Det var dog tydeligt som dagen at hvad Aleksander sagde ikke ligefrem var sandheden. Nok tværtimod, men det var selvfølgelig ikke til fester som disse der nok var mest oplagte til at snakke om hvad der foregik, og Arya kunne næppe tvinge det ud af ham, skulle han ikke ønske at snakke om det.
"Hvis der var noget galt," startede hun ud med at sige, måske mest af alt for at skåne Aleksander, så han ikke følte sig alt for blottet, som hvis hun sagde at der var noget galt. "Så er de hjertens velkommen til at fortælle mig det. Jeg lægger gerne et øre til, og De er altid velkommen til at komme forbi." Helt alene ville de nok aldrig få lov til at være, grundet deres køn og opvækst, men at en af deres betroede tjenere holdt øje med dem, var ikke ligefrem det værste. Arya var lidt for bekendt med at have et manglende privatliv. Der var nu altid en eller anden.
Hun var dog heller ikke sikker på at Aleksander ville ønske at tale med hende om det, men hun håbede da at om ikke andet så fandt han noget trøst i det, hvis der virkelig var noget galt. Det fjerne blik talte i hvert fald om at der lå noget bag hele facaden.

Den lidt nervøs latter der forlod Aleksander synes kun at understrege Aryas formodning, og trods hans tilstand, nåde hendes oprigtige ord tydeligvis ind og rørte noget længere inde. De ufokuserede øjne blev blanke og fugtige, og Aleksander rømmede sig kraftigt, som om han pludseligt havde fået noget der sad fast i halsen. "Der er generøst af Dem frøken" svarede han formelt, som havde han pludselig husket hvor og hvem de var. Men i hans blik var der oprigtig taknemmelighed, og en ikke helt lille mængde af skam.

En sidste rømmen lød fra den unge Isenwald "Men for nu.. så er det vist på høje tid jeg trækker mig tilbage for i aften" indrømmede han, og lød mere sober end han havde på noget andet tidspunkt den aften. "Jeg beklager at have trukket dem med herud, blot for at efterlade dem" undskyldte han, mens han bukkede en anelse vaklende til afsted. "Jeg skal besøge dem ved lejlighed. Det har jeg vist lovet dem en gang for meget til ikke at gøre alvor af det efterhånden" tilføjede han, og som han rettede sig op igen, var der et lille undskyldende smil på hans læber. "Indtil da, må de havde det godt, og forhåbentlig nyde resten af deres aften" ønskede han, inden han gjorde mine til at forlade hende, så vel som festen.

Det var næsten underligt så hurtig som Aleksander ændrede sig, men det var trods alt nemt at påpege at det nok havde noget at gøre med alkohollen i Aleksander der gjorde det. I det mindste virkede det til at han ville trække sig inden han potentielt gjorde noget han ville fortryde.
Aryas blik forblev mildt, med et lille smil om munden. Hun håbede han ville have det bedre næste gang de sås, men hvis ikke, så håbede hun så inderligt at hun kunne hjælpe.

"Det er helt i orden. Det var dejligt med en smule frisk luft," indrømmede Arya, og hun ville også langt hellere at han tog vare på sig selv, og hun kunne sagtens finde tilbage ind til festen. "De må endelig holde løftet. Jeg ville nyde Deres selskab i en mere privat situation." Der kunne det godt være at det føltes lidt mere som om at de blot var to folk, i stedet for alle de øjne der fulgte dem hvor end de bevægede sig hen. "Og i lige måde."
Selv som Aleksander forlod hende, kunne hun dog ikke lade vær med at tænke på hans opførsel. Hun håbede så sandelig at hun fik udredt hvad end der var galt.