"Godt. Tre indåndinger til, og så bør din krop kunne kæmpe mod resten selv. Fem indåndinger, hvis du føler dig for svag til at komme på benene," sagde Rhaya og lod kluden blive, hvor den var ud for hans ansigt. 
Hun forholdt sig rolig og stille, mens han tog de indledende åndedræt og fik røgen tvunget ud af lungerne. Hun vidste, hvor ubehgaeligt, det var - hun havde trods alt selv gjort det sammen med de andre ild-dykkere, før hun var taget herhen, og hun vidste, alle slaverne, de havde reddet, skulle igennem samme, trælse forløb. Men der var ingen vej uden om. Medmindre man foretrak at dø langsomt. 
"Hvad angår dit ... forslag ..." fortsatte Rhaya lidt efter. "Så er det ikke helt godt nok. Hvis du ikke har luret det endnu, er jeg ligesom lidt ude på at fjerne jeres små fine syndebukke. Så aftalen er," Hun lagde så meget tryk på det som muligt - det her skulle ikke være til forhandling. "At branden opstod, fordi Vargas ikke har vedligeholdt sin slavehandel godt nok. De slaver, der mangler, er omkommet i ilden, og alle økonomiske udestående falder tilbage på Vargas og hans folk. Ingen syndebukke. Ikke udover Vargas."
Måden, hun nærmest spyttede hans navn ud på, gjorde det pinligt tydeligt, hvor meget hun hadede den dæmonmand. Hvor meget hun stadig håbede, han var brændt op i sit eget hjem, mens han så hele sit virke forsvinde rundt om sig.

De limegrønne øjne prøvede at være fikseret på elverkvinden, men som Jontar fortsatte med at trække vejret ind igennem kluden, kunne prinsen ikke lade være med at skære en grimasse. Hvis dette hjalp, hvorfor var det så ubehageligt? Prøvede denne kvinde virkelig at redde ham eller bare forgifte ham endnu mere, end røgen allerede havde? Men hvilke andre muligheder havde Jontar? Han hadede det. Han hadede ikke at være i kontrol. Han hadede at være i andres nåde og lige nu, var han i hendes nåde. Hænderne var bundet sammen, så selv hjælpen skulle han gøre som en baby, der skulle fodres af deres mor.
Fire indåndinger blev taget. En mere for en sikkerheds skyld, men ikke den mængde, hun beskrev for de svage. Han var ikke svag. Han var en fyrstesøn. Han var en Kazimi. Han var ikke svag.

Jontar lyttede til hendes modsvar. At hun turde stille krav. Meget vel var han bagbundet som en værre slave, men at denne kvinde havde frækheden til at stille sine egne krav var over grænsen. Og dette kunne tydeligt ses på Jontars rystende hoved. Han var lettere arrig over den manglende kontrol og den manglende respekt fra hende. "Jeg kan se i fingre med de løsslupne slaver," erklærede Jontar, som for at møde hende på halvvejen. Sandheden var, at ikke mange af hans slaver var blevet sluppet fri. Det var heldigt for ham, at de havde solgt en god del den seneste tid. Og trykket blev lagt tydeligt, så Jontar nok skulle se igennem fingrene med det. Men hvis andre slavehandlere ekspederede efterspillet og ikke fandt nok forbrændte lig, kunne prinsen jo ikke gøre noget mod det. Eller han ville i hvert fald ikke. "Hvad angår Vargas, kan jeg ikke lade ham være skyldneren. Brandstiftere er en bred vifte. Jeg behøver nødvendigvis ikke komme med et ansigt eller navn, men jeg nægter at bringe dårlig omtale til Vargas." At kvinden havde udtrykt markedets ejer med spydighed, kom ikke bag på Jontar. Hun var ikke glad for slavemarkedet, så ejeren var næppe favorit personen. Men Jontar følte, der lå mere bag. Noget personligt. Og selvom han var bagbundet og den underdanige af de to, var ansigtet en anelse smørret af nysgerrighed. Dog vidste fyrstesønnen bedre end at spørge direkte. I hvert fald for nu.

"Så hold din fine lille mund lukket med hvad du ved, ikke prinsedreng?" gav Rhaya igen og fjernede kluden, for han var tydeligvis færdig med at gøre, som hun sagde. Så måtte hun håbe på, han havde taget nok indåndinger af de helbredende olier. Hun kunne dog ikke lige dy sig fra at tørre noget savl af hans hage med kluden, inden hun trak sig - som for at understrege, hvor lidt han var i en forhandlingsposition. "Hvis jeg får nys om, at du siger noget som helst om brandstiftelse, skal jeg love dig for, vi hiver dig ind igen. Jeg har ører flere steder end du bryder dig om, og der er sikkert en masse slaver, der gerne ser dig smidt for deres fødder."
Rhaya rejste sig og gik hen til en skål, hvor hun smed de to klude fra sig. Der var ikke så meget andet i rummet. Det var det eneste intakte rum i en ellers sammenfalden bygning, som lå for dårligt til at blive repareret og for ensomt til at nogen endnu havde gjort krav på den for at bygge noget nyt op. Det perfekte midlertidige skjulested for skumle typer som Rhaya og hendes folk. De ville ikke komme tilbage til det nu, dog, for Kazimiknægten ville kunne genkende det, men det gjorde ikke så meget. Slaverne var godt gemt væk et andet sted, indtil de kunne komme på benene og blive hjulpet ud i verden igen som frie borgere. 
"Jeg skal nok stå for den dårlige omtale af Vargas," fortsatte hun med ryggen til. "Du skal bare lade være med at modsige den, ikke dengse?"

Hvis limegrøn nogensinde kunne blive en farlig farve, ville det gøre nu. For som elverkvinden valgte at tørre den lille mængde salv, Jontar havde på hagen, kiggede han arrigt på hende. Hun fik ham til at føle sig som en lille og hjælpeløs baby! Hvis ikke hænderne var bundet på ryggen, ville prinsen uden tvivl have ladet sin hånd hvile på kvinden for at suge al energien ud af hende, så han kunne hive hende til autoriteterne, men ak, det kunne han ikke. Derfor måtte hende vise hendes overlegenhed i situation - om han brød sig om det eller ej.
"Glem nu ikke, hvem min far er. Hvad du har af ører, har han tifold af. Hvis ikke mere." Jontar kunne ikke dy sig for at komme med kommentaren om farens mange spioner. Og det fik sågar et syrligt smil frem på læberne. Desuden var fyrstesønnen nok næppe den første slaveejer, slaver ønskede for deres fødder. Prinsen kendte langt værre ejere end ham. Jovist, var han hård, når hårdhed krævede, men han var ikke unødvendig voldelig. 
Kort kiggede han rundt i rummet, de var i. Der var ingenting herinde og det lignede noget, der allerede havde været offer for flammerne. I skjul for andre for nu. "Det er din begravelse, elver. Vargas tager intet let. Nedbrænding af markedet, fornærmelse mod hans navn. Han vil se dit hoved uden din krop." Jontar snakkede til hendes ryg, men han havde en plan med sine ord. Hun havde tydeligt virket personlig ved Vargas' navn. Derfor tirrede han med markedsejeren. Hvor stor han var. Hvordan dette ikke stoppede ham. Desuden var det en måde at prøve at tage en form for kontrol tilbage. Hvis elverkvinden vendte sig rundt med et vredt ansigt, ville Jontar vide, at han havde ramt en nerve. Og bare det at trykke på en nerve kunne være startskuddet for at få kontrollen tilbage. Tilbage til ham, hvor den hørte hjemme hos. Ikke hende, men ham.

Rhaya stoppede umærkeligt - bare et enkelt øjeblik ved knægtens ord. Fyrst Kazimi... Ører. Se hér var noget, Rhaya ikke vidste. Nok holdt hun sig opdateret, men det var dælme begrænset, hvor meget opdateret, man kunne være, når man kun havde slaver at rutte med. Måske skulle hun holde lidt på ham her... Finde ud af, hvor meget han havde i sinde at fortælle. 
De næste ord fra hans mund gav hende dog mulighed for ikke at afsløre, at det havde været informationen om Kazimifysten, hun var blevet stille af. Langsomt vendte hun sig halvt mod ham, så skulderen med de voldsomme ar efter Vargas' kniv vendte direkte mod ham. Sigende lod hun blikket falde på skulderen, før hun genetablerede øjenkontakten.
"Vargas har haft mig," sagde hun med en lav snerren. For hun vidste bedre. Hvis Vargas fangede hende igen, ville han ikke vise den nåde at dræbe hende. "Han kunne ikke holde på mig, så jeg er ikke så bekymret. Hvad angår din far," Nu skulle den snu side af Rhaya frem, så hun beholdt det vrede udtryk på ansigtet, som benævnelsen af Vargas havde fået frem.  "Så har han næppe mange ører, hvor vi opholder os, siden hans enestående søn ikke engang aner, hvor han er."
Det burde egentlig være lidt pinligt, at Rhaya ikke havde nogen anelse om, hvad knægten hed, nu hun tænkte over det.

Haps. Han fangede hende. Hun drejede langsomt rundt for at vise halvdelen af sig til ham. Den blottede skulder af hendes var tydelig rørt af en kniv. Elverkvinden kiggede sågar ned på den, før hun snakkede. Dette gjorde også, at Jontar kiggede på den, dog med forvirring. Denne forvirring ville hun fjerne med sin fortælling. Og som en god lytter reagerede Jontar på hendes fortælling. Store øjne, chokerende mund, smil, nikken og hele molevitten. Man var jo ikke en fyrstesøn, hvis ikke man kunne reagere, når der blev snakket til en.
"En tidligere Vargas slave? Og du har en gave fra ham. Meget interessant," Jontar rømmede sig lidt, som han satte sig mere ret op, nærmest som om han følte sig tilpas. Hvis bare hænderne var bundet op, kunne han udnytte situationen hel. Vende den til hans side, men han måtte prøve sig frem på denne måde. Det at binde knuder op var ikke just, var Kazimi-børnene lærte i deres opdragelse. "Nu skal du huske, at det er fyrstens øjne og ører. Min fader har hemmeligheder ingen andre end han kender til. End ikke hans afkom," Nogle hemmeligheder kendte Jontar. Noget havde han opfanget eller fået fortalt ved at overtale visse tjenestefolk på paladset, men der var endnu mange sider af fyrst Sephyran, hans søn ikke kendte til. "Hvorfor skulle jeg vide, hvor jeg var? Du vil kun begå selvmord, hvis noget alvorligt sker med mig. Hvem ved? Måske Vargas vil retfærdiggøre en slaveejers ulykker. Vil du gerne møde Vargas igen, elverkvinde?" Jontar var dum og dristig. Han var dumdristig. Kortene var ikke i hans bagbundet hænder og alligevel snakkede og reagerede han, som stod han oven over kvinden med en skarp sabel. Det var svært at opdele slavehandleren fra prinsen. Det var en kombineret pakke.

I tre lange skridt var Rhaya henne ved knægten. Hvor hun normalt på ingen måde havde højdefordelen, sad han ned, og hun kunne faktisk nogenlunde tårne sig op over ham. Hun bøjede sig ned over ham og greb fat om hans hage. Hævede hans ansigt mod sig og førte sit eget helt tæt på.
"Jeg vil møde Vargas igen, fyrstedreng" Der var noget dyrisk over hendes snerrende, tændervisende udtryk nu. "Og så skal jeg personligt sprætte ham op fra skridt til hals, så han aldrig kan gøre nogen ondt igen."
Rhaya var ikke en morder, og hun vidste det var en tom trussel. Hun vidste, hun ikke havde sindet til at dræbe, men det var alligevel en rar tanke. En tanke, hun hev frem, når Vargas besøgte hende i drømme eller panikanfald. Når hun mærkede hans hænder på sig frem for sine venners. Når hun måtte løbe fra romantiske samtaler med mænd, fordi alle deres ansigter blev til hans uhyggelige smil over hende, mens han tvang nydelsen ud af hendes krop.
Fingrenes greb strammedes om fyrstedrengens beskidte, men bløde og velplejede hud. "Jeg har aldrig været nogens slave og jeg vil aldrig være nogens slave," spyttede hun. "Jeg har brændt det gudsforladte sted ned til grunden for hvad han gjorde ved mig, og hvad jeg ved, han har gjort ved andre. I tror I sidder sikkert på toppen, men jeg vil ikke lade jer slippe af sted med at samle folk op på gaden bare fordi er mørkere end jer eller med mere spidse ører end jer. Jeg skal vise jer, at I er mindre værd end de slaver, I selv anser for så lidt."

Nerven var virkelig blevet presset. Det kunne Jontar mærke, som elverkvinden fjernede afstanden mellem dem. Som de havde stået med flammende vægge omkring sig, havde hun tydeligt været lavere end ham. Markant lavere. Men som han sad med hænderne bag ryggen, var han den lave af de to. Derfor kunne han heller ikke stoppe hende, da hun tog fat i hagen og den skarpe kæbelinjer. Hendes ansigt blev stukket helt tæt på hans, så deres næser næsten rørte. De limegrønne kiggede direkte ind i de kastajnebrune. Ledte efter, hvad hun følte og tænkte. Øjnene var jo vinduerne ind til en persons tanker og hjerne. 
"Du taler et stort spil, men kan du gøre det, når det kommer til stykket? For jeg kan arrangere et møde med ham. Dit navn vil sikkert ringe en klokke for ham, ikke sandt?" Selvom det var en trussel og en meget grafisk af slagsen, tog Jontar det roligt. Både, fordi den ikke var rettet mod ham, men også, fordi han ikke følte ærligheden fra hende. Jovist var hun arrig og snerrende, men det havde mere virket som en trussel for at true. Ikke et løfte om fremtiden.
Fingrene strammede om hans kæbe med fingre både under på halsen og over på kinderne. Det tvang læberne en anelse sammen, som skulle prinsen til at give et bedstemorkys. "Vi udgør et arbejde. At vores midler består af andre og er stærkere end andre er en del af naturen. Det er ligesom dyrenes fødekæde. Nogen racer, nogle personer er højere end andre. Jo hurtigere man lærer det, jo hurtigere kan man acceptere det, kære elver." Hendes spyttende tone stod i stærk kontrast til hans rolige og nærmeste legende tone. Det hjalp måske heller ikke, at den ene mundvig havde trukket sig op i et smil. Hvorfor var sjovt at tirre denne kvinde? Når, ja. Fordi hun troede, hun var i kontrol og vidste alt. Hun var hverken kontrollen eller altvidende. Det var i hvert fald fyrstesønnens holdning. Og den lod han altid gerne blive kendt for mange.

Rhaya slap taget om hans kæbe i en lidt for hurtig bevægelse, så hans hoved blev skubbet til siden, medmindre han fik spændt nok op i nakken til at yde modvægt. Et hårdt fnys kom ud af hendes næse, idet hun igen rejste sig i sin fulde, ikke særligt imponerende højde og så ned på ham stadig med blottede tænder.
"Som om jeg vil møde ham på hans præmisser. Og som om jeg vil give dig mit navn, Kazimi," svarede hun og spyttede ved siden af ham. "Jeg var bare en irriterende hveps for ham. Men nu kan han mærke, at vi stikker tilbage. Jo hurtigere I finder ud af, at jeres handlinger har konsekvenser, jo mindre kommer I til skade, når vi kommer forbi. for vi kommer forbi. Vi befrier jeres slaver og gør dem stærke nok til at vælte jer."
Mens hun talte, gik hun over til en taske, hun havde stillet ved den modsatte væg. Op fra den hev hun det tørklæde, hun havde brugt i ilden og en kniv. Behændigt skar hun ind i stoffet, lagde kniven fra sig og rev tørklædet fra hinanden. Derpå foldede hun det nye stykke iturevne tørklæde og gik mod drengen igen. Vreden boblede stadig i hende, og hans ord og måde at tale på, gjorde det kun værre. Han prøvede at tirre hende. Prøvede at opildne hende til at gøre noget dumt. 
"Det er ikke en trussel," tilføjede hun. "Det er et løfte."
Hun tog stoffet op mod hans øjne med den klare intention om at binde det fast over hans hoved og frarøve ham synssansen. Han havde set mere end nok. Især for en, der som hun burde lade slaverne få. Men i deres tilstand og vrede lige nu, ville de flå ham levende. Nok var han en del af problemet, men han var også ung, og hun kunne ikke forsvare, at han mødte sit endeligt uden at have fået et valg om at blive bedre. Men den samtale var ikke en, man tog, når han var bagbundet og i hendes varetægt. De var ikke ligeværdige. Han skulle se hende som ligeværdig, før han overhovedet kunne begynde at overveje at ændre sin holdning. Så for nu måtte hun sluge sin vrede og stolthed og tage til takke med, at hun havde brændt Vargas' imperium ned. Det var også en rimelig stor bedrift, skulle hun selv sige det.

Kæben og hagen blev frigivet med den magt, at Jontar vred sit hoved til den ene side. Dog bevægede han det langsomt tilbage for at kigge direkte på den nu retstående elverkvinde igen. Hun var færdig med at snakke direkte ind i ansigtet på ham. Dog valgte hun alligevel at spytte lige ved siden af ham. Dette fik smilet på prinsens læber til at falme, som han kiggede seriøst på hende nu.
"Slavehandlen i syden er som min blodslægt. Folk kan tro, de kan afslutte den, men der er altid en i opsejling et eller andet sted," Og med de ord var smilet tilbage på Jontars læber. Mængden af personer, der enten havde fuldt eller halvt blod af Sephyran var utallige. Jontar kendte selvfølgelig til sine fuldblodssøskende og havde kendskab til et par af de uægte. Men prinsen vidste også, at der fandtes mange flere end dem, han kendte til. Hans far var jo en stærk mand. Han kunne ikke holdes tilbage. Præcis som Jontar. "Og hey, det var et forsøg værd. Du kender jo heller ikke mit navn, men du kan finde ud af det. Hvis du gerne vil prøve."
Imens de havde snakket, havde kvinden bevæget sig hen og fundet et klæde frem. Hvad hun ville med det, havde Jontar ikke regnet ud. Ikke før hun havde revet det til et stykke og gået hen til ham. Realiteten af dens hensigt kom til syn og selvom han bevægede hovedet rundt, formåede elverkvinden stadig at få det bundet rundt. Nu kunne Jontar ikke se andet end mørke og den svage skikkelse af kvinden foran ham. Gjort blind bevægede han hovedet igen i håbet om at kigge direkte på hende, men han vidste det ikke. Han kunne kigge i den modsatte retning uden at vide det. "Undskyld for min direkthed, men hvad vil du med mig? Jeg er ikke Vargas, men jeg er en Kazimi. Du kan regne ud, hvad der sker for dem, der gør fyrstens blodlinje ondt." Dét var en trussel, men også et løfte som hendes. Meget vel var Jontar ikke den næste arving, men med familiens historie af forbandelse var sandsynligheden for, at Jontar ville stå til at blive den næste fyrste desværre høj - om prinsen ønskede dette eller ej.

"Din direkthed er påskønnet, Kazimi," svarede Rhaya, mens hun tog fat om hans overarm og hev ham på benene. "Som du måske har opdaget, går jeg ikke op i titler og åndssvage høflighedsomveje."
Med vilje undlod hun at kommentere på hans ord om at slavehandlen var hans blod. For hvis den virkelig var det, ville hun blive nødt til at gøre gaderne røde, før det stoppede - og det håbede hun på ikke ville være nødvendigt. 
"Jeg vil ikke noget med dig," fortsatte hun, mens hun med et fast tag i hans arm ledte ham mod udgangen af den forfaldne bygning. På vejen slyngede hun tasken over sin egen skulder. "Jeg kunne ikke lade dig brænde inde, så derfor er du her. Nu smider jeg dig - pas på trinnet her - ud på gaden, og det klæde for dine øjne er min sikkerhed for, at du ikke ved, hvilken vej, jeg smutter. Stod det til de andre, var du blevet flået, så anse dig selv som heldig, at det var mig, der havde det sidste ord i dag."
Rhaya skubbede døren op til en blændende, lav eftermiddagssol. De varme stråler sendte en behagelig kuldegysning igennem hende efter tiden i den kølige bygning. Der var ikke nogen på den sidegade, hun ledte dem ud til, og det var præcis som det skulle være. Med en hånd på hver af den høje drengs skuldre, gjorde hun mine til at vende ham rundt. 
"Så, vend dig nu, så vinkler jeg dig mod enden af gaden," sagde hun lidt utålmodigt. "Så skal du bare gå lige ud, og så vælter du direkte ud på en større gade om et par minutter. Det bør lige være til at overkomme selv for en prins."

"Det er et farligt fravalg, elverkvinde. Der kan hurtigt komme konsekvenser til dem, der ikke er ordentlige mod fyrstens familie." sagde Jontar hårdt. Han var tydeligt mere prikket til med blind for øjnene. Han var virkelig ikke i kontrol mere. Hænderne bag ryggen og synet stjålet, imens en simpel elverkvinde og endda tidligere slave tvang ham i diverse bevægelser. Først op at stå og nu førte hun ham udenfor.
"Sikke heldig jeg er. Og du sagde endda, du ikke gør forskel, men det gør du jo så sandelig. Det er godt at høre, at der er respekt selv fra lovløse som dig." Jontar kunne ikke lade være med at sige det i den legende, skønt endnu irriteret tone. Han passede på det trin, hun havde advaret ham om. Hvorhenne de var kunne han ikke mærke. Han ville sikkert kunne genkende det - hvilket var grunden til bindet for øjnene. Var slaverne mon tæt på? Var det derfor, Jontar ikke måtte kende til sin lokation?
Hænderne på skuldrene pressede. Tydeligt ønskede hun at vende ham rundt, men han stod imod i et par sekunder, før han lod hende vende ham. Lidt magt måtte prinsen vise hende. At, hvis ikke hun havde bundet ham, ville han gøre imod og hun ville mærke det. Jontar var ikke sky for at give kvinder reprimander. Kvindelige slaver kunne også være ulydige som mænd. Og nogle gange var de værre. Det var til tider nemmere at knække en mand. Kvinder kunne være så kompliceret og stædige. Nogle gange forstod Jontar sin far. Hvorfor fyrsten mente, kvinder ikke var det passende køn at lede.
"Jeg må ikke engang få mine hænder til det? Tænk, hvis jeg falder. Vil du virkelig være skyld i at skade en prins?" Det var tydeligt at høre og mærke, at elverkvinden gerne ville have Jontar ud af sit liv. Alligevel prøvede prinsen at holde på hende, bare lidt endnu. Se, om han ikke kunne udnytte situationen til sin egen fordel. For hvilke bonusser ville han som slavehandler ikke få, hvis han kunne fortælle mere om denne kvinde? Dog ville Vargas sikkert vide, hvem hun var ud fra beskrivelsen. Det var ikke hver dag, man stødte på en elverkvinder, der havde et unikt ar på skulderen og som var tidligere slave hos Vargas. Ejeren til det nu brændte marked ville kende hende. Jontar skulle bare fortælle videre. 

"Hvis du falder er det din egen skyld," svarede Rhaya spottende og med et smil i stemmen. Hun håbede han ville falde og skrabe sin kind lidt mod den hårdtstampede jord. "Alt indtil nu har været din egen skyld. Du skulle bare have holdt dig fra at løbe ind i flammerne, knægt."
Hun slap hans arme, da hun var tilfreds med hans stilling. Gik han skråt, ville han ramme en mur, men holdt han sine fødder foran hinanden og gik ligeud, ville han snart finde hjælp. Uden tvivl kunne han finde tilbage hertil, men på det tidspunkt, hvor han havde mønstret hjælp og folk, ville Rhaya være over alle hustage. Og bygningen her var allerede tom.
"Du har lige så meget ret til at leve dit liv som de slaver har det," tilføjede hun efter at have taget det første skridt bagud og væk fra ham. "Det er den forskel jeg gør på folk. Jeg anser dem som ligeværdige - modsat sådan nogen jer. Du virker ung, Kazimi. Du har stadig mulighed for at ændre dig. Den mulighed vil jeg ikke tage fra dig."
At Rhayas ord stoppede, fortalte ikke hun var væk. Men da der ikke kom mere, måtte det på et tidspunkt blive tydeligt for drengen, at han var alene på sidegaden. For der havde ikke været nogen lyd fra fødder, der gik væk fra ham eller vejrtrækning, der pludselig ikke længere var lige bag ham. Faktisk havde der aldrig været en vejrtrækning lige bag ham, men de færreste lagde mærke til det, før hun var væk. 
Og væk var hun - stille som en mus.

"Når nogen har sat ens arbejdsplads i flammer, bliver man nød til at efterforske." sagde Jontar tilbage. Han nægtede at tage skylden for sin egen situation. Hvis ikke elverkvinden og hendes organisation havde brændt slavemarkedet ned, ville Jontar aldrig have gået ind. Han ville aldrig have forgiftet sine lunger. Han ville aldrig havde endt i elverkvindens varetægt. Hvis fingre skulle peges, skulle de peges på hende. Dog kunne Jontar ikke dette. Hans hænder var jo bundet sammen.
Der blev givet slip på ham. Jontar mærkede, hvordan han stod på egne ben og havde ingen støtte ved sig. Det var ikke sjovt det her. At gå uden at kunne bevæge armene eller se foran sig. Denne elverkvinde elskede at lege med ham og hvorfor? Fordi han arbejdede med slaver? Der var mange, hun var fjender med, hvis det gik så vidt. I hvert fald i syden. Jontar kendte mange slaveejere og endnu flere, der arbejdede med og trænede slaver. Og endda dem, der avlede på slaver. Man skulle jo forstørre ens katalog på en eller anden måde.
Jontar havde åbnet sin mund for at svare kvinden tilbage, da han stoppede sig selv, før andet end et suk efterlod munden. Der kom ingen lyd bag ham. Ingen skridt, ingen vejrtrækning, intet. Prinsen kunne ikke engang mærke tilstedeværelsen af nogen. Var elverkvinden der endnu eller havde hun formået at forlade lydløst? Jontar drejede hovedet halvt rundt, skønt han ikke engang ville kunne se hende, selv hvis hun stod der. Derfor, efter et halvt minut uden nogen lyd, valgte Jontar at gøre, hvad kvinden havde sagt. Gået ligeud. Det hændte, at han svajede til den ene eller anden side. Det var i hvert fald ikke en lige linje, han gik i, men fyrstesønnen faldt ikke. Og hun havde været korrekt. Efter et par minutters gåtur i blinde blev Jontar mødt af hænder og lyde fra andre. Men imens han var gået i stilheden, havde han husket kvindens afsluttende ord. At han endnu var ung. At han kunne ændre sig og det ville hun ikke tage fra ham. Dog havde prinsen hurtigt kommet til den konklusion, at han ikke skulle ændre sig. Han havde været på slavemarkedet i over femten år. Det var over ti år siden, han gjorde sit første køb og fem år siden, han havde været alene på markedet. Dette var, hvad han var. Jontar var en slavehandler. Slavehandleren for Kazimi-slægten. En simpel og ildglad elverkvinde skulle ikke ødelægge dette. Hvem var hun overhovedet? En af Vargas' tidligere slaver. Hun skulle være glad for kun at have de ar på skulderen. 
Kvinden var endnu stærkt i Jontars hoved, som bindet for øjnene og rebet om hænderne blev fjernet. Hvor havde prinsen en historie at fortælle, efter nogle healere lige havde set til ham og lungerne. Elverkvinden havde reddet dem, men det var ligegyldigt. Jontar havde en historie at fortælle. Eller han ønskede at fortælle den, for han havde lovet at ændre historien. Derfor var der hverken løsslupne slaver eller en træls elverkvinde i historien. I stedet var det en historie om en kvinde, der havde reddet ham. Hun havde været distræt og derfor bundet ham ind. Hvilken normal person ville løbe ind i flammer, var grunden for dette. Men med denne fortælling til de fleste glemte Jontar ikke sandheden. Hvis muligheden kom frem, ville denne sandhed blive fortalt. Måske et møde med Vargas skulle arrangeres. Måske. Eller også skulle Jontar bare holde, hvad han havde lovet. Skulle han være en god slavehandler eller en god Kazimi?