Det var heldigt, at der ikke var andre, der havde set noget til dem på turen. Ikke at nogen havde lyst til at være i skoene på den byvagt, der dagen efter pointerede, at Sergent Ponticus var blevet set døddrukken hængende på Stian Hwan.
Søvn ville blive dejligt, tænkte han. Selv om han allerede nu kunne fornemme hovedpinen, der ville følge.

"Min fars forretchning .. shh.." Forklarede Alister og forsøgte at få Stian til at kante sig hen mod trappeopgangen og døren ind til den lille bolig, han kaldte sit hjem. Det var ikke fordi Alister skammede sig over at bo tæt på sin aldrende menneskefar, men han kunne ikke rigtig lide, at folk tænkte for meget over, om han var en ungkarl, der aldrig var flyttet ud. Over at han aldrig havde fundet sig en sød kone og slået sig ned et andet sted i byen..

Men Alister var en arbejdshest. Der havde aldrig rigtig været plads i sergetens tanker til den slags fornøjeligheder .. desuden havde han aldrig mødt en dame, som han havde fundet interessant. Tanken om at han i stedet kunne være til mænd, havde naturligvis aldrig strejfet ham, og det gjorde den heller ikke nu - i hans fordrukne tilstand.

Han fumlede med nøglebundtet for at åbne døren, men kom i stedet for til at tabe det, så det trillede ned på brostenene. "For Zaladin da også!" Mumlede han.

Stian lod være med at kommentere på det, og desuden havde Alister også tysset på ham. Så han tænkte at det var bedst bare at lade være med at sige noget. Hans fars forretning? Tænkte han uden at vise en mine i ansigtet. Han så neutralt op på skiltet. Han havde ingen onde tanker om dette.. Han boede jo selv sammen med sin mor. Så det undrede ham ikke at hans Sergent havde rede i nærheden af sin far. For hans vedkommende var det ret normalt der hvor han kom fra, at familier boede tæt på hinanden. 

Han hjælp sin sergent ned ad den smalle gang, og hen til hans dør. Nu var hans vagt snart ved at nå dagens ende. Og han glædede sig til at komme hjem og i seng. Bare han nu ikke fik vækket sin mor. Han kunne også give Nishith lidt frisk hø inden han helt lagde sig til køjs - så behøvede hans mor ikke når hun stod op. 

Stian rev sig fri af sine tanker da nøglebundtet klirrede mod brostenene, og Sergentens vrede stemme blev ytret. "Jeg skal nok tage dem.." sagde han hurtigt og forsøgte at placere Alister sådan så han kunne støtte sig op ad væggen uden at skvatte rundt. Stian bukkede sig ned efter nøglerne, og måtte skjule et gab bag sin håndryg da han rejste sig op. "Hvilken en er det?" spurgte han og spredte nøglerne ud så Alister bedre kunne få et overblik. Søvnen var virkelig ved at presse sig på, men Stian var vant til at skubbe søvnen bort. Det var ikke første gang at han havde været på en opgave hvor han skulle være vågen i meget lang tid. 

"Nej jeg shkal nok.." Protesterede Alister, der kun lod sig støtte op ad væggen et kort øjeblik, før han også forsøgte at række efter nøglerne samtidig med Stian, med det resultat, at deres hænder kort strejfede hinanden. Bevægelsen fik ham til at vakle, og han fik ikke fat i nøglerne, før Stian. I stedet kiggede han på den anden byvagt med et nærmest undrende blik, inden han fokuserede på nøglerne.

Heldigvis var han ikke så fuld, at han ikke kunne genkende sine egne nøgler og kort tid efter blev den drejet i låsen med at tilfredsstillende klik. Rummet på den anden side var ganske mørkt og sparsomt - der var et minimalt køkken og et lille opholdsrum samt en dør, der førte til Alisters soveværelse.

"Tak menig Hwan." Snøvlede han, idet han gik ind i rummet og omgående dejsede om i den ene lænestol, der stod ved en vinduessprække. Han tog ikke engang sine støvler af - i stedet hvilede hagen hastigt mod brystet. Det var ikke rigtig til at se, om han var vågen.

  Stians læber pressede sig sammen i forbavselse da deres hænder havde strejfet hinanden, og uden at sige noget rejste han sig hurtigt op. Han bemærkede godt det undrende blik fra sin sergent, og skulle til at spørge ham om hvad der var i vejen, men før ordene kom ud af hans mund, kiggede han i stedet væk, og følte sig en flov. Han vidste ikke over hvad dog. 

  "Det var så lidt." svarede han roligt sin sergent da han takkede ham. De var kommet ind i lejligheden, og Stian havde faktisk ingen intentioner om at træde længere med ind, og i det han skulle til at dreje om på hælen og sige godnat for at tage hjem, lagde han mærke til den sørgelige tilstand hans sergent var i. Havde han bare tænkt sig at sove i lænestolen? og stadig helt klædt på? 

Han stod og trippede lidt. Stian følte sig splittet, og søgte hele tiden blikket mod døren, og men hans samvittighed kunne ikke lade sin sergent sove sådan. Modvilligt, men godhjertet trådte han hen til sergenten og knælede foran ham. 
  "Sover De?" han kiggede undersøgende på ham, "Jeg hjælper Dem altså lige ud af Deres sko.." han sank en klump, og ved ikke om han gik over stregen. Han begyndte at binde snørene op, og hvis Alister sad og sov, ville han hurtigt få taget skoene af ham, inden han så begyndte på overtøjet. 

Sover De? Ordene virkede som om de kom meget langt væk fra og Alister havde svært ved at åbne munden for at svare. Så snart han havde sat sig ned, var det som om at verden var begyndt at snurre på en ubehagelig måde. Rusen var ikke ukendt for ham - han vidste, at det bedste han kunne gøre nu var at sove ud og håndtere hovedpinen, der utvivlsomt ville komme i morgen.

Alister mærkede hvordan der var et eller andet der rykkede i hans fod og begge støvler kom af. De var normalt umådeligt velpudsede, men blev hurtigt beskidte af byens mudder og støv. I nat var på ingen måde nogen undtagelse.

På overkroppen havde han en let jakke ud over sin kofte og hoser. Da støvlerne var kommet af, lykkedes det ham endelig at få et enkelt øje på klem og hæst kvække: "De er en god mand, Hwan. Sørg for at komme hjem og få noget .. shøvn." Hovedet gled tilbage, så det i stedet for at hvile på brystet rullede til siden mod ryglænet i stolen.

  Stian blev en smule forskrækket da Alister begyndte at snakke. Jeg troede at han sov. Han missede lidt med øjnene og skævede op til manden efter at han havde stillet støvlerne fra sig, så de stod pænt lænet op af stolen. Stian havde det med at ville gøre tingene ordentligt.. Så selvfølgelig kunne han ikke bare lade dem ligge og flyde. 

  "Selvfølgelig, Sergent." Han sad lidt i den samme stilling, som før inden han besluttede sig for at rejse sig op. "Men skal jeg ikke hjælpe Dem i seng? De kan umuligt ligge behageligt der.." lød det lidt tøvende fra ham, og han gnubbede sin øreflip tænksomt. 

 Stian følte stadig at han stod og tøvede inden han så beslutsomt, bukkede sig ned over sin Sergent. Det havde ikke set godt ud udefra. Men når manden han prøvede at hjælpe var beruset til den bedøvede side, måtte han jo gøre hvad han kunne.. på sin måde. Han åbnede jakken forsigtigt, og var næsten pande til pande med sin sergent. Han rømmede sig sagte. Han vidste ikke hvorfor han følte sig så nervøst til mode. 
  "Jeg prøver lige.. at hjælpe Dem ud af Jakken.. Sergent." lød det næsten som en brummende hvisken. 

Forsigtigt pressede han sergenten frem mod sig, imens han prøvede at få hans arme ud af jakkeærmet. Lettere besværligt..

Alister var i sin nuværende tilstand lidt som en kludedukke at arbejde med. Alkohollen og dagens strabadser havde endelig indhentet ham helt og fuldkommen, og nu var det slet ikke til at holde øjenene åbne længere. Hvis det hele bare ikke snurrede sådan.. 

"Jeg .. ligger da allerede så godt.." Han var faktisk ikke sikker på, om han lå i sin seng. Ordene var ganske sagte og mumlende, svære at høre, som Alister var godt på vej ind i drømmeland. Faktisk blundede han helt væk et øjeblik, og som han gjorde det, forsvandt al tidsfornemmelse. Da han et øjeblik senere fornemmede et ryk i ærmet, som Stian forsøgte at få hans arm ud, vidste han ikke, om der var gået flere timer..

Erkendelsen fik det til at give et lille sæt i ham, som han satte sig om. "Sig mig, er De ved at tage tøjet af mig?" Udbrød han snøvlende og en anelse forskrækket. Det var da slet ikke passende .. var det? Og hvor var han overhovedet? Det søvnige blik gled lidt forvirret rundt. 

  Forskrækket over Alisters pludselige ord, løsnede han sit greb i ham, og slap ham forsigtigt. Han stod i en lettere forsvarsposition, for at vise at han ikke var ifærd med noget upassende. Det vendte sig næsten ubehageligt i maven på Stian, da han ikke ville sammenlignes med en af de perverse. 

  "Jeg hjælper Dem bare ud af overtøjet, Sergent." Han sank en klump, og forsøgte at lyde fattet og rolig. Det var noget af en suppedas han var havnet i, og tanken om sin seng og varme dyner lå til at ligge fjernt fra ham nu. Måske nåede han slet ikke at sove i nat.
  "De skal ikke ligge her og sove på sofaen. Så jeg ville gerne hjælpe Dem ind i seng, uden alt overtøjet på." Han var i tvivl om hvorvidt Alister kunne huske at han var blevet hjulpet hjem fra kroen, og mørket i rummet hjalp heller ikke yderligere. Bare han nu ikke troede at Stian var sådan en der brød ind i andres hjem og forgreb sig på den. Det kunne ikke være længere væk fra sandheden. 

Der gik en lille stund, før Alister genkendte sit eget hjem og begyndte at slappe lidt af. Der havde været noget med kroen .. mudder på jorden .. Stian Hwan. "Åh.." Mumlede han. Forvirringen var stadig at se i hans ansigt, men hele hans krop værkede, og han havde brug for at hvile.

"De er en god mand." Snøvlede han, mens han blev hjulpet ud af overtøj og støvler og slæbt mod soveværelset. Det var et ganske lille kammer med en briks, der ikke ligefrem var den mest behagelige, men i dette øjeblik kunne den i Alisters øjne sammenlignes med den blødeste himmelseng, som han omgående dejsede om. Et lillebitte vindue stod en anelse på klem og tillod en smule lys og lyde fra baggårdene at komme ind i rummet.

Kort efter kunne en snorken høres. Denne gang var sergenten for alvor faldet i søvn.

  Stian var glad for at han ikke var blevet misforstået, men han kunne se hvor forvirret og omtåget hans sergent var. Det beroligede ham mere at han blev kaldt en god mand.. så var hans stilling og hans omdømme ikke helt tabt. 

  Efter megen bøvl og slæb, fik han sin sergent ud af overtøjet, og sko, og til sidst endte han i sin seng. Stian havde aldrig forestillet sig at Alister boede et sted som her, det var ikke det største eller det der så mest behageligt ud - og i hverdagen virkede Alister så storslået, at Stian havde forventet at han boede et sted der var ligeså. 

  Stian havde fået røde kinder efter anstrengelsen, men nu kunne han endelig komme hjem. Da Alister begyndte at snorke, var det Stians tegn til at det var tid til at gå. 
  "Godnat, Sergent." sagde han stille, og gik ud ad værelset, indtil han nu befandt sig udenfor. Himlen var begyndt at blive rødlig, som antydede at nu var det næsten morgen. Med faste skridt begyndte han at gå hjem, og prøvede at glemme nattens udfoldelser. 

Det var først mange timer senere, da solen var højt på himlen, at Alister kom til sig selv igen. Hovedet dunkede nok så fælt, og der var langt ud i gården for at hente vand og endnu længere til markedet for at hente dulmende urter. Som Alister satte sig søvndrukkent op, var der dog minder fra aftenen før, der gik igen, og han fik spørgende udbrudt:

"Menig Hwan?"

Der var selvfølgelig intet svar. Den unge byvagt var taget hjem for at sove. Alt andet ville også have været særdeles upassende..