Det var ufattelig så dårlig smag i munden det hele gav Clara. Jontar forstod åbenbart ikke forskellen på at arbejde og at være en slave. Selv var Clara ikke naiv nok til at tro at der ikke var en del hjernevaskning der også fandt sted, så man fik lydige slaver. En slave Jontar havde taget hånd om i guderne måtte vide hvor lang tid, var næppe en der ville sige deres ærlige mening. Ville de fleste ikke vælge at have deres egen fri vilje? Men det var selvfølgelig ikke ligeså billig arbejdskraft.

Hun ville lidt ønske at hun kunne forlade selskabet, men det kunne hun ikke. I stedet for kom hun i tanke om noget væsentlig mere relevant. ”Jeg troede kun I måtte have slaverne i Rubinien?” pointerede hun. ”Slaveri udenfor Rubinien er trods alt ulovligt, også selvom slaven er blevet taget med derfra.” Hun syntes i hvert fald at have hørt noget lignende fra de ældre medlemmer i hendes egen familie, og det ville også give mest mening. Der var også en grund til at de ikke måtte finde slaver i andre dele af landet, og at de var i sikkerhed, hvis de fik flygtet udenfor Rubiniens grænser.

Hun følte dog også at Jontar burde vide det her, i stedet for så åbenlyst at vifte omkring med sin slave. Det var dog sikkert også kun for at pirre Clara han gjorde det.

Der ville altid være modstandere af slaveriet. Andet ville Jontar ikke forvente. Især ikke fra en som Clara. Der ville altid være modstandere til alting og når slavehandlen bestod meget af halvdyr, ville en person som Clara uden tvivl have en skeptisk holdning. Men der skulle mere end én enkel adelig tøs til at ændre det mest dyrebare af Kazimi-slægtens indkomst. Og hvis fyrstens drømme kom til virkelighed, ville der være en Kazimi i hvert hus og på den måde, kunne ændringer hurtigt ske. Og det ville næppe være ændringen til at dræbe slavehandlen. Tværtimod!

"Der er en gråzone mellem tjener og slave. Det er en overlappende zone. Morosa der," Jontar nikkede med hovedet bag ud til sin hvidhåret halvkat. Hendes hale viklende rundt om sin kønne talje. "Kan du se lige nu, om hun er min slave, underkastet min magt. Eller bare en tjener som dem, der serverer os her til aften? Hun er ikke i mine hæle. Hun er ikke i lasede klæder. Hun er ikke underernæret. Hun er taknemmelig for at være, hvor hun er. Spørg hende. Hun vil sige sandheden," For det havde Jontar lært hende, men det behøvede Clara næppe at få at vide. Ellers ville hun uden tvivl gøre mere. Men der skulle meget til. Kazimi kunne betale sig fra alt. Hvorfor ellers have så mange krystaller, hvis ikke man havde det sjovt med dem? "Så fortæl mig, Clara, hvad er forskellen mellem en tjener og en slave? Alle adelige og andre har tjenere." De var ikke bedre end Kazimi. Der var bare et andet navn for det. Og lidt andre forhold, selvfølgelig.

Clara var sjældent i de store politiske debatter, hvilket også gjorde at hun ikke var helt sikker på hvordan den generelle stemning omkring slaver var her i hoffet. Der kunne trods alt være både for og modstandere for det, ligesom med alle andre ting. Hun vidste blot hvordan folk nærmest hende havde det, men hun tvivlede stærkt på at slavehandel ville blive en norm i landet endnu engang. Der var trods alt en grund til det meste af landet havde stoppet med det for mange år siden.

Det var heller ikke som om at hun ville vinde denne her, for hvis hans slave var ordentlig trænet, så ville hun jo heller ikke sige noget. Det var umuligt at vinde i denne her situation, for Kazimi’erne tog jo kun de slaver med som de regnede med kunne passere som tjenere. Det var i hvert fald hvad Clara tænkte.
”Deres frie vilje. Du kan ikke påstå at slaver har deres frie vilje, når hele landet godt ved at I ikke ligefrem bruger blide metoder på at få dem til at adlyde,” pointerede hun. ”Hjernevaskning er desværre heller ikke ligefrem en ubrugt i visse kredse. Det kan godt være at jeg bliver set som en uvidende lille pige, men det er jeg ikke. Det er dig der fortæller dig selv løgne fordi du ikke kan se et liv for dig selv hvor du ikke har folk du kan bestemme over, og som intet gør ved, når du gør noget ubehageligt.” Tingene var alligevel kogt over med Jontar’s indbildske tilgang, især som Clara følte at hun blev ved med at skulle sige det samme igen og igen, som om han ikke forstod det. Det var sidste gang hun ville tage imod et møde fra en Kazimi. Selvom brugte han bare mødet på at føle sig mere værd.

Havde Jontar en skammel, var fødderne blevet slået op og hænderne foldet bag nakken. Måske en af de mere baggrundsslaver gav ham en vindrue i munden i ny og næ. Lidt luksus skulle man jo leve. Man var jo ikke en Kazimi for at leve som en gemen borger. Lige nu måtte prinsen dog blot nøjes med at læne sig tilbage og løfte det ene ben, lade det hvile på det andet knæ. Den lange kappe hang blidt. Der ville kunne ses direkte op i mellem benene, hvis ikke det var for benklæderne, Jontar selvfølgelig have taget på. Han var jo ikke derhjemme på sit eget kammer! Det ville næppe se godt ud, hvis en prins blottede sig for en komtesse. Halvvæsen eller ej.

"Clara, vær ærlig med mig. Nogle gange kræver det en hård hånd at få opmærksomhed. Børn kræver i ny og næ en tur over knæet i løbet af deres opdragelse," fortalte Jontar, selvom han aldrig havde fået en tur over sin faders knæ. Hverken med eller uden benklæder på. Sådan blev fyrstefamilien ikke opdraget. "Forestil dig slaver som børn. Nogen af dem har man ikke brug for at løfte en hånd imod. De hører flot efter. Som min Morosa. Men andre har brug for denne hårde hånd for at styre dem." Og så var der de slaver, der var komplet umulige at træne. Dem, der lige så godt kunne smides ned i kulminerne og arbejde for deres land i det mindste. Alle havde deres sted i dette land. Jontars var i paladset, helst som slavehandler. Og nogen var som slaver. Det var, sådan livet var. I hvert fald hvis man spurgte Jontar af Kazimi.

Havde Clara været et mindre godt opdraget væsen, så var Jontar nok alligevel blevet stanget med hornene, og da også med god grund. Magen til arrogance skulle man til tider lede lang tid efter, og hun var da glad for at Noah aldrig havde nævnt at støtte op om slaverne, for så havde deres skænderier nok gået noget mere vildt for sig. Det her ville da også absolut være den sidste gang hun ville tage imod en invitation fra en Kazimi, hvis hun kunne slippe afsted med det. Hendes mor ville nok være ganske enig, når hun hørte om hvor forfærdelig han havde været.

”Så De mener måske også at børn ikke skal have deres egen fri vilje?” spurgte hun, men var alligevel på vej til at rejse sig. ”Jeg tror desværre at det her ikke er noget vi kan komme til enighed om, og jeg føler at vi blot spilder mere af begge vores tid, hvis jeg bliver her.” Det hun havde gang i var umådelig uhøfligt, men modsat højere stående folk, så havde hun ikke nogen til at trække sig væk, når hun havde fået nok af en situation. Desuden havde han tydeligt gjort det klar hvor han stod i forhold til hendes ophav, selvom det ikke havde været så meget med ord.
”Det har været en fornøjelse at møde Dem Prins Jontar.” Det bed sig i hende at skulle sige det, men hun måtte holde fat i noget af høfligheden. ”Jeg håber De nyder resten af aftenen.” Og skulle Jontar ikke stoppe hende, så ville hun neje af og forlade selskabet, inden hun var ved at stampe ham over tæerne eller hvad der var værre. Højrøvede Kazimier. Det havde i hvert fald lagt en dårlig smag i hendes mund. 

Tydelig havde Jontar sagt ting og sager, som næppe faldt i god jord hos Clara. Alligevel kunne prinsen ikke lade være med at løfte øjenbryn af hendes kommentar til børn. Det var skam ikke det, fyrstedømmet havde ment. Han havde sammenlignet slaver med børn. Ikke antaget, at børn var på lige fod med slaver. For det var de ved guderne ikke. Der var jo Kazimi’er i børnestørrelse. Selv de uægte Kazimi’er, som fyrsten offentligt ikke viste faderskab til, var langt bedre stillet end alle andre. Jo, børn skulle da have egen fri vilje, omend en begrænset mængde. Kun slavebørn havde ingen fri vilje. Men ikke fordi de var børn. Fordi de var slaver. 

Og selvom Clara havde misforstået Jontars ord, valgte prinsen ikke at pointere det. For før han ville kunne gøre dette, havde komtessen gjort entre til at forlade denne samtale. 
“Dét kan vi være enige om, Clara.” indrømmede Jontar som en passende konklusion. Forskellige tanker var sundt, selv når de var uenige med en fyrstesøn. Faktisk nød Jontar dette. Der var intet værre end en, der så tydelig var uenig med ham, men på grund af frygt blot snakkede ham efter munden. Clara havde ikke kun udvist mod, men selvære ved at vise sine sandheder. Og det kunne Jontar værdsætte. 
“Lige over til dig, kære Clara,” Jontars limegrøn øjne fulgte hende, som hun rejste sig og nejede farvel til ham. “Du må også nyde resten af festlighederne.”
Og med Clara borte sad Jontar lidt alene og blot nød sit glas vin. Det var dejligt med et pusterum af frihed, for han vidste, at han snart skulle ud og mingle sig igen. Hans fader ville næppe acceptere, hvis han kun havde snakket med én kvinde og et halvdyr af slagsen! Derfor spejdede Jontar kort rundt i balsalen efter nogen at bruge sin tid på. Måske han fandt et velkendt ansigt at bruge resten af aftenen på. Der måtte jo gerne ske noget sjovt til disse slags festligheder.