Tør i munden og med hjertet bankende hårdt i brystet, nikkede Ingrid lidt til Fyrstens ord. Selvom hun bestemt ikke var meget for det, eller havde specielt meget lyst havde hun vel ikke så meget andet valg. Så skulle det være at stikke af når hun fik muligheden, men hun var ikke sikker på hun kunne finde ud af at finde ud af det store palads, for ikke at tale om at finde tilbage til Dianthos helt selv. 
 En smule diskret forsøgte Ingrid at tørre håndfladerne mod kjolen. Det var dog ikke nemt at gøre helt så diskret da det krævede hun flyttede kufferten over i den anden hånd, for at få tørret begge håndflader.

 Den pludselige skræppen fik det til kort at gippe i Ingrids krop, og hun flyttede blikket mod vinduet inden det landede på Frysten. Langsomt men en smule overvejende rystede Ingrid på hovedet, inden hun rettede sig lidt op, og greb fat om kufferten med begge hænder, så den kom til at hænge foran hende.
 " Det tror jeg ikke jeg gør, Fyrst Sephyran. " Hun tog en dyb indånding og prøvede at koncentrere sig om alt andet end at hun måske i virkeligheden var blevet kaldt til Kazimi Paladset for fornøjelse i soveværelset.

Hendes små bevægelser gik ikke fyrstens blik forbi - han var en mand, der havde lært kunsten at observere og analysere, og de små detaljer kunne ofte være altafgørende, når han spionerede på folk. Et lille smil dansede kortvarigt om mundvigen under det gyldne skæg, mens han vendte sig om mod vinduerne til haven.

Måske ville han besøge sin krystalkugle senere for at spionere på hende. Det var vel en fyrstes ret at vide, hvad hans sønner lavede..

"Beklageligt." Konverserede han videre, velvidende at han blot trak pinen ud for pigebarnet. Hun burde sætte pris på øjeblikket - det var ikke ofte, at en mand af hans status nedværdigede sig til at tale med pøblen. "Jeg investerede i disse smukke fugle for ganske nylig .. desværre har de vist sig at være en umådelig aggressiv art, og de er utroligt kræsne hvad foder angår."
Årsagen til ændernes skræppen blev hurtig tydelig, da man så en ung slave frygtsomt forsøge at kante sig forbi dammen. En af de modigere ænder havde basket sig vej op til kanten og stod nu og snappede efter slavens ankler.

 Uden rigtig at vide hvorfor, nikkede Ingrid lidt til at det var beklageligt hun ikke vidste noget om ænder. Selvom hun hverken var en del af Fyrstens tjenestefolk, eller havde noget andet at gøre med at tjene ham, følte hun alligevel en eller anden forpligtelse overfor ham. 
 " Det må De undskylde, Fyrst Kazimi. " Mumlede hun og bøjede hovedet lidt. Blikket løftede sig dog igen som han snakkede videre. 

 Ingrid skævede lidt mod vinduet. Derfra hvor hun stod kunne hun ikke rigtig se hverken ænder eller andedam. Halsen strakte hun diskret for at se lidt mere, men det hjalp ikke rigtig. Ingrid vendte blikket tilbage på Fyrsten og nikkede lidt. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. I stedet lod hun sin nysgerrighed løbe lidt af med hende, da der ikke længere kun var lyden af ændernes skræppen at høre ude fra. Forsigtigt trådte hun et par skridt tættere på det store vindue, for først at blive en smule overvældet af hvor frodigt det egentlig var. Da blikket så fandt hvad årsagen til alt støjen var, måtte hun folder læberne lidt sammen og lade tænderne synke ned i indersiden af læberne, for at holde latteren lidt tilbage. Hun rømmede sig kort, inden hun flyttede blikket tilbage mod Fyrsten.
 "  Jeg kan se hvad De mener.  " 

Skadefro som storesøsteren kunne være, havde hun måttet kæmpe for ikke at slå en alt for stor latter op i det Darkhan endelig havde slugt sin stolthed og søgt hendes hjælp, med sit lidt for personlige kropsligoprør.
Da den unge ørkenløve havde forslået sin yngre bror til at handle på en den betagelse prinsen havde udvist overfor en af husets pubertets slaver, så havde hun aldrig forestillet sig af broderen ville have sendt en tjener til en gadesælgende alkymist i Dianthos...
Slutligt havde Meena forbarmet sig (dels fordi hun også følte lidt skyld for den akavede saturation) og indvilliget i at hjælpe sin bror med at finde en løsning, en løsning der måtte findes ved kilden.

Med stålfaste skridt havde prinsessen fundet den tjener, der havde forhandlet miksturen til prinsen, og med en stemme der ikke havde givet meget råderum til muligheden for at vende tilbage tomhændet, havde hun sendt ham retur til det centrale Krystalland for at finde pigebarnet.

Instruktionerne havde været klare; den nyankommet gæst skulle, diskret, føres direkte til fløjen med gemakkerne for familiens talrige prinser og prinsesser.
Der bare en ukendt variabel i det regnskab, et med gyldent overskæg og med en last for rubinske vine og ikke mindst let forfalden til unge kvindfolk. Det var derfor også med et træt udryk at Meena havde taget imod informationen om at hendes fader havde fået øje på bypigen og ledt hende med sig. Forberedt på det værste (i dette tilfælde værende en afklædt teenager i skødet på Fyrsten), bevægede Kazimi datteren sig gennem paladset.

"Der er De. Jeg var ved at blive bekymret for at De var faret vild i paladsets mange gange, men jeg ser min fadet har taget godt hånd om Dem?" de brune øjne flyttede sig fra blondinen over på frysten, da Meena trådte længere ind i rummet. Som altid havde datteren sørget for hendes fremtoning var upåklagelig, at ingen finger skulle kunne sættes på hverken beklædning, håropsætning, smykker eller kropsholdning. Hun formåede endda at skjule den lette irritation over Fyrsten, bag et imødekommende smil.
"Fader tillader du? Jeg er sikker på vores gæst mægtig gerne vil hører mere om alle dine sejrsrige fortællinger og ikke mindst din prægtige samling af eksotiske fugle, men jeg har sendt bud efter hende til et ærinde, som jeg meget gerne vil have ordnet inden solen rammer sandbankerne.".

Sephyran var klar til at trække samtalen ud i en længere stund, blot for at holde pigebarnet på pinebænken. Det ville være en lektion i, at man ikke blot blev hidkaldt til Kazimipaladset uden at dets herre vidste, hvad der foregik.
For nu så sceneriet dog ud til at more hende. Hun ville sandsynligvis finde det en smule mindre morsomt, var det hende, der skulle bringe foder til de glubske andefugle..

Han førte sit vinglas til munden og smækkede veltilfreds med læberne, inden han gjorde klar til at stille hende et andet indgående spørgsmål til hendes virksomhed i Dianthos, da lyden af fodtrin, som nærmede sig, fik ham til at se op med en rynke mellem brynene.
Ansigtet faldt tilbage i behageligere folder, da blikket faldt på hans datter, Meena - hendes skønhed strålende med omgivelserne omkring hende og et ansigtsudtryk, der fortalte ham, at hun havde et formål, bag det behagelige smil.

"Så det er dig min kære, der står bag hidkaldelsen af den unge frøken Fuglsang. Det er en lang vej helt fra Dianthos." Han fastholdt et øjeblik hendes øjne med et ansigtsudtryk, der tydeligt fortalte, at han ikke brød sig om, at der foregik lusk bag hans ryg.
"Jeg kan forestå, at jeres ærinde har en vis .. hast, så naturligvis. Jeg skal ikke opholde Dem længere." Sagde han endelig, efter at have trukket stilheden ud i en lille pause, viftende affærdigende med en hånd, glimtende af gyldne ringe.

Hvor lidt han end brød som om, at der var fremmede personer i paladset, han ikke havde inviteret, så var det godt, at hans datter havde taget hånd om at få gjort en ordentlig mand ud af Darkhan. Det var på tide, at han fik smag for de sødere frugter, og med de varer frøken Ingrid havde medbragt, ville han utvivlsomt få set sin del.
"Jeg stoler på, at du sørger for at vise frøken Fuglsang ud igen, når I er færdige." Brummede han. Han nikkede kort til den unge, lyshårede kvinde og tog sin datters hånd for at kysse den kærligt, inden han samlede klæderne omkring sig og med faste skridt forlod stuen.

Der var ingen tvivl om, at hans skridt ville lede ham direkte til tårnværelset, for at følge yderligere med i hans søns interaktion med den kønne lille sag fra Dianthos.

 Da døren til rummet åbnede sig op, vendte Ingrid blikket mod pigen der trådte ind. Ikke så meget som et splitsekund var hun i tvivl om, hvorvidt hun var en del at tjeneste stablen eller en af Fyrstens døtre. Det var lige før Ingrid ville gå så vidt at sige hun nærmest så guddommelig ud. Betaget betragtede Ingrid Prinsessen inden blikket faldt på hendes ansigt.
 Forsigtig nikkede Ingrid til Prinsessens spørgsmål. Fyrsten havde ikke ligefrem taget dårlig imod hende, men havde det ikke været en familie at så meget mere magt end hvad hun selv nogensinde kunne drømme om at få, havde hun nok været tilbøjelig til efterfølgende at erkende, det havde været lidt skræmmende og ubehageligt. 

 Blikket faldt tilbage på Fyrsten da han gav tilladelse til at hun måtte gå, og hun nejede kort med hovedet let bukket.
 " Det har været en fornøjelse, Fyrst Kazimi. " Takkede hun af, inden hun hankede lidt op i kufferten og vendte sig mod vendt sig mod prinsessen med et forsigtigt smil, inden hun fulgte med hende ud af rummet. Ingrid vidste godt Fyrsten havde mange børn, og hun havde vist nok hørt lidt om nogle af den en gang imellem, men hvem der var hvem vidste hun ikke, og derfor vidste hun heller ikke hvem denne Prinsesse var, andet end det nok ikke var Darkhan af Kazimi.

Lettelsen havde mildest talt været himmelhøj i det prinsessen hverken var trådt ind til udsigten af solbrune baller eller blege attributter. Guderne ville vide at det mere end en gang gennem tiden havde været faretruende tæt på, at den det syn havde brændt sig ind permanet efterbillede på de sarte nethinder. Kazimi fyrsten var trods sin alder stadig en yderst aktiv mand indenfor det felt, også selvom kroppen ikke længere stod helt så kniv skarpt, som dengang der blev brugt mere tid med et sværd end et fyldt vinglas i hånden.
Tjeneren havde vel nok nævnt at gadealkymisten var ung, men pigebarnet lignede jo ikke en der var en sommerdag over 15.
Måske var det i virkeligheden grunden for at fyrsten havde formået at holde de ringbesatte fingre for sig selv? 

Hverken lettelse eller overraskelse stod malet over fregnerne, mens hun ufortrødent mødte sin faders blik. Det var et af dem Kazimidatteren før havde set mænd, breder over skulderne end fyrsten selv, dukke nakken for. Meena forblev stående rankt. Nikkede kort bekræftende til guldløvens ord. 

Husets gæst kunne ikke gøre meget andet end at forsikre at hun ikke havde lidt nogen større last i selskabet med Sephyran. Hun ville være en tåbe for at tale frit fra hjertet i hans nærvær og selv en af hendes stand kunne ikke være så imbecil.
Uvidende for hvor meget blondinen havde fortalt fyrsten om grunden bag hendes tilkaldelse, vurderede prinsessen at det var for det bedre ikke at forsøge at forklare nærmere hvorfor det var en haste sag.
"Naturligvis Fader." Lovede hun. Af hilsende nejede hun af for guldskægget, inden hun vendte sig mod pigen.
"Tillad mig at præsentere mig selv. Meena af Kazimi." Sagde hun uden at lade smilet falme det mindste. Øjnene venligt stemt "Følg med mig." Med selvsikkerhed i sine skridt begav hun sig ned gennem paladsets gange, med forventningen om Ingrid ville følge med.

 Da Prinsessen præsenterede sig lyttede Ingrid og nejede efterfølgende for hende. Usikker på om prinsessen faktisk vidst hvem hun var valgte hun også at præsentere sig selv.
 " Ingrid Fulgsang. " Sagde hun kort, inden hun nikkede og gav sig til at følge med Meena.

 Allerede da de kom ud på gangen igen følte Ingrid sig en smule fortabt. Hun vidste hende og Fyrsten var kommet den ene eller anden vej fra, men det hele virkede så enormt og uoverskueligt, at hun ikke havde den ringeste ide om, hvilken vej de var kommet frem. 
 Mens de gik kæmpede Ingrid med sin nysgerrighed. Fyrsten havde jo give udtryk for hun måtte være der for at skulle gøre hans søn til en rigtig mand. Tilfredsstille ham. Selvom hun var temmelig sikker på det ikke var derfor hun var blevet tilkaldt, var hun alligevel blevet i tvivl, og noget sagde hende at prinsessen vidste hvorfor Ingrid var der. Hun valgte dog at holde spørgsmålet for sig selv. Tænk hvis hun ikke ville kunne lide svaret.