Runa nikkede enigt. Hun forstod hvad Rania talte om. Om folk som var onde ved hende uden grund. Eller i hvert fald uden at Runa selv kunne se grunden. Måske Rania havde et lignende problem? Og hvorfor? Hun lignede jo en helt almindelig skovelver, selvom hun opførte sig noget besynderligt. Hvad var der ivejen med Rania, siden hun blev behandlet på nærmest samme måde som Runa?

"Hvorfor behandler de dig sådan? Du ligner jo dem?" kom det usikkert fra hende, og hun så ned på sine hænder.

"Du tror onde ting om mig. Din t-tegning kan fortælle dig hvor ond jeg er," stammede hun og var på grådens rand. Hun var så træt af de historier, som løb blandt elvere. Om at hun var en dæmon i en elverkrop. Om at hun var forbandet og kun gjorde andre ondt. Også selvom det teknisk set var rigtigt, at hun var forbandet. Der stod bare ikke i bøgerne, at det var elverne i hendes landsby, som selv havde forbandet hende.

Runa løftede overrasket et øjenbryn over Ranias svar. Hvorfor vidste hun ikke, hvorfor folk behandlede hende anderledes? Var hendes hukommelse ikke så god eller hvad? Runa forstod det virkelig ikke. For Rania lignede jo en elver på en prik, så hvorfor skulle de behandle hende anderledes? Ja, hun virkede da lidt underlig, men havde alle ikke deres særheder?

"Oh," var derfor hendes eneste svar til de tre ting, som Rania havde fortalt hende.

"Men lad vær med at tro på, hvad de bøger fortæller dig," sagde hun så, og skævede til tegningen, "De fortæller kun deres side af historien. Aldrig min."

Runa trådte igen baglæns, da Rania rakte ud efter hende. Men lidt efter gik hun frem igen, og tog hendes hånd. Hun havde ikke lyst til at fortælle sin side af sagen, for når Rania læste den 'rigtige' historie, så ville hun ikke tro hende. Hvorfor tro en kvindes fortælling, når der var hundrede af nedskrevne fortællinger om Runa som et monster?

"Je-jeg kan ikke," svarede hun tamt, og så ned på deres hænder.

For hun vidste nemlig ikke, hvor hun skulle starte. Det var svært, for det var ikke meget af sin egen historie, som hun kendte. Hun vidste kun hvad elverne havde sagt om hende, og hvad hendes menneskemor havde fortalt hende. Alligevel havde hun sin egen historie, og huskede af en eller anden grund ret tydeligt mindet om at blive forbandet. Også selvom hun kun havde været en baby.

Det var sikkert en del af forbandelsen selv. Hun huskede tydeligt smerten bag hver eneste rune brændt ind på hendes krop. Det havde været smertefuldt for hendes lille krop, og smerten var kun blevet værre med årene.

"Jeg ved ikke hvor jeg skal starte," sagde hun så, og satte sig ned ved siden af Rania, stadigvæk med pigens hånd i sin.

Runa så nervøst på deres hænder, som de holdt hinanden, og forsøgte at finde på en måde at starte på. For hvor skulle hun starte? Ved begyndelsen? Det var måske det bedste sted. For hvor skulle hun ellers starte henne? Ved mødet med sin menneskemor? Eller et helt andet sted? Første gang hendes forbandelse blev udløst måske? Nej, heller ikke der. Det var helt forkert.

"Min eksistens er resultatet af det uhellige møde mellem en skovelver kvinde og en mørkelver mand," startede hun usikkert, for det var godt nok noget, som Rania allerede vidste, men hun følte alligevel, at det var det bedste sted at starte fortællingen.

"Disse mærker-" Hun lod hånden løbe henover runerne på sin ene arm, den som vendte mod Rania, "-er oldgamle runer på gammel elvisk. Da jeg blev født, forsøgte min mor at gemme sig og derved mig for sin landsby. Men det lykkedes ikke. Landsbyens beboere fandt mig og min m-m-mor. De tog mig fra hende, og dannede en kreds om mig, for at forbande mig. Men noget gik galt, og jeg er ikke sikker på, hvad forbandelsen originalt skulle gøre."

Hun tog en dyb indånding, og fortsatte, "Runerne fortæller om betingelserne for forbandelsen, men eftersom jeg ikke kan læse dem, så ved jeg ikke hvad der var meningen, at forbandelsen skulle gøre. Jeg kender kun en af runerne-" Hendes fingre løb henover runen for 'mørkelver', og sukkede lavt, "-denne. For mørkelver."

Runa hikstede, og hostede et par gange, for ikke ligefrem at komme til at græde. For hun havde altså ikke lyst til at sidde og græde overfor Rania, uanset hvor flink hun var ved hende. Hun sank derfor klump efter klump, og lyttede til hvad Rania sagde. Biblioteket havde hun godt hørt om, fra andre væsner, og hun vidste, at det var der hun skulle finde svar, men hvordan hun selv skulle komme derhen, når hun så sådan her ud, vidste hun altså ikke.

Da Rania dog foreslog at undersøge det for hende, så blev hun... ja, ikke ligefrem glad, men måske lidt håbefuld?

"De bøger fortæller næppe noget godt om mig," kom det alligevel fra hende, altid en sortseer.

Hun lod fingrene løbe henover runerne, og mærkede en mærkelig kilden i brystet hver gang hun rørte en rune. Det var en meget normal reaktion for hende, men af en eller anden grund havde hun aldrig rigtig lagt mærke til det, som hun gjorde nu. Det gippede i hende, når hun rørte dem på sine fingre med den anden hånd, fordi de var placeret tættere end på resten af kroppen.

"Det kan være," svarede hun eftertænksomt, og mærkede på den rune, som betød mørkelver. Der var som om, at det 'trak' i hendes hjerte, når hun rørte præcis den rune. Mærkeligt...

Runa sukkede trist, men nikkede til Rania. Hun ville godt vide, hvad disse runer betød, men vidste også, at hun aldrig ville kunne finde ud af det på egen hånd. Hun kunne jo ikke ligefrem spasere ind i Elverly, og gå på deres bibliotek for at læse op på de oldgamle runer. Selvom hun gerne ville. Nej, de ville ikke lukke hende ind. Eller værre: De ville fange hende og sælge hende som slave i Rubinien igen. Det skulle ikke være første gang det skete.

"Okay, men jeg venter altså her. Elvere har aldrig ville mig noget godt. Jeg kan ikke tage med dig," svarede hun nedtrykt, og veg tilbage og gispede forskrækket, da Rania rørte ved en af runerne. Det brændte når andre end hende selv rørte ved dem.

"Men måske du skal prøve at tegne dem? Så du kan huske hvordan de ser ud?" forslog hun hende, og lagde hovedet let på skrå.