Det var sjovt hvordan hun slet ikke havde hørt om det salvie før, ikke engang urter havde hun hørt så meget om. Men hun havde forhørt sig lidt i krogene, og rundt omkring at urter og forskellige slags creme skulle være fantastiske. Aldrig havde hun troet, at det ville blive noget hun satte pris på som i øjeblikket. I det mindste havde hun ikke smerter på hænderne længere, men de smerter var også for længst aftaget. Det var lang tid siden de sidst havde set hinanden, og Amy lod kort hendes blik falde hen på kvinden, den døde kvinde der bare lå på jorden. Som Tanto var igang med at smøre salvien ud på skaderne, og tjekkede op på det, kunne hun ikke undgå at tænke på om der mon ville være andre fjender herude i skoven.

"Godt, jeg ville lige være sikker på at du ikke var slemt skadet"sagde hun med ærlig stemme, og et lille bredt smil på ansigtet. Det var måske dumt af hende at spørge om han var okay, for han var jo en halvdæmon, men det var nok bare naturligt for hende, uanset hvad hvilket væsen det var og omhandlede. Men i dette tilfælde, havde hun været bekymret for Tanto, så hun skulle lige være sikker på at han var okay. Hendes blik fandt ham, som hun var mere og mere lettet for at smerterne var væk, og ikke gjorde særlig ondt mere. Personligt havde hun ikke selv haft noget med, som hun kunne bruge til smerterne, samt skaderne. 

Hans spørgsmål fik hende til at tænke lidt, som hun lod blikket hvile sig på ham, og hun støttede sig fortsat til ham. Lod en hånd hvile sig ovenpå hans bryst, imens hun et kort øjeblik lukkede øjnene. Lige nu var hun faktisk glad, men det var nok mest fordi Tanto var ved hendes side igen. Selvom hun ikke nævnte det, så var hun overrasket over at han var dukket op. Men han havde nævnt grunden til det, og hun åbnede øjnene, og lod hendes blik falde på hendes hånd, som hvilede sig på hans skulder"Jeg har brug for noget at drikke, måske noget mad også"sagde hun som hun tænkte lidt. Efter få minutter vendte hun blikket væk fra ham, og kiggede rundt på skovens omgivelser. Gad vide, om der var nogle muligheder for mad i nærheden, eller måske en hytte"Men jeg kunne også godt bruge at ligge lidt ned, så måske vi skal finde en hytte, eller noget andet"tænkte hun undrende som hun betragtede de mørke omgivelser lidt mere, før de grønne øjne vendte sig tilbage på Tanto. 

"Jeg er okay. Det er dig med de fatale skrammer." sagde Tanto med en anelse seriøsitet i stemmen. Selvfølgelig var hendes sår blevet fikset til det bedste, halvdæmonen kunne, men han var ingen healer. Der var stadig risikoer. Og hvis de blev angrebet nu af noget, som Tanto ikke kunne beskytte dem imod, ville Amy være et nemt mål. Hun havde allerede mistet en del blod. Der skulle ikke meget mere til, før hun blev helt bleg i ansigtet og ville besvime. Men heldigvis virkede det til, at de havde skoven for dem selv. I hvert fald denne del af den.

Mad og drikke til hende var nok en god. Især noget væske. Men som Amy mente, de kunne finde en hytte, var Tanto skeptisk. Det kunne også ses på halvdæmonens rystende hoved. Så heldige kunne de ikke være. De havde været heldige nok til at støde på hinanden. Hvis en hytte stod foran dem, ville guderne virkelig være med dem.
Tanto rejste sig op hurtigt og elegant, som om han hverken havde været i en duel med skader eller dræbt et andet individ. Han vendte blikket ned mod Amy, som han strakte en hånd ned mod kvinden. "Kan du stå? Gå?" En hytte var for meget ønsketænkning for at være en mulighed for Tanto. Men der var bække og lignende med relativt rent vand løbende i sig. Det var ikke saltet og udrikkeligt som havet. Det var en god mulighed for at få væske i Amy. Og de kunne være heldige at støde på bærbuske eller frugttræer. Det var i hvert fald mere sandsynligt end en hytte med alt det nødvendige i sig, tænkte Tanto. De var midt ude i en skov, så selv en lille landsby var for meget at tænke på. De havde natten og himlen som deres tag i nat, ville Tanto vædde på. Og han var ikke en væddende halvdæmon. Grådig lå ikke i hans gener. Ikke den dødssynd, hvis noge dødssynd overhovedet gjorde. 

Manglen på blod, havde også gjort at hun havde det dårligt. Det var tydeligt for hende at mærke hvordan balancen, overhovedet ikke blev bedre. Det var heldigt at hun selv havde valgt at støtte sig til Tanto, for ellers var hun sikkert faldet på røven, eller bagover ned på jorden. Hun løftede den ene hånd op til hendes ansigt, og strøg forsigtigt nogle fingre hen over den skadet kind. Heldigvis var skaden på netop dét område ikke særlig glemt. Det kunne have været meget værre, det havde nemlig kun været brystet der var værst ramt. Men Tanto havde taget sig af det, så hun behøvede enlig ikke bekymre sig, eller tænke over det.

"Bare du lader mig støtte til dig, så tror jeg at det går"svarede hun med blikket vendt ned imod jorden. Hun betragtede jorden en smule, før hun tog hånden væk fra kinden. Hun kunne godt mærke, at han støttede sig til hende, ligesom at hun selv støttede sig til ham. At se frem til at smerterne, og følelsen af svimmelhed ville forsvinde, kunne man godt se på hende, hvis man så godt efter. Hun vendte ligefrem, som hun lod øjnene skimme skovens omgivelser en smule. Efter få minutter løftede hun hånden op til hendes ansigt, lagde hånden ovenpå hendes pande, hvorefter hun uden at sige noget tiltede hen imod ham. Hun kunne godt mærke, at hun var i blodmangel, selvom hun ikke havde troet hun skulle miste så meget blod. Hvad ville der ske, hvis de mødte fjender herude. Hun var ikke i stand til at kæmpe, og hun ønskede ikke at Tanto skulle heller, for lige nu ville hun bare nyde hans selskab. 

Ingen forstyrrelser, selvom det aldrig var til at vide"Jeg føler mig svimmel"fløj det lavt ud ad hendes mund, som hun lod hendes skulder støde blidt ind imod hans, eftersom hun var tiltet hen imod ham. Balancen havde hun brug for at genfinde, og hun havde helt sikkert brug for at finde styrken igen. Hævnen på kvinden havde de fået, hvilket var rart og Amy lod hendes blik falde på Tanto. Hun kunne ikke læse hans tanker, men det kunne godt se ud som om, at han havde en plan med hvor de skulle hen. Hvor de måske kunne få noget at spise, og drikke for det var nærmest ligemeget hvad det var, for Amy kunne godt mærke at hun bare havde brug for lidt mad og drikke. Forhåbenlig kunne det også hjælpe, selvom salvien også hjalp meget.

Som Amy kom op at stå, trak Tanto straks en arm rundt om hendes skuldre. Hun havde siddet halvlænge på græsset og samlet kræfterne. Man skulle være mere blind end et orakel for ikke at kunne se hendes samling af kræfter. Og det tog tid for hende at samle dem og dem, hun kunne samle, var ikke synderligt store. Derfor vidste halvdæmonen, at han var nødsaget til at støtte hende for at holde hende oprejst. Men han gjorde det gladeligt. Når det var Amy, skulle han nok lade hende være afhængig af ham. "Jeg har dig, Amy. Bare rolig." Ordene var mere for at berolige Amy og gøre hende tryg, for armen rundt om hende for et usagt svar på, at han havde hende. Men mennesker krævede nogle gange at høre det. 

Amys konstatering vakte ikke ligefrem tryghed i Tanto. Svimmelhed. En bivirkning på stærk blodmangel. Han skulle finde et vandhul eller lignende og det kunne ikke gå hurtigt. Og måske var det denne hast, der fik hans gode hukommelse til at tænke på turen lige herhen. Han var stødt forbi en lille bæk. Han kunne kun huske den, fordi han skulle over den og at vandre i skoven med våde støvler var ikke just en behagelig tur. Og det havde ikke været lang tid før, at han havde hørt lydene af Amy og kvinden i kamp mod hinanden.
"Vi skal gå lidt, men så kommer vi til vand. Så kan du samle kræfter," sagde Tanto og tog det første skridt. Hvis ikke Amy selv kunne gå, måtte han tage hende over skulderen og bære hende. Eller bære hende i hendes arme som en mor rokkede sit barn, når det ikke kunne sove. Andet var det ikke at gøre. Amy havde brug for væske og det kunne ikke gå for stærkt. Tanto var ikke stødt på hende for så at se hendes liv rinde igennem sine fingre som sand på en strand. "Det er ikke langt. Du kan godt, Amy. Du er stadig stærk." Tanto pressede hende tættere ind mod sig, så hun i det mindste kunne få varmen fra ham. Uden blod var der ikke meget at pumpe varme igennem hendes krop. Svimmelhed og kulde ville være dårligt, hvis Amy også indrømmede dette. Derfor gjorde Tanto allerede sit nu for ikke at høre dén indrømmelse fra hende.

Synet af af det nærmest bekymrede ansigt, som det så ud i hendes øjne fik hende til at smile lidt, som hun godt kunne lide at være tæt på ham. Hans hjælp betød alt for hende, også selvom hun slet ikke nævnte det men hun var lidt sikker på, at han nok godt vidste det betød meget for hende. Følelsen af hans varme, fik kun smilet til at vokse, og imens de sammen gik hen imod vandstedet puttede hun sig nærmest ind til ham. Sørgede for at holde sig så tæt på ham som muligt, hvorefter hun løftede den frie hånd op imod hans ansigt. Sagde ikke noget, men strøg nogle fingre blidt hen over hans kind, imens hendes øjne søgte hans. Hun kunne fortsat godt fornemme, hvor hun gik selvom balancen var ustabil så var det utrolig rart at støtte sig til Tanto. "Nu ikke så bekymret, du stråler mere når du ikke er bekymret"sagde hun efterfulgt af et lille grin. Selvom hun virkelig ikke havde det godt, så var der intet problem med at få et grin frem. Ligesom det heller ikke var slemt for hende, at frembringe et smil. Hun ønskede ikke at han skulle bekymre sig, men det varmede hendes hjerte at han var det. 

Det var igen aldrig noget hun før havde oplevet, aldrig mødt og haft en person så tæt på sig, det var nyt men bestemt noget hun måske godt kunne vænne sig til. Imens de gik videre hen imod vandstedet, holdte hun blikket på ham, og tog hånden til sig. Hun havde ikke kunne lade være med at stryge hans kind med fingrene, bare at give et tegn på at hun var okay. Hun var ikke typen der var god til, at andre bekymrede sig for hende, og slet ikke en halvdæmon. Hendes blik gled lidt rundt, og hun kunne godt mærke hvordan svimmelheden blev en smule værre. Men hun holdte sig oprejst, og støttede sig til Tanto. Hovedet lagde hun ned på hans skulder, som smilet spredte sig lidt. Hun var sikker på, at hun ikke skulle dø selvom følelsen af at have været døende havde været for lidt tid siden. Men efter at han havde givet hende salvien på, og taget sig af skaderne, så var det ikke så slemt længere"Hvordan kan du tvivle på min styrke"drillede hun efterfulgt af et lille host, som kun var dukket op pågrund af smerterne i brystet. De skulle nok forsvinde på et eller andet tidspunkt, indtil da var hun nød til at holde ud. 

Som de fortsatte med at gå, gik der ikke så lang tid før hun mente at kunne se vandstedet. Hun fjernede hovedet fra hans skulder, og studerede vandstedet lidt nærmere på den afstand de var"Det må være vandstedet"sagde hun undrende som hun fortsat var puttet sig lidt ind til Tanto, bare for at få varmen. Det var rart for når hun havde mistet meget blod, og var svimmel kunne hun godt føle sig kold. Efter at have nærmet sig vandstedet med ham, stoppede hun op, og forsigtig gik hen foran ham. Holdte blikket på ham, og kunne ikke lade være med at smile, og hun lænede sig ind imod ham"Tak"lød det bare ud i den blå luft, før hun pressede hendes læber imod hans i et blidt kys. Holdte det lidt før hun valgte at stoppe det, for derefter at vende blikket tilbage på vandstedet.

I det mindste var hun ikke for svag til humor. Det var et godt tegn, tænkte Tanto. Derfor lod halvdæmonen også et svagt smil ende på hans læber, som han lod kvinden kærtegne hans kind. "Jeg stråler ikke. Jeg gløder." sagde Tanto og vidste ikke, om hun ville opfange joke'en fra deres første møde. Da han havde hende vist sin ildmagi. At være komiker lå ikke naturligt til Tanto. Det var ikke en af de evner, Bagludan havde brugt de over hundrede år på at lære ham. Man kunne ikke vinde en duel med humor. Man kunne ikke dræbe med humor. I hvert fald ikke ifølge halvdæmonens kære far.

Som de gik imod vandstedet, lod Amy sit hoved hvile halvt på hans skulder, som hun tydeligvis kiggede på ham. Tanto kiggede for det meste kun fremad. Nogen skulle sørge for, at de ikke trådte ned i et hul eller snublede over en gren.
"Når du næsten blev dræbt, så tvivler jeg lidt, ja. Men ikke mere." sagde Tanto og valgte bevidst ikke at kommentere på hendes host. De var ikke langt fra vandstedet. Hostet kunne meget vel være kommet fra en tør hals og intet mere seriøst. 

De nåede hen til vandstedet, som Amy så flot annoncerede. Tanto nikkede blot, som han stoppede op. Hovedet lod han dreje på Amy, der gav slip på ham. Men frem for at gå direkte ned til bækken gik hun op foran ham, som hun lænede sig ind imod ham. Et tak blev sagt, men inden Tanto kunne nå at sige noget, lydløse Amy ham i et kys. Det var et barnligt kys. Ingen åben mund, ingen tunge. Bare deres læber mod hinanden. Og selvom der var ingen sensualitet i deres kys, kunne Tanto ikke andet end at tænke tilbage på deres aften og nat sammen. Hvordan de havde udforsket hinandens kroppe og kyssene. Hvordan de havde kysset på alle mulige måder. Både på denne måde, men også med tunge.
Inden Tanto trak sine læber væk fra hendes, lod han en hånd hvile mod hendes usåret kind. Han trak sig fra hende, stadig med hånden på hendes kind. "Lad os få noget væske i dag. Kom." sagde Tanto, som den anden hånd fandt vej til hendes skulder. Han fulgte hende helt hen til bækkens kant, hvor han gik ned på hug. Hånden på kinden blev fjernet for at lave den til en skål. Den blev dunket ned under vandoverfladen og da han trak den op igen, var den fyldt med vand, der lidt hurtigt dryppede ud mellem fingrene. Men Tanto løftede hånden op til Amys læber for at lade hende drikke ud af hans hånd. Forhåbentlig ville et par skåle af disse hjælpe på hendes svimmelhed.

Om hun kunne mærke og vide på halvdæmonen om han fandt hendes kys kedeligt, eller andet det kunne hun ikke. Men måske hun også bare skulle være ligeglad med det, for det var bare et hurtigt kys, intet andet. Følelsen af hans hånd på hendes kind som ikke var skadet, fik hende til at lukke øjnene i et øjeblik. Bare for at nyde berøringen lidt mere, før hun hørte hans svar til det hun havde sagt. Nok nærmere det hun havde drillet ham med, men selvom hun måtte have det dårligt havde hun bestemt intet problem med at finde humoren frem. Hun var i live, også selvom hun havde følt sig døende, så var hun glad for at det ikke havde været hendes liv der blev endt, men kvindens derimod. 

"En glødende halvdæmon så" konstateret hun med et bredt smil på ansigtet. Som hun havde ladet hendes blik hvile sig på ham lidt, flyttede hun sit blik hen på bækkens kant, og et kort øjeblik betragtede vandet. Det ville blive fantastisk med noget at drikke, specielt fordi hun trængte til det. Både det og noget at spise, så hun kunne genfinde hendes styrke igen. Salvien ventede hun blot på ville virke endnu bedre, end den indtil nu havde gjort. Det var ikke svært at ignorere dens virkning på hendes krop, og skaden i brystet. Kinden tænkte hun ikke så meget på, for det var heller ikke det værste. Derimod var det brystet der var værst, og hun kiggede lidt på vandet i hans hånd blev lavet til en skål. Vandet kunne hun drikke fra hans hånd nu, hvilket var perfekt. 

Synet af hans hånd med vandet der blev løftet op til hendes læber, så hun kunne drikke gjorde hende glad. Det var pænt af ham, der var nok heller ikke nogle halvdæmoner eller dæmoner som kunne finde på at gøre sådan noget her. Hun begyndte at drikke fra hans hånd, imens hendes blik automatisk faldt ned imod jorden, og hun løftede en hånd op imod hans hånd. Bare for at holde lidt fast imens hun kunne drikke vandet i hans hånd. Hun sørgede for at drikke meget, så hendes krop ville få væsken ned, også så hun ikke skulle besvime lige pludselig. Kroppen havde brug for væske, og vand var altid rart, for det hjalp også på mange ting. Dog havde hun en dårlig fornemmelse med den afdøde kvinde, der var et eller andet hun følte hun skulle huske. Noget som hun havde fået at vide fra Jason, hendes leder. Der var nogle få detaljer om den afdøde kvinde, noget Amy skulle huske som var vigtigt, men lige nu kunne hun slet ikke huske det"Mhmm"lød det tilfreds fra hende i en lav tone, som hun drak vandet fra hans hånd.

Hendes hånd holdt hans hånd op, som hun sluprede vandet i sig. Tanto lod hende drikke hånden tør, før han bukkede sig ned for at lade hende drikke igen. Dette gjorde han et par gange, indtil han personligt følte, Amy havde fået nok væske i sig. Mad var en detalje. Det ville være godt for hende at få mad, men det var i sidste ende ikke nødvendigt. Et menneske kunne leve i dage uden mad, men ikke uden drikke. Og nu havde hun fået væske i sig. 

"Mere?" kom det fra Tanto, efter Amy havde slugt resten af vandet fra nok den sjette eller syvende håndkop af vandet. Han skulle også passe på ikke at give hende for meget væske. Ellers skulle han bare hjælpe hende af med det igen om kort tid. Dog var Tanto nok kommet til det punkt, at han nok skulle hjælpe med dette. I Amys tilfælde skulle han nok. Men ikke for hendes situation. Nej, han ville nok hjælpe hende, fordi det var Amy. Hvis det havde været alle andre, som han havde fundet halvdød i skoven, ville han nok ikke have hjulpet personen så meget, som han gjorde Amy. Halvdæmonen kunne ikke lade være med at hjælpe kvinden. Hun havde brug for ham, men på et dybere plan havde han også brug for hende. Hun trak menneskeligheden ud af ham. Og inderst inde var dette et af Tantos største drømme. At kunne formindske den dæmoniske del i ham til fordel for den menneskelige. Men Bagludans effekt på ham var ætset ind i knoglerne og sjælen på ham - hvis han overhovedet havde sådan en.

Efter Amy havde drukket færdig, tørrede Tanto sin hånd i sine benklæder, men han fandt hurtigt hendes hånd igen. Det havde været beroligende at have hendes under hans, da hun havde drukket ud af hånden. Den følelse ville han gerne have tilbage og give hende. "Skal vi sætte os her? Samle kræfterne lidt igen?" spurgte Tanto, som han refererede til den lille top ikke langt fra bækkens start. Lyden af strømmen, der flød ned igennem skoven og endte ude i horisonten bag en masse små træer, var en naturlig lyd at slappe af til. Hele skoven var lyde at slappe af tid. Og med den begyndende nattehimmel var det for beroligende ikke at nyde fr en kort stund.

Det var allerede som om hun godt kunne mærke at svimmelheden var ved at aftage, og forsvinde. Det var rart, for hun havde bestemt ikke lyst til at besvime lige pludselig. Hun skulle bare have kræfterne tilbage, det trængte hun i den grad til. Det var lige det som manglede, og som hun bare håbede på at ville ske hurtigt. Hun drak meget af hans hånd, bare for at være sikker på at hun havde fået nok væske i sig. Hans spørgsmål nåede hun ikke svare på, som hun drak lidt mere. Men efter lidt tid stoppede hun, og trak sig lidt væk. Hånden forlod hans hånd, som hun lod sit blik falde ud på vandstedet, den flotte bæk, og vandet der nærmest så fantastisk ud i mørkets lys. 

Et nik kom fra hende til hans spørgsmål om de skulle sætte sig ned, hun satte sig ned forsigtigt. Det gik lidt bedre efter at have fået noget væske i sig, og hun betragtede vandstrømmen lidt med et bredt smil på ansigtet. Her var hyggeligt nok, meget roligt også som det virkede til at være. Hun sad med det ene ben trukket op under sig, hvor hun lagde begge hendes hænder rundt om knæet. Afslappet sad hun og fik taget en dyb indånding, fik snuset lidt til den friske luft. Hovedet lagde hun på skrå, og kiggeden lidt mere på vandstrømmen, lyden fra det havde en beroligende effekt på hende. Her kunne hun sikkert sagtens sidde i nogle timer, det var intet problem. Det var ikke et sted hun havde været, og havde slet ikke regnet med at der ville være et vandsted herude i skoven ved fantomtårnet. Men hun klagede ikke over det, omgivelserne var fantastiske og flotte.

Et øjeblik lod hun sit blik falde hen på Tanto, og hun betragtede ham lidt, som hun løftede et øjenbryn og lod hendes hage hvile sig ovenpå hendes knæ, imens hun fortsat sad og holdte rundt om det"Jeg havde ikke troet at jeg skulle tilbringe så meget tid sammen med en halvdæmon... Jeg er slet ikke vant til at omgås dæmoner"sagde hun som hendes blik gled lidt ned over hans ansigt, og hun drejede hovedet væk fra ham. Lod de grønne øjne falde ud på vandstrømmen, og hun kunne kort skimme noget, men det var sikkert kun nogle dyr der rendte rundt herude. Det var sikkert ikke noget farligt, eller stort, alligevel kunne hun ikke lade være med at kigge på det"Hvordan er det for en halvdæmon at tilbringe tid med et menneske"spurgte hun pludseligt, som hun tænkte lidt men fortsat holdte blikket på vandet, nærmest som om hun gerne ville høre hans tanker. For hende måtte det være underligt, at et halvt ondt, og mørkt væsen skulle tilbringe tid sammen med hende, og være så tæt sammen med hende. Derfor var hun nysgerrig, selvom Tanto virkede anderledes. 

Amy gik med til at sidde lidt ved bækken for at slappe af. Som Tanto kort så, hvordan kvinden satte sig tilpas, bevægede halvdæmonen sine ben på sin egen placering. Med skrå ben og en rakt ryg sad han og kiggede ud på bækken. Dens bølgende og hurtigere bevægelser ned langs dens tynde bredde. Her sad han med en kvinde, som var mere end gennemsnittet for ham. Hvorfor, vidste Tanto ikke. Men der var et eller andet specielt over Amy. Noget unikt, der lod halvdæmonen være mere menneskelig end han nogensinde havde været. 

Hendes ord fangede Tanto og da han kiggede over på hende, fandt han hende med hagen direkte hvilende på et bøjet bens knæ. Han kiggede ud mod bækken igen, før han endelig svarede hende. Dette var ikke naturligt for ham. Det var ikke almindeligt for ham at være sammen med mennesker og næppe de samme mennesker. Jovist havde han stødt på mennesker i form af sit arbejde. Men de havde oftest være dusører og ofre. Af og til havde han været tvunget til samarbejde eller lignende, men det var ikke særlig tit, at han bevidst valgte et selskab med nogen. Menneske eller anden race.
"Med dig er det specielt. Du får noget ud af mig. Noget, jeg aldrig troede, jeg havde i mig mere." sagde Tanto og først efter sidste ord var sagt, drejede han hovedet tilbage til Amy og blikket mødte hendes. Han lænede sig tættere på hende for at slutte læberne rundt om hendes. Det samme type kys som før, dog havde han munden en anelse åben. Så hvis Amy strakte sin tunge ud, ville hun finde en svagt åben port, som hun uden de største problemer kunne tvinge helt åben for at finde hans egen tunge. 

Efter deres læber skiltes igen, var det Tantos tur til at stille næsten samme spørgsmål. "Og hvordan er det for dig at være så meget sammen med en halvdæmon? Du mener jo, jeg er halvt ond." Hvilket Tanto til dels var enig i. Han mente bare, han var mere ond end kun halvt. Menneskeligheden i ham var ofte i ren dvale, så den halve dæmondel tog mere over end den halve del, den oprindeligt bestod af kun.

At sidde ved bækken, og indånde den friske luft gjorde at hun ikke følte sig svimmel lige nu. Det var rart og fik hende til at sukke lettet, som de grønne øjne faldt på vandstrømmen. Lyttede et øjeblik til det løbende vand, som hun bare nød selskabet af Tanto, uden at han havde gjort noget særligt. Selvom de ikke delte mange ord lige nu, så var det bare en rar følelse, af at hun ikke behøvede at sidde alene. Ikke at det havde været noget problem, for det havde det bestemt ikke. For hun kunne sagtens sidde og passe sig selv, men lige nu i dette øjeblik i mørket var det bare rart at hun kunne mærke halvdæmonens nærvær. Hendes hage havde hvilket på hendes knæ lidt mere, før hun kunne høre hans ord. De fik hende straks til at kigge hen på ham, og før hun skulle til at svare ham kunne hun mærke hans læber imod hendes. Denne her gang tillod hun sig at lade hendes tunge møde hans kort, og lukkede de grønne øjne bare for at holde og nyde kysset lidt mere. Hendes hænder var fortsat rundt om hendes knæ, for hun sad fortsat i den afslappende siddestilling. 

Hun lod hendes tunge lege lidt med hans, men som deres læber blev adskilt holdte hun øjenkontakten lidt, før hun vendte blikket ud på det rindende vand. Der var en underlig følelse inde i hende, en følelse af at aftenen ikke var slut med overraskelser. Hun var nok nød til at være opmærksom, også selvom hun stadigvæk manglede at samle kræfter. Kvinden var godt nok død, men var der ikke noget i forhold til hende, som hun skulle huske. Amy tænkte lidt mere, som hun prøvede at komme i tanke om det. Tankerne blev afbrudt, af lyden af halvdæmonens stemme, og hun drejede hovedet hen imod ham. Vidste først ikke hvad hun skulle svare, og hvordan hun skulle reagere. De ord havde hun ikke regnet med skulle komme fra hans mund, men han havde givet hende komplimenter sidst de så hinanden. Hun burde have vænnet sig til, at sådan noget kunne komme. Men fortsat blev hun overrasket, men også glad"Noget du har inde i dig, såsom hvad"spurgte hun undrende med hovedet lidt på skrå. Hun trak hovedet lidt tilbage, så hagen forlod knæet, og hun lagde så hovedet lidt bagover. Lod automatisk blikket glide op imod stjernehimlen. Den var smuk i aftens mørke, og hun hørte hans spørgsmål. Undlod at svare med det samme, og i stedenfor bare sad afslappet og nød synet af stjernehimlen. 

Hvordan var det at være sammen med en halvdæmon?, hun havde både tilbragt meget tid med ham, men også haft sex med ham. Hun havde været seksuel, og sensuel med ham, uden at have forestillet sig sådan noget. Specielt ikke med en halvdæmon, dog på den anden side havde hun krydset læber, og kroppe med en vampyr, så mørke væsner var ikke noget nyt for hende. Men det skete bare sjældent, for hun holdte sig helst væk fra dem, eller prøvede at undgå dem. Men der var noget anderledes med Tanto, noget hun endnu ikke vidste helt hvad var. Det var som om noget var begyndt at komme frem i hende, men om det var følelser eller noget andet vidste hun ikke. Men fik et smil frem på ansigtet, som hun efter få minutter vendte sit blik hen på ham, så hun ikke kiggede på himlen mere"Ikke noget, jeg er vant til... Men jeg nyder det, og det giver mig tryghed noget jeg har savnet og manglet uden at give mig selv ret i det"sagde hun som hun lod hendes blik hvile sig på ham. Men da hun så hørte ordet om at han jo var ond, lænede hun sig lidt frem imod vandstrømmen, rakte en hånd frem imod vandet, og lod nogle fingre stryge igennem vandet"At være halvt ond er vel bedre end at være fuldkommen ond"tænkte hun lidt, som smilet fortsat sad på hendes ansigt, og hun strøg fingrene videre igennem vandet. 

Som deres tunger mødtes og legede som to små børn, lukkede Tanto sine øjne, som Amy selv også gjorde. Dette kys bragte kun minder tilbage fra deres første og eneste møde foruden dette. Ikke det, der foregik, før de havde siddet på kroen. Hvad der var sket bagefter. Oppe på Tantos værelse. Kysset var som mange af dem, de havde delt der. Ville det være forkert at starte, hvor de slap sidste gang? Lige her, ved bækken, på græsset, under den åbne himmel? Nej, Amy var for skadet til dette. Men de primitive lyster, som Tanto sjældent var styret af, ville gerne. De ville gerne rive tøjet af Amy og sig selv, så de kunne gøre det. Men han beherskede sig og forblev kun i dette kys.

Tanto kunne mærke hendes blik på ham, men han stirrede ud i bækken. Hvad var det bragte frem inde i ham? Svaret var enkelt, men alligevel ventede halvdæmonen næsten to minutter, før hans blik vendte mod hende og svarede kort men sandfærdigt: "Menneskelighed."
Han kiggede tilbage ud i bækken, ikke ventede på hendes reaktion. Det var en dum ting at sige, men det var, hvad Tanto følte. De menneskelige følelser var underlige. Størstedelen af hans liv havde han levet følelsesløs og kold. Men med Amy sprang de menneskelige følelser over ham. Han følte sig som en lille dreng, der først var ved at gå i puberteten og lærte om samtlige følelser, et menneske kunne føle. Måske havde hans følelsesregister stoppet, da menneskefamilien blev dræbt? 

Som Amy besvarede spørgsmålet, kunne Tanto ikke andet end at kigge tilbage på hende. Deres ansigter og blikke mødtes atter igen. "Du har al din ret til at føle tryghed, Amy," Andet kunne Tanto ikke sige. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Hvordan han skulle reagere. Han snakkede bare og sagde, hvad der føltes naturligt for ham. En hånd løftede sig op til Amys kind. Igen den uskadte. Ingen grund til at pille ved salvien, når den gjorde sit arbejde. "Der kan ikke være godhed uden ondskab. Balance må findes, ellers er der kun kaos." Lyset og Mørket var tydelige tegn på dette. De mange racers naturlige instinkter. Nogen var naturlige gode, imens andre var naturlige onde. Men ingenting var sort og hvidt. Der var gråzoner, hvor alle kunne ramme ned i. Intet var ren ondskab eller ren godhed.

I det øjeblik deres blikke mødte hinanden holdte hun fortsat smilet siddende på hendes ansigt, og hun tillod sig at betragte hans ansigt nærmere. Det var kønt, havde sin særlige skønhed, også selvom det ikke var noget hun ligefrem nævnte eller fortalte så var han generelt køn. Siddende og dele sit blik med ham, lyttede hun til vandstrømmen, og hvordan lyden af træerne der var påvirket af den stille vind. Naturens omgivelser, havde virkelig en god virkning på hende. Det var afslappende, og hun havde bestemt ikke noget imod, at tilbringe mere tid herude. Men næste gang var hun nok nød til, at være mere på vagt så hun ikke skulle ende i den samme situation hun var havnet i. 

"Fylder den menneskelige del mere end din dæmon del, eller hvordan er det"lød det undrende men også nysgerrigt fra hende, som hun ikke fjernede blikket fra ham. Det var enlig noget hun gerne ville vide, for når man var halvt menneske, halvt dæmon var hun nød til at vide, hvordan det var for ham. For nogle ville dæmon delen være den der fyldte mest, og det kunne både være godt og dårligt. Hun strøg hænderne hen over hendes knæ, som hun sad afslappet ved siden af ham. Det var hyggeligt bare at sidde her sammen med ham, og betragte vandstrømmen, og nyde hinandens selskab. Selvom de ikke gjorde noget særligt, men måske de ikke behøvede det. Som ordene om at hun havde al ret til at føle sig tryg, gav hun et nik fra sig, og sendte ham et stort bredt smil. Normalt burde man ikke føle sig tryg ved en dæmon, uanset hvad for det havde hun da før hørt. Men alligevel følte hun sig meget tryg ved ham, og i hans selskab.

Følelsen af hans hånd imod hendes kind, den kind der ikke var skadet fik hende til at holde blikket på ham lidt mere. Efter få sekunder vendte hun blikket ned imod jorden, ikke fordi hun ikke ville kigge på ham. Men hun var bare glad, og på en måde frygtede at den gode tid med Tanto lige nu ville blive ødelagt. Hendes kræfter var langsomt begyndt at vende tilbage, det kunne hun godt mærke. Men følelsen af at der var noget vigtigt hun skulle huske, gjorde hende nærmest irriteret på sig selv. Da ordene om at der ikke kunne være godhed uden ondskab, tænkte hun lidt. Hun lod hendes blik møde hans igen"Hvordan kan du ikke have lysten og trangen til at dræbe mig, til at bide mig, drikke blod, og tage min sjæl"fløj alle ordene bare undrende ud ad hendes mund, selv uden at tænke over dem. Hun var bare ikke vant til at en halvdæmon kunne være som Tanto, også selvom hun var så glad for at han var anderledes, men var det ikke hårdt og svært for ham at have den dæmon del, og være i selskab med hende. 

"I princippet burde det være halv og halv. Men jeg føler mig mere som en dæmon. Mere kold, mere følelsesløs. Men ikke med dig. Med dig føler jeg mig næsten helt menneske." Det var svært at forklare. Ja, teknisk set var han halv og halv. Moren havde været menneske og hans far var en dæmon. Men opvæksten - de over hundrede år - havde opdraget ham til at være en dæmon. Den havde prøvet at fjerne samtlige beviser af menneskelighed af ham og til en vis grad havde den gjort dette. 

Hendes nedadkiggende blik og tilhørende ord fik Tanto til at tænke. Det var måske lidt klassificering, men nogle dæmoner drak blod, som var de vampyrer. Og mange dræbte uden hæmninger. Selv havde han ingen problemer med at lade klingen glide forbi en hals for at lade blodet flyde og livskraften svinde ud af offeret. Men det var ikke, fordi Tanto var en morderlystigst dæmon. Han dræbte ikke til højre og venstre, fordi han kedede sig. Jovist kunne han dræbe ofre, der måske ikke helt fortjente det i mange andres øjne, men han kendte værre dæmoner. Hans egen dæmoniske familie havde disse morderlystige dæmoner i sig.
"Fordi jeg ikke vil. Jeg dræber, når jeg vil," fortalte Tanto, som han lænede sig ind mod Amy, men lige da han var millimeter fra læberne, sank han hovedet og satte læberne mod hendes hals. Han lod tænderne kradse en smule, men valgte i stedet at kysse den feminine hals. Suge lidt i halsens kød for at trække blodet lige til overfladen, så da han trak sig væk, var der et lillarødt mærke, som ville blive der et par dage. Et sugemærke. "Og blod er ikke min livret." Det var det ikke. Han havde fået blodsplatter og dråber i munden fra ofre og der havde han slugt dette. Men den metalliske smag var alt andet end indbydende. Tanto drak heller et glas vin, før han tog hul på et glas blod.

Det var svært for hende at kigge væk fra ham i øjeblikket, og hun havde heller ikke lyst til det. For synet af ham kunne hun faktisk godt lide, han var en køn mand, uden tvivl. Før hun nåede at svare ham på hans ord, kunne hun se at han lænede sig ind imod hende. Først var hun nysgerrig efter, hvorfor han valgte at gøre det. Men da hans læber rørte hendes hals, bed hun sig lidt i underlæben. Følelsen af hans tænder der kradsede en smule, fik hende til at bide lidt hårdere i underlæben. Der var ikke en frygt for at han ville bide hende, det var nærmest som om at på trods af hendes smerter så var det som om hun nærmest blev en smule tændt. Det var underligt, men hun gættede på at det sikkert måtte være fordi det område han havde ladet hans læber røre, var et følsomt og pirrende område.

"Så er det vel en meget god ting, selvom jeg sikkert vil holde af og kunne lide din dæmon del også"sagde hun med en ærlig stemme, og sendte ham et stort smil. Hun gik ud fra at han godt kunne lide at være menneske, og det måtte vel kun være en god ting at han kunne føle sig det sammen med hende. I øjeblikket hans læber forlod hendes hals, slap hun grebet på hendes underlæbe. Lod blot munden være lidt åben, for at ville sige noget, men vidste ikke helt hvad. Hun løftede en hånd op til hendes hals, og lod munden lukke sammen, for at bringe et lille smil frem. Hun puffede til ham blidt, og kunne godt regne ud at han havde givet hende et sugemærke. Det var første gang hun havde fået sådan et, og havde ikke noget imod det. Det havde dog fået hende til at føle sig lidt mere varm, nærmest som var hun blevet lidt tændt. Men kræfterne var ikke til det lige nu, hun havde dog genfundet meget styrke, og ikke længere var svimmel.

Da han havde nævnt at han dræbte når han ville, og at blod ikke var hans livret smillede hun lidt mere. Måske det kun var vampyrer der forgudede det, og ikke kunne leve uden det. For det var vel anderledes med dæmoner. Det var vel også meget heldigt for hende, for så behøvede hun ikke bekymre sig om, at han ville drikke hendes blod, eller dræbe hende. Generelt ting som dem, for mange dæmoner var frygtelige, så meget vidste hun. Som hun sad med sit blik på ham, og smilet på ansigtet, rykkede hun sig lidt tættere på ham. Lagde armene rundt om ham pludselig, og krammede ham som hun lukkede øjnene. Lige nu sagde hun ikke noget, nød bare den tætte berøring, og trygheden"Jeg kan ikke takke dig nok for alt du gør Tanto... Jeg er så glad for at have mødt dig, også selvom det var planen at dræbe dig, så...Er jeg bare glad for at jeg nu kan nyde dit selskab, og bruge tid sammen med dig"sagde hun med et stort smil, som øjnene fortsat var lukket, og hun stadigvæk holdte krammet.

Sugemærket var tydeligt på hendes hals, hvilket sjovt nok gjorde Tanto glad. Hvorfor vidste han ikke. Måske, fordi det bare viste, at han havde rørt hende i dag, men det kunne ses på så mange andre steder. Salvien på sårene, faktummet af at hun var i live, liget af kvinden der stadig var det samme sted.
"Min dæmonisk side er mere vild. Mere dyrisk, primitiv." fortalte Tanto. Halvdæmonen kunne godt bedømme, hvilken situation hun ville kunne holde af og lide dæmondelen af ham. Nogen gange var det rart at have hans rolige menneskelighed, men andre gange var det den heftige dæmonisk side, der kunne få tingene på gled. Deres sidste møde havde Amy oplevet begge. På flere fronter. Både i duellen, men også på værelset dengang.

De sad i lidt tid og bare kiggede på hinanden, men pludselig valgte Amy at slå sine arme rundt om Tanto. I et par sekunder sad han bare og ikke vidste, hvad han skulle. Det var en for sent reaktion, der sagde til ham, at han skulle kramme hende tilbage. Derfor fandt hænderne vej til hendes ryg, som han lod hagen hvile blidt i luftrummet mellem hendes skulder og hals.
Stadig inde i krammet talte Amy. Det lød som en anerkendelse. En indrømmelse om vigtigheden af Tanto i hendes liv. Han valgte først bare at cirkulære med arme på hendes ryg, før han svarede hende. Han skulle samle tankerne for at sige et eller andet tilbage. "Du ved, jeg er glad for at have mødt dig," En kort pause skete, inden et lille smil fandt vej på Tantos læber. "Jeg glemte helt at takke kvinden deroppe. For at sende dig i min retning. Jeg er bare glad for, du ikke er morderisk på den sindsyge måde. Du er i hvert fald ikke en dæmon, Amy." Tanto valgte at klemme lidt til, så de blev presset endnu mere mod hinanden. Dog gjorde han det ikke voldsomt. Der var stadig såret på hendes bryst, som Tanto havde i tankerne. Det var ikke det værd at klemme hende hårdt, hvis såret åbnede sig igen. Og der var ikke flere urter tilbage i hans mulepose.

Hendes hals var et følsomt område, og det var svært ikke at føle sig tændt over han rørte hende på det område. Efter at have krammet ham i lidt tid, gav hun slip som hun pludselig kom i tanke om det som hun skulle huske. Om hvor godt det enlig var, vidste hun ikke og det var tydeligt at se på hende at hun vidste det ville betyde mere ballade, og kaos. Ikke i forhold til hende, og Tanto, men mere i forhold til den afdøde kvinde. Selvfølgelig kunne hun ikke blive i live igen, men hendes blik faldt ud på vandstrømmen, og lignede en der næsten havde set et spøgelse. Hun var tæt ind imod ham, havde en hånd placeret på hans brystkasse. Den anden hånd lå nærmest livløst ned langs hendes side, og hun kunne godt mærke hvordan følelsen af smerte fra angrebet fra kvinden dukkede op. 

Selvom salvien halvdæmonen havde givet hende, så var tankerne om det hun kom i tanke om, noget der næsten fik smerterne til at dukke op igen. Selvom hun sad og var igang med at samle kræfterne, så kunne hun slet ikke undgå at bekymre sig. Aldrig havde hun troet at hun ville frygte for noget der skulle ske, godt nok ikke lige nu. Men hun var nærmest sikker på, at det ville senere og i løbet af aftenen"Uden din dæmonisk side, vil du ikke være dig"sagde hun med et bredt smil, og lod hendes blik falde hen på ham. Ordene om at han var glad for at have mødt hende, gjorde hende meget glad. Dog svarede hun ikke noget til det, men det var tydeligt at se på hende at hun var meget glad.

Kvinden der lå død inde i skoven, væk fra dem var enlig skyld i at de havde mødt hinanden. Hun lukkede øjnene et øjeblik, for at ønske at det hun havde kommet i tanke om, og husket ikke passede. Gid det ikke måtte være sandt, for det var noget hun slet ikke havde lyst til. Det var næsten ligeså slemt, som den afdøde kvinde. Efter kort tid åbnede hun øjnene igen, og lod de grønne øjne hvile sig på Tanto"Nej jeg er bare mig, et menneske som lever livet som kriminel og bandemedlem"svarede hun med et lille grin, som hun godt kunne mærke hun var lidt påvirket af smerterne fra brystet. Men det var ikke så slemt, som det var tidligere. Hun kiggede lidt mere på ham, før hun vendte sit blik ud på vandstrømmen igen"Jeg frygter der snart vil ske noget slemt...Det jeg skulle huske, er ikke noget der er særlig godt"sagde hun med en lav stemme, som hun lignede en der frygtede for de kommende ting. 

Som Amy trak sig væk fra krammet, kunne Tanto tydeligt se noget, der gik hende på. Der var noget, hun tænkte på, som skabte lige så meget, hvis ikke mere smerte end den fysiske smerte, hun allerede var i besiddelse af. Men det var tydeligt, det ingen fysisk smerte var. Ellers ville Amy tage sig til kinden eller brystet, men hun gjorde intet af dette. Jo, hun tog til et bryst, men ikke hendes egen. Hendes hånd hvilede sig mod Tantos brystkasse, imens hendes øjne var som fikseret på bækkens rindende vand.
Måske hun havde fat i noget. At hans dæmoniske side gjorde ham lige så meget til Tanto, som den menneskelige side gjorde. Måske skulle halvdæmonen prøve at acceptere begge sider. På en måde troede han, han havde gjort dette. Men han prøvede jo at være mere menneskelig. Inddirekte prøvede Tanto at destruere dæmonen i sig. Og han mente, at Amy kunne hjælpe med dette. Men det var tydeligt, hun ikke ville dette. Hun ville have ham. Det hele af ham. Mennesket og dæmonen.

"Du er Amy. Du er fantastisk," sagde Tanto. Han havde gjort sig højlydt ved deres første møde, at han var ligeglad med hendes fortid eller nutid for den sags skyld. Selv havde han en fortid, der måske kunne få hende til at flygte fra ham. Der var mange ting, som havde sket i de hundrede og et kvart århundrede, som Tanto havde levet. "Amy, hvad er der? Hvad har du husket på?" Der var ingen fare eller frygt i Tantos stemme. Der skulle ét væsen til for, at hans stemme ville ryste af frygt. Og halvdæmonen tvivlede på, at Amy ville nævne Bagludan. Nej, det var nok mere en form for nysgerrighed, der ville have svar. Og noget dybere og menneskeligt, for Amy var påvirkede af dette. Tanto kunne først hjælpe hende slappe af og føle sig tryg, når han vidste, hvad hun huskede på.

Enlig kunne hun ikke bestemme over ham, hvad han ville beslutte sig for at gøre. Men hun havde ikke tænkt sig at bestemme over ham. Men hun mente bare at både hans dæmon del, og selvfølgelig den menneskelige del var en del af ham. Begge dele gjorde ham vel til den han var, selvom han måske kunne hade dæmon delen. Dog tænkte hun ikke så meget på det, hun så bare Tanto som han var, intet andet. Hvorfor det skulle påvirke og bekymre hende, vidste hun ikke. Smilet på hendes ansigt forsvandt ikke, for hun lod hendes øjne hvile sig på ham. I hendes øjne, var han bare en fantastisk person som han var. 

Som hun hørte hans spørgsmål, tænkte hun lidt og vendte blikket ned imod jorden. Sukkede lidt før hendes øjne fandt hans ansigt igen. Uden at være sikker på, hvordan han ville reagere valgte hun bare at være ærlig, for hvad skulle hun ellers. Men hun vidste ikke, hvordan han ville reagere. Hun var ikke engang sikker på, hvad hun lige skulle sige til det. Hun vidste bare det ville betyde kaos, og sikkert også kamp. Selvom hun ikke var helt på toppen endnu, for godt nok havde hun genfundet meget styrke, men der manglede fortsat noget. Hun lagde hovedet ned på hans skulder, og kiggede ud på vandstrømmen. Lige nu kunne hun godt lide den ro der var her, bare at sidde her sammen med ham, det var utrolig hyggeligt. Bestemt ønskede hun ikke, at det skulle forsvinde, og blive ødelagt, men det kunne hun nok ikke undgå. Hvis hun var heldig ville der gå lidt tid, men hun frygtede det ville ske hurtigere end hende og Tanto kunne regne med.

"Du er ligeså fantastisk"svarede hun med et bredt smil, som hun et kort øjeblik lod hendes blik falde op på ham, som hun fortsat havde hovedet hvilende på hans ene skulder. Hun sad afslappet og nød lyden af vandet, og træerne. Omgivelserne var generelt nok til at hun sagtens kunne sidde her i lidt flere timer. Men det ville sikkert ikke ske, for hun var nød til at forklare halvdæmonen, hvad hun var kommet i tanke om. Hvordan skulle hun forklare det, hun havde ikke håbet på det skulle ske. Men hun havde selv fået det at vide, og hun sukkede lidt før hun trak hovedet lidt op, så det ikke hvilede sig på hans skulder"Den afdøde kvinde... Hun har en søster der er endnu værre, og det skulle ikke undre mig at hun har opdaget hvad der er sket med den kvinde, eller har hørt hvad der er sket"sagde hun som hun frygtede for hvad der ville ske. Men hun var stædig indeni, for skulle det ske var hun mere forberedt. Ikke tale om at hun skulle blive mere skadet, end den kvinde havde fået nydelsen af"Men jeg vil kæmpe sammen med dig, hvis hun dukker op herude i skoven, hvilket der er mulighed for"sagde hun og tænkte lidt som hendes blik faldt lidt rundt på omgivelserne. 

Hun lod sit hoved hvile blidt mod hans skulder i en kort stund. Sikkert, imens hun tænkte på, hvad hun skulle sige. Sådan var mennesker. Når de havde store ting at fortælle - oftest negative sager - krævede det, at de tænkte det hele igennem. Valgte de rigtige ord for at fortælle alt, som det skulle fortælles. Men også, fordi det krævede meget af et menneske at dele dybt af dem selv. Sådan var der i hvert fald mange mennesker, der havde det. Især dem, der normalt ikke var gode til følelser og tanker. Og der måtte Tanto klassificere Amy. Hun slog ham ikke som den delende og følelsesladet person. Jovist kunne hun gøre dette. Halvdæmonen havde fået dybt fra hende, men hun slog ham stadig som en, der havde brug for denne tænkende pause for at samle alt sammen, før hun atter ville åbne sin mund og dele dette.

Smilet, hun sendte, som hun gengældte hans kompliment, blev mødt af et tilsvarede smil fra ham. Men det var ikke dette, der krævede tænkning fra Amy. Nej, for det behøvede hun at se direkte i Tantos øjne. Derfor havde hun trukket sig fra ham og halvdæmonen gjorde intet andet end at møde hendes blik, som hun fortalte.
Kvinden. Den døde kvinde, der havde sendt Amy til at dræbe ham og havde fejlet dette til fordel for en anden akt med Tanto. Kvinden, Tanto nu havde dræbt for god tid siden. Var der allerede kommet nys om dette til søsteren? Måske kvinden havde aftalt, at hun ville på en eller anden måde komme i kontakt med søsteren, når Amy var ordnet. Og nu uden svar til søsteren bekymrede denne sig. 
Tanto tog blidt fat i Amys hage for at pege hendes hoved og øjne tilbage på ham. Med den sædvanlige seriøsitet i hans stemme, sagde han: "Du er ikke i stand til at kæmpe alene. Jeg kæmper med dig, hvis det kommer til det. Jeg vil kæmpe med dig, Amy." Tanto kiggede kort ned på brystet. Salvien var der stadig og var stadig igang med at heale såret. Det var stadig sårbart. I en kamp ville hendes bryst være målet for at slå hende ud. Det var et mere fatalt mål end hjertet. Nej, Amy kunne ikke kæmpe alene. Godt Tanto ikke ville tillade hende at gøre dette. Ikke nu.