Hvis Augustus valgte at tænke sig rigtig godt om, vidste han inderste inde godt at Joanna på ingen måde var interesseret i ham, eller havde lyst til at bruge et sekund mere med ham. Men han var jo Augustus Waldemar Egelin Barthsmelo Junior, så selvfølgelig skulle han have hvad han ville! Desuden var det jo det mindste hun kunne gøre for at han havde redet hende! 
 Derfor var det også med et begyndende irritereret udtryk, da hun igen prøvede at komme væk fra ham. Hvem troede hun lige hun var!? Grebet om hende strammede sig lidt, så hun skulle bruge flere kræfter for at få ham af sig. En utilfreds brummen rungede fra Augustus bryst som han begravede næsen i hans underholdning brune hår og tog en dyb vejrtrækning for meget mindre diskret end sidst at tage hendes duft til sig. 

 " Du har gjort så jeg har det meget bedre.. " brummede ham lavt, stadig med næsen begravet i hendes hår. Kort efter trak han dog hovedet til sig, det sleske smil skinnende under overskægget.
 " Men du har jo stadig ikke tjekket om hele mig er uskadt. Og vi mangler jo stadig den belønning! " Der var ingen udsigt til at Augustus ville lade Joanna gå før han havde fået han ville have. På grund af hendes modvilje, lagde den tykke mand lidt flere kræfter i for at få hende med det sidste lille stykke over til sengen, og stadig en smule påvirket af slaget i hovedet og alkohollet, var det på ingen måde elegant. Klumset snublede Augustus lidt over deres ben, da han ikke helt var hurtigt nok til at flytte dem i takt med han skubbede Joanna frem, og med hele sin vægt bag sig, væltede ham dem begge mod sengen. Det var vel også en effektiv måde at få hende med i seng.

Joanna skulle have forsøgt at komme væk fra Augustus hurtigere. Hun skulle have været mere hårdhåndet, men det var for sent at tænke på det nu, som hun mærkede hvordan de fik overbalance og hendes ryg ramte den bløde seng ved siden af dem, hvis det bare var det eneste. I stedet for fik hun hele vægten af den store mand over sig, og det var som fuldstændig dødvægt, og det var til trods for at hun trods alt var stærkere end de fleste kvinder.

Ikke nok med at hun følte sig ukomfortabel og bange, så var hun også bare ved at blive vred over hele situationen, hvilket nok mere var for at skjule de andre følelser.
”Det var ikke – Nej!” udbrød hun og prøvede at skubbe ham af hende, selvom hans egen modstand, om ikke andet i form af vægten, gjorde det lidt sværere, men nu var hun i det mindste lidt mere desperat i at kæmpe imod, selvom det føltes som at kæmpe under en nedfalden mur. Ikke nemt og meget fastlåst. ”Flyt dig! Jeg vil ikke… Hvad end det er du tror vi skal nu!” 

 Før Augustus fik set sig om, lå de i sengen. Det tog ham dog lige et ekstra sekund at registrerer at det var der de nu var endt, men han indså hvor de var endt, skilte læberne sig i et uhumsk smil. Det var lige som han kunne lide det. Augustus gjorde inden for at flytte sig, selvom han kunne mærke Joanna mosle med hans tunge skrog under sig. Det var jo en del af legen, og hun var mester til at leve sig ind i den. Ordene der forlod hende fik det til at krible helt i Augustus krop, for hun var tydeligvis ikke så uskyldigt hun ikke vidste hvad de skulle, og en dyb og tilfreds latter forlod ham kort. 
 " Bare rolig.. Jeg skal nok være god ved dig.. " brummede han ind mod hendes hals, som han efterlod et spor af kys ned over den. Hun var i gode hænder, og han skulle nok få hende til at vride sig endnu mere under ham. Han kunne næsten ikke vente til at få sveden frem på hendes krop. 

 Augustus gjorde ikke meget for at løfte sin vægt fra kvinden under sig. Det var dog nødvendigt for ham at løfte sig lidt, hvis han skulle have en chance for at komme til de kvindelige godter hun gemte under tøjet, så han lagde den ene arm mod sengen, og løftede overkroppen lige nok til at han kunne lade den anden hånd glide ned over hendes side og videre ind mellem dem, så hånden kunne forsætte ned over hendes mave. Deres moslen havde allerede sat gang i tingene hos Augustus, og som et lille barn der skulle til at pakke en gave ud, summede det i hans fingre efter at mærke hvor ivrig hun var blevet.

Vægten og lugten af Augustus på ende var nærmest kvælende, og selvom hun stadig kunne få luft, så føltes det ikke på den måde. Luften var tung, klam og alt alt for lummer, og stank langt væk af… ja, hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle beskrive det.
Kuldegysningerne løb ned af Joannas krop, som de sleske ord nåede hendes øre, og den varme og fugtige ånde blandede sig med noget endnu vådere. Noget der var alt alt for vådt, og hun ville ønske at hun ikke havde en klar idé om hvad det var. Kys.

Nu havde Joanna fået nok.

Hun begyndte at kæmpe mere for at komme ud af positionen, og fik tilsidst vinklet sit ben, så hun kunne hamre sit knæ op i hvad hun håbede var mellem hans ben. Ikke med nær den kraft hun ellers ville have gjort, men forhåbentlig nok til han lige trak sig, så hun kunne få skubbet ham af sig, og komme videre og op. For hidtil havde hun trods alt håbet på at hun kunne undgå at gøre ham fortræd, men hvis hun skulle være ærlig med sig, så var hun lige nu lidt ligeglad med om han kom til skade eller ej. Hun skulle bare væk.

 Så snart Joanna begynder at bevæge sig under ham, lød en dyb, tilfreds brummen fra Augustus. Nu begyndte det at ligne noget! Der var altså bare noget over en kvinden der ikke bare lå slatten i sengen! Man kunne tydeligt mærke på den store mand, at han nyde godt af hendes kæmpen. Hånden mellem dem blev noget mere ivrig efter at nå sit mål, og fingrene blev kun mere gramsende jo tættere han kom. 
 Og da hånden nåede målet stivnede han. Ansigtet faldt og farven i ansigtet forsvandt. Der var noget galt.. Mere nåede han dog ikke at tænke over det da et jag af smerte skød gennem underlivet, og alt luften forlod ham i et støn. Da han nærmest allerede lå oven på hende, og havde en hånd halvt nede mellem benene, var han relativ nem at skubbe af - så man bort fra han vejede.. ret meget. 

 Udtrykket på Augustus ansigt skreg af smerte og chok. Hjernen havde svært ved at forstå hvad der skete, hvad han havde mærket. Det kunne jo ikke passe! Smertefulde støn lød fra ham, som han krympede sig lidt sammen for at forsøge at få luft ned i maven, og få smerten til at komme over. Han havde endnu dog ikke selv gjort noget for at flytte sig, så hvis ikke Joanna havde kræfterne til at fjerne ham, var der ikke andet at gøre end at vente.

Heldigvis var Joanna faktisk ikke svag når det kom til stykket. Det var bare altid sværere for at forsvare sig selv når man var bange for at skade den anden person, men det var ligeså stille blevet smidt ud af vinduet, som hun havde mærket fingrene vandre lidt for mange steder, og endda derned. Hele hendes krop føltes klam og ulækker og hun rystede af vrede, forargelse og nok også en lille del af at blive befamlet uden samtykke.
Det var dog stadig en dårlig position at være i at få ham flyttet, men som han ikke gjorde noget for at beholde sin plads, fik hun samlet sine arme og ben, så hun kunne få skubbet ham til siden, og vaklende komme til benene.

Hun gispede lidt efter vejr, som hun kiggede på ham med afsky. Hele hendes krop brændte i ubehag, og hun ville bare hjem og have et varmt bad. “Du… er det mest forfærdelig menneske jeg nogensinde har mødt!” Udbrød hun, som hun kiggede på ham, og begyndte at træde bagud mod døren, i tilfælde af at han kom til sig selv og forsøgte at komme op. Han havde vel ikke meget at have den smerte i til at starte med. “Jeg håber du aldrig får lov til at lægge et øje eller hånd på en kvinde nogensinde igen!” Ikke at hun vidste hvad hun skulle gøre med oplysningen om at han havde været parat på at overfalde hende og formodentlig voldtage hende, havde hun ikke stoppet ham. 

 En smule lammet af chok og smerte, blev Augustus let flyttet væk fra kvinden.. nej misfosteret under ham. Som den mand han var, holdt han tårerne tilbage, selvom øjekrogene kæmpede sin kamp for at holde de våde øjne fra at løbe over. 
 " Nej, nu.. nu har jeg aldrig! Din møg.. harpe!  " Hvæsede Augustus sammenbidt og anstrengt. Han var blevet forulempet på det allerhøjeste, så selvfølgelig kunne man forstå han havde brug for et øjeblik til at komme sig. 
 " Hvis man da overhovedet kan kalde dig en kvinde!  " Augustus var begyndt at flytte på sig, og lå ikke længere krøllet helt sammen. Det gjorde selvfølgelig stadig ondt - lige så meget mellem benene som i hans værdighed. Ingen skulle finde ud af det her! 

 " Det giver meget mere mening hvorfor du ikke har tigget mig efter at tage dig! Du er en bedrager! Jeg burde få dig arresteret! " Spyttede den store mand, der var rød i hele hovedet. De små øjne blussede af vrede, som han stirrede mod misfosteret. Kluntet fik han møvet sig ud af sengen, stadig en smule påvirket af det nedværdigende slag. Hun skulle ikke tro hun bare kunne behandle ham sådan! Han var jo Augustus Waldemar Egelin Barthsmelo Junior! Han skulle nok vise hende den magt han havde! 
 Et vaklende skridt mod trådt frem mod Joanna, Augustus' krop ikke helt enig med ham i planen om at slæbe hende med til by vagterne så de kunne anholde den fupmager hun var. Det stoppede ham dog ikke var at bevæge sig mod hende, en kende usikkert på benene, og sikkert nem at stikke af fra.

Uanset hvilke ord der kom ud af ham, så var det bare som om at vreden i hende voksede, men også noget andet, noget hun i dette øjeblik hun ikke kunne sætte ord på, og som var overdøvet af vreden der fik hele hendes krop til at dirre.
”Jeg er mere kvinde end du nogensinde vil få,” skød hun tilbage, og det fik hende til kortvatigt at stoppe med at bevæge sig væk fra ham. Det var dog bare lige indtil han kom til benene og begyndte at bevæge sig mod hende. Hendes ben rykkede sig af sig selv hen mod døren, væk fra ham, selvom en del af hende også havde lyst til at gøre noget ved ham, få ham til at fortryde, ikke at hun var voldeligt anlagt, men han fortjente det. Alligevel var der også en del skam forbundet i det, for han havde været så tæt på det.

”Og du burde arresteres for at overfalde en person,” sagde hun. Hun kunne nu også mærke tårerne presse på, og hun vidste ikke om det var fra vreden der rasserede i hendes krop eller noget andet. Hun skulle væk. Hun kunne ikke udstå synet af ham et øjeblik mere. Som hun selv forlod værelset, ved at flå døren op, kiggede hun kun over skulderen for at være sikker på at han ikke var for tæt på, inden hun bare styrtede ned af trapperne og væk fra værelset.

En tung følelse havde sat sig i hendes bryst, og som hendes ben bar hende igennem Dianthos’ gader, næsten løbende til tider, havde hun svært ved at holde sig sammen. Det var først da hun nåede sit værelse på paladset, at hun endelig bare lod sig græde, af vrede, og af skam.

 Augustus kunne ikke andet end at lade et hånligt fnys slippe ud under overskægget. Hun vidste tydeligvis intet om kvinder, for han havde bestemt været sammen med mange der var mere kvinde end hende! Han skulle til at sige noget tilbage, men inden han fik fundet ud af hvad han skulle sige, sagde Joanna noget igen. Noget der fik Augustus til at stoppe op i sine bevægelser af ren og skær forargelse over at hun i det hele taget kunne tænke sådan noget. Han havde reddet hende fra at blive overfaldet! Han havde så bestemt ikke overfaldet nogle! Der var da intet galt i at man forventede en lille taknemmeligheds gave for hans heltemod! Det var da det mindste hun kunne havde budt ham!
 " Nej.. Nu HAR jeg aldrig! " Nærmest tordnede godejersønnen da han var kommet sig lidt over hende frækhed. 

 Da Augustus begyndte at flytte på sig igen, havde Joanna allerede flået døren op og var i en god far på vej væk fra ham og værelset. Han havde selvfølgelig ingen intention om at løbe efter hende, han var jo en godsejersøn.. tsk.. Så han blev stående i døren til værelset, mens han råbte efter hende.
 " Ja! Stik du hellere af, misfoster, inden det eneste du kommer til at se er indersiden af en fangekælder! Jeg skal nok få dig sat på plads! " Augustus børstede en kende aggressivt hænderne mod hans tøj for at rette det på plads inden han med et fnys vendte tilbage til værelset. Han skulle nok vise hende!