"De har været ude at rejse? Åh, så må de have mange historier at fortælle." reagerede hun henrykt og klappede hænderne så fint sammen mens smilet som en kontrolleret maske blev større. Der var intet af det hun gjorde eller sagde, som ikke var ganske velovervejet. 

Rosalee måtte dog trække lidt opgivende på skuldrene til, at hun nok alligevel ikke kendte ham. Men der var jo også mange besøgende mænds ansigter at holde styr på. Tilgengæld var denne, Nicodemus, én af de mere flatterende mænd hun havde set på for nylig. Den sidste, hun havde været sammen med, var det flommede og prustende han-bæst, der kunne have tangeret til en traumatisk oplevelse, havde det ikke været fordi hun fik bedøvet ham. Hvad hed han nu? noget med junior, men Rosalee var også temmelig ligeglad med de detaljer. Han var ikke hendes tid værd. 

"Hmm," spandt hun overvejende til Nicodemus' spørgsmål, og hun lænede sig en smule frem med hagen hvilende mellem begge håndrygge, "sjældent, men altså kun hvis selskabet ønsker det." svarede hun blidt. 

Hun daskede ham dog kærligt på overarmen, mærkede ham ganske diskret, "Men fortæl-fortæl om Deres færden," insisterede hun opfordrende med et kattet smil, og morskab på tungen. Hvis hun kunne skabe et nogenlunde bånd med denne adelsmand, kunne det være at hun gik hjem med et par krystaller tungere i lommen.

Hendes begejstring over ham var hurtig til at bortsmelte Nicodemus betænkeligheder. Det kunne vel umuligt skade, hvis han fortalte lidt om turen - trods alt var det, hvad der havde fyldt hans liv de sidste mange måneder, og det ville jo også være uhøfligt bare at gå igen. Skøge eller ej. 

"Jamen jeg har tilbragt den seneste tid ombord på et handelsskib. Min familie mente jo nok, at jeg kunne bruge lidt praktisk erfaring her i livet, og jeg må klart indrømme, at det var hårdt arbejde." Lo han. "Det meste af tiden så jeg ikke så meget andet end hav, men der er pragtfuldt derude .."

Det havde dog også så sandelig fået stillet den unge adelsmands eventyrlyst lidt - han var taknemmelig for at have fast grund under fødderne og komme tilbage til byen. Hvor der virkelig skete noget. 

Han kiggede lidt på hende. Han forstod godt, hvad hun mente med selskabet. Det var vel også typisk folk, der havde en god del krystaller på lommen, der tog hende herhen. Han blev mere og mere usikker på, hvad der var sket mellem hende og manden, som han havde afbrudt, men han mente nu stadig, at han havde gjort det rigtige - mænd skulle opføre sig ordentligt over for kvinder!
"Jeg kan dog ikke forestille mig andet, end at De har rig mulighed for selskab.." Smilede han. Pokkers. Nu lød han jo, som om han var interesseret.

 Rosalees elegante fingre hvilede om det brede ølkrus. Neglene, der var farvet sorte, klikkede afventende mod krusets form som en lav melodi. Hendes mørke, sovekammer øjne hvilede kælent på Nicodemus' læber mens han snakkede. Hvordan læberne bevægede sig, mimikken ved dem, tænderne der blottede sig engang imellem, hun tog det hele ind. 

 Hun klukkede behageligt til Nicodemus' kommentar. En latter, kalkuleret i at virke medfølende. Og sørgede for at han følte sig godt tilpas i hendes selskab. At han var vigtig. Den lille heks vidste at det mænd fandt allermest tiltrækkende ved kvinder, var når de forgudede dem. Blikket flyttede sig fra læberne, og mødte nysgerrigt hans øjne. Farvede som det mørkeste, og mest delikate chokolade, hun kunne komme i tanke om. De var underligt betagende. 
 "Så kan De altså kalde Dem selv for en rigtig sømand?" drillede hun, og skævede lidt med hovedet så siden af hendes slanke hals blev blottet. Hendes øjne smallede sig kælent mod Nicodemus, lod det fastholde sig et par sekunder længere end man normalt ville, før hun tog kruset op til læberne og nippede til øllen. Gæret, og surt på hendes tunge. 

 Selvom Rosalee ikke så på ham, kunne hun mærke hans blik på sig. Hun satte kruset fra sig på bordet igen, og løftede blikket og mødte hans. Mundvigen formede sig i et forventningsfuldt smil. Hun var sikker på, at han så på hende, fordi han fandt hende attråværdig. Rig mulighed for selskab, komplimenten prallede af på hende, men skuespillet forsatte. Et påtaget, genert fnis forsøgte hun at tilbageholde. Læberne, nu skjult bag hendes ene hånd. 
 "Hvis jeg har rig mulighed for selskab, kan jeg lige så godt udnytte det med den bedste selskabsperson, jeg lige har mødt.." hun lod sætningen hænge i luften, mens en af hendes fingre gled forførende ned ad hendes læber. Sovekammer øjnene var tilbage. Et sigende blik, om at det selvfølgelig var ham hun hentydede til. 

"Åh, det ved jeg nu ikke.." Nicodemus lo en smule ved kommentaren om, at han var en rigtig sømand nu. Han var i hvert fald ikke i stand til at sejle et skib på egen hånd, men han havde da lært nogle tricks og fået en smule hård hud på de ellers slanke, bløde hænder. 

"Jeg må tilstå, at jeg er glad for at være tilbage i byen. Her sker så meget." forklarede han, inden han førte ølkruset til sine læber og drak med noget mere velbehag, end hun gjorde mine til, inden hans blik fandt tilbage til hende. Han havde alle itentioner om blot at tage en enkelt øl og derefter komme tilbage på paladset, men han havde så utroligt nemt ved at falde for hendes tricks.

Den lille latter. De forførende øjne. Måden hun fik ham til at virke som en stor, stærk redningsmand dulmede al smerte fra slaget, han lige havde taget imod. Han rømmede sig en smule ved hendes ord og prøvede at skjule smilet, som hans øjne automatisk søgte hende fyldige læber og slanke hænder.

Den lille heks lod sin finger følge kanten af sit krus, en dvælende, nærmest fraværende bevægelse, men placeret præcis, så hans øjne ville følge den. Derefter hævede hun blikket og lagde hovedet let på skrå, som om hun betragtede ham med en ny nysgerrighed.
"Så meget sker der altså?" spurgte hun med et lille smil og hævede let et bryn. "Og alligevel sidder De her med mig. Måske er det ikke bare byen, der gør Dem glad for at være tilbage." Hendes øjne smallede sig let, legende og kælne, som om hun udfordrede ham til at indrømme, at det ikke var markederne, de travle gader eller de høje bygninger, der holdt ham fast – men noget langt mere dragende. 

Hun lænede sig en anelse tættere på, ikke meget, blot nok til at gøre sin tilstedeværelse mærkbar.
"Men fortæl mig, min kære sømand…" fortsatte hun og lod blikket glide ned mod hans hænder, som om hun først nu lagde mærke til de små ridser og ru pletter fra arbejdet ombord. Hun strakte sin hånd frem og lod fingerspidserne røre ved hans, kun ganske let, en berøring så flygtig, at han næsten kunne bilde sig selv ind, at han forestillede sig det. 
 "Hvad har De dog lavet på havet, der har gjort disse hænder så… dygtige?" Hendes stemme var blød, næsten hviskende, men hendes smil bar en drilsk kant. Hun overlod det til ham at lægge i hendes ord, hvad han ville – en simpel samtale om livet på havet, eller noget langt mere forførende.