"Javel! Jeg er lige bag Dem!"  De fik endelig den panikslagende kvinde af sig, og Stian kunne høre hendes ophidsede gråd forsvinde bag dem som de maste sig igennem menneskemængden. 
  Ligesom Alister, kom han også med bestemte undskyldninger, og brynene var i dyb koncentration. Han var lige bag Alister, og sørgede for ikke at miste ham af syne. Men der var selvfølgelig nysgerrige krystalisianere der havde stablet sig sammen, og ville hen til optøjet der skete. En naturlig reaktion fra mennesker. Det gjorde det en smule mere besværligt at komme igennem, for der var en mur af mennesker. 
   "Venligst træd til side, tak." Efter han havde sagt dette skævede han hen til Alister, "Kan De se noget, Sir?" han fik mast sig forbi endnu et par mennesker, og var lige ved at vælte over et par ben, så han stødte op i sin Sergent med et puf. 

  Det var ren kaos, når alle blev så nysgerrige og ikke ville flytte sig, og balkonen var endda en smule afsides fra festen. 

 

Nysgerrige adelsfolk havde alt for lidt respekt for byvagterne, når det kom til at flytte sig i en fart. Alister var nødt til at stoppe op, som menneskemængden blev for tæt, og lod i stedet sit magiske syn finde vej til balkonen.

Her havde en adelsherre fat i kraven på en anden - lidt mere bondsk udseende ung mand, sandsynligvis var tjenestestaben. Begge mænd var røde i kinderne af arrigskab, og den bondske vred og vendte sig i adelsmandens greb, som han løftede hånden i et slag, der uden tvivl gav genlyd, hvis Alister også havde haft sin hørelse med.

Den pludselige følelse af Stian, der bumpede ind i ham bagfra, fik ham til at trække blikket til sig, og lidt rød i kinderne så han ned på sin menige: "Vi skal ud på den balkon!" Vred begyndte han at skubbe sig gennem menneskemængden for at bane en vej, og endelig var balkonen inde for syne:

"Men min Herre .. jeg troede, at De elskede mig!" Alister standsede et øjeblik forvirret, da han hørte den bondske mands stemme. "De skal ikke sige sådan noget!" Lød adelsmandens svar - vredt, som han løftede hånden for at slå igen. Sergenten blinkede et par gange med øjnene. Der foregik tilsyneladende noget drama her, som fik de nærmeststående til at gispe og igen forsøge at skubbe sig tættere på optrinnet.

Der hørtes gispen og opråb. Adelsfolkene stimede tæt sammen som fisk - og kommenterede på optrinet. Alle havde deres meninger og fordømmende blikke. "Hvor vulgært!" kunne der høres blive sagt blandt gruppen af mennesker. 

Stian mødte Alisters blik - hans hår der ellers var redt tilbage i en skarp frisure var begyndt at løsne sig, og en vildfaren lok af hans pandehår klistrede sig til hans pande. Han var begyndt at svede af at stå så tæt i menneskemængden, alt imens han samtidig skulle møve sig forbi dem. "Jeg er lige bag dem!" sagde han lidt højere for at overdøve lydende. 

"Beklager frue - undskyld herre. Træd venligst til side tak." Lød det hastigt og kommanderende fra Stian da han fulgte trop bag sin sergent. Endelig gjorde de sig fri fra den kvælende mur af mennesker, og Stian fik hurtigt overblikket igen. Han nåede lige at høre manden af bondsk udseende tale. Aldrig havde Stian forventet at slagsmålet var fundet sted af sådan en grund. En gispen fra folket blev efterfulgt af den vrede stemme der råbte - og det lignede at han skulle til at slå. 

Havde Stian været alene var han grebet ind med det samme, men han afventede sin sergents ordre. Han var dog klar til at springe hen og standse optrinnet hvornår det end skulle være. Han kiggede anspændt, men fokuseret op på Alister.  

Alister prøvede efter bedste evne at ignorere de nærmestes gispen og den betydning, ordudvekslingen havde. Det var sikkert ikke usædvanligt blandt adelsherrer, at man fandt en mandlig elsker og endda af lavere rang, men det kunne naturligvis ikke afsløres for offentligheden på denne måde..

Et knytnæveslag ramte den ene mand igen, og Alister indså, at tiden var inde til at handle hurtigt, hvis der ikke skulle begynde at udgydes mere blod..

"Du tager den anden, Hwan." Råbte han, som han greb fat med begge arme rundt om adelsmanden, der øjeblikkeligt begynde at vride sig i byvagtens greb. I mellem tiden sendte han et arrigt blik til menneskemængden og råbte: "Af vejen, der er ikke mere at se her!" Ikke at det hjalp meget, for nysgerrigheden blandt gæsterne var for stor til, at de indså, at de kunne være i vejen for vagternes arbejde, og alle var interesserede i at finde ud af, hvad det ville ende med..

 Som et lyn var Stian henne ved den bondske mand efter at have modtaget sin ordre fra Alister. Han fik hurtigt fat om taljen på manden for at trække ham væk, så de var uden for rækkevidde af adelsmanden. En arm undslap ham, og han fik et ordentligt gok i ansigtet af mandens albue der i vrede forsøgte at gøre sig fri. Stian kom med en undertrykt lyd af smerte, som blev overdøvet af skænderiet og larmen omkring dem. Et kort sekund kunne han mærke hvordan det summede i hans næse over at være blevet ramt, men han havde ikke tid til at ømme sig; lige nu var opgaven vigtigere end ham selv. Desuden havde han prøvet dét der var værre. En brækket næse var ingenting.

 "Rolig nu." sydede han, og forsøgte anstrengt at få den oprevede mand under kontrol. De tumlede hen i væggen med et bump, og han skævede hen på menneskemængden der kiggede på optøjet som var de en tur i teatret. Et par stykker indikerede at de var ved at gå, men lod sig opholde nysgerrigt i baggrunden for at se hvad resultatet blev. 

 Stian så hen på Alister for at se hvordan han klarede sig, men blev hurtigt optaget af manden i sit greb. "Det her bliver meget nemmere for Dem selv hvis De tager det roligt." Lød det behersket fra Stian. Han fik vredet armen om på ryggen af bonden så vedkommende ikke kunne slynge sig så meget rundt. Hurtigt fik Stian presset ham op ad væggen for at holde ham på plads. Han havde den ene hånd i nakken af bonden, og den anden om håndleddet for at holde ham på plads.
  "Alister er De OK?" spurgte han tydeligt og overdøvende, uden at tage blikket fra ham han havde fat i. Stian kunne mærke noget varmt og klistret ramme hans overlæbe. Uvilkårligt tog han hånden fra mandens nakke og tørrede det væk i sit ærme; det var her det gik op for ham at han havde fået næseblod. Det så ikke ud til at påvirke ham synderligt, og han fandt hurtigt sit fokus igen. 

Det var lykkes Alister at finde et par håndjern frem og de klikkede med en tilfredsstillende lyd om adelsmandens håndled, inden Alister kunne vende opmærksomheden mod den bondske, der havde lagt sig ud med Stian. Endnu et par håndjern blev fundet, som han slyngede hen til den menige.

I det mindste var festgæsterne trådt tilstrækkeligt tilbage til, at byvagterne kunne koncentrere sig om deres arbejde, og Alister var hurtig til at falde ind i rutinen, når der var slagsbrødre der skulle fanges og eskorteres ud af paladset. Tilfreds hankede han op i adelsmanden, inden blikket faldt på Stian og blodet, der dryppede fra hans næse..

"Deres næse, Hwan!" Udbrød han forfærdet. Han tog det med stiv arm, gjorde han, men Alister ville alligevel gerne sikre sig, at han var okay .. der var noget ved den yngre byvagt, der hurtigt fik Alister til at ønske at beskytte ham. "Jeg har det fint! Få håndjernene på ham, og så tager jeg dem tilbage til arresten .. De bliver her og finder en healer!" Beordrede han.

 Stian snøftede blod, og smagte jern i svælget. Han rømmede sig for at prøve at få blodsmagen væk, og greb med meget lidt besvær håndjernene som Alister kastede til ham. "Mhm." brummede han af ubehag da blodet forsatte med at komme ud af næsen, og da Alister bemærkede at han var kommet til skade, viftede han afvisende med hånden, "Det er fint. Jeg er okay, Sergent." sagde han tappert, og nikkede til hans ordre.

 "Javel!" sagde han agtpågivende til Alisters ordre, og fik endelig håndjernene på den bondske mand han havde i et fast tag op af væggen. Stian var glad for at det ikke blev eskaleret til et større spektakel end hvad det allerede var, og han skævede flygtigt hen til Alister, som det gik op for ham at han skulle blive tilbage, "Jamen Alister --" han bed det i sig. Han vidste godt at det ikke kunne nytte noget at svare sin overordnede imod. Det lå heller ikke til Stians natur at være ulydig - modvilligt nikkede han til ordren, og tog fat i armen på den bondske mand og førte ham hen til Stian.  

 "Hvis De ikke har brug for mig.." begyndte han behersket, men måtte rømme sig en smule for blodet, "Så kan jeg sagtens gå med. Det er ikke seriøst." hentydede han til sin skadede næse, og så op på sin Sergent der allerede havde et godt tag i mændende. 

Det gik ikke Alisters opmærksomhed forbi, at næsen blev ved med at dryppe blod. Det kunne blive et kønt syn, hvis Stian skulle slæbe fangerne hele vejen med til arresten. Ikke at de ville blive straffet specielt hårdt, men startede man et slagsmål til en offentlig begivenhed, kunne man få lov til at tilbringe natten i arresten. Måske de også kunne få talt ud om deres følelser..

Ikke at sidstnævnte kom Alister ved.

"Ingen grund til bekymring, jeg tager fat i Markham nede ved indgangen og beder ham om at hjælpe med at få dem slæbt ned til hovedkvarteret.." Sagde Alister beroligende. Slagsbrøderene var forholdsvis føjelige nu hvor de var kommet i håndjern og menneskemængden var ved at opløse sig, men det var alligevel bedst at have et par ekstra hænder på, når de skulle gennem byen.

"De bløder, Hwan." Sagde han lidt mere blidt og nikkede mod den andens næse. "Find en healer." Gentog han. Han hankede op i "fangsten" og begyndte at slæbe dem med udgangen, en del af ham mærkende et lille stik af skuffelse over, at han ikke fik brugt mere tid sammen med Stian denne aften.

 Stian nikkede én gang, men så en smule forklemt ud. Han kunne ikke lade være med at føle sig utilstrækkelig, nu hvor han ikke engang kunne følge opgaven til dørs. Men næsen blev ved med at bløde, og da adrenalinen begyndte at fortage sig kunne han mærke hvordan næsen var varm og dunkede en smule af smerte. Så Alister havde vel i sidste ende ret. Irriterende.

 Det var først da Alisters blide stemme fyldte stilheden mellem dem, at han kiggede op på sin sergent med store øjne. 
 "Mhm.. Javel." lød det dæmpet fra ham, og han kunne ikke lade være med at føle sit hjerte hamre en lille smule hurtigere ved sergentens ømme blik, og milde ord. Det var først da sergenten så væk fra Stian at hans typiske glimt i øjet som han altid fik når han arbejdede, kom til syne igen. Stian sank en klump og så efter den anden som han gik ud derfra - og ønskede at han kunne gå med ham, men istedet endte han med at vende rundt på hælen og lede efter en healer til næsen.