Spike kunne mærke det bedømmende blik fra kroværten veje tungt på ham, som denne vendte om og gik tilbage bag skranken. Og deres tavse udveksling var ikke svær at forstå; Sam var tydeligvis velkendt i dette sted, og Spike havde ikke bestået førstehåndsindtrykket blandt hende bekendte. Han gav kroværten et selvsikkert smil, men vente så sin fulde opmærksomhed mod Sam.

Han skulle til at komme med en flirtende kommentar, men da Sam fortsatte og fortalte ham om øen, døde ordene på hans læber. Spike havde ikke regnet med at hun ville være i havn ofte, men havde håbet at han ville få hende at se når ikke hun var til søs. Det var ikke noget de havde talt om, naturligvis; de havde dårligt haft et øjebliks ro mellem dem, og hvad tid de havde haft havde de ikke spildt på at tale. Han maskerede sine blandede følelser ved at tage en dyb slurk af sin øl, og købte sig samtidigt tid til at samle sine tanker.

”Så. . . Du regner ikke med at være meget i havn, den kommende tid?” spurgte han med påtaget nonchalance, da kruset kom ned igen. Hvorfor han prøvede, vidste han ikke - hun ville se igennem hans tynde facade som var den lavet af røg.