Det føltes både som om at de havde stået lydløse i hinandens arme i evigheder, men også som om at der kun var gået et øjeblik da Aldamar begyndte at snakke igen. Fabian havde ikke lyst til at give slip på Aldamar, som følelserne stå lå så tæt på overfladen, og han følte næsten at han ikke kendte sig selv. Han var ikke god til at stå lige der hvor følelserne lå, men det var trods alt svært at benægte dem.
Deres reaktion på at de ville stå her for et år siden, var nok meget ens, bortset fra at Fabian ville have svoret det væk. Det her var aldrig noget han havde forventet eller ønsket for sig selv. Hvor tingene ændrede sig, når nogen fik mulighed for at grave sig ned i ens hjerte og finde en plads.

Han åbnede ligeså stille øjnene igen, som Aldamar begyndte at rykke på sig, så deres øjne endnu engang kunne mødes.
Smilet spredte sig stadig behageligt over Fabians ansigt, og han brummede lidt i tilfredshed. Måske der ville gå timer før de så hinanden igen, men lige nu der føltes det ikke så vigtigt. ”Du ved vel hvor jeg er, skulle det blive rigtig sent,” hviskede han. Måske det først ville blive når det blev nat, men hvis det var tilfældet, så var Fabian vel ikke længere væk, end at Aldamar kunne finde ham. Han havde trods alt ordnet de praktiske ting. 

Et fornøjet smil dansede over læberne, og Aldamar's øjne smalledes en anelse ind. Rigtig sent. Det ville nok - lige meget hvad blive rigtig sent førhen at han fik noget der mindede om fri... og det var absurd fristende at skulle finde Fabian senere, omend han halvt om halvt ikke så det som den letteste opgave, med alle de gæster og folk der var. Men han ville uden tvivl gøre sig forsøget. Han ville og skulle finde en måde... en eller anden måde. 
Måske et samarbejde med Adena kunne komme på tale... måske de kunne finde en eller anden måde, han turde næsten ikke gøre sig forhåbninger, men fandt sig selv gøre det alligevel. 

Hånden gled en anelse over de spidse stubbe der dækkede hans kæbelinje, og han nikkede. "Jeg ved hvor du er" bekræftede han, og mindede sig selv om at få sneget en nøgle til værelset han havde skaffet Fabian. Eller bare en besked til den lokale kro, hvor at han ville være indstationeret. 
Det var så også her hvor at boblen brast, og Aldamar hørte en lavmælt banken imod hans værelsesdør, og den halvutydelige lyd af Matt's stemme der sagde at han var ankommet. Blikket flakkede med det bagud, og han lod et lille suk slippe over læberne, inden at han forsigtigt prøvede at trække sig. Ville det lykkes? Matt ville ikke komme ind før han fik lov - selvfølgelig - men lidt afstand måtte de have til hinanden, inden at han bedte ham komme ind. Det virkede i hvert fald som det smarteste, hans instinktive modvilje til trods. Og om han fik trukket sig og lige glattet folderne på tøjet ud, ville han sige at han kunne komme ind. 

Det ville ikke være nemt at finde tiden til dem, når festlighederne ville være over det hele, men en umulighed kunne det ikke være. Om ikke an det en besked, skulle Aldamar forsøge at snige Fabian et sted hen. Der måtte være nogen fordele ved at have en elsker der også var en formskifter. Det var i hvert fald det Fabian sagde til sig selv i det her øjeblik, men tiderne kunne jo mene noget andet når de kom dertil.

”Godt,” lød de bekræftende hviskende ord til Aldamar, men lige som han havde sagt det, lød banken i rummet, og Fabian fjernede sit hoved lidt for at kigge, en anelse forrådt, over mod døren. Virkelig? Et suk af frustration undslap hans læber og han kiggede tilbage mod Aldamar som forsøgte at trække sig. De burde nok.
Fabian havde dog ikke tænkt sig at give helt slip på Aldamar, og han lænede sig hurtigt frem, og gav Aldamar et sidste kort kys på læberne, før han gav rigtig slip på Aldamar, og trådte et par skridt tilbage, så de alligevel havde en rimelig afstand, til når Matt kom herind igen.

Hans egne fingre forsøgte også at rette eventuelle krøller der kunne være kommet efter at have stået så tæt, men i det hele taget, så lignede de ikke ligefrem nogen der lige havde forladt hinandens arme. Hans blik var rettet mod Matt som kom ind af døren, et venligt smil på hans læber. Det var trods alt ikke første gang han havde mødt ham. 

Han slap ikke helt let, og men det var for den gode sags tjeneste da han endte med at blive trukket ind til et sidste (men kort) kys igen. I det hele taget, jah så var han mindst ligeså modvillig som Fabian nok var, men holdt sig til de regler han havde sat op for sig selv her i dag, som mest af alt bød ham ikke at gøre noget dumt. Ikke blive opdaget i noget dumt, for at være mere specifik. 
Hvor godt det ville virke, det måtte tiden vise. 

Med den summende følelse efterladt tilbage på læberne, var det at han rømmede sig en sidste gang og fik Matt til at komme ind, ikke alt for lang tid efter at han havde banket på. 
Den stakkels mand var dog på ingen måde tomhændet, og fik godt nok åbnet døren med en fiks bevægelse af albuen, men kunne ikke lukke den da han kom bærende ind med en fornem kappe, dekoreret med hvidt og varmende pels, såvel som en stofpose af de smykker Aldamar vidste ville pryde hans færdige sammensatte udseende. "Jeg kom så hurtigt som jeg kunne" undskyldte han sig med, da han nok var kommet en smule for sent, omend Aldamar selv så absolut ikke havde bemærket det. 
Han vinkede affejende med hånden af det, det skulle han ikke tænke på, og først der syntes tjeneren at opdage at de faktisk var to herinde, da han låste øjne med Fabian. 

Man kunne næsten ane, hvordan at et glimt af genkendelse lyste op den unge mands øjne, og de bløde hundeøre vippede nysgerrigt frem da han lagde bånd på sig selv og det, eller måske de spørgsmål som der trængte sig på. "Vær hilset" kom det formelt fra ham, og han bukkede en anelse hvilket fik ham til næsten at tabe kappen, som han klodset fik styr på igen, kinderne en anelse røde da han hurtigt bevægede sig længere ind for at lægge tingene fra sig. Hovsa. 
Aldamar's smil blev en anelse skævt, da han rystede en smule på hovedet. 

De kunne ikke blive opdaget til Aldamars bryllp. Hvis de gjorde, så virkede det lidt som om at det sidste år havde været lige meget, hvis de dårligt ville komme i mål før at det ville være den helt store skandale. Fabian var ikke helt sikker på hvad det krævede for dem ikke at blive opdaget, men som tingene stod lige nu, så havde han det fint nok med ikke at have et krav på en plads. Så lang tid han ikke skulle se på dumme Filippe.

Den lidt klodsede og fjollede halvhund fik i hvert fald ikke stemningen til at falde markant herinde, hvilket nok i sidste ende var meget godt. Det føltes som om at alting ikke var så nedtrykkende, ikke at Fabian tænkte det kunne være det efter tidligere. Følelserne fra deres tidligere erklæringer brusede stadig gennem hans krop, og han manglede virkelig en måde at komme af med dem på, nu når den oplagte mulighed ikke var der.
”Goddag,” svarede han venligt tilbage, med et morende smil på læberne, inden han trådte over og faktisk hjalp Matt ved at lukke døren i bag sig. ”Jeg ved ikke hvorfor jeg forventede at dit tøj ville være mindre kompliceret end det er,” sagde han efterfølgende mere rettet mod Aldamar. Han havde det fint med at ignorere tjeneren der var kommet herind. I stedet for så trådte Fabian tilbage mod sofaen for at sætte sig ned. Med mindre Aldamar forsøgte at smide ham ud, så havde han ikke i sinde om at forlade sin position som moralsk opbakning endnu. 

Aldamar fulgte ham ud af øjenkrogen med blikket, da Fabian gjorde mine til at sætte sig ved sofaen, men sagde i den grad intet. Han nød at have ham omkring sig, det var vidst ingen hemmelighed, og særligt når han ikke regnede med at hans fokus kunne gå til andre end hans kommende brud og deres mere prominente gæster, når først de rigtige festligheder begyndte. 
Han var dog også hurtig til at gå hen til kappen som blev foldet ud over sengen, hvor at Matt med overraskende nænsomhed som man ikke kunne forvente af de klodsede fingre, begyndte at løfte de nypudsede smykker ud af deres silkeposer, og sirligt lægge dem frem på indersiden af kappen, sådan som de ville sidde på Aldamar selv. 
Sølvkæderne som gik over hans hvide silkehalstørklæde, skjoldet der skulle lukke hans kappe, som mindst ligeså blankt glimtede lidt over kæderne. Øreringene der blev lagt frem på hver sin side, over skjoldet og spænder til skoene, som i den grad kun var der for at pynte. Ingen praktisk funktion, overhovedet. 

Han gned sig tilfreds i hænderne, og lod en enkelt hånd vandre over den hvide pelskant, inden at han drejede et skarpt, smilende blik imod Fabian. "Nej det ved jeg heller ikke, hvorfor du forventede" han burde efterhånden vide at hvis der var en gyldig grund til at tilføje detaljer, så gjorde Aldamar det. 
"Skal jeg hente noget vin til jer, imens du inspicere tingene eller.." overrasket vendte Aldamar blikket tilbage på Matt, som lidt afventende stod, jah næsten allerede var i et skridt på vej hen til døren. Den knægt kendte ham joh næsten, og Arysprinsen nikkede. Et lille glas til nerverne, kunne ingen ynde ham. 
Med det forsvandt Matt i et hurtigt buk, men ville nok snart være tilbage igen. Tiden gik joh desværre ret hurtigt, lige de her minutter. 

Det var helt klart et morende smil der havde trukket op på Fabians læber, ikke at han nåede at sige noget før Matt tilbød at hente dem noget vin, nu når han alligevel var der. Noget som Fabian havde overvejet tidligere, da det kun var skrædderen der var her. Det var dog heldigt at halvhunden vidste at Aldmar om ikke andet brød sig ganske godt om vin.
Selv nikkede Fabian også, selvom han forventede at Aldamars nik måtte være mere end nok for Matt, som allerede var på vej ud af døren. Et par enkelte minutter mere hvor de havde fred til hinanden, men nu sad Fabian trods alt allerede ned, og det ville være mere suspekt at han rejste sig igen, også selvom han havde lyst.

Det lidt mere sultne blik fik dog lov til at vise sig i de blågrønne øjne, som han kiggede på Aldamar der inspicerede tingene.
”Det her er sådan hele formiddagen kommer til at være, er det ikke? Folk der kommer og går?” var dog ordene der endte med at forlade ham, hvilket ikke helt passede med udtrykket i hans øjne. Det var dog alligevel født af noget lidt mere frustrerende. Fabian kunne godt have tænkt sig bare lidt mere med Aldamar, end han kunne blive givet, men… det var hverken tiden eller stedet til at blive frustreret over et par sølle behov han selv rendte rundt med. Det var Aldamars bryllupsdag.

Aldamar greb med en sirlig interesse fat i de forskellige smykker der var blevet lagt frem, og kunne se det hvide ansigt spejle sig i kappespændets reflekterende overflade, omgivet af de mørke krøller der blidt faldt over hans skikkelse. Han regnede med at få noget af det flettet til selve brylluppet, ligesom at han også regnede med, at der ville blive tilføjet nogle snehvide blomster, som ville passe til den senvinter (eller forår, om man ville) der prydede landskabet udenfor. Men det ville han tidsnok finde ud af. 
Blikket gled dog imod Fabian da han åbnede munden, og det tog ikke lang tid for Aldamar at genkende blikket han blev betragtet med. Det sendte et lille stød igennem ham, og han brummede sagte. 

Hmmhm... Arysprinsens øjne glimtede en anelse, og han lagde spændet tilbage for at bevæge sig hen det ene bord, og med et suk læne lænden ind imod den rundede kant. Det var et suk som bar på en snert af opgivelse, og han nikkede. "Joh, af hvad jeg ved..." man kunne dertil også næsten fornemme hvordan at frustrationen over ikke helt at have besluttet formiddagens mylder, sneg sig ind på ham. 
Blikket over Fabian blev i dét en smule mere forstående, og han bed sig en anelse tænktsomt i læben, var der måske lige en halv time et sted? Med endnu et lille 'urgh' kunne han konstatere nej, og prinsen kørte den ene hånd igennem håret, da han rystede på hovedet. "Jeg tror ikke jeg kan være behjælpelig når det handler om at finde mere tid, desværre" 
Det blev dog sagt med en lidt drillende underkant, da han (ganske smigret) kunne mærke at han var eftertragtet. Og han kunne kun sige i lige måde, da han lod blikket hvile over hans siddende skikkelse i sofaen. 

Det var jo ikke som om at Fabian ikke havde vidst det da han var taget herop, men det var nu stadig frustrerende, når Aldamar var så tæt på. Nu havde det så heller ikke lige været meningen at de skulle erklære deres kærlighed her til morgen, og selvom det var nemt at ignorere lige nu, så ville Fabian nok få en mindre eksistens krise senere når han faktisk var alene. Det var store ord for en som ham.
Han lagde sit hoved lidt tænksomt på skrå, og selvom han ikke sagde det højt, så var han glad for at han ikke var den eneste der fandt en vis frustration ved at Aldamar ville have travlt hele dagen, især når de var så tæt på hinanden. De måtte bare få det bedste ud af dagen, og være venskabelige.

”Jeg havde heller ikke regnet med så meget andet,” indrømmede han. Det var jo ikke fordi Aldamar skulle have dårlig samvittighed over det. ”Det var i forvejen meget optimistisk at jeg kom herop inden vielsen.” Han lo lidt af sine ord, selvom hans øjne kiggede blødt mod Aldamar.  Det her måtte være nok for nu. Fabian fortrød i hvert fald ikke sin tur herop, selvom han ikke kunne bestemme hvordan tiden skulle gå. ”Og måske du skulle lade vær med at pille i dit hår?” tilbød han kort efter og rystede lidt på hovedet. Skulle håret ikke også sættes? Eller var det allerede blevet det? 

Han fjernede med et lille ryk hånden fra håret, da han nok ikke engang helt havde lagt mærke til at han havde pillet ved det, imens at han overvejede hvordan og hvorledes aftenen ville forløbe sig. Det blev dog gjort med et lille smil af ups, og Aldamar krydsede i stedet armene over brystkassen, så de ikke gik ned af nogle afveje de ikke burde. Og holdt sig selv på plads ved bordet. I det store hele billede, så kunne han ikke skubbe sit skema rundt omkring Fabian, også selvom han så inderligt gerne ville. Så selvom han ikke havde regnet med andet, var det alligevel ganske frustrerende. 

"Jeg piller ikke.. jeg er bare rastløs" kunne han ikke lade være med at pointere, og de slanke fingre tappede sig nogle gange imod hans underarme i deres krydsede position. 
Rastløs var et pænt ord for det. Han havde været hvileløs at være omkring, sådan som han... nok ikke anspændt, men i den grad en form for spændt, havde siddet og talt timerne til at der skulle ske noget. Og nu hvor at det endelig var ved at være tæt på, var der en forunderlig uro i hans krop. 

Fabian havde med bare sin tilstedeværelse, været god til at mane den i jorden i de første par minutter han havde været her, noget som på det her tidspunkt strakte sig til lidt under en halv time. Men det var ved at komme tilbage, og han kastede med det, et flygtigt blik imod vinduet og vintersolen udenfor. Hmm... "Tror du hun... glæder sig?" Aldamar's spørgsmål kom fra et punkt af uvished, som han ikke helt kunne skubbe fra sig. 
Han vidste ikke om Adena glædede sig, eller græmmedes. Han vidste hvordan det burde være, men havde svært ved at sætte 'burde' sammen med realiteten de stod i. Han håbede dog at hun gik rundt med... i hvert fald noget som mindede om glæde. Eller bare... ikke modvilje, det kunne han også leve med. 

Rastløsheden var nem at se på fyrstesønnen og ærligtalt, så kunne Fabian ikke ligefrem bebrejde ham for det. Han havde vel altid vidst at denne her dag ville komme, men den var sikkert ikke som han engang havde forstillet sig, for ikke at nævne at alting var mere underligt når man endelig stod med det.
Der var dog ikke meget Fabian kunne gøre ved det, især ikke som den viden omkring at Matt snart ville komme tilbage, stod i vejen for at han bare kunne gå over og omfavne Aldamar, så han kunne fokusere på det i stedet for. ”Noget jeg kan gøre?” var i stedet for hvad Fabian måtte ende med at spørge, for han var her trods alt også for Aldamar. Hvis der var noget han kunne gøre for at eliminere rastløsheden, så ville han gøre det. Den manglende tid gjorde dog intet for det.

Spørgsmålet kom dog bag på Fabian, og hans så overrasket på Aldamar. Der var mange grunde til at lyve for spøgsmålet, men Fabian havde aldrig været glad for at lyve når han kunne sige sandheden. Nogle gange gjorde han det i desperation, men han vidste at Aldamar ville kunne se igennem det, skulle det komme til det.
”Jeg tror det er meget store ord for et ægteskab som jeres,” var derfor også ordene der lød. ”Men mon ikke hun er lettet over det er med en som dig? Hun kunne have klaret sig meget værre, både standsmæssigt, men også personlighedsmæssigt.” Det var måske lidt trist at det var sådan tingene nu engang var endt, men Fabian kunne vel forsøge også at kigge optimistisk på det. Det var heller ikke ham der skulle giftes med en han ikke elskede. Nu ville han heller ikke have giftet sig selv hvis det var af kærlighed, men det var trods alt mere en Fabian ting. 

En som ham, Aldamar kunne ikke lade være med at føle hvordan at smilet kortvarigt strakte sig over de smalle læber, og han tog overvejende ordene til sig, imens at han fortsat betragtede lyset der faldt ind af vinduet, og den begrænsede del af byen man kunne se på den anden side. Det virkede som sådan en almindelig dag, og var det nok også, for mange af landets beboere. 
Men ikke her i palæet, hvor at Aldamar med en lille brummen af enighed drejede blikket imod Fabian igen, og langsomt nikkede, dog en anelse tøvende i at give ham ret. Han håbede at hun var lettet. Det havde virket lidt mere sådan, efter deres nattetur i tempelhaverne... men der var bare så mange ting at tage stilling til. 

Og et af de største, var nok hvor anderledes hun var. Af hvad Aldamar ville hævde, var hun alt det som han ikke var, og det på flere fronter. Så at finde fælles grund, foruden deres lille hemmelighed, det så han ikke som nogen nem ting. 
Ikke at han nogensinde havde forventet et ægteskab af decideret kærlighed. Det var de færreste der havde komforten til det. 

"Jeg håber da at hun er lettet" mumlede han, og den ene hånd gled op for at gnubbe hans pande. "Hun bliver fyrstinde af Safiren en dag, det pigebarn har bare at være lettet" mumlede han en anelse mere morende, men dog en tør form for humor. Det var ikke noget man burde sigte efter at blive, men mange adelsfrøkener gjorde det alligevel. Og så hende - en komtesse af baronslægten af alle mennesker. Skæbnen var forunderlig. 
Og ikke lang tid efter, gled døren op igen og Matt trådte ind. Den her gang bærende på vin og vinglas, fremfor kapper og smykker. 

Fabian kunne umuligt vide hvad der foregik mellem Aldamar og Adena, og de møder de måtte have haft siden. Han vidste kun hvad han fik at vide, og det var alligevel hvor begrænset hvor meget de havde snakket om Adena. Det var lidt et ømt punkt af flere grunde, og Fabian havde ikke lyst til at rive for meget op i det, selvom Aldamar vidst var kommet sig over at Fabian havde kendt til hende og havde tvunget dem til at snakke om hemmelighederne.
Det var også bare mere rart at fokusere på de to af dem, når de endelig var sammen med deres korte tid sammen.

Det trak lidt op i Fabians læber og han kiggede lidt morende på Aldamar. Det var tør humor, men Fabian kunne nu godt værdsætte det i alt det her. ”Nu er det ikke alle der drømmer om at blive fyrstinde. Tænk på alt det ansvar der kommer med,” sagde Fabian drillende. Han ville i hvert fald ikke ønske sådan en position, men han vidste nu godt at det måtte være eftertragtet for de fleste adelsfrøkener.

Der gik ikke mange øjeblikke før Matt var herinde igen, hvilket betød at halvhunden nu fik Fabians opmærksomhed. ”Ah, lige hvad vi har behov for inden dagens store begivenhed,” lød det begejstret fra Fabian og sendte endnu et smil mod Aldamar. Måske det også hjalp på rastløsheden. 

Ansvar til de bundne, Aldamar klukkede sagte over sine egne tanker såvel som Fabian's ord. Det var bestemt ikke alle der ønskede det liv, og omvæltningen fra komtesse til kommende fyrstinde, måtte være voldsom. Men det var noget hun ville lære med tiden. Det var han sikker på.  
Mere nåede han dog ikke at sige, da Matt i det næste nu bankede på døren for at komme ind, og Aldamar med et smil vendte blikket imod ham, en gnist af tilfredshed i de mørke øjne da han så hvad han bragte med sig. 

Han gned tilfreds hænderne imod hinanden, idet at Matt kom ind og satte vinglassene fra sig og gav sig til at hælde op. Et muntert grin strakte sig over læberne ved Fabian's ord, og han nikkede tavst imens at lyden af vinvæsken i glas fyldte rummet. "Er fyrstinden ankommet, eller er hun stadigvæk ved katedralen?" der var ingen grund til at hun dukkede op på værelset, og i sådan tilfælde mødte Fabian for... anden gang, på et sted han ikke burde være, så det var - for dem der kendte ham - en mærkbar tilfredshed  at ane, da Matt sagde at hun ikke havde været at se nogle steder. Godt så. 
Med et tilfreds nik blev han givet det første glas, og halvhunden bevægede sig med fjedrende skridt hen imod skøgen for at give ham det andet. "Jeg håber i bryder jer om det, mine herrer" Aldamar løftede sit eget glas med et smil, et varmt glimt imod Fabian da Matt stod med ryggen til ham. 

Den vante smag bragte bero over nerverne som lurede under den - i det her øjeblik - rolige facade, og Aldamar vippede sig selv fri fra bordets kant, så Matt kunne komme til da han kom tilbage for at sætte smykkerne hvor de skulle være, udover det velklædte tøj. Den her gang vendte han dog fronten imod Fabian, imens at han lod Matt fæstne kæder, spænder og andet gøgl over hans ranke skikkelse. Øjnene havde svært ved at slippe ham, selvom Matt fumlede rundt med de blanke ting og sager. 

Man kunne godt se at der var en vis nervøsitet da Aldamar nævnte fyrstinden. På det grundlag var de begge enige om at det var bedst for Fabian at undgå hende så lang tid han nu engang kunne, virkede det til. Det var sikkert i forvejen ikke i hendes interesse at Aldamars elsker var med til brylluppet, og hvis det var… hvorfor? Fyrstinden intimiderede i hvert fald Fabian lidt, men det havde nok mere at gøre med at han faktisk helst ikke ville blive fjendtlig med hende. Det kunne kun gøre tingene sværere, og han ønskede faktisk at blive ved Aldamars side, uanset hvor meget det var i skyggerne.

Lettelsen var heller ikke svær at finde hos Fabian, da halvhunden bekræftede at hun ikke var i nærheden, og da han kort efter afleverede et glas vin til ham, så føltes det hele ikke helt slemt.
Han løftede sit eget glas til Aldamar med sit eget varme smil på læberne, inden han tog en tår af vinen. Som alt andet han havde fået her i palæet, var den god og fyldig. Der var heldigvis ikke ligeså mange nerver hos skøgen som skulle dæmpes.
Der var dog en begrænsning af emner de kunne tage op mens Matt var her på værelset med dem. "Er du også blevet klar til at flytte tilbage til Zircon?" var det i sidste ende spørgsmålet der kom fra. De havde ikke snakket forfærdelig meget om det, men spørgsmålet fra Aldamar stod nu stadig klart i Fabians sind. Han havde en formodning om at når han selv skulle tilbage til Dianthos, så var det dog ikke sammen med Aldamar. Samtidig lå det stadig langt fra hans virkelighed at bare... flytte til Zircon for en mand. Han var ikke der endnu.

Det var med en lavmælt klirren at de fleste af tingene blev sat på plads, og i et par sekunder imens at Matt arbejdede, så var det et arbejde der blev gjort i stilhed. Begge var nok ikke videre vant til forfærdelig meget selskab når de endelig var sammen, og Aldamar havde på sin vis også ting han gerne ville sige, men ikke heelt følte at der var rum eller plads til. 
Ikke imens at halvdyret var der. 

I sidste ende, var det dog Fabian der brød stilheden, og Aldamar's blik flakkede en smule ud imod vinduerne imens at han overvejede det. Om han var blevet klar...
"Der er stadigvæk nogle løse ender, som jeg havde håbet at få... bundet, inden at jeg flyttede fra byen" at tale i kendte vendinger om et mindre kendt emne - dem - var ikke helt let, men han følte sig alligevel en smule smart, da blikket gled tilbage til Fabian. Et mere morende smil spillede om læberne, han var tydeligvis en af de løsere ender. 
"Mange af mine ting for lov til at blive her, dog. Det er trods alt stadigvæk vores hjem, til de længere rejser ind imod hovedstaden - jeg tager dog Dinah med mig, så hende slipper du fra at støde på, når du kommer på besøg" fordi han regnede da stærkt med at Fabian ville svinge forbi når han endelig var tilbage i Dianthos, nu hvor at det ikke kunne være anderledes. I den tanke, var det dog også at han skubbede påmindelsen om at Fabian stadigvæk ikke havde givet et svar, fra sig. Han regnede ikke med at det ville komme, 'bare lige sådan.'

Det ville have virket så kedeligt og lidt akavet, skulle de bare have siddet i stilhed indtil Matt forlod dem, sikkert bare for at en anden kom ind og forstyrrede dem efterfølgende. Fabian havde ikke tænkt sig bare at bruge sin formiddag på at sidde og se på Aldamar der blev iklædt alt sit tøj. Lidt snak, selvom det var begrænset hvad de kunne snakke om, bare så det føltes lidt som om at Fabian havde fået lidt Aldamar tid inden han sikkert fik endnu mere travlt.

Et næsten lidt veltilfredst smil kunne ane på Fabians ansigt, selvom det for de fleste nok bare lignede de mange smil han ellers kom med. Aldamar prøvede dog tydeligvis ikke at skjule at Fabian var en af dem, i hvert fald ikke overfor Fabian, og han var glad for at det ikke bare sådan var overstået.
”Så helt forsvinder du alligevel ikke fra byen,” sagde Fabian, glæden i stemmen var ikke helt at tage fejl af. ”Jeg værdsætter dog at jeg slipper for flere…. Kram fra hende.” Lidt usikkert gled Fabians øjne rundt i rummet for at se om at Dinah stadig var herinde, eller om hun muligvis allerede var fragtet ned til Zircon. Han var ikke sikker på hvordan familien havde planer om at sørge for at Aldamar fik de ting han havde behov for med sig. Det skulle vel ikke med dem når de skulle teleportere? Fabian kendte ikke lige til standarden. "Men du begynder måske ligeså stille at overtage alle potentielle møder der skal forgå i Dianthos?" Idéen om at Aldamar kom til Dianthos ofte var ganske tiltrækkende for Fabian.

Et lille klik lød, og den anden kæde var nu blevet fæstnet. Med en forsigtig nænsomhed løftede Matt nu den kongeblå og smukt dekorerede, jah sågar smukt broderede kappe med pelskant op, og gik om bagved Aldamar for at lægge den om hans skuldre. Vægten var ikke til at tage fejl af, men den var trods alt lavet til at kunne bevæge sig bare lidt i. Spændet blev fæstnet, imens at Aldamar med et lille smil nikkede. "Jeg... regner med det. Jeg har jo i forvejen været den primære talsperson for familien, til møderne i Dianthos, så jeg regner med at det fortsætter. Med det sagt, så ville det ikke være underligt at Rasmus eller Arya overtager lidt mere, da de... stadigvæk bor her" møderne i sig selv havde han nu engang altid brudt sig om, så dem ville han savne. Nogle fandt det måske langhåret, men... det var ingen hemmelighed, at Aldamar nød det finere selskabs indgroede etikette, og ville savne den del fra sin tid i hovedstaden. 
Han skulle dog nok få nok af det, hjemme i Zircon. Det regnede han i hvert fald med. 

Med et klap på skulderen trådte Matt en anelse tilbage, og betragtede med tydelig begejstring, hans hale kunne ikke lade være med at vippe lidt hektisk fra side til side, hans mesterværk. 
Så man bort fra at han kun havde sørget for smykkerne, så var det stadigvæk hans mesterværk! "De ser... fantastisk ud, Prins Aldamar.." han kunne ikke lade være med at kigge en anelse forundret på halvdyret, der næsten lød stolt af ham, men pointerede det ikke da han bevægede sig hen imod spejlet for at betragte sig selv. 
Matt havde dog ret. Det var sjældent at han så... så fornem ud, som han gjorde lige nu, og spejlbilledet der kiggede tilbage på ham føltes næsten en smule fremmed i sin afventende mine. Hvornår havde han fået smilerynker, fremfor træthedsrynker? Aldamar lænede sig en smule tættere på. Han kunne ikke helt huske det. 
"Jeg er straks tilbage, jeg skal blot ned med de her æsker!" fraværende hørte han Matt samle de silkeposer og æsken kappen havde været i, for at få det nedenunder igen. Det skulle joh med til Zircon, når de flyttede alle tingene. 

Selvom Fabian havde set Aldamar tage tøjet på ligeså stille, så kunne han nu ikke lade vær med at være overrasket da det endelig alt sammen var på.
Det var tydeligt skræddersyet til ham, og selv kappen faldt omkring ham, som kunne den kun passe til fyrstesønnen. Sølvet glimtede, og Fabian blev nødt til at bide et kompliment i sig, fordi woah. Han vidste godt at Aldamar var fin men aldrig så fin.
han hørte ikke engang rigtig efter Matt, eller i hvert fald kun med et halvt øre, som han forsatte med at kigge på skikkelsen, som også næsten virkede en smule fremmede for ham.

Det var dog ganske snart at de to af dem var alene igen, og Fabian kunne ikke få sig selv til at blive i sofaen denne gang, men satte glasset fra sig, han skulle ikke spilde på tøjet, inden han trådte over mod Aldamar. ”Du ser… enestående ud,” sagde han lavmælt, usikker på om han måtte røre, selvom han gerne ville, da han kom tæt nok på Aldamar til faktisk at kunne gøre det. Det var så forbandet svært at holde sig i skindet omkring fyrstesønnen, og det var virkelig først nu det gik op for ham at han blev nødt til det resten af dagen. ”Adena er en heldig kvinde,” sagde han. Måske det lidt mere triste emne kunne holde ham i skindet. Han mente det nu også som det var, selvom han aldrig ville have taget hendes plads. Han ønskede ikke den magt, og slet ikke det ansvar der kom med det. 

Aldamar rettede sig langsomt op igen, da døren klikkede efter at Matt var trådt ud, og den hvide hånd fandt overvejende, jah næsten undrende op til spændet med det indridsede Arys symbol, som han så ofte havde haft på, men vidste at det aldrig havde føltes tungere end det gjorde lige nu. Det var ikke noget nyt, det her havde været undervejs i mange år, men... 
Han fangede dog bevægelsen i spejlet foran ham, da Fabian stilfærdigt nærmede sig bagfra, og et taknemmeligt smil brød langsomt frem. "...." han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige, men værdsatte det dog. 
Den anden konstatering var heller ikke noget han vidste hvordan han skulle forholde sig til, andet end det lille suk der slap over læberne, og Aldamar lænede sig i stedet en smule tilbage, så han kunne følte Fabian's front imod sin ryg. De hvide hænder søgte uden mange ord ned imod hans, for at trække dem ind omkring hans kappeklædte skikkelse, idet at øjnene gled i. 

"Det er mig der er 'den heldige mand', Fabian" mumlede han endelig, og lod de mørkeblå øjne søge hans, igennem spejlets blanke overflade. Se det mente han faktisk. 
Fabian så også enestående ud, selvom det ikke var et ord han havde fået brugt omkring ham da der hele tiden havde været folk - anderledes, men enestående. Det føltes dog ret så ubetydeligt at sige, når man næsten kunne mærke hvordan at han konstant følte sig trukket ind i den blonde mands sfære, og nok ville have ligeså svært ved ikke at søge hen til ham, når han spottede ham til ballet. Han håbede at finde ham et eller andet sted, hen ad aftenen.