Afstanden mellem dem blev mindre da Aedion rejste sig og fik det hele til at virke ligesom hans drømme. Afstanden mellem dem ville blive mindre og mindre ind til de nærmest ikke kunne komme tættere på hinanden, men de ville aldrig røre. Lige godt hvor tæt de stod på hinanden ville de aldrig rigtigt være i stand til at nå hinanden. 
 Derfor virkede det hele også så virkeligt og uvirkeligt på samme tid da Aedion trådte tættere på og bad ham tage hans hånd. Selvom han lige havde fået bekræftet at for omverden så lignede det bare Frederik og Lily, tøvede Frederik alligevel lidt og tog sig selv i at skæve mod døren. 

 Når han tænkte over det var det fordi der var noget underligt over en mand der holdt den andne mands hånd. Han var trods alt en forretningensmand - det kunne jo blot være et venskabeligt håndtryk! Han havde været tættere med mænd offentlig før, uden at tænke så meget over det, men fordi det var ham. Fordi det var Aedion, havde Frederik svært ved at holde tankerne.. stuerene. Alt virkede som noget andet. 
 Det mørkeblå blik fandt tilbage til det lyseblå, og Frederik lod sig forsvinde væk i det. Han skulle lade lade som om det var en af drømmene. Hånden løftede sig en smule, og en kende tøvende rakte Frederik hånden frem mod Aedions. Lige inden deres hænder mødtes, stoppede Frederik op, fingrende krøllede sig sammen som turde han ikke alligevel. Han var ikke sikker på han turde. Det virkede for godt, til at det kunne være sandt. Var han overhovedet klar endeligt at kunne blive et med det eneste han rigtig ønskede sig? Og så var intet af det i sidste ende virkeligt. Det ville stadig være intet andet end en tåbelig drøm. Det ville aldrig kunne lade sig gøre. 

 Frederiks hånd endte alligevel med at falde det sidste stykke, til han kunne mærke varmen fra den rug hånd i hans. Som tabte Frederik helt pusten lød der er suk fra ham, og det var som om alle musklerne i Frederiks krop slappede totalt af. Han forsvandt ikke. Afstanden mellem dem blev ikke større. 
 Med Aedion i sit greb, var det som om Frederiks krop tog over, og hånden lukkede sig om den anden mands hånd, så han kunne trække ham tættere. Uden så meget som at overveje det, lagde den anden af Frederiks hænder sig om Aedions nakke, og trak ham hurtigt til sig, så deres læber kunne presse sig mod hinanden. 

Det lå på ingen måde i kortende at Daena skulle udvise nogen større overbærenhed overfor oliehandleren. Endnu en gang var de kommet skævt ind på hinanden, og nogle ville måske nok mene at denne gang havde været med større gnidninger end forrige møde. Alligevel var det uden antræk til at lade den fremstrakte hånd falde, at elveren skjult i et drømmesyn ventede med tålmodighed på at Frederik gjorde op med sig selv om hvad han ville: om han stolede på manden foran sig og når han lovede, at for omverden ville intet ukorrekt stikke dem i øjnene.

Kort, ikke mere ganske få sekunder, søgte det blå blik ned mod den lukkede hånd, der svævede tæt nok også hendes egen, at kroppens strålingsvarme slikkede mod fladfladen, hvorefter det søgte tilbage i dybhavsblåt. Var det virkelig så tæt som han turde lade sig selv komme?
Tanken måde knapt at blive tænkt til ende inden handelsmanden gav efter. Hænderne mødtes i en forsoning og inden Daena kunne nå at spørger kækt, om det var så slemt som han havde forestillet sig, fandt hun sig selv trukket nærmere mennesket. Fingrene lukkede sig tættere omkring den større mandehånd - ikke at den ville føltes eller syne mindre for Frederik - mens den anden lagde sig mod hans kind. Hengivent fulgte hun ham i kysset, styret af den længsel hun kunne mærke Frederik have for den anden mand.
For hans Aedion.
Daena brød kysset, men trak ikke hovedet længere tilbage end at deres læber lige akkurat gik fri af hinanden. "Hvordan føltes det?" Spurgte hun små smilende, i en lav hvisken, mens øjnene åbnede sig og søgte til hans. Forberedte sig på at se vrede, fortabelse, forvirring og længsel i hans ansigt, mens han gjorde op med sig selv om han skulle trække sig væk eller blive stående i nuet.

 Idet deres læber ramte hinanden, var det som om alle Frederiks tanker forsvandt. Som lat der var i hele universet var Aedion og ham selv. Selvom Frederik skulle bukke sig et godt stykke for at hans læber ramte Lilys, var det ikke det han selv følte. For ham var det Aedions læber han skulle nå. For ham føltes det kun som om han skulle bukke sig det halve. 
 For Frederik måtte øjeblikket gerne vare for evigt. Han havde drømt om det her så mange gange. Han havde forstillet sig det så tit når han var alene. Nogle gange var tankerne vandre mod Aedion når han var sammen med en kvinde. Det her var en drøm der blev virkelig. En drøm han ikke ønskede nogensinde sluttede. 

 Alligevel var det som om den lille boble punkterede, da Aedion trak hovedet til sig. Frederik turde ikke åbne øjnene. Han var bange for hvad han ville se. Bange for hvad han ville føle, når han så hvilken virkelighed han befandt sig i. Han sank kort inden han åbnede munden.
 " Virkeligt.. " Ordene var intet andet end en lav, overvejende mumlen.
 " Men som en drøm.. " Frederik vidste godt det lød underligt. Han kunne mærke Aedion. Føle ham. Hans ånde kildede ham på læberne. Alligevel virkede det ikke virkeligt. Det virkede for godt til at det kunne være virkeligt. 
 Stadig med øjnene lukket og den ene hånd om Aedions nakke, slap Frederik den andens hånd en smule, for at lade hånden glide op af armen. Bevægelsen var blid og forsigtig, som var han bange for at hvis han var hård ville Aedion forsvinde. 

 Lyden af terrassedøren der blev åbnet fik Frederik til at åbne øjnene med et sæt, og trække begge hænder til sig som havde han brændt sig. Idet han trådte at skrid bagud kom en fnisende kvinde til syne i døren. Bag hende trak hun sig en ung mand. Da de fik øje på Frederik og Lily, mumlede kvinden et lavt oh inden hun puffede manden tilbage inden for og lukkede døren igen. Frederik fnyste kort, inden han vendte sig rundt og gik lidt væk fra Aedion. Hvad tænkte han dog også på?! 
 " Det føles som at kysse en hver anden kvinde.. " mumlede han og viftede en smule afvisende med den ene hånd, mens han med den anden gned ansigtet lidt. Det var en løgn, og det var nok noget de begge to vidste. Lily havde lovet at for andre ville det bare ligne en mand og en kvinde, men alligevel kunne han ikke slippe følelsen af at en af hans største hemmeligheder var blevet afsløret.

"(...) som en drøm." Det var lige netop hvad Aedion var. Det var hvad Daena selv var, en drøm - intet andet end en fantasi som krystaller kunne købe. Som Lily var hun en mulighed for folk, at mærke og være i bare en brøkdel af deres inderste drømme eller mareridt, bare for en stund i en forbigående virkelighed, der føltes ægte. 
Frederik endte med at stå med lukkede øjne, mens han svarede. Selvom han ikke lagde an til at forklare, hvorfor han valgte at holde dem lukkede, så kendte Daena allerede svaret på forhånd og hun fortænkte ham ikke det mindste for ikke at åbne dem lige med det samme.
Hun havde oplevet det før, derfor blev hun også stående tæt. Forblev Aedion for hans blik, så når oliesælgeren samlede mod til at møde verden igen ville det ikke være den ægte, som mødte ham.

Hun havde været lige ved at læne sig ind og lukke deres læber sammen på ny, i det samme sekund de fik selskab. Frederik trak sig helt, som om hun været en åben flamme han var kommet alt for nært. Hun havde vendt blikket mod de nytilkommende, nåede at få øjenkontakt med kvinden der straks efter gennede manden tilbage ind af døren de var kommet fra.
Nattestilheden lagde sig tungt over gårdhaven. "Du lyver for dig selv, igen." Endte hun med at pointere, med en let irritation i stemmen, da Frederik brød den trykkende stilhed med undskyldninger for sig selv. "Fortæl mig hvornår har du sidst kysset en kvinde med så meget længsel? Hvornår har du sidst rørt en kvinde, som du ville ønske du rørte ham?". Hun drejede hovedet, så på ham med det ene øjenbryn skudt mod stjernehimmelen over dem, i et usagt med bedrevidende 'aldrig'.

 Selvom Lily havde ret i, at Frederik løj for sig selv, fnøs han alligevel for at vise sin uenighed og rullede med øjnene. Ikke at det var noget hun ville kunne se, da han stadig stod med ryggen til hende. Han var ligeglad med hvor enig eller uenig hun var med ham, han var ikke til mænd. Det var bare forvirrende nattedrømme, der fik ham til at blive lidt underlig. Intet andet. 

 " Mit kærlighedsliv kommer egentlig overhovedet ikke dig ved.. " lød det i en bidende og utilfreds mumlen fra olieforhandleren. At han valgte ikke at svare var dog nok lige så meget et svar, som hvis han faktisk havde svaret. Han havde aldrig fået noget nydelse ved at røre eller være nær kvinder. Det havde hans mor ødelagt for længst. Armene lagde sig krydset hen over brystet, og Frederik vendte sig rundt så han kunne se mod hende. Han blev dog stadig mødt af Aedion, hvilken fik ham til at slå blikket lidt væk.
 " Desuden kan jeg ikke røre di.. ham. Det er det der er hele pointen.. " Brynene rynkede sig lidt og Frederik løftede den ene hånd fra den krydsede position, så han endnu en gang kunne vifte afvisende med hånden.
 " Han er ikke virkelig. Han findes ikke.. Han er bare en dårlig joke.." Det sidste blev mumlet noget lavere end resten, og blikket blev kort slået ned mod jorden, inden det landede på den fortryllende mand, der stod og så så perfekt ud. Det var uretfærdigt. Frederik prøvede dog alligevel at gøre udtrykket hårdt som han trådte tættere på Aedion. 
 " Og du udnytter det til at lave grin med mig.. " Hånden der havde viftet afvisende ud i luften,  prikkede nu den lavere mand i brystet, mens den anden var faldet knyttet ned langs siden. Det tog alt i ham, ikke at lade hånden lægge sig mod brystkassen, så den kunne glide om i den anden mands nakke.

Endnu en gang blev Daena mødt af hævede parader og en fornægtelse af sandheden. Løgne, alt han var var løgn. Han løj for dem omkring sig og hvad være var, så løj han for sig selv og så ikke hvilket bjerg af usandheder, som han var ved at bygge.
Det ville falde og knuse ham en dag, og det kunne et kys af en drøm ikke ændre.
Det havde været tåbeligt og dybt naivt at tro, at kysset ville ændre noget hos olie sælgeren. Alligevel havde den unge skovelver håbet på, at hun bare kunne vise ham der var et alternativ. En mulighed for ham at leve uden at bekymres, at blive komfortabel med det hans hjerte sang efter og måske en dag finde den person der kunne blive virkelighedens Aedion.

Tavst havde hun lagt øre til alt mavesurheden. Modsagde ham ikke, selvom ansigtet - Aedion's ansigt - syntes at blive længere for hvert ord brunetten lagde til de forrige.
"Ved du hvad? Du har ret. Han findes ikke, Aedion er lige så virkelig som den gradbøjning af virkeligheden som du bliver ved med at forme." Tungen gled fugtende over læberne, efter hun med et hårdt dask fjernede den prikkende finger og trådte et halvt skridt nærmere. Øjnene var hårde og munden stram "Men gæt hvad, Frederik." uden at holde en pause i sin talestrøm, var hun nu den med den prikkende finger i brystet på ham. "Uanset hvor meget du prøver at bøje sandheden til så den passer til dit verdensbillede, hvor mange gange du stop fodre dig selv med løgne, så ændre det ikke på det liv guderne har lagt ud for dig." Pointerede hun sammenbidt, og med ord hårdere end tiltænkt.

 Stemningen mellem dem blev mere og mere bitter og negativ. Man skulle næsten tro det ikke var de samme to folk der stod ude i den lille, lukkede gård, som for at øjeblik siden havde delt et kys. Det ene ord tog det andet, og nærmest før Frederik havde sagt det sidste, skød ordene ud af Aedions mund. Ord der fik Frederik til at fnyse, selvom en del af ham knækkede lidt ved ordene. Selvom han godt vidste det var sandheden, var det stadig surt. Han ville jo ønske Aedion var virkelig. 

 Som blev der kastet en spand vand ud over Frederik der vækkede ham op, greb han pludselig fast om Aedions krave og hev han op mod muren samme tid som ordene havde forladt illusionens mund. Blikket brændte og begge hænder knugede så hårdt at knoerne blev hvide. 
 " Du skal ikke give guderne skylden for mit liv! " snerrede han, fuldstændig ligeglad med at det var hans drømmefyr der stod foran ham. Det var alt sammen hans mor, og det skulle end ikke han, blande sig i! Det mørkeblå blik stirrede intenst ind i Aedions lysblå. Opslugt og med en ambivalent følelse. Vrede og kærlighed. To følelser der ikke spillede særligt godt sammen. 
 Ansigtet trak sig sammen i en grimasse, inden han i en lettere voldsom bevægelse slap Aedion og trådte væk, mens han gned ansigtet. Han var godt klar over han måske havde sagt mere end han egentlig havde lyst til at dele, men nu var det forsent.

Det hed sig at af skade blev man klog, men det var tilsyneladende ikke noget som den unge kurtisane havde i sinde at rette sig efter. Hun burde, baseret på erfaring, havde forudset hvilket udfald det ville have at være udad farende og stor i munden overfor oliesælgeren. Hun havde været det to gange før, og begge gange var hun end med ryggen presset mod en væg eller hænder der holdt hende i et jerngreb. Alligevel endte hun med at slippe et gisp, idet ryggen mødte den aftenkolde mur og Frederik atter stod med et blik der mest mindede om et oprørsk hav.
Hun pressede frem mod hans hænder, da hun strakte sig frem mod hans ansigt "Så tag ansvar for dit liv!" Bed hun tilbage og var næsten faldet forover idet han pludseligt trak sig. Aedion havde ligget som et slør over hende indtil nu, men mens Frederik gned sit ansigt endte Daena med at stå tilbage der hvor drømmefyren havde befundet sig.
Begge hænder havde knyttet sig til hårde kugler, der hang ned langs hendes sidder "Du er, du er... Argh!" Udbrød hun mere frustreret end vredt "Jeg har ikke ord for hvad du er, men jeg ved du skal gå nu. Rejs hjem til dit forvredet virkelighedsbillede og forsæt med at lyve for dig selv. Det skal nok give dig lykke i livet." En anklagende finger blev rettet mod ham.

 Det hele var et stort virvar inde i Frederiks hoved. Han havde lyst til at råbe og skrige. Han havde lyst til gribe fat om Aedion og presse deres læber sammen og glemme alt fornuft. Det var bare ikke så simpelt. Alligevel ramte hendes ord ham et sted, der fik ham lyst til bare at glemme fornuften. Hænderne faldt fra ansigtet i det han vendte rundt og gik tilbage mod Aedion, for at finde ham erstattet med Lily. Noget der fik Frederik til at rynke utilfreds på næsen og stoppe op et skridt fra at være gået helt hen til hende. 
 Det næste Lily sagde fik Frederik til at fnyse og se væk fra hende. Han rystede let på hovedet over det hun sagde, inden blikket faldt tilbage på hende, med et køligt udtryk.
 " Så vidt jeg ved er det ikke din fest.. " bed han af hende. Hun skulle ikke tro hun bare kunne kommandere sådan med han! Heller ikke selvom han selv havde haft planer om at forlade festen inden så længe, før han var kommet hen til ham. 
 
 Inden Frederik forsatte med at snakke daskede han irriteret ud efter Lily anklagende finger. Hun var irriterende at høre på, måske mest fordi han vidste han aldrig rigtig ville blive lykkelig. Hvordan kunne han? 
 " Jeg har taget mere ansvar for mig liv, end du nogensinde kan forstille dig! " snerrede han en smule af hende. At det han tænkte måske ikke helt var det hun tænkte, var en anden side af sagen. 
 " Og vi ved godt, at hvad jeg er, er en charmerende mand..! " Frederik vidste ikke hvorfor han havde brug for at færdiggøre hendes sætning. Det var jo lige godt, og hvad hun tænkte betød ikke noget alligevel. Eller hvad? 
 " Hvis du så gerne vil have jeg går, kan jeg da godt gå ind og liiige sige farvel til Hr. Reinald inden jeg gik.. " Frederik havde ingen intentioner om at sige farvel eller snakke med værten. Han var sikkert godt optaget, men han kunne alligevel ikke lade hver med at true lidt. Lily kunne vel tænke sig til, at han sagde for at hentyde til at sladre om at hun faktisk havde smidt ham ud. Lige nu var han bare sur og tvær!

Fra det øjeblik brevet med det mørkegrønne vokssegl var modtaget hjemme i byhuset i Dianthos, var hun endnu en gang solgt for krystaller. Udadtil fremstod Deana måske som husets frue, men Frederik havde ret, det var ikke hendes fest. Hun ejede intet, end ikke sig selv. Et faktum hun som luksus skøge var mere end bevist om, men derfor gjorde påmindelsen stadig ondt. Hænderne knyttede sig sammen til hårde kugler.

Charmende. Et håndligt latterfnys lød fra hende ved påstanden om at han skulle være charmerende. Der havde måske nok været glimtvis af lige netop de, men lige nu faldt elveren ham lige så attraktiv som en vortet tudse i bunden af en brønd. Jovist, så havde han da været ganske charmerende ved præsentationen af olien, men lige nu kunne han ikke være mere blottet for charme.
"Dét gør du ikke..." Bed hun skarpt tilbage, med store øjne. Hun havde ingen bemyndigelse til at smide ham ud. Noget Hr. Reinald gerne mindede hende om, hvis han fandt det passende."Hvis du gør det, så fortæller jeg ham at du har overfaldet mig. Fastholdt mig og kysset mig, fordi du ikke har kunnet holde dig i skindet." Truede hun og løftede hagen en anelse, mens hun skubbede skulderne tilbage og rankede sig.

 Frederiks bryn løftede sig op i en udfordrende grimasse og han trådte et skridt mod døren da hun endnu en gang prøvede sig med at bestemme over ham. Som udfordrede hun ham til at gøre det. Han gik dog ikke længere end det ene skridt. 
 Ved Lily næste kommentar var det Frederiks tur til at komme med et hånligt latterfnys. Selv mundvigene kunne ikke holde sig fra at trække sig om i en hånlig grimasse, der i en anden situation nok kunne have virke noget så charmerende. Selvom alt i han vendte sig ved det, lænede han sig alligevel frem mod hende, med blikket i hendes.
 " Har du glemt hvordan jeg har fået tilladelse til at gøre nærmest hvad som helst med dig? " pointerede han. Han havde ikke lagt hånden på hende, i hvert fald ikke med andet end små dask og greb, og det ville ingen kunne se, så hun kunne sige hvad hun ville. 

 Det hånlige udtryk rynkede sig sammen i er mere væmmet og utilpas udtryk, men Frederik trak sig stadig ikke tilbage og vigede ikke væk fra hendes. 
 " Pas på med at glemme din plads, Lily." Ordene var nærmest giftige da de forlod Frederiks mund. Det mørkeblå blik gled ned over skøgen foran ham, inden han trak sig væk, og gik mod døren. Normalt var han ikke så modbydelig. Normalt kunne han styre sine følelser for kvinder. Normalt var han en ordentligt mand, men der var bare noget over Lily, der kunne sætte alt i ham i kog på en måde han ikke vidste hvordan han skulle håndtere. 

 Det var også derfor at han med en boblende fornemmelse i ukontrollerbare følelser og hænderne knyttet forlod Hr. Reinalds selskab. 

Frederik valgte bistert at huske hende på med hvilke ord Hr. Reinald havde overladt hende i hans selskab. Hvad end overhånd hun havde forsøgt at danne blev med ét knust af oliesælgeren. Øjnene slog gnister af lynild mod ham.
Han havde måske ikke efterladt hendes krop mærket, men hans ord efterlod hende både magtsløs og forslået. Daena næsten ønskede han havde lagt en hård nok hånd på hende til at farve huden blålilla.

"Du... Du..." Vrede fik halsen til at klemme sammen og gjorde det umuligt for ord at passerer. Hun sank synligt, men nåede ikke at finde stemmen for at give ham svar på tiltale inden Frederik allerede var på vej væk fra hende. Hun kunne have råbt efter ham, men det ville drage uønsket opmærksomhed mod dem begge og lettelsen over at se ryggen på ham vægtede samtidigt højere.*

Daena håbede inderligt, at dette ville blive det sidste møde nogensinde med olieproducenten. Ville hellere gå blind før hun igen endte i selskab med Frederik.