"Men Lynn," indvendte Treston med et gavtyveagtigt smil, mens han lagde armen om skulderen på hende og blidt gjorde anstalter til at ville trække hende med op i baren. "...i morgen tidlig er en hel nat væk, og du kan jo varme dig ved tanken om, at jeg kommer til at være akkurat lige så ynkelig, når du har kvalme og hovedpine..." Han kopierede hendes fjollerier fra før og gjorde en dramatisk bevægelse med hånden. "Se det for dig! Lynn og Treston - stive som to brædder på et skibsdæk! Fuldere end havet og i dén grad på dybt vand!" Han gav hende et drillende klem. "Jeg synes, det lyder som oceaner af sjov!"

"Ha-hik! Og jeg kan ikke engang få en skideballe af kaptajnen!" lo Lynn og lød sig hive med på til bardisken. Godt nok fik hun et hævet øjenbryn fra kroværten, for hun gik ikke mere lige af at støtte sig til den bredskuldrede soldat.
"Jeg har i det mindste fordelen i at kunne trække vejret på dybt vand... Bare det virkede i øl også, hva?" De fik to krus sat foran sig og Lynn behøvede heldigvis ikke tælle krystaller op - kroværten afregnede med dem på månedlig basis og hun havde betalt forud inden de var kommet for godt i gang.

Bag dem gik døren op og et par højtråbende sømænd i Lysets uniform kom ind. Lynn gav dem ikke opmærksomhed før en af dem endte ved disken og gav hende en knytnæve mod skulderen. 
"Nå, tilbage på land, Valeriev? Holder de dig herinde så du ikke smadrer flere ting?" spurgte han grinende i spot. "Hvad var det? Du fik både brændt dit skib af pirater og røg i kløerne på Mørket?"
"Årh hold din kæft-hik," spyttede hun tilbage. "Vi havde det lige så sjovt." 

"Du siger det, som om vi forhindrer det sjove i at fortsætte!" lo den nytilkomne med en hård, rå kant om stemmen. "....hvad pokker er dét for en attitude! Er vi ikke allesammen venner her? Lysets soldater, der drikker sammen som én stor, lykkelig familie! Jeg spurgte ind til din fiasko af ren høflighed, Valeriev!" Han skubbede sig ind til disken imellem Lynn og Treston med provokerende ligegyldighed. "...Som den gode kollega, jeg er. Lad dog være med at tage sådan på vej!"
    Treston rynkede panden over mandens uforskammethed og måden, han bare maste sig frem på. Men han sagde ikke noget - ikke endnu i hvert fald. Det lod til, at Lynn kendte idioten, og Treston ville give hende mulighed for selv at give ham svar på tiltale - for det vidste han om nogen, at hun var fuldt ud i stand til! 
    Idiotens venner havde slået sig ned omkring et bord lige bag dem, klods op og ned af baren, og dem, der ikke var travlt optaget af at bestille drikkevarer studerede optrinnet ved baren med dumme grin og levende interesse. Ligesom fjolset var de alle sammen i Lysets sømandsuniform, om end måden de fleste bar den på var mere eller mindre 'ureglementeret' - Trestons trænede blik spottede i hvert fald både uknappede knapper og pletter på jakkereverset...

Lynn tog en dyb indånding, men nåede ikke at svare ham igen, fordi hans mund fortsatte. Hans korpus pressede hende til siden og hun var yderst utilfreds med at kigge ind i hans røde jakke i stedet for Trestons ansigt. Den største forskel mellem landtropperne og vandtropperne var sgu nok, at mange år til søs ikke gjorde pæne ting for menneskers hud. 
"Jamen så må du da -hik-dybt undskylde, at jeg ikke sidste år fik sagt noget om den måde du på den mest forunder-hik-lige vis fik flænset bugen op på din båd, hva?" gav hun igen og løftede hagen - noget der ikke så videre imponerende ud, når han var så meget højere end hende. "Jeg ved hvad du prøver på, kaptajn-hik- Hennicke. Du bliver aldrig god nok til en forfremmelse. Mørket havde mig på deres skib i -hik-par timer. De kunne ikke holde en gople om de så havde et akvarie til mig. Dig derimod. Hik. Hvor længe var det lige du sad hos dem?" 

    "Jeg giver gerne både blod og smerte for Dronningen - dét er, hvad der forventes af os alle sammen," svarede Hennicke - en anelse undvigende og med øjnene knebet sammen - på hendes spørgsmål; hendes stikpille var gået lige ind, og han gjorde sit bedste for ikke at lade sig mærke med det. Han fik stillet dén øl foran sig, som han havde signalleret til kroværten efter, tog den i hånde og vendte sin krop imod Lynn, så han kunne stå afslappet lænet imod baren og samtidig provokerende afskære Treston fuldstændig fra samtalen.
    Sidstnævntes øjenbryn hævede sig i takt med den stigende vrede over mandens uforskammethed.
    "...men som du da selv siger! De kunne ikke holde på en gople, om de så havde stoppet dig i et akvarie! Dét får mig til at tænke, Valeriev! Det får mig til at undres... For er din eneste, rigtige kompetence ikke, at du deler lighedstegn med et dyr uden rygrad? Jeg mener - jeg er ikke fordomsfuldt eller fordømmende anlagt, men du slår ikke voldsomt imponerende ud på de menneskelige kompetence-barometre, gør du vel? Så dygtig en kaptajn er du heller ikke - ikke bedre end os andre, i hvert fald! Så det må jo være din familie-skavank, der gør dig interessant, for hvordan skulle et halvdyr ellers-"
    Nu blev det Treston for meget, og han lagde hånden om Hennickes skulder og vendte den store mand om imod sig.
    "Lad være," advarede han med vreden ulmende under sine ord, "med at kalde hende dét."
    Da Hennicke åbnede munden, fortsatte Treston en anelse højere: "Jeg ved, at Lynn sagtens selv kan håndtere et fjols som dig, men det går mig på at skulle stå og høre på dit mundlort, og jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at du taler sådan til dén gode kammerat, jeg forsøger at dele en dram med!" Han trådte et skridt nærmere idioten - sørgede for at komme helt op i fjæset på ham. "...Så nu synes jeg, du først skal sige undskyld, og derefter mener jeg, det kunne være en god idé, hvis du og dine venner fandt et andet sted at se dumme ud."

I det øjeblik hadede Lynn mere end noget andet, at hendes telepatiske evner kun virkede over vand. Her havde hun ellers den perfekte mulighed for at tælle til tre i Trestons hoved og bede ham nikke søsvinet én på skrinet, mens hun lossede ham bagi. Nu var hun nødsaget til at finde på noget andet, og hun kunne ikke engang kaste håndtegn til Treston henover mandens skulder, for hun nåede ham selv kun til skulderbladene. Lille, lave halvgople. Hvor havde hun dog hørt det for mange gange før. Næste gang de var på havet nær ham, ville hun personligt sende så meget ubehag ind i skallen på ham, at han aldrig mere ville være i tvivl om, hvorfor flåden havde brug for hende. Hvis han nogensinde blev kommandørkaptajn, eller endte i hendes del af flåden, ville han blive tvunget til at høre på hendes stemme meget mere, end han tydeligvis havde lyst til. 

Men i stedet for at planlægge et godt attentat på ham, handlede hun først, mens Trestons mund skummede med egoforøgende ord. 
Hendes hår antog en ildrød farve og løftede sig som om hun var omgivet af vand. Lige der lignede hun mere en gople end ellers.
"Pfft, knægt, bland dig-" 
Mere nåede han ikke at sige, før Lynns hår kravlede op over hans krave og pressede sig ned ved nakken, efterladende opsvulmede vapler hvorend de brændende nældeceller berørte huden. Han stak i et  ikke særligt mandigt hyl  og slog i ren instinkt ud mod Treston, selvom han slet ikke stod i den retning, smerten kom fra. Lige så hurtigt handlede hans kumpaner dog, og en af dem rev Lynn baglæns - uheldigvis i håret, som han måtte slippe med et brøl, mens han vaklede tilbage og væltede over en stol, mens han stirrede overrasket på sin betændte hånd. 
Bag Treston kom Lynns besætning på benene - nogen var lige en tur omkring gulvet først - for at komme deres kaptajn til hjælp i kampen. Øv altså - nu havde de lige fået nappet alle hendes gode kort!

    Treston havde godt fanget over Hennickes skulder, at Lynn havde gang i noget, og derfor var han også forberedt på slaget, da det kom. Et hurtigt dyk, et skridt til siden og et slag imod den blottede nyreregion - så knækkede Hennicke sammen, som et telt, nogen havde fjernet midterstolpen i, og Treston tog fat i mandens uniform og halvt skubbede, halvt smed ham tværs ind over bardisken, så kruset med resten af hans øl blev revet på gulvet med et brag, og kroværten vendte sig fra sine flasker med sand gru i øjnene. 
    Men Treston havde ikke tid til at komme med undskyldninger, for Hennickes venner var kommet på benene, og selvom Lynn havde håndteret den første, var den næste allerede klar, og klog af sin kammerats fejltagelse samlede han sin stol op og slog ud efter Lynn med den, inden Treston kunne nå at komme hende til undsætning.
    Han fik heller ikke mulighed for det, for i det samme føg noget forbi hans øre, og et højlydt rabalder fortalte ham, at én af Hennickes mænd havde kastet sit krus efter ham og misset hans ansigt med en fingerbredte. Kroværten råbte op nu - helt rød i hovedet - og et par af de andre gæster havde også rejst sig og forsøgte at mane til besindighed, men lige meget nyttede det, for Lynns besætning tilsluttede sig kampen nu, og inspireret af noget han engang havde set Lynn gøre, greb Treston spytbakken for foden af disken og gav den ølkrus-kastende sømand svar på tiltale. Den tykke keramikkrukke ramte manden klokkerent i panden, så det namsede indhold eksploderede ud over både ham og et par af hans nærmeste venner, men Treston fik ikke lov til at nyde sit pletskud, for ud af det blå blev han ramt af en lille gut, der forsøgte sig med et hovedkulds løb direkte ind i hans mellemgulv - sikkert med dén hensigt, at rive ham omkuld på gulvet - men resultatet blev i stedet at Treston blev skubbet tilbage imod bardisken og hamrede ryggen imod de slidte planker. Det var ikke nogen fornøjelse med de stadig helende ribben, men adrenalinen brusede igennem systemet nu, og Treston fik fat om fyrens nakke og trak hans ansigt ned for at møde først et knæ og derefter kanten af bardisken. Manden kollapsede som en dukke, nogen har kastet fra sig, og Treston mærkede meget malplaceret, hvordan et tilfredst smil lige så stille begyndte at brede sig på hans læber - dét hér, var præcis hvad han havde haft brug for!

Lynn fik stolen i ryggen, og værende et lille bløddyr, fløj hun henover rummet i stedet for at få stolen smadret over sig som hun engang havde set en rigtig sej sømand få. Om stolen havde været ekstra slidt eller sømandens rygrad lavet af stål, var underordnet, for det havde set helt exceptionelt fabelagtigt ud. 
Et bord stoppede hendes vaklende flyvetur, og da det ikke flyttede sig nogen steder, mistede hun også pusten i sammenstødet.
Bag hende steg larmen som banden, svovlen og råb fyldte rummet. Kroværtens stemme steg et par toner op over de andres, jo mere der blev smadret. Idet hun vendte sig om så hun spytbakken blive smadret, og kort efter fik hun øjenkontakt med Treston og gengældte hans fjogede grin. Det var ikke kun tømmermændene, der ville slå hårdt i morgen tidlig, men de her blå mærker ville være nogen af dem, man så tilbage på med glæde - hvis de altså vandt den her kamp.
Hennicke var kommet på benene nu igen, og hev sig op med hjælp fra bardisken, tydeligvis ligeglad med de glasskår, der nu spækkede træet. 
"Vale..." han spyttede hendes navn halvt ud sammen med lidt blod fra en flækket læbe, og selvom Treston helt sikkert var den mere skræmmende modstander, var hans blik fastlåst på hende. 
"Kom så, Hennicke," opildnede Lynn ham. "Vis mig noget af den rygrad, du er så zalans stolt af at besidde!"
Med det gik de i kødet på hinanden. Det var sjovt, hvordan al forudgående beruselse syntes at forsvinde, når man endte i et barslagsmål. Lynn måtte sparke en vildfaren sømand i knæhasen, inden Hennicke greb ud efter hende. Han fik fat i hendes arm, men med skjortens ærmer allerede smøget op, gled hun ud af hans greb med lethed på grund af sin smidige, glatte hud. Tydeligt irriteret forsøgte han igen, men holdt sig fra at hive fat i hendes stadig rødglødende hår - noget han ellers blev ved med at skæve til, hvilket fortalte lidt om, hvor ofte han sloges ærligt og redeligt. Lynn havde ikke vægt og højde med sig, og derfor havde hun også lært de feje tricks, man nu måtte i hendes erhverv. Et af hendes slag gik rent ind i hans skulderled, mens han var blevet skubbet ud af balance af en af hendes besætningsmedlemmer, og mens han tog sig til stedet, nikkede hun til Treston, der var endt i en god position til at knalde ham én på hovedet bagfra. 

    Treston havde netop fået vristet et stoleben fra én af sømændene og gokket ham i nødden med det - efter hans egen overbevisning en yderst retfærdig måde at ende sammenstødet på, da den eneste grund til, at stolen var i stykker, var fordi sømanden havde hamret den til pindebrænde over Trestons i forvejen ømme ryg - og han havde brugt et splitsekund at nyde vægten af stolebenet i sin hånd, da Lynn fangede hans blik og han blev opmærksom på hendes situation. Så Hennickes tykke nakke og måden manden stod en anelse krummet sammen på - forpustet og ømmende sig over et velplaceret slag. 
    Treston kunne mærke et djævelsk smil brede sig over ansigtet som svar til Lynns nik, og uden videre ceremoni svingede han stolebenet og knaldede det i skallen på Hennicke.
    Den store sømand vendte det hvide ud af øjnene og kollapsede som en våd klud, nogen har tabt på gulvet. I det lille ophold sendte Treston Lynn et strålende smil.
    "Du forstår fandeme at distrahere en mand fra hans selvmedlidende tanker!" udbrød han og var så høj på adrenalin, at han han måtte tage et alvorligt tag i sig selv for ikke at skovle hende ind i et ordentligt bjørneknus. 
    ...det dansende, rødglødende hår hjalp betragteligt med til at få ham på bedre tanker...!
    "Lynn! Jeg mangler folk som dig i mit liv!"

"OG JEG MANGLER NU TRE STOLE OG ET STØRRE RENGØRINGSHOLD TIL I MORGEN," brølede kroværten, der var blevet helt rød i hovedet. "HVIS I IKKE VIL VÆRE EN DEL AF DET - SÅ ER DET UD!"
Lynns hår faldt ned og blev sin sædvanlige, hvide farve. De resterende medlemmer af Hennickes besætning stoppede op i deres bevægelser - nogle af dem havde været på vej mod Treston bagfra, og en af dem standsede op midt i et kvælertag på en af Lynns folk. De stod der i akavet stilhed, indtil han langsomt slap, og Lynns mand valgte ikke at gøre gengæld. Et godt valg, ud fra kroværtens humør lige nu. 
"Ku' vi måske..." begyndte en enkelt fyr.
"UUUUUUUUD!"
Lynn gjorde et kast med hovedet mod døren og trak Treston med. På vej ud tog hun sin røde - og nu lidt ølplettede - uniformsjakke med over armen og i samme omgang fik hun også fat i et næsten helt fuldt ølkrus, nogen havde nået at sætte fra sig på et af de borde, der havde undgået de flagrende legemsdele og kastede kroppe. 
"Lad os gå ned på torvet," sagde Lynn og åbnede døren - lige ud til en bagende eftermiddagssol og et rend af mennesker, man ikke ellers så magen til. "Måske ikke. Jeg havde-hik- glemt det ikke var aften. hik Nogen idéer? Skal du hik med ud at sejle igen snart, Tresse?"

    Treston fulgte skyndsomt Lynn ud af kroen med kroværtens brændende øjne i nakken og Lynns slukørede besætning i hælene. Hvis han skulle være ærlig over for sig selv, blev han akkurat lige så overrasket over dagslyset, der mødte dem i døråbningen, som Lynn lod til at blive, og han nåede lige at modtage et mentalt billede af sig selv og dén tilstand, han sandsynligvis ville være i i morgen tidlig, før han resolut skubbede det fra sig igen og fangede Lynns albue i en armkrog.
    "Tresse," sagde han, som om han ikke havde hørt hendes spørgsmål, "er et absolut forbudt og forfærdeligt kælenavn, og hvis det stod til mig, skal jeg aldrig høre det igen!" Han grinede og rullede begejstret med skuldrene - godt øm efter dén stol, han havde fået splintret over sig. "Men jo - jeg ville elske at komme ud og sejle igen; jeg er træt af mudder og regnvejr og hvirvlende sand ved kysten - så vil jeg hellere have skumsprøjt og høj søgang. Men i morgen eftermiddag sætter vi kursen imod Tusmørkedalen for at forhindre Mørket i at tage en jernmine i bjergene, så jeg kan sgu nok ikke stikke af lige med det første..." Han tav lidt og tilføjede så: "...Jeg har faktisk gået og leget med tanken om, at tage en tur til Nordlandet, på et tidspunkt, når Mørket er knapt så langt fremme i skoene og jeg kan undværes den tid det tager at gøre rejsen. Jeg mødte en kvinde for et par uger siden, forstår du..." Et minde om Sednas mørke hud imod hans lyse og duften af hendes hår, da de bagefter lå sammen i den smalle seng, og hun hvilede sin kind imod hans bryst, brød frem i hans tanker som solen gennem et skydække. Lyden af regnvejret udenfor, og den trygge, dejlige varme fra hendes krop. Bevidstheden om, at det måske var sidste gang, de ville kunne tilbringe en sådan nat sammen, blandet med følelsen af, at natten kunne vare evigt...
    Treston smilede lidt fåret for sig selv og tilføjede: "En temmelig fantastisk kvinde, faktisk..." 

"Noteret, soldat, det-hik- vil være fuldt fornavn fra nu-hik- af," svarede Lynn og trak afsted med Treston - han var den mindst fulde af dem, og det var ret heldigt, for han var også den stærkeste, så hun kunne læne en del vægt på ham uden at vælte ham, når hun selv slingrede.
Hun ledte dem ned ad hovedgaden til springvandet, hvor der ikke var helt så mange folk lige nu, da de fleste snart skulle til at vende snuden hjemad.
"Det her-hik," sagde hun og hev sig op på kanten af springvandet. "Er det tætteste..." Det var på ingen måde en elegant omgang, og hun endte med hele fronten ned mod stenstruktuen og ét ben helt nede i vandet, der egentlig ikke føltes så koldt. "Vi kommer på..." Hun hev sig op og fik svunget benet så hurtigt fremad, at hun næsten var væltet bagover, havde Trestons arm ikke været inden for rækkevidde. "Vand ... hik." Uniformsjakken lå tabt nede på jorden.
Heldigvis for alle involverede, havde hun været smart nok til at stille ølkruset fra sig, inden hun begyndte at lege akrobat, og hun tog en slurk, hvorefterhun rakte det til Treston og gav ham det bedste gavtyve-smil, hun kunne. 
"Så, Tres-" Hun stoppede sig selv fra at gentage det uønskede kælenavn. "Tres? Går det? Nå... Fortæl mig om kvinden."

    Treston betragtede hendes akrobatiske eskapader med lige dele morskab og tvivl og greb med et grin ud efter hende, da hun nær var faldet bagover - ned i springvandets fontæne. Da hun stak sit ølkrus i hænderne på ham, tog han en ordentlig slurk for at skjule det lille smil, der var blomstret frem på hans ansigt ved spørgsmålet til Sedna. Hvor skulle han begynde...?
    "Forestil dig for det første en kvinde, der formår at sige ting, der forbløffer dig - ting, der udfordrer dig og flatterer dig - og derefter ting, der banker dig så eftertrykkeligt på plads, at du ikke bliver træt af legen..." Treston stillede ølkruset fra sig på fontænekanten og svingede sig op på stensætningen, så han kunne balancere på kanten ligesom Lynn med armene ude til siden. "Og forestil dig så en kvinde, der er stærk og slank som en pilekvist, med et vandfald af sorte lokker," han blinkede konspiratorisk, "mørkere end synden selv, Lynn. Sorte som natten! Og de dybeste øjne - de smukkeste træk!" Lovprisningen blev afleveret, som var den i sjov - en mulighed for at gøgle lidt - men hans oprigtige beundring for Sedna skinnede helt sikkert igennem.
    "Sådan en kvinde er værd at bruge mere end én nat med! Og værd en potentiel frugtesløs tur til Nordlandet også, hvis du spørger mig!"

"Hun lyder helt fantas-hik-sk, Treston," svarede hun og tog kruset tilbage for en tår. "Lad hende ik-hik-ke brænde dit skib ned, -hik-vel?" 
Trestons kvindelige bekendtskab lød som noget af en fangst  -  og en han tilsyneladende kun havde holdt på én nat - og en, han var villig til at gøre meget for at se igen med den iver for at tage op til kulden, inden den selv krøb ned til dem om et par måneder.
Ikke ulig den lange tur, hun selv havde taget hele vejen ned til piratbefængte havne i en ferieperiode, hun ellers burde have brugt på et besøg derhjemme. Hele vejen derned bare fordi hendes mellemgulv ikke kunne tænke på andet end rødt skæg og det forbandede smil.

"Sig til, hvis du får -hik- brug for dværge-hjælp deroppe. Der er et par stykker eller-hik- fyrre der havde det lidt for sjovt med min hik-ke til banketten, så de skylder mig så meget en -hik-tjeneste!" tilføjede hun og lænede sig lidt ind mod Treston, mens ryggen begyndte at gøre mere ondt nu, hvor adrenalinen fortog sig. Især når hun hikkede var det som om hendes ribben og ryghvirvler skurrede mod hinanden. Den stol havde været virkelig solid, og modsat rigtige leddeløse gopler, var Lynn trods alt halvt menneske og udstyret med knogler - også selvom hendes smidighed nogle gange fik det til at se aldeles anderledes ud.

    "Brænde mit skib ned?" gentog han fornøjet og løftede et frækt øjenbryn. "Er det en form for sømands-jargon jeg ikke kender? For jeg kan love dig for, at der var ild i mig den ganske nat og den efterfølgende dag med!" Han overvejede sine egne ord et øjeblik, før han indrømmede: "...måske knapt så meget den efterfølgende dag... Vi skulle af sted ved daggry, og det regnede som du aldrig har set, Lynn - og jeg var forpulet træt." Endnu et skamløst grin gled over hans læber. " - bogstavligt talt..."
    Til hendes fortælling om dværge og banketter holdt han en hånd i vejret for at stoppe hende og lod sig dumpe ned at sidde på stensætningen, så han sad med ryggen til selve springvandet og med benene dinglende over torvets brosten. 
    "Vent lige et øjeblik! Hvad er det for en banket, du snakker om?"

"Ja-hik-, jeg husker også ikke at kunne gå dagen efter," mumlede Lynn sløret. Hendes tanker var forsvundet i mandeduft og rødbrun brystbehåring. I alt det, Royce havde givet og taget og hvor enormt forkert det havde været samtidig med at det havde været de bedste par nætter i hendes liv. Hun hadede at holde så meget af, hvad han fik hende til at føle, og den ro, hun havde troet, hun ville opnå ved at opsøge ham, var kun vokset sig til en større lyst - en meget, meget forbudt en af slagsen for en af hendes rang at have til en gemen pirat som ham. Eller den gemene pirat, han burde være i hendes hoved. 
Derfor var det måske meget godt, at Treston ikke spurgte mere ind til det med at brænde skibe ned, for han ville næppe forstå, hvordan det var at brænde op indvendigt over en, man burde afsky, fordi han - ret reelt - havde brændt ens skib ned. 
"Åh-hik-det var den banket sidste år, du ved-hik," svarede hun på emneskiftet. "I Dragorn efter dronningens tilbagevenden og alt det der. En masse alli-hik-ancer og ..." Hun sendte ham et skælmsk smil. "Tønder af dværgemjød. Man måtte kun komme-hik- fem i et følge, så det passede med alle os kommandørkap-hik-tajner. Jeg tror din far var der med nogle andre rid-hik-dere

    Hendes fremmumlede kommentar fik Treston til at dreje hovedet om imod hende og løfte et langsomt, overrasket øjenbryn. Han havde faktisk også åbnet munden for at spørge, hvad pokker hun mente med dét, da han bemærkede, hvor fjerne hendes øjne var og hvor modstridende et udtryk, der vejede over hendes ansigt - som om de minder, hun tydeligvis var fortabt i, både bragte gode og dårlige følelser. Selvom hans nysgerrighed var vakt - og selvom hans promille i allerhøjeste grad opfordrede ham til det - undlod Treston at spørge hende ad; at dømme ud fra hendes ansigt var det kompliceret, og han håndterede ikke selv 'kompliceret' særlig godt i øjeblikket... Hans råd ville sandsynligvis være lige til at lukke op og skide i...
    
     Da hun begyndt at forklare nærmere om banketten, var der noget, der dæmrede, og han slog en hånd imod stensætningen med et klask. "Ah, ja - banketten." Et udtryk, der kunne betyde lidt af hvert, gled over hans ansigt. "...og du har helt ret i, at min far var der - når det er Dronningen eller Lysets sejrsfejringer, det handler om, tager han pludselig sociale arrangementer meget alvorligt..." Treston lod sin stemme ebbe ud og sad bare lidt og nød den lave eftermiddagssol på springvandets kant, før han ud af det blå sagde: "Jeg glemmer nogle gange, at du faktisk er en ret højtrangerende officer, Lynn." Et undskyldende grin fulgte ordene og blev skyllet ned med en tår fra dét, der nu var deres fælleskrus. "...Tag det ikke ilde op. Nogle gange kan jeg sgu også stoppe op og kigge på mig selv og tænke: for zalan - jeg er jo ridder!" Han gjorde en selvforklarende bevægelse med hånden og kom så endelig frem til, hvad der egentlig havde været hans pointe: "...Jeg tror, dét jeg mener er, at vi minder mere om hinanden end jeg lige havde set - det er rart for mig at se, at man ikke kun kan tjene Lyset ligesom min far gør det. Man kan også godt tillade sig at have det lidt sjovt imens - for som du selv sagde; hvis man er kaptajn på sit eget skib, er der ikke nogen til at skælde ud over tømmermænd! Det er bare..." Et lille, tilfredst smil gled over Trestons læber. "...forfriskende. Og sært beroligende."

"Jeg tror, I -hik-fodtusser nogle gange slår for meget rødder," svarede Lynn og pegede på sin tabte uniformsjakke. "Ville din overordnede måske synes, dét der var -hik-i orden? Så kan du være nok så meget ri-hik-der, men du skal stadig stå ret og opføre dig-hik- pænt, ikke?"
Altså på hendes eget skib skulle de da også nogle gange stå ret, men alvorlig stemning holdt sjældent særligt længe efter en kamp eller opsang. Selvom en god del af besætningen ville være helt horrible til deres opgaver i morgen, kunne hun heller ikke tillade sig at være hård over for dem, når hun selv havde kigget dybere i tønden end nogle af dem. Hun ville få et surt blik fra Sefris - men hvornår var det noget nyt? Om hun var lidt bagstiv påvirkede jo ikke hans styringsevner.
"I-hik- holder altid så meget på formerne... Med alle de rækker og geled og -hik- ting... Er din far ikke også ret forstokket?" fortsatte hun. "Nej, så er -hik- noget salt havluft og kanoner altså bedre. Hvis du nogensinde-hik- hellere vil bade i salt end mudder, så-hik- sig til, ikke? Jeg ordner paphik-paphik-papirarbejdet."

    "Du kan tro, at jeg skal stå ret og opføre mig pænt!" medgav Treston og gestikulerede faretruende - en bevægelse, der havde passet bedre til en røv placeret sikkert i en solid stol, end én, der balancerede på kanten af et springvand. Han tilføjede, lidt mere afdæmpet: "...Og du kan tro, min far er forstokket... For eksempel tror jeg, han havde fået et føl på tværs, hvis han havde set mig sammen med Sedna..." Han rynkede panden, da det gik op for ham, at han ikke havde sat navn på på før, da han fortalte om sit kvindelige bekendtskab, og han gjorde en selvforklarende håndbevægelse: "...Sedna er navnet på dén kvinde der... satte mit skib i brand, eller hvad du nu kaldte det. Men min far havde hadet det - og dét på trods af, at både han og min mor har frygteligt travlt med at få os unger giftet bort hurtigst muligt, så vi kan danne familie og sikkert også avle nogle unger, eller hvad ved jeg - for det ville end ikke falde ham ind, at en mørkelver kunne have det mindste at byde på..." Han havde ellers tænkt sig, ikke at lade Sednas race være en del af denne samtale, men det fløj bare ud af ham, og i håb om at Lynn ikke skulle bide for meget mærke i det, tilføjede han hurtigt: "Men som sagt synes jeg, at havluften lyder meget tiltalende - så det kan være, jeg tager dig op på løftet!"

"Hik-Ved du hvad, de mørk-hik-elvere kan være helt fine, hvis de er blevet smidt ud af -hik-Mørket," svarede Lynn. Det var ikke helt overbevisende, for hun måtte indrømme, at de fleste mørkelvere hun i sit liv havde mødt, havde stået på et langskib fra Mørket og blæst store huller i hendes eget og mandskabet med. Men hun måtte jo indrømme, at ingen kunne gøre for, hvem der fødte dem, og at være med Mørket eller pirat var meget mere et valg - og dermed der, skylden skulle hen, og ikke på nogens ekstra skarpe tænder. Selvom dén del af racen bare var... ubehagelig. 
Dertil kom at hun lige selv havde delt seng - eller kahyt, for en del af af det var ikke foregået i sengen som sådan - men en pirat. En pirat, der havde valgt at leve sit liv på den måde og i teorien bare kunne droppe det liv og blive en lovlydig borger. Ja, altså lige så meget som Lynn selv bare lige kunne smide kaptajnkappen og blive civil. 
Lynn var bestemt ikke den fisk i havet, der skulle dømme, hvem den guldhårede landkrappe fjollede rundt med.
"Er din fa-hik-far ikke også typen, der-hik- gern' vil ha' jer gift så godt som-hik-muligt?" fortsatte hun. "Hold nu kæft, hvor er jeg træt af den her -hik-"