Den hånlige latter der kom fra ham gjorde intet bedre ved denne stemning, faktisk ødelagde det kun den sidste lille del der var at smile over, hvis..der overhovedet var noget at smile over i dette måde. En latter der døde ud som han tog et skridt tættere. Ikke at der allerede var meget afstand mellem de to, men nu var der næsten intet. Hun fniste let af hans ord og rystede hovedet, for måske havde han ret..Det virkede bare fjernt siden hun stadig ikke hadet personen som dræbte hende i sin tid, men denne tanker førte ikke til andet end et let ryst på hovedet, et ryst som sluttede som han kom tættere på, alt for tæt på. Hun tog instinktivt et halvt skidt tilbage, men dette føltes ikke til at skabe nogle afstand, de små ben imod hans lange - det var en håbløs kamp at tage. Blikket kom straks tilbage på til som han nu var så tæt på, hun blinkede chokeret over hans ord, for hvad var han i gang med at sige? At hun ønskede at de skulle stå sådan her?
Hun puste ud som hånden mødte hendes hage, og vammelt rørte hendes kind og med bevægelse blev fornemmelsen kun klammere og klammere. Hans næste ord skræmte hende, og vingerne gav tydeligt tegn på dette som de faldt, kraftløst til jorden. Hvornår var hans ansigt kommet så tæt på? Hun sank en klump som den ubehagelige fornemmelse tydeligt kom fra dem begge. Hun hævede en hånd og forsigtigt lagde den om hans håndled tæt ved hendes kind.
Hun åndede ud igen som hun træk hånden væk, eller forsøgte at få den klamme hånd af hende med en så mild bevægelse som muligt.
"Jeg..føler hvad du gør - jeg vil aldrig have lyst så længe du ikke har." tilførte hun med et tryg på aldrig, for hun kunne mærke hvor lidt lyst han havde til at være så tæt på hende og mon ikke hans mulige handlinger med denne afstand han kun fandt mere ubehagelige.
"Så spar mig din trussel." kommanderet hun let og forsøgte lidt kraftigere at trække hans hånd væk.
"Jeg mærker hvis du har lyst til sådanne ting, så hvorfor skal jeg frygte du gør noget, du ikke har lyst til?" hun rystede hovedet, og gav tegn på at hun søgte at træde et skridt væk fra ham, hun slap hans hånd i selv samme bevægelse. Hvem var han? Hvordan kunne han føle sådan og stadig gøre disse ting? Føle afsky, ubehag, og stadig, røre hende så kærligt? Med så varm en hånd? Tanken var kvalmende.

 Aldrig kunne Frederik finde på at tvinge sig på folk. Han havde prøvet selv hvordan det føltes og han ønskede det ikke for nogen. Desuden hadede han at være med kvinder, der var så mange negative følelser forbundet med. Hvorfor skulle han tvinge folk til noget han ikke selv havde lyst til?
 Der stod han heller ikke imod da hun tog fat i hans hånd, og begyndte at flytte på den. Langsomt trak han hovedet lidt til sig, uden at fjerne de sti|ende blik. Brynene var rynket og øjnene smaller mens han betragtede hende.
 " Og alligevel tøvede du.." brummede han. Han viste ikke hvor meget han hadede at være så tæt på, ved andet end hånden ned langs siden, hvor fingrene borede sig ind i håndfladen på den hårdt knyttede hånd.

 " Trussel?" fnøs Frederik en smule hånligt inden han himlede med øjnene.
 " Det var et tilbud, dame.." der var stadig ingen modstand fra ham, så da hun lidt voldsommere hev i hans hånd for at få den væk, løftede det ene bryn sig lidt. Så trak han på skuldre.
" Det må du fortælle mig.. Det er dog der ligner en der er ved at skide i bukserne.. " pointerede han. Det var hende der så bange ud, hende der fik det til at lyde som om han ville tvinge på ham, samtidig med hun sagde han ikke ville gøre det.
 Med begge hænder langs siden igen, blev de begge stukket ned i lommerne, inden Frederik lænede dig frem  så hans hobede var ved siden af hende, og hans mund derfor var tæt ved hendes ører.
 " Det er ikke en særlig rar følelse, er det vel?" hviskede han så inden han trak sig væk, vendte sig rundt og begyndte at gå væk. Nu ville han ind hvor der var varmt. Frederik vidste jo hvordan det føltes. Vidste hvordan det var at blive tvunget til man ikke ville. Hvordan det føltes at have hænder på kroppen der fik det hele til at vende sig i en. Det var ikke rart. 

I guderne det var rart at hånden ikke lære var i hendes nærvær, ikke længere berørte hendes kind. Som han træk sig væk åndede hun lettet op på trods af hun havde overbevist sig selv om at han ikke ønskede at gøre noget, men alligevel hvorfor ville han gøre sådan noget med så..ubehagelige følelser. Hun lod ham tale, påstå at hun tøvede med at få ham væk, hvad vidste han om det. Hvad hun ville og ønskede. Hans kommentar om det ikke var en trussel men noget helt andet fik hende til at tvinge blikket til siden med et utilfreds mime og et vreds pust ud af luft. Et tilbud. Hvem i alverden ville tage sådan et tilbud fra sådan en ubehagelig mand. Ved muligheden tog hun endnu et halvt skridt væk fra den mand. Selvfølgelig var hun bange, hvordan kunne hun ikke have været bange.
"Nej..det er ej." hun sukkede og gav ham ret, og kiggede imod ham.
Hvad i alle gudernes navn var galt med denne mand.

Hun stod lidt blot og stirret på hans ryg, de lange skridt der før var urimelige som han tvang sig tæt på hende, hvad tænkte han og hans ord om hvor ubehageligt det var, han lyd så sikker på at han vidste hvor forfærdeligt sådanne ting. Blikket faldt på jorden mellem dem og afstanden blev større og større. Hun sukkede dybt, i guderne Treston ville slå hende for dette..
"Jeg kan få den ubehagelige fornemmelse til at gå væk." udbryd ud ud af intet og hævede blikket til ham.
"Min evne tillader mig at fjerne bestemte følelse i en dags tid." tilførte hun og kiggede efter ham. Hvad zalens var der galt med hende, af alle væsner at hjælpe, så denne forfærdelige mand. Så hvad? Han kunne nyde nytårs aften? Hun sukkede af sig selv og lod blikket falde til hendes fødder i en let skam.

 Et øjeblik ventede Frederik med at gå. Ventede på hendes svar, selvom han var ret sikker på han vidste hvad svaret var. Da hun svarede foldede han læberne sammen, og løftede brynene lidt mens han nikkede lidt. Det var nemlig ikke en rar følelse, ligesom det ikke var en rar følelse, når andre antog de vidste hvordan man følte. Mon hun kunne se det nu? Mon hun kunne forstå hvad han havde prøvet at vise hende?

 Frederik var egentlig fast besluttet på at forlade hende og derfor havde han ingen planer om at skulle stoppe uanset hvad hun prøvede på. Alligevel stoppede ham op meget pludseligt da hun sagde hun kunne få følelserne til at forsvinde. Han vendte sig ikke rundt, men stod i stedet med blikket stirrende lidt frem for sig, med hovedet vendt lidt til siden, så øret var vendt lidt mod hende. Selvfølgeligt var han interesseret! Hvis han ikke skulle føle ubehaget ved kvinder mere, ville nærmest alle hans problemer forsvinde. 
 Hun ændrede det dog til kun at være en dag, men det var stadig en stor forskel. Han ville aldrig indrømme det, men det skuffede ham lidt. Han havde lige nået at blive helt håbefuld, og da det ikke helt kunne gå som han et eller andet sted inderligt håbede det kunne blive, kunne han ikke helt holde knuden at skuffelse fra at vokse frem i maven. 
 " Hvordan..? " spurgte han så. Skulle hun have noget for det? Hvad ville det betyde og hvordan virkede det? Han ville vide hvad han gik ind til. 
 " Hvad får du ud af det?  " Frederik havde lidt svært ved at tro på hun ville gøre bare for at være venligt. De var ikke lige frem kommet godt ud af det med hinanden.

Hvad forventede hun endelig med disse ord, at sige hun ville hjælpe ham med..han mærkelige problem? Hvad var problemet endelig? Ubehag imod kvinder, grunden stadig ukendt men hans handling før gav ubehagelige tanker.
Hånden voksede til kinden han havde rørte med en vammel fornemmelse i hendes fingre som hun nussede kinden. Det gav nogle dårlige tegn på hvilken historier denne mand havde med i sin skygge, hun forventede ikke at han ville give hende flere sekunder af sin dag. Hun forventede tydeligt at han bare ville gå, og en del af det gjorde hende faktisk glad. At slippe for ham, slippe af med denne forfærdelige mand. Men så heldig var hun ikke som han stoppede op eller det troede hun han gjorde da lyden af han trin stoppede og blikket hævede sig og så ganske rigtigt havde han stoppet op og den lette glade som hun havde følt ved at slippe for ham forsvandt. Men der var også noget andet som fik hende til at kæmpe med sig selv, for hun ønskede faktisk at hjælpe denne mand, denne forfærdelige ubehagelige mand. Hans ord, hvordan. Gik lige ned af hendes rygrad, for hvordan ville hun endelig gøre dette. Tanken om hvad hun havde lagt på bordet var kvalmende, og det næste der bliv tilført var lige så ubehageligt at tænke et svar på, hvorfor.
"Når jeg ser folk i øjne kan jeg fjerne deres følelser. Fra en time til en dag, og kan tage flere følelser. Den anden del af min evne der tillader mig at føle dine følelser." hun sang en klump som det blev sagt.
"Så alt du skal er at lade mig ind i dit sind, se mig i øjne og blinke langsomt tre gange." hendes hænder rystede som det blev sagt, for det her var jo sygt når hun tænkte lidt over hvad hun havde tænkt sig.
"Om hvad får jeg ud af det, det kommer ikke dig ved...gør det?" hun bidt kæben sammen før hun forsatte, så hun vidste jo godt at han ikke være tilfreds med dette, han virkede for skeptisk. Men hvordan skulle hun sige det, "Jeg vil bare hjælpe" i guderne ja, det ville hun komme langt væk. 
"Ubehag, afsky, og foragt." lyd det i stedet for en dybere forklaring.
"Vil du nyde nytårsaften uden dem? eller ej?" Ingen grund til at fortælle, hvad hun endelig gjorde ved folks følelser. Og hvor dårlig en nytsårs aften hun ville få af dette.

 Frederik stod bare og ventede. Ventede på hun forklarede, ventede på at finde ud af hvad hun præcist snakkede om. Han følte der gik en evighed før hun fik taget sig sammen til at svare og da hun gjorde, følte han ikke rigtig at han blev klogere. 
 Han synes det lød som noget værre hokus pokus, og da hun ikke rigtig kunne - eller ville - give ham en forklaring på hvad hun ville få ud af det, virkede det bare endnu mere som hokus pokus. Han fnøs. 
 "Blinke tre gange..? " lød det lidt skeptisk fra ham. Havde han så solgt hans sjæl og hans førstefødte? 
 " Og hvad så? Hvad kan du så se? Føle? " Frederik havde på ingen måde lyst til hun skulle finde ud af præcist hvorfor han følte som han gjorde, han lille hint fra lige før var mere end hun behøvede at vide. 

 Da hun spurgte om han ikke ville være fri for alle de forfærdelige følelser, sank han en klump og vendte sig lidt om mod hende. Selvfølgelig ville han det. Øjnene smallede sig lidt mens han så på hende. Han ville gerne sige ja, men det virkede bare for godt til at være sandt. Han kunne ikke tro på at hun faktisk mente, at hun ville hjælpe ham. Ikke uden at få noget ud af det, og evner var noget mystisk noget. 
 " Og så vil du bare være sur og tvær hele aften? Fordi du har ubehag, afsky og foragt? " Hvor meget ville hun føle? Bare det hun troede han følte, eller ville hun hele det hele? Og når hun ikke var vokset op med følelserne ville hun overhovedet kunne holde dem ud? Frederik havde egentlig mange spørgsmål, men en lille del af ham ønskede ikke at spørger, for hvad nu hvis det fik hende til at ombestemme sig, hvis hun vidste mere om hans følelser end hun troede hun vidste?

At mærke ham bare stå der og overveje om han skulle gå videre eller hvad end der foregik i hans sind var stadig ikke en behagelig fornemmelse. Hvorfor var det igen hun havde lagt disse kort på bordet? For at hjælpe en mand der fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg? Give ham en god dag på bekostning af hendes egen? Hun nikkede som han sagde blinke tre gange, burde give hende nok til at opsluge tre følelser fra ham. Selvfølgelig bad han om en forklaring, hvem ville ikke, men han var heller ikke desperat i det tilfælde, i hvert fald ikke nok til udelukket at sige ja uden at tænke sig om. Hun ventede dog lidt med at besvare ham for han virkede tydeligt til at have mere at tilføre. Hun stod så stille som hun kunne, hvilket ikke var særligt stille, vingerne langsomt faldt op og ned med hendes vejrtrækning som stadig kæmpede med at falde til ro efter han rørte hendes kind som han havde gjort. Hånden nussede forsigtigt kinden forsat og den anden hang bare kraftløst til hendes side og blikket hvilede på ham, men aldrig nok til at sidde stille, så om hun ikke ønskede at observere ham.
"Noget i den stil." svaret hun kort med et opgivende suk.
"Jeg vil mærke følelsen i dit sted, så når du føler ubehag, vil jeg i stedet. Meget simpelt." Men hvis deres nære kontakt tidligere var nogen indikation til hvordan denne aften ville blive var det nok bedst at hun smuttede tilbage på sin værelse så snart dette var sket.
"Så ja, du får en god dag, jeg får en dårlig? Hvad er der at brokke sig over?" hun rystede hovedet, hun var på ingen måde faldet til ro, stadig tvær over hans opførelse og hun havde endelig ikke lyst til at hjælpe ham, hun følte blot et behov for at gøre det.
"Du får hvad du vil have. Lad være at tænk mere over det, end bare det." hun lod endelig blikket flade til ro på ham, nær hans øjne - nærmere hans næse. Hånden slap kinden og de fandt hinanden hendes hænder og fumlede i et besværligt forsøg på at finde ro. Hun tippede let på stedet som hun inderligt håbede han ville benægte hendes hjælp.

 Tandhjulene kørte så man nærmest kunne høre dem snurre. Frederik var en smule splitte så det lød så suspekt, alt for godt til at være sandt. Alligevel kunne han ikke slippe følelsen om at det var et tilbud han ikke kunne sige nej til. Han sank en klump.
 " Og det er kun følelserne du kan mærke.. Ikke.. andet?  " blikket blev slået lidt ned, inden Frederik rettede sig op og så tilbage på hende. Hun skulle ikke se hvor meget han følte han stod til at kunne miste ved det her. Hvis hun fandt ud af for meget. 

 Frederik kunne ikke holde et fnys tilbage og rullede lidt med øjnene, da hun spurgte hvad der var at brokke sig over. Hvor skulle han vide fra hvad der var at brokke sig over, når hun ikke ville gå mere i detaljer? Han rystede lidt på hovedet over hende. Var hun virkelig så naiv og godtroende selv? 
 " Du ved ikke hvad jeg vil have.." brummede han lidt, ved at være godt irriteret over hendes behov for at antage alt om ham. Hun vidste ikke hvad han ville have. Jo, det ville da være rart ikke at føle de ubehagelige følelser var væk, men for en enkelt dag? Hvad godt ville det gøre.. Og han ville vel stadig have minderne, ville han ikke? Alligevel vendte han blikket mod hendes, ligesom hun havde sagt han skulle.  
 " Tre blink..? " spurgte han, bare for at være sikker. Det lød så dumt. 
 " Og hvad? Skal jeg har bare.. stå..? " Han fnøs kort over det.  Bare stå og glo ind i dine øjne..

Alene at han stoppede var et tegn på at ikke ønskede at se bort for de kort hun havde lagt på bordet, men selvfølgelig var deres forhold ikke sådan at han ikke ville betvivle hende, og det første spørgsmål der kom hendes vej var et tydeligt tegn på dette. Var det kun følelserne hun ville kunne mærke, et spørgsmål som fik hendes til at sukke og ryste hovedet, selvfølgelig ville det ikke være nemt med denne mand. Kunne han ikke bare tage godbidden han fik uden at stille spørgsmål. Han frys og rol med øjnene gjorde intet bedre, som hun stod et skridt tættere på ham.
“Jeg føler følelser, ikke andet.” lyd det fjernt som tog blikket fra ham. Du ved ikke hvad jeg vil have. Ordene var lige til at brække sig over, og en del af hende følte kvalmen som hun kort overvejet hvad hun skulle svare, hans andre efterfølgende spørgsmål, tegnede det mere og mere tydeligt hvor dårligt deres forhold var.
“Næh, men ingen væsner ønsker at føle de følelser du føler.” startede hun hun havde alt andet end lyst til at bruge en masse tid på at forklare en mand som ham alt dette, men hun var nødt til at hjælpe ham, Isaris velsignelse, blev lige så nemt en forbandelse dage som denne hvor den prikkende fornemmelse skreg at hun skulle hjælpe.
“Tre blink, er længe nok tid til at jeg kan bruge mine magiske egenskaber på dig.” hun sukkede før hun forsatte.
“Vil du have min hjælp eller ej Så kom her, og se mig i øjne.” hun bidt sammen som det blev sagt, og i hendes eget sind bandede og svovlede af sig selv som hun tog et hårdt, stift skridt frem af.

 Det pjuskede bryn rynkede sig lidt da hun rystede på hovedet til hans spørgsmål. Hvis hun ville vide mere end bare hans følelser var han på ingen måde interesseret. Det kom ikke andre end ham selv ved, hvad der var sket for ham og hvorfor han havde det. Det var lige før han vendte om, at vendte tilbage til at gå væk. Men så sagde hun i stedet at det kun var følelserne hun kunne føle. Noget der fik ham til at knibe øjnene sammen i et lidt skulende udtryk. Lavede hun sjov med ham? Prøvede hun at snyde ham til et eller andet?
 " Kun følelserne? " gentog han.

 Frederik fnøs. Selvfølgelig ville ingen føle som han havde det. Det var forfærdeligt. Derfor behøvede hun ikke opføre sig som om hun vidste noget som helst om ham. Han ville måske være lidt mere åben for hendes beslutsomhed for hvem han var som person, når hun havde mærket hvordan han havde det. Men også kun lidt, for det ville kun være den halve sandhed.
 " Fint! " Bed han lidt tilbage og stillede sig ordenligt foran hende, og kiggede ned i hendes øjne. Han vidste ikke rigtig hvorfor han gik med til det. Et eller andet sted var det et vågent valg, for hvem kunne vide hvad hun ville lærer om ham ved det. Alligevel var der en nagende del af ham, der ikke kunne slippe tanken om hvor fantastisk det ville være bare at have normale følelser. Ikke føle maven vende sig når man var nær en kvinde, ikke føle de summende fornemmelser i kroppen når man var nær en mand. Tankerne for igennem Frederiks hoved, men han holdt blikket i kvinden foran ham. Han vidste stadig ikke en gang hvem hun var. Han forstod virkelig ikke hun ville give ham denne mulighed.

At han havde et behov for at vide, hvad hun ville bære, føle og vide havde sikkert en uhyggelig fortælling bag sig, endnu mere efter han havde opført sig som han havde. Det ubehagelige fornemmelse som hans berøring havde beriget hende med var ikke forsvundet i nu, og hånden nussede stadig kinden en smule.
Kun følelserne, nogle ord som blev svaret med et bekræftende, definitivt, nik. Der var ingen grund til at gå igennem det hele igen eller forklare det endnu dybere end det havde, det var det sidste hun skyldte ham. Faktisk skyldte hun ham ingenting, og slet ikke hvad hun havde gang i. At han kom tilbage til hende beriget hende øjeblikkeligt med de ubehagelige fornemmelser og følelser, flere og flere af disse var begyndt at være hendes egne hvilket på ingen måde gjorde oplevelsen bedre. Bedre at få dette overstået var hendes første tanke så snart deres øjne mødtes. En hvidt, gyldent lys spredte sig i hendes blik. Et glimt af lys, og den første førelse var hende, afskyen var den første for hvorfor ikke starte i den dybe ende. Lyset gentog sig to gange som flere følelser tilhørte hende, ubehag og foragt. Det var kvalmende, det var nok den pæneste måde at forklare hvordan dette føltes. Hun tog øjeblikkeligt to, tre skridt tilbage som blikket faldt mod jorden en hånd fandt hendes pande. Nok havde hun oplevet disse ting ofte, nok havde hun følt mange ting fra folk, båret folks smerte efter en ulykke, sorg efter at have mistet en ven efter et slag. Lige nu, var dette var en helt anden boldbane af følelser, af intensitet, hver gang hun så sin egen hånd, de spinkle forfærdelige fingre, de klare negle, skreg hendes indre.
“Du..har bare af..at nyde denne nat! Forstået?!” i en tone, som kun en feltheler kunne udtrykke, kommanderende, hård, og den blide kvinde der normalt gemte sig under de hvide, bløde, vinger, var ingen steder at høre i den tone.
forhåbentligt var dette en gangs oplevelse. Skreg hendes indre, som hun forsøgte at hæve blikket til ham igen, hendes hænder forsvandt hurtigt bag hende det var det sidste hun ønskede at se, generelt, føltes hele hendes krop ubehagelig.

 Frederik vidste ikke helt hvad han havde forventet der ville ske. Et eller andet sted forventede han nok at der ikke ville ske noget som helst. Det virkede for godt til at være sandt, og når noget føltes sådan, var det ofte fordi det var det. Normalt ville han slet ikke være gået med til det, slet ikke uden at vide mere om hvad det betød for ham, men ønsket om bare at føle som man skulle var åbenbart så stort, at han ikke kunne dy sig fra at gå med til det. 
 Derfor var det også overraskelse der lagde sig over det spinkle og markerede ansigt da den første følelse forsvandt. Som havde der været en sten i Frederiks krop, der havde fungeret som en prop for noget, følte Frederik sig pludselig både lettere og mere afslappet. Og for hver følelse der forsvandt løsnede Frederik mere op og blev mere afslappet. 

 Som var deres roller blevet byttet, var det nu Frederik, der før altid havde et sammenbidt udtryk fra sjældent rigtig at føle sig helt tilpas med andre, der nu stod med et mere blødt og afslappet udtryk. For første gang hele aften var smilet om hans læber ægte og han følte sig.. let. Kvinden foran ham var nu den med det anstrengte og hårde udtryk oversig. Frederik forstod hende godt. Hendes hårde og nærmest kommanderende tone, fik Frederiks mundvige til at sitre forræderisk. Det var lidt underholdende.
 " Så bitter du pludselig blev, " mumlede Frederik og løftede den ene hånd op så han kunne vippe hende hoved op. En lille del af ham, var nysgerrig over hvordan hun mon følte når hun så på ham. Han havde godt se hvordan hende holdning havde ændre sig som hun så ned af sig selv, så ville hun føle sig noget mere tilpas i hans selskab end hun havde gjort før? Havde hun det som han havde når han så på mænd, eller var det bare som at se sig selv i spejlet?
 " Er det så som du.. vidste? Er jeg så ondskabsfuld, som du mente? " Spurgte han lavmeldt, nu med et lidt mere skulende udtryk over sig. Hvis hun virkelig følte hvordan han havde det, så burde hun også se at ikke var så ligetil, som hun havde forsøgt at få det til at lyde som. 

 Frederik trak dog hånden til sig ganske kort efter at have stillet det sidste spørgsmål, og vendte sig om. Hun havde fået hvad hun ville - han var gået med til at hun måtte hjælpe ham. Og hun havde jo bedst ham om at nyde aften, så hvorfor ikke gøre som hun havde sagt? 
 Og med den tanke gik han afsted for at finde pigen han havde stået med tidligere. 

Alt var ubehageligt, at høre hendes egne lyse stemme, at se hendes hår falde ned foran hendes blik, at se sine egne kvindelige former som hun kiggede ned af sig selv. Alt føltes uvirkeligt og på samme tid som noget der hørte hjemme i et barns mareridt. Let bidt hun kæben sammen bare for at gøre noget til at holde dette helvede ud, en let smerte gjorde mange ting nemmere at holde til. Stille og roligt som sekunderne gik bidt hun hårdere og hårdere sammen om sine læber. Det sværeste var dog ikke at holde til at være i sig selv, det sværeste var ikke at give ham en på siden af hovedet af den glæde der nu osede fra ham. Han nydt dette, og alt for meget af hvad sundt var, hvilket på sin måde endelig var godt nok for det jo hendes mål med denne kæmpe tjeneste, en tjeneste som det først nu gik op for hende hvor stor den endelig var. Hans forbandet ord gjorde det ikke nemmere at holde det ud, for der var jo intet galt med ham, bare måden han så verden på, at kalde ham ond ville være forkert. Det var noget glat med hans verdens syn af en eller anden grad. Så bitte hun blev, og de ord gav hende ikke lyst til at virke større som vingerne kryb sig bag hende og forsøgte at gemme sig, en hånd søgte hætten og blikket faldt på jorden til hans side. Der var intet ønske om at tage kampen alt hun gjorde var at nikke til hans første ord.
”De..har en hårdt liv.” kæmpede hun ud, og tog en dyb indånding. Selvsikkerheden fik flere slag end den nogle sinde havde i dette øjeblik, men alligevel var hun nød til at udtrykke sig om det næste.
”Denne tjeneste. Er en engangs..oplevelse..” hun lyd ikke sikker i sine ord, og det var en kamp at få dem sagt, men selv om hun virkelig skulle var det ikke muligt at se ham i øjne som det blev sagt. Som han vendte sig gjorde hun også, og efter nogle få skridt var vingerne foldet ud. Hun måtte væk, væk fra folk, for lige nu vidste hun ikke hvad hun kunne finde på at gøre og sig eget værelse var det eneste sikre sted hun kunne huske i dette øjeblik.

Den næste måned, vågnede hun med en smertefuld hånd, der stadig let bløde efter at have smadret hendes eget spejl i løbet af natten. Aldrig, aldrig igen.