Han var blevet mere, end bare lidt voksen, han holdt sine følelser igen, tænkte sig om, og holdt endda fokus ordenligt. Ingen bemærkninger, ingen noget. Hun var nærmest stolt af ham, jo, ti år er lang tid, men, var svært ikke at være lidt stolt af ham, mere end lidt. Hun kunne nemt se hvor ondt det gjorde ham at indse hvad hun mente med sine sværd, og hvorfor han havde dem i dette øjeblik. Hun hadet denne forfærdelige følelser det gav i andre som de indså alt dette, endnu mere i dem der var hende nær, og netop derfor havde hun ikke været hjemme i nu, siden hun havde været i kzar mora for at besøge ham.

"Jeg..er kun bekendt med en gang ude af hans hus..Men, han ville også have jeg lå mærke til det. Så..måske har der..været andre." hun sank en klump og mistede evnen til at se ham i øjne. Blikket hang på hans bryst. "Er..selv..i tvivl, så..mange minder jeg..kæmper med at forstå om det var mig, eller..hvad..Har sat spørgsmål ved alt." hun sukkede dybt og lod blikket falde lavere, til hendes hænder i hans, til den varme hun altid søgte hos fremmede, som spredte sig i hendes hænder i dette øjeblik. Selv i denne alvorlige snak, fik det et smil frem i hende at blive holdt på denne måde, at sidde og føle sig tryg for første gang længe, selv om, hun vidste Alf var en af de sidste som kunne beskytte hende, eller hjælpe hende.

"Alf..skønne...lad være at tænk over det. det er ikke dig der..skal kæmpe med dette, ikke lige nu, kom godt hjem, find dig til rette, alt det er vigtigere end mig. Jeg skal nok få dette løst, stille og roligt, og uden at gøre noget dumt." hun smilte stadig, selv når hun sagde dette, selv i dette emne. "Som sagt, skal bare være lydig og leve mit liv ikke?" hun vippede hovedet og tvang et lidt større, halvt opdigtet smil, men et smil, for at berolige ham.

I et stykke stil havde en mørkeblå kappe stået i nærheden af dem, en blond halv elver, som stirret på de to, ikke et ord var blevet sagt, men den unge kvinde lyttede tydeligt til deres samtale. "Jeg..formoder vi kan slå lejr..Jeg skal nok sige det Akurra..Du smiler, jeg har ikke hørt dig ordenligt glad, siden du kom hjem, jeg skal nok dække for dig." lyd det fra den halvelviske kvinde, i grænsevagt uniformen. "Tak Alveet...Beklager." kvinden nikkede med et smil et drillende smil dog. "Peer og Maraba, er gået i gang med at planlægge at lokke dig og Alister på stævnemøde en aften..bare så du er advaret." et dybt suk, med et skævt smil forlod Akurra ved den kommentar, som hun lyttede til Alveet gå, trække sig ud af kroen igen. "Undskyld...Hvor var vi? " spurgte hun, og lod blikket falde på sine hænder i hans en gang mere, uden at tænke over det, var hun stille begyndt at lade en fingre, røre hans håndled. Hun smilte let, som hun så deres hænder sammen igen.

Hans blik fandt hendes igen som hun talte, og han atter en gang lyttede. Hun var selv i tvivl, så måske hans tanke holdt stik. Det var på en gang en lettelse og stor sorg at høre, på den ene side såede det et spinkelt håb om, at deres brud havde været modvilligt, og styret af denne mand. På den anden side kunne det også betyde, at al deres tid sammen på en eller anden måde var styret, og Akurra aldrig ville have fundet sammen med ham i første omgang, hvis ikke dæmonen havde haft en finger med i spillet. Og så gjorde det ondt på ham at denne skønne kvinde skulle igennem et sådan helvede, at have været styret i så mange år og pludselig ikke vide, hvornår hun havde været sig selv, og hvornår hun var styret, om hun havde gjort ting mod sin vilje, og hvor meget denne mand havde set. Det måtte være frygteligt.

Åh, at høre hende kalde mig det igen…. Måske hun ikke havde tænkt over det, men for ham betød det alverden at høre hende kalde ham ’skønne’. Han kunne ikke skjule det lille smil der kom på hans læber som ordet blev sagt, inden hans opmærksomhed atter blev rettet mod det alvorlige emne. Hun mente ikke han skulle bekymre sig, men hvordan skulle han være i stand til at lade være? Og fokusere på sig selv, det havde han gjort så rigeligt i den tid han havde været hjemme. Han rystede svagt på hovedet af hendes ord, og så hende igen i øjnene med et mildt smil. ”Akurra, jeg har været hjemme i nogle måneder nu, og ærligt talt, så er jeg efterhånden træt af at fokusere på mig selv. Den tid jeg var hos Mathilda, og den tid det tog mig at komme helt til mig selv igen og vænne mig til at være hjemme og udenfor fare, var mere end nok for mig… Søde, du ved hvor meget jeg bekymrer mig om andre, og det vil måske overraske dig, men…” En dyb vejrtrækning, det næste han ville sige føltes som at lægge sit hjerte på bordet for hende, men sandheden skulle frem. ”Du har været i mine tanker hver dag, siden den aften i dit hus… Få ting i mit liv er vigtigere end dig, selv efter alle de år der er gået…” Hans blik fald mod gulvet i nogle sekunder, han havde svært ved at se hende i øjnene efter den indrømmelse, ikke fordi han som sådan skammede sig over det, men han havde aldrig sagt det højt til nogen før, og her sad han pludselig og bekendte sit hjertes dybeste hemmelighed for den kvinde, det hele handlede om. Hans hænder holdt stadig om hendes, tommelfingrene blidt nussende over hendes håndrygge.

Øjeblikket blev afbrudt som en kvindestemme talte til Akurra, og Alf så op. Det måtte være en af vagterne, der arbejdede for Akurra, hvilket hendes ord også hurtigt afslørede. Han fulgte samtalen mellem de 2 kvinder, og smilede kort som vagten bemærkede, at Akurra virkede glad for første gang på lang tid. Dog blev smilet erstattet af et undrende blik, som vagten talte om at nogle af de andre ville lokke Akurra på stævnemøde. Da kvinden var gået igen, vendte han derfor atter sin opmærksomhed på Akurra, og med et lidt skævt smil spurgte han ”Hvem er Alister? Du virker ikke umiddelbart synderligt…. Begejstret, for at skulle på stævnemøde med vedkommende?”

Det søde smil, det smil han fik hver dag hun kom hjem fra sine patrujler, dengang som undersot, men sådan havde tiden skiftet. Det var rart at se det smil, men at sige følelsen hun fik, var ikke helt det samme, dengang, havde hendes største ønske i disse øjeblikke været at sætte sine læber imod hans, her sad hun blot fortryllet i sine gamle minder i netop det smil. Blikket hvilede på hans øjne, og stille som han begyndte at tale gik de i, ikke at det gjorde så meget, blot en måde at slappe af på, som de gennemsigtige øjenlåg lukkede. Hendes mund åbnede som hun skulle til at svare ham, men han lod nogle få flere ord komme hendes vej før hun fik muligheden men ingen ord kom. Blikket blev på ham, nervøst hilste tungen kort på verden flere gange som munden håbede, og lukkede nogle gange i dette øjeblik. Synet i hendes øjne, blev mere klart som øjne gik op igen, og faldt på deres hænder, og forsigtigt forsøgte hun at tage sine hænder til sig. Hun smilte dog, selv om hun ikke vidste hvilket ord, der ville rede hende, og var det ikke for Alveets ændring af samtalen, havde der nok været et længere øjebliks stilhed. "Arhh..Alister..ja ..ja det!" tydeligt påvirker af enten den nye samtale, eller det tidligere, men noget af det hang stadig i hendes stemme.

"Peer..en..grænsevagt i den gruppe jeg ofte tager mig af..ehmm..syntes både ham og mig skal blive gift, hendes løsning...er ehmm..at forsøge at få..os, til at blive gift, leder af byvagterne, og mig, den ansvarlige for grænsevagterne...Så..bare en ung kvinde...der syntes alle gamle koner, og mænd ikke skal være evigt single som mig og ham, men gift, men..ehmm..børn..og hun påstår vi er perfekte til hinanden? Tvivler jeg sku meget på." hun fandt dog mere ro som hun talte, og et let latter forlod hende som alle Peers mærkelige ord, og forsøg gled igennem hendes hoved. Dog, dette emne, holdt dog tankerne på det Alf lige havde sagt. Og blikket hævede sig igen til ham. "Alf..Mener du virkelig de ord?" igen, hvis hendes hænder ikke var ved hende, ville hun forsøge at tage dem til hendes skød igen, eller blot lade dem hvile der. "Der er gået ti år? Jeg..forstår ikke...Har der..aldrig været andre? Eller..misforstår jeg." både glad, og forvirret over dette, to følelser der var tydelige, som hendes smil ikke forsvandt. "Du er en skøn mand, men ti år..Alf...ting er ikke det samme i dag.". Det, gik ikke helt op for hende at sige, ting var andeledes i dag, var nok netop hvad han ville, men i dette øjeblik, sad hun i tankerne med deres gamle forhold, det forhold der knækkede sammen.

Som hans blik igen fandt vej til hende, var det tydeligt for ham at se, at hans ord havde påvirket hende. Alt andet ville også have undret ham. Han ventede spændt på hendes reaktion, men den udeblev da vagten afbrød øjeblikket. Han måtte derfor vente og se, om hun mon selv ville tage emnet op igen bagefter. Hvis ikke, ville han muligvis selv bringe det på bane igen.

Som hun begyndte at fortælle om vagternes tanke om hende og Alister, trak han svagt på smilebåndet. Det var en smule komisk, som de sådan forsøgte at lege Kirsten giftekniv og sætte de 2 ledere sammen, blot fordi de begge var ugifte. Hun havde trukket sine hænder til sig, og han lod blidt sine egne lande i sit skød, som hun atter talte, og som forventet spurgte til hvad han havde sagt, lige inden de blev afbrudt. Han nikkede svagt til hendes første spørgsmål, og lod hende tale helt ud inden han svarede. Alt i ham ønskede at tage hendes hænder igen, eller endnu bedre at holde hende i sine arme, som han nu ville besvare hendes spørgsmål. Men han måtte nøjes med at se hende i øjnene, og smile lidt forsigtigt og usikkert. ”Jeg mener hvert et ord, kære…. Meget har i sandhed ændret sig, vi har begge ændret os med tiden, men den eneste ting intet har ændret på er, hvor meget jeg stadig holder af dig… Jeg ville lyve hvis jeg sagde at ingen anden kvinde havde vækket min interesse i alle de år, men det er få, de fleste er døet ud inden det overhovedet blev til noget, og de få jeg forsøgte at indgå et forhold til, gik hurtigt i stykker igen. Ubevidst, har jeg sammenlignet dem alle med dig, og….. Ja, det lyder nok lidt…. Ynkeligt, men ingen har kunne måle sig med dig, og hvad jeg følte for dig…. Og, hvis jeg skal være helt ærlig…” Blikket vandrede igen ned til gulvet, og en svag rødmen kunne anes på hans kinder, et sjældent syn efterhånden. ”Nok stadig gør…”
Om det var påvirkningen af alkoholen der gjorde ham så hæmningsløs, eller det var forløsningen ved endelig og så pludseligt at sidde her og tale med hende igen, eller noget helt tredje vidste han ikke, men det føltes på en gang meget skræmmende og virkelig lettende, endelig at fortælle nogen om de følelser han havde holdt skjult for alle og bevogtet som sin største hemmelighed, og så endda til hende følelserne var rettet mod.

Det ord der blev delt, var ikke noget hun havde forventet at høre fra Alf i dag, hun havde ingen planner om at møde ham, faktisk havde hun planner om at holde øje med to kriminelle folk, der havde opgivet at give op og lade hendes folk slappe af, som de fleste andre natter de havde i byer. Var bare nemmest, og man slippende for at binde sig for øjende, hvilket nemt kunne føre til problemer. Måske var hun for sød og venlig ved dem alle, måske skulle man begynde at bare være lidt hård ved dem engang i mellem. Men nu sad hun foran sin eks, som lige havde indrømmet at alle hans partnere var sammenlignet med hende, og aldrig været gode nok for ham. Hun sank en klump og lod blikket falde over hende selv, den blege hud, og lige nu, kunne hun fornemme alle de samlinger af skæl, de små bryster, de alt andet end markeret hofter, og høre ham, snakke om alle andre ikke kunne komme nær hende. Hun træk vejret dyb som han indrømte at han stadig følte alt hvad han følte den gang. Blikket forlod hende ved disse ord, og overrasket lod hun blikket studere ham, hans udstråling i dette øjeblik, hans form, hans blik, hans nervøse, nyttet smil bag skægget. "Jeg.." hun vidste igen ikke hvad hun skulle sige, og tog blikket på baren foran dem, og tog fat om den mjød hendes blik fandt, og lod den ikke forlade den blege læber for den var tom. Dog med forsigtigt hånd mødte den disken.

Hun sank en klump og lod tungen hilse på verden nogle gange som hun tænkte over hvad hun skulle gøre, jo et smil var på hendes læber, men hvem ville ikke smile efter at have hørt alle disse ord, rettet imod hende, sagt om hende, for hende. "Alf...jeg..ved ikke hvad jeg skal sig-" hendes ord blev afbrudt af en mand nær dem ved bordet. "Kys dog manden og få det overstået!" lyd det fra bordet, hvor tre mænd sad med flere krus på bordet. Akurras blik gled i samme øjeblik over på dem, og et kort hvæs blev kastet i deres retning, instinktivt over hendes flovhed i dette øjeblik. Dog et hastigt øjeblik efter rystede hun på hovedet og hånd hævede sig foran hendes læber, som hun mumlede et "undskyld" over til bordet, hendes kinder, langt fra den typiske blege. Dog var det uklart hvem undskyldet var til, som hun i samme øjeblik begyndte at gå imod døren, atypisk hende hurtige skidt, glemt om de sværd efterladt ved Alfs side, tydeligt, flov, nervøs, men stadig et smil på læben kunne fornemmes nær de røde kinder som hun træk hætten langt ned over hendes hoved som hun gik imod døren. I dette øjeblik, følte hun sig overraskende ung, og på ingen måde voksen som hun gik imod døren.

Hendes nervøsitet, den måde hendes blik flakkede og hun ikke rigtig kunne finde ordene, han fandt det underligt nok ret sødt. Dog var det på en og samme tid også en pine uden lige at vente på hendes reaktion på hans ord. Han havde trods alt delt sit hjertes allerinderste længsler med hende. Hun smilede, det måtte da betyde at hun trods alt ikke blev vred eller irriteret på ham.
Mandens kommentar, indvendigt fik den Alf til at smile, men han kunne udmærket forstå hvorfor det irriterede Akurra sådan, deres situation var noget mere kompleks end det, det var ikke bare en ’Kys og få det overstået’ ting, slet ikke nu hvor hun var ejet af denne dæmon og alting. Men i guderne hvor havde han lyst, der var intet han hellere ville end tage hende i sine arme og kysse hende, som havde de sidste 10 år bare været et kort øjeblik, glemme alt der gik galt mellem dem og starte forfra. Han sendte manden et vredt blik i samme øjeblik som Akurra hvæsede af ham, og for ikke at lade vreden overtage lod han hånden finde ølkruset på baren, og førte det til munden for at tømme det. Han nåede lige at sænke det som Akurra forlod kroen, og uden at se sig tilbage stillede han kruset fra sig på baren, greb de to sværd hun havde overladt ham og sprang op for at følge efter hende.

Han vidste ikke hvad der gik af ham, men som de kom ud af kroen var det som om en indre impuls havde taget styring over hans krop. Siden de frygtelige hændelser hvor han svævede mellem liv og død, havde han levet efter at gribe enhver chance i livet, og nu virkede det som om hans krop handlede af sig selv. Med sværdene i den ene hånd, greb han blidt fat i hendes ene skulder med den anden hånd og skubbede hende ind mod bygningens mur. Da han havde fået hende placeret med ryggen mod muren, lod han hånden på hendes skulder glide op og trække lidt ned i hætten, ikke helt ned men bare nok til at hendes ansigt blev blottet, og med følelsen af at hans hjerte snart bankede så hårdt at det ville ryge ud af brystet på ham, bøjede han sig ned og kyssede hende. I guderne, den følelse af hendes læber mod hans, hvor havde den dog været savnet…. Det føltes bedre end han huskede det, bedre end han havde drømt om, alle bekymringer, alt savn, alle tunge tanker… Alt sammen forsvandt i dette sekund, pludselig var der lys i hans liv igen, en mening med det hele, en spirende følelse af lykke, om det så kun var for et kort øjeblik.
Det hele var sket så hurtigt og havde kun taget nogle få sekunder, og det var først da hans læber slap hendes igen at det for alvor gik op for ham, hvad han lige havde gjort. Forlegen trak han sig væk fra hende, en svag rødmen begyndte at komme til syne på hans kinder som han trådte et par skridt bagud og gjorde klar til at vende sig om. ”U-undskyld…. Det var… Jeg ved ikke, hvad der gik af mig…. Jeg må hellere gå…” Hans blik flakkede lidt omkring dem som han forsøgte at huske, i hvilken retning hans hest stod, så han kunne begive sig imod den og ride hjem.

Et dybt suk forlod hende som døren blev lukket bag hende og lukket blev den, forsigtigt, men hun var sikker på døren blev lukket, at have syn på hende skulle undgået i dette øjeblik. Solen var knap oppe efterhånden og skyggerne var blevet lange som solen havde sin sidste halve time på himlen. De telte hun forventede der kom op, var godt i gang med at blive sat op. Hun tog nogle få skridt i deres retning og lod blikket falde over sine arme som hun stod med siden til huset, ryggen til døren og et lille gyde som hun hurtigt vandrede nær. Blikket sad på hendes håndjern, og et olmt blik gled over dem og hænderne rystede og hun gik i stå og blot stod der, i belysningen af gade lampernes flamme, og de sidste solstråler. pludseligt blev hun flået ud af sine tanker, og hendes ryg mødte noget hårdt, og blikket overrasket hang over Alf, som han presset til på hendes læber, og ryggen blev presset mere og mere imod muren. Hendes arme hang ved hendes side, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre af dem, som de både bevæget sig mod Alf, og tilbage til hendes side, og imod muren på samme tid. Et let støn forlod hende som muren blev mødt, og den vidunderlige varme varmblodet væsner sendte igennem hende ved berøring blev anerkendt. Varmt. Og meget uvant hende, var hun ofte den som presset den anden imod døren, eller muren, men, lige nu, forsvandt hendes sind i dette øjeblik.

Munden hang åben som han træk sig væk, og hun blinkede flere gange, og hænderne havde fundet ro på muren bag hende som hun havde presset sig selv mere og mere imod den under kysset, ikke for at komme væk, tværtimod, men bare for støtten. Det, var ubehageligt at han træk sig væk, jo den kilende fornemmelse af hans skæg var, besynderlig, men det hele var rart. Skuffet over hans blik forsvandt fra hende, en følelse man nemt kunne se hendes blik i dette øjeblik. Munden lukkede endelig bare for at åbne, lukke, og åbne. hvad der gik af mig. Hun sank en klump som disse ord blev hørt. Hendes hånd hævede sig og grab fat i hans ærme ved hans første bevægelse væk, blot at han drejede sig, og de dyriske instinkter sendte i hast hånden til hans ærme. "Vent..-" lyd det forsigtigt, som endelig ord forlod den usikre mund. "-varmt." forsatte hun stille og kigget nærmest overrasket på ham. "Jeg..mer.." ordende døde ud og mere forlod ikke de blege løber, og de nu, endnu mere røde kinder end før, et, problem med hendes bleg huddet genner, når man endelig fik farve, fik man så forbandet meget. Den anden hånd, hævede sig imod hans bryst, og lyden af den forbandet kæde der stadig hang i håndjernet fik hende til at gå i stå, og blot stirre på hånden der hang i mellem dem, på den kæde, på håndjernet. Fortabt, faldt hånden til hendes side, og hun gav slip på hans ærme, og et dybt, irreteret, opgivende suk forlod hende, og blikket gled imod hendes folk. "Jeg...beklager." lyd det igen, nærmest en gentagelse fra deres samtale inden for, som blikket langsomt faldt til jorden imellem dem.

Alf kunne fornemme enhver af hendes reaktioner, selv med øjnene lukkede og læberne mod hendes. Han nød at han havde været i stand til at overraske hende sådan, trods han stadig ikke helt forstod, hvad der præcist var sket og hvordan. Han var begyndt at handle mere spontant, men han plejede at have kontrol over det selv, ikke som nu hvor hans krop lod til at handle på egen hånd.

Grebet i hans ærme, vent… Han stoppede med det samme og så på hende i stedet. Hun… Vil ikke have jeg går? Hendes næste ord fik et smil frem på hans læber, varmt… han huskede gladelig hvor afhængig hun havde været af hans varme, det var en af de ting han havde elsket ved deres forhold, at han kunne få lov at give hende den varme. Han blinkede et par gange, som hendes næste 2 ord forvirrede ham endnu mere, havde hun lige tigget ham om mere? Tanken ledte ham tilbage til deres første gang, hvordan hun flere gange tydeligt havde bedt ham fortsætte. Men, det kunne da umuligt være sandt at hun havde sagt det ord nu, han måtte have hørt forkert. Tanken brændte sig fast i hans indre, og et skævt smil kunne ikke skjules på hans læber. Hendes kinder, præget af den rødme han også svagt mærkede i sine egne, i guderne det klædte hende, i hvert fald i hans øjne. Som hun rakte hånden op mod hans bryst skreg alt i ham på at gribe den, eller træde et skridt frem mod hende igen, men hans krop var pludselig lammet, i skærende kontrast til den impulsivitet der havde boet i den for få sekunder siden. Han endte derfor med at stå der med et skævt smil og et let forvirret blik i øjnene, som hendes hænder faldt langs hendes side igen. Beklager…? Hvad mente hun med det? Det var jo ham, der var gået over stregen, eller det følte han i hvert fald selv. ”For hvad dog..? Du har intet gjort forkert, det er mig der skal undskylde…” Tanken om, hvorvidt han havde hørt hende bede om mer eller ej brændte stadig i hans indre, og forsigtigt men dog beslutsomt tog han et skridt frem mod hende igen, og placerede sin frie hånd på hendes hofte, som han så på hende med et venligt smil. Han kunne ikke rigtig holde trangen til at være tæt på hende inde længere, så måtte det briste eller bære. Hvis hun bad ham lade være, ville han selvfølgelig respektere det øjeblikkeligt og flytte sig. Men for nu, nød han at mærke hende tæt på sig igen.

Det var noget nyt, specielt fra hans side af, at han gjorde sådan, at hun endte med en væg imod sin ryg, overrasket over hans spontane handling. Et forvirret smil kunne fornemmest på hendes læber i det øjeblik hun følte væggen bag sig, i øjeblikket efter, og lige til der hendes hånd faldt til hendes side. Tænk at han fik de ord frem i hende, at hun bad om mere, at han fik et støn fra hende i dette lille øjeblik, det var besynderligt, men utrolig rart.

”For hvad dog..? Du har intet gjort forkert, det er mig der skal undskylde…” hun træk på smile båndet selv om hun endelig ikke havde lyst over denne kommentar, og rystede let på hovedet. Blikket voksede modigt til hans, men faldt dog hurtigt til hendes hofte i øjeblikket der kom en hånd der på, men faldt hurtigt retur til ham som han var så tæt på, med det smil på hans læber. Forsigtigt hævede hun den ene hånd til at glide let over håndryggen der holdt hendes sværd, og efter neglen let mødte hans hånds ende, tog det fat om de to sværd, og et lille ryg som hun tog dem fra ham, og i fumlende bevægelser fandt de deres plads i hendes bælte. En behagelig pause hvor hun ikke behøvede tænke over manden der holdt hendes hofte, og var kommet utrolig tæt på. Tilfreds som sværdende fandt deres plads, og endelig hævede hun blikket og blev en smule overrasket over hvor tæt han var, hun sank en klump og tungen hilste på verden som hun instinktivt lød muren hvile på hendes ryg igen. "Alf.." mumlede hun stille som, hun kiggede op imod ham, og først nu indså hun ordenligt hvor stor en mand han endelig var blevet. "Jeg..kan ikke.." på trods af hendes ord, fugtede hun sine læber, og lod sine kæber møde sin underlæbe. Hendes hånd mødte hams arm som lå mod hendes hofte, bare hvilede og mærkede hans varme hud på underarmen mellem sine fingre og håndflade. "Være sammen med nogle..disse dage.." hun fumlede sine ord, og mellem hvert lod hun sine underlæbe møde et bid på ny, blikket var klart, vågent og hvilede på hans blik, håbefuldt, men alligevel, afvisende, men tydeligt en af af lyst, den anden var hendes sind der sagde hun skulle.

Følelsen af hendes hånd mod hans håndryg, neglen der ramte blidt, hvor var det vidunderligt at hun endelig rørte ved ham igen. Det lille ryk der fulgte, han havde glemt alt om de sværd som de stod der. Men selvfølgelig skulle hun have dem tilbage, så han slap dem velvilligt og betragtede hende som hun fik dem på plads i bæltet. Som hun talte fandt hans blik igen vej til hendes øjne, de smukke øjne han så ofte havde fortabt sig dybt i. Kan ikke…. Ordene skar i hans hjerte, som han fornemmede hvor de bar hen, men denne gang ville han ikke opgive uden kamp. Hendes hånd der lagde sig på hans, usikkerheden, måden hun ’bed’ sig i læben, fumlede over ordene, alle de ting fortalte ham at hun nød dette øjeblik, denne gnist der var tændt mellem dem igen, og på trods af sit ordvalg ikke ønskede det skulle stoppe. Blidt rystede han på hovedet som hun igen talte, denne gang ville han ikke lade hende spise ham af med en dårlig undskyldning. Selvfølgelig, hvis der var en god forklaring på hendes afvisning, hvis det f.eks. var af frygt for manden der ejede hende, eller en anden årsag der gav lige så god mening, ville han lytte og være forstående.

”Hv.. Hvad mener du? På grund af dæmonen?” Hans blik mødte igen hendes, mildt og venligt, men også med en bestemt tone over sig, det var tydeligt at han krævede et svar, en forklaring. ”Akurra, jeg… Det jeg fortryder mest i hele mit liv, er at have ladet dig glide ud af mine hænder dengang, og forsvinde ud af mit liv. Den fejl begår jeg ikke to gange, om jeg så skal vente ti år endnu før du kan blive min, så gør jeg gerne det. Denne gang giver jeg ikke op uden kamp…” Den frie hånd som før havde holdt om sværdene, fandt vej til hendes hår og gled blidt og nussende over det. ”Jeg vil selvfølgelig respektere dine grænser, og hvis du beder mig trække mig vil jeg gøre det, men jeg vil altid være i baggrunden, klar til at gribe chancen når den byder sig. Jeg vil ikke acceptere at miste dig igen…” Hånden der havde nusset hendes hår gled ned og nussede nu blidt hendes kind, som han bøjede sig ned og placerede et blidt kys på hendes pande.

”Hv.. Hvad mener du? På grund af dæmonen?” hendes blink faldt til jorden så snart dette kom frem igen, et let rysten spredte sig i hende, som han kom endnu nærmere, om han endelig gjorde, var en anden snak, men han føltes så nær i dette øjeblik. At stirre på hans ben og fødder var ikke hvad hun havde lyst til, men hun følte sig tvunget til at se her, og ikke der oppe."Jeg...bå..både og." mumlede hun let, stadig nervøs, en forbandet nervøsitet han altid fik frem i hende i disse stunder. Dog fik hun ikke sagt mere, før han tog over, munden åbnede og lukkede flere gange som hun lyttede, tungen hilste på verden noget kun mere end fem gange i dette øjeblik, i denne tale, som disse følelsesladet ord blev delt. Hun sank en smule, det overraskede hende meget at høre alt dette, men det irreteret hende på samme tid, dog var det smilet der i dette øjeblik var fremme på hendes læber. "Alf Hør efter.." lyd det lidt hårdt i tonen, så hård man nu kunne når ens lyst var endelig at talen endte og noget helt andet skete, som hun lod blikket falde op, men alligevel vippede hovedet blødt til side, øjne gled let i, så meget de nu kunne, og uden hun ønskede blev hendes ord til et let, glad suk, over den varme trygge hånd der berørte hende. "Du..bryder dig ikke om at se mig..spise." det var overraskende svart at sige noget, når den varme fornemmelse i hendes arm, og nu siden af hendes hoved bryd koncentrationen for meget. "Der..er meget ved mig du ikke kan lig...min krop..du.." hun sukkede og lod blikket falde. "Og..nok endnu mere nu, med fremmede magi i mig....Ved Lianna siger du har ændret dig..men..altså.." hun sukkede igen,og løftede stille en hånd til den på hendes hårgrænse. Hun håbede at fjerne den, men hånden fangede blot hans håndled og gik i stå. "Du...havde altid..afstand til mig...og nu..siger du alt det her? Mens jeg..er i det mest kaotiske sted jeg nogle sinde har været? Dette er hårde end da Cordelia døde, og mere end da hun genopstod som engle igen." hendes ord døde ud som hendes kære, søster kom i sindet, i guderne, af alle der skulle høre dette, blev hun nød til at sige det til hende. "Jeg...at du..nu siger du vil ha mig? Igen? ..Du forvirrer mig. Min krop, mine dyriske dele? Er det nu bare lige meget for dig?" Hun sukkede og lod sine følelser falde lidt til ro. "Og..jeg er en..dukke, en slave i dag? går..det dig ikke på?" hvorfor de sidste ord overhovedet blev sagt, vidste hun endelig ikke, men sagt blev de, og i dem gemte sig nok en større lyst end hvad hun selv havde indset. Han, havde heller aldrig forladt hendes sind, men på en meget anden måde end hvad han gav lyd som.

Alf fulgte nøje med som hun kæmpede med ordene, med sin krop, ja med hele situationen. Han forstod udmærket at det måtte være svært for hende at høre dette efter så mange år, men han var nødt til at være ærlig omkring hende, han kunne ikke andet. Det at han havde været så tæt på at dø, uden at have fortalt dem han holdt allermest af hvad de betød for ham, havde sat dybe spor i ham. Han var fast besluttet på at give folk klar besked, også selvom det måske var upassende eller uønsket. Det ændrede ikke på hans følelse af, hvor meget hun stod hans hjerte nær, og altid havde gjort. Hendes skift i tone gjorde det blot mere tydeligt for ham, hvor svært det her var for hende. Hun forsøgte at være hård i tonen, men lykkedes ikke rigtig med det. Han lod hende tale helt ud, og lyttede nysgerrigt til hvert et ord. Hendes undren, han forstod uden problemer hvor den kom fra, og hvorfor. Hvis han havde kunne gøre noget om i sit liv ville det være at have ændret sin personlighed dengang til, hvordan han var i dag. Hvis han havde levet hele sit liv med denne tankegang, indstilling, ydmyghed og taknemmelighed for selv de mindste ting, havde meget nok været anderledes... Som hun nævnte Cordelia, sank han en klump, og smilet forsvandt fra hans ansigt. Han huskede uden problemer de gange, hun havde fortalt om hende, hvor ked af det hun havde været, alle de gange han havde holdt hende i sine arme og trøstet hende.

Hendes forvirring over at han ville have hende tilbage, var på en gang trist og lidt sjov. Meget havde i sandhed ændret sig, han var på ingen måde den samme mand længere, men så igen, dengang havde han dårligt været andet end en stor knægt. Han rømmede sig en gang, mens han tænkte over, hvordan han skulle besvare alle hendes spørgsmål. ”Akurra, jeg…. Forstår godt din forvirring, men… Jeg håber du vil stole på mig, når jeg siger, at…. Meget i sandhed har ændret sig siden dengang, jeg er ikke den samme mere…. Jeg skylder mit liv til en havfrue, havde hun ikke fundet mig havde min krop drevet livløst rundt på havet nu…” Tanken fik en tristhed til at skylle over hans blik i nogle få sekunder. ”Jeg har ændret mig rigtig meget, er blevet mere… Ydmyg, og taknemmelig, over selv helt små ting som at vågne og stadig være i live… Da jeg svævede mellem liv og død, var en af mine tanker, at jeg var taknemmelig for at have oplevet ægte kærlighed, og om jeg så aldrig skulle opleve det igen, så havde jeg i det mindste elsket nogen, sådan helt rigtigt, den ene gang i  mit liv…. Jeg fortryder så bitterligt hvordan jeg var mod dig dengang, jeg værdsatte slet ikke hvilket fantastisk væsen du er, og hvor stor en gave det var at du lod mig elske dig, og være en del af dit liv.” Guderne måtte vide, at det han allermest ønskede lige nu var at tage hende i sine arme og omfavne hende, mærke hendes krop mod sin, vise hende at han mente hvert et ord. Men der var mere at sige, mere at forklare, så et svagt suk rullede over hans læber, som han fortsatte med at tale.

”Det er sandt at din måde at spise på, ikke ligefrem er dit mest… Charmerende træk, men.. Tro det eller ej, selv det har jeg savnet, hver en lillebitte ting du gør og er, mangler i mit liv… Og din krop, endnu en ting jeg slet ikke værdsatte nok dengang, men… Ja, hvordan skal jeg beskrive det… Du er smuk, vidunderlig, fantastisk, og dine dyriske sider gør dig jo netop til alt det, den måde du kan bevæge dig på, din kulde, dine tandløse bid…” En svag kuldegysning gik igennem ham, som hans tanker landede på alle de kropslige ting han savnede ved hende, og hans greb om hendes hofte blev en smule mere fast i nogle sekunder. ”Selvfølgelig er det ikke lige meget for mig at du er en anden mands dukke, at der hersker en fremmed magi i din krop. Jeg vil ikke forsøge at lægge skjul på, at magi stadig er en ting der går mig meget på, men jeg….” De næste ord krævede en dyb vejrtrækning for at forsøge at tøjle nervøsiteten, der herskede i hans krop nu. ”Jeg.. Elsker dig for højt til at lade det komme imellem os….” Han sank en klump, som ordene havde forladt hans læber, og han nu stod nervøst og ventede på hendes reaktion. Der var så meget mere, han ville sige, så meget mere at forklare, men hun skulle have tid og mulighed til at reagere på det lidt ad gangen.

Den mur, var utrolig betrykkende i dette øjeblik, og netop grundet denne instinktive følelse af tryghed, valgte hun at beholde den tæt på hendes ryg, og bagdel, lår ,selv hendes skinneben mødte den, ikke for at komme væk fra Alf, slet ikke, bare for trygheden. Faktisk noget hun altid havde ønsket at prøve efter hun blev voksen, en hule, tanken lyd så betrykkende. Hun rystede på hovedet let for at kaste tankerne fra sig som Alf begyndte at tale, blikket låst på ham, og modigt lå det nær hans næse, blikket var fokuseret på munden mens han talte. Stole på mig. Hun nikkede med det samme disse ord blev sagt. Og mere og mere som Alf talte begyndte en stemme at lyde i hendes bag hoved. "Hvis Alf virkelig var sådan da I var sammen, så har jeres brud nok ændret ham endnu mere, end jeg først troede…” Lianna havde sagt de ord under hendes besøg, og de begyndte at give utrolig meget mening som Alf begyndte at forklare sig. Blikket hævede sig stille til hans øjne som han begyndte at snakke om alt der havde ændret sig. At kunne lade være med at smile når man hørte disse ord, at høre ham tale om hvordan han elskede hende, både den gang og nu, hvordan sand kærlighed føles, var en gave hun endelig ønskede at hun havde. At høre ham, have så ondt over sin opførelse den gang, fik hende til at smile, mere end hun ønskede, det tåbelige smil hun fik et øjeblik i kroen. Lod mig elske dig, være en del af dig liv." de ord hang i luften lidt, og tydeligt forvirret en smule over hans ordvalg. Men valgte at lade det ligge som han forsatte sine ord.

Der var det. tænkte hun kort som han gik i gang med det næste, og smilet forsvandt så snart han begyndte at tale om hendes spise vaner. Blikket faldt og hun rystede let hovedet, Jeg vidste det..var for godt til at være sandt. Allerede havde hun givet op på samtalen, men, bare for at kunne have hørt efter når hun skulle til at råbe af ham om lidt, valgte hun dovent at lade blikket hæve igen, og faktisk begynde at lytte til denne del. Selv det har jeg savnet. hun blinkede nogle gange, tippede hovedet på siden, som hun tydeligt var overrasket over disse ord, og fortabt åbnede hun munden let som han forsatte. Det sidste der ville ske af disse ord, var den røde farve der plagede hende, ville i hvert fald ikke gå væk sådan han begyndte at tale om hendes krop, og dyriske sider. At høre ham tale om de bid hun engang lavede på han nakke, og mange andre steder, at høre ham saven hendes kolde hud. De tands løse kæber klappede imod hinanden som hun tydeligt ikke vidste hvilket ord der skulle bruges.

"Jeg.. Elsker dig for højt til at lade det komme imellem os".

Med de ord, gik hun i stå, og blot stirret overrasket med klappende kæber, hun sank en klump og tungen hilste flere gange nervøst på verden. Hånden der stadig holdt om den arm der nåede hendes hofte, og gav den et kraftigt klem som hun forsøgte at presse sig fysisk ind i vægen, dog uden det lukkes, den anden hånd, ubevist af hendes egent valg, søgte hans hals, og en håndflade lå der, ved den varme blodåre. Blikket hævede sig til hans blik.  "Ti år..du...har følt sådan i ti år?" lyd det nervøst fra hende som hun lod sit blik hvile på hans øjne. "Ti..år er utrolig lang tid..Er du...sikker på dette? Lad være...at tag fejl, du har..ikke været glemt for mig, men at sige..alt det der..alle de Vidunderlige ord, jeg ønskede at have hørt, den gang, i dag...rammer bare ikke så nært i dag." hun sukkede, og på trods af hendes ord, rev hånden der havde fag i hans arm, en smule tættere, hun fugtede sine læber let mellem ordende, og hånden på hans hals, faldt til hendes egen højde på hans bryst. "Du er..en skøn mand, hvis alt du siger er..sandt, bliver hvem end du ender med..utrolig lykkelig, og endnu mere med din varm hjertet familie nær dem." hun smilede let, og tog endelig blikket fra ham, og lod det falde til hånden på hans bryst, som imens hun talte havde taget let fat i hans trøje. Den anden hånd, stille revet hånden fra hendes hofte, længere bag hende, om den endelig var på hendes len eller ende nu, vidste hun ikke, og muren var ikke lige bag hende, hun havde lænet sig let frem. En dyb indholdning blev taget, og et lille bid i underlæben. "Men..tror ikke..." på trods af hvad hun sagde, træk hun sig en smule nærmere, og rejste sig let på spisen af sine fødder, og lod blikket bevæge sig imod ham igen. "Det bliver..mig." lyd det stille som hun lod hånden på hans hals forsøge at trække ham nær, ned til hende, ned til de kolde læber, og lade hende føle den dejlige varme.

Det var tydeligt at der skete meget i hende som han talte, og hans ord ramte dybt, hvad end hun så ville være ved det eller ej. De små smil hun kom med fra tiden til anden, kampen for at ville svare ham, men ikke rigtig kunne, blikket der flakkede op og ned, alt sammen var tydelige tegn på, at hun havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle reagere på det hele. Alf håbede bare inderligt, det var af gode årsager, og ikke fordi han havde gjort hende genert, forlegen eller pinligt berørt. Hendes klem om hans arm, hånden der blev rakt op til hans hals, at mærke hende søge hans krop på den måde…. Det var vidunderligt, alt han så brændende havde ønsket sig i alle de år, han kunne næsten ikke tro det rent faktisk var sandt. Som hun endelig lykkedes med at tale igen, nikkede han blot til hendes første sætning, og lod hende tale videre. Han nød at høre hendes stemme igen, og så endda på denne måde, hvor den kun var tilegnet ham, det var fortryllende. Dog forvirrede hendes ord ham en smule, på en og samme tid gav hun udtryk for at hans ord gjorde hende glad, at han var en skøn mand, men samtidig afviste hun ham? Og på samme tid, viste hendes krop tydeligt en helt anden historie, som hun greb i ham, trak ham tættere, rev let i hans tøj, lænede sig en smule mod ham, og trak hans hånd længere om bag hende. ”Jeg er helt sikker….” 

Tror ikke…. Hvad troede hun ikke? Som han hørte hende sige de sidste ord af den sætning, sank hans hjerte en smule, men på samme tid summede hans hoved af forvirring, hendes ord og handlinger stemte på ingen måde overens, som hun rakte sig op mod ham og trak ham ned mod sig, samtidig med at hun afviste ham. Han lod sig villigt trække mod hende, hvis hun ligefrem selv inviterede til det ville han da på ingen måde holde sig tilbage. Hånden hun havde trukket om bag sig lå på hendes lænd, og han lagde et blidt tryk i den så hun blev holdt endnu tættere mod ham, som hånden på hendes kind gled om og lagde sig på hendes baghoved, og han endnu en gang lod sine læber møde hendes. Det føltes som havde nogen sluppet en kæmpe sværm af sommerfugle fri i hans mave, og den boblende følelse af lykke herskede atter i hans krop i de sekunder, deres læber var mod hinanden. Han lagde denne gang noget mere lidenskab i kysset, så hun på ingen måde kunne være i tvivl om sandheden af de ord, han havde sagt lige før, og trak sig så væk igen for at få luft, og for at tale igen.

”Akurra, dine ord forvirrer mig, de fortæller en anden historie end, hvad din krop viser mig… Noget siger mig, at du ikke er helt afklaret omkring, hvad du inderst inde ønsker, men handlinger lyver som regel ikke… så jeg tror jeg for nu vil stole på, at du rent faktisk ønsker mig nær.” Et skævt, drillende og charmerende smil kom frem på hans læber, som han sagde ordene. Han gav hende ikke mange chancer, om det var bevidst eller ej var han ikke helt sikker på, men han ville for intet i verden lade hende glide væk mellem hans fingre igen, så hvis det betød at han skulle undlade at give hende noget valg, så måtte det være sådan. ”Hør her, jeg sagde det dengang, jeg siger det nu, og jeg gentager det gerne hver eneste dag, resten af mit liv: Det er kun DIG jeg vil have, Akurra. Det har ikke ændret sig de sidste ti år, og det vil aldrig ændre sig… Du er mit livs kærlighed, og om jeg så skal bruge resten af mit liv på at overbevise dig om det, så gør jeg gerne det…. Alt for, at du en dag bliver min…” hænderne lå stadig samme steder på hendes krop, som han endnu en gang trak hende til sig, rakte sig ned og placerede endnu et kys på hendes læber.

At mærke hans læber imod hendes tog pusten fra hende, men alligevel lod hun ham holde kysset så længe han ønskede. I guderne hvor var det rart, den varme, at blive trækket ind på den måde, holdt, at mørke hans varme hænder, læber, krop, selv om tøjet holdt varmen væk i øjeblikket kunne den fornemmes. Hvor er det rart at være hjemme, ja hjemme var følelse der ville beskrive hvad hun følte i dette øjeblik, hvad hendes hjerte skreg, dog var det helt andre tanker der var i hendes baghoved. Som kysset endte træk hun vejret dybt, og læberne havde en lille revne som munden aldrig lukkede som der kom den lille afstand i mellem dem. fornemmelsen af skægget var..besynderlig. Hun holdt sig nær, muren var glemt og trygheden var foran hende. Dog faldt blikket som Alf begyndte at tale, det var umuligt at se ham i øjne som hun blev kaldt ud på sine blandet signaler. Som alle disse tanker hos Alf blev delt, blev blikket nede, at høre handlinger ikke lyver, fik hende til at synke en klump og holde blikket på hans bryst. Hun bed sig let i læben. "Selv...selvfølgelig vil jeg have dig, nær." skamfuldt indrømmede hun det, og den lille pause lå mellem de to sidste ord meget bevist, i hvert af hendes instinkter hendes sind, havde stadig svært ved at indrømme alt dette. "Hvis..bare det var så nemt..at tænke kun på hvad jeg følte." hun sukkede let som hun hævede en hånd til hans bryst, og lyttede nært til de næste ord, der langsomt træk blikket op, de dumme smil, både hans, og hendes, fik hende til at bide i, og lade ham kysse hende endnu engang. Hånden på brystet tog fat i hans trøje, neglende ønskede tydeligt at mærke huden under, men tøjet måtte gå an. Den anden hånd hvilede på hans side, og søgte nu langsomt hans ryg, som hun forsvandt i den duft hun huskede fra dengang, den smag, og den sjove kilden skægget gav hendes hals.

Kysset holdt hun ikke særligt længe, før hun lod det falde, lade hende selv falde en smule, sådan hun ikke hævede sig helt derop hvor han var, panden blev sat imod hans bryst, hænderne holdt sig hvor de var, blot mere afslappet end før. Hun træk vejret dybt i et suk. "Alf...Hvis du virkelig har..forandret dig.. Så, forsæt." hun lyd ikke glad, men selv om der var mange følelser i den stemme, var glæde, spændthed, lyst nogle af dem, frygt var dog en anden. "Men.. Du skal vide, hvor bange jeg er. Bange for at gøre folk ondt, bange for at give ham flere våben mod mig. Jeg vil være lydig, da jeg er hunderæd for ham, for hvad han kan gøre...at de ting går ud over dig, Lianna? Freydis? De små..lorte bandittet af lille brødre du har?" et let fnis forlod hende ved tanke om de to. "Jeg.. er bange. Derfor, vil jeg.." hun sank en klump og gav hans ryg et klem, og presset ham nær. "jeg..burde være..alene sådan vil folk være sikre. Så længe jeg kan passe mit arbejde, sker der intet." hun sank igen en klump og faktisk begyndte at ryste. "Men..en nat i ny og næ.. Nogle aftener, kan vi..godt finde ud af.. men et forhold? Nu?." hun rystede mere og mere som tanken kom i hendes sind. Tanken om hvor nemt det ville være for den forbandet mand, at udnytte tanken om et forhold. Endnu mere børn, som Peer stadig presset hende for at få, hun var bange for den ide før, men nu? Tanken om hendes æg, eller børn var et våben imod hende. hun rev Alf tættere og tættere som hendes sind tydeligt træk hende ned i et mørkere og mørkere hul.

Hendes ords bekræftelse af kroppens signaler, fik ham til at smile. Et var hvad han fornemmede på hendes kropssprog, noget andet var at høre hende sige ordene. Det var vidunderligt endelig at høre hende sige det, de ord han havde fantaseret om så mange gange, at hun faktisk ønskede ham nær... Som han kyssede hende kunne han endnu en gang mærke, hvor meget hendes krop kæmpede for at få ham tættere, rev i tøjet, trak ham ned mod hende. Hun talte igen, og han lyttede, spændt på hendes svar, og tanker. Hun var bekymret, hvilket jo var forståeligt nok, ikke mindst for om det kunne gå ud over hans familie. Han ønskede ikke at sætte dem i fare, men omvendt mente han også at både han og de yngre brødre ville være i stand til at beskytte familien, og de havde jo også Jason. Et lille smil sprang derfor frem på hans læber, som hånden på hendes baghoved gled frem, og blev brugt til at stryge hende blidt over kinden igen.

"Jeg forstår godt du er bange, og jeg ved godt hvilken fare det kan indebære, ikke mindst for min familie, men... De banditter er blevet store, de er jo også blevet 10 år ældre, og især Hjalmar har... En hvis styrke, og temperament til at kæmpe mod selv de største farer. Jeg ved ikke hvor meget du har hørt om det, men Freydis var jo ude for en frygtelig oplevelse med en dreng da hun var 14, og der tog Hjalmar sagen i egen hånd... Ingen ved den sag i dag hvad han præcist gjorde, men vi så i hvert fald ikke drengen igen nær nogen fra familien, og resten af landsbyens børn turde heller ikke rigtig nærme sig i lang tid. Siden den dag er hans trang til at beskytte familien kun vokset, det er lige før hsn snart overgår mig..." Et svagt grin forlod hans læber ved tanken om sin yngre bror. Han var efterhånden blevet Alfs direkte modsætning, hvor Alf var faldet til ro og havde lært at styre sit temperament, var det som om Hjalmar blev mere og mere... Ustyrlig, og krigerisk i sin tilgang til omverden.
"Derudover har vi jo Jason, Freydis's mand, som både er minotaur og arbejder for lyset, han vil uden tvivl også kunne beskytte familien hvis det blev nødvendigt, og pigerne er jo heller ikke helt uden evner. Freydis kan godt slå fra sig hvis hun skal, og Lianna, den lille skid, tog helt alene ud for at finde ud af, hvad der var sket med mig, og hvor jeg var endt henne. Det var bestemt heller ikke ufarligt, men hun klarede det sgu.." Der var efterhånden ingen der var i tvivl om, hvor stolt Alf var af sin yngste søster. Trods hendes blot 17 år havde hun virkelig vist familien, at hun bestemt var andet og mere end bare en yndig lille pige, der kunne lave mad og passe heste.
"Jeg forstår godt, hvis alt det her er lidt overvældende, og jeg accepterer fuldt ud hvis du har brug for tid til at tænke, eller ikke vil kaste dig hovedkulds ud i et forhold igen... Men jeg vil ikke acceptere at lade dig glide ud af mit liv igen... Så hvis alt du kan give mig for nu, er nogle uforpligtende, små stjålne øjeblikke og nætter, så er det helt okay..." Som de sidste ord var sagt, placerede han blidt et kys mod hendes pande igen, og trak hende ind til sig i et kram. Han havde længtes efter den følelse i hvad der føltes som et helt liv.

Den behagelige tryghed af at mærke hånden imod hendes kind, denne varme fornemmelse, træk frygten let væk, den var der tydeligt i nu, men lige nu, at være her, så nær ham, i hans arme, og endelig får alt dette sagt, vise nogle hvor bange hun var, hvor meget alt dette påvirkede hende, i guderne det var rart, at føle sig tryg og hjemme. At høre om den lille ballademager gøre alt dette, skræmme børn på den måde, for at beskytte sin søsters ære. Man smilte, selv om man ikke skulle, andet kunne ikke gøres, men modsat Alf holdning var at høre om dette, om netop Hjalmar gøre sådanne ting, vakte faktisk bekymring i byvagten, at høre om et overfald, både på kære Freydis, men også af Hjalmar, var ikke lige frem betrykkende, men hun forstod hvad Alf forsøgte at sige. "De er ved at blive store." var den lille kommentar hun havde til dette, ansigtet gemt som hun stadig holdt panden imod Alf, holdt ham tæt, og håbede i guderne de rare, de store, de varme arme blev ved med at holde hende tæt. Jason? hun sukkede let som hun hørte om dette, og lod Alf forsætte i sin stolthed, det var rart at høre, at hans billede af familien ikke havde ændret sig.

Hun vidste udemærket hvad Alf mente med sine ord, familien kan beskytte sig selv, du skal ikke bekymre dig, og vi kan også beskytte dig. Hvis, bare det var så nemt. "..Hvis jeg satte tænderne i Freydis en aften, hvor vi alle var hjemme ved en af os, og jeg søgte at være sikker på hun aldrig åbnede øjne igen? Ville du kunne stoppe mig? Ville i? Søs, fik at vide hun ikke skulle tøve, og kan jeg ikke afvæbnes, så tag hovedet. Kan du det? Kan i det?" hun var overraskende hård i tonen, og seriøs, "Dræbe mig? Hvis jeg var en trussel?" hun sukkede dybt som hun sagde det, og træk Alf så tæt hun kunne, og lod tungen hilse på verden, mens hun lyttede til ham, fortælle om deres bånd. "Du... er virker stædig." fniste hun let af hans ord. "Jeg..ved det ikke..jeg..aner det ikke. Jeg er bange for mig selv.. Kan, ikke se hvordan..jeg.." ro faldt dog over hende som han kyssede hendes pande, en dyb vejrtrækning blev taget for hun forsøgte igen. "Jeg..Ønsker ikke at give ham..flere våben at bruge imod mig." lyd det forsigtigt til sidst, for det var netop det, både Alf og hans familie ville være, -hans- våben. Hun kyssede forsigtigt trøjen hun havde begravet sit hoved i, og gav slip på Alf, lade begge hænder falde løst uden kraft til hans hofter, og blot hvile der. Panden blev på hans brystkasse, og hun stod, og lænede sig tungt ind på ham.

Hendes frygt, var anderledes end han først havde troet. Den handlede om, hvorvidt de ville være i stand til at gøre det ultimative offer, hvis hun skulle vende sig mod dem og gøre skade på en i familien. Alf bed sig i læben, som disse frygtelige tanker trængte sig ind i hans hoved. Han ville hade mere end noget andet i verden at skulle tage hendes liv, han ville uden tvivl prøve at finde en anden løsning, men udgjorde hun en reel trussel for familien og der virkelig ikke var anden udvej, så kunne han godt gøre det, eller det regnede han i hvert fald med. Han nikkede derfor svagt, med et alvorligt blik i øjnene. ”Jeg vil ikke lyve, jeg ville selvfølgelig forsøge alle andre udveje først, med modgift, tvinge dig væk med magt eller lignende, men hvis der vitterligt ikke var anden udvej… Jeg ville hade mig selv for det, men min families sikkerhed kommer trods alt før alt andet, og hvis jeg var den eneste der kunne stoppe det, så…. Ja, jeg ville godt kunne..” Han havde virkelig ikke lyst til at tage ordene i sin mund, men han vidste at det nok var nødvendigt, hun havde brug for at høre ham sige det. Han sank en klump, havde hun løftet hovedet og set ham i øjnene havde ordene med sikkerhed aldrig fundet vej ud, så lige nu priste han sig lykkelig for, at hendes hoved hvilede på hans bryst. ”Dræbe dig, hvis det blev nødvendigt….” de frygtelige ord, nu havde han hende endelig i sine arme igen, og så skulle han pludselig tage stilling til om han kunne slå hende ihjel, hvis denne fremmede skabning pludselig tog kontrol over hende…. Tanken fik ham til at knuge hende endnu tættere ind til sig, som han bad til guderne om, at det aldrig måtte blive nødvendigt, og en lille tåre trængte op i hans ene øjenkrog.

Som hun slap ham og lod sine hænder glide længere ned, fik hendes sidste ord ham til at tænke lidt. Stædig var han, allermest når der var noget, han gerne ville opnå eller have, og af alle ting i hele verden var hun det, hans hjerte længtes mest efter. Følelsen af hendes hænder på hans hofter, fik kun længslen til at mærke hendes krop mod sin endnu større.
At blive denne mands våben var det sidste, han ønskede for hverken sig selv eller sin familie, men der var et spørgsmål der brændte sig fast i hans tanker. ”Jeg forstår din frygt, kære, men… Tilgiv mig at jeg ikke altid forstår mig så godt på den magiske verden, men… Ville han virkelig tvinge dig til at gøre nogen ondt, uden noget motiv? Altså, ville det ikke kræve at han så os som en trussel på en eller anden måde, før han ville bruge dig til at skade os? Eller kunne han finde på det… For sjov?” Hvis hun løftede hovedet ville hun kunne se, at denne tanke virkelig undrede Alf, og fik ham til at tænke. Han havde efterhånden lært, at både mennesker og andre væsner gjorde mange underlige, ondskabsfulde ting, også uden nogen forklarlig grund, men han håbede inderligt, at Akurra på en eller måde havde kendskab til denne dæmons metoder og ville sige, at han ikke gjorde det uden motiv. Endnu en gang blev hun knuget ind til ham, som han blidt placererede et kys, denne gang på hendes hår. Hans stemme var knap andet end en svag hvisken. ”En dag, får vi sat en stopper for det her… Og jeg lover dig, at hvis du vil lade mig gøre det, vil jeg passe på dig indtil da… Og ikke som i gamle dage, du er ikke en prinsesse der skal bæres på hænder og fødder, du er…. Den mest fantastiske, smukke, selvstændige kvinde, der findes” Tanken om hans misforståede omsorg da de var sammen, fik ham til at le en smule, som ordene forlod hans læber.

Tænk at spørge om dette? Spørge om de ville være i stand til at tage hendes liv, hvis hun pludselig ikke var i kontrol længere, og faktisk kræve et svar. Det var nemt nok med Cor, hun er trænet soldat, og blev også i et brev før Akurra selv lærte hvad der endelige foregik, der var det meget nemmere, før hun var blevet kaldt slave, før hun havde siddet på knæ foran ham, nu, var det hele blevet så svært. Efter at have mærket hans magt så tydeligt som hun havde. Hun sank en klump som Alf endelig begyndte sit svar, ikke at der var gået ret længe, men lige nu, svaret på dette, sekunderne føles som dage. Hun vidste endelig ikke hvad gerne ville høre fra ham, at høre han godt kunne, eller ikke, begge svar ville ikke tilfredsstille hende lige nu. Begge var dårlige muligheder, forfærdelige, men dette var virkeligheden nu om dage, det stille liv var slut. Nu bad hun en mand hun holdt af, om han kunne dræbe hende hvis det blev nødvendigt. "Tak." det gav et utrolig ro at høre, det var ikke behageligt, men, det gav en ro. "tak." gentog hun og klemte ham en smule mere end før. I guderne hvor var hun glad for han ikke kunne se hendes øjne, eller ansigt i dette øjeblik, selv hun havde ingen ide om hvordan hun så ud, sikkert ikke ret godt.

Hun holdt sig selv lavt, hvilende på hans bryst, som hun havde gjort så mange gange før, som hvad denne gang var hun stadig i tvivl om. At høre ham være så voksende, at tænke sig sådan om før han tale, tænke på alle. Hvorfor, var han ikke sådan for de ti år siden? Hvor anderledes deres liv havde været så, hvis denne mand foran hende, var hendes daværende kæreste, havde hun aldrig ladet ham forlade det hus og nu, hvor denne mand var foran hende, kunne hun ikke få sig selv til at sige det, denne gang, kunne hun ikke være hans. Ikke i hendes hoved. Dog da  hun spurgte om -ham- og hans måde at tænke på gik hun i stå. Af alt der blev kunne blive nævnt, så netop ham, hun sukkede dybt ved tanken om ham. "Jeg...aner det ikke, han..talte om, at jeg bare skulle passe mit arbejde og intet ville ske, men..ehmm, jeg overfaldt ham efterfølgende. Så..jeg.. ved det virkelig ikke. håber..han aldrig..gør noget, men..jeg.." hun huskede det tydeligt som tænderne blev sat i ham, og som hun blev tvunget i knæ efterfølgende. "Jeg..dummede mig virkelig da jeg gjorde det." hun fniste let ved tanken, ikke af grin, men da hun ikke vidste hvad ellers hun skulle sige og gøre over det, hun overfaldt faktisk en mand. Endnu et suk forlod hende. "Han..moret sig over min frygt. Så, er bange for han kan finde på alt." igen træk en længere suk sig igennem hendes læber.

At han lovede at passe på hende, at være der, at gøre så meget, hun, hævede modigt sit blik, søgende efter hans blik, hun smilte, og ikke kun lidt, de ord ramte virkelig nær, og de øjne der havde været pakket væk var våde, og forsigtigt søgte hun hans læber, hun søgte ikke noget langt, ikke et passioneret kys, men hun ønskede at det ikke kun var ham, der havde taget hvad han ønskede, hun ville også have noget. Et kort kys, hvis han altså lod hende trække sig væk. Hun træk vejret dybt som kysset endte. "Kan...du lokkes til at komme hjem til mig.. Om nogle dage? To? Vi har nogle kriminelle i lejren.. Så håbede at, vi kan forsætte dette, hjemme hos mig?" hun tog ikke blikket fra ham som hun spurgte, spændt på svaret, og tydeligt let nervøst.

Det var tydeligt at mærke på både hende og ham, at der ikke rigtig fandtes noget godt svar til hendes spørgsmål. Dog, fornemmede han at hun fandt en smule ro i hans svar, ved at hun sagde tak. Det var vidunderligt at mærke, at hun gav en smule slip og lod sig selv være i følelsen af at ønske ham nær, som hun klemte sig ind til ham. Det gav ham en følelse af, at uanset hvad der så skete, så skulle de nok finde ud af det sammen.
Da hun igen talte så han ned på hende, og lyttede. Først lød det til, at Alfs håb om at denne mand ikke ville skade dem uden motiv blev opfyldt, men lige efter sagde hun noget, der chokerede ham og vendte situationen rundt. Han forstod hendes afmagt i situationen, men at angribe den mand, der havde så meget magt over hende, havde været... Ret dumt. "Hmm... Det var ikke specielt... Smart, men jeg forstår godt din afmagt, og hey, jeg om nogen ved, hvordan det er at handle i vrede og afmagt, så det er forståeligt du gjorde sådan..." Han knugede hende igen ind til sig og kyssede hende atter blidt på håret, for at vise at det ikke ændrede på noget for ham. "Jeg er her for dig, uanset hvad..." 

Han nåede lige at bemærke hendes våde øjne og smilet, inden hun rakte sig op for at kysse ham. Åh, hvor var det fantastisk at hun ikke holdt sig tilbage længere, men også begyndte at søge ham, som han søgte hende. Tårerne og hendes smil fortalte ham, at hans ord måtte have ramt dybt, og da hun efter kysset bad ham komme hjem til hende et par dage senere gav det ham et håb for, at hans hjertes største længsel snart kunne blive virkelighed. "Med glæde. Jeg vil se frem til det." Hvor end hans hænder var, slap de og søgte i stedet hendes hænder, og løftede dem op så han kunne kysse hendes knoer.