Komplimenterne var vidst også disse dage lidt nemmere at få over læberne, og der var Fabian måske blevet lidt blødsøden, og givet dem til Aldamar bare en anelse for ofte. Det var dog svært at lade vær, når han kunne se hvordan Aldamars øjne funklede lidt ekstra, og det sikkert satte samme varme i kroppen på ham, som det også gjorde i Fabians egen.
Læberne mod hans egne var bekendte, og hvor Aldamar kunne smage lidt tobak, var det samme smag Fabian havde. Det var langsomt, men intimt, og hans fingre tog ingen tid for at lade deres fingre flette sammen, som han mærkede at Aldamar ønskede det. Hans anden hånd var dog stadig fanget i at holde i piben.

Deres læber skilte sig, og Fabians øjne gled åbne endnu engang, som han kiggede ind i de bekendte blå øjne. Hans hjerte slog lidt hårdere ved ordene, for selvom de var kvalmende søde, så var de fra Aldamar, og nogle gange havde selv en som Fabian behov for at vide at han var ønsket, især i noget som de havde. Han havde aldrig set sig som en mand der ville værd at elske på den måde. Hvis der var nogen der skulle ødelægge stemningen, så var det dog også absolut Fabian. ”Du får mig jo næsten til at tro, at du kan lide mig,” lød de drillende ord fra skøgens mund, som om at det ikke allerede var en given ting mellem dem. 

De mumlende ord kunne selvfølgelig ikke få lov til at stå alene, og med et lille fnys himlede Aldamar med øjnene, da han - hurtig som altid - formåede at gøre det til noget drillende. Det var til at forvente, og på mange måder.. så var det heller ikke så slemt, at det ikke var godt for noget - Aldamar vidste udmærket hvilken type Fabian var. Og ligeså meget som han værdsatte at det blev sagt, ligeså meget ville han nok aldrig indrømme det. De store følelser, måtte sjældent stå fuldkommen alene. 

Rettende tappede langefingeren imod hans kind et par gange, som han først slap bagefter. "Og du får mig jo næsten til at tro, at du kan li' det" gav han igen af,  og lod hånden falde ned til den fine krave, hvor at han kunne se halskædens kæde glimte inde bagved, dog relativt godt skjult af stoffet. Synes fik Aldamar's smil til at vokse en smule mere. "Hmm.. er der nogle som har kommenteret på den?" spurgt med et blik der gled opad, og han møvede fingeren ind for at kunne trække kæden fri så den kunne falde ned over det tilknappede bryst, den blå glassten funklende i de oplyste områder. Han håbede ikke... han havde ikke overvejet videre, hvordan at det kunne forekomme en anelse suspekt at skøgen pludselig havde et nyt smykke, af en helt anden kvalitet end det han normalt bar. Men han lagde mærke til, hvordan at han ikke havde taget den anden halskæde på, i hvert fald for i aften. 
Den var også urimelig grov. Fyrstesønnen gjorde ikke meget for at komme nogle andre steder hen, så godt inde i Fabian's sfære som han var, omend blikket kortvarigt gled ned på piben. Måtte han? 

Det var svært for Fabian at være i de store følelser, det kunne han ikke benægte. I en hverdag hvor det var nemmere ikke at lægge for meget vægt på de ting, der var det svært at grave dem frem. Derfor havde han nok også en tilbøjelighed til faktisk at gøre lidt af en vittighed ud af det hele, så det bare ikke ramte helt så hårdt. Han håbede at Aldamar stadig godt vidste hvad der lå bag alle ordene. ”Kun næsten,” lød det kække svar endnu engang, selvom han virkelig godt kunne lide det. Han holdt af at føle sig elsket i det regi han nu engang kunne klare at være i.

Da samtalen, og hånden, faldt ned på halskæden, kiggede Fabian også ned, inden hans øjne fangede Aldamars. ”Et par gange,” indrømmede han, men gjorde ikke meget for faktisk at uddybe hvem der havde spurgte, hvorfor, og ikke mindst hvad han havde svaret.
Piben blev dog rakt op til Aldamar så han kunne tage den tilbage igen. Han havde godt nok mest af alt lyst til at hive Aldamar helt over til sig, så de ville være nærmest limet op af hinanden, men for nu måtte han nøjes med den stille nusning over hånden, og det blide blik. 

Piben blev taget imod, og så Aldamar med en mere tilfreds mine kunne tage nogle sug af den. Både så tobakken ikke helt gik ud, men også for den ro der skyllede ind over ham med røgen, som i sin krydrede duft gjorde det ekstra tillokkende for ham bare at... være i det. 
Være i nærværet, som både kunne få hårene på armene til at rejse sig i velvære, imens det en helt anden dag, kunne få temperaturen i kroppen til at stige - den her gang af lyst eller glæde. Være så meget i det, så da han slap kæden og lod smykket falde tilbage, greb hånden i stedet Fabian's igen for fraværende at lade fingrene kærtegne mandens knæ. 
"Hmm..." Da han talte, var det at røg bølgede ud af munden og Aldamar pustede med en lille, næsten selvfed skuldertrækning ud, og lagde piben fra sig. "... det var nok forventet.."

Med den anden hånd også fri, var det at Aldamar nu lod den krybe over armen, op imod skulderen og gribe fat der. Det gjorde det nemmere for ham at holde balancen, da han endelig rejste sig, for at komme nærmere Fabian - så nært som han næsten hele tiden havde villet være, og samtidigt kunne se at Fabian måske også håbede på. 
Den anden hånd fulgte med - lagde sig fladt imod brystlommen på hans skjort, og skubbede ham blidt tilbage, så hans ryg ville ramme ryglænet og gøre mere plads. Det gjorde at han selv kunne læne knæene imod den bløde sofaunderdel, men Aldamar satte sig ikke som sådan - ikke endnu - men lod i stedet den ekstra højde over skøgen arbejde for ham; hånden over skulderen fandt i stedet vej til hans hage, og vippede den op til det tilfredse grin der prydede Aldamar's ansigt. "Så længe de ikke prøver at løbe afsted med den, så er jeg tilfreds" hvad det skabte af følelser hos hans kunder, se det kunne han ikke vide. 
Men det ville ikke være en god dag, for hvem end der prøvede at stjæle smykket fra Fabian. Han vidste ikke hvad han ville gøre, om det skete, men han vidste at han ville gøre noget. 

Havde Aldamar spurgte, så havde han jo nok fået et svar på hvad Fabian havde sagt, men Fabian var nu ligeså interesseret i bare at droppe det. Hans eget svar havde ikke været så interessant, og det vigtige var vel også bare at han gik med den, også selvom det havde føltes lidt mærkeligt de første par dage. Han var stadig ikke helt sikker på at stilen passede til ham, men det var lidt et minde om Aldamar i hverdagen, en tanke der fik Fabian til at føle sig alt for sentimental og romantisk.

Han lod sig skubbe tilbage i sofaen, og hans øjne fangede Aldamars, som man næsten kunne se hvordan skøgens krop vibrerede efter at Aldamar kom nærmere. Hans hænder fandt Aldamars hofter, og øjnene så spørgende ud, som hans hoved blev tiltet tilbage, selvom han ikke strittede imod.
Et smørret smil gled over læberne ved ordene der kom fra Aldamar. ”Det ville jeg da ikke lade dem gøre,” sagde han, selvom der var en hvis seriøsitet i det. Reaktionen fra Fabian, da han havde fået det, var ganske ægte, og han kunne slet ikke få sig selv til at tænke hvordan hans reaktion ville være, hvis han også mistede det igen. Den havde noget symbolsk med sig, hvad var han ikke klar over med sig selv endnu, og så var den bare dyrebar. Nok ikke så dyrebar som så meget andet Aldamar kunne give ham, men dyrebar. 

Fyrstesønnen smilede en kende mere tilfreds - hvis det da var muligt - og bukkede sig fornøjet ned for at lade endnu et kys følge med det første der var kommet. Godt holdt på plads ved hofterne, så nu med mulighed for at lade de hvide hænder finde vej ind omkring begge hans kinder; der var et svært smil af tilfredshed liggende bagved kysset.

Og det kom først ordentligt til syne da kysset blev brudt, og Aldamar - stadigvæk med øjnene lukket og panden lænet ind imod hans, trak vejret lidt dybere. En anelse mere overfladisk. 
I mindre sprækker var det at de gled en anelse op, og man kunne ikke lade være med at hører hvordan at Aldamar fniste en anelse, idet at han rystede på hovedet over sig selv. Det ville han ikke lade dem gøre? Se det var en ordlyd Aldamar kunne forholde sig til, selvom det ikke var et smykke det handlede om når han tænkte det. "Åh... det... jah" Jah, sagt opgivende - fordi han vidste godt at han ikke ville stoppe, selvom erkendelserne lurede i baggrunden. Erkendelserne om at det måske var en gråzone af etik at bevæge sig ind på, når hans tanker faldt på absurditeten i den fremtid der lå dem for dagen. 
Han ville om ikke så længe, skulle stå foran en Isari præstinde - og ikke bare en præstinde, men den ypperste af dem - og love sig hen til et liv med Adena. 
Men stående med hænderne omkring ham nu, vidste de begge to, nej, alle tre at det ikke ville komme til at ske. Det var fjollet, det var absurd. Det var sådan det var, og Aldamar's ene hånd gled ned til kraveåbningen og pillede en anelse ved knapperne. Han var så... pakket ind. "Du var også ganske fin sidst jeg så dig. Jeg tror aldrig at jeg har set dig danse sådan" kunne han ikke lade være med at skifte emne til, selvom tankerne stadigvæk luskede omkring i baghovedet. En anden snak, til en anden dag. 

Duften af Aldamar var næsten overvældende når han var så tæt på, men Fabian kunne ikke stoppe sig selv fra bare at tage en dybere indånding, nu når han havde den anden mand så tæt på sig. Det føltes så uretfærdigt godt. Hans fingre kunne endnu ikke finde vej ind til den bløde hud han vidste lå under stoffet, men for nu var det her nok.
Hans læber spredte sig ud i et drillende smil, som han hørte Aldamar ikke have noget kækt at have tilbage at sige omkring halskæden. Det var lidt sødt, og de blågrønne øjne kunne ikke lade vær med at kigge betaget op på prinsen.

Det var næsten et lidt mere flovt smil der erstattede det drillende, da Aldamar pointerede deres sidste møde. Fabian blev i hvert fald lige nødt til at kigge væk kort, før han kunne møde Aldamars øjne igen. Det var ikke sådan han havde forudset sin arbejdsdag gå, men han havde ikke haft så meget imod det. ”Du har vel aldrig rigtig spurgt,” sagde han drillende, også selvom han blev nødt til at være en kvinde en betydelig del af tiden, desværre. Heldigvis var det jo normen at sørge for at gommen lige fik en privat opvisning, især når man tænkte på at en kvinde ikke ligefrem gjorde meget for Aldamar. 

Først undrende, og så lige bagefter morende var det at Aldamar's blik lyste en anelse op, da han fornemmede at Fabian en kende flovt drejede ansigtet væk fra ham, og gemte de blå-grønne øjne - bare lige lidt. Hvad var nu det? Havde han kigget væk i længere tid, havde Aldamar i den grad været tilbøjelig til lige at prikke nysgerrigt til det emne, men da han kiggede tilbage, var det med et svar på tungen. 
Fyrstesønnen fik endelig den ene knap åbnet, og lod hånden glide ned imod den næste, med den anden i gang med at kærtegne mandens hals i en mere fraværende nussen. 
Han havde aldrig rigtig spurgt? Det ene øjenbryn gled skeptisk op, ikke langt nok op til at erstatte det drillende smil - men langt nok til at han viste at han i hvert fald ikke regnede med at det var det eneste, og han satte sig en anelse længere ned. Mere i øjenhøjde, så at sige. "Åh hold op... skal man specifikt spørge, for at få alle hemmeligheder ud af dig?" kom det drilskt fra ham. 

Måske en anelse dobbeltmoralsk, givet hvor godt man skulle grave for at få hemmeligheder ud af Aldamar selv - men det var ikke ham de snakkede om, lige nu. 
Endnu en knap kom fri fra sit besnærende fængsel, og de hvide fingre fulgte med fraværende fornøjelse det bånd der var bundet ind under kraven, så det også kunne løsne sig en anelse. Han havde ikke travlt, han tog sig ganske god tid med det.

Det var ikke fordi Fabian var flov over hvad han gjorde af arbejde, han holdt trods alt ganske meget af det, men alligevel havde det været en overraskelse for ham, og han var ikke helt sikker på at han selv frivillig ville have givet den information videre til Aldamar, havde det ikke været fordi at det tydeligvis var kommet op. Det var svært at benægte at det var ham, når han blot havde været i sin kvindelige skikkelse, som Aldamar kendte til.

Hans fingre var begyndt at forsøge at komme under den mærkelige trøje-kappe Aldamar besad, selvom der var lidt stof at grave i, for at komme nær det han havde håbet på at finde under det hele. ”Nogle gange, så ja,” lød de drillende ord fra Fabian, selvom han vel mente at han havde delt et par hemmeligheder, uden at Aldamar havde behøvet at spøge ham om dem. Der var dog stadig mange han ikke havde nævnt, ikke at han følte sig som en hemmelighedsfuld person. Næsten som vidste Fabian også at der gemte sig mere under fyrstesønnens egen overflade, rettede han også ordene mod ham. ”Så er det jo godt at du ikke går og gemmer på hemmeligheder vel?” Tonen var heldigvis stadig drillende, for guderne måtte vide hvor hemmelighedsfuld Aldamar kunne være. Det generede ham for det meste ikke så meget, og langt størstedelen af hemmelighederne, var vidst også mere noget han skulle udvise udadtil. 

Så er det jo godt at du ikke går og gemmer på hemmeligheder vel? Næsten som ordene forlod hans mund, var det at skøgens fingre strejfede over noget af det... undertøj Aldamar havde valgt sig for aftenen, og en lavmælt brummen af indespærret latter kom fra ham, som han lænede sig en anelse tættere ind til ham. Den løse skjorte og den tilhørende lidt varmere cardigan, havde skam tjent sit formål og vidste han ikke bedre ville det ikke være noget Fabian som sådan ville have lagt mærke til. 
Ikke før nu. 

Og i sekundet efter, var det også sådan at han selv fik løsnet det fine bånd der var om hans hals, en for for fin klud som skulle ligge imellem skjortens åbninger, og han trak den med lyden af silke imod stof, fri fra skøgen. "Det kunne jeg da aldrig drømme om" sagt med en så morende kant af ironi, at alle - selv dem der kendte ham perifert - ville påpege at hans reserverede ydre ofte sendte de tanker igennem de fleste. 
Men han kunne ikke gøre for det. Et afkast af den opvækst man havde haft omkring sig; hvis der var nogle der forstod sig på at pille de hemmelighedsfulde lag af ham, var det trods alt Fabian. 
Aldamar sukkede en anelse tilfreds, da han fornemmede skjortens stof løsne sig fra bukser og bælte, og lod sine egne hænder glide ind omkring nakken og ned af knapperne for at åbne en til. Den ene nussende omkring det kortere hår, og den anden målrettet i sine bevægelser om at få løsnet op for noget af alt det som han havde på. 

Det var et interesseret blik der blev sendt i Aldamars retning, da hans fingre mærkede undertøjet der var lidt mere omstændigt, end hvad der ellers var normen. Han vidste dog også godt at de havde det måske til at være lidt storslået når det kom til underbeklædningerne, også selvom Fabian ikke havde iført sig noget lignende, næsten en skam når Aldamar havde gjort det. Heldigvis var det øjenguf for dem begge, også selvom det mere var Aldamars end Fabians interesse.

Hans egne hænder var også efterhånden på langfart, nu når Aldamar også gjorde sit for at få Fabian ud af sit tøj, så havde Fabian også lidt lyst til at hjælpe Aldamar lidt af med sit eget, også selvom hans ene hånd forblev under trøjen, for at mærke linjerne undertøjet lavede. ”Mmmh… det tænkte jeg nok også,” sagde han, og rystede kort på hovedet, selvom han nu havde sine tvivl, men han behøvede ikke at vide alt. Nogle ting var bedre ikke at snakke om, og gøre dem deprimeret omkring.
Hans ene hånd sneg sig dog ud, for at begynde at knappe trøjen op som Aldamar havde i. Dog med kun en hånd, så var han heller ikke helt så hurtig som han normalvis var, og slet ikke fordi stoffet var lidt løsere. Travlt havde de vel heller ikke. 

Da Aldamar nåede til et punkt hvor at han kunne konkludedere at det primært var ham selv der var klædt på sådan for aftenen, såh... var det ikke skuffelse der skyllede gennem ham. Overhovedet ikke. Det var at forvente, nu hvor at det alligevel ham der var i besiddelse af det, og et eller andet sted, havde det nok været en smule bekymrende, om Fabian havde fået det tilsendt med sit tøj. Så havde nogle været nede og rode hvor de ikke skulle. Det interesserede blik blev derfor mødt af et mere fornøjet smil, og han vippede hovedet spørgende på skrå. "Falder nogle af hemmelighederne dog i god jord?" han kunne ikke lade være med at spørge en anelse leende. 
Det betød kun at der var mere hud for ham, og i takt med at Fabian åbnede hans trøje en anelse, holdt Aldamar sig et par knapper foran, i det overraskende rolige tempo. 

Overraskende, da man måske kunne forvente sit omkring dem - men processen var en stor del af det. Processen der satte de rolige bevægelser førhen de hektiske; han var ikke meget i tvivl om at det nok skulle komme dertil, også. 

Med endnu en knap løsnet, kunne Aldamar skubbe noget af stoffet til side, og lod den ene hånd forsvinde ind under stoffet for at kærtegne det bløde skind indenunder. Henover brystmusklen og ned langs siden af ribbenene, og men ikke helt hen til ryggen. Det var der ikke plads til endnu, så 'skuffet' måtte de glide tilbage til knapperne for at fortsætte med dem. Det var nu også et ganske godt syn, desto mere af overkroppen som kom til syne. 

Ligeså stille blev knapperne åbnet, og ligeså stille kunne Fabian se mere af hvad der var gemt under tøjet. Hvor lang tid mon Aldamar havde haft det på inden han kom? Det kunne blot have været minutter, ligeså vel som det kunne have været timer, hvis han havde været utålmodig. Det var dog noget Fabian selv fint kunne fantasere om, som trøjen endelig faldt helt åben, og begge hans hænder nu kunne udforske snorene der sad strammet om ham.

Hans øjne gled op for at møde Aldamars med et selvsikkert smil på læberne. ”I den grad.” De kunne havde snakket om alt hvad de havde delt med hinanden, men den bedste af hemmelighederne lige nu, var det faktum at han ikke havde vidst at Aldamar havde klædt sig på til mødet. Han burde vel næsten have forventet det, når nu han ikke sad i sit normale tøj, som indikerede at han havde travlt, men det var vel nemt at glemme.
Hans hænder stoppede dog endelig deres udforskning, for at tage fat i trøjen, og så forsøge at hive den af, så han kunne se Aldamars overkrop i alt sin skønhed. De blågrønne øjne var allerede ved at blive lidt mørkere, og mest af alt havde han lyst til at tage den anden mand, helt som han ønskede det. Nogle gange kunne han blive overrasket over sin egen mådeholdenhed. 

Det var så absolut ingen hemmelighed, at Aldamar virkelig brød sig om alt hvad Fabian præsenterede. Fra holdning, til fysik, til smil - det havde bare en... meget specifik indflydelse på ham, så når han kunne få det samme frem i Fabian...
... så var det ganske tilfredsstillende at være Aldamar. Han kunne nogle gange blive overrasket over det, også selvom han efterhånden vidste at han ikke behøvede at være det. Men det tilfredse udtryk over den anden mand, jah måden han lod fingrene glide over de skiftevis tynde og tykkere snore; det var alt sammen noget der sendte en lille gysen igennem den mørkhårede prins, der endelig også havde fået åbnet ordentligt op for hvad der sad foran ham. 

Fingrene lagde sig fladt imod det blottede bryst, men nåede ikke meget længere idet at Fabian prøvede at hive trøjen af ham. Og han lod ham skam - den fik lov til at lande et eller andet sted i værelset - det var ikke videre vigtigt hvor.
Da de endelig fandt tilbage imod den solbrune hud, var de heller ikke helt sene til at krænge noget af mandens trøje ned over hans albuer, imens han selv lænede sig ind til et noget dybere og mere motiveret kys - Aldamar's krop trykkede sig i det også en mere ind til Fabian's, med endnu en tilfreds sitren over varmen han blev mødt med, og de bløde fingre gled ned over hans ryg for selv at skubbe ham nærmere i det. 

Aldamars krop buede så fint, som de dybere kys begyndte, og var han ikke selv i gang med krænge sin skjorte af, nu når Aldamar ønskede det, så ville hans arme være mod den svajende ryg over ham.
Skjorten blev rystet af sig, og endte også et ligeså vilkårligt sted på gulvet, som Aldamars egen var endt, inden hans fingre fandt Aldamars ryg og hev ham bare lige lidt tættere på sig, mens hans læber  udforskede de kendte læber fra Aldamar.
Det var dog ikke alt for længe det varede ved, som Fabians læber begyndte at bevæge sig ned af Aldamars hals, og nappede lidt, som det bevægede sig ned. Hele hans krop summede af spænding og begejstring, og til trods for at det ikke engang havde været en uge siden at han sidst havde set Aladmar, så følte han sig næsten længselsfuld omkring det.

De blågrønne øjne gled kortvarigt op for at kigge på Aldamars ansigt igen, inden hans hænder fandt sig til rette ved Aldamars røv, og i en hurtig bevægelse flyttede han Aldamar ned på sofaen, så han kunne presse ham ned i den, med Fabians egen krop over sig. Han var alt for fin i sit nuværende tøj, selvom bukserne nok også skulle smides snart, så Fabian kunne se det hele. 

Kysset blev brudt, men kun for at kunne glide længere ned over Arysprinsens hals i små, tilfredse nap, som ikke gjorde det forfærdelig let at forblive helt stille. Hverken fysisk eller verbalt, Aldamar's lidt tungere udånding vidnede om den elektriske fornøjelse de overvejende dominerende kys bragte med sig, og lige som han nåede at tænke den tanke, var det at Fabian skævede op...
... og vendte dem omkring. 

At kalde ham overrasket, se det ville ikke være forkert - men det var en positiv overraskelse, når Aldamar følte vægten over sig og med søgende fingre lod dem følge musklerne der tegnede sig over hans fine ryg. Hovedet bukkedes også en anelse sagligt tilbage. Se det hele var skam var rimelig godt givet ud når man stod på den modtagende side af de kys og berøringer der fulgte med - det var en helt anden form for afhængighed, end den man ellers troede folk ville blive tilbøjelige til at opsøge. Men Aldamar sad godt fast i det, når han så tilfreds krøllede det ene ben om Fabian's, og med et dæmpet lille 'hiss' af luft trukket ind imellem tænderne, følte hans læber imod huden igen. 
Det var ikke kun skøgens krop der summede eller sitrede. 

Så han sig selv udefra, var det ikke engang sikkert at Aldamar ville skamme sig så ligeså meget, eller ligeså let, som han havde været tilbøjelig til i starten. Meget var smeltet væk under de kyndige hænder fra Fabian, og den ene af Aldamar's listede sig op imod det blonde hår, for at begrave sig i det med et tilfreds suk af nydelse. 

Fabian følte sig nødsaget til at trække sig væk, i hvert fald kortvarigt. Ikke fordi han ikke kunne lide hvad de lavede, men han havde bare behov for at se synet. Hvordan krøllerne var over det hele  ved Aldamars hoved, og hvordan de mørke snore blot virkede til at markere den lyse hud endnu bedre under det. Han var noget af et syn, og var Fabian ikke drevet af noget mere instinktivt, så ville han ikke have haft noget imod at forsætte med at stirre på den flotte mand.

”Du er så smuk,” hviskede han, inden han lod kyssene komme tilbage og føre længere ned, mest så han også selv kunne rykke sig lidt. Han havde trods alt en mening med det.
Hans fingre fandt bukserne, som han snørede op, blot så han lidt insisterende kunne begynde at hive i dem for at få dem af Aldamar.
Når han endelig havde fået dem af, så ville han dog rykke sig op, så han kunne forsætte med at tilbede kroppen under ham, som han bedst vidste hvordan man kunne gøre. Han ville i hvert fald gerne have at Aldamar følte sig elsket på denne her måde, også selvom ønsket hev lidt i ham. Især som underdelen, og ikke kun overdelen var kommet til syne for ham. 

Øjnene gled en anelse op da Fabian for en kort stund trak sig, og selvom man ikke kunne betragte sig selv, så havde Aldamar en ganske god idé om hvad han så. Fordi Aldamar var i forvejen en skikkelse af kontraster - krøllet, ravnsort hår imod hvidlig sart hud, og han vidste at de mørke striber over hans krop var lavet til specifikt at favne den så godt som muligt, lede blikket hen de rigtige steder. Modsat Fabian, var han dog aldrig en der kun nød når andre betragtede ham, og han kunne fornemme hvordan at varmen skød op, når han følte hans blik over kroppen. Det var meget... stirrende.
Men han stoppede heldigvis inden at han rettende ville have trukket ham ned igen, og med et lille fnys var det at Aldamar's øjne gled i igen. "Det ved jeg" kom det spagt fra ham, en kende åndeløst og med en fornøjet kant bagved sig. Et svar man vel havde samlet op et sted fra. 

Skråsikkerheden svandt dog lidt ind da Fabian bevægede sig længere ned - svandt ind til en mere dæmpet brummen af nydelse, og han løftede sig en kende da han mærkede den insisterende hiven i bukserne. Så hurtig. Ikke at han havde noget imod det, fordi så snart at de også var fjernet, var det at Fabian's dygtige læber, jah de rutinerede hænder fandt vej ham igen. Og de fik en lidt tungere vejrtrækning frem i Arysprinsen, som med ikke et, ikke to, men flere små tilfredse lyde, ikke kunne lade være med at signalerer at det var godt. 
Godt nok til at han søgende trykkede sig en anelse op imod den større krop, og ligeså søgende, åbnede øjnene en anelse igen, for at fange de blå-grønne øjne. En frydefuld lille susen da han så hvor mørke de var blevet, og Aldamar's hænder gled en anelse ned af ryggen i en pirrende snert af negle.
Og den ene gled måske også en anelse længere ned, for legende at pille ved buksekanten omkring hans hofte. 

En anden ting der var god ved den hvidlige hud Aldamar besad, var at det var så tydeligt når han rødmede. Som blikket fra Fabian gled op igen, kunne han så nemt se de rødlige kinder, og han vidste at resten af kroppen også ville blive mere rød med tiden, som varmen ville skyde igennem ham. Han kunne godt lide at se hvordan hans berøringer satte nærmest flammer i gang i Aldamar. Hvilket også var grunden til at han tog sig god tid, som hans læber bevægede sig op af den smukke krop endnu engang, i mellem alle snorene, og så Aldamar var sikker på at han blev værdsat.

Den tungere vejrtrækning vidnede kun om at Fabian gjorde noget rigtig her, især som han også mærkede neglene, Aldamar vidste trods alt godt hvad han kunne lide. Hans læber stoppede op ved brystet, som han brugte lidt længere tid på, i håb om at få afsat et mærke på den lyse hud, inden han endelig lod læberne danse resten af vejen op igen for at fange Aldamar læber i et dybt kys.
Ønskede Aldamar at få hevet Fabians bukser af, så måtte han nu arbejde lidt mere for det, især fordi Fabian ikke havde noget under det, så når bukserne først var væk, så var der trods alt adgang til det hele. Begejstringen ville dog ikke være svær at mærke skulle Aldamar ønske at gå længere ned med sine hænder, og at stoppe Aldamar var det sidste Fabian ønskede. 

Så snart det kom under kraven, så var Aldamar noget så ligeglad med hvilke mærker Fabian ville sætte, og også hvor de var. Bryst, mave, kraveben - hvad end han valgte, fik en genkendelig rislen til at glide igennem den varme krop, og spredte sin varme som et ekstra lille mærke af hvor godt det føltes, når han forlod det. Der var også noget ganske fornøjeligt i at finde dem senere når de var færdige, og hænderne trykkede ham kun tættere i den omfavnelse - åh hvor måtte han gerne - indtil at han valgte at bevæge sig op igen til et kys. 
Kysset fik Aldamar's ellers legende hånd til kortvarigt at slippe buksekanten, som det tog pusten en kende fra ham og gjorde hans greb slapt og kraftløst. Men da han fik vejret og følingen tilbage i den igen, var det med fornyet interesse at den greb fat, for at møve det en anelse længere ned om hans hofte. 

Det var ikke helt forkert, at Fabian's berøringer satte ild til kroppen - og det på den bedst tænkelige måde. Da det gik op for ham at han ikke havde lange nok arme til at lirke dem ordentligt ned, var det at Aldamar's mørke øjne grådigt slog op i hans, og han forsøgte med et mere styrende greb at vende ham en anelse i sofaen med hænder på både hofte og skulder som støtte. Kunne han? Skøgen føltes tung. Ikke for tung, bevares, men der var en vis vægt til hans bevægelser, som gjorde det ligeså tillokkende at blive liggende som de var. Om han så ikke fik lov, ville hånden alligevel søge længere ned i en søgende bevægelse imod underlivet. Så måtte det bare være udenpå tøjet.