Den isnende kulde bredte sig i Trestons mave, da faderens navn blev nævnt, og han åbnede munden for at protestere - bede Hamston blive, tigge, trygle. Men Ridderen var væk, inden Treston fik luft nok i lungerne, og gruen for, hvad der nu ville ske var så stor, at Zirras spørgsmål lød, som om det blev stillet fra bunden af en meget dyb brønd.
    ”Ja,” mumlede han - stadig en smule åndeløs. ”Ja, jeg er okay…”

    Hvis man ikke kendte Dastor, havde man nok bare tolket hans udtryk som strengt og misbilligende - fattet, men skuffet. Treston kunne dog godt se, at hans far var sekunder fra at ryge i luften - at eksplodere i raseri, som Reynlest-børnene ellers kun havde oplevet det ganske få gange i deres liv.
Hans hårde ord og skarpe ordre fik Treston til at krympe sig, og han kunne slet ikke møde faderens blik, da han sank og begyndte sin forklaring:
    ”Vi- ”
    Så brød Zirra ind, og Dastor affærdigede hende så eftertrykkeligt, at han lige så godt kunne have stukket hende en syngende lussing. Treston lignede efterhånden så meget en undskyldning for sig selv, at man skulle tro, han snart ville sive ned imellem brostenene og forsvinde i skam.
    ”Vi ville ned og se på hestene,” mumlede han. Kunne, trods skammen og frygten for faderens vrede, aldrig finde på, at lade Zirra stå alene…
…selvom det var hende, der i princippet var skyld i det hele, fordi hun absolut ville ned i stalden…
    ”Èn af boksdørene stod åben…” Var ikke låst. ”Og så tænkte vi at… at vi måske kunne tage… en lille tur…”
    ”En lille tur?” gentog Dastor ildevarslende og misbilligende og lod blikket lyne imellem sine to børn.
    ”Ja, vi… Altså vi lånte Tordenhov og red ud en lille tur, men så…” Treston talte kun til sine fødder nu. ”Så kom Hamston og de andre Riddere tilbage, og vi gik i panik og gemte os på høloftet… Og så gik der ild i stalden…”
    Det gav et sæt i Treston, da Dastor greb ham om kæben og tvang hans ansigt op - udsatte ham for faderens rødglødende, inkvisitoriske blik. ”Hvordan… gik der ild i stalden, Treston!”
    ”Jeg ved det ikke!” hviskede Treston.

Stilheden, der fulgte fra faderens side overdøvede næsten de mange råb fra folk omkring dem. Zirras hjerte frøs til is, mens hun så sin bror blive stegt levende. Hun måtte gøre noget. Forklare noget. Det havde været hendes idé, og nu fik Treston hele skylden for det. Det var ikke fair, og var der noget Zirra hadede over alt på jorden, var det, når noget ikke var fair.
"Det var min skyld!" udbrød hun, før hun fik tænkt sig om. Forsøgte at bryde ind og redde sin bror fra det forfærdelige blik, hun vidste han stod fanget i. "To-Tror jeg. Altså jeg prøvede bare at slukke mine ildfluer. Måske var der noget varmt. Måske..."
"Zirra," Dastor slap sin søns kæbe og fokuserede på datteren, der febrilsk prøvede at forsvare sin bror på en eller anden måde. Et øjeblik var hans blik næsten medlidende inde bag de rasende vredesflammer. Flammer, der frøs til is. Eksplosionen blev afværget, men Zirra kendte sin faders temperament nok til at vide, at det kun var midlertidigt. Han ønskede ikke at stå og råbe op foran så mange vigtige riddere. Kølig ro var vejen frem, og Dastor var en mand, der ville gøre meget for at opretholde sit gode ry. "Din lærerinde siger, der ikke har været fremskridt. Vi må snart indse, at din magi bare aldrig bliver god."
Det var næsten værre end en lussing. Zirra stod mundlam tilbage. Hun havde hele tiden håbet. Lærerinden havde sagt, hun gjorde fremskridt. Hun havde troet, faren stadig troede på hende. Troede på, at Isari ville tilsmile hende og lukke op for hendes chakra, når tiden var inde. At tiden var inde nu... Eller i hvert fald snart. En kold, klam følelsesløshed bredte sig i hendes indre.
"Nu går vi hjem, mens du, Treston, fortæller mig alt, hvad I gjorde. Så skriver jeg en rapport, og så finder vi jer en passende måde at gøre op for den skade, I har forvoldt," Dastor rettede sig op og lagde en tung hånd på hver af sine børns skuldre, hvorefter han begyndte at føre dem med sig væk fra ildebranden med et par nik til de rigtige riddere omkring sig.
"I to gejler hinanden op til ballade. Det skal stoppe," sagde han i et tonefald, der ikke lagde op til gensidig samtale. "Det er alligevel på tide, du flytter ind sammen med de andre væbnere, Treston." 
Zirra hævede hovedet i et ryk. Skulle hun ikke falde i søvn i samme rum som Treston mere? Snakke til lidt for langt ud på natten eller vågne op til hans dumme kommentarer? Det kunne far da ikke mene...
"Vi halverer din undervisning, Zirra," fortsatte han sin dom. "Nu kommer den lille ny snart, og så kan du blive i hjemmet og passe ham." Eller hende, far. Eller hende. "Hvis du lærer at begå dig ordentligt i huset, kan vi skaffe dig en plads i en lavadelig husstand."
Zirra åbnede munden for at protestere, men faderens blik fik hende hurtigt til at lukke den igen. Der var ikke mere at sige. Babyen ville snart komme til verden, og efter så mange mistede og fejlede forsøg siden de havde undfanget Zirra selv, var det det eneste lys i deres moders verden. Det lys, der overskyggede alt andet - selv Zirras forfejlede eksistens, så det ud til. Hjælpe til i huset. Det ville blive hendes liv. Fordi hun ikke kunne skabe varme med sin magi og finde ud af at holde på et sværd. Fordi hun ikke var Treston. 

    Trestons hjerte blødte for Zirra, for han vidste, at de ord fra deres faders mund, var nogle af de hårdeste, han kunne have tildelt hende. Indtil nu havde de trods alt alle sammen været optimistiske på Zirras vegne - hvor mange nætter havde Treston ikke brugt på at komme med opmuntrende bemærkninger, når endnu en magitime var gået galt? - men at konstatere hendes fiasko så endegyldigt og eftertrykkeligt…     Det var lige før, Dastor næsten lige så godt kunne have revet hende af familietræet…
Treston havde så ondt af Zirra, at han nærmest ikke hørte faderens indledende ord - mærkede kun den tunge, autoritære hånd på skulderen, da Dastor ledte dem væk fra dét rod, de havde lavet.
Beslutningen om, at han skulle flytte væk - rykke ind på sovesalen sammen med de andre væbnere - gik dog rent igennem, og med store øjne drejede Treston ansigtet imod sin far. Stirrede på Dastor, som om han ikke forstod, hvad der kom ud af munden på ham. Registrerede med en flig af sin opmærksomhed, hvordan Zirra havde gjort nærmest det samme.
    ”Men far- ” begyndte han forfærdet, men nåede dog ikke længere, før Dastor afbrød ham:
    "Det står ikke til diskussion, Treston!” bed han - det første, ydre tegn på dén vrede, de to søskende havde set i hans øjne. Nu var de et godt stykke fra folk, der kunne overhøre dem, og Dastor slækkede en smule på den hårde, lakerede, pletfrie overflade.
    Så fortsatte han med udmålingen af Zirras straf, og Treston kunne mærke panikken på søsterens vegne… Fik helt ondt i maven, da billeder af Zirra som én eller anden anstandsdame eller husholderske i et lavadeligt hjem gled forbi for hans indre blik. Hun ville visne og dø i sådan et kedeligt, forudsigeligt liv…
Med et synkende hjerte fangede Treston sin lillesøsters blik - delte med hende gruen over de beslutninger, Dastor tog for dem. Gruen over de liv, de fra nu af ville komme til at leve…

Zirra lod sit blik drukne i Trestons. De blå øjne spejlende hendes egne. Gruen, erkendelsen. Tabet, et eller andet sted, af deres tid sammen, som de kendte den.
Selvom Dastor havde sagt, at de skulle fortælle ham alt på vej hjem, blev turen tilbagelagt i tavshed. Rungende, buldrende, uudholdelig tavshed. Den derpå følgende direkte afhøring blev klaret gennem den overskyggende følelsesløshed, faderen havde plantet i sin datters sind. Aftenen blev ikke brugt i godt humør. Hun gik tidligt i seng. Snakkede ikke til Treston. Græd lidt ned i sin pude. Stod op til den sidste dag i sit liv, følte hun. 
Men blev overrasket. For netop den dag, hun stod op til, var den, hvor Aladriospræstinden Pinna besluttede sig for at besøge magiklassen, fordi hun havde hørt om en pige, hvis lysmagi lavede flere skygger end den burde.

... og den slags var yderst anvendeligt i et spionnetværk.