Hvordan? Hvordan kunne Splip være så meget som et barn? Utilfredsheden var som badet i det underlige, rødhåret væsen. Skulderne var helt oppe til ørerne og Bart blev ikke engang skænket et blik, som Splip tydeligt viste sin utilfredshed. Lige nu kunne Bart ikke lade være med at tænke på sine storesøstre. Hvad gjorde Miriam og Wanda, når han var en højrøvet lillebror og kun ville sin vej? Drengen kunne ikke huske det. Var minderne af familien virkelig så langt væk? Men igen, ønskede Bart at huske de gode tider med familien, der var blevet slagtet sammen med ham, blot med han genopstået derefter? De færreste ønskede dette. Bart var en af disse.

Alligevel kunne drengen ikke give op på Splip. Jovist kunne drengen bare dreje rundt og vente på Ilaria alene, men han ønskede ikke at efterlade Splip sådan her. Utilfreds og sur på ham. Det var ikke sådan, Bart ønskede at skilles med dette sjove væsen. Derfor valgte drengen at løfte sin hånd mod Splips skulder. Svagt lagde han den på Splips skulder. Vingerne af hans var tydeligt små og så nærmest ødelagte ud. Selvfølgelig ønskede Splip at flyve, når han havde vinger, der ikke kunne flyve.
"Vi kan måske prøve, Splip. Hvis du vil? Jeg kan ikke love, vi flyver, men vi kan prøve?" Var det, hvad Miriam og Wanda ville gøre? Bukke under og sige ja til det, de havde sagt nej til? Ja, det havde været deres måde at håndtere den nu eneste Ellis. Og lige nu blev denne taktik brugt af ham på Splip. Hvem ville have troet, at Bart ville ende med at bruge et storesøskende-trick på et andet væsen?

 Det var ikke fordi Splip havder stor - eller nogen - erfaring i at skulle gøre noget for at få sin vilje, hvis andre sagde nej. Det var meget sjældent Splip mødte andre, og det var rigtige mange år siden han havde været en del af en familie. Så længe siden, at han slet ikke kunne huske det, eller huske hvad det gik ud på. 
 Han var derfor ikke selv klar over om han gjorde noget forkert eller rigtig, eller hvad han i det hele taget gjorde. Han var bare blevet utilfreds over hvad drengen havde sagt, og han kunne virkelig bare ikke forstå hvad problemet var. Ud fra Splips logik var der ikke noget problem, drengen var bare dum og ville drille Splip. 

 Selv da drengen lagde hånden på Splips skulder, virkede han bare sur og fornærmet. Noget i han sagde ham, at drengen om lidt ville vise hans fine flyveevner, bare for at være træls, og tvære ud i hovedet på Splip at han ikke måtte være med. 
 Da drengen spurgte Splip om noget, flyttede det lille blandingsvæsen dog blikket op på drengen en skule skulende. Han var ikke sikker på hvad drengen sagde. Han bruge så  mange ord når han snakkede, og mange af dem lød meget underlige. Og han snakkede altså utrolig længe af gangen. 
 " Splip op? Svush svush? " Spurgte han. Han vidste ikke om det var det drengen prøvede at fortælle ham. At de godt kunne flyve alligevel, men det skadede vel ikke at prøve og spørge igen.

Selvom Bart rent faktisk gav sig under for Splip, virkede det rødhåret væsen til ikke at vide helt, hvad drengen sagde. Bart burde have lært det nu. At Splip tydeligvis ikke var et væsen, der forstod lange og komplicerede sætninger. Det ville bedst at gøre sig kortfattet og direkt. Som Splip gjorde. For selv da hånden kom på skulderne og ordene blev sagt, skulede det rødhåret væsen endnu. Det var først, da Splip selv kiggede op, at der virkede lidt anderledes i blikket. Og da det gentagende spørgsmål kom, kunne Bart ikke andet end at nikke. Nikke med et venligt og omend ikke et barnligt smil på læberne. Det lille mellemrum mellem fortænderne blev vist. Før vingerne var kommet, var det charmetænderne. Alle fandt det kært, når Bart smilte med tænderne, for mellemrummet gjorde ham mere nuttet, end drengen allerede var.

Hånden forsvandt fra Splips skulder. Bart rettede ryggen igen. "Ja, Splip op. Splip og Bart op. Eller vi prøver, okay?" Forhåbentlig kunne Splip forstå dette. Det var i hvert fald i samme talemåde som væsenet. Forhåbentlig fandt han det ikke fornærmende. Ellers ville Bart bare have gjort alt, han kunne, forkert.
Kort kiggede drengen rundt efter et sted, hvor de kunne sætte af fra. At flyve helt virkede for ambitiøst. Måske de kunne hoppe fra et højt sted og glide ned. Var det mon nok overhovedet? Hvad havde Bart rodet sig ud i? 

 Splip nærmest sprang op fra pladsen på jorden, da drengen sagde han kunne komme op. Glædeligt hvinede han mens han hoppede lidt fra ben til ben og klappede i hænderne. Selvfølgelig var han glad! Endelig kunne han få lov at til at prøve og komme op hvor fuglene fløj. Hopperiet og klappen stoppede som et undrende udtryk gled over det lille ansigt. Hovedet vippede på skrå, og han kiggede lidt på drengen.
 "Bart? " spurgte han og kiggede ned af sig selv. Smagte lidt på ordet og tænkte over det. Det var noget med når man ikke havde tøj på, hvad det ikke? 

 Uden nogen yderligere eftertanke begyndte Splip at tage hans alternative tøj bestående hovedsageligt store blade og sind fra smådyr af. Hvis drengen ville have han skulle være helt bar for at de kunne flyve, var Splip ikke en til at diskuterer det. Han ville bare virkelig gerne flyve!

Hvordan Splip hoppede og klappede i hænderne kunne få alle og enhver til at smile og være glade. Bart var en af disse. Drengen kunne ikke lade være med at smile bredt nok til at vise mellemrummet mellem nogle af tænderne - tandsættet havde aldrig været perfekt. Ikke engang efter genopstandelsen var de råhvide tænder blevet gjort perfekte.
Og med denne positivitet var Barts tanker hen i retningen af at flyve med Splip. Derfor lagde engledrengen ikke mærke til, hvad det rødhåret væsen var igang med. Da drengen endelig kiggede på Splip, stod det rødhåret væsen uden nogle af sine klæder lavet af blade og andet. Straks blev de småtykke kinder røde af flovhed og Bart kiggede væk igen. "Splip, du behøver ikke være nøgen," sagde Bart småmumlende og rystende af usikkerhed. Hvorfor havde væsenet trukket sit tøj af sig? Og dér slog det drengen. Hans navn. Det var ikke bare hans navn. Det var også et ord. Derfor vendte drengen sit blik tilbage på Splip - det var svært ikke at svæve blikket væk, men Bart prøvede at fastholde øjenkontakten med den nøgne Splip. "Jeg hedder Bart. Ligesom du hedder Splip." Et lille smil fandt frem på Barts læber. Han ønskede nok, at Splip ville tage sit tøj på igen, men måske det rødhåret væsen var bedst uden noget. Hvad skulle Bart så gøre? Skulle han så prøve at flyve med en nøgen Splip på ryggen? Burde han selv trække af tøjet, så Splip ikke var alene? Det var jo Barts skyld, væsenet havde taget tøjet af - eller delvist hans skyld, men hvordan kunne man give et væsen som Splip skylden for noget?

 Bar som da han blev født stod Splip med et stort smil på læberne og så afventende på drengen foran ham. Nu kunne han vel heller ikke blive mere klar! Der var dog noget over måden hvorpå drengen reagerede der fik Splip til at se lidt forvirret ned af sig selv. Var der noget der var forkert? Splip trak lidt i hans hud for at flytte lidt på den, måske kunne han bare ikke hvad drengen havde set. 
 Blikket løftede sig dog kort efter tilbage på drengen med en endnu mere forvirret mine, og hovedet let på skrå. Han forstod ikke helt hvad han sagde, men hans hovedrysten gav ham en lille ide.
 " Ikke bart? " Spurgte Splip undrendende og flyttede så blikket ned på tøjet der nu lå på jorden. Hvis han ikke skulle være bar hvorfor havde han så sagt det? En af de små hænder kløede lidt i de store, røde krøller. 

 Jeg bart, du Splip. Drengen blev kun mere og mere forvirrende. Splip rystede nærmest helt opgivende på hovedet mens han rullede på øjnene. Den dreng var da helt rundt på gulvet!
 " Nej nej nej! " lød det fra det lille blandingsvæsen.
 " Splip bart, ik du! " prøvede han at forklare og pegede på sin nøgne krop. Mon drengen var syg? Han så bare ikke så gammel ud. 

Af ren flovhed kiggede Bart henover Splips hoved. Det var på en og samme tid både nemt og svært. Nemt, fordi selvom engledrengen var lille, var Splip mindre. Men det var ikke nemt ikke at kigge ned. Hvorfor gjorde han det? Var det den barnlige nysgerrighed, der gerne ville se? Og hver gang øjnene sænkede sig, blev kinderne mere og mere røde, indtil de næsten var samme kulør som Splips hår.
Hvordan skulle Bart kunne redde sig ud af den her? Splip fangede det åbenlyst ikke. Drengen havde ikke ment bart som bart i beklædning. Hvorfor skulle han også have et navn, der betød noget andet også? 

Med besvær sænkede Bart sine øjne. Ikke nok til at kigge helt ned på Splips nøgne krop. Nej, de forblev på væsenets øjne - selvom engledrengen kunne se de nøgne skuldre og kraveben. Og de var tydelige påmindelser om, hvordan det så ud længere nede. Bart prøvede at ryste tanken og synet ud af hovedet, men det var som ætset i sindet. Hvad var værst? Splip komplet nøgen eller familiem myrdet af mørkelvere?
"Du hedder Splip, ikke?" Bart prøvede at være pædagogisk, men det var tydeligt, at barnligheden var over ham. Flovheden var i kinderne og stemmen. Den rystede og næsten knækkede. Hvordan kunne nogen klæde sig komplet af foran en fremmed? Bart forstod godt. Splip ville gerne flyve og han havde lovet ham. Splip virkede som væsenet, der blindt gjorde, hvad der blev sagt for at få, hvad han ville. Bart havde sagt 'bart' for at flyve. "Jeg hedder Bart. Bart er mit navn. Du behøver ikke være bar, Splip."

 Splip kunne godt se Bart ikke rigtig kiggede ordentlig på ham, og det fik han til at rynke den ellers glatte pande. Så mærkeligt som han kiggede rundt og ikke rigtig på Splip, var det fordi han ikke kunne se Splip længere? Var han blevet usynlig af at have taget tøjet af? Tanken fik Splip til at vifte lidt med armene for at fange drengens opmærksomhed. 

 Og det virkede - nogenlunde i hvert fald - for drengen blik faldt nogenlunde tilbage på blandingsvæsenet. Splip nikkede da der blev sagt at han hed Splip. Det var nemlig ham. For at gøre det endnu mere tydeligt pege han på sig selv.
 " Splip! " Hovedet lagde sig på skrå efterfølgende og lyttede til hvad der blev fortalt. Brynene rynkede sig og man kunne se han tænkte så det knagede. Drengen sagde det samme ord som han havde ved Splip. Hedder. Han brummede tænkende inden han faldt lidt sammen i overkroppen helt opgivende.
 " Bart? " lød det en smule spørgende som han pegede på drengen. Hvis det var sådan det var, så kunne han godt se han havde dummet sig. Noget der fik hans kinder og øre til at blive en smule røde.

Det var tydeligt, at Splip ikke vidste helt, hvorfor Bart kiggede væk. De fleste ville nok vide, at engledrengen kiggede væk, fordi han var flov over at stå over for et nøgent væsen. Men Splip virkede ikke til at opfange dette. Det rødhårede væsen viftede lystigt med hænderne, som om han troede, Bart ignorerede ham. For drengen ignorerede ham jo ikke. Han vidste udemærket godt, at Splip stod der - i al sin nøgne storhed.

"Ja, du er Splip," sagde Bart, som væsenet pegede på sig selv. Fordi engledrengen kiggede atter på Splips ansigt, kunne Bart se, hvordan tandhjulene drejede bag den røde afro. Og endelig tændte en glødepære over væsenets hoved, som han opfangede, hvorfor Bart var blevet helt rød i kinderne. "Ja, jeg er Bart." 
Nu var drengen dog ikke den eneste, som Splips ansigt og sågar ører blev røde og næsten gik i et med håret. Dog kunne Bart ikke lade være med at føle for det mindre væsen. Splip ville bare gerne ud og flyve. Bart havde sagt 'Bart', så Splip havde gjort, hvad han troede, drengen mente. Han ville bare ud og flyve og nu var han blevet gjort sig dum. "Det er okay, Splip. Det kan ske for alle." Bart lagde en hånd på en af de små skuldre. Kort kiggede han rundt efter, hvad Splip havde haft på af beklædning. Men drengen kunne ikke finde det. Det gik i et med skovbunden. Hvad ville de gøre, hvis ikke engang Splip kunne finde det?

 " O'ky, " mumlede Splip til Barts ord, da han blev klappet på skuldrene. Splip var ikke spor blufærdig, han vidste jo ikke bedre, hans tøj var kun til for at holde varmen. Derfor generede det ham slet heller ikke at stå nøgen foran menneskedrengen. Det var misforståelsen af hvad der blev snakket om, der havde gjort Splip en smule forlegen, og givet ham en næseryg og ørespidser der var blevet en lille smule røde. Det var dog ikke værre end at han med en kort rømmen gik i gang med at tage tøjet op igen med et ret ryg, som om intet var sket. 
 For Splip var det den rene barnemad at finde tøjet igen og taget det på. Det havde dog tabt lidt blade hist og her, men det var ikke noget Splip tænkte på. Det eneste han havde øje og hjerne for, var at komme ud og flyve! 
 " Så! Splip klar! Op op op op! " Han hoppede lidt så stedet inden han gik tættere på Bart. Hvordan mon de skulle gøre det? Skulle Splip sidde på ryggen ved vingerne, eller mon han skulle krammen Bart og holde sig fast sådan. En lidt tænkende brummen kom fra ham.

Måden, hvorpå Splip fandt sit 'tøj' uden problemer, forundrede Bart. For menneskedrengen var det en del af skovbunden. For Splips beklædning var lavet af skoven. Det var tydeligt. Især, da et par blade faldt af, som det rødhåret væsen trak i det igen. Puha. Bart vidste ikke, hvad han skulle gøre, hvis Splip havde forblevet nøgen. Ville Bart så også have været nødsaget til at trække af alt, så de var ens? Godt, det ikke endte dertil. Selvom Splip ikke virkede sky for det. Skovvæsnet havde virkede alt andet end blufærdig. Det havde ikke været nøgenheden, der havde gjort Splip forlegen - det havde det for Bart. Om nogle timer ville han finde det sjov, uden tvivl. Han var jo endnu et barn. En lille dreng, der bare så yngre ud, end han var. Men kun et par år endnu.
Hurtigt var Splip tilbage til at ville flyve. Der blev hoppet på stedet, inden de stod tættere. Kort kiggede Bart rundt om dem. Han vidste, han ikke ville kunne bære dem begge til at flyve ordentligt. De ville bare dale langsomt sammen. Derfor ledte Bart efter et højt nok sted at hoppe ud fra. Og han fandt det. En bakketop midt i skoven. "Derhenne. Kom." sagde Bart og pegede derhen, som han gik derhen. Ingen vej tilbage. Men på en måde glædede Bart sig. Det var meget få gange, drengen havde brugt sine vinger og engleliv for sjov skyld. For ham var det ikke sjovt, men Splip hjalp med at vise det. Omend det var den langt mere barnlige adfærd fra det rødhårede væsen, som tvang glæden frem.

 Utålmodigt trippede og hoppede Splip på stedet, mens Bart kom frem til hvad de skulle gøre. Splip fandt han alt for langsom! Han skulle jo bare gribe fat i blandingsvæsnet som han tænkte ville være bedst og begynde at flyve! Det skulle bare op op op! Splip glædede sig ubeskriveligt meget til at komme op over træerne, op til fuglene. Han var træt af bare at dale lige så langsomt ned mod jorden, når han selv prøvede at flyve. 
 " 'kay! " så snart Bart havde peget hvor det åbenbart skulle hen for at de kunne komme op at flyve, satte hans små ben i løb hen mod bakketoppen. 

 Ivren i det lille blandingsvæsen var tydeligt og ikke til at tage fejl af. De små, hurtige ben løb op af den lille bakketop hurtigere end de kunne følge med i, og Splip var flere gange ved at snuble over sig selv. Oppe på toppen stod han igen og hoppede - nu en smule forpustet - mens han heppede på Bart. Eller skyndte på ham. Hvordan man nu så på det.
 " Bart Bart Bart! Op op! Kom! Splip op op op! " han pegede op i himlen mens han kiggede op med et stort smil på læberne.

Der gik ikke lang tid fra, at Bart havde udpeget startstedet til, at Splip allerede var nærmest sat i spurt hen til det. Flere gange syntes engledrengen, at det underlige væsen med det store, røde hår var lige ved at falde næsen først ned i skovbunden. Men Splip forblev stående, imens Bart nærmest bare havde kigget på. Drengen havde i hvert fald ikke bevæget synderlig meget tættere på bakketoppen - hvilket han også hurtig fik at vide inddirekte. For Splips iver i benene var nu rejst op til munden, som jagede på engledrengen.
"Undskyld," småmumlede Bart, inden han med hurtige skridt fulgte Splips tur. Kort senere stod han sammen med det lavere væsen ved toppen. Der blev kigget ned med de blå øjne. De var ikke alt for højt oppe, men højt nok oppe til, at Bart tænkte, de kunne dale langsomt. Også selvom Splip havde sagt op. "Okay, jeg tror, det nemmest er, hvis jeg holder om dig. At du er foran mig." Det aller nemmeste ville nok være, hvis Splip satte sig på hans ryg. Men der var to store faktorer, der skræmte Bart ved den tanke. For det første ville Splip på den måde sidde på vingerne og de ville ikke kunne flyve optimalt. De gange, Bart havde fløjet med Ilaria, havde hun altid holdt om hans liv, som han fløj under hende. For det andet frygtede Bart, at hans ryg ikke ville kunne bære Splip. Meget vel var det underlige skovvæsen lavere end ham, men han virkede tungere. Lemmerne virkede mere kraftige end Barts, der nærmest bare var skinbelagte knogler. Derfor var på maven nemmest. Og hvis Bart ikke kunne løfte Splip, kunne de altid kramme hinanden. Dem begge med armene rundt om hinanden. Så kunne Splip også have sine ben og fødder viklet rundt om Bart. Det var sådan, engledrengen selv havde fløjet første gang med Ilaria. På den måde kunne han ikke se ned. Det var meget komisk, ikke? En engel, der endnu var bange for højder lidt.

 Den ivrige hoppen, klappen og kalden forsatte indtil Bart næsten var oppe på toppen. Splip havde jo ventet hele sit liv på at komme op på himlen sammen med de vilde fugle, så selvfølgelig var han ikke specielt tålmodig. 
 Med det sammen Bart kom op på toppen af bakken var Splip klar til at kravle op på ryggen af englen. Selvfølgelig ville Splip være øverst, så han kunne se det hele og mærke vinden mod sit ansigt. Derfor var det også lidt som om alt entusiasmen suste ud af Splip da Bart sagde noget med at være foran. Han rynkede på næsen og så op på ham.
 "  Men Splip.. ffssstsffs.." Splip slog armene ud til siderne og lukkede øjnene i, mens han svajede lidt fra side til side, for at vise at han ville sidde på ryggen og mærke vinden og alt der ellers kom med flyveturen. 

 Øjnene blev åbnet igen og Splip nikkede ivrigt og opfordrende til englen. Det kunne han jo godt se ville kræve at Splip var på ryggen af ham.  

På en måde tænkte Bart, at Splip ikke ville komme med mere brok eller indvendinger. Væsenet havde jo fået sin vilje. Han ville komme ud at flyve - forhåbentligt. Men ak, selvfølgelig var guderne ikke med engledrengen. Siden hvornår havde de været det? Før vingerne kom til Bart, havde drengen troligt troet på Zerafina og de andre guder, når nødvendigheden til dem var der. Men efter det, der var sket med Bart og hele Ellis-familien, ja, så var det svært at tro, at der fandtes højere magter. Måske de onde guder. Dødsguden og alle dem. De kunne have dømt Ellis-familien til døden, hvoraf Isari havde genoplevet Bart til det, han nu var og ville være forevigt og altid.

Ordene var der ikke til, men Bart forstod Splips få ord og armbevægelser. Han ville op på ryggen. Men der måtte Bart blot sænke sine skuldre, så man nærmest skulle tro, disse ikke fandtes mere. Øjenbrynene hævede sig i midten og forblev sænket i enderne i et halvskuffende blik. "Splips, så vil vi falde. Du vil sidde på vingerne. Så vil jeg ikke kunne flyve, hvis du sidder hér." sagde Bart og fik møvet en hånd om på ryggen og nogenlunde på midten, hvor hullerne i trøjen gjorde plads til vingerne. Der var ikke mange fordele ved at ville være fanget i en elleveårig krop forevigt, men smidighed var én af de få. Bart ville altid være lige så smidig som en lille dreng. For det ville han på en måde altid være. Om han ønskede det eller ej.

 For Splip var det en meget lang sætning menneske englen slyngede i retningen af ham, og et eller andet sted forstod han ikke en brik af hvad der blev sagt. Men han kunne se på den måde Bart ikke så glad og ivrig ud, at det ikke var fordi han gad Splip sin vilje. 
 Den lille blandingsrace så først lidt skulende på Bart. Han ville op at flyve og han ville have den fulde oplevelse! Så kunne han jo ikke bare hænge og dingle som et eller andet skovbær.. 

 Og det var her Splip besluttede sig for at være stædig. Han ville op at sidde på ryggen at flyve og sådan var det! Derfor satte han sig tungt ned på skovbunden, så støv og blade løftede sig lidt fra jorden. Armene foldede han stædigt hen over brystkassen og næsen stak han nærmest helt fornærmet i sky.
 "  Splip dér! " Pointerede han bare. Drengen stod jo alligevel med en arm omme på ryggen, så det burde der til at forstå at det var fordi det lige præcis var der Splip havde tænkt sig at være, hvis de skulle flyve. Det var ikke noget han havde tænkt sig at diskutere!

Var det sådan her, Barts forældre følte, da deres yngste afkom var stædig som bare fanden for år siden? Når han ville have sin vilje og intet andet? Den yngste fødte ville jo altid være den mest forkælede. Var dette sådan, Bart havde været? Hvis det var, havde engledrengen ondt af sine forældre. For lige nu var Splip som en mur. Bart var tæt på at tage sig til panden og ryste på hovedet opgivende. Hvorfor? Hvad havde drengen rodet sig selv ud i? Han kunne ikke give andre skylden end sig selv. Han havde ikke behøvet at give efter for Splips ønsker, men han havde gjort det. Og nu var der ingen vej tilbage.
"Men Splip. Vi vil bare falde. Og slå os. Av-av." Bart prøvede at kolde sig kortfattet. Korte sætninger og små ord. Måske Splip ikke havde forstået sidste sætning, for den havde været lang og sagt hurtigt. Meget vel var engledrengen lille af udseende og kun lidt over et år ældre af sind, men hans ordforråd og forståelse af sprog var stor. Det havde været en vigtig del for forældrene dengang. Deres børn skulle være kloge og vise. Ord havde større magt end våben. Familien skulle bare vide. Ord havde ikke hjulpet meget mod mørkelverne. Bart var et gående bevis på dette. 

Bart satte sig på jorden over for Splip. Bukserne var allerede mere beskidte end nødvendigt, så mere skidt kunne ikke ses alligevel. "Vi vil komme til skade, okay? Det er for farligt." Drengen kiggede på blandingsvæsenet håbende på, at der ville ske forståelse. Forhåbentligt.

 På intet tidspunkt slog det Splip ind, at hans stædighed kunne betyde han slet ikke fik nogen som helst flyvetur. I Splips hoved havde drengen lovet ham det, og så kunne man ikke bakke ud. Nu handlede det bare om at forhandle sig frem til hvordan det skulle forgå - for Splips tilfælde ikke så meget at forhandle som bare stædigt at holde fast i hvad han ville. 
 En lav og dyb utilfreds brummen lød fra Splip der stadig sad med næsen i sky og skulede mod Bart. De kunne jo bare flyve lige så stille! Det var tydeligt at se at han ikke var imponeret over Barts grund.
 " Splip bare ooooop! " lød det klagende fra jorden. 

 Da Bart satte sig ned, drejede Splip hovedet væk i en kraftig bevægelse og med et fnys. De var ikke venner lige nu! Om de nogensinde egentlig havde været det, var ikke noget Splip tænkte over, han kendte i virkeligheden ikke rigtig til begrebet, hvad det betød eller hvad det var, men de var i hvert fald ikke på god fod med hinanden! 
 " Bart dum, Splip op, svush svush!  " Var det eneste han sagde, uden at se på Bart. 

Barts tålmodighed kunne hurtigt snart blive brugt op. Det var jo som at snakke til en dør! En lille, underlig, rødhåret dør dog. Hvor gammel var Splip overhovedet? Ud fra attituden ville engledrengen skyde på maks syv, men det kunne være alt. For hvad var Splip overhovedet? Bart havde aldrig set en som Splip før. Eller hørt om sådan en. Det kunne meget nemt være en blandingsrace og så kunne det være, at Splip var mentalt udviklet til sit maksimum. Hvis dette var sagen, havde Bart ondt af dem, der boede med Splip. 

At kigge på hinanden var en envejssamtale kun. Bart kiggede på profilen af Splip. Hvor den rødhåret kiggede hen, vidste drengen ikke. Bare alle andre steder end ham. "Splip, du kan hænge under mig. Som en fuglemor med sin unge i sine kløer. Det kan være sjovt. Kom nu." Hvorfor fortsatte Bart? Han kunne lige så godt bare rejse sig, sige farvel og gå. Han skyldte jo ligefrem ikke noget til Splip. Dette var noget, Splip halvt om halvt havde tvunget Bart til. Hvorfor fortsatte drengen? Hvis han blev spurgt, ville han ikke kunne svare, men inderst inde kendte han svaret. Han ville bare gerne have venner. Bare én, der ikke var Ilaria. Det var mange år siden, han sidst havde været sammen med andre børn. Med venner. Før englevingerne kom havde han ikke haft mange, men han havde da haft nogle. Nu var de blevet større og ældre. Nogen af dem var gamle nok til at arbejde hos deres familier. Bart på den anden hånd var fastfrossent i sin krop. Alene og uden venner.

 Det lille ansigt rynkede sig i en lettere uforstående grimasse ved Barts ord. Lige så stille vendte blandingsvæsnet ansigtet i retningen af engel, mens han stirrede lidt på ham som om det ville gøre at han kunne forstå hvad han havde sagt. Der var noget tænkende over de grå øjne. Splip havde forstået det sidste. Eller i hvert fald nogenlunde forstået det. Det var noget med sjov. Man kunne se tandhjulene arbejde inde bag det røde hår.
 " Sjovt..  " mumlede han lidt og skævede lidt til drengens vinger. Om det var fordi Splip var fordi han bare gerne ville have sin vilje eller han oprigtigt kom frem til at Bart måtte havde sagt noget med at de godt kunne gøre det var ikke til at vide, men han lyste op i et stort smil.

 " Splip op op! Nok hjæp! Se, Splip godt hjæp!  " Hurtigt kom Splip på benene igen, og gav sig til at blafre i vildskab med de ødelagte vinger. Der skete ikke meget. De kunne ikke bære Splips vægt, lige godt hvor hurtigt han bevægede dem, men kiggede man godt efter kunne man godt fornemme at Splip virkede lettere. Han kunne svæve med dem. Det var dog også alt de kunne bruges til.