Det var uden den mindste bekymring, at Agarés åbnede glasskabet og fandt glas og flaske frem. Han havde selvfølgelig sørget for at få placeret flaskerne lidt lavere nu, efter Deavás havde været forbi og mobbet ham gevaldigt over ikke at kunne nå øverste hylde.
Tanken havde strejfet ham, at Akurra måske ville tage chancen en enkelt gang mere, se om hun virkelig kunne få ramt på ham, nu hvor han stadig var den smule mere svækket, indtil modgiften fik lov til at virke ordentligt. Men mon ikke hun havde forstået hvordan deres forhold fungerede nu. Han sagde ét, og hun rettede sig efter det.
Flaske og glas blev taget med hen til det store skrivebord, og Agarés satte sig til rette i den bløde stol, som kun så endnu større ud end normalt, når han ikke var større selv. En sjat blev skænket op i glassets bund, og som vagterne ude for døren lige så stille gik derfra, lagde stilheden sig over dem.
Han skulle lige til at sætte glasset for munden og tage den første lille tår, men blev afbrudt af hendes varsel. Først bider hun ham, tvinger sin gift i ham, og nu fortæller hun, at han helst ikke må drikke sin alkohol. Han tvivlede ikke på hendes oprigtighed, hun måtte have ret, men for Zaladin, hvor det irriterede ham. Så han satte lettere hårdt glasset fra sig på bordet.
Mens han gav Akurra tid til at samle sig bare lidt, kunne han selv læne sig tilbage og slappe lidt af. – Bruge tiden på at lade modgiften virke ordentligt.

Et stykke tid i stilhed, hvor han uden tvivl forventede at hun ikke ville bryde den, og så rejste han sig endelig. Ikke nær så vaklende og forsigtigt som før. Han gik tilbage mod hende, og satte sig på hug foran hende.
”Jeg forstår ikke hvorfor du er så trist, Akurra. Intet i dit liv har ændret sig. Du er stadig lige så fri til at gøre som det passer dig, som du hele tiden har været. Den eneste forskel er, at du nu ved hvilken rolle jeg spiller. At du nu ved hvad, jeg er i stand til.” Han vidste de ord ikke ville hjælpe hende det mindste. Det var udelukkende kun for at vade lidt i hvilken magt han nu havde over hende. Hvilken magt hun nu vidste, han havde over hende.
”Jeg tror, du trænger til lidt frisk luft. Kom.” Han rejste sig igen og rakte en hånd ned mod hende, så han kunne hjælpe hende på benene, hvis hun da tog imod hans hjælp. Måske lidt luftforandring ville kunne få hende til at føle sin verden mindre kvalt.

Hun mærkede han vrede og irritation som glasset mødte bordet, frem for hans læber. Et kort ryst gik igennem hende som disse følelser blev smag af tungen som i hast i dette øjeblik gik tilbage i sit skjul bag de blege læber. Hvad end han havde gjort, var den dyriske side af hende utrolig utryg og bange for den lille forbandet knægt i dette øjeblik. Stilheden var hans, ikke et lyd forlod hende, selv hendes vejrtrækning var nærmest lydløs som hun sad der, på sine knæ, bøjet ryg og hænderne i skødet, blikket i jorden. Hun sank en klump som han ødelage stilheden, så trist? intet har ændret sig?! desværre, selv om vreden gik igennem hende, var det rigtige at nikke, så det blev gjort. Et lydigt nik til hans ord.

ALT havde ændret sig, hun var en slave, en dukke, hendes værste frygt blev virkelig! Eller rettere havde været virkelig i mange år, hun vidste hun det jo bare, netop som han sagde. HVORFOR HAR HAN HELE TIDEN RET! hun bid kæberne sammen som disse ord kom frem i hende sind. Det var utrolig frustrere, at alt var -hendes- skyld, kontakten, overfaldet, og alt andet. jeg solgte mig selv? Og du vover at sige, alt er det samme?! hun slap endelig bidet i sine egne læber og sukkede dybt, og gav endnu et nik, ikke at han havde sagt noget nyt siden sidst. Men endnu et lydigt nik blev sendt i hans retning.

Frisk luft, disse ord fik hende til at trækket blikke op og møde ham, at han stod der, lige foran hende og tilbyd en hånd, fik på ingen måde hendes vrede til at forsvinde. Rent instinktivt lod hun bagsiden af hendes hånd slå hans væk, den anden hånd mødte gulvet som hun fik sig selv på benene. Hun sukkede dybt, før hun gav ord fra sig. "Jeg..-" hun sank en klump i afbrydelse af hendes ord."-skal nok opføre mig pænt." ordene var ikke til ham, hvilket blev først tydeligt som hun lod blikket falde over hendes skuldre til de to vagter på gangen mens hun rejste sig. Igen træk hun vejret dybt og tungen hilste irreteret på verden. "Frisk..luft lyder rart." mumlede hun i hans retning, det var pludseligt svært at tale til ham, og han føltes ikke længere bare som en lille knægt, jo lille, men, hendes dyriske side skreg af ham, den menneskelige ligeså men i en helt anden tone. Hun gik en halv meter bag ham, blikket lavt, og uden noget mod i blikket.

Kunne han andet, end at være tæt på helt tilfreds nu? Godt nok havde hun fået lov til at sætte tænderne i ham, gøre et forsøg på at overtage kontrollen i situationen, men alligevel havde hun fejlet. Det havde givet ham mulighed for at vise sin egentlige styrke, ikke den fysiske, som han måtte indrømme, at han virkelig savnede, men den mentale. Den mentale magt han havde over hende, og lige som han ville have forventet, så bukkede hun under for den. Det burde gøre ham tilfreds. Og alligevel ikke helt. For selvom hun makkede ret og gjorde som han ville, så var det nu mere underholdende før. - Da hun ikke lagde skjul på sin trodsighed, sin stædighed, sin nysgerrighed. Hun havde mistet modet, var blevet til intet mere end endnu en dukke til samlingen. Endnu en dukke, som bukkede under for enhver befaling han måtte komme med.

Gad vide hvor langt han kunne gå....

En let latter gled over læberne, idet hun afviste hans hjælp og slog hånden væk. Han gik udenom hende og bevægede sig lige så stille hen mod døren.
"Det er jeg da glad for at høre, Akurra. Så har du også lært noget i dag." Lært at man holder tænderne for sig selv, i hans selskab. Han skulle lige til at tage det første skridt ud på gangen, men stoppede op i døren og så sig lige over skulderen.
"Men først..." Han vendte sig om, og tog fat om hendes ene arm, for også at få skubbet hende til at vende sig, så de begge stod med ansigtet vendt mod det samme maleri som før. Han stillede sig helt tæt ind mod hendes ryg, lagde den ene arm omkring hende, så hånden hvilede mod den nederste del af hendes mave, og førte den anden hånd op mod hendes nakke, hvor han tog fat og kunne tvinge hende til at se i den retning han ville. Hendes få centimeter mere i højden gjorde ikke den store forskel, og tillod ham at hvile hagen mod hendes skulder uden problemer.
"Ville du tage den mands trusler alvorlige nu? Hvis han, med intet andet end styrke, kunne fastholde dig sådan her?" Spurgte han, munden holdt lige ude foran hendes øre, så stemmen ikke behøvede at have megen lyd i sig. Han drejede hovedet en anelse, så læberne lige nøjagtig strejfede hendes hals.
"Eller du ville måske nyde det?" Hviskede han, idet han lige klemte lidt mere til med armen lagt om hende, som forsøgte han at få hende endnu tættere på sig. Det var ikke kun for hans egen morskabs skyld, men også for at se om hun overhovedet ville finde sig i at blive rørt på denne måde, nu hvor hun vidste hvad der kunne ske, hvis han ikke brød sig om reaktionen.

Gad vide hvornår hun ville knække igen, hun vidste det ville ske, hun vidste at hun ikke kunne beholde denne opførelse foran ham, lige meget hvor nødvendigt det var. Hun, kunne ikke gøre mere, engang skal være nok, en gang skal være grænsen til hvor meget hun sætter hånd på, eller tænder i ham. At hun opførte sig sådan her, gjorde hvad der blev sagt, fyldte hans ord, var langt fra af lyst, men en følelse af nødvendighed, en følelse af at have fejlet, tvang denne adfærd frem i  hende. Specielt lige nu, hvor den voldsomt forfærdelige følelse af afmagt lige var forsvundet, og kroppen nu endelig var hendes igen.  At han lo på den måde over at hun slog hans hånd væk, fik hende til at sukke dybt. Hans hånlige kommentar ville normalt blive mødt med lige så hårde ord tilbage, men hun sagde ikke et ord som det første skridt blev taget efter ham, blot for at blive mødt med hans pludselige stop. jo..Hun havde lært noget. Hvor farlig han er, hvor vigtigt det bliver at finde en løsning! men disse tanker blev ikke delt.

Hans men, fik hende til at trække sig en smule tilbage, men hjalp ikke, han kom utrolig nær, ALT for nær. At mørke hans arm lægge som en slange over hendes skuldre, bryst og hvile på hendes mave, som et fremmede legeme som bare skulle fjernes øjeblikkeligt. Blikket gled hurtigt på armen, i guderne det var svært ikke at snappe efter den, at give et bid mere, eller få fat i hånden på den ene eller anden måde.  Men først? hvad? Kæberne blev bidt hårdt sammen som hun ventede på hvad end han ville sige, hvad end han ville hovere med nu. Som hun mærkede både hans hoved finde hvile på hendes figur, og hans hånd tage fat om hendes nakke, få fingre hvilede imod hendes kindben for at styre hendes blik tilbage på hans malerig. At mærke den klamme slange (armen) som lå om hende, klemte hende mere og mere, som om ville tage det sidste liv af sit bytte, og hans ord, det var meget at tage fat i, men nyde? Det ord, rang i hendes øre.

Havde ...han læst mine tanker?! Ganske kort, sidste de kiggede på billedet, var der ikke negative tanker med den mand på billedet, hun havde tænkt ham som pæn, tiltrækkende endda, og en hård hånd var altid..behageligt. Hun sank en klump, og tænkte meget over hende ord. Det dyriske kom dog et smule tilbage i blikket ved disse tanker, aldrig dominant som tidligere men en gnist. "Skal..svare dig om 'mange' år, når han er tilbage." lyd det imellem de sammen klemte læber, dog stoppede hun ikke de ord, hun vidste intet om hvad der skabte hans tilsstand, sikkert bare et dæmonisk træk for evig ungdom! På trods af hvad hun indrømme ved at spørge, måtte hun vide det. "Læser..du også mine tanker?" det var ubehageligt at spørge, at tænke, for tænk hvis svaret var ja! Alt..i hendes sind, havde været til hans rådighed.

Ingen modstand. Indtil videre fik han virkelig lov til at gøre som det passede ham. Det var langt mere tilfredsstillende nu, kun fordi han vidste, at han ikke ville kunne holde hende fast i længden. Hun kunne slippe fri, lige så snart hun ville, men valgte alligevel at blive stående i hans faste greb. Det var jo så tæt på en indbydelse til at blive ved, som det kunne komme, uden hun rent faktisk sagde ordene.
Hendes svar afslørede mere, end hun måske var klar over. Enten ville hun ikke svare, fordi hun ikke ville kunne holde sig fra at komme med en flabet kommentar, som ikke ville blive taget godt imod. Eller også ville hun ikke svare, fordi han faktisk havde ramt et punkt, der måske ikke var direkte sandt, men alligevel lige prikkede til en eller anden sandhed. Mon hun faktisk ville nyde det?

Selvfølgelig havde han ikke kunne undgå at få en god del af hendes tanker med, når han havde kigget med gennem hendes øjne. Det kunne vel heller ikke undgås at han en gang imellem havde sneget sig ind, når det ikke var helt passende. Han kunne jo aldrig vide hvad folk foretog sig inden han begyndte at kigge med.
"Måske. Måske ikke." Én ting var at få det bekræftet, lade hende vide med sikkerhed, at han havde læst hendes tanker. Det ville vel være en skræmmende nok tanke for hende. Men måske det ville være endnu værre slet ikke at vide det. At skulle gå rundt med usikkerheden om hvorvidt han fulgte med i hendes tanker, hendes måske dybeste hemmeligheder.
"Men hvorfor ikke bare svare mig nu? Du er måske bange for at indrømme det? Fordi du ikke ser mig som mere end en ung, arrogant knægt, der er vant til at få sin vilje. Ville det måske være anderledes, hvis det var ham, der havde fat i dig?" Han skævede op mod maleriet, lagde lidt ekstra tryk på 'ham', for at pointere den tydelige forskel mellem drengen og den voksne dæmon.
Men ville det gøre det bedre at han holdt hende fast, rørte sådan ved hende, hvis han ikke bare var en ung dreng? Måske det ville gøre det bedre, når han nu begyndte at stryge hånden mod hendes mave længere ned. Ned over hoften, ned over låret, hvor han lige tog fat i stoffet, som ville han til at trække det af. Han slap grebet om hendes nakke med den anden hånd, men kun for at lade fingrene glide op i håret, hvor han tog fat i stedet. Han hev til for at få hendes hoved lænet tilbage og halsen blottet, klar til at sætte tænderne blidt mod den blege hud og lade dem rive let hen over. Hvornår ville hun mon stoppe ham?

Måske, måske ikke. Det værste svar, han nyd hendes frygt og utryghed ved dette, havde han jo indrømmet tidligere, så selvfølgelig ville han lade hende sidde i uvidenhed. Brude hun havde forventet, kæberne blev bidt lidt hårdere sammen ved irritationen ved dette svar, hans legende ord efter hjalp ikke med at slappe af i kæben som bidt hårdere og hårdere. Svare dig? Ung, arrogant, hormon fuldt knægt! gik skreg hendes tanker som hånden snoet sig lidt længere ned, og let tog fat i hendes trøje.  Anderledes hvis du var ham? Blikket faldt igen over billedet, ikke at hun havde et valg, med hans hånd om kæben, han var sikkert ikke i tvivl om hvor meget styrke der blev brugt på at holde hendes mund lukket.

Anderledes? Ham? Hun træk vejret dybt, og pustede luften hårdt ud. Kort lettede hun presset i kæben for kæmpede ord frem, men netop som hun lettede presset forsvandt hånden fra kæben og nakken kunne hun mærke hans forbandet hånd finde hendes hånd, og den anden begynde at nærme sig hendes hofte, lår, og træk i stoffet dernede, hånden i håret tog fat, og tvang hendes blik til loftet og sendte et pres i hendes hovedbund. Kæberne fandt hurtigt hinanden igen som dette pres, denne smerte, som han tvang frem i hovedbunden.

Ikke et lyd! Skreg hendes indre, som det lykkes at holde både reaktionen på smerten inde, men også den varme fornemmelse af hånden der slangede sig over hendes overkrop, og begyndte at blotte hendes hud, de gennemsigtige øjenlåg gik i og den lette tåget element lagde sig over det blege, og grønne øje. Igen, skulle hun lige til at svare ham, netop åbnet munden som tænderne mødte hendes hals, og det lykkes det ikke at holde lyden i sig, som et overraskende blidt bid forlod dæmonen. Et støn, et let et af slags forlod hende, men døde ud lige så hastigt som det forlod hende, som kæben igen tvunget sammen. Modvilligt forsøgte hun at trække blikket til siden væk fra loftet, væk fra hvor han ønskede det, hvor var ikke vigtigt bare ikke der hvor han ville have hendes blik, en hånd greb fat i hans, den nær hendes lår, den som blottede den blege hud, men gjorde intet andet end at holde fast i hans håndled, og på ingen måde med et blødt greb, tungen hilste flere gange på verden, hurtige ture ud, i frustration over denne situation, denne afmagt. Hjælp.. tænkte hun kort, nej, bed hun i sit sind, for hvad skulle hun gøre? Tvinge ham væk? Og blot blive tvunget til dette på en mere ubehagelig måde? Den, ubehagelige følelse af hendes krop som ikke længere var hende, blot at tænke over den igen kastede et enkelt ryst igennem hende. For nu, holdt hun fast i hans håndled, kæmpede for at få sit blik væk fra hvad han ønskede, men hun stod stille, selv om hendes ben rystede over de mange følelser der gik igennem hende, og ingen af dem positive. Hånden om hans håndled, blev om det, men grebet løsnede sig let, sådan en hurtig bevægelse ville få hånden fri.

Så lydig hun stadig var. Han havde forventet at hun ville rykke på sig, give et gib fra sig, lige så snart hun mærkede tænderne mod halsen, det utrolig blide bid. Hvis ikke hans hænders færden altså allerede havde formået at udløse den reaktion. Hun var så livlig før. Klar til at bide fra sig lige så snart chancen bød sig, men bukkede nu under for den frygt han havde plantet i hende. Det var sådan han arbejdede. Han spillede på deres frygt, for at få sin vilje. Det var lettere, end at skulle gøre det meste af arbejdet selv. Men det skulle ikke holde ham fra at fortsætte. Hun var måske bange, men han ville stadig se hvor langt han kunne gå, før hun følte sig nødsaget til at beskytte sig igen. Måske ikke beskytte sig fra psykisk vold, men beskytte sig fra at skulle indrømme hvor meget hun virkelig nød hans berøringer, når hun faktisk ikke burde.

Men hvad han forventede som reaktion på det blide bid, var langt fra hvad han fik. I stedet hørte han starten på noget, der uden tvivl måtte have været et nydende støn. Derefter kom det hårde greb om hans håndled, som om hun ville forsøge at stoppe ham i at løfte mere op i trøjen, men det gjorde hun ikke.
"Ah, så jeg tog ikke fejl. Du nyder det, selvom du ved, at du ikke burde." Hans tone var rolig, næsten blid, hvilket måske kun ville gøre det hele endnu værre. Han fik det jo egentlig til at lyde som om, han havde i sinde at fortsætte. Og om han havde eller ej, skulle hun selvfølgelig ikke vide sig sikker på.
"Du ryster, Akurra. Er du bange? Bange for hvilke følelser jeg vil kunne få frem i dig? Eller bange for at mine blide berøringer vil ændres til de hårde?" Han mærkede modstanden fra hende, i det greb han havde i det mørke hår. Han slap et øjeblik efter, men førte i stedet hånden omkring hende, så han kunne møve den ind under buksernes kant. Hvis hun ikke stoppede ham inde for de næste få sekunder, ville han ikke tøve med at føre hånden helt ned mellem hendes ben, mens den anden fortsatte sin rejse hen over hendes overkrop.
"Er du bange for at jeg vil tvinge dig?" Hviskede han til sidst, sørgede for at holde munden lige ude foran hendes øre, så han efterfølgende kunne nappe hende i øreflippen, lidt hårdere end hvordan han før havde bidt hende i halsen.

Dette, var noget af det mest grænseoverskridende hun havde oplevet i sit liv, jo flere gange havde nogle taget muligheden og lade en hånd vandre mens hun var beruset, en klap, en berøring. Det havde hun intet imod, jo det var ikke behageligt, men dette, dette, at have en knægt knap gamle nok til at gøre sådanne nogle ting her, snog sin arm over hendes figur, mærke let på hendes hud, bide hende i halsen, og rive i hendes hår? Hvis bare guderne kunne kigge væk et øjeblik, og ikke ville drømme hende for hvad hun virkelig ønskede at gøre ved dette knægt i øjeblikket. Vrede, var et ord som kun lige dækket hvad hun følte, men angst, og afmagt, lå stadig over hende, frygt, fra hvad der var sket sidst hun forsøgte at sætte ham på plads. At vide det kunne lige så nemt ske igen, at vide at denne, nok ville ske så snart hun gik frivilligt ind i huset, at hun ikke havde magten til at stoppe ham. Var hvilket tanker der løsnede hånden der holdt hams stille. 

Du nyder det.

Hvorfor..vidste han netop at røre på denne måde, blandingen mellem hånd og blid, men den dominante blide berøring, hvordan, hvorfor, vidste han, netop at begå sig således var så forbandet rart! og den nærmest kærlige, blide toneleje, var så forfærdelig at lytte til, han lyd så tilfreds med sig selv i og det gjorde det hele så meget mere ubehageligt. Som han slap hende og lod hende styre blikket faldt det til gulvet, på den modsatte side af hvor -han- var. Ikke blot en hånd valgte at udforske hende, begge, valgte hun at snog sig om hende, og den ene noget kun mere livlig og søgte hendes hud, og ikke blot hendes hud, som hånden målrettet søgte noget mere intimt. Hånden han lige havde snoet sig ud af, søgte i en hastig bevægelse den livlige hånd der søgte det kvindelige organ, og lukkede sig om hånden med hendes fulde styrke. "du ryster, Akurra." selvfølgelig gjorde hun det, hvem ville ryste i hendes sted. "Ja." kommenteret hun kort, som han spurgte om hun var bange for hvad han fik frem, eller kunne få frem, og jaet, var på sin vis et svar til det hele, stemmen lyd usikker, knækkende og nærmest hvæs, hun holdt blot hans hånd stille, og forsøgte at glemme den anden som snoet sig over hendes overkrop. At han spurgte hvad hun var bange for chokeret hende, ikke ordene, men måden det blev sagt på, så sikker han var i sine ord at det føltes så om disse muligheder var de eneste der kunne være sande, de eneste hun kunne svare.

Er du bange for jeg tvinger dig?

Endnu et ryst gik igennem hende, som det gik op for hende hvor tæt disse tanker lå på hans læber. Et nik forlod hende, "Ja...Ønsker.. ikke den følel..følelse igen." hendes ord rystede så meget som hun gjorde, hendes knæ ønskede at møde gulvet, hendes krop skreg efter ikke at skulle holde sig oprejst. "Stop..." mumlede hun i den rystende stemme, som hånden der havde fat i ham, nærmest pulsere, i overvejelse om hun skulle tvinge den væk, eller ej, men med den fulde styrke blev den holdt fast, lige efter at have fået fignerne under hendes buksekant. "vær sød at..ARHmm!" hendes ord døde igen ud, igen, valgte han selvfølgelig at vente til hendes mund var åben og hun ikke kunne bekæmpe hendes egne lyde, både reaktionen på smerte, men nydelsen fra både biddet og den varme figur mod hendes ryg, de varme arme som snoet sig om hende, i det øjeblik, var der intet skjul på det. " hvad..skal jeg gøre for du stopper?." spurgte hun modigt, som presset fra hans bid dæmpede sig blot et øjeblik, allerede så snart hun havde fået det sagt, blev hun bange for hvad han kunne finde på at svare, måske, var alt dette den 'behagelige' løsning. Den frie hånd, knyttet ved hendes side, og en lille dråbe af blod fandt vej imellem hendes sammenpresset fingre og faldt imod den fin pudset trægulv, et lille sår som hendes egne negle havde lavet i hendes håndflade. De gennemsigtige øjenlåg lukket som farven i hendes iris' blev lettere tåget. Munden lukkede dog aldrig helt efter hendes ord, et lille hul mellem læberne som tungen hilste på verden flere gange mens hun afventede det næste tortur hun ville blive udsat for, hans næste ord.

Han mærkede hendes hånd om sin, den der nu stoppede ham i at føre hånden endnu længere ned, så han kun lige nåede at få fingrene under buksekanten. Han havde heller ikke forventet at få lov til det, men en lille hånd lagt over hans, skulle ikke være nok til at sige ordentligt fra. Han ville have hende til at tvinge ham, fysisk tvinge ham til at fjerne sig fra hende. Så splejset han var i den lille drengekrop, ville det ikke være svært for hende at tvinge ham væk.
Han ville have hende til at skubbe sin tydelige frygt til side for et øjeblik, så hun kunne forhindre ham i at bruge hende på den måde. For han havde ikke i sinde at bruge hende på den måde. Hans manglende lyst i underlivet afslørede vel netop dét, at han ikke blev den mindste smule opstemt af denne leg, fordi det ikke var hans formål. Han ville bare se den samme gnist som før. Den gnist der havde drevet hende til at bide ham, forsvare sig. Ikke at han ønskede at mærke de beskidte tænder i sig igen, hvis mærker han stadig kunne mærke svide i skulderen, men han ville se hende kæmpe lidt for ikke at blive udnyttet. Han ville respektere hende mere, hvis hun vred sig fri af den unge drengs perverse greb. Og hvis hun ikke gjorde, måtte det bare bevise den magt han havde over hende, selv når han ikke engang prøvede.

Hun bad ham, tiggede ham om at stoppe, men det fik ham ikke til at trække sig. Det fik ham kun til at smile. Et smil hun måske ville kunne mærke, som hans læber blev strejfet mod hendes hals, efter det lidt hårdere nap i øreflippen. Hun holdt stadig fat i hans hånd, forhindrede ham i at flytte den længere ned, hvis han ikke lagde lidt flere kræfter i.
Dråben af blod ramte gulvet, og trods han umuligt kunne høre det, kunne han helt sikkert dufte det. Det var den søde duft af fremmed blod, som fik ham til at sukke næsten hungrende efter at smage. Men han blev stående, forsøgte at ignorere trangen, og stadig fokusere på sin leg med kvinden i sin favn.
"Du siger, jeg skal stoppe, men din krop beder om det modsatte," hviskede han mod hendes hals, og begyndte så at tvinge hånden længere ned, læggende flere kræfter i for at bryde igennem hendes forhindrende greb. Den anden hånd fortsatte sin langsomme rejse op, og havde nu fået blottet hele brystkassen, som han strejfede med fingerspidserne.
"Så hvilken skal jeg lytte til? Bare tænk, hvor rart det ville være at give slip. Hvor rart det ville være at mærke den intense nydelse, som din krop skriger efter at mærke. Du skal bare give efter, og lade mig røre dig helt rigtigt." Hånden flyttede sig længere ned i ét hurtigt ryk, i et forsøg på at gøre hende en smule forskrækket og slippe af ren refleks. Derfra ville han lade fingrene finde vej ned mellem hendes ben, og ind mellem de bløde folder, hvor han kunne give sig til at massere let mod det ømme punkt. Hvis hun altså ikke fik stoppet ham igen.

Den korte pause som hendes hånd fik fat om hans var vidunderlig selv om det var meget kort varigt. En pause hvor hun kunne være i foragt over for sig selv, tænkt at hendes krop faktisk reageret netop som han udtrykte. Dele af hendes havde faktisk lyst og nydt den dominante legesyge hånd der havde fat i hende selv om hendes sind skreg om et ønske at dette skulle stoppe, men det var alt der skreg, hendes sind. Kroppen reageret som den ville, hvilket gjorde det svært ikke at finde varme i hans arm, både den som hvilede i hendes buksekant, men også den som søgte at blotte hendes hud. Det forbandet smil som kom efter hendes ord, hendes plaget ord om en pause, om noget andet. Hun kunne ikke engang se smilet blot mærke det imod hendes hals hvilket gjorde det så meget værre og var det ikke for smerten der gik igennem hendes hånd havde hun uden tvivl faldet på gulvet sådan som hendes knæ rystede under både følelse og hendes krops forbandet reaktioner på hans berøring. Sukket som forlod ham gik lige til hendes rygrad og fik kun frygten til at vokse, hun vidste intet om denne mand, hun vidste han havde magt over hende, at han var rig, at han fandt glæde ved hendes frygt og så snart hun underkastede sig vækkede det tydeligt også en syg seksuel lyst. Dæmoner gemte altid på sådanne syge tanker gemt dybt i deres gener, ikke at hun var anderledes sådan som hendes tænder viberet i lysten til at skifte hans blod ud med gift samt den kæmpe lyst til at tvinge et spyt eller hundrede af gift i hans øjne og så søge ly et mørkt sammenklemt sted.

Det forbandet hvisk, i den legende blide lokkende tone. Han gav hende ikke mulighed for at svare og ej heller til at handle før trøjen blev revet op og blottet den blege hud og de mange samlinger af skæl som fordelte sig over maven og brystet. De spontane handlinger fik et sus igennem hende og de rystende knæ gav efter som hun faldt til gulvet på ny, og med en bang ramte hendes knæ gulvet, en bang i skjul af gisp som hun blev blottet og Besudlet. Igen holdt hun vejret for at skjule sine kropslige reaktioner, kæben blev bidt hårdt sammen og blikket forsøgte hun at tvinge lukket, så meget man nu kunne uden øjenlåg som hun lyttede til hans lokkende ord. Endnu en spontant bevægelse som kun fik hende til at bide hårdere sammen som besudlingen udviklet sig til mere end blot hendes bryst. Hun forsøgte, og forsøgte at tømme sit hoved, blot lade det ske og ikke tænke over hans ord, for måske ville hun jo nyde det hvis hun gav slip? En syg tanke som hurtigt blev kastet fra sig.
"Er du ....så forbandet ensom?" fik hun mumlet ud som hun slappet af i kæben, om hun ønskede det eller ej var det umuligt ikke at lade hvad hun følte give tegn i hendes ord. 
"Må du være...sådan som du tager enhver muligh...mulighed?" hun slap hans arm som havde tvunget sig mellem hendes ben, og den hånd som langsomt lod flere dråber af blod samle sig i hendes håndflade faldt til gulvet som en form for støtte.
"Kan godt forstå dig..med evner som dine, ingen familie, og en ny krop..du må have det hårdt disse dage? Hvor du ikke engang genkender dig selv?" Tæv, var et bedre udfald end dette.

Hun behøvede ikke engang at indikere det mindste, før Agarés var klar over hvilken lyst hun måtte kæmpe mod. Det var ikke den seksuelle lyst, som han dominerende lokkede frem hos hende, men lysten til ikke at gøre skade på ham. Det var ikke fordi han havde overvåget hende i længere tid, lært hende at kende gennem hendes sind, men fordi hun allerede havde gjort skade på ham en gang før. Ingen af dem tvivlede på, at det sagtens kunne lade sig gøre igen. Uden mere modgift, ville han næppe være i stand til at komme igennem endnu et bid. Men hun vidste vel samtidig, at han var mere end klar til at overtage hendes krop igen, skulle det mindste tegn på aggression vise sig. Egentlig var det en farligere kamp, end han nok burde tage op.

Alligevel tilfredsstillede det ham gevaldigt, at hun underkastede sig en ung, magtsyg dreng. Havde han været sit gamle jeg, ville han ikke have haft det mindste problem med at holde hende oppe, tvinge hende til at blive stående på benene, selvom hendes knæ så gerne ville give efter. Men han havde ikke styrken til at gøre det, og måtte derfor følge med mod gulvet, da hun faldt sammen. Han sad nu på hug bag hende, stadig helt tæt ind til hende, så hun stadig kunne mærke varmen fra hele hans krop, og så hænderne fortsat kunne nå. Deres skift i position skulle ikke forhindre ham i at blive ved.
Og endelig lød hendes svar. Men det var langt fra dét, som Agarés havde forventet at høre. Han forblev tavs, som han lyttede, men i mellemtiden skulle hun selvfølgelig ikke slippe for hans perverse berøringer. Trods det næsten helt rolige smil på hans læber, kunne han ikke lade være med at føle sig lidt ramt. Ikke alt hun sagde ramte plet, men noget gjorde. Hans nye hverdag som ung dreng, var ikke let at vænne sig til. I forhold til de mange bekendtskaber han oftest mødtes med før, havde han været tvunget til at lukke sig lidt inde. Men det ville han aldrig indrømme, slet ikke over for et latterligt lille halvdyr.

Den nærgående hånd mod hendes overkrop, blev lige så stille trukket tilbage, som skulle han til at trække sig helt fra hende, men så heldig var hun ikke. Kun få øjeblikke efter, blev den frie hånd nu flyttet op mod hendes kæbe, hvor han tog fat omkring og klemte hendes kinder en smule sammen.
"Jeg sætter virkelig pris på din forståelse..." Ironien var helt bestemt ikke til at tage fejl af.
"Du siger, jeg tager enhver mulighed, men det må være ønsketænkning." Han skulle lige stikke lidt mere til hende, hentyde til at hun ville have ham til at fortsætte. I samme øjeblik trak han hånden mellem hendes ben til sig.
"Som om jeg nogensinde ville gå så langt med et beskidt halvdyr," hvislede han. Han slap nu også grebet om hendes kæbe, men kun for at flytte det om i hendes nakke. Han lagde al sin vægt i, skubbede hende ned mod gulvet og placerede så et knæ direkte mod hendes lænd, for at holde hende nede. Hvis det gjorde lidt ondt, var det bare en lille bonus for ham.
"Og hvad får dig til at tro, at du kan tale sådan til mig?!" Han havde muligvis bedt om det, ventet på at hun ville give igen, og faktisk haft i sinde at lade hende slippe, hvis hun gjorde. Men nu hvor hun havde haft ret i nogle af sine fornærmelser, endda ramt et lidt ømt punkt, kunne han ikke holde bare lidt af sine aggressioner tilbage.

Det var et farligt spil hun spillede, men som det så ud i hendes hoved blev hun enten voldtaget eller banket, og den ene af de to ting var hun van til. Hun var desværre van til at vinde disse kampe og denne gang var der intet andet at gøre end at overgive sig og lade ham banke hende til han ikke gad mere. Hvis, det var den vej han valgte og ikke bare forsætte med hans begæriske berøringer, for hvad var muligheden der? Finde sig i det..eller faktisk gøre noget for de sluttede hurtigere.. Det var ikke rare tanker nogle af dem, men noget helt andet, og langt større problem var den vrede der stadig lå i hende og hendes instinkter, de forbandet dyriske instinkter, der skreg at hun skulle sætte tænder i ham igen, og flå ham grusomt fra hinanden mens han kæmpede med kontrollen over sin krop, men..Corr, det ville gå ud over Corr hvis hun forsøgte og ikke dræbte ham, men, hvis hun dræbte ham var der ingen beviser på hans forbrydelser, og..havde han faktisk gjort noget ulovligt? Og..var der endelig noget der stoppede ham for at gøre begge ting? Tanken var uhyggelig, klam og vammel.

At ende på sine knæ, mens en ung mand lod sine hænder udforske hende slå et større hul i hendes stolthed end man kunne forstille sig. Endnu et hul i den, det første kom ved slave kontakten, og nu dette..på sine knæ, i tvivl om hvad hun skal gøre for at dette bliver nemmest muligt at holde til. Stilheden der kom efter hende ord var forfærdelig, hun havde håbet han ville blive sur, skrige og råbe, men denne stilhed var urimelig ondsindet. Hånden bevæget sig væk fra hendes barm, og hun kæmpede for ikke at vise lettelsen. Selv mens hånden lukkede sig om hendes kinder og presset dem sammen var det bedre end før. Der var noget med måden han begyndte at tale på der fik hende til kort ar ryste, der var noget ved denne knægt som bare gjorde at han nemt fik frygten frem i hende, om det var måden de mødtes på, eller hvad, var svært at finde tid til at tænke over. Det næste han sagde.. ønske tænkning? Kæben blev bidt så hårdt sammen den kunne ved hans ord, men grundet hans forbandet greb var det nærmest ikke muligt. Hun puste irriteret ud, som svar før han fik mulighed for at forsætte. Hun blinkede to, tre gange som hun hørte det næste, halvdyr, beskidt halvdyr. Før hun fik mulighed for at handle på de følelser den sætning fik frem i hende blev hun tvunget tættere på gulvet, hvordan kan en ung knægt være så stærk? Men var han endelig, eller var der bare ingen modkamp tilbage? Smidigheden kom hende til gode og denne stilling var faktisk ikke så ubehagelig, hvis ikke det var for ydmygelsen ved at være på knæ og kysse gulvet grundet en ung knægt. Hans knæ blev før til hendes lænd og ganske vis var det på ingen måde behageligt, men det gjorde ikke ondt nok til at det gav meget lyd fra hende. Noget havde ændret sig i den unge knægt, havde hendes ord gjort så ondt? Tonen ved det sidste han sagde gjorde det klart for hende, hvis hun ikke ville voldtages, så var dette måske den rigtige vej, men hvad der vente for enden af denne vej var et farligt spørgsmål.
Hvor meget skulle hun finde sig i..
Gadekryds, en hån til begge hendes forældre.
Slave, dukke, hvad i zaladin han ville kalde det.
Den forbandet følelse af afmagt, som han altid kunne kaste nedover hende.
Hans ord om at tvinge hende, han havde allerede leget med tanken om at kaste den forbandet følelse over hende igen.
Og nu, beskidt halvdyr, mens hun er tvunget til at kysse gulvet med hans knæ på hendes ryg, det ville være så forbandet nemt lige nu, hans balance er ødelagt da hun er hans center lige nu, både knæet og hånden om hendes nakke, hvis hun ville var det nemt at bytte plads lige nu, og i guderne hvor ville hun gerne.
”Se mig i øjne og sig det igen!” lyd det vredt, som hun stirret i gulvet, håndfladen blev lagt imod gulvet og efterlod blodige prikker som hun lagde lige så meget kræft tilbage som han lagde i hende.
”Og så skal jeg forklare dit forbandet sind! Hvorfor jeg kan tale sådan her! Din magtliderlige knægt!” Deres magt spil var på hans bane, og for nu var hun nød til at lade ham have magten, stoltheden fik flere og flere hullet som sekunderne passeret, men nok, var nok.

Det var en farlig leg, han havde gang i. Det vidste han. Ikke nok med at han i forvejen ikke havde sin sædvanlige styrke, havde han nu sat sig i en virkelig dårlig position. Hans balance var helt skæv, som han sad der, med et knæ placeret mod den andens ryg. At lægge al sin vægt i, gjorde ingen forskel, for han havde dårligt en vægt af betydning i øjeblikket. Og så tillod halvdyret sig at være så respektløs! Det ville aldrig være sket, hvis han var sit normale jeg. Hvis han havde både udseende og styrke med sig, havde han ikke behøvet at finde sig i det her. At blive behandlet så lavt af et endnu lavere individ. Men han kunne ikke tabe. Det ville være ydmygende, direkte pinligt at bukke under for hende, selv i en position af faktisk at være fysisk svagere end hende.

Så forbandet stædig. Akurras modstand havde efterhånden fået Agarés til at glemme hvorfor han overhovedet bad hende om at komme. Ikke at det betød noget nu. Som tingene havde udformet sig, var han langt mere optaget af at fastsætte sin magt over for hende. Hun skulle ikke gå herfra med følelsen af, at hun kunne træde på ham, som hun havde lyst. Og han var mere end klar til at sende bud efter hende igen, når han en dag var sig selv igen. Så hun kunne få en ordentligt fornemmelse af, hvem han egentlig var, når han ikke bare var en magtliderlig knægt.
"Fint," svarede han, et hurtigt skift i tone og hans svar lød nu næsten helt roligt, som han gav efter for hendes ønske. Han fjernede knæet fra hendes ryg, greb fat i hendes ene arm og hev til, så han kunne vende hende rundt. Da hun først lå med ryggen mod gulvet, satte han sig overskrævs på livet af hende og pressede en hånd mod hendes kraveben.

Den nye stilling gav hende samtidig frie hænder, men han stolede på, at hun kendte konsekvensen, hvis hun gjorde noget.
"Så fortæl mig hvorfor, kæltring! Giv mig endnu en grund til at skubbe det sidste, ynkelige stykke af din værdighed i gulvet," hvislede han, stirrende i hendes øjne med sine, der ikke udstrålede andet end had. Om det var had mod hende, eller had mod sin situation, som hun kunne udnytte, var han ikke helt sikker på.