Fielthenas ord varmede rent faktisk. De gav mening, og de gav bekræftelse - begge ting var noget, Zirra virkleig havde savnet her til aften. Eller måske den sidste uge. Måske hele livet egentlig... I hvert fald den sidste del.
"Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal komme op igen," hulkede hun videre - og så skete der noget uventet.
En lille, lysende plet dukkede op foran Zirra. Den svævede et par centimeter over badevandet og det flakkende lys reflekterede sig i overfladen. Hulkene stoppede, lige så hurtigt som de var begyndt, og mens tårerne stadig faldt, holdt Zirra vejret og så på den lille ildflue med halvåben mund. Den virrede lidt og faldt så ned i badekarret, som om den havde mistet grebet om livet. 
"Åh, nejnej, kom her lille ven," mumlede Zirra næsten til sig selv, mens hun stak hænderne i vandet og dannede en lille skål under ildfluen, så hun kunne få den op igen.
Lyset blev svagere af at være en tur under vandet, men den slukkedes ikke. Ildfluen rullede rundt i hendes håndflader som var den en forvirret, nyfødt ælling. Den var bare chakra, men Zirra havde altid haft et forhold til sine ildfluer. Lignede de ikke alle hinanden på en prik, ville hun have givet dem navne. Nogle gange var hun sikker på, hun kunne genkende et mønster hos en af dem, der skilte dem ud fra de andre - men den slags holdt hun for sig selv. 
Med ildfluen i hænderne lænede hun sig igen ind mod Fielthena, snøftede, tørrede næsen i armen og følte, at det lille lyspunkt, hun holdt, faktisk hjalp på den mørke fortvivlelse, der havde indtaget hendes liv. Fielthena var her for hende - og hvem var bedre at have på sin side end en trænet lejemorder? Så kunne verden godt komme en smule an - i morgen eller overmorgen altså. Lige nu havde hun bare brug for en pause. 
"Sedna sagde, det ville komme igen - chakraen - hvis jeg bare var tålmodig," sagde hun til Fielthena. Der var stadig lidt gråd i hendes stemme, men også antydningen af et lille smil. "Det er den første gode ting i en uge, tror jeg. Det og ... Det og dig, Fielthena. Jeg er glad for, du er her til at gribe mig."

Hænderne strøg over armene, da nye fortvivlede hulk begyndte. Inden Fielthena kunne nå at kommentere, fangede det lille lys hendes blik. Ildfluen var noget nært blevet forsøgt klasket eller forsøgt druknet, da den pludseligt dukkede op over badevandet, i et øjeblik forglemmelse af venindes evne.
Den magiske flue valgte dog selv at styrte i drukne døden, troede hun. For mens Zirra forsøgte at rede den fra vandet, forblev dens lys stædigt tændt.
Den ene arm viklede sig fri fra under Zirras egne, så en hånd kunne ligges sig over den denne ene af spionens hænder, ´påpasselig med ikke at masse den lille ildflue ”Vi finder ud af sammen, hvordan du kommer op igen, det er ikke noget du skal finde ud af alene. Jeg vil være der til at gribe dig når du falder, hver gang. Du vil falde, men du vil også rejse dig igen – stærkere end nogensinde før, det har du mit løfte på, Zirra.” klemmet om hånden var forsikrende og støttende. Fuld af styrke og samtidigt helt blid, uden skyggen af tvivl på hun ville stå med opløftet pande i sidste ende.

Først da Zirra var oppe af karet rejste Fielthena sig, med det våde, pludseligt meget tungere, tøj der klistrede sig tæt ind til kroppen. En flod af vand fulgte guldsmedens færd over stengulvet, da hun trådte op fra vandet og hen til bunken med de tykke håndklæder. Greb to styks før hun gik hen til gulspurven og tilbød det ene ”Lad os så brænde det tøj, som første skridt op.” et opløftende smil mødte Zirra, mens en tot af det våde hår blev skubbet bag hendes øre "Først finder vi lige noget tørt tøj til os begge to.".
En gnist af den vrede der havde sat sig i Fielthena, spillede dog stadig i det grønne blik, klar til at brænde skove ned, hvis bare hun fik lov.

Måske ville Fielthena gerne brænde en skov ned lige nu, men Zirra havde faktisk stadig lidt dårlig samvittighed over den skov, hun havde brændt ned. Men tøjet ville hun gerne brænde. Helst uden at skulle røre ved det igen. Selv asken ville hun nødigt skulle have noget med at gøre. Alle beviser skulle fjernes fra verdens overflade, og hvis hun kunne, ville hun også sørge for at det samme skete med Kester. 
Den del var dog ikke helt lige så vigtig nu, som hun rejste sig og trådte ud af badekarret, drivende våd og dryppende på gulvet, men varm og med meget mere velvære i kroppen. Hvad hun hellere ville fokusere på var at samle stumperne af sig selv med Fielthenas kyndige hjælp og så føre planen med at gå til Victoria og få hjælp med hele ægteskabsproblematikken ført ud i livet. Det burde ikke være så svært at finde et ægteskab, når man var spionmester, burde det? Zirra vred sit hår ned i karret for ikke at sjaske gulvet helt til og tog imod et håndklæde med et prøvende smil. Kinder og øjne bar stadig præg af gråden, men hun havde tydeligt mindre lyst til at kradse al sin hud af nu.
"Du ligner lidt en druknet mus," kommenterede hun og rømmede sig for den gråd, der stadig sad fast i struben. "Men..."
Hun gik i stå. Glemte, hvad hun havde tænkt sig at sige, for hendes blik blev fanget af Fielthenas figur, som hun stod der med klæbende tøj og vrideværdige hårspidser. Trøjen smøg sig ind omkring hendes krop og fremhævede alle hendes former. Og flotte var de - skulle Zirra hoppe på nogen, var det altså Declan, der skulle føle sig jaloux og ikke Fielthena. Men det var nu ikke så meget det, hun havde lagt mærke til...
"Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sgu to, du var gravid, Fielt," kommenterede hun med et mildt smil, mens hun lagde hovedet en anelse på skrå i undren. 

Smilet strakte sig til en lille kort, men ægte latter ved referencen til at hun lignede en druknet mus. Med resterne af latteren siddende i stemmen og et moret blink af det ene øje korrigerede hun hvilket dyr, i den pause der kom efter Zirras men ”Nok nærmere en druknet kat, selvom jeg vil påstå du er sluppet noget nådigt fra et bad med sådan en.”.
Det følgende postulat om en graviditet fik dog smilet til at svinde ind, jo længere ned blikket gled over de våde klæder. ”Ja det kunne være kønt ikke?” munden føltes pludselig tør, selv den stadig var våd af spyt. Nej, graviditet var udelukket. Hun drak jo sin te hver eneste morgen! Det var ikke, det kunne ikke være muligt… Kunne det? Nej.
”Der hænger trøjer i skabet ved siden af sengen og der er bukser og underklæder i kommoden ved endevæggen. Du kan tage lige det på du vil. Jeg kommer lige så snart jeg har fået tøjet af, så jeg ikke plasker hele huset til.” sagde hun med et mere stift smil, med en flig af noget panik midt i alt det grønne. Ordene havde alligevel formået at prikke til sikkerheden, så tvivl kunne snige sig ind og langsomt tage over. "Jeg skal nok skynde mig." lovede hun, delvist fordi hun ikke ønskede at dvæle for længe i egne tanker, om Zirras gæt ikke var så vildt et bud alligevel som det var en realitet. Tanken havde trods alt strejfet guldsmeden før, kun for at blive undertrygt.

Ganske som lovet, var Fielthena ikke længe efter inde i soveværelset sammen med Zirra. Håndklædet lukket omkring brystkassen, velvidende at det øverste af den arret ryg kunne ses sammen med de arrede knæ.

Oppe i soveværelset havde Zirra valgt en simpel, lang kofte og et par bløde bukser. Det sad løst om kroppen, og hun havde sat sig på sengekanten, mens hun trak sokker på de efterhånden noget kolde fødder. Hun stak Fielthena et smil, da hun kom ind. Blikket løb kort over arrene, der prydede den anden kvindes krop, men hun kommenterede ikke på det. Fielt havde set hendes, og nu havde hun set Fielts. Det var vel også en måde at blive gode veninder på.
"Lad os håbe det ikke er noget," sagde hun som kommentar til sin egen tidligere kommentar om graviditet og sendte Fielthena et opmuntrende smil. Måske havde hun bare spist for meget, eller det havde været skyggerne, der spillede Zirra et puds (ofte var det jo ellers omvendt).
Da Fielthena var kommet i tøjet, sneg Zirra til endnu et kram. Det føltes allerede som en evighed siden de havde krammet i badekarret, og hun følte sig sitrende rastløs i kroppen, når hun bare sad alene og uden noget at lave på sengekanten. 
"Lad os brænde noget tøj," hviskede hun til Fielthena. Brænde noget tøj og håbe et par af minderne ryger med i købet.