At blive holdt, i intet andet end en gennemblødt silke som ikke efterlod meget af hendes figur til fantasien, at den var åben og klædet om hendes hofter var alt der i sandhedens øjeblik dækkede hendes figur, gjorde ikke øjeblikket mere behageligt. Alligevel var den spinkle elver kvinde ligeglad med hvad af hendes figur som blev set, alt der gik hende på var en fremmede, kvinde beskuet hendes ar, fjernet sløret og stirret på netop dette punkt, kæben blev bidt hårdt sammen som hun lyttede til halv dyret ord, og et vredt glimt i blikket. "Vær din mund!" kommenteret hun hårdt som påstanden at den var smukt blev lagt på bordet.

"Smukt? Ja, selvfølgelig vil en bæst som dig se dette som 'smukt'" hun rystede hovedet, men netop som Zanza gav slip på hende, slap Zanza og Yume'Ave var på ingen måde klar som hun faldt bagover, og med et dunk ramte hun den varme gulv. Et lille grynt af smerte forlod hende som hun sad der og stirret op på Zanza. "På styrke? Hvad i Nak’lar gåder..." hun slog vredt et klik med tungen, men blev på sin plads.

"Pill af." kommanderet hun, med det vrede glimt i blikket. "Hvis du bare er her for at beglo mig, og håne mig, så har du opnået det! Hvad mere vil du have?"igen slog hun vredt klik med tungen og rystede hovedet. Irreteret lukkede hun badekåben foran sig, men uvant tidligere i dialogen, lå blikket på Zanzas blik, med både flamme og liv i blikket.

De blottet tænder, det korte knurren, og endnu mere efter de ord der kom hendes vej efter det vrede udbryd, fik frygten frem i hende igen og blikket kom retur på vandet nu til hendes side. Hun lyttede, til de irreteret sving med hale mere end de ord der blev sagt. Hun tvang sig selv til ikke at åbne munden og blot lyttede til de ord der kom hendes vej. "Måske i dine øjne." lyd det kort som Zanza kaldte aret smukt igen, endelig fattede bæstet det! at det ikke ragede hende.

Ordren fik dog hurtigt Yume'Ave på sine ben, som hun gik til bordet lidt væk hvor tøjet lå, et øjeblik gled blikket imod døren, bag den en lille have før det store hus, og så ville vagterne kunne høre hende. Et blik over skuldren, en smule fornærmet over Zanzas kommentar, men mest for at minde hende om de klør som ventede hendes ryg hvis hun forsøgte at løbe. Hun sank en klump som det lille stof der omkring hende fladt til jorden. Som hun begyndte at beklæde sig som normalt, det lette, silke tøj, som var gennemsigtigt i det rigtige lys, og et fint stykke stof bundet om hoften. Et ny, rent slør blev lagt over munden før hun talte. "Du kan vende dig om nu." irreteret, opgivende, dog stadig med det glimt af vrede i både blikket og stemmen. "tak." lyd det kort, og lav tonet, faktisk håbede hun at Zanza ikke hørte, at hun takkede hende for at blive påklædt.

"Så..hvad vil du? Du ønsker ikke mig? vi har ingen våben? Hva...vil du?" spurgte hun, og forsøgte at holde blikket på Zanza, men så snart tænderne, kløerne, kom frem igen, var det ikke muligt at se hende i øjne, blikket lagde sig på gulvet i mellem dem.

At kontant høre de forbandet kløer mærke gulvet, gang på gang, gjorde det ikke nemt at blive påklædt, nervøs, og med frygt i sjælen klumpede hun sig igennem det, dog tog det nok længere tid end det normalt ville for hende. Sløret, gjorde hun sikker på sad som det skulle en gang mere, end hun normalt gør. Hun gad ikke flere kommentere, at holde vreden inden var gået galt engang og hun følte sig mere end heldig at intet forekom som hun hævede stemmen. Hænderne blev samlet bag hendes ryg som hun afventede Zanzas næste ord, opfør dig pænt, og det skal nok gå, lyd hendes indre.

Kæben blev bidt sammen som Zanza igen begyndte at tale om at tage hende med, og det provokerne vink til at følge med som en lydig hund, hjalp ikke på at holde sig selv i skinedet. Dog ændrede følelse i de lilla øjne sig som det næste ble sagt, til mørket. hun sank en klump, og om hun ville eller ej, kunne hun ikke lade være med kort at tænke på Sidkayns, kort, fristet til at sige ja, for at møde hende igen, men også kun ganske kort som de lilla øjne igen så de markeret kløer på halv dyret. Hænderne slap hinanden bag hende, og blev stædigt slået over kors. "Nej." lyd det hårdt, som vrede kom frem i blikket. "I guderne, nej." tilførte hun og slog vredt et klik med tungen. "Jeg, bliver i elverly. Jeg er dagens stemme, i guderne nej, jeg skal ikke nær mørket!" igen slog tungen sit vrede klik.

På trods af, at hun var bange for denne kvinde, var der ingen god ting ved at lade hende vise hende vej til mørket. Faktisk var der intet godt ved at komme den vej, så på trods af hvor ræd hun var over denne køters klør, var mørket en langt værre mulighed. Hvem der var den stærkeste var ligemeget, selvfølgelig kunne Zanza tvinge hende, til en vis grad og at ende bevidstløs ville være til Yume'Aves fordel, og det vidste rådskvinden godt, specielt da natten var over dem. Der var flere i huset som sov og det ville være nemt at kalde på hjem hvis Yume'Ave mistede bevidstheden. "SLIP MIG!" skreg hun nærmest som hun mærkede den pelset bekløet hånd omkring hende arm. Men alligevel bekæmpede hun det minimalt, hun gik ikke, men hun bekæmpede ikke at blive trækket efter Zanza.

"VED DU HVEM JEG ER!" forsatte skriget efter blot en meter eller to. "De får intet ud af det her!" Blikket hvilede foran Zanza, og hun begyndte at vente på en mulighed, eller to. Det virkede jo ikke umuligt at komme ud af dette, hun blev bare nød til at være forsigtigt, nu hvor de beskidte poter var om hendes arm. "Slip mig, og jeg lover, at de vil få hvad du vil have!" forsatte hun nærmest i pil, men alligevel begyndte hun at trække lidt i smilet under sløret, og håbede de forlod rummet hvor dampen ville ødelægge det hele.

hele hendes figur gik i stå, i netop det øjeblik Zanza hånd lagde sig om sløret, og endnu mere som kloen greb fat og hun blev flået tæt på Zanza igen. Hun snak en klump og holdt blikket nær Zanzas, dog nærmest umuligt at holde det på zanzas blik, men det fandt ro på hendes hage. Et kort nik blev givet, til den ordre der kom hendes vej, og der faldt blikket til hendes arm, som de få lille dræber af blod løb igennem det let gennemsigtige silke, blot en lille rift var alt der var sket, og blodet fangede hende langt mere end den smerte kloen startede med at senge igennem hende. Det næste der blev sagt irreteret hende tydeligt, tænk at hun blev trykket afsted efter dette..bæst, imod mørket, uden at der blev givet en tanke til hvem hun var, og endnu mere, at det ikke virkede til at være et ønske om at få at vide hvem hun er. Hun træk vejret dybt før hun gav ord til det næste Zanza sagde.

"..Hvis jeg kan antræffe det. SÅ ja..hvis du slipper." blikket gled forbi sin vogter i dette øjeblik, og på haven de næsten var gået ud i. "Jeg..kan ikke love alt." tilførte hun forsigtigt. I visse tilfælde skulle hun forklare hvorfor, hun ville have netop det hun spurgte efter, og det kunne nemt få problemer, men, at lyve, og manipulere en smule er en billig pris for ikke at ende med at slås og håbe på hjælpen kom, og begge muligheder langt bedre end at ende hos mørket.

"Jeg er rig, har magt...så kan få..fat i det meste." forsikret hun, i håb om blot at skulle kaste krystaller på bordet og vente lidt, at huse en kvinde som..dette..bæst, ville ikke være et større problem, blot frustrerende til hun fik fat i...hvad end der ville begære dette..væsen. blikket faldt tilbage på det hvide silke, som blev mere og mere rødt. Jo såret var ikke stort, men, i guderne hun hadet det. Hun havde lige været i bad! OG NU! beskidt igen! Stille, kom en let sort farve frem i såret, i blodet, så om noget urent var blandet der i. Et dybt suk forlod Yume'Ave ved synet af dette, og et opgivende blik faldt på Zanza.

Tydeligt nervøs for de næste ord som kom hendes vej, stod Yume'Ave stille og blot lod Zanza tage sin tid med sine tanker, og ord. De lilla øjne fra den langøret kvinde var låst på kløerne som havde markeret hendes hud, et klem som kun blev voldsommere med de næste ord fra Zanza. Kæben blev bidt sammen som det skete, ingen lyd, ikke engang et lille grunt af smerte, kun nogle dybt irreteret øjne på tøjet som begyndte at blive farve af væsken det lille sår tabte på kjolen. Zanza fik ikke svar på sine første ord, blot et kort blik mens Yume'Ave ventede på det næste.

Håbefulde øje ventede på Zanza næste ord, ord der tydeligt bevist blev holdt fra Yume'Aves øre, og dette var lige så irreterene som den farve det let gennemsigtige tøj fik.
"Du ønsker?" tilførte hun, i håb om dette ville slutte hurtigere, men nej Zanza blev ved med at trække på ordene. Dog ville hun ønske at hun ikke havde hørt det næste.
"Magiske ting?" gentog hun og kastede blikket i hast imod den store hus, og lod blikket trække sig til palæet i trætoppende over dem. En klump af intet blev synket.
"Vi..er kunstnere..Vi har magisk insekter der laver silke, pensler til maleriger, og..den slags..Sådan noget du vil have?" eftertænksom lod hun blikket flade fra vindue til vindue.
"Nogle instrumenter med magisk berøring også?" tilførte hun som blikket gled over fest salens vinduer.  Hun sank en klump for selvfølgelig var dette bæst langt fra kulturalt nok til at ønske noget af dette.
"Er..det..sådan noget?" spurgte hun med frygt i tonen, og håbefuldt på et ja.

Hendes øjne blev store som hun stirret med afsky imod tungen som dansede omkring hendes arm, og slugte det blod der forlod hende fra den lille sår, kæben klapperede som hun tydeligt kæmpede med ikke skrige, med at slå, eller hvad end ellers hun kunne finde på som vreden gled igennem hendes sind. Det lille skub og den håndlige latter imod kunst fik hendes hurtigt flået fra sit blik imod hendes arm, og et lille grynt af utilfredshed, forlod hendes læber som hun kæmpede med at holde sig oprejst.

"Hvad skal du med det? Få en kultur arv!" hvæsede Yume'Ave tilbage, som hendes fri hånd knyttede sig og med et lille stamp i jorden forsøgte hun at få sin hånd revet fri af Zanza klør.
"Eller et værdi fuldt liv!" tilførte hun som hendes hånd ikke kom fri blot som hun rev i den.
"Magiske våben? Hvad skal vi dog med det!" vredt slog hun et klik med tungen. Netop i det klik samlede hun chakra, endelig ikke for at gøre noget med det, hun samlede blot Chakra i sin kerne for at se om Zanza ville opdage den slags, eller om bæstet var så dumt og sanseløst som Yume'Ave selv var overbevist om at hun var. 
"Vi er ikke en krigs familie, eller soldater! Skuespillere, digtere, sangere, musikere og kunstnere er vores kald. Så passer det ikke dit sind, så slip mig og pil af!" Igen slog hun et klik med tungen og rystede hovedet og lod sit blik falde imod hendes eget kunst kammer, lige der, oppe i trætoppene, hvis bare hun havde sovet denne nat, frem for at ligge i badehuset bag hende.