Uanset hvor naiv Arya kunne virke, så var hun ikke blind for at ikke alle folk var gode her i verdenen, selvom hun ønskede så inderligt noget andet. Det var dog nemt at være idealistisk når man kun sad med sine studier og man som udgangspunkt var elsket af dem man havde om sig. Det sværeste hun havde haft i sit liv var hendes helbred, og det var blevet milevis bedre end det havde været, så hun var heldig, og ikke mindst priviligeret.

Snakken om Astrids bryllup var dog lidt nemmere, og gladere, hvis Arya selv skulle sige det, selvom man næsten kunne betegne det som sladder, sådan som Alexander lagde det op.
Hun rykkede lige lidt tættere på ham på bænken, som hun kiggede interesseret på ham. ”Alliancen ville ligge godt, hvis de nogensinde ville ønske ondt mod Arys,” pointerede hun, selvom det næppe ville være tilfældet. Heldigvis var Isenwald og Arys familien på god fod, og Erneyll familien havde aldrig lagt op til noget fjendtlighed heller. Hun forstod dog godt at Alexander og Thalia måtte giftes væk til nogen der havde noget mere politisk i sig, nu når Astrid åbenbart fik lov til at gifte sig af kærlighed, som det lød til. ”Jeg håber ikke at politikken kommer i vejen for at De finder en god kvinde at være sammen med. Det er det mindste De fortjener.” Hun vidste at hendes egen mor ville gøre sit ypperste for hende selv, men nogle gange så overskyggede det politiske spil alligevel alt andet. Hvis Arya kunne blive gift med en som Alexander, så ville hun i hvert fald selv være tilfreds. 

Alexander så lamslået på Arya og blinkede flere gange som han forsøgte at vende hendes pointe i sit sind. "Isenwald ville aldrig ønske Arys ondt" svarede han lidt tungnemt, som det var alt det lykkedes ham at formulere. Tanken var så fjern, så absurd for ham, at det var svært at vende ideen, selv som blot et tankeeksperiment.

Alexanders smil vendte dog snart tilbage "Tak. Jeg ved min moder vil gøre hvad hun kan for at finde en god kvinde, og jeg vil gøre mit bedste for også at være en god mand for hende" bekræftede han med et nik, men der var stadig noget ved hans ord der virkede tilbageholdende. De var ikke usande, for han havde al intention om at gøre sit ypperligste! Men det var svært at dedikere sig til én kvinde, når en anden allerede havde hans hjerte.

Alexander fugtede sine læber en anelse "Men hvad med dem selv? Jeg tænker de har mange oplevelser at indhente inden du ønsker at tænke på ægteskab?" spurgte han interesseret ind, med et mildt smil. Han håbede hvert fald det var sådan for hende, eller at hun hvert fald ville få sig en mand der kunne hjælpe hende, frem for at holde hende tilbage.

Det føltes ikke som om at Alexander var helt oprigtig i sine ord, eller måske ikke oprigtig... men der lå noget bag dem, som selv Arya opfattede. Hendes store blå øjne kiggede lidt indgående og bekymret på ham. Lå der også nogle bekymringer under overfladen der? Hun kunne vel ikke tvinge det hele ud af ham, men det var ikke ligefrem unormalt i deres kredse, at folk havde delte holdninger om de arrangeret ægteskaber. Nogle fordi de ikke holdt af dem der var blevet udvalgt, og for andre havde deres hjerte bare revet dem et andet sted hen.
Hun fik dog ikke helt mulighed for at spørge ind til det, som Alexander smed spørgsmålet tilbage mod hende selv. Hun lod sin parasol spinde lidt mellem sine hænder inden hun begyndte at svare. ”Mere end De aner,” sagde hun mildt, og det var også den eneste grund til at hun var lidt tilbageholdende når det kom til at få et giftemål, selvom hun aldrig ville sætte sig imod det. Ikke hvis hendes moder havde udvalgt en mand til hende. ”Jeg håber min moder lader mig opleve glæderne ved Dianthos, inden jeg uden tvivl skal giftes væk af politiske grunde. Jeg holder dog ufattelig meget af byen, og jeg føler mig heller ikke ligefrem klar til at...” hendes ord stoppede lidt. Kunne hun sige det til Alexander? Han virkede som en oprigtig og sød mand, men så godt kendte de alligevel ikke hinanden, for ikke at nævne, at det nok mere var et kvindeemne. Alligevel forsatte hun. ”Til at lave arvinger, og stå for en husholdning. Jeg er heldig at jeg aldrig har gået hen og forelsket mig i en jeg ikke kan have.” Som visse andre havde, deriblandt Aldamar. ”Men... jeg holder af min frihed, så længe den varer.” Hun håbede det kunne udskydes i hvert fald lidt endnu. Når tiden kom til det, så skulle hun nok hanke op i skørterne og gøre som der var forlangt af hende, uden en sur mine. På det punkt havde Leonora formodet at banke pligten ind i Aryas hoved, til trods for at hun altid ville være den lille i familien. 

Alexander nikkede langsomt og sympatisk ved Aryas ord. Det kunne næppe være nemt for hende heller! Hun havde knap fundet friheden til at opleve livet, og så stor ægteskabet og lurede om det næste hjørne. "Jeg ønsker Dem en lang trolovelse" sagde han med et mild smil. Det ville fjerne presset om at være 'på markedet' men samtidig ikke fratage hende sin selvstændige frihed. "Og hvem ved, de fleste huse har boliger i Dianthos, så mon ikke du vil kunne blive? Hvis da ikke han bliver gift ind i jeres hus" tilføjede han optimistisk. Der var næppe mange der ville sige nej til tilbuddet om at gifte sig ind i Arys slægten, fyrstefamilie eller ej!

Et lille suk undslap dog også den unge prins, som emnet faldt på børn. "Ærligt? Så ville jeg heller ikke ane hvad jeg skulle stille op som far. Viden om filosofi og sværdkunst vil næppe gøre nogen gavn der! Men forelskelse.." Alexander skar en grimasse. Det virkede næsten for belejligt at hun bragte netop det op, ud af ingenting. Hun viste det. Det var hun næsten nød til! Så der var næppe nogen grund til at skjule det for hende.
"Det er næppe noget at ønske sig. Det er.. smukt, varmende, men det komplicerer også bare alting unødigt" han sukkede igen, tungere, og tilføjede mumlende "Især når hun ikke er af stand..."

Det var i sandhed det bedste hun kunne ønske sig, og det var også et taknemmelig smil der blev sendt i Alexanders retning. Det var altid rart med en der kunne forstå sig på tingene, og hun var glad for at hun ikke havde lagt sin tillid i ham forgæves. Det følte hun i hvert fald ikke i det her øjeblik. ”Man kan i hvert fald have lov til at håbe,” indrømmede hun og kiggede lidt ud over slotshaven de sad ved. Måske hun aldrig blev klar til at forlade Dianthos, men så lang tid hun kunne udskyde et bryllup, så lang tid ville hun med glæde tage det.

Arya havde dog ikke vidst det, men det var desværre et emne der florerede meget hos de unge adelige piger, så Arya kendte til en masse af de uheldige forelskelser. På tjenestefolk, den tilfældige mand nede på hjørnet, og sågar en ekstra køn skøge. De fleste på hendes alder havde prøvet det, og sukket langt efter dem, men ikke Arya.
Det fik dog Aryas fulde opmærksomhed. ”Teo?” sagde hun blidt, men hun vidste allerede fra ordene at han havde fundet en som han ikke kunne have, og at spørge mere ind til det virkede kompliceret og måske også lidt ondt. For en gangs skyld vidste hun ikke hvad hun skulle sige, for hvilken trøst ville der være til ikke at være sammen med den man elskede? Arya vidste kun at hvis hun ville have en mand, så ville hun gøre sit for at de stadig kunne leve lykkeligt hvis de fandt en at give sit hjerte til, hvis det ikke kunne være Arya selv. 

Alexanders træk blev anspændte og tænksomme. Han viste det ikke var noget han burde sige højt, det var ikke noget passende samtaleemne. Men det var umuligt ikke at sige mere, som ordrene pressede sig på efter at være holdt tilbage så længe, inviteret blidt at Aryas spørgende tone.

Han sukkede dybt "Jeg ved.. det var en tåbelig tanke, selv dengang. Men der, før min moder blev fyrstinde. Ja, der var det næsten som om det ville kunne lade sig gøre. Det ville ikke have været utænkeligt at tage en kone der ikke var af stand, eller.. at have opgivet sin titel" ordrene nåde at forlade hans mund før det gik op for ham hvor absurd det måtte lyde. Men han elskede hende, af hele sit hjerte og væsen.

Nogen ville måske mene den unge Prins blot var ramt af kærlighed, og at det ville gå over med tiden, men han var sikker på at hun var den eneste ene! Hvordan kunne hun være andet, sådan som den blotte tanke om hende, kunne få hans hjerte til at banke hurtigere?

Alexander sukkede igen, atter tungere "Men dengang er ikke nu. Og tingene har unægtelig ændret sig markant". At være mellemste søn fra en sidegren de fleste så skævt til alligevel var en ting, men han var Prins nu, søn af en fyrstinde... som de fleste så skævt til, men stadig. Der var mile vidt mellem hvad han havde kunne tillade sig, og hvad der var passende nu.

Selvom der var mange ting man ikke burde sige højt, så var Arya også en der ville tage sine venners hemmeligheder med sig i graven. Sågar bar hun rundt på hemmeligheder af folk hun ikke nødvendigvis kom alt for godt ud af det med, for det var ikke hendes hemmeligheder at fortælle. Det var altid et hårdt dilemma, når det ville såre nogen hun kendte, men hun stod fast i det. At bryde tavsheden føltes bare forkert.

Det greb i hendes hjerte, som han fortalte, og til trods for at det ikke var passende, følte hun sig selv rykke lidt tættere på og lægge en hånd over hans. Hendes blå øjne var sympatiske. Hun havde ikke hele historien, men at elske en ikke af stand, når man havde pligter... Hvad kunne man sige til det?
”Det er jeg... virkelig ked af at høre,” hviskede hun, for de vidste begge at han ikke havde meget at sige i hvem han skulle giftes med. ”Jeg tror... for nogen kan de få det til at give mening, selvom de er lovet ud til en anden. Måske du får en hustru der er forstående selvom...” Det næppe var livet hans elskede ville ønske. Det var virkelig en sølle trøst og man kunne se at også Arya kunne se det i ordene hun havde sagt. ”Det kan ikke være nemt,” var derfor også de sidste ord hun hviskede, inden hun lidt modvilligt trak sig selv tilbage og tog sin hånd med. Hvis hun bare kunne gøre noget for at han fik det bedre. 

Alexander så overrasket på Arya, som hendes hånd lagde sig på hans, men den blegnede hurtigt, og taknemmelighed tog dens plads. "Tak.. Jeg ved der ikke er så meget at gøre, andet end at håbe det alt sammen går" sukkede han tungt. Det var næsten det værste. Der var intet han rigtig kunne gøre, andet end at vente og håbe.
"I det mindste deler min moder, af alle mennesker, den tanke med dig" tilføjede han og skar en kort grimasse. Hans mor havde været nært den sidste han havde ønsket skulle vide det, men da hun først havde fået færden, var hun som en blodhund. Han ville have skulle opgive informationen før som senere.

Den unge prins rettede sig en smule op "Det er kompliceret hele vejen rundt.. men jeg har tænkt mig at fortælle hende hvem jeg. Ikke bare en soldat. Hun.. fortjener at vide det, så hun kan tage sine egne valg også" hans stemme startede stærk ud, men usikkerheden kryb ind undervejs. Han viste ikke hvad hun ville sige eller hvordan hun ville reagere, men han kunne heller ikke holde hende for nar længere. Hun var nød til at vide hvad hun gik ind til. Ikke bare en soldat der kunne falde i kamp, men en af adelen, hvis hånd ikke var hans egen at give - hverken til hende eller nogen anden.

Arya kendte nu ventetiden lidt for godt, fra sine egne erfaringer i at sidde og være syg og intet kunne gøres. Hendes familie havde ventet med hende, men de havde trods alt stadig haft et liv der skulle fungere. Det var rart når man kunne tage tingene i egne hånd, og gøre noget ved positionen man var blevet sat i. De kunne de bare ikke altid.
Hun kunne dog ikke lade vær med at være en anelse overrasket over at Alexanders mor kendte til det, men selvom overraskelsen var tydelig i hendes øjne et kort øjeblik, så forsvandt det hurtigt igen.

Hendes hjerte gjorde lidt ondt på Alexanders vegne, men hun nægtede at lade det vise. ”Det lyder som en god start,” sagde hun opmuntrende. Det var trods alt et valg han burde være stolt af at kunne tage. ”Det er vigtigt at have begge sider, og det kan jo være... at det bliver nemmere når hun ved det.” Selvom hun også lidt frygtede for Alexanders hjerte. Han virkede så glad for hende. ”Hvis du har behov for en, så er jeg ikke længere væk, end at du altid kan komme forbi, eller... hvis der er noget andet jeg kan gøre for dig.” Hun ville endda gå med Alexander hvis han ønskede, men... det var hans sted at finde ud af hvad han havde behov for, men hun håbede blot at han følte sig sikker nok til at hvile sig op af hende, skulle han få behov for det. Hvad de snakkede om var aldrig noget Arya ville gå videre med, trods alt. 

Alexander sukkede let og kørte en hånd igennem håret. Det havde ikke været med hans gode vilje Verona havde kendt til hans kærlighed, men at holde noget for hans moder, var som at holde vand i hænderne. Det kunne gøres, i små mængder, men når det først var begyndt at sive mellem fingrene, var der intet at gøre.

"Det håber jeg.. og tak for tilbuddet Arya, virkelig. Jeg stoler på din diskretion, ellers havde jeg aldrig sagt så meget, men.." han tøvede et øjeblik, lidt i tvivl om hvordan han skulle formulere sig. Han havde allerede sagt langt mere end der var på nogen måde passende, men der var grænser.
"Du har allerede gjort meget.. så når jeg kommer forbi, vil det ikke være med mine problemer" sagde han til sidst, og gav hende et venskabeligt smil. Han nød hendes selvskab, og hun var nem at snakke med, det var sandt, men han ønskede næppe bare at losse af på hende, hvor meget hun end opfordrede ham til det.

I nærheden rømmede en tjener sig, og trak Alexanders opmærksomhed. Med et lille nik som anderkendelse fra prinsen, trådte tjeneren nærmere, og hviskede lavmælt noget til den unge herre, der nikkede kort, inden tjeneren fortrak sig igen.
Alexander vendte undskyldende blikket mod Arya igen. "Jeg beklager, men det lader til min tilstedeværelse er påkrævet andetsteds" han rejste sig og bukkede for hende "Det har været en fornøjelse, som altid, og jeg håber næst vi ses, at De vil fortælle mig hvor pokker Deres parasol dukkede op fra" sagde han mens han holdt bukket, og slukkede af med et skævt, varmt smil.
"Til vi ses igen"

Arya ville aldrig mene at hun havde gjort nok for sine venner, men hun vidste også godt at hun blev nødt til at gå til takke med hvor meget den anden person havde lyst til at dele og få hjælp. Det var ufattelig personligt, og hun forstod godt at man ikke ønskede at læne sig for meget op af en anden person.
”Jamen, det vil jeg også se frem til,” bekræftede hun, for de havde nok også behov for at have noget andet mellem dem end Arya som fast lytter, ikke at hun havde nogen tvivl i at de kom fint ud af det med hinanden. Alexander havde ganske vidst altid mere været Aldamars ven end hendes egen, men hun havde da smuglyttet til deres samtaler som ung, og hun ønskede også at kende de andre sider der lå til Alexander. At det politisk nok var et godt træk at være på god fod med prinsen af Isenwald, det slog ikke rigtig Arya ind.

Tjeneren tog også Aryas opmærksomhed, selvom det var et lille trist smil som hun nikkede over at han skulle videre. De havde vidst allerede brugt nok tid sammen. Det blev dog lidt mere strålende igen, da han nævnte parasollen. Det var en undren hun kendte alt for godt til hos andre. ”Det er måske en hemmelighed jeg kan give Dem,” sagde hun grinende, og fik selv rejst sig op, så hun kunne neje tilbage igen, stadig parasollen over skulderen. ”Det har været en fornøjelse. Vi ses, Teo.” Hun håbede der ikke ville gå for lang tid, og mest af alt så håbede hun at han fandt ud af det med sin hemmelige kæreste. Han fortjente kærlighed.

Som Alexander forlod hende, så måtte hun også selv gå tilbage ind i balsalen, men for Arya skulle hun aldrig gå langt før også hun blev hevet med i sin næste samtale. Der var aldrig ro når adelen var sammen til en fest.