst til at komme tilbage i tjeneste lige nu. Ikke nu hvor Treston kendte hemmeligheden og det føltes som om de havde årevis af tabt tid med hinanden, de skulle indhente.
"Den der opiumpibe..." tilføjede hun tøvende. Vidste ikke helt, hvordan hun skulle bringe det op, for det havde lydt som et lidt ømt punkt for Treston. Måske mest, at moderen havde opdaget det. Zirra havde da overvejet, om Treston brugte andre metoder end blot alkoholen, men det her var første bekræftelse af det. Eller i hvert fald af, at han havde sin egen. "Hjælper den?"

    Treston fnøs med påtaget fortørnelse, og havde åbnet munden for at sige noget dumt om, at Isari i Zirras tilfælde måtte have givet hende en gylden tunge i stedet. Men han nåede det ikke, før lillesøsterens stemme slog over og blev alvorligt, og på samme måde faldt Trestons drillerier fra hinanden og lagde sig kolde og døde nede i hans mave. 
    "Jeg forstår dig godt, Zirra..." mumlede han og strøg hende over håret - førte en askeblond hårlok om bag hendes øre. "Det har været din identitet siden... Siden far gav op på dig..." Det sidste kom lavmælt, men med en hård klang i stemmen, der ikke skulle efterlade nogen tvivl om, at Treston bebrejdede Dastor at det var sådan, det var sket. "Og jeg må indrømme, at jeg måske ikke er den bedste til at sige noget kvalificeret om dét hér, for jeg sidder med præcis den samme frygt som dig. Hæren var bare... hele ens liv, ikke? Og jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald aldrig rigtig lært at gøre andet..." Han skuttede sig lidt imod nattekulden og skar en grimasse. "Men selvom jeg godt forstår dig, så er det alligevel noget lort du siger, for du er for hård ved dig selv. En løgner er vel trods alt bedre end en morder - og desuden har du løjet med et formål, Zirra; et ret nobelt formål, hvis man endelig skal sige noget om det. Jo for zalan ikke fordi du kunne lide det..." Han var ikke helt sikker på, han havde lyst til at sige det næste - for ordene sad fast i halsen på ham. Men hvis hun skulle fatte det - fatte det med andet end sin fornuft - så blev han nødt til at give hende et sammenligningsgrundlag, hun ikke havde lyst til at modsige:
    "Ligesom jeg har slået ihjel for en... god sag. Ikke fordi jeg kunne lide det. Hvis du fremover kun kan se dig selv som løgner, så er jeg morder - og dét har jeg ikke lyst til at være."
    Han tav og lod stilheden sænke sig mellem dem. Rettede sin koncentration indad - forsøgte at finde ud af, hvor den pludselige stramhed, han følte nede i halsen, kom fra. Var det fordi, han ét eller andet sted havde mistet troen på den gode sag? Var det derfor, det pludselig føltes skræmmende skrøbeligt at retfærdiggøre de liv, han havde taget undervejs, med Lysets noble formål? 
     Da Zirra åbnede munden igen, lod Treston sig villigt rive ud af sine spekulationer. Også selvom emnet kaldte en trækning frem på hans ansigt.
    "Nej." Svaret kom med en alvor og en ærlighed, han heller ikke selv brød sig om. "Det hjælper ikke på en skid. Men det gør det lettere at fungere, når indersiden af mit hoved bliver lidt for... fjendtligt." Et suk undslap ham og atter lod han hånden glide over hendes hår. "Du ved uden tvivl, hvad jeg snakker om..." Bare tanken om de ting, hun havde været udsat for, gav ham lyst til at krympe sig. Og slå på noget. "Hvad gør du selv, Zirra?"

Da far gav op på dig...
Ordene gik lige i hjertet, og Zirra hev vejret ind gennem næsen i et snøft. Et øjeblik kæmpede hun med at holde tårerne tilbage, indtil det gik op for hende, at hun ikke behøvede lukke smerten inde i sin sjæl. Treston forstod det. Som måske den eneste i verden, forstod han hvordan det var at leve i faderens skygge - nu langt mere end før. 
De havde meget mere til fælles, end hun havde gået og troet, opdagede Zirra, mens Treston talte, og hun hulkede stille i hans skød. Hulkede over alle årene, de havde tabt ved at følge forældrenes forventninger blindt. Over den ødelæggelse, de havde forvoldt i forsøget på at være de gode. De gode mordere. De gode løgnere. 
Det klang hult i hendes indre...
Men Trestons hårde opstilling gjorde det muligt at se fremtiden med andre øjne. Eller i hvert fald muligheden for at gøre det. Som solen, der tittede frem bag skydækket og lovede én, af sommeren nok skulle komme igen endnu et år. Måske kunne de to børn stadig nå at finde deres livs sommer. Med den vinter, de var ved at trække sig igennem nu, blev der nødt til at være håb for noget andet på den anden side. Noget bedre.

"Jeg går på kro..." svarede Zirra stille - en smule skamfuld over at indrømme sit misbrug, selvom Treston nok var den eneste i familien, der netop ikke ville bebrejde hende noget. "Lyset har en aftale med et par steder. Jeg tror godt de ved, vi bliver skøre i hovedet af vores arbejde. At vi har brug for det efter ..." Hun sukkede. "Nærmest hele tiden. Det er værst, når nogen bliver taget. Men så drikker vi i det mindste sammen. Før jeg mødte Bertram, plejede jeg at tage med den første og bedste hjem bagefter. Så kunne jeg glemme et par timer til, selvom kroen var lukket. Men det... Det virker heller ikke. Ikke længe nok."
Hun sank en klump ned i maven, der føltes som en hård knude. Flasken stod stadig ved siden af dem, men hun havde ikke lyst til at drikke af den mere. For det var jo, som hun lige havde sagt... Nyttesløst. Det virkede ikke. 
Efter en dyb indånding skubbede hun sig op at sidde, så hun kunne se på Treston. Hendes øjne var blanke, kinderne røde og håret klumpede de steder, tårerne havde vædet lokkerne. Hvis han vidste, hvor ofte hun havde set sådan her ud, alene hjemme på sit kammer...
"Du sagde jeg skulle snakke med nogen om det - dengang efter Cole, kan du huske det?" sagde hun. "Jeg har snakket med nogen, men de siger alle sammen at jeg skal finde en, jeg stoler på, som jeg også kan snakke med. For jeg kan ikke ... Jeg kan ikke få en fremmed til at forstå, Tres."
Hun sænkede blikket og tog hans hænder i sine. Hvorfor var det så svært? 
"Vil du hjælpe mig?" spurgte hun. For første gang i uendelig lang tid spurgte Zirra om hjælp. "Ikke flere hemmeligheder. Ikke flere løgne."

    Treston havde været i færd med fortsat at stryge sin lillesøster over håret - tavst og lyttende, mens hun indviede ham i de metoder, han heller ikke selv var helt ukendt med. Pludselig gav hendes besøg, mens han sad fængslet og ventede på sin dom, bare endnu bedre mening - dér havde hun også været stangvissen, og  dengang havde han undret sig over... graden.  
    Så med ét trak hun sig op og sidde og vendte sit forgrædte blik imod ham med et medfølgende spørgsmål. 
    Cole... Treston sænkede blikket og nikkede, mens hans hjerne ubarmhjertigt genspillede det skarpe smæld fra lemmen, der sprang op under de uheldige Rebeller. Han ville aldrig glemme følelsen af Zirra, der knugede sig ind til ham med en desperation, som kunne hun tvinge det hele tid at være en forfærdelig drøm, hvis hun bare ville det nok...
    "Jeg husker det godt..." mumlede han og løftede så blikket, da hun tog hans hænder. Det var dog umuligt at fange udtrykket i hendes øjne, selvom han prøvede, for på trods af de ting, de netop havde delt med hinanden, så havde Zirra altid haft det svært med, at bede om hjælp.
    Derfor kunne Treston heller ikke forhindre et lille, trist smil i at trække op i mundvigen, da han lukkede hænderne om hendes og gav dem et betrykkende klem. 
    "Selvfølgelig, Zi," forsikrede han og gentog så: "Ikke flere hemmeligheder- ikke flere løgne. Og dét går begge veje - dét lover jeg." Fordi han kunne mærke, at bevægelsen gjorde hans øjenkroge våde, trak han hende ind til sig, med en lille, halvkvalt latter. "Dit lort er mit lort - er det ikke sådan, det er?"

Det cementerede løftet om ærlighed for Treston ligeså meget som det gjorde det for hende selv, da han tog imod hendes hænder. Nok var det ikke lige så officielt som Bertrams magiske løftebånd, men bare det at have sagt det højt og blive taget imod så åbent, gjorde noget i Zirras sind. Gav hende lyst til at vende skuden, eller i det mindste gøre forsøget. Hvis hun var mere ærlig over for andre, kunne hun måske blive mere ærlig over for sig selv.
Noget af det bedste ved at have en så nær storebror var, at han altid vidste, hvad hun havde brug for, og da han hev hende ind i omfavnelsen, hviskede det noget af den summende beruselse væk. Stjernehimlen stod lidt klarere over dem. Luften føltes friskere. Det var næsten som om ... Næsten som om, at det hjalp. Hvor både sprut og opiumspibe aldrig havde gjort nok, helbredte nærkontakten flere skår i sjælen, og Zirra klyngede sig fast, som om hendes liv afhang af det.
Alligevel kunne ikke stoppe sin egen halvkvalte latter fra at undslippe, da Trestons gjorde sammen med et citat, hun selv havde ytret i retssalen lige inden, hun var stukket af. Passende.
"Altid," grædlo Zirra i Trestons omfavnelse. "Det er sådan det altid skal være."
Hun havde begge arme slynget om Trestons hals, og fik tørret tårerne væk med håndryggen bag hans nakke. 
"Selvom det bliver svært at fortælle om Storm, uden at bryde vores aftale om ikke at snakke om samleje," tilføjede hun.
Mindet om deres første møde på en kro med hver dages partner levede stadig i hendes tanker. Det var sværere at glemme, end man lige skulle tro. Måske fordi det var en god blanding af kaos og pinlighed. Alligevel lå mindet i bunken med de positive, men det havde jo nok en hel del at gøre med selskabet. Hvor havde de to søskende dog lavet meget lort i deres ungdom.

    Det var rart bare a holde hende - at mærke hendes velkendte form, indsnuse den lige så velkendte duft fra hendes hår. Det føltes næsten, som om Treston havde gået og været anspændt i flere måneder og først nu - rigtigt - kunne slappe af. Som om det var første gang i hundrede år, han holdt om Zirra - ikke en Zirra, der var ved at gå fuldstændig fra hinanden, som det havde været tilfældet på Sednas kammer aftenen i forvejen.
    Et pludselig, uvelkomment glimt af Zirra, der løftede kniven over ham, forstyrrede Trestons indre blik, og han tvang det stædigt væk ved at holde tættere om Zirra et øjeblik. Inden lignende billeder af Ersten nede i minerne skulle banke på... 
     Men med Zirra var voldsomhederne udsprunget af frustration, desperation og kærlighed. I Erstens tilfælde havde det bare været... frygt. Frygt og vrede... Og mens Treston holdt om sin lillesøster vidste han også, at han havde tilgivet hende - men at han nok aldrig kom til at tilgive sin bror.
    Måske var det netop, fordi han havde tænkt på Ersten, at de næste ord nærmest fløj ud af ham: "Som jeg husker det, foreslog jeg, at du i stedet kunne øse alle dine upassende detaljer ud over Ersten - men jeg forventede det ikke ligefrem..." Endelig trak han sig lidt væk fra hende, så han kunne studere hendes ansigt - fik blik for sporene efter hastigt borttørrede tårer. Selvom ordene måske havde haft en munter tone, var hans ansigt alvorligt, da han fortsatte: "Jeg er faktisk glad for, at du selv bringer det op, for jeg har flere gange tænkt på, at jeg ville spørge ind til det, men er så kommet fra det igen. For du har nogle gange fået sagt nogle ting... blandt andet hjemme på Paladset, da vi mødtes i gangen - kan du huske det? Og så her tidligere, da Sedna stak til dig... Ja." Han udstødte et lille fnys, der kunne betyde lidt af hvert. "Jeg kan da ikke se mig fri for at være nysgerrig."

Et latterfnys undslap Zirra ved benævnelsen af den anden storebror. Selv hvis Ersten var den sidste person i verden udover Zirra, ville hun ikke frivilligt indlade en samtale om sine kødelige lyster med ham. Måske egentlig mest for hans skyld. Manden ville jo implodere. 
Zirra strøg noget vildfarent hår om bag øret og tog sig sammen til at møde Trestons blik, da han brød krammet. Det havde faktisk været lettere at åbne op, mens hun kun kunne se fortøjringspælen bag ham, men på et eller andet tidspunkt måtte hun jo lære at blive komfortabel med at tale om sine hemmeligheder, mens hun så på ham. Nu havde de jo aftalt det, og hun havde selv bedt om hjælp.
"Han var Kriger for Mørket," sagde hun så. Lod sig ikke trække helt væk, og prøvede at gøre et eller andet med sine hænder, men de endte bare med at falde lidt halvslattent ned i skødet. "Sendt ud for at lure på dig og Ersten, og alle andre fra Lyset, der kom på den kro. Han var et rigtigt røvhul," Hun fnøs og rystede på hovedet med et smil. "Fortalte mig det midt i det hele. Hvad ville dine brødre ikke sige, hvis de vidste, du havde ligget med en fra Mørket. Lige idet jeg kom. Zalans idiot altså. Men han var god nok på bunden. Kan du huske det jeg fortalte med at en flok dæmoner fik kløerne i mig for et års tid siden? Storm var der, og endte med at overtale dem til ikke at slå mig ihjel. Han fik mig væk derfra og fandt en healer."
Zirra skuttede sig ved tanken om den episode. Alt fra torturen til at holde Storms grædende krop indtil sig, da han endelig gav slip på nogle af sine indestængte følelser. 
"Han var tvunget ind i Mørket, og ville faktisk ikke," fortsatte hun. "Hele hans ryg var fyldt med ar fra piskeslag. Så var han blevet sendt til spionmesteren for ... Ja det ved jeg faktisk ikke, hvorfor han var. Men det var lidt af et chok. Så jeg håber virkelig, at han holder sit løfte om ikke at fortælle ham noget."
Efter at være blevet fanget i at lure på gruppen, kunne der i hvert fald ikke være nogen tvivl om, hvilken type arbejde, det var hun lavede for Lyset.

    "Ja, man skal være en idiot af særlige dimensioner, for at bringe sin partners brødre op midt i akten..." mumlede Treston næsten automatisk. Men joken var halvhjertet, for hans tanker var alle andre steder - på Zirra i dæmonernes kløer. På Storm, som han svagt huskede fra kroaftenen som en 'hurtig-i-replikken'-type med et glimt i øjet. På Sedna, der havde fortalt om sin far, der holdt hendes hænder over essen eller testede skarpheden af sine knive på hende...
    "Det lyder som om..." begyndte Treston - langsomt og tøvende, for han var ikke helt sikker på, om han kunne finde ud af at formulere sig rigtigt. "...at Storm forsøgte at gøre det så godt han nu kunne, inden for de rammer, andre havde sat for ham. Jeg mener - hvis du siger, han var blevet tvunget ind i Mørket, men alligevel hjalp dig til at flygte, så er han måske nok gået med på en del af Mørkets præmisse, men han har alligevel haft en personlig grænse, for det var i virkeligheden slet ikke dét, han ville..." En dyb indånding. "Det gør ham nok ikke 'god'... sikkert langt fra. Men kan vi - altså hvis rollerne var byttet om - kan vi så med sikkerhed sige, at vi ikke havde været på samme måde? Gjort de samme ting? Man kan vel på sin vis også sige, at far har tvunget os to ind i Lyset - og i Lysets tjeneste har vi begge gjort ting, vi ikke er stolte af, fordi det var Lysets præmisse. Lige indtil vi satte foden ned - jeg til Sednas henrettelse og du til min domsfældelse." Han havde for længst sluppet hendes blik - kunne bedre nå frem til sin pointe, hvis han ikke skulle konfronteres med reaktionen i hendes blå øjne. "Og selvom jeg virkelig godt forstår, at du ikke... nærer de varmeste følelser for Sedna - så blev hendes valg taget for hende på præcis samme måde. Og dét sekund det gik op for hende, hvem du var for mig... i Tusmørkeskoven..." Han sank. "Så satte hun også foden ned. For havde hun ikke givet mig navnet på dét udtræk, der kunne standse ætsningen, så... Så var du død, Zirra. I mine arme..." Et underligt, malplaceret glimt af Josefine, som hun havde set ud, da hun udåndede i hans arme, flakkede som et chok forbi hans indre øje, og Treston virrede umærkeligt med hovedet - fik med en kraftanstrengelse sig selv tilbage på sporet. "Måske er hun ikke god, Zirra. Måske er du ikke løgner, og måske er jeg ikke morder. Måske kan vi allesammen snart bare få lov til at være dem, vi rent faktisk har lyst til at være..."

Zirras mund åbnede og lukkede sig flere gange, mens Treston talte. Ordene lå lige på tungen, men ville ikke rigtig komme videre derfra. Ikke at der var plads til at afbryde hans talestrøm alligevel. Hvor meget hun end ville. For noget i hende forsøgte desperat at holde fast i, at Sedna var den onde, og at hun skulle hive Treston væk fra hende. Også selvom hun havde siddet ved det krobord og faktisk gjort en indsats for at give hende en chance. Også selvom Trestons ord gav mening, og hun burde slippe det. Det var bare så svært, når hun var opvokset, opdraget og oplært i, hvor onde Mørkets styrker var. Hvor hendes gode hjerte kunne gøre en undtagelse, fordi Storm havde reddet hende fra den visse død, var det langt sværere med en mørkelverkvinde, der ret beset havde været ude på det stik modsatte, indtil Treston dukkede op.
Selv sænkede hun også blikket til sidst i talen. Detaljen med, at Sedna havde givet Treston navnet på et udtræk, der stoppede ætsningen, kunne hun ikke engang selv huske. De ord, hun selv havde sagt i Trestons arme, havde hun svært ved at huske gennem mindet om smertehelvedet.
"Så må det vel også tælle for lidt, at jeg helbredte hende igen?" spurgte Zirra spagt. 
Efter jeg havde stukket hende ned.
Det måtte vel tælle for en slags ligevægt, et eller andet sted i en af gudernes riger. 
"Jeg prøver, Tres, det gør jeg. Det er stadig svært, efter det ... hun gjorde," fortsatte hun. "Nu forstår jeg nok lidt mere, hvorfor du har det svært ved Bertram. Hans slags har slået mange, du kendte ihjel. Det er nok lidt sådan, jeg har det med Sednas uniform." Hun sukkede tungt. "Det her er grunden til, jeg mest beder til Aladrios. Der er plads til gråzonerne, på begge sider. Det har jeg aldrig følt, der var plads til hos Isari. Men ingen af dem hjælper med spørgsmålet, om hvem vi har lyst til at være. Jeg ved det sgu ikke engang se-"
En pludselig kvalme steg op i hende, og hun nåede lige akkurat at strække sig til siden med overkroppen udover kajens kant, inden maven tømte sig selv ned i det stillestående vand. Det smagte af klam grog fra flasken blandet med frokostens konsistens - ikke en rar kombination. Da krampetrækningen var overstået, spyttede hun et par gange og skævede til flasken, som hun havde endnu mindre lyst til at tømme nu. Åh, hvad hun ikke ville gøre for et glas rent vand lige nu - og den slags var sværere at opdrive i Fristavn end grog.
"Jeg tror jeg skal slappe lidt af med det sprut noget tid..." sagde hun og tørrede endnu et par tårer væk, opstået af kroppens anstrengelser frem for hjertets. "Jeg blev også skidesyg, mens jeg rejste. Jeg tror jeg har spist for lidt og drukket for meget lidt for længe, eller noget i den stil."

    "Selvfølgelig er det svært," medgav Treston stille. "Og det bør det også være. Jeg kan heller ikke- altså... Jeg bliver også helt tom og kold indeni, når jeg kommer til at tænke på det, og det var ikke engang mig, det gik ud over - guderne skal vide, at du er i din gode ret til, ikke bare at kunne tilgive. Men jeg håber, at du om ikke andet kan komme til et punkt, hvor du kan tro på, at det som sådan ikke var en handling, der var ondskab bag - ikke fra Sednas side, i hvert fald... Det er bare et arbejde for hende, ligesom Lysets gerning har været et arbejde for os."
    Hendes benævnelse af Bertram fik ham til at sænke hovedet under et lille, selvmokkende latterfnys. Det var en god sammenligning - dét måtte han give hende - og endnu en gang ramte det ham, hvor ens de i grunden de var, han og Zirra. Hvor mange kritiske punkter, de delte. Hvor mange af de samme fejltagelser, de havde begået. Hvor mange af de samme fristelser, de var faldet i...
    Han nåede dog ikke at sætte ord på nogen af sine tanker, før Zirra pludselig 'gjorde udfald' imod kajens kant og vendte vrangen ud på sig selv og ned i det i forvejen grumsede havnevand. Før Treston selv vidste af det, var han henne ved hende og havde fået fanget de askeblonde lokker. Og blev så naturligvis kastet tilbage til de mange 'dagen-derpå'-timer, de havde brugt på lignende måde - med dén tilføjelse, selvfølgelig, at han havde været lige så ynkelig.
    Da hun endelig spyttede en sidst gang og trak sig selv op at sidde igen, strøg han hende et par gange over ryggen og betragtede hende med en bekymret mine, mens hun forklarede om sin rejsesyge. "Skal jeg være ærlig, Zi, så ligner du altså stadig ikke én, der er kommet ovenpå endnu... Nu ved jeg selvfølgelig godt, at ingen af os fik sovet så meget i nat, men du har mørke rande under øjnene, og i nat var det som at ligge op af et brændekomfur at dele seng med dig... Måske vi skulle finde en læge, der kan tage et kig på dig?" Allerede inden det var ude af munden på ham, skar han en grimasse. En hæderlig læge i Fristavn? Det ville være lettere at finde den berømte nål i høstakken... 
    "Apropos Bertram," begyndte han langsomt, da hun så ud til at være nogenlunde tilbage til hægterne. "Ja, altså... Jeg fik muligvis sagt til ham, at du ville splitte ham ad, hvis han nogensinde var uærlig over for dig - eller illoyal. Og jeg hentydede måske også, at jeg gerne skulle gøre mit for at hjælpe dig, hvis det skulle komme så vidt..." Ordene var tøvende, for Treston havde på fornemmelsen, at de ikke ligefrem ville huje Zirra... "Men til hans ære, så tog han det faktisk rigtig pænt. Jeg tror faktisk jeg bliver nødt til at... invitere ham ud på en proforma-øl, når vi engang er hjemme igen..." I hvert fald hvis han ikke ville tabe fuldstændig ansigt til den gamle blodsuger...
    

"Jeg mødte faktisk Bertram på en kro," svarede Zirra og satte sig på kajen igen. Det var heldigt, hun ikke havde ramt sit eget tøj i opkastanfaldet. Det var ikke ligefrem fordi hun havde mere end det her tilbage, og krystallerne var også løbet tør på den sidste del af jagten. "Han er god til at spytte i sin, så så længe I ikke vælger en alt for fin en, er der ingen, der lægger mærke til det..."
Zirras tanker blev hevet fra Sedna og det forhold, hun burde prøver at opbygge med svigerinden og hen til Bertram og det forhold, hun sandsynligvis havde ødelagt ved at skride uden forklaring og derefter være skidesur på skrift.
"Åh Treston, jeg tror jeg har ødelagt det hele," mumlede hun. "Jeg var så sur hele tiden, og han skrev mig breve og var bekymret, men jeg var bare ... sur. Så blev jeg nok lidt sur på ham, og nu er det længe siden, jeg har skrevet til ham. Ikke at han har skrevet, men jeg burde sige undskyld. Jeg var ikke særlig sød ved ham. Den dårlige undskyldning er vel, at jeg aldrig har kunnet holde på mine forhold." Hun skævede til vandet. "Lige så lidt som min morgenmad tydeligvis."
Blikket sank nedad og fingrene fandt en snor i tøjet at pille ved. Skammen over at ville stikke Sedna ned blev overskygget af skammen over at skubbe Bertram fra sig i processen. Hun havde ikke engang fået fortalt ham om Kester, inden hun tog af sted. Det var faktisk kun Fielthena og Treston, der havde vidst noget om det. Hun var alt for vant til at arbejde alene. Bertram kunne have hjulpet, men hun havde fået overbevist sig selv om, at hun ikke kunne fortælle ham noget. Gjorde hun det, ville han slå Kester ihjel, og Trestons dom ville blive svær at få vendt, fordi han garanteret ville få skylden.
Men nu hvor hun sad her i Fristavn og havde rejst landet rundt mere de sidste måneder end alle hendes år som spion tilsammen, ærgrede hun sig over ikke at have turdet at betro sig til ham. Det var netop den fejltagelse, hun havde besluttet sig for ikke at begå med ham. Hun ville være ærlig, så kærligheden var ærlig. Og alligevel var hun endt med at gøre præcis det, hun ikke ønskede.
"Hvis jeg nu lover at finde en læge i morgen tidlig, hvis det ikke bliver bedre efter en nats søvn, er det så i orden?" spurgte hun og lænede hovedet bagud mod fortøjringspælen. "Jeg trænger til at sove uden at bekymre mig om dit liv." Eller at tage en andens...

    "Selvfølgelig var du sur," mumlede Treston og sendte hende et sideblik, der måske ikke var opmuntrende, men i hvert fald viste, at hun havde hans støtte. "Og selvfølgelig tilgiver han dig. Selvfølgelig forstår han, hvis du forklarer ham, hvad du gik igennem. Hvad var det, han sagde? Din blodsuger er ældre end Krystalpaladset - jeg tænker, at han i løbet af de år må have samlet bare en snert af visdom op et sted..." Det sidste var et meget typisk Treston-forsøg på at få hende til at smile. Det var sådan, han altid havde gjort... Havde lettet stemningen ved at sige noget dumt... 
    Til hendes bemærkning om, ikke at kunne holde på sine forhold, sukkede han og rykkede lidt på sig - forsøgte at strække musklerne i nakke og ryg en smule. Han var ikke lavet til at sidde stille, og den kolde natteluft gjorde intet godt for hans rejsetrætte krop... 
    "Så er vi to, Zirra..." Det var sjovt nok ikke Sednas ansigt, han så for sig, da han sagde det. Ej heller de efterhånden adskillige kvinder, han havde haft en mere eller mindre romantisk berøringsflade med hen over årerne...
    Nej, det var Josefines grønne øjne, der spøgte i hans tanker. Josefine og deres venskab. Og hendes breve. Og hendes trusler...
    "Forhold - relationer i det hele taget - de er svære, Zirra... Se bare os to! Vi er bundet sammen af forbandet blod," her rakte han ud og daskede med halvhjertet drilleri til én af hendes lyse lokker, "og alligevel må man da sige, at vi både har haft vores opture og nedture... Men hvis Bertram har forstanden med sig, så holder han ved dig. Og hvis han ikke har det i sig, at udvise forståelse, så skal jeg personligt lære ham det..." Dét var en halvtom trussel. Treston gjorde sig ingen forestillinger om, at han kunne klare sig ene mand imod en gammel vampyr...
    "Du ved selv, hvad du har brug for," svarede han til hendes ord om, at udskyde et lægebesøg. "Det er underligt... Hjemme i Dianthos blev man bare lidt for vant til, at Helbrederhuset lå lige om hjørnet, ikke? Og at tilknytning til Lyset åbnede en masse døre..." Han fnøs en lille latter. "Det er uden tvivl noget ganske andet her i Fristavn... Så måske er det fornuftigt nok at vente, til det bliver lyst..." 
    Atter kom han til at tænke på Josefine, der jo også havde været et kendt ansigt i Helbrederhuset, og ubeslutsomt betragtede han Zirra et øjeblik - forsøgte at afgøre, om relationen med englen var noget, han havde lyst til at vende med hende. 
    Men havde de ikke lige lovet hinanden, at det var slut med hemmelighederne? At de ville løfte hinandens byrder? Burde Treston så ikke - om ikke andet forsøge - at gøre noget andet og bedre for deres kommunikation, end han havde gjort hidtil.
    "Kan du huske Josefine Solberg?" Spørgsmålet kom pænt meget ud af det blå, og han kendte sådan set godt svaret på det - Josefine var naturligvis kommet op i hans og Zirras samtaler igennem årerne. Og desuden havde hun vidnet ved Trestons retssag - han tvivlede på, at Zirra havde glemt dét. "Apropos relationer, så... Så er dén med Josefine gået hen og er blevet... kompliceret... Og jeg er lidt i syv sind."

"Jeg har været alt for meget på det helbrederhus på det sidste..." mumlede Zirra, men afbrød ikke Treston.
Der var rigtig mange sande ord i hans mund i dag, og det var ret uhyggeligt hvor mange døre der åbnede sig for en, hvis man var associeret med Lyset. Når hun bare var Zirra Reynlest, skete der ikke så meget. Når hun var spion Zirra Reynlest, var det en ganske anden sag. Kunne hun finde ud af at begå sig uden at have de livliner? Hvad hvis folk fra fortiden fandt hende - de ville nok være ret så ligeglade med, om hun stadig arbejdede for ordensmagten eller ej. På den anden side havde hendes nyligste fjende været fra egne rækker. Lyset ville ikke beskytte hende mod Kester.
"Jeg har nogle kontakter her i byen, der godt kan finde en nogenlunde ren læge til mig," tilføjede hun for at gøre Treston lidt mere rolig. "Men de gode af dem arbejder ikke om natten. Og jeg skal ikke ligge på et eller andet klamt gulv med daggammelt blod og blive undersøgt. Nej tak."
Hun sagde det, som om hun havde prøvet det. For det havde hun. Både som patient og som vennen, der hev en anden med ind, når ting var gået galt. Og det gik zalme altid mere galt, hvis man tog hen til de skumle læger - især i Fristavn.
"Jeg kan godt huske din engle-veninde," svarede hun så og skuttede sig mod den tiltagende kulde. "Kom, skal vi ikke gå lidt, inden vi fryser fast til kajen?"
Hun rejste sig - besværet af en enkelt krampetrækning i mellemgulvet, der heldigvis ikke blev til mere opkast - og stak hånden frem for at hive Treston med op. Skibene vuggede langs de udstrakte kaje, mens endnu flere lå forankret ude på dybere vand. Der var underligt stille på kajen, men det var også en koldere nat, der var i vente. Så lukkede knejperne skodderne og lod lyden blive ubærlig indenfor. 

Selvfølgelig kunne Zirra huske Josefine. Solberg-navnet spøgte ofte i Zirras baghoved. Den forhistorie hun havde med englen var sparsom og gennem Treston, men hun havde lovet at forsøge at finde englens børn. Løftet havde hun holdt, men forsøget var aldrig lykkedes. Børnehjemmene havde nok også smidt hendes sedler ud med besked om, at de skulle kontakte hende, hvis noget nyt kom frem. Hun sukkede. Det var næsten værre end nogle af de opgaver, hun ikke havde kunnet udføre som spion. Selvom hun efterhånden selv var kommet frem til, at det kun ville gøre skade for hende at sætte børn i verden, kunne hun alt for levende forestille sig frygten over ikke at vide, hvor ens nærmeste var i verden.
Men hun huskede det også fordi hun selvsamme eftermiddag havde læst et brev fra englen. Et ret privat brev... 
"Hun virkede ikke særlig meget med på din uskyld til retssagen," sagde hun, mens hun satte i gang ned ad kajens planker. "Og heller ikke i..." Måske var det på sin plads at holde én lille hemmelighed? Ikke at sige, hun havde læst hans brev igennem? Nej! Ikke flere hemmeligheder. 
"Jeg kom til at læse et af dine breve. Det faldt ud, da jeg hentede brændevinen," indrømmede hun brødebetynget. "Det er aldrig nemt, når folk får følelser for én og man ikke kan gengælde dem."

    Treston havde fulgt hendes opfordring om at rejse sig og fulgte efter hendes lille skikkelse, da hun gav sig til at slentre ned ad kajen. Hun havde rystet en enkel gang, da hun rejste sig, og han havde ikke været i stand til at afgøre, om det var af kulde eller om hendes mave forsøgte at vende vrangen ud på sig selv endnu en gang. Zirra lod sig dog ikke synderligt mærke med det, og han besluttede sig for, at det måtte have været et symptom på nattekulden, der efterhånden havde sat ind. Derfor tog han jakken af uden et ord og draperede den over hendes skuldre - vidste godt, at hvis han spurgte, om hun ville låne den, ville hun sandsynligvis afslå. Så var det bedre ikke at give hende muligheden...
    Han lyttede til hendes indledende ord om Josefine og hendes opførsel i retten og skulle netop til at tage englen i forsvar, da Zirras indrømmelse temmelig effektivt fik lukket munden på ham. Han kunne ikke lade være med at stirre ned på hende - dels overrasket, dels en anelse forarget, mens både forlegenhed og vrede afventende stak hovederne frem. 
    "Du... kom til at læse mine breve?" gentog han med en skærende snert i stemmen, hun helt sikkert ville kunne kende fra deres barndom - dén klang brødre bruger, når de mener, deres småsøstre har stukket næsen lidt for langt frem. Selvfølgelig havde hun fået fingre i lige præcis dét brev... "Er det dét, man kalder en arbejdsskade? Har du lusket så meget rundt i Lysets tjeneste, at du ikke kan se et ubevogtet brev uden at stikke din lange næse i det?"
   Han fortrød sine ord allerede inden de var ude af munden på ham - de var for hårde og for anklagende og lagde sig lidt for tæt op ad dén frygt hun havde sat ord på for bare få øjeblikke siden...
   "Undskyld," sukkede han så - ville ikke se på hende, men lod i stedet blikket glide ud over de vuggende skibe, der lå til kajs. Hans kæbe var spændt op af sig selv. "Dét var ikke retfærdigt..." Han sukkede igen - lod vreden og forargelsen fare - og tog i stedet hul på at svare hende:
    "Josefine 'var ikke med' på min uskyld, fordi hun udmærket godt vidste, at jeg var skyldig - og fordi jeg havde bedt hende om at fortælle sandheden. Selvom jeg nu nok tror, hun ville have fortalt den under alle omstændigheder... Josefine er meget... Ordentlig. Især når det kommer til Lyset og loven og hvordan man bør leve sit liv..." Han tav lidt og bøjede så hovedet en anelse i frustration. "Jeg ved ikke..." Ordene satte sig fast, og han måtte prøve igen - famlende: "Det er jo ikke fordi, jeg ikke har følelser for hende... Jeg er bare ikke sikker på... Altså, jeg ved ikke om..." Han sendte Zirra et fortabt sideblik og slog ud med hænderne. "Var dét hér kommet frem før Sedna, så..." En grimasse. "Nej, det passer heller ikke... Det er bare så forvirrende, Zirra. På den ene side, så ved jeg udmærket godt, at jeg ikke har følelser for Josefine, som jeg har det for Sedna. Men på den anden side kan jeg heller ikke benægte, at de følelser - eller følelser, der minder om - om ikke andet engang har været der." Endnu en frustreret lyd. "Der er jo ligesom en grund til, at vi nær var endt i seng sammen..."

"Ét brev, Tres, ét brev...!" forsøgte hun at indskyde under hans ord. "Der var måske mange? I guder, så er problemet nok større..."
For det brev havde da været slemt nok. Men hvis det viste sig, at Treston gemte en bunke af brevene i bunden af sin vadsæk, og de alle sammen bar samme karakteristik som det, Zirra havde læst... Ja, så måtte han da håbe, at Sedna ikke var lige så nysgerrig, som Zirra havde været, for så kunne hendes fortsatte levende tilstand blive et problem for Trestons overlevelsesrate. Zirra havde lagt brevet tilbage i sækken, ikke? Det mente hun i hvert fald, hun havde... 
Hun trak jakken tættere om sig efter Trestons hårdere ord og efterfølgende undskyldning. Holdt trit ved siden af ham i stilhed, mens hans usammenhængende ord prøvede at lime sig sammen til reelle sætninger. Den begyndende mening fik Zirras mund til at åbnes og lukkes, mens beroligende ord forsøgte at komme Trestons nedadgående spiral af selvmedlidenhed til undsætning. Men han snakkede videre for hurtigt, og det tog lidt mere, før hun kunne bryde ind.
"Måske har de været der, og I har uden tvivl delt en masse ting i tjenesten sammen," sagde Zirra. Undlod at række ud, fordi de gik, og hun brugte begge hænder til at holde fast på jakken. "Sådan har jeg da også haft det med nogle af mine kollegaer. Og ingen af dém er ligesom døde i mine arme for så nærmest at genopstå i min have. Tres, I har delt noget helt specielt og ret traumatisk, og det er kun naturligt, at I..."
Og så ramte betydningen af hans sidste sætning hende.
"Ventventvent - I bollede næsten?"
For var der én ting, Zirra aldrig havde forventet af sin storebror, så var det, at han havde undladt at ligge med nogen. Meget kunne man sige om ham, men at holde sig i bukserne, det var ikke en af hans forcer. Med de ord, som Josefine havde skrevet i brevet, lød det som hed, hurtigtbrændende kærlighed - af den der helt forfærdelige giftige slags, som man kun blev ulykkelig af - og at være ordentlig over for Lyset og Loven betød jo ikke nødvendigvis, at man var afholden. Slet ikke over for en soldatersnack af et Reynlest-barn. Men kun næsten... Det var lige godt ...