Han kom med et lille samtykkende brum og blikket gled langsomt på Yorkgu. Hvis alle folk var lige så åbensindede som ham, så ville verden være et bedre sted. Så mange ville have godt af at blive accepteret som de var. Krusk var den første der havde vist ham at han ikke var et nødvendigt monster. Hans bror havde vist ham at han godt kunne tillade sig at træde sine egne spor. Der ville være lang tid inden han ville være lige så god til det, som Krusk var. Den mand var imponerende god til at drømme om intet. Hvis bare Verthag kunne det samme.

Hans tankestrøm blev afbrudt af et voldsomt klask på disken. Han fortrak ikke en mine udover et meget blidt ryk, kun de mest opmærksomme ville lægge mærke til, som tegn på hans forskrækkelse. En af de ting han havde lært at undertrykke. Han kunne ikke vise frygt for de vrede sjæle. 
"Vi lever," samtykkede Verthag monotont. 
Der var intet ved ham som virkede begejstret, men Yorkgu kendte ham nok længe nok til at vide at Verthag var mere optimistisk end han havde været før i tiden. 

Verthag tog det nu lidt tommere krus op og tømte resten i et drag.
"Det var som altid en fornøjelse at snakke med dig. Jeg må hellere se om Krusk er tilbage i dag. Han kunne godt bruge et ordentligt måltid mad. Jeg synes han ser lidt mager ud for tiden. Måske er det hans diæt som kat der ikke rigtig er god nok til ham."
Hans tone var som altid monoton og langsom. I det mindste talte han ikke længere kun i noget der næsten mindede om en hvisken. 
Han rejste sig fra stolen og nikkede kort til Yorkgu som afsked, inden han trådt ud af Yorkgus kro, og ud på den kolde vintergade igen.

Det kunne altid overraske Yorkgu, hvor forskellige orkbrødrene var. Verthag og Krusk var meget vel brødre, men de mindede virkelig ikke om hinanden. Især personligheden var anderledes, men også deres udseende var forskelligt. Men brødre det var de. Det kunne tydeligt mærkes, når de var sammen. Så selv med deres forskelle tøvede Yorkgu ikke eller stillede spørgsmål til deres slægtskab. Plus, man behøvede heller ikke dele blod for at være brødre.
"Så sandt, så sandt." medgav Yorkgu til sidst, omend det var en udstrækning af det punktum, de nok burde have sat på dette samtaleemne.

Faktisk burde de nok sætte et punktum på hele samtalen. Yorkgu havde nogle ting og ærinder at gøre, skønt det nu var hyggeligt med en sladder til tider. Derfor nikkede krofatter da også kun, da Verthag selv slugte resten af sin øl og gjorde sit exit. "Tak for besøget, Verthag. Hils Krusk og tag ham da med næste gang. Første omgang er på mig der." sagde Yorkgu med et tydeligt smil på læberne om katte-kommentaren. Ja, Kusk var ikke just hemmelighedsfuld med hans kattedyrsevne. Der havde Yorkgu ingen grund til bekymring. Han havde ingen magiske evner at udnytte, men han havde overlevet indtil nu fint uden, så han behøvede nu ikke havde noget magisk. Stridsøksen var evne nok for ham. 
En hånd blev løftet vinkende mod Verthag, som der nu kun var én ork tilbage på kroen. Kort efter vendte Yorkgu mod en af de nærmeste krogængere, der endnu manglede noget at drikke. Det kunne man jo ikke have på en kro!